Australien September 2002

Engang var dromedaren det foretrukne transportmiddel i den australske ørken

De første dage

Vi har været i Sydney i en måned nu, og jeg har slet ikke rigtig fået skrevet om, hvad der sker her. Vi ankom med fly efter et transit ophold i Auckland den 27. august og ringede til vores udlejer Inna. Hjemmefra havde vi via nettet booket en møbleret lejlighed i Kogarah. Hun anbefalede os at tage taxi til lejligheden, for det er billigere end at tage toget… Det første vi lærte om Kogarah, var at jeg udtalte det helt forkert. Sidenhen har vi lært, at sådan er det med mange ord og især bynavne. Man skal lægge trykket på tredje sidste stavelse, hvilket for Kogarah bliver den første. Inna tog imod os, da vi ankom til Queen Victoria Street, men hun virkede en smule forvirret og af god grund. Hun havde smækket sig ude af lejligheden, da hun gik ned for at modtage os, og de ekstra nøgler hun havde hjemme hos sig selv, befandt sig et godt stykke nord for Sydney og Kogarah ligger lige syd for Sydney. Inna valgte den dyre løsning med at tilkalde en låsesmed, og mens vi ventede på ham, viste hun os rundt i kvarteret. Vi bor meget tæt på Kogarah Station. Det tager omkring 20 minutter med tog ind til centrum af Sydney. Jeg kan allerbedst lide at tage toget helt til Circular Quay, så står man ud af toget ved vandet lige midt i mellem Harbour Bridge og Operahuset. I tilknytningen til stationen ligger Kogarah Town Centre med små butikker og et stort supermarked Woolsworth. Vi nåede at se det hele inden låsesmeden kom. Inna viste sig at være en værre snakke chatol. Da låsesmeden omsider fik lukket os ind i lejligheden, gennemgik hun alle skabe+indhold detaljeret. Vi var rimeligt trætte, og der lød et gigantisk suk fra Henrik, da hun omsider var færdig og syntes, vi skulle have lov at slappe af for os selv. 

Vores lejlighed er vel det man vil kalde en 2 1/2 værelses. Man træder direkte ind i stuen som har et lille fjernsyn (sammenlignet med hvad jeg er vant til…), en gyselig blomstret sofa og et enormt glasbord. Da vi kom, var der et slidt gulvtæppe, men Inna fandt på at udskifte det med et meget pænere træ gulv, og det er vi vist meget taknemmelige for. Der er to værelser: et soveværelse med dobbeltseng og et lille værelse med to enkeltsenge, som vi bruger til at opbevare alt muligt. Jeg gruer for den dag vi skal rydde op derinde, og det er snart for Torben og Sonja kommer og besøger os om små 14 dage. Til lejligheden hører også en garage, og den var vi begge fra første dag rimeligt opsatte på snarest at få i brug. Siden hen er vores begejstring for garagen faldet drastisk for det er et værre puslespil at få en stor station car ind og ud af den.

Henrik foran Sydney Harbour Bridge.

Den første uges tid legede vi turister. Vi snuste lidt rundt omkring Operahuset og Darling Harbour og var en tur på Manly Beach. Vi har investeret i et togkort så vi kan køre alt det vi vil i tog og bus og færge mens vi er i Sydney. De første par dage vi var i byen, var det stadig vinter, og vi småfryste nok mest fordi vi kom direkte fra Hawaii. Der er to el-radiatorer i vores lejlighed så de kørte på højtryk de første par uger, men nu har vi sat dem ind i rode-værelset. På trods af vinteren hoppede jeg i bølgerne i Manley og jeg skal love for det var nogle store bølger. De væltede nærmest en omkuld så det var ikke et godt sted at svømme. Til gengæld var der en del surfere, så jeg må snarest muligt genoptage min surferkarriere. Innas idé med at erstatte gulvtæppet med et trægulv gjorde at vi var forvist fra lejligheden en hel dag. Der kom nogle kinesere kl. 8 og flåede tæppet af, så vi tog ind til byen og besluttede os for at se nærmere på Harbour Bridge. Henrik var med på at kravle oppe på brobuen, men stod af da han hørte prisen. Så jeg måtte tage turen alene, for nu havde jeg bestemt mig for det. Det lyder nu til Henrik vil tage turen med Torben senere på måneden. Brobestigningen foregår i små grupper a 10 personer. Jeg blev udstyret med en tynd grå kedeldragt og alle dele lige fra briller til kasket blev bundet fast til mig via snore. Så fik man et bælte om livet med en slags nøgle på, så man kunne lade nøglen køre på en wire. Brobuen var nu bred som en hel vej, så det var ikke så hårrejsende en oplevelse at gå op ad buen som man kunne forestille sig. Tilmed holdt vi mange pauser undervejs for at blive fotograferet af guiden, så man følte næsten ikke at det gik op ad. Der var en god udsigt på toppen med Operahuset lige foran en og hele Sydney for ens fødder. Nedstigningen gav faktisk lidt rystende ben, men måske mest fordi jeg var lidt træt i benene af at stå stille. Da vi kom hjem var kineserne ikke færdige med at lægge gulv, så vi måtte ud at spise og fik en pizza hos en pizza mand der ligner en Gary Larsson tegneseriefigur.

Camilla er gået i operaen.

Nu er det blevet hverdag

Mandag er vores store fjernsynsdag. Først er der Venner, men pga. reklamepauser kan vi nå at se lidt Premier League på en anden kanal samtidig. Derefter kommer Crank Yankers som er indbegrebet af australsk humor. Det er et program med dukker som spiller små telefonsamtale-sketches som bygger på virkelige historier. F.eks. er vi overbevist om, at det er vores genbo de gør nar af i den med hundene. Vores genbo har nemlig en ret irriterende hund der gør konstant i perioder. En mand ringer og spørger om han kan få en lejlighed, imens han er omgivet af gøende hunde. Damen hos boligselskabet siger det kan godt, men kæledyr er ikke tilladt. Manden siger han ingen dyr har, imens en af hans hund er ved at æde telefonrøret ud af hånden på ham. Ja, man skal nok se det, for at se det morsomme i det. Ellers ser vi ikke så meget fjernsyn for Henrik har fundet en butik Gamer Paradise med brætspil inde i byen, og da de havde en masse gamle out of print Avalon Hill spil, blev han jo nødt til at købe nogle (4!), og stakkels mig er tvangsindlagt til at spille dem. Jeg har nedlagt forbud om at han køber flere, før han har prøvet dem han har. Grunden til at han skulle have nye spil, var nok først og fremmest at jeg har slået ham i Munchkin (kortspil han købte i USA) temmelig mange gange i træk. Men det er ikke gået bedre med brætspillene. Jeg har slået ham i et ubådsspil og derefter i Luftbaron, så især det sidste er af Henrik blevet klassicficeret som et dårligt spil. Ellers går det nu fint med at bo sammen ;).

