Forfatter: camilla

15. august, torsdag

Vi tog afsted fra Minneapolis om formiddagen og skulle som det er blevet sædvane i USA tjekke ind i lufthavnen to timer før afgang, selvom det bare var en indenrigsflyvning. Tiden i lufthavnen fløj afsted takket være en Discovery Channel butik. De havde alskens sjove former for underholdende legetøj, og det er skam ikke ting som bare skal stå til pynt i min vindueskarm jeg fik med derfra. Vi købte begge en lille bitte radiostyret bil. Min er blå og Henriks er rød, og da de kører på forskellige frekvenser kan vi køre racerløb mod hinanden… Min bil viste sig desværre senere at være defekt – den kunne slet ikke dreje til højre, men heldigvis fandt jeg en ny magen til på Hawaii. Den gamle har jeg sendt retur til fabrikken som producerer bilen. Jeg købte også et lille puzzle game, som hedder Rush Hour. Det viste sig at være en fremragende underholdning i flyveren til Hawaii, omend den ældre dame som sad ved siden af Henrik i flyveren var parat til at stjæle det fra os. Det kriblede i hende at få lov at prøve, så til sidst gav vi hende level 1 udfordringen, som hun klarede med glans. Henrik kastede sin kærlighed på en gigantisk radiostyret krokodille i Discovery butikken, men heldigvis kunne han godt indse at den var lidt klodset at rejse jorden rundt med. Desværre kan han købe krokodillen online fra butikkens hjemmeside, men jeg vil nu nødig bo sammen med en krokodille – den var ret uhyggelig og livagtig, når den bevægede sig.

Vi ankom til Honolulu kl. 15 og tog en langsommelig bus til vores lyserøde hotel Royal Grove i Waikiki, som ligger lige syd for Honolulu. Stranden lå lige om hjørnet, så første mål var at kaste sig ud i Stillehavets bølger. Waikiki lever ikke helt op til den Hawaii sandstrand man har drømt om. Der er masser af små rev og sten på bunden, så man skal se sig for når man svømmer rundt. Vandtemperaturen kunne man nu ikke klage over. Det var bare skønt. Men afslappende palmestrand finder man ikke i Waikiki. Der er godt nok palmer, men lige bagved er der hoteller i læssevis og derfor vrimler det med mennesker overalt. Royal Grove viste sig at være et meget hyggeligt hotel. Til stor begejstring for Camilla var der køkkenfaciliteter på vores hotelværelse. Både et køleskab og kogegrej, så vi kunne selv lave mad og spise det på vores fine altan.

16. august, fredag

Dagen skulle starte med en afslappende strandtur og vi var der allerede kl 8, fordi vi vågnede tidligt pga. jetlag. Jeg overvejede hvornår jeg skulle forsøge mig med en surf-lektion, men jeg fik ikke rigtig tid til at tænke over det. Surfermanden var klar med det samme, så inden jeg fik set mig om, lå jeg på maven på et surfbræt ude i vandet. Tjaah og sådan lå jeg ned det meste af tiden. Henrik påstår han slet ikke har set mig stå op på brættet… Surfermanden placerede sig et sted langt ude i vandet, hvor bølgerne knækkede på den rigtige måde og så skulle jeg ellers padle mig ud til ham (stadig liggende på brættet) med armerne i butterfly stil. Surfermanden tog fat i mit surfbræt og sendte mig afsted indad når der kom en god bølge. Efter et par mislykkede forsøg lykkedes det mig at komme op at stå, og det var en meget fed fornemmelse at skøjte hen over vandet med god fart. Det var bare væmmeligt at falde af brættet, for man viste aldrig om der var sandbund eller klippe der hvor man faldt ned, så surfermanden sagde man skulle lade sig falde ned på brættet og sætte sig overskrævs som på en hest. Det var bare ikke altid man nåede det…

Jeg synes selv jeg fik vældig godt styr på surfbrættet, og jeg var meget optimistisk da min surftime var slut. Endda på trods af at jeg skulle høre på drillerier fra Henrik som ikke havde løftet sin næse fra War bogen og bemærket de gange jeg stod op på brættet.Jeg var helt smadret i kroppen, og den ekstra time jeg havde med brættet fik jeg udsat til dagen efter.

