Kategori: Australien

Lørdag den 12. oktober

Fra flere kilder har vi hørt at Hunter Valley som ligger et par hundrede kilometer nord for Sydney er det helt store vinland, hvor det også flyder med ost og chokolade. Det lød jo lovende, sa vi pakkede bilen og valgte at køre derop via Putty Road en mere seværdig rute end ad motorvejen. Det var også en lidt længere vej, så vi var først i Hunter Valley godt oppe ad eftermiddagen. Der er rigtig mange vingårde deroppe som tilbyder vinsmagning, men vi besøgte kun en enkelt gård. Vi smagte fire vine. Den første var lidt sur, garanteret fordi det var den første, men de tre næste smagte rigtig godt, så vi købte 2 flasker af hver. For nysgerrige vinkendere var det vist nok en Chiraz, en Merlot og en Cabernet Sauvignon vi fik. Vinrankerne gror ikke på skråninger, men vokser på flade marker. Efter vinindkøbet var vi klar til næste specialitet: ost. Der er et stort ostemejeri som sælger nogle halvdyre oste. Man kunne få lov at smage små bider ved disken, men man skulle mase sig frem og kæmpe for sin plads blandt de andre turister. Tilsidst gik vi hen i cafeen og delte en tallerken med 5 slags oste som vi selv fik lov at vælge. De smagte ret godt. Især Golden Hunter Valley var vi meget begejstrede for. På vejen videre mod Cessnock kiggede vi efter en campingplads. Henrik så en gård med et par telte udenfor og gik ind og spurgte om man kunne overnatte der. Det var slet ikke en campingplads, men derimod en restaurant som holdt sin årlige Oktoberfest. De bød os indenfor, så vi endte med at drikke tyske dåse øl og spise sauerkraut med de lokale til aften, og her havde jeg set frem til vin og ost… Det var nu mægtig hyggeligt med karaoke og tyske schlagere. Søndag formiddag gik vi på jagt efter chokoladebutikken. Den  viste sig at have det dyreste chokolade jeg nogensinde har set. Alligevel blev vi jo nødt til at smage det. Man udpegede sine fyldte chokolader i en glasmontre, og så blev de ellers lagt på vægten. Vi fik 5 hver, og det blev så lige over 60 kr, og de var altså ikke større end en halv skummus. Turen hjemad gik via endnu en seværdig rute på grusvej til Wisemans Ferry, hvor man bliver sejlet over Hawkesbury River. Det er en ret stor flod. Vejen bød på mange forhindringer i form af geder og kør som ynder at stå i vejen midt på vejen.   

Lørdag den 19 oktober

Vi handlede ind i Woolsworth og tog på strandtur til Royal National Park og Wattamolla, hvor der ligger en idyllisk lagune som har noget varmere vand end havet. Henrik havde sine nye svømmefødder med som han har fået af mig i fødselsdagsgave på forskud. Jeg snorklede lidt i havet, men det var en del skønnere at plaske rundt inde i lagunen og Henrik klarede sig helt godt med et body board jeg har lånt på uni. På vejen hjem vaskede vi bilen i en vaskehal, da den stadig var ret støvet efter grusvejen hjem fra Hunter Valley. Desværre holdt vores antenne ikke til turen gennem vaskehallen, den røg af men vi fandt den i en ret skæv og våd udgave og fik den genmonteret. Ved 21 tiden kørte vi ind til byen for at hente Torben og Sonja som ankom lidt i 22 med tog fra Brisbane. Det havde været noget af en togtur på over 30 timer, men de så ikke synderligt mærket ud af det. Torben så tilmed rigtig tjekket ud med sin bushwalk-hat. Hjemme i Kogarah fik vi Torben og Sonja installeret i vores rodeværelse som var blevet ryddet til lejligheden. Vi fik lidt ost og vin som vi havde hentet weekenden før i Hunter Valley. Med vores nye telefonkort som gør at vi kan ringe til Danmark for 30 øre i minuttet ringede vi til Henriks faster Helle og fik ønsket tillykke med fødselsdagen.

Søndag den 20. oktober

Vi pakkede bilen og satte kursen mod Blue Mountains. Lige siden vi var derude første gang havde vi set frem til at gå turen ved Wentworth vandfald, hvor man går både over og under og på klippen og igennem vandfaldet. Torben og Sonja var helt med på at se på vandfald i stedet for den klassiske tur ved de tre søstre som vi lovede de nok skulle få at se alligevel. Vi tog madpakke og frosne brikjuice med og begav os ud på vores vandring. Man starter oppe og kan se udover kløften som vandfaldet strømmer ned i. Stien fører helt hen til vandfaldet og går lige igennem det inden det falder ud over klippen. Derefter går man nedad trapper i klippen og møder vandfaldet en tak længere nede. Der var god sol og vi holdt pauser undervejs til fotos og vand fra vores termodunk. Jo længere nedad vi kom des mere udfordrende blev stien. Det sidste stykke nedad foregik på lodrette stier som det var bedst man gik baglæns nedad. Helt nede i bunden kom man hen til vandfaldet for tredje gang og vi smed sko og strømper og dyppede tæerne. Det var ret koldt men yderst forfriskende. Vi spiste vores madpakke men vores juice var ikke helt tøet op og havde mere konsistens af sodavandsis, så de kom til at holde længere. En god metode til at få juice til at strække længere må man sige! Vandreturen skulle egentlig have været en rundtur men nogle af stiernerne var afspærret, så vi blev nødt til at gå den hårde vej tilbage op ad alle trapperne. Vi satte det lange ben foran og kom egentlig overraskende hurtigt op til bilen igen. Næste stop var ved Sublime Lookout, hvorfra man kan se De Tre Søstre. Der var uhyggeligt tåget, så man kunne kun lige ane søstrene. Vi undrede os lidt over tågen og tænkte en del af den bestod af røg fra bush fires. Det kunne ikke kun være den blå tåge fra eukalyptus bladene som har givet navnet til området (Blue Mountains) for man kunne ikke se ret langt for sig i kløften. Ved Echo Lookout fik vi bekræftet mistanken om bushfires og stierne derhenne var faktisk helt lukket pga brande. Sidste stop var ved Evans Lookout som Torben var blevet anbefalet af sin fætter Svend åge, der har bøt i Sydney i 9 år. Der er en fantastisk udsigt over en kløft men også her var der brand og vi kunne tydeligt se røgsøjlen helikoptere flyve i pendulfart med vandposer. Derefter gik turen tilbage mod Sydney og heldigvis ad motorvejen. Vi havde overvejet at køre en længere vej hjem norden om bjergene som vi selv gjorde sidst, da det er en flottere tur rent udsigtsmæssigt, men Torben og Sonja faldt i søvn på vej hjemad…