Uni

Der er adskillige universiteter i Sydney og Henrik frekventerer Macquarie University, som ligger i Epping et godt stykke nord for Sydney. Vi var ikke klar over at det lå så langt ude, da vi bookede lejligheden for så havde vi nok valgt noget nord for centrum. Det tager næsten halvanden time at komme derud fra Kogarah. Først med tog til Redfern, hvor man skal skifte til den nordlige linie mod Epping og så videre fra Epping med bus til uni. Det er lidt lettere for mig, da jeg er visitor på Sydney Uni. som ligger inde i byen kun 10 minutters gang fra Redfern. Mit uni er det ældste i Australien, og hovedbygningen er bygget i traditionel engelsk stil á la Oxford eller Cambridge. Den er ret flot, men de har ikke videreført den arkitektoniske linie til de senere tilkommende bygninger. Matematisk Institut ligger på de øverste etager i den enormt grimme Carslaw bygning, en stor lyseblå rektangulær klods som mest af alt ligner en fabrik. Der er dog en god udsigt fra bygningen, og fra mit kontor kan man se Harbour Bridge fra en sjov vinkel nemlig langs buen, så den ser ret lille ud. Det var Henriks kontaktperson Igor, som formidlede kontakt for mig til Magmagruppen på Sydney Uni. Magma er også navnet på den software pakke de udvikler som udfører computational algebra. Magma indeholder blandt andet en version MPQS, som jeg implementerede i mit speciale, og de har selvfølgelig også en version af Number Field Sieve. Jeg skal love for NFS kræver meget plads når den skal køre selv for et tal på kun 80 cifre. John Cannon er leder af Magma gruppen, og det var ham som sørgede for at jeg fik en kontorplads og sidenhen adgang til biblioteket. Det er sjovt det skal være så svært at få lov at låne en bog. Jeg kan huske Henrik også havde problemer med det i Singapore. Jeg deler kontor med en tysker Claus som er post doc. og en rigtig aussie Damon, som egentlig stadig studerer på Uni of NSW men som er projektansat hos Magma. De første par uger hernede har jeg kigget lidt mere på Number Field Sieve, for Claus havde en bunke af artikler om NFS. Han sidder selv og roder med problemet med at uddrage kvadratrodrødder over Z[alpha]. Jeg spiser som regel frokost sammen med Claus og Nils, som også er post doc. men hollænder. Magmagruppen har en mani med at svømme et par eftermiddage om ugen, for der ligger både en indendørs og en udendørs pool i uniparken. Jeg tror det er David som har startet svømmetraditionen. Han er amerikaner og har været tæt på at nå det olympiske landshold i svømning. En anden tysker Volker er arrangør af det ugentlige algebra seminar. Han fandt selvfølgelig på at jeg skulle holde foredrag, så i torsdags skulle jeg underholde om mit speciale. Jeg var lidt nervøs for det var hele algebragruppen jeg skulle holde foredrag for, og flere af dem ved mere om NFS end jeg gør. Det gik ok, og bagefter tog vi der plejer at svømme til stranden Clovelly for at holde BBQ. Det var rigtig hyggeligt, og jeg snorklede en tur i bugten. Claus har en snorkelmaske med glas med styrke, og den passede sjovt nok mig. Tidligere har jeg kun snorklet i tropisk farvand, så det var en kølig oplevelse og heller ikke så farverigt som omkring ækvator, men det var meget flot alligevel. Jeg så nogle store fisk og nogle tunge vandplanter der vuggede i strømmen. Da vi havde drukket al vores rødvin, fortsatte vi videre til en pub på Clovelly Hotel. Det endte med vi blev smidt ud derfra og truet med politi, fordi nogen i selskabet syntes det var morsomt at kaste med papølbrikker.

Henrik bag i “Tanken” ved bredden af Cox River i Blue Mountains, hvor vi overnattede på en privat campingplads.

Vores bil

Mandagen efter vi ankom, tog Henrik på Macquarie University og fik en kontorplads og computeradgang, men hans vejleder Igor ville først være der den 11. september. Om eftermiddagen tog vi til Kings Cross for at se på bil. I Lonely Planet havde vi læst om et brugtbilsmarked for backpackere. Det viste sig at være et parkeringshus fyldt med desperate backpackere som ville af med deres bil inden deres fly gik hjemad. Og deres biler var godt nok nogle værre gamle lig. Vi gik lidt hovedrystende derfra, for når vi ikke aner et klap om biler ville det være lidt af et gambleri at købe en bil af en person som er ude af landet i løbet af en uge. På vej tilbage mod centrum fik vi øje på en mere autoriseret bilforhandler Travellers Autobarnn som tilbyder buy-back garanti til backpackere. Vi så på udvalget og blev enige om at en Ford Falcon station car lige var sagen. Vi turde dog ikke slå til, før vi havde tjekket hvad man giver for en brugt bil andre steder. Sjovt nok havde de en dansker ansat som viste os rundt. Det er den eneste dansker vi har mødt i vores to måneder ude i verden. Han virkede meget flink og reel, så jeg var næsten klar til at købe en bil. Efter lidt research på nettet fandt vi ud af at Travellers Autobarns priser ikke var helt i skoven, så vi tog der ud igen. Desværre havde de solgt flere af de biler vi havde kigget på første gang, og de få interessante modeller de havde, var med manuelt gear. Jeg havde ellers set frem til, at en Ford Falcon som regel var med automat gear. Efter nærmere overvejelser tænkte vi at det egentlig ikke betød så meget alligevel, og vupti så havde Henrik skrevet under på at købe en hvid Ford Falcon stationcar fra 1988, som havde 320.000 kilometer bag sig og manuelt gear. Vi betalte den ved at få penge overført direkte fra Henriks bank i Danmark, så der gik over en uge før vi omsider stod med nøglerne i hånden. Jeg fik æren af at køre den hjem til Kogarah, hvis man kan kalde det en ære? De kører i venstre side af vejen hernede, så det var noget af en udfordring, men bilen kom da hjem i garagen i hel tilstand. Da Inna hørte vi havde købt en stationscar spurgte hun hvad vi skulle med sådan en stor tank. Det er også noget af en benzinsluger – den kører omkring 400 km på en tankfuld som er 65 liter tror vi nok. Den første tur i bilen gik sydpå til Cronulla. Det er en hyggelig by med en god strand, og vi spiste på en hyggelig restaurant dernede.

Henrik ved de forrevne klipper i Botany Bay National Park.
Camilla kæmper med årerne på en flod i Royal National Park.

Weekendture

Efter vi fik bilen har vi været på farten hver weekend. Den første tur gik til Blue Mountains. Dvs. vi nåede ikke ret langt væk fra Sydney før bilen gik i stå, og jeg med lidt held fik manøvreret bilen ind til siden. Det virkede mistænkeligt meget som om bilen var løbet tør for benzin selvom mekanikermanden påstod den var fuld, da vi fik nøglerne. Vi havde ihvertfald ikke andre bud på hvad der kunne være galt, så Henrik gik afsted efter benzin. Det var heldigvis en tom tank der var problemet, så vi kom afsted igen og fik fyldt yderligere 57 liter på. Blue Mountains ligger 60 km vest for Sydney og er fyldt med kløfter og eukalyptus træer der emmer af blå damp (deraf navnet på bjergene). Vi kørte længe rundt efter et vandfald som viste sig at ligge på den anden side af high way’en end vi troede. I stedet endte vi i Katoomba hvor den mest kendte klippe formation “De tre Søstre” ligger. Vi gik ned ad trappen “Giant Staircase” ved Søstrene, og den var gigantisk for der var mange trin, især når man skulle op igen. Det var hårdt for knæene at bestige trappen men vi kom da op igen. På vej tilbage fandt vi omsider Wentworth Waterfall som vi havde ledt forgæves efter tidligere på dagen. Vi kunne se en spændende sti som gik både under og over klippen langs vandfaldet, men da den tog 4 timer kunne vi ikke nå at gå den den dag.

Dagen efter kørte vi sydpå og havde egentlig planer om at se Royal National Park som er verdens ældste nationalpark. Vi endte nu i Botany Bay Park, som er det sted kaptajn Cook landede da han opdagede Australien. Vi så nogle flotte rå klipper langs kysten, der kunne falde i havet hvornår det skulle være. Der var også et visitor center som fortalte om Cooks landing, og han var godt nok ikke flink over for de indfødte.