Vi er allerede blevet træt af japanerne inden vi har sat en fod i Japan. Det vrimler med dem her på Hawaii, og de er bare så irriterende.

17. august, lørdag

Min surferkarriere er røget på standby efter dagens time alene i vandet med brættet men uden min lærer. Jeg var drønsmadret i kroppen efter gårsdagens padleri, og i dag må jeg give Henrik ret i at jeg nærmest ikke kom op at stå. Der var alt for mange ting som jeg skulle have styr på på en gang: Man skal placere sig det rigtige sted på brættet, bøje nakken af led for at holde øje med hvornår der kommer en god bølge, padle som en sindssyg for at komme op i fart så man kan følge med bølgen, og sidst men ikke mindst skal man op at stå. De tre første ting sørgede min lærer for den første dag, men uden ham nåede jeg nærmest aldrig frem til det med at komme op at stå. Jeg er nu stadig optimist og har besluttet mig for at genoptage min surfer-karriere i Sydney. Jeg skal nok få det lært, men jeg skal have lidt bedre tid til at restituere og så kunne jeg nok også godt bruge et par timer med lærer igen.

Vi tog en bus sydpå og besteg Diamond Head, som er et gammelt vulkankrater. Der var en fabelagtig udsigt over Waikikis skyskrabere og den sydlige del af øen som hedder Oahu. Der er gode busforbindelser på Oahu men information om hvornår bussen kører finder man ikke ved stoppestedet. Derfor ventede vi længe på en bus videre til Hanauma Bay. Det er det bedste snorkelsted på Oahu, men det er også overfyldt med mennesker. Jeg snorklede rundt og var ret skuffet, fordi sigtbarheden i vandet var så dårlig. På trods af fin blå himmel var der så mange mennesker i vandet som hvirvlede sand op, så man ikke kun se ret langt for sig. Heldigvis fandt jeg ud af at svømme længere ud, hvor der var masser af fine fisk som man kunne nyde i fred af ro. Japserne er nemlig ikke gode svømmere og kommer derfor sjældent ud hvor de ikke kan bunde. Jeg så nogle mægtig flotte farvestrålende fisk og lidt koreller på havbunden var der også.

18. august, søndag

Vores viden om Hawaiis historie, da vi landede i Honolulu, begrænsede sig til kort fakta om japsernes overraskelsesangreb på Pearl Harbour i december 1941, som fik USA til at træde ind i 2. verdenskrig. Det plejer at være nok viden til at klare sig igennem Trivial Pursuit. Nu ved vi meget mere om bombningen af Pearl Harbour og specielt om USS Arizona. Der omkom over 2000 mennesker i løbet af det to timers bombardement af krigsskibene som befandt sig i Pear Harbour. Over halvdelen af de omkomne befandt sig på skibet USS Arizona som gik ned på under 9 minutter. Der er lavet et mindesmærke ude i vandet som ligger hen over det sunkne skib. Det var meget spændende at læse om hvordan 2. verdenskrig blev udspillet i Stillehavet, fordi vi næsten altid kun har hørt om hvad der foregik i Europa. Selvom det blev fremstillet fra en amerikansk synsvinkel var det ikke så ensporet og heroisk som man kunne frygte. Der var en ret striks sikkerhedspolitik på stedet. Det var forbudt at have sin rygsæk, kamerataske etc. med ind på området, og de havde ikke nogen skabe man kunne låse sine ting inde i. Heldigvis havde en privat-person fundet på at opbevare ting for folk i en container på parkeringspladsen.

19. august, mandag

Hjemmefra havde vi booket fem overnatninger på Royal Grove i Waikiki, og efter få timer der blev vi ret hurtigt enige om at vi også skulle opleve en anden del af Hawaii end storbylivet. Der skulle ikke meget betænkningstid til før vi fandt ud af at de sidste 5 dage skulle tilbringes på Big Island, som er den største ø på Hawaii og hvis største aktiv er en aktiv vulkan! Der er ikke nogen busser på Big Island, så for at komme omkring på øen er det nødvendigt med en bil. Derfor valgte vi at købe en pakke løsning med fly, hotel og bil. Der ligger en bix som tilbyder pakke-rejser på snart sagt hvert gadehjørne i Waikiki, men det viste sig at ham vi fik det første tilbud af også var den billigste. Da vi havde fået arrangeret resten af vores ophold på Hawaii tog vi en bus tværs over Oahu til Kailua som ligger på vestkysten. Der var en kæmpe sandstrand med palmer og langt mere fredeligt end i Waikiki. Eneste minus var vinden som nærmest sandblæste en, når man forsøgte sig som solbader. Ude i vandet var der livlig aktivitet med kite surfere (surfere som holder fast i en snor med en drage oppe i luften), windsurfere og japsere som forsøgte sig i havkajak.