Mandag den. 21. oktober

Henrik har haft lidt ondt i kindtand, så han måtte tidligt op og møde hos tandlægen på mit uni. Det var en flink tandlæge men desværre fandt hun et hul. Ved middagstid mødtes vi med Torben og Sonja ved Circular Quay. Det var tid for den store Sydney oplevelse: Broklatring på Harbour Bridge. Jeg tog allerede turen en af de første uger vi var her, så det var kun Henrik og Torben der skulle derop. Forøvrigt var turen Henriks fødselsdagsgave fra Torben. Sonja og jeg stjal deres bonus-billetter til Pylonen, hvor man også kan komme op og kigge ud. Imens Torben og Henrik blev gjort klar til brobestigning gik Sonja og jeg ned i The Rocks og kiggede lidt på souvenirs. Efter en gåtur over brøn gik vi op i pylonen og efter kort tids venten kom Henrik og Torben kravlende op på brøn. Vi vinkede til dem men kunne ikke råbe dem op. Heldigvis fik de selv øje på os og, jeg fik taget nogle gratis billeder af dem oppefra. Begge Spalk’er var yderst tilfredse med broturen og udsigten, da vi atter traf dem med fast grund under fødderne. Tilmed købte de nogle af de dyre billeder som guiden tog af dem. For at få dem til at smile på billeder havde guiden sagt: “What are you wearing? Og så var det meningen folk skulle svare: “Knickers!”, og det har de så sagt hver gang siden, når man forsøger at fotografere dem.

Tirsdag den 22. oktober

Henrik og jeg tog på uni, og Torben og Sonja fik lov at være sig selv og lege turister. Dvs jeg tilbragte formiddagen i Kings Cross hos vores bilforhandler for at få Torben tilføjet forsikringspapirerne som ekstra kører af vores bil. Sonja og Torbens hovedmission var at komme ind til Centre Point som er det store udsigtstårn i Sydney. Kun Torben var oppe i selve tårnet og nyde udsigten, for selve trækplastret var elevatoren, som måske er installeret af den førnævnte fætter Svend åge. De nåede vist også en sejltur til Manly. Sidst på eftermiddagen var vi alle tilbage i vores lejlighed i Kogarah, så vi kunne blive shinet op før vi skulle i Operahuset om aftenen og se Iolanthe. Aftensmaden bestod blot af rester, for vi skulle have tømt køleskabet inden vi skulle på langfart næste dag. Vi tog toget ind til Operahuset og det er næsten endnu flottere at stige ud af toget ved Circular Quay når solen er gået ned, fordi alle byens lys stråler en rigtig hyggelig stemning ved vandet. Operahuset arkitektur er også interessant indvendig. I foyeren er der flotte glaspartier som man kan kigge ud af og en del af væggene er beklædt med træ. Selve salen, hvor vi skulle se Iolanthe, havde bløde røde sæder, men mindede ellers meget om en typisk teater/koncertsal. Vi havde ikke købt de dyreste billetter og sad derfor ude i siden, men vi kunne sagtens se hvad der foregik på scenen. Iolanthe er en opera om en fe, og det var en meget flot og forståelig opera med hyggelig musik. Man kunne forstå hvad de sang, og aktørerne især feerne havde nogle rigtig flotte kostumer på. Jeg må sige jeg har fået et langt bedre indtryk af operær end min første “Maskerade” som jeg så sammen med Line i foråret, for det var godt nok en slem omgang. Det var stadig lidt lunt da vi kom ud fra Operahuset, og der var live jazz på en udendørs café. Torben var i spenderhjørnet og købte en champagne som vi nød med udsigten til Sydney by night.