Den efterfølgende weekend fandt vi Royal National Park. Der løber en stille flod igennem parken, og vi endte i en robåd. Efter min mening gik det lidt for langsomt – jeg ville til en hver tid have foretrukket en kano, men vi fik da en hyggelig tur på floden som ikke var særlig dyb. Tit skulle man styre uden om væltede træstammer og tykke vandplanter der kunne få båden til at gå på grund. Om eftermiddagen var vi i Wattamola der også er en del af parken men ligger helt ude ved kysten. Der var en flot lagune og en lækker sandstrand. Australierne er helt vilde med at være ude i det fri, måske fordi det som regel er godt vejr. Men de er bange for solen pga hullet i ozonlaget der vist har øget risikoen for hudkræft hernede. De er især vilde med at grille i det fri, så der er tit en grill til fri afbenyttelse i forbindelse med et picnic area.

Camilla ved klippeformationen De tre Søstre i Blue Mountains.

Vores hidtil mest succesfulde tur var sidste weekend, hvor vi vendte tilbage til Blue Mountains. Vi har købt en madras så man kan sove behageligt bag i bilen og pakkede dynerne og drog afsted. Vores primære mål var Jenolan Caves som alle har anbefalet som det mest seværdige sted derude. Vi gjorde holdt ved Evans Lookout, hvor man kan skue ud over en enorm kløft. Der var en rigtig flot udsigt, og vi blev fristet til at vandre en tur i området. Efter vores problem med at finde vandfaldet har vi købt et godt kort over bjergene, og det indeholder også en oversigt over gåture. Vi fandt en tre timers gåtur, hvor man kom helt ned i bunden af kløften og fulgte floden i bunden. Det var en dejlig tur og stien var ikke altid lige nem. Den gik op og ned og hen over sten og krydsede floden ofte. Henrik havde glemt at få en varm trøje med til Blue Mountains, og der bliver ret koldt derude om natten, så vi kørte til Katoomba, hvor vi havde set nogle pæne fleece trøjer sidst vi var der. Vi købte en hver, så nu har vi næsten fået ens joggingtøj, men de er heldigvis i vidt forskellige farver. Vi fik anbefalet en campingplads ved Cox River, hvor vi kunne overnatte. Den var ret svært at finde for det var blevet mørkt og der var ikke et eneste skilt, men vi kunne se nogle der camperede tæt på floden. Til sidst holdt vi ind til siden og listede med lommelygte ned for at spørge dem, hvordan i al verden man kom ind på campingpladsen. Det viste sig at pladsen egentlig var lukket, men fordi den var over 50 år gammel var den meget kendt og populær, så folk blev ved med at komme. Den eneste grund til at de havde lukket pladsen var fordi det er for dyrt med forsikring og alle de dumme regler staten påtvinger dem. Men alligevel var pladsen åben på sin måde – vi skulle bare selv åbne lågen og vi kørte ind og fandt et hyggeligt sted under et træ ved bredden af floden. Næste morgen vågnede jeg og syntes jeg kunne høre der gik nogen rundt og rumsterede uden for bilen. Det viste sig at vi var totalt omringet af brølende køer. De gjorde ikke noget, men vi ventede nu med at stå op til koflokken var gået længere ud på marken. Eftersom vi var oppe med køerne, var vi allerede ved indgangen til Jenolan Caves kl. 9, og vi reserverede billetter så vi kunne se to huler. Det var noget dyrt, men eftersom vi var over 200 km fra Sydney kunne vi ligeså godt se noget, når vi endelig var der. Først så vi Temple of Baal og det var den flotteste drypstenshule jeg har set. Der var stalaktitter over det hele og også en masse stalakmitter. Vores guide var en rigtig aussie med sjove jokes og solbriller. Han påstod, at der var en konstant dryppen af vand et bestemt sted i hulen, og at man ikke anede hvor det vand kom fra. Selv på de tørreste tidspunkter af året kommer der 4 liter i timen ned inde i hulen. Der var en skrøne om, at en af dem der opdagede hulerne sagde, at der fandtes en hule med en stor sø, som kunne rumme et helt krigsskib, men man har aldrig fundet en sådan hule. Minsandten om ikke guiden dukkede op igen efter frokost, da vi skulle se Lucas Caves. Det er den største af hulerne, og den indeholder en katedral som man har brugt til kirkelige handlinger. Den anvendes endda stadig til brylupper. Fra Jenolan kørte vi hjemad, men vi kørte norden om for at se den nordlige del af bjergene. Det var en lang tur hjem og jeg kiggede forgæves efter kænguruer hver gang der stod et advarselsskilt.I lørdags var vi på marked inde i byen i Paddington. Vi fandt en græker som solgte nogle spændende produkter såsom løg marmelade og mango butter. Om eftermiddagen gik vi fra Bondi Beach til Clovelly. Det var en flot tur langs kysten, hvor der skiftevis er sandstrand og barske klipper. I Clovelly har tyskeren, som jeg deler kontor med anbefalet mig, at man kan snorkle, men det var en noget kølig oplevelse at stikke hovedet ned i vandet. I går kørte vi sydpå langs kysten for at se den bedste udsigt på hele den australske østkyst. Der var lidt diset, så vi føler os ikke helt overvist om udsigten, men det var en flot tur, og jeg tror helt sikkert vi tager turen igen en dag i solskin.

Camilla holder hvil på vandreturen gennem kløften ved Evans Lookout.
Henrik i Temple of Baal – den flotteste hule i Jenolan Caves.

Hawaii august 2002

Diamond Head
Henrik på toppen af Diamond Head. Højhusene i baggrunden er hotellerne i Waikiki.

15. august, torsdag

Vi tog afsted fra Minneapolis om formiddagen og skulle som det er blevet sædvane i USA tjekke ind i lufthavnen to timer før afgang, selvom det bare var en indenrigsflyvning. Tiden i lufthavnen fløj afsted takket være en Discovery Channel butik. De havde alskens sjove former for underholdende legetøj, og det er skam ikke ting som bare skal stå til pynt i min vindueskarm jeg fik med derfra. Vi købte begge en lille bitte radiostyret bil. Min er blå og Henriks er rød, og da de kører på forskellige frekvenser kan vi køre racerløb mod hinanden… Min bil viste sig desværre senere at være defekt – den kunne slet ikke dreje til højre, men heldigvis fandt jeg en ny magen til på Hawaii. Den gamle har jeg sendt retur til fabrikken som producerer bilen. Jeg købte også et lille puzzle game, som hedder Rush Hour. Det viste sig at være en fremragende underholdning i flyveren til Hawaii, omend den ældre dame som sad ved siden af Henrik i flyveren var parat til at stjæle det fra os. Det kriblede i hende at få lov at prøve, så til sidst gav vi hende level 1 udfordringen, som hun klarede med glans. Henrik kastede sin kærlighed på en gigantisk radiostyret krokodille i Discovery butikken, men heldigvis kunne han godt indse at den var lidt klodset at rejse jorden rundt med. Desværre kan han købe krokodillen online fra butikkens hjemmeside, men jeg vil nu nødig bo sammen med en krokodille – den var ret uhyggelig og livagtig, når den bevægede sig.

Vi ankom til Honolulu kl. 15 og tog en langsommelig bus til vores lyserøde hotel Royal Grove i Waikiki, som ligger lige syd for Honolulu. Stranden lå lige om hjørnet, så første mål var at kaste sig ud i Stillehavets bølger. Waikiki lever ikke helt op til den Hawaii sandstrand man har drømt om. Der er masser af små rev og sten på bunden, så man skal se sig for når man svømmer rundt. Vandtemperaturen kunne man nu ikke klage over. Det var bare skønt. Men afslappende palmestrand finder man ikke i Waikiki. Der er godt nok palmer, men lige bagved er der hoteller i læssevis og derfor vrimler det med mennesker overalt. Royal Grove viste sig at være et meget hyggeligt hotel. Til stor begejstring for Camilla var der køkkenfaciliteter på vores hotelværelse. Både et køleskab og kogegrej, så vi kunne selv lave mad og spise det på vores fine altan.