20. august, tirsdag Vi forlod Waikiki efter at have ventet utålmodigt og forvæves på vores shuttle taxi. Til sidst gik Henrik ind og ringede til shuttleselskabet som åbenbart havde noteret et forkert hotel. Honolulu International Airport lever sandelig op til sit navn med at være international for aldrig har vi oplevet større sikkerhedsopbud. Efter at have afleveret den store bagage ved check-in skranken skulle vi vise håndflader og håndbagage til en større flok af Aloha Airlines folk. Med en lille papirserviette tørrede aloha-folkene vores håndflader og bagage og puttede servietten ind i en analysemaskine. Vi gætter på de prøver at spore om man har rørt ved sprængstoffer eller har en bombe med i tasken? Det skal vist til at være almindelig procedure i alle amerikanske lufthavne fra nytår af, men indtil videre er det kun Hawaiis der kan opfylde kravet. Nå men vi fik da lov til at komme med flyet efter at Henrik var blevet gennemsøgt fra top til tå med metaldetektor. De fandt heldigvis ikke noget på ham. Jeg kan afsløre at der senere kommer en pinlig historie om mig som røg i et af deres kontroltjek.Vi landede på Big Island i Hilo ved to-tiden, men først lidt i fire stod vi med bilnøglerne til en rød jeep i hånden. Første forhindring var Henriks blå kufferttaske som var gået i stykker i syningen under transporten. Ikke så underligt for tasken var tapetseret med mursten(sromaner) i bunden. Allerede da vi forlod Minneapolis havde de sat et ekstra advarselsskilt på tasken hvor der stod “Heavy Luggage”. Aloha Airlines lovede alligevel at betale for reparation af tasken. I lufthavnen skulle vi også afhente vores bil. Vores booking af bilen var desværre gået forkert igennem med datoer, men det var ikke vores fejl, for på vores papirer stod det rigtigt. Derfor blev biludlejeren nødt til at udlevere os en finere bil end den economy-car som vi havde bestilt for dem havde han ikke flere tilbage af. Vi fik uden beregning en totalnuttet Wrangler Sport Jeep med automatgear. Henrik lagde ud som chauffør og efter et par hårde opbremsninger fandt han ud af hvordan bremsen virkede. Vi kørte mod nord fra Hilo og stoppede først helt oppe ved Waipio Valley. Det er en meget frodig dal som går helt ud til kysten. Man kan køre derned i 4-hjulstrækker, men det er ikke tilladt i en lejet bil, så jeepen måtte vi lade stå på parkeringspladsen. Camilla overtog rattet og vi kørte tværs over øen forbi Waimea og ned mod Kona. Det var helt utroligt hvor meget forskelligt landskab vi nåede igennem på de små 120 km. Nord for Hilo var der meget grønt og frodigt, inde omkring Waimea var det mere gult og solafbrændt og på vestkysten ned mod Kona var der helt sort på begge sider af vejen af størknet lava. Vi tog en lille afstikker ned til vandet for at se solnedgangen og kysse til ære for Primtalskongen Mads Jensen. I Kona fandt vi let vores hotel. Det var en meget stille og rolig by og meget afslappende sammenlignet med Waikiki.