Onsdag den 23. oktober

I dag skulle vi starte på vores køretur med Torben og Sonja fra Sydney til Adelaide, men gårsdagens champagne var sandsynligvis skyld i at vi først kørte kom fra Kogarah et godt stykke oppe ad formiddagen. Henrik og jeg pakkede først de ting vi skulle have med en time før vi kørte afsted, og det resulterede i at vi glemte usb-kablet til at overføre billeder fra kameraet til computeren. Det skulle med tiden vise sig, at det ikke er helt let at skaffe et nyt kabel. Torben havde hjemmefra planlagt en skematisk køreplan med kilometertal og det hele for de næste otte dage fra Sydney til Adelaide via Canberra og Melbourne, og Henrik og jeg synes det lød som en meget god plan. Vi kørte sydpå gennem Royal National Park og gjorde et lille ophold ved lagunen. Vi fulgte kysten og genså de flotte udsigter ved Stamwell Tops, men ligesom sidst vi var der, var der en anelse diset. Vi gjorde stop i Kiamea og spiste frokost ved Blowhole som er et hul i en klippe ved havet som kan skyde vand op til 60 meter. Der var bare ikke rigtig gang i hullet, da vi kom forbi, fordi det blæste fra fra en forkert retning. Længere sydpå kørte vi omkring solnedgang ind i en nationalpark og ned til Pebble Beach. Det skulle være et godt sted at spotte kænguruer, og minsandten om ikke jeg fik øje på min første vilde kænguruer som hoppede nede på stranden, da jeg steg ud af bilen. Torben blev så ivrig efter også at se kænguruen, at han drejede hurtigt omkring og slog hovedet ind i bagklappen af bilen… Der var en hel flok af kænguruer som gik og græssede, da vi kom ned på stranden. De var næsten tamme og specielt en af dem kunne man gå helt tæt på og klappe på ryggen. Jeg tændte for kameraet og fik hurtigt taget en masse billeder. Men så var der bare lige det problem at vi ikke kunne tømme kameræt for billedet, så vi blev endnu mere opsatte på snart at finde et usb-kabel. En af kænguruerne havde en ret stor mave og vi spekulerede let over om den var gravid eller om den havde en unge i pungen. Pludselig stak der en sort tingest ud fra pungen på den (et ben) og lidt efter kom der et lille nuttet hoved op nede fra pungen. Den var bare så sød! Da vi allesammen havde fået klappet den nysgerrige kænguru kørte vi et lille stykke længere ind i parken og fandt en caravan park. Efter lang tids søgen fandt vi også en der bestyrede den og vi blev indlogeret i en hyggelig hytte. Uden for på græsset gik der en kæmpe flok kænguruer og græssede, og de var der stadig næsten morgen da jeg vågnede og kiggede ud af vinduet.

Torsdag den 24. oktober

Campingpladsen lå ikke langt fra havet, så vi lagde ud med en kølig morgendukkert. Morgenmaden indtog vi på hyttens veranda, og der kom en nysgerrig han-kænguru forbi og snuste rundt. Det er forbudt at fodre den, så vi nøjedes med at snakke lidt med den. Første stop gjorde vi i Batesman Bay, hvor Sonja og Torben gik på internet café for skrive hjem om deres oplevelser. Henrik og jeg styrtede rundt i byen og besøgte alle butikker med kameraer, men ak ingen af dem havde det kabel vi havde brug for. Til sidst ringede vi til Hewlett Packards hovedkvarter og de lovede os at vi kunne få et kabel direkte fra deres lager, når vi kom til Melbourne. Så gik det videre i bil mod Canberra, som er Australiens hovedstad. Det er en kompromis by som blev anlagt cirka midt mellem Sydney og Melbourne omkring år 1900, fordi man ikke kunne blive enige om, hvem der skulle være hovedstad. Derfor er byen meget strategisk planlagt med en stor bakke i centrum med parlamentsbygningen. Der er både en ny og en gammel bygning, og vi så den nyeste som er bygget ind i bakken, for at befolkningen kan gå hen over den og derved stå over politikerne. Sjovt nok fortalte en vagt på toppen os, da vi var oppe at trampe rundt, at aussierne også kan finde på at køre hen over parlamentet i 4-hjulstrækker! Det ny parlament er bygget i 80’erne og det bar de to store sale præg af. Senatet var alt holdt i rabarbergrød-rød farver og repræsentanternes hus var turkis-grønlig. Videre til Jindabayne som ligger ved foden af Snowy Mountains. Vi fandt et motel, hvor værelset mest af alt mindede om en fransk skilejlighed (dog en del større end den vi havde i januar…), og det var en skihytte. Der var også flere butikker i byen som reklamerede med skiudlejning, og vi kunne så småt begynde at forberede os på at morgendagen ville byde på bjerge med sne, selvom det ikke lige umiddelbart er noget man forbinder med Australien.

Fredag den 25. oktober

Ambitiøse Torben havde sat tid af til en vandretur til Mount Koscioszko’s top på 2228 meter, som er Australiens højeste bjerg. I bilen kunne vi køre op ad en god vej til Charlotte Pass, hvor sne på vejen stoppede os lige før parkeringspladsen. Det føltes virkeligt underligt at se sne, og endnu værre var kulden da vi steg ud af bilen. Der var ikke ret meget mere end 0 grader. Vi tog alt vores tøj på, og jeg pakkede mit hoved helt ind i min Hawaii sarong. Det var modbydeligt koldt, og man savnede virkelig et par vanter. Vandreturen til toppen er på 9 km, og vi var slet ikke klædt på til så lang en tur, så vi nøjedes med at vandre en times tid ind ad stien som heldigvis var fri for sne. Til gengæld var der sne på alle høje bjerge og skråninger omkring os. Det var nu dejligt at komme tilbage til varmen i bilen, og da vi kom ned fra bjergene via Alpine Road kunne man sagtens tage shorts på. Vores korte vandretur gjorde at vi var foran Torbens plan, så vi kørte et stykke længere sydpå mod Omeo som ligger i Victoria. Den direkte vej dertil omfattede over 40 km på grusvej, og det var Sonja ikke vildt begejstret for, så vi satte hende til at tælle og holde styr på hvad vi mødte af folk og fæ. Vi traf kun to modkørende. Til gengæld var det ved at være solnedgangstid, og så begynder kænguruerne at hoppe. De var overalt. Grusvejen gik gennem en nationalpark med skov på begge sider af vejen, og det vrimlede med hoppende kænguruer. Det var vildt fedt endelig at se dem slå sig løs, for de var rigtig vilde og ikke halvtamme som de første vi så ved Pebble Beach. Der var også nogle vildsvin midt på vejen, da grusvejen omsider efter mange forgæves forsøg blev forvandlet til asfalt. Eller var det bare nogle tamgrise der var undsluppet? I Omeo fik vi en lille hytte at sove i. Sjovt nok gør australierne altid meget ud af at understrege at der er mælk til kaffen, når man booker et overnatningssted. Aussierne drikker ikke kaffen sort, og det voldte generelt Torben og Sonja store problemer at få en almindelig kop kaffe uden mælk i, hver gang de prøvede at købe en kop.