Camilla i sin foretrukne positur på sit surfbræt…

16. august, fredag

Dagen skulle starte med en afslappende strandtur og vi var der allerede kl 8, fordi vi vågnede tidligt pga. jetlag. Jeg overvejede hvornår jeg skulle forsøge mig med en surf-lektion, men jeg fik ikke rigtig tid til at tænke over det. Surfermanden var klar med det samme, så inden jeg fik set mig om, lå jeg på maven på et surfbræt ude i vandet. Tjaah og sådan lå jeg ned det meste af tiden. Henrik påstår han slet ikke har set mig stå op på brættet… Surfermanden placerede sig et sted langt ude i vandet, hvor bølgerne knækkede på den rigtige måde og så skulle jeg ellers padle mig ud til ham (stadig liggende på brættet) med armerne i butterfly stil. Surfermanden tog fat i mit surfbræt og sendte mig afsted indad når der kom en god bølge. Efter et par mislykkede forsøg lykkedes det mig at komme op at stå, og det var en meget fed fornemmelse at skøjte hen over vandet med god fart. Det var bare væmmeligt at falde af brættet, for man viste aldrig om der var sandbund eller klippe der hvor man faldt ned, så surfermanden sagde man skulle lade sig falde ned på brættet og sætte sig overskrævs som på en hest. Det var bare ikke altid man nåede det…

Jeg synes selv jeg fik vældig godt styr på surfbrættet, og jeg var meget optimistisk da min surftime var slut. Endda på trods af at jeg skulle høre på drillerier fra Henrik som ikke havde løftet sin næse fra War bogen og bemærket de gange jeg stod op på brættet.Jeg var helt smadret i kroppen, og den ekstra time jeg havde med brættet fik jeg udsat til dagen efter.

Vi er allerede blevet træt af japanerne inden vi har sat en fod i Japan. Det vrimler med dem her på Hawaii, og de er bare så irriterende.

Hanauma Bay – et snorkel mekka som desværre er overfyldt med japsere.

17. august, lørdag

Min surferkarriere er røget på standby efter dagens time alene i vandet med brættet men uden min lærer. Jeg var drønsmadret i kroppen efter gårsdagens padleri, og i dag må jeg give Henrik ret i at jeg nærmest ikke kom op at stå. Der var alt for mange ting som jeg skulle have styr på på en gang: Man skal placere sig det rigtige sted på brættet, bøje nakken af led for at holde øje med hvornår der kommer en god bølge, padle som en sindssyg for at komme op i fart så man kan følge med bølgen, og sidst men ikke mindst skal man op at stå. De tre første ting sørgede min lærer for den første dag, men uden ham nåede jeg nærmest aldrig frem til det med at komme op at stå. Jeg er nu stadig optimist og har besluttet mig for at genoptage min surfer-karriere i Sydney. Jeg skal nok få det lært, men jeg skal have lidt bedre tid til at restituere og så kunne jeg nok også godt bruge et par timer med lærer igen.

Vi tog en bus sydpå og besteg Diamond Head, som er et gammelt vulkankrater. Der var en fabelagtig udsigt over Waikikis skyskrabere og den sydlige del af øen som hedder Oahu. Der er gode busforbindelser på Oahu men information om hvornår bussen kører finder man ikke ved stoppestedet. Derfor ventede vi længe på en bus videre til Hanauma Bay. Det er det bedste snorkelsted på Oahu, men det er også overfyldt med mennesker. Jeg snorklede rundt og var ret skuffet, fordi sigtbarheden i vandet var så dårlig. På trods af fin blå himmel var der så mange mennesker i vandet som hvirvlede sand op, så man ikke kun se ret langt for sig. Heldigvis fandt jeg ud af at svømme længere ud, hvor der var masser af fine fisk som man kunne nyde i fred af ro. Japserne er nemlig ikke gode svømmere og kommer derfor sjældent ud hvor de ikke kan bunde. Jeg så nogle mægtig flotte farvestrålende fisk og lidt koreller på havbunden var der også.

18. august, søndag

Vores viden om Hawaiis historie, da vi landede i Honolulu, begrænsede sig til kort fakta om japsernes overraskelsesangreb på Pearl Harbour i december 1941, som fik USA til at træde ind i 2. verdenskrig. Det plejer at være nok viden til at klare sig igennem Trivial Pursuit. Nu ved vi meget mere om bombningen af Pearl Harbour og specielt om USS Arizona. Der omkom over 2000 mennesker i løbet af det to timers bombardement af krigsskibene som befandt sig i Pear Harbour. Over halvdelen af de omkomne befandt sig på skibet USS Arizona som gik ned på under 9 minutter. Der er lavet et mindesmærke ude i vandet som ligger hen over det sunkne skib. Det var meget spændende at læse om hvordan 2. verdenskrig blev udspillet i Stillehavet, fordi vi næsten altid kun har hørt om hvad der foregik i Europa. Selvom det blev fremstillet fra en amerikansk synsvinkel var det ikke så ensporet og heroisk som man kunne frygte. Der var en ret striks sikkerhedspolitik på stedet. Det var forbudt at have sin rygsæk, kamerataske etc. med ind på området, og de havde ikke nogen skabe man kunne låse sine ting inde i. Heldigvis havde en privat-person fundet på at opbevare ting for folk i en container på parkeringspladsen.

19. august, mandag

Hjemmefra havde vi booket fem overnatninger på Royal Grove i Waikiki, og efter få timer der blev vi ret hurtigt enige om at vi også skulle opleve en anden del af Hawaii end storbylivet. Der skulle ikke meget betænkningstid til før vi fandt ud af at de sidste 5 dage skulle tilbringes på Big Island, som er den største ø på Hawaii og hvis største aktiv er en aktiv vulkan! Der er ikke nogen busser på Big Island, så for at komme omkring på øen er det nødvendigt med en bil. Derfor valgte vi at købe en pakke løsning med fly, hotel og bil. Der ligger en bix som tilbyder pakke-rejser på snart sagt hvert gadehjørne i Waikiki, men det viste sig at ham vi fik det første tilbud af også var den billigste. Da vi havde fået arrangeret resten af vores ophold på Hawaii tog vi en bus tværs over Oahu til Kailua som ligger på vestkysten. Der var en kæmpe sandstrand med palmer og langt mere fredeligt end i Waikiki. Eneste minus var vinden som nærmest sandblæste en, når man forsøgte sig som solbader. Ude i vandet var der livlig aktivitet med kite surfere (surfere som holder fast i en snor med en drage oppe i luften), windsurfere og japsere som forsøgte sig i havkajak.