21. august, onsdag

Vi skulle rigtig udnytte vores nye jeep, så vi kørte sydpå fra Kona og besøgte en lille Macademia Nut Factory. Macademia nødder er Hawaiis mest kendte nødder, og det er nogle ret sunde nødder som reducerer ens kolesteroltal. De er også ret dyre, så vi nøjedes med at købe en pose krydrede 2. sorteringsnødder – de var ret stærke. Host! men smagte rigtig godt. Vi spiste frokost ved vandet, hvor vi sad på nogle gevaldige store klumper sort størknet lava. Om eftermiddagen så vi et historisk sted (Puuhonau O Honaunau) som er et helligt sted for de indfødte. Hjemme i Kona gik jeg ud for at kigge på snorkeludstyr i en sportsbutik. Priserne var skyhøje, så jeg endte med at købe et billigt sæt i en ABC-butik

.22. august, torsdag Den nordlige del af øen skulle udforskes denne dag og vi fandt en skøn sandstrand, hvor jeg fik testet mit snorkeludstyr. Der var et lille stenrev som kun var et par meter bred som man kunne svømme rundt om. Jeg fik set et par fisk og nød at der sandbund. Vi besøgte endnu et historisk sted og spekulerede lidt over, hvordan det var for de indfødte den dag kaptajn Cook kom sejlende til øen og opdagede Hawaii – de troede vist nok Cook var en gud. Helt mod nord gik vi ned i Pololu Valley. Det var en grøn og frodig dal ligesom Waipiro vi havde set tidligere.23. august, fredagVi vågnede i Kona men skulle skifte hotel så dagen skulle slutte i Hilo. Camilla havde allerede sørget for fuld program denne dag for ud over køreturen fra Kona til Hilo som tager godt tre timer skulle vi om eftermiddagen på tur til Mauna Kea. Det er Hawaiis højeste bjerg på 13.796 feet (lidt over 4 km) og er faktisk højere end Mount Everest hvis man tager den del af Mouna Kea med som ligger under vandet. Vi turde ikke selv køre der op i bil dels på grund af højden, men mest fordi vores bilforsikringen ikke dækkede turen, så Camilla havde fundet på at vi skulle tilmelde os en ret dyr tur med guide. Formålet med at komme på toppen af Mauna Kea er usigten om natten! Det er et af de bedste steder i verden at kigge stjerner og der er rigtig mange observatorier på toppen. Turen med guide skulle tage 7 timer ialt og udgik fra Kona om eftermiddagen men vi skulle jo ende i Hilo og planen var derfor at vi skulle slutte os til gruppen nær Waimea kl. 16 om eftermiddagen.Vi kørte fra Kona kl. 7.30 og stoppede først ved Big Islands sydligste strand som har sort lava sand. Det skulle være et godt sted at snorkle, så jeg iførte mig udstyr og kravlede forsigtigt ud i vandet. Jeg var lidt træt af at der var glatte sten overalt og ingen blød sandbund, men efter 10 sekunder med hovedet under vandet var der ingen grund til at klage. Lige foran mig kom der en kæmpe skildpadde svømmende. Det var helt kanon at kunne se hvordan den bevægede sig under vandet, for vi havde set et par skildpadder i havet to dage før henne ved et af de historiske steder, men da kunne man kun se hovedet når det stak op af vandet. Nu kunne jeg se hele skildpadden. Den var helt uforstyrrret af min tilstedeværelse og senere var der tre skildpadder rundt omkring mig. Længere ude var der masser af flotte fisk og koreller. Det er det bedste sted i verden jeg har prøvet at snorkle. Der var også meget fredfyldt – der var kun to mennesker ud over mig i vandet, så man kunne rigtig nyde alle fiskene for sig selv.Vi fortsatte rundt på sydspidsen af Big Island og nærmede os vulkan nationalparken, men landskabet virkede stadig ret frodigt. Parken ville vi have en hel dag til at se, så den ville vi først se dagen efter. Derfor fortsatte vi til Hilo for at tjekke bagagen ind på hotellet, inden vi skulle nordpå mod Waimea og Mauna Kea. Vi havde god tid – troede vi, så på vejen skulle vi lige se en Botanisk Have lige uden for Hilo. Vi skulle være i Waimea kl. 16.20 for at mødes med stjernekiggerne men vi kom aldrig så langt. 