Lørdag den 26. oktober Selvom vi var foran køreplanen var der stadig mange kilometer at køre denne dag for målet var at nå sydkysten. Undervejs gjorde vi holdt ved en lille vingård, hvor vi smagte og købte en enkelt flaske af deres halvdyre vin. Derefter gik det videre mod sydkysten til Ninety Mile Beach (jep en sandstrand på 150 km!) men det blæste for meget til at vi havde lyst til at hoppe i vandet. Ved aftenstid var vi nået til indkørslen til Wilsons Promontory, som er en meget populær National Park, der omfatter Australiens fastlands sydligste punkt. Desværre var der ingen ledige overnatningsmuligheder i selve parken, så vi fandt i stedet en campingplads lige uden for parken.Søndag den 27.oktoberVi kørte ind i Wilsons Prom. og besteg Mount Oberon på 558 meter. Det tog en times tid at gå derop, og det var en helt fantastisk flot top. Man følte virkelig man var på toppen, for der var kun en lille rund klippe at sidde på. Der var en 360 graders udsigt, og man kunne se vand i alle retninger. Tættest på lige foran en lå Tidal River og små strande. Deriblandt Squeaky (knirkende) Beach som Johanne havde anbefalet. Udsigten med turkisblåt vand og flotte grønne farver mindede meget om Diamond Head på Hawaii. Vel nede igen tog vi hen på Squeaky Beach, og det var rigtigt, at det knirkede når man trådte i sandet. Især Henrik kunne få sandet til at sige sjove lyde. Jeg hoppede i vandet med snorkelmasken men kom hurtigt op igen; det var alt for koldt. Så kørte vi videre til Phillip Island, der er kendt for sin Pingvin Parade, og hvilken parade! Man skulle have billet for at se pingvinerne vandre i land omkring solnedgang, så vi sad bænket op ved stranden sammen med en masse andre turister og ventede spændt på pingvinerne ved 20-tiden. Og så kom de pingvinerne, bittesmå var de, og i grupper traskede de op af vandet og op på stranden. Så blev de lidt betuttede og futtede tilbage i vandet, men efter et par forsøg tog de endelig mod til sig og begav sig den lange vej gennem sandet op til græsklitten hvor de havde deres huler. De larmede en del, mens de vandrede forbi, men de var bare så nuttede når de vraltede afsted. Oppe i hulerne kom sultne unger ud og bød deres forældre velkommen hjem fra en dag på havet og håbede på at de havde mad med hjem til dem. Man kunne ikke altid se ungerne, men man kunne høre dem. Efter en times tid var der pingviner overalt, og der kom stadig nye grupper ind fra havet. Vi har ingen fotos, for det var selvfølgelig forbudt at forstyrre pingvinerne, men det er nok den dyreoplevelse der står klarest i vores hoved. Det var så fascinerende at se pingvin efter pingvin vralte forbi. De var kun omkring 25 cm høje men gik målbevidste forbi i deres fine påklædning.

Mandag 28. oktober

Som sædvanlig overnattede vi i en hytte på en campingplads og Philip Island bød på endnu en dyreoplevelse: Koalabamser! Koalaen er ligesom de fleste andre pattedyr i Australien et pungdyr. Den bor i en speciel type Eucalyptus træer og sover omkring 20 timer i døgnet. De sidste fire timer bruger den på at kravle omkring og gnaske eucalyptus blade. Koalaen er meget svær at få øje på, så heldigvis var der en dyrepark, hvor man kunne beundre den. Vi så først en udstilling om koalaen og blev især imponeret over at en koalaunge bliver født 35 dage efter befrugtningen har fundet sted. Da er den på størrelse med en stor bønne(!) og kravler så selv ned i pungen og finder mælk, så den kan vokse sig stor og stærk. Udenfor i parken var det bare om at læne nakken tilbage og kigge op i trækronerne. Det gælder om at finde en gaffelforgrening med en stor rund uldtot, så har man fået øje på en koala. Heldigvis var der også en enkelt som var vågen og sad i vores øjenhøjde og spiste. Ved middagstid kørte vi videre til Melbourne som har små 3 millioner indbyggere. Alligevel lykkedes det os næsten at finde frem til HP’s hovedkvarter uden kort, så det er ingen sag at finde rundt i Melbourne. Vi fik vores kabel og kørte til Queenscliff. Derfra videre til Torquay, hvor Great Ocean Highway starter. Henrik og jeg lavede lammepizza til aften, for Sonja havde snakket om lam, lige siden hun så hvor billigt lammekød var i et supermarked.

Tirsdag 29. oktober

Kørte ad Great Ocean highway langs kysten som veksler mellem klipper og sandstrand. Det er en flot tur.Jeg blev lidt køresyg af alle svingene eller var det mon Torbens aggresive kørsel? Ved frokosttid bader vi i et køligt hav. Derfra videre til Mount Gambier som har en enormt flot kraterblå sø og en campingplads lige ved siden af søen. Der er endelig blevet lunt og vi griller lam og majs til aften. Det er en Big4 campingplads med tennisbane, og Henrik og jeg sparker virkelig igennem.