Camilla med den røde jeep.
20. august, tirsdag

Vi forlod Waikiki efter at have ventet utålmodigt og forvæves på vores shuttle taxi. Til sidst gik Henrik ind og ringede til shuttleselskabet som åbenbart havde noteret et forkert hotel. Honolulu International Airport lever sandelig op til sit navn med at være international for aldrig har vi oplevet større sikkerhedsopbud. Efter at have afleveret den store bagage ved check-in skranken skulle vi vise håndflader og håndbagage til en større flok af Aloha Airlines folk. Med en lille papirserviette tørrede aloha-folkene vores håndflader og bagage og puttede servietten ind i en analysemaskine. Vi gætter på de prøver at spore om man har rørt ved sprængstoffer eller har en bombe med i tasken? Det skal vist til at være almindelig procedure i alle amerikanske lufthavne fra nytår af, men indtil videre er det kun Hawaiis der kan opfylde kravet. Nå men vi fik da lov til at komme med flyet efter at Henrik var blevet gennemsøgt fra top til tå med metaldetektor. De fandt heldigvis ikke noget på ham. Jeg kan afsløre at der senere kommer en pinlig historie om mig som røg i et af deres kontroltjek.Vi landede på Big Island i Hilo ved to-tiden, men først lidt i fire stod vi med bilnøglerne til en rød jeep i hånden. Første forhindring var Henriks blå kufferttaske som var gået i stykker i syningen under transporten. Ikke så underligt for tasken var tapetseret med mursten(sromaner) i bunden. Allerede da vi forlod Minneapolis havde de sat et ekstra advarselsskilt på tasken hvor der stod “Heavy Luggage”. Aloha Airlines lovede alligevel at betale for reparation af tasken. I lufthavnen skulle vi også afhente vores bil. Vores booking af bilen var desværre gået forkert igennem med datoer, men det var ikke vores fejl, for på vores papirer stod det rigtigt. Derfor blev biludlejeren nødt til at udlevere os en finere bil end den economy-car som vi havde bestilt for dem havde han ikke flere tilbage af. Vi fik uden beregning en totalnuttet Wrangler Sport Jeep med automatgear. Henrik lagde ud som chauffør og efter et par hårde opbremsninger fandt han ud af hvordan bremsen virkede. Vi kørte mod nord fra Hilo og stoppede først helt oppe ved Waipio Valley. Det er en meget frodig dal som går helt ud til kysten. Man kan køre derned i 4-hjulstrækker, men det er ikke tilladt i en lejet bil, så jeepen måtte vi lade stå på parkeringspladsen. Camilla overtog rattet og vi kørte tværs over øen forbi Waimea og ned mod Kona. Det var helt utroligt hvor meget forskelligt landskab vi nåede igennem på de små 120 km. Nord for Hilo var der meget grønt og frodigt, inde omkring Waimea var det mere gult og solafbrændt og på vestkysten ned mod Kona var der helt sort på begge sider af vejen af størknet lava. Vi tog en lille afstikker ned til vandet for at se solnedgangen og kysse til ære for Primtalskongen Mads Jensen. I Kona fandt vi let vores hotel. Det var en meget stille og rolig by og meget afslappende sammenlignet med Waikiki.
Waipio Valley leder tankerne hen på Skotland men den ligger altså på Hawaii.

21. august, onsdag

Vi skulle rigtig udnytte vores nye jeep, så vi kørte sydpå fra Kona og besøgte en lille Macademia Nut Factory. Macademia nødder er Hawaiis mest kendte nødder, og det er nogle ret sunde nødder som reducerer ens kolesteroltal. De er også ret dyre, så vi nøjedes med at købe en pose krydrede 2. sorteringsnødder – de var ret stærke. Host! men smagte rigtig godt. Vi spiste frokost ved vandet, hvor vi sad på nogle gevaldige store klumper sort størknet lava. Om eftermiddagen så vi et historisk sted (Puuhonau O Honaunau) som er et helligt sted for de indfødte. Hjemme i Kona gik jeg ud for at kigge på snorkeludstyr i en sportsbutik. Priserne var skyhøje, så jeg endte med at købe et billigt sæt i en ABC-butik

Tæer begravet i sort lava sand på den sydligste strand på Big Island.
Tæernes ejermand med den sorte strand bag sig.
.22. august, torsdag

Den nordlige del af øen skulle udforskes denne dag og vi fandt en skøn sandstrand, hvor jeg fik testet mit snorkeludstyr. Der var et lille stenrev som kun var et par meter bred som man kunne svømme rundt om. Jeg fik set et par fisk og nød at der sandbund. Vi besøgte endnu et historisk sted og spekulerede lidt over, hvordan det var for de indfødte den dag kaptajn Cook kom sejlende til øen og opdagede Hawaii – de troede vist nok Cook var en gud. Helt mod nord gik vi ned i Pololu Valley. Det var en grøn og frodig dal ligesom Waipiro vi havde set tidligere.23. august, fredagVi vågnede i Kona men skulle skifte hotel så dagen skulle slutte i Hilo. Camilla havde allerede sørget for fuld program denne dag for ud over køreturen fra Kona til Hilo som tager godt tre timer skulle vi om eftermiddagen på tur til Mauna Kea. Det er Hawaiis højeste bjerg på 13.796 feet (lidt over 4 km) og er faktisk højere end Mount Everest hvis man tager den del af Mouna Kea med som ligger under vandet. Vi turde ikke selv køre der op i bil dels på grund af højden, men mest fordi vores bilforsikringen ikke dækkede turen, så Camilla havde fundet på at vi skulle tilmelde os en ret dyr tur med guide. Formålet med at komme på toppen af Mauna Kea er usigten om natten! Det er et af de bedste steder i verden at kigge stjerner og der er rigtig mange observatorier på toppen. Turen med guide skulle tage 7 timer ialt og udgik fra Kona om eftermiddagen men vi skulle jo ende i Hilo og planen var derfor at vi skulle slutte os til gruppen nær Waimea kl. 16 om eftermiddagen.Vi kørte fra Kona kl. 7.30 og stoppede først ved Big Islands sydligste strand som har sort lava sand. Det skulle være et godt sted at snorkle, så jeg iførte mig udstyr og kravlede forsigtigt ud i vandet. Jeg var lidt træt af at der var glatte sten overalt og ingen blød sandbund, men efter 10 sekunder med hovedet under vandet var der ingen grund til at klage. Lige foran mig kom der en kæmpe skildpadde svømmende. Det var helt kanon at kunne se hvordan den bevægede sig under vandet, for vi havde set et par skildpadder i havet to dage før henne ved et af de historiske steder, men da kunne man kun se hovedet når det stak op af vandet. Nu kunne jeg se hele skildpadden. Den var helt uforstyrrret af min tilstedeværelse og senere var der tre skildpadder rundt omkring mig. Længere ude var der masser af flotte fisk og koreller. Det er det bedste sted i verden jeg har prøvet at snorkle. Der var også meget fredfyldt – der var kun to mennesker ud over mig i vandet, så man kunne rigtig nyde alle fiskene for sig selv.Vi fortsatte rundt på sydspidsen af Big Island og nærmede os vulkan nationalparken, men landskabet virkede stadig ret frodigt. Parken ville vi have en hel dag til at se, så den ville vi først se dagen efter. Derfor fortsatte vi til Hilo for at tjekke bagagen ind på hotellet, inden vi skulle nordpå mod Waimea og Mauna Kea. Vi havde god tid – troede vi, så på vejen skulle vi lige se en Botanisk Have lige uden for Hilo. Vi skulle være i Waimea kl. 16.20 for at mødes med stjernekiggerne men vi kom aldrig så langt. 20 km nord for Hilo var trafikken gået helt i stå. Vi holdt over en time i kø og kunne høre i radioen, at der havde været to trafikuheld lidt længere fremme tidligere på dagen. Det ene var en lastbil som var skredet ud i et skarpt sving. Der var ikke andre veje på øen som kunne føre os til Waimea, så jeg sad meget utålmodigt og skulede på klokken. Først kl. 16 kom der lidt gled i trafikken men vi havde indset at det var umuligt for os at nå til Waimea til tiden. Buuuuh, hvor var jeg sur over at jeg ikke kom op at se stjerner. Vi ringede fra en tankstation til turselskabet og fik dem heldigvis overbevist om at de ikke måtte trække os penge for turen. Vi blev siden enige om, at det nok var vores totem, der ikke syntes vi skulle bruge så mange penge på at bestige Mauna Kea. Totem ideen har vi fra bogen Hulebjørnens Klan som jeg læste på Hawaii. Siden har Henrik selvfølgelig kastet sig over den, og han synes også det er en rigtig god bog. Jeg er allerede i gang med bog II.Godt sure måtte vi vende bilen, og der var stadig lidt kø da vi kørte tilbage mod Hilo. Tilmed begyndte det også at regne, så vi trøstede os selv med, at der umuligt kunne være godt vejr på toppen af bjerget når det regnede sådan hvor vi var. På trods af regnen kunne vi ikke få vand nok, så vi drejede af vejen og tog ind for at se Akaka Falls. Det er et gigantisk vandfald og jeg fik endelig brug for mit regntøj. Det var en ret våd fornøjelse, især for ham som ingen regntøj har og som i stedet gik med et håndklæde over hovedet…Vel tilbage i Hilo spiste vi på restauranten på vores hotel. Der var en dansende hulo dame og mand som underholdte. Vi fik nogle ret stærke drinks til dessert og skulle vise ID da vi bestilte dem. Det skulle vi forresten også da vi købte øl til football-kampen i Minneapolis. Ligner vi nogen under 21 år???24. august, lørdagVi tog sydpå med jeepen til Hawaii Volcano National Park. Vi fik udleveret et kort over parken som er kæmpe stor, så man kører rundt i bil, og vi gjorde næsten stop ved alle de seværdigheder der var at se. Der var simpelthen så flot. Det dampede allerede da vi entreede parken. Op af en masser huller i jorden kom der svovldampe som sved lidt i næsen. Længere inde i parken var der et utal af kratere. Nogle var helt øde og golde imens andre var helt tilgroet med planter. Flere steder havde man lavet vejen igennem en gammel lava flod, så man på begge sider af vejen kunne se en størknet lavaflod. Vi så også nogle store kløfter som stammer fra jordskælv. Det kæmpe store krater som Camilla sidder på kanten af på billedet kørte vi hele vejen rundt om. De indfødte vil gerne være venner med vulkanen, så de havde gang i en offerceremoni hvor de putter blomsterkranse ned i vulkankrateret og danser lidt på vulkanen bagefter.Selve den aktive vulkans aktivitet er, at der strømmer lava ud af siden på den, og det strømmer heldigvis ned mod havet. Vi skulle køre et godt stykke nedad før vi kom frem til den nyeste lava. Undervejs så vi helikoptere som fløj i pendulfart med havvand ind over land for at slukke en brand forårsaget af vulkanen. Vi forlod bilen og gik det sidste stykke frem til den nyeste lava flod fra 2000-2002. Lavaen var helt sort og størknet men den gik lige hen over vejen og ned i havet. Der var en markeret rute ind over det størknede lava. Vi gik ind ad og det var temmeligt varmt at gå på det helt sorte lava som lignede plast skum. Njaaah, så kom vi til et skilt som sagde det var dangerous at gå videre, men der var selvfølgelig en masse folk som alligevel gik videre, så det blev vi selvfølgelig også nødt til. Vi ville så gerne se noget orange boblende lava. Vi gik nok 30 meter videre i fodsporene på en modig mand. Med et blev der uudholdeligt varmt og to meter foran os boblede en klump af overfladen tydeligt orange. Det var bare totalt klamt, for alt det sorte lava vi lige havde trådt på lignede det der boblede. Det var alt for varmt at opholde sig så tæt på lavaen så vi begyndte at gå tilbage af. Under os kunne vi se sprækker der lyste orange og varmen var styg. Jeg slappede ikke af før jeg atter var i sikkerhed på den rigtige side af dangerous skiltet… Vi fik et enkelt billede hvor man kan se orange lava på, men man skal vist vide det er der.25. august, søndagVores billige flybilletter til Big Island indebar at vi skulle flyve retur til Honolulu allerede kl. 7.30 søndag morgen. Vores fly videre mod Sydney var første lidt over midnat den dag, så vi havde set frem til at tilbringe søndagen i Honolulu. Desværre var det ikke muligt at tjekke de store rygsække ind hos New Zealand Air da vi kom tilbage til Oahu og af sikkerhedsgrunde er der ingen bagagebokse i Honolulu Airport. Vi prøvede at fedte lidt for en vagt men hun så ingen anden udvej end at vi fik bagagen opbevaret på et hotel. Sidste udvej var derfor at ringe til gode gamle Royal Grove i Waikiki som selvfølgelig sagde OK til at vi kom tilbage med vores tasker. De kendte vist godt problemet. Vi fik omsider smagt en shaved ice som er en slags sodavandsis hvor man selv vælger smag. Man får en stor klump finknust (isterning) is som er tilsat ekstrakt – vi fik Hawaiian style som er strawberry, vanilla og banana. Isen var rød, blå og gul, og farveovergangene fik den til at ligne en hel regnbue. Det smagte faktisk meget godt. Ellers tilbragte vi en god del af tiden på stranden, hvor jeg gik i gang med at læse “A Beautiful Mind” om John Nash. Det er historien om en matematiker som blev schizofren men senere fik Nobelprisen i økonomi.Ved midnat satte vi omsider kursen mod New Zealand og i løbet af natten passerede vi datolinien. Så da vi stod i Auckland lufthavn næste morgen var det pludselig blevet tirsdag, og som om det ikke var nok var det også lige pludselig vinter. Vi havde syv timer i transit i Auckland men tiden gik egentlig forbavsende hurtigt. Om eftermiddagen gik turen videre mod Sydney.Til slut må vi hellere sende en venlig tanke til Peter som tak for lån af guidebøger om Hawaii og New York. Vi har forsøgt at være lidt bedre mod din Hawaii bog end du selv var i sin tid. Jeg har givet den en ny forside med Kellogs Crunchy Nut.
Svovldampe emmer ud fra huller i undergrunden og omgiver jeepen.


Camilla på kanten af et gammelt vulkankrater.
Henrik på det nyeste lava som var ret hot!

Minneapolis, Minnesota

Camilla foran University of Minnesota.
5. august,mandag

Vi stod op halv fem i NY og blev hentet af en shuttle taxi kl. 5. Det var lykkedes Henrik at bestille den, selvom de ville have en masse underlige oplysninger om vores hotel og fly som vi ikke havde. Efter at have samlet flere folk op blev vi kørt til Newark Airport. Man skal tjekke ind to timer før afgang nu, selvom det kun er en indenrigsflyvning pga 11. september. Jeg havde i nattens løb fået gevaldigt ondt i halsen. Sandsynligvis fordi vi havde skruet helt op for air condition anlægget. Flyturen ind over USA gik hurtigt og vi landede i Minneapolis omkring middag. Der var kun en times forskel i forhold til New York. De går ikke helt så meget op i offentlig transport herovre så vi tog en shuttle taxi til vores hotel Radisson Metrodome. Vores første indtryk af Minneapolis var ,at der er et langt mere behageligt klima end i NY. Vi tjekkede ind på hotellet og fik et værelse på 8. og samtidig øverste etage anvist. Vi bor midt i Minnesota University Campus, og det var ikke svært at finde konferencens registreringslokale, som ligger på hjørnet af den næste blok. Vi er begge tilmeldt konferencen og fik straks vi dukkede op, udleveret en mappe med papirer og et navneskilt. Jeg havde stadig gevaldigt ondt i halsen, så det endte med at jeg bare gik på hovedet hjem i seng. Henrik spillede garanteret computer resten af dagen. Vi har nemlig Harry Potter computerspillet med, og det er ganske underholdende…

6. august, tirsdag

Vi tog med bus til Mall of America. Det var før vi fandt ud af at hotellet som gratis service kører folk inden for 5 miles derhen hvor de ønsker. Det er nemmelig et lidt for fint hotel efter min smag vi bor på. Jeg synes det er drønirriterende, at der kommer en hver dag og roder/rydder op paa vores vaerelse og reder min seng.