Onsdag 30. oktober

Kører et par gange rundt om søen, men gråvejr gør den ikke er så flot som igår. Fortsætter ad en meget ensformig vej langs kysten til Adelaide. Torben kører, og Henrik og Sonja falder i søvn bagi, kommer på motorvejen gennem Adelaide Hills, flotte klippeskrænter som vejen er sprængt igennem, cruiser en tur gennem centrum og kører til Glenelg til en fin campingplads med tennisbane og swimmingpool. Henrik og jeg handler ind og bliver overfaldet af en dansk kvinde, fordi vi snakker så højt om hvad vi skal købe ind. Vi har vænnet os til at kunne tale dansk uden at nogen andre forstår det, så vi må hellere passe på. Vi købte en stor Halloween chokoladekage for at fejre Henriks fødselsdag fredag.

Torsdag den 31. oktober

Pakker vores små rygsække til togturen fra Adelaide til Alice Springs. Bilen afleverer vi om formiddagen, og heldigvis skal vi ikke selv køre den om bord på togvognen. Toget kører først kl. 15, så vi har nogle timer i Adelaide. Torben og Sonja ser et Aboriginal Center, i mens Henrik og jeg shopper og griner ad gågadens julepynt som virker helt forkert i varmen.. Køber bog 5 af Hulebjørnens Klan og lim til at reparere min sandal som er gået i stykker. Vi er tilbage på stationen kl. 14, og der skal i følge planen være tjek in af passagerer kl . 14.30. Toget er allerede på stationen men på en anden perron, og af uforklarlige årsager får vi først lov at stige ombord 16.30. Toget som hedder The Ghan er lidt af en legende. Den første togbane mellem Adelaide og Alice Springs gik et stykke længere mod øst end den nuværende, og man begik en gevaldig brøler da man anlagde den. Man lagde skinner igennem udtørrede floder i ørkenen, for man havde aldrig set vand på stedet, men en gang imellem kommer der vand og så skyllede vandet sporet væk, og toget blev nødt til at standse indtil sporet atter var repareret og farbart. Desuden gik den første jernbane ikke helt til Alice Springs så den sidste del af turen tilbragte man på kamelryg med afghanere som kamelførere. Deraf navnet The Ghan. I toget kunne man vende sæderne, hvis man ellers kunne finde ud af det. Jeg havde Rush Hour med og snart sad både Sonja og Torben og puzzlede med nr. 35 i kortsæt 2 som det tog lang tid at løse. Vi havde kun siddepladser og toget ville først være i Alice næste dag kl. 10. Man sov bedre end forventet i toget.

De første dage

Vi har været i Sydney i en måned nu, og jeg har slet ikke rigtig fået skrevet om, hvad der sker her. Vi ankom med fly efter et transit ophold i Auckland den 27. august og ringede til vores udlejer Inna. Hjemmefra havde vi via nettet booket en møbleret lejlighed i Kogarah. Hun anbefalede os at tage taxi til lejligheden, for det er billigere end at tage toget… Det første vi lærte om Kogarah, var at jeg udtalte det helt forkert. Sidenhen har vi lært, at sådan er det med mange ord og især bynavne. Man skal lægge trykket på tredje sidste stavelse, hvilket for Kogarah bliver den første. Inna tog imod os, da vi ankom til Queen Victoria Street, men hun virkede en smule forvirret og af god grund. Hun havde smækket sig ude af lejligheden, da hun gik ned for at modtage os, og de ekstra nøgler hun havde hjemme hos sig selv, befandt sig et godt stykke nord for Sydney og Kogarah ligger lige syd for Sydney. Inna valgte den dyre løsning med at tilkalde en låsesmed, og mens vi ventede på ham, viste hun os rundt i kvarteret. Vi bor meget tæt på Kogarah Station. Det tager omkring 20 minutter med tog ind til centrum af Sydney. Jeg kan allerbedst lide at tage toget helt til Circular Quay, så står man ud af toget ved vandet lige midt i mellem Harbour Bridge og Operahuset. I tilknytningen til stationen ligger Kogarah Town Centre med små butikker og et stort supermarked Woolsworth. Vi nåede at se det hele inden låsesmeden kom. Inna viste sig at være en værre snakke chatol. Da låsesmeden omsider fik lukket os ind i lejligheden, gennemgik hun alle skabe+indhold detaljeret. Vi var rimeligt trætte, og der lød et gigantisk suk fra Henrik, da hun omsider var færdig og syntes, vi skulle have lov at slappe af for os selv. 

Vores lejlighed er vel det man vil kalde en 2 1/2 værelses. Man træder direkte ind i stuen som har et lille fjernsyn (sammenlignet med hvad jeg er vant til…), en gyselig blomstret sofa og et enormt glasbord. Da vi kom, var der et slidt gulvtæppe, men Inna fandt på at udskifte det med et meget pænere træ gulv, og det er vi vist meget taknemmelige for. Der er to værelser: et soveværelse med dobbeltseng og et lille værelse med to enkeltsenge, som vi bruger til at opbevare alt muligt. Jeg gruer for den dag vi skal rydde op derinde, og det er snart for Torben og Sonja kommer og besøger os om små 14 dage. Til lejligheden hører også en garage, og den var vi begge fra første dag rimeligt opsatte på snarest at få i brug. Siden hen er vores begejstring for garagen faldet drastisk for det er et værre puslespil at få en stor station car ind og ud af den.