Mall of America er USA’s største shoppingcenter. Det indeholder udover 500 butikker et indendørs tivoli med pariserhjul, rutchebane og det hele. Desværre var jeg stadig forkølet så jeg havde ikke rigtig lyst til at kaste mig ud i forlystelserne. Vi købte nogle Jelly Beans i en slikbutik. Det er en slags slik formet som bønner (deraf navnet) i alle mulige farver og med forskellig smag. Amerikanerne har sågar fundet på at lave opskrifter med dem, så hvis man spiser to med annanas og en med chokolade på en gang hedder det en ananaskage. Henrik gik ikke så meget op i de traditionelle opskrifter men prøvede rask væk jalapenos med kokos etc. Henrik fik lynhurtigt lokaliseret hvor Wizards-butikken lå, og han gik saligt rundt med julelys i øjnene og kiggede på brætspil og rollespilsbøger. Han tømte ikke butikken, men han ville nok gerne have gjort det… Han købte et kortspil som hedder Munchkin, og det er faktisk vældigt morsomt. Det er bare ikke altid helt retfærdigt for jeg taber for tit.

Henrik foran Wizards-butikken – Et Mekka for rollespillere
7. – 14. august – bare rolig nu har jeg indset at jeg ikke har noget at fortælle hver dagDagene flyder lidt sammen fordi vi har haft fuld program på konferencen.Vi starter kl 8 med Bagels med Philadelphia ost med eller uden jordbærsmag og appelsin juice. Om formiddagen er der to foredrag for alle i et stort auditorium på Fysisk Institut. Så er der en lang frokostpause på to timer, hvor vi som regel ender med at spise en pizza slice fra The Taste of Manhattan. Om eftermiddagen er der så workshops og den mest spændende har handlet om talteori. Vi har også hørt nogle foredrag om Algebraisk Geometri men jeg har følt mig bedst tilpas hos talteoretikerne. Der er kun omkring 10 deltagere i talteori workshoppen, og de fleste er meget unge. Dennis Hejhal som har arrangeret workshoppen foreslog at vi kunne spise til aften sammen torsdag, så det gjorde vi i restauranten på vores hotel. Det var kanonmorsomt. Vi var syv i alt: Den søvnige Japser, Tyskeren Holger, Svenskeren Andreas, Steven fra Philadelphia/Princeton, Hajhalen og selvfølgelig os to. Hajhalen er ret underholdende. Han er meget ivrig og engageret når han taler. Vi hørte en masse sjove historier om universitetsverdenen i USA. Hajhalen sad og drillede Japseren og sagde til ham, at han så meget træt ud under sit foredrag og spurgte om det var pga jetlag. Jeg har siden konkluderet at Japseren altid ser sådan ud.Vi hørte et spændende foredrag om prime number race. Der var også en gut fra Østrig som regnede på Prime Number Gaps. Hans eksperimentielle beregninger lød lidt tvivlsomme. En tysker fra IBM Germany holdt foredrag om Riemanns Zeta-funktion. Han havde lavet et program som virkede som pauseskærm på sine kollegers computere. Programmet fandt nulpunkter på Re(s) =½ linien. Indtil videre havde han bevist Riemann hypotesen for |Im(s)|<100.000.000.000.Lørdag formiddag snakkede Andrew Odlyzco om Riemanns Zeta funktion. Han var meget forståelig og det var et godt foredrag. Desværre havde han ikke et bevis for Riemann Hypotesen i ærmet, som jeg ellers havde drømt om. Det mest underholdende foredrag på konferencen havde titlen “How graphics changes Hollywood”. Det var en gut fra Pirax Studios som holdt foredraget og hans Company har bla. lavet Toystories filmene. Vi så en lille kortfilm der hed noget med Birds – den var rigtig sød og skæg. Ellers koncentrerede han sig mest om at forklare hvordan man laver tegnefilm med en computer.Lørdag forsøgte vi at sætte os ind i den amerikanske livsstil. Vi spiste pandekager med sirup til morgenmad og tog på stadion om aftenen for at se Minnesota Vikings – Cleveland. Navnet Vikings skyldes at mange her i staten er efterkommere af skandinavere. Derfor havde vi selvfølgelig også bestemt os for at holde med hjemmeholdet. Kampen startede kl. 19, og der er omkring 30-40 spillere på hvert hold. Der er dog kun 11 på banen ad gangen. Vi var lidt i tvivl om reglerne i American Football men efterhånden som kampen skred frem ræsonnerede vi os frem til noget der kunne minde om regler. Der var nemlig god tid til at diskutere undervejs, for spillet stod jo nærmest stille det meste af tiden.
Henrik i Mall of America med det indendørs tivoli Camp Snoopy i baggrunden.

Hele seancen tog tre timer, men effektivt spillede de kun i 4 quarters lig en time. Resten af tiden blev fyldt ud med reklamer, hoppende cheer leaders og skovhuggere som fældede træer inde midt på banen. Det var totalunderholdning og vi kedede os bestemt ikke et minut. Jeg tror nu alligevel jeg foretrækker at være tilskuer til alm. fodbold selv en AGF kamp ville sportsligt være mere underholdende. Det er Henrik ikke helt enig i.

Camilla blandt Viking Fans før kampen!
Vikingerne ankommer selvfølgelig standsmæssigt med vikingeskib til stadion.

Søndag tog vi med konferencen på River Boat Brunch Cruise på Mississippi River. Floden strømmer lige igennem Minneapolis, og der er et voldsomt fald inden for få hundrede meter. Derfor skulle vi igennem to dybe sluser, da vi sejlede ned ad floden. Ombord på båden var der en banjospillende dame, som senere viste sig at være kaptajnens kone. Hun gik storsmilende rundt og spillede “Åh Susanne” og andet i den dur. Der var en hyggelig stemning om bord men ellers gik det mest ud på at spise – det var jo en brunch. Vi fik et væld af kager om formiddagen, og til middag var der varm mad:kartoffelmos med kylling og grøntsager.

Klip fra vores sejltur på Mississippi. Camilla til venstre, banjodamen til højre.
De to nederste billeder fra en sluse viser en båd magen til vores som fulgte efter os.

Mandag var vi inde at se Minneapolis downtown. Vi tog en tur med en sporløs cityguidesporvogn. Det var en bus forklædt som sporvogn med en chauffør som talte uafbrudt. Han fortalte om bygningerne til højre, venstre, forude og bagude. Han kunne det hele uden af og slyngede årstal ud i et væk. Det er skægt at deres historie herovre kun går tilbage til midten af 1800-tallet. Byens ældste hus er f.eks. fra 1857 etc.

Lige nu er det onsdag. Jeg sidder på en bænk i skyggen mellem hotellet og uni. Vi har lige spist frokost og Henrik var bange for at det søde lille egern som kom forbi ville spise hans pizza slice. Det er vores sidste dag i Minneapolis. I morgen går turen videre til Hawaii.

Henrik på italiensk restaurant i Dinky Town.
Camilla med Minneapolis’ ultrakorte skyline bag sig

New York

Big Daddy på båden Beast med New Yorks skyline i baggrunden

1. august, torsdag

Vores første destination var New York. Uret skulle stilles seks timer tilbage, så vi ankom omkring middagstid og regnede med at have resten af dagen foran os. Desværre ventede vi forgæves på vores bagage i ankomsthallen, og da vi bagefter skulle efterlyse bagagen hos North West Airlines var der en gigantisk kø; ja man skulle næsten tro at alle vores medpassagerer også havde mistet deres bagage. Da det endelig blev vores tur, tog damen bag skranken sig god tid og gav min flybillet til en tilfældig amerikaner som maste sig foran i køen. Jeg opdagede heldigvis fadæsen og skreg: “That’s my ticket!” til stor morskab for Henrik. Lykkeligvis fik jeg derved min flybillet tilbage.

Bussen fra John F. Kennedy Airport og ind mod Manhattan dukkede aldrig op, så Henrik fik sin vilje og vi tog en taxi. Vi blev kørt til vores hotel Morningside Inn på 107th Street West. Som immigranterne fra starten af 1900 tallet, ankom vi til New York med det tøj vi havde på som vores eneste ejendele. Vi bagav os derfor straks ud på eventyr. Henrik havde lånt en guidebog om NY af Peter, og den indeholdt et komplet fire dages program over hvad man skulle se i byen. Inspireret af bogen lagde vi ud med at se NY fra vandsiden. Med speedbåden “Beast” og Big Daddy som guide suste vi ned af Hudson River med Manhattans skyline foran os. Det var en flot tur, og dejligt med lidt vand og vind, for temperaturen lå på omkring 37 grader. Da vi atter satte foden på land var klokken 19 og vi var ret smadrede efter flyturen, så vi tog en bus hjem til hotellet for at sove.

Camilla på toppen af Empire State Building.

2. august, fredag

En stor fordel ved at flyve “vest over” rundt om jorden er at jetlagget gør en morgenfrisk, så vi vågnede omkring halv seks. Vores bagage var endnu ikke dukket op, så kl. 7 indvaderede vi et supermarked rundt om hjørnet og købte tandbørster og undertøj. Vi fik undersøgt kvarteret omkring hotellet grundigt denne morgen og fandt ud af, at vi boede lige ud til Broadway. Det skal siges at Broadway er ret lang, vist en af verdens længste gader, så vi boede ikke i den fine ende af Broadway, men der var alligevel masser af butikker og alskens spisesteder. Vi fandt ud af at metrostationen ved 110.th Street lå tættest på vores hotel, og det blev vores udgangspunkt hver morgen, for med et fun pass til $4 i hånden kunne vi køre i bus/metro hele dagen. Første mål var toppen af Empire State Building. Vi var der allerede lidt over 9 og undgik kø og kunne spadsere lige ind i elevatoren som skulle bringe os til 80’ne etage. Der var en kanonflot udsigt fra toppen, selvom der var lidt diset i horisonten.

Man kunne se Chrysler Building’en lige ved siden af, og de kæmpe høje skyskrabere på Lower Manhattan. Man kunne ikke helt fatte at man stod på toppen af et hus, for der var så langt ned til jorden at alle biler og huse omkring blot lignede små legomodeller. Frihedsgudinden gemte sig lidt i disen syd for Manhattan, men man kunne godt ane hende.

Efter Empire State Building fortsatte vi ud på 5th Avenue. Der var mange fine og fashionable butikker – endda en hel Gucci butik, måske det er noget for Pia Juul? 😉 En sidegade bestod udelukkende af juvelhandlere og vrimlede med jødiske mænd klædt i traditionel sort hat, krøllede fletninger og sort frakke. I det hele taget er NY en stor cocktail af alle mulige slags folk. Vi så en masse butikker men købte ikke rigtig noget. I det hele taget var jeg vist ikke så god til at shoppe i byen, så jeg bliver nok nødt til at vende tilbage en anden gang. Øvrige indtryk fra 5th Avenue: Saint Patricks Cathedral (en kæmpe stor flot kirke) og en Nike butik i fire etager som John og Erik selvfølgelig havde anbefalet…

En skyfri himmel, Henrik og Frihedsgudinden.

3. august, lørdag

Igen vågnede vi tidligt og tog metroen til Wall Street, hvor vi var halv ni. Til stor forundring for os var Wall Street en nærmest mennesketom gade, indtil det gik op for os at det var lørdag. Alligevel kunne de flotte bygninger næsten kompensere for de manglende business mænd. Vi gik op mod Trinity Church og fortsatte videre til Battery Park, hvor færgen til Frihedsgudinden sejler fra.

Vi skulle gennem et grundigt sikkerhedstjek for at få lov til at entre færgen. Selv mit armbåndsur skulle tages af og igennem en X-ray scanner. Til gengæld slap mit bestiksæt som jeg fik af mor og far igennem uden det mindste kny. Jeg var lidt bange for at de ville konfiskere det, for på skilte stod der at alle skarpe ting var forbudt. Færgen sejlede ud Liberty Island, hvor Frihedsgudinden stolt står og byder sejlende velkommen til NY. Desværre har de af frygt for terror valgt at lukke selve statuen for besøgende, så vi kunne ikke komme inden for og op i kronen, som jeg ellers havde set frem til. Vi måtte nøjes med at spankulere rundt for foden af statuen. Hun var nu meget fin alligevel, den store gudinde.

Med færgen sejler man videre til Ellis Island, som er øen hvor immigranterne satte deres første fod i Guds eget land Amerika. Der er indrettet et stort museum på øen, som har samlet mange af immigranternes ejendele eller har fået dem foræret af efterkommere. Vi fandt mange danske ting (f.eks. pas og andre papirer, tøj) og det var skægt at læse brudstykker af personernes historie. Vi så også en film på museet om hvordan immigrationsprocessen foregik.

Tilbage på Manhattan gik vi hen mod Ground Zero. Det vrimlede med mennesker der lige som os lige skulle se det, der egentlig bare lignede en stor byggeplads. Det var et stort hul med nogle kraner og gravemaskiner hist og pist. Overalt kunne man købe bøger eller billeder af World Trade Center/Twin Towers. Billederne viste at tårnene var cirka dobbelt så høje som de omkring liggende bygninger. Jeg synes stadig det er ufatteligt, hvordan man jævnede de to tårne med jorden.

Om eftermiddagen hang vi ud i China Town og Little India. Vi tog metroen videre til Times Square, og det var nok indbegrebet af min forestilling af New York. Neon og lysreklamer overalt, masser af mennesker og en legetøjsbutik (Toys ‘R’S) i flere etager. De havde både Empire State Building og Frihedsgudinden i Lego. Desuden havde de en hel zoologisk have med tøjdyr. Kæmpestore tigere, bjørne og chimpanser.

Camilla som skipper på sejlbåden 61 i Central Park.

4. august, søndag

Søndag prøvede vi på at sove længe, men vi var alligevel allerede nede på gaden lidt over 9. Vi satte kursen mod Central Park, som går helt fra 110th street og ned til 60th Street. Det var helt underligt at gå rundt i noget der lignede natur, når man samtidig vidste at man befandt sig midt i New York. Vi havde madpakke med bestående af sandwich med philadelphia lakseost og skinkepålæg. Til gengæld måtte vi betale $2 for en lille flaske med vand. Der var stadig omkring 37 grader, så madpakken blev fortæret i skyggen. Midt i parken fandt vi en lille sø, hvor man kunne sejle med modelbåd med sejl. Vi lejede en båd for en time og det var mægtig skægt at styre den. Henrik sejlede hele tiden båden langt væk, og kunne ikke finde ud af at justere sejlet, så båden kunne komme tilbage igen. Så det var min opgave at forsøge at styre båden tilbage på ret kurs.

Efter Central Park tog vi sydpå til Greenwich Village og Soho. Henrik fandt en CD-shop og mener selv han gjorde et scoop, da han købte billige cd’ere med Bruce Hornsby og Lyle Mays. Det nagede mig lidt at jeg ikke havde købt noget som helst endnu andet end mad. Vi så nogle fine designbutikker og et enkelt galleri i Soho. Jeg købte to NY T-shirts af en gadehandler. Endelig fik jeg brugt lidt penge! Henrik købte også en taske til at opbevare CD’ere i. Der kunne være 48 i den, men så snart han kom tilbage til hotellet havde han fyldt den med alle de spilcd’ere han har medbragt hjemmefra. Det er nu meget rart at have computer synes vi vist begge to ;).

Vores jetlag var efterhånden ved at gå over, men samtidig var det også vores sidste dag i NY. Søndag aften pakkede vi alle vores ting ned, for mandag morgen kl 8 skulle vi flyve videre til Minneapolis.