Den første uges tid legede vi turister. Vi snuste lidt rundt omkring Operahuset og Darling Harbour og var en tur på Manly Beach. Vi har investeret i et togkort så vi kan køre alt det vi vil i tog og bus og færge mens vi er i Sydney. De første par dage vi var i byen, var det stadig vinter, og vi småfryste nok mest fordi vi kom direkte fra Hawaii. Der er to el-radiatorer i vores lejlighed så de kørte på højtryk de første par uger, men nu har vi sat dem ind i rode-værelset. På trods af vinteren hoppede jeg i bølgerne i Manley og jeg skal love for det var nogle store bølger. De væltede nærmest en omkuld så det var ikke et godt sted at svømme. Til gengæld var der en del surfere, så jeg må snarest muligt genoptage min surferkarriere. Innas idé med at erstatte gulvtæppet med et trægulv gjorde at vi var forvist fra lejligheden en hel dag. Der kom nogle kinesere kl. 8 og flåede tæppet af, så vi tog ind til byen og besluttede os for at se nærmere på Harbour Bridge. Henrik var med på at kravle oppe på brobuen, men stod af da han hørte prisen. Så jeg måtte tage turen alene, for nu havde jeg bestemt mig for det. Det lyder nu til Henrik vil tage turen med Torben senere på måneden. Brobestigningen foregår i små grupper a 10 personer. Jeg blev udstyret med en tynd grå kedeldragt og alle dele lige fra briller til kasket blev bundet fast til mig via snore. Så fik man et bælte om livet med en slags nøgle på, så man kunne lade nøglen køre på en wire. Brobuen var nu bred som en hel vej, så det var ikke så hårrejsende en oplevelse at gå op ad buen som man kunne forestille sig. Tilmed holdt vi mange pauser undervejs for at blive fotograferet af guiden, så man følte næsten ikke at det gik op ad. Der var en god udsigt på toppen med Operahuset lige foran en og hele Sydney for ens fødder. Nedstigningen gav faktisk lidt rystende ben, men måske mest fordi jeg var lidt træt i benene af at stå stille. Da vi kom hjem var kineserne ikke færdige med at lægge gulv, så vi måtte ud at spise og fik en pizza hos en pizza mand der ligner en Gary Larsson tegneseriefigur.

Nu er det blevet hverdag

Mandag er vores store fjernsynsdag. Først er der Venner, men pga. reklamepauser kan vi nå at se lidt Premier League på en anden kanal samtidig. Derefter kommer Crank Yankers som er indbegrebet af australsk humor. Det er et program med dukker som spiller små telefonsamtale-sketches som bygger på virkelige historier. F.eks. er vi overbevist om, at det er vores genbo de gør nar af i den med hundene. Vores genbo har nemlig en ret irriterende hund der gør konstant i perioder. En mand ringer og spørger om han kan få en lejlighed, imens han er omgivet af gøende hunde. Damen hos boligselskabet siger det kan godt, men kæledyr er ikke tilladt. Manden siger han ingen dyr har, imens en af hans hund er ved at æde telefonrøret ud af hånden på ham. Ja, man skal nok se det, for at se det morsomme i det. Ellers ser vi ikke så meget fjernsyn for Henrik har fundet en butik Gamer Paradise med brætspil inde i byen, og da de havde en masse gamle out of print Avalon Hill spil, blev han jo nødt til at købe nogle (4!), og stakkels mig er tvangsindlagt til at spille dem. Jeg har nedlagt forbud om at han køber flere, før han har prøvet dem han har. Grunden til at han skulle have nye spil, var nok først og fremmest at jeg har slået ham i Munchkin (kortspil han købte i USA) temmelig mange gange i træk. Men det er ikke gået bedre med brætspillene. Jeg har slået ham i et ubådsspil og derefter i Luftbaron, så især det sidste er af Henrik blevet klassicficeret som et dårligt spil. Ellers går det nu fint med at bo sammen ;).

Uni

Der er adskillige universiteter i Sydney og Henrik frekventerer Macquarie University, som ligger i Epping et godt stykke nord for Sydney. Vi var ikke klar over at det lå så langt ude, da vi bookede lejligheden for så havde vi nok valgt noget nord for centrum. Det tager næsten halvanden time at komme derud fra Kogarah. Først med tog til Redfern, hvor man skal skifte til den nordlige linie mod Epping og så videre fra Epping med bus til uni. Det er lidt lettere for mig, da jeg er visitor på Sydney Uni. som ligger inde i byen kun 10 minutters gang fra Redfern. Mit uni er det ældste i Australien, og hovedbygningen er bygget i traditionel engelsk stil á la Oxford eller Cambridge. Den er ret flot, men de har ikke videreført den arkitektoniske linie til de senere tilkommende bygninger. Matematisk Institut ligger på de øverste etager i den enormt grimme Carslaw bygning, en stor lyseblå rektangulær klods som mest af alt ligner en fabrik. Der er dog en god udsigt fra bygningen, og fra mit kontor kan man se Harbour Bridge fra en sjov vinkel nemlig langs buen, så den ser ret lille ud. Det var Henriks kontaktperson Igor, som formidlede kontakt for mig til Magmagruppen på Sydney Uni. Magma er også navnet på den software pakke de udvikler som udfører computational algebra. Magma indeholder blandt andet en version MPQS, som jeg implementerede i mit speciale, og de har selvfølgelig også en version af Number Field Sieve. Jeg skal love for NFS kræver meget plads når den skal køre selv for et tal på kun 80 cifre. John Cannon er leder af Magma gruppen, og det var ham som sørgede for at jeg fik en kontorplads og sidenhen adgang til biblioteket. Det er sjovt det skal være så svært at få lov at låne en bog. Jeg kan huske Henrik også havde problemer med det i Singapore. Jeg deler kontor med en tysker Claus som er post doc. og en rigtig aussie Damon, som egentlig stadig studerer på Uni of NSW men som er projektansat hos Magma. De første par uger hernede har jeg kigget lidt mere på Number Field Sieve, for Claus havde en bunke af artikler om NFS. Han sidder selv og roder med problemet med at uddrage kvadratrodrødder over Z[alpha]. Jeg spiser som regel frokost sammen med Claus og Nils, som også er post doc. men hollænder. Magmagruppen har en mani med at svømme et par eftermiddage om ugen, for der ligger både en indendørs og en udendørs pool i uniparken. Jeg tror det er David som har startet svømmetraditionen. Han er amerikaner og har været tæt på at nå det olympiske landshold i svømning. En anden tysker Volker er arrangør af det ugentlige algebra seminar. Han fandt selvfølgelig på at jeg skulle holde foredrag, så i torsdags skulle jeg underholde om mit speciale. Jeg var lidt nervøs for det var hele algebragruppen jeg skulle holde foredrag for, og flere af dem ved mere om NFS end jeg gør. Det gik ok, og bagefter tog vi der plejer at svømme til stranden Clovelly for at holde BBQ. Det var rigtig hyggeligt, og jeg snorklede en tur i bugten. Claus har en snorkelmaske med glas med styrke, og den passede sjovt nok mig. Tidligere har jeg kun snorklet i tropisk farvand, så det var en kølig oplevelse og heller ikke så farverigt som omkring ækvator, men det var meget flot alligevel. Jeg så nogle store fisk og nogle tunge vandplanter der vuggede i strømmen. Da vi havde drukket al vores rødvin, fortsatte vi videre til en pub på Clovelly Hotel. Det endte med vi blev smidt ud derfra og truet med politi, fordi nogen i selskabet syntes det var morsomt at kaste med papølbrikker.

Vores bil

Mandagen efter vi ankom, tog Henrik på Macquarie University og fik en kontorplads og computeradgang, men hans vejleder Igor ville først være der den 11. september. Om eftermiddagen tog vi til Kings Cross for at se på bil. I Lonely Planet havde vi læst om et brugtbilsmarked for backpackere. Det viste sig at være et parkeringshus fyldt med desperate backpackere som ville af med deres bil inden deres fly gik hjemad. Og deres biler var godt nok nogle værre gamle lig. Vi gik lidt hovedrystende derfra, for når vi ikke aner et klap om biler ville det være lidt af et gambleri at købe en bil af en person som er ude af landet i løbet af en uge. På vej tilbage mod centrum fik vi øje på en mere autoriseret bilforhandler Travellers Autobarnn som tilbyder buy-back garanti til backpackere. Vi så på udvalget og blev enige om at en Ford Falcon station car lige var sagen. Vi turde dog ikke slå til, før vi havde tjekket hvad man giver for en brugt bil andre steder. Sjovt nok havde de en dansker ansat som viste os rundt. Det er den eneste dansker vi har mødt i vores to måneder ude i verden. Han virkede meget flink og reel, så jeg var næsten klar til at købe en bil. Efter lidt research på nettet fandt vi ud af at Travellers Autobarns priser ikke var helt i skoven, så vi tog der ud igen. Desværre havde de solgt flere af de biler vi havde kigget på første gang, og de få interessante modeller de havde, var med manuelt gear. Jeg havde ellers set frem til, at en Ford Falcon som regel var med automat gear. Efter nærmere overvejelser tænkte vi at det egentlig ikke betød så meget alligevel, og vupti så havde Henrik skrevet under på at købe en hvid Ford Falcon stationcar fra 1988, som havde 320.000 kilometer bag sig og manuelt gear. Vi betalte den ved at få penge overført direkte fra Henriks bank i Danmark, så der gik over en uge før vi omsider stod med nøglerne i hånden. Jeg fik æren af at køre den hjem til Kogarah, hvis man kan kalde det en ære? De kører i venstre side af vejen hernede, så det var noget af en udfordring, men bilen kom da hjem i garagen i hel tilstand. Da Inna hørte vi havde købt en stationscar spurgte hun hvad vi skulle med sådan en stor tank. Det er også noget af en benzinsluger – den kører omkring 400 km på en tankfuld som er 65 liter tror vi nok. Den første tur i bilen gik sydpå til Cronulla. Det er en hyggelig by med en god strand, og vi spiste på en hyggelig restaurant dernede.

Weekendture

Efter vi fik bilen har vi været på farten hver weekend. Den første tur gik til Blue Mountains. Dvs. vi nåede ikke ret langt væk fra Sydney før bilen gik i stå, og jeg med lidt held fik manøvreret bilen ind til siden. Det virkede mistænkeligt meget som om bilen var løbet tør for benzin selvom mekanikermanden påstod den var fuld, da vi fik nøglerne. Vi havde ihvertfald ikke andre bud på hvad der kunne være galt, så Henrik gik afsted efter benzin. Det var heldigvis en tom tank der var problemet, så vi kom afsted igen og fik fyldt yderligere 57 liter på. Blue Mountains ligger 60 km vest for Sydney og er fyldt med kløfter og eukalyptus træer der emmer af blå damp (deraf navnet på bjergene). Vi kørte længe rundt efter et vandfald som viste sig at ligge på den anden side af high way’en end vi troede. I stedet endte vi i Katoomba hvor den mest kendte klippe formation “De tre Søstre” ligger. Vi gik ned ad trappen “Giant Staircase” ved Søstrene, og den var gigantisk for der var mange trin, især når man skulle op igen. Det var hårdt for knæene at bestige trappen men vi kom da op igen. På vej tilbage fandt vi omsider Wentworth Waterfall som vi havde ledt forgæves efter tidligere på dagen. Vi kunne se en spændende sti som gik både under og over klippen langs vandfaldet, men da den tog 4 timer kunne vi ikke nå at gå den den dag.

Dagen efter kørte vi sydpå og havde egentlig planer om at se Royal National Park som er verdens ældste nationalpark. Vi endte nu i Botany Bay Park, som er det sted kaptajn Cook landede da han opdagede Australien. Vi så nogle flotte rå klipper langs kysten, der kunne falde i havet hvornår det skulle være. Der var også et visitor center som fortalte om Cooks landing, og han var godt nok ikke flink over for de indfødte.

Den efterfølgende weekend fandt vi Royal National Park. Der løber en stille flod igennem parken, og vi endte i en robåd. Efter min mening gik det lidt for langsomt – jeg ville til en hver tid have foretrukket en kano, men vi fik da en hyggelig tur på floden som ikke var særlig dyb. Tit skulle man styre uden om væltede træstammer og tykke vandplanter der kunne få båden til at gå på grund. Om eftermiddagen var vi i Wattamola der også er en del af parken men ligger helt ude ved kysten. Der var en flot lagune og en lækker sandstrand. Australierne er helt vilde med at være ude i det fri, måske fordi det som regel er godt vejr. Men de er bange for solen pga hullet i ozonlaget der vist har øget risikoen for hudkræft hernede. De er især vilde med at grille i det fri, så der er tit en grill til fri afbenyttelse i forbindelse med et picnic area.

Vores hidtil mest succesfulde tur var sidste weekend, hvor vi vendte tilbage til Blue Mountains. Vi har købt en madras så man kan sove behageligt bag i bilen og pakkede dynerne og drog afsted. Vores primære mål var Jenolan Caves som alle har anbefalet som det mest seværdige sted derude. Vi gjorde holdt ved Evans Lookout, hvor man kan skue ud over en enorm kløft. Der var en rigtig flot udsigt, og vi blev fristet til at vandre en tur i området. Efter vores problem med at finde vandfaldet har vi købt et godt kort over bjergene, og det indeholder også en oversigt over gåture. Vi fandt en tre timers gåtur, hvor man kom helt ned i bunden af kløften og fulgte floden i bunden. Det var en dejlig tur og stien var ikke altid lige nem. Den gik op og ned og hen over sten og krydsede floden ofte. Henrik havde glemt at få en varm trøje med til Blue Mountains, og der bliver ret koldt derude om natten, så vi kørte til Katoomba, hvor vi havde set nogle pæne fleece trøjer sidst vi var der. Vi købte en hver, så nu har vi næsten fået ens joggingtøj, men de er heldigvis i vidt forskellige farver. Vi fik anbefalet en campingplads ved Cox River, hvor vi kunne overnatte. Den var ret svært at finde for det var blevet mørkt og der var ikke et eneste skilt, men vi kunne se nogle der camperede tæt på floden. Til sidst holdt vi ind til siden og listede med lommelygte ned for at spørge dem, hvordan i al verden man kom ind på campingpladsen. Det viste sig at pladsen egentlig var lukket, men fordi den var over 50 år gammel var den meget kendt og populær, så folk blev ved med at komme. Den eneste grund til at de havde lukket pladsen var fordi det er for dyrt med forsikring og alle de dumme regler staten påtvinger dem. Men alligevel var pladsen åben på sin måde – vi skulle bare selv åbne lågen og vi kørte ind og fandt et hyggeligt sted under et træ ved bredden af floden. Næste morgen vågnede jeg og syntes jeg kunne høre der gik nogen rundt og rumsterede uden for bilen. Det viste sig at vi var totalt omringet af brølende køer. De gjorde ikke noget, men vi ventede nu med at stå op til koflokken var gået længere ud på marken. Eftersom vi var oppe med køerne, var vi allerede ved indgangen til Jenolan Caves kl. 9, og vi reserverede billetter så vi kunne se to huler. Det var noget dyrt, men eftersom vi var over 200 km fra Sydney kunne vi ligeså godt se noget, når vi endelig var der. Først så vi Temple of Baal og det var den flotteste drypstenshule jeg har set. Der var stalaktitter over det hele og også en masse stalakmitter. Vores guide var en rigtig aussie med sjove jokes og solbriller. Han påstod, at der var en konstant dryppen af vand et bestemt sted i hulen, og at man ikke anede hvor det vand kom fra. Selv på de tørreste tidspunkter af året kommer der 4 liter i timen ned inde i hulen. Der var en skrøne om, at en af dem der opdagede hulerne sagde, at der fandtes en hule med en stor sø, som kunne rumme et helt krigsskib, men man har aldrig fundet en sådan hule. Minsandten om ikke guiden dukkede op igen efter frokost, da vi skulle se Lucas Caves. Det er den største af hulerne, og den indeholder en katedral som man har brugt til kirkelige handlinger. Den anvendes endda stadig til brylupper. Fra Jenolan kørte vi hjemad, men vi kørte norden om for at se den nordlige del af bjergene. Det var en lang tur hjem og jeg kiggede forgæves efter kænguruer hver gang der stod et advarselsskilt.I lørdags var vi på marked inde i byen i Paddington. Vi fandt en græker som solgte nogle spændende produkter såsom løg marmelade og mango butter. Om eftermiddagen gik vi fra Bondi Beach til Clovelly. Det var en flot tur langs kysten, hvor der skiftevis er sandstrand og barske klipper. I Clovelly har tyskeren, som jeg deler kontor med anbefalet mig, at man kan snorkle, men det var en noget kølig oplevelse at stikke hovedet ned i vandet. I går kørte vi sydpå langs kysten for at se den bedste udsigt på hele den australske østkyst. Der var lidt diset, så vi føler os ikke helt overvist om udsigten, men det var en flot tur, og jeg tror helt sikkert vi tager turen igen en dag i solskin.