20 km nord for Hilo var trafikken gået helt i stå. Vi holdt over en time i kø og kunne høre i radioen, at der havde været to trafikuheld lidt længere fremme tidligere på dagen. Det ene var en lastbil som var skredet ud i et skarpt sving. Der var ikke andre veje på øen som kunne føre os til Waimea, så jeg sad meget utålmodigt og skulede på klokken. Først kl. 16 kom der lidt gled i trafikken men vi havde indset at det var umuligt for os at nå til Waimea til tiden. Buuuuh, hvor var jeg sur over at jeg ikke kom op at se stjerner. Vi ringede fra en tankstation til turselskabet og fik dem heldigvis overbevist om at de ikke måtte trække os penge for turen. Vi blev siden enige om, at det nok var vores totem, der ikke syntes vi skulle bruge så mange penge på at bestige Mauna Kea. Totem ideen har vi fra bogen Hulebjørnens Klan som jeg læste på Hawaii. Siden har Henrik selvfølgelig kastet sig over den, og han synes også det er en rigtig god bog. Jeg er allerede i gang med bog II.Godt sure måtte vi vende bilen, og der var stadig lidt kø da vi kørte tilbage mod Hilo. Tilmed begyndte det også at regne, så vi trøstede os selv med, at der umuligt kunne være godt vejr på toppen af bjerget når det regnede sådan hvor vi var. På trods af regnen kunne vi ikke få vand nok, så vi drejede af vejen og tog ind for at se Akaka Falls. Det er et gigantisk vandfald og jeg fik endelig brug for mit regntøj. Det var en ret våd fornøjelse, især for ham som ingen regntøj har og som i stedet gik med et håndklæde over hovedet…Vel tilbage i Hilo spiste vi på restauranten på vores hotel. Der var en dansende hulo dame og mand som underholdte. Vi fik nogle ret stærke drinks til dessert og skulle vise ID da vi bestilte dem. Det skulle vi forresten også da vi købte øl til football-kampen i Minneapolis. Ligner vi nogen under 21 år???24. august, lørdagVi tog sydpå med jeepen til Hawaii Volcano National Park. Vi fik udleveret et kort over parken som er kæmpe stor, så man kører rundt i bil, og vi gjorde næsten stop ved alle de seværdigheder der var at se. Der var simpelthen så flot. Det dampede allerede da vi entreede parken. Op af en masser huller i jorden kom der svovldampe som sved lidt i næsen. Længere inde i parken var der et utal af kratere. Nogle var helt øde og golde imens andre var helt tilgroet med planter. Flere steder havde man lavet vejen igennem en gammel lava flod, så man på begge sider af vejen kunne se en størknet lavaflod. Vi så også nogle store kløfter som stammer fra jordskælv. Det kæmpe store krater som Camilla sidder på kanten af på billedet kørte vi hele vejen rundt om. De indfødte vil gerne være venner med vulkanen, så de havde gang i en offerceremoni hvor de putter blomsterkranse ned i vulkankrateret og danser lidt på vulkanen bagefter.Selve den aktive vulkans aktivitet er, at der strømmer lava ud af siden på den, og det strømmer heldigvis ned mod havet. Vi skulle køre et godt stykke nedad før vi kom frem til den nyeste lava. Undervejs så vi helikoptere som fløj i pendulfart med havvand ind over land for at slukke en brand forårsaget af vulkanen. Vi forlod bilen og gik det sidste stykke frem til den nyeste lava flod fra 2000-2002. Lavaen var helt sort og størknet men den gik lige hen over vejen og ned i havet. Der var en markeret rute ind over det størknede lava. Vi gik ind ad og det var temmeligt varmt at gå på det helt sorte lava som lignede plast skum. Njaaah, så kom vi til et skilt som sagde det var dangerous at gå videre, men der var selvfølgelig en masse folk som alligevel gik videre, så det blev vi selvfølgelig også nødt til. Vi ville så gerne se noget orange boblende lava. Vi gik nok 30 meter videre i fodsporene på en modig mand. Med et blev der uudholdeligt varmt og to meter foran os boblede en klump af overfladen tydeligt orange. Det var bare totalt klamt, for alt det sorte lava vi lige havde trådt på lignede det der boblede. Det var alt for varmt at opholde sig så tæt på lavaen så vi begyndte at gå tilbage af. Under os kunne vi se sprækker der lyste orange og varmen var styg. Jeg slappede ikke af før jeg atter var i sikkerhed på den rigtige side af dangerous skiltet… Vi fik et enkelt billede hvor man kan se orange lava på, men man skal vist vide det er der.25. august, søndagVores billige flybilletter til Big Island indebar at vi skulle flyve retur til Honolulu allerede kl. 7.30 søndag morgen. Vores fly videre mod Sydney var første lidt over midnat den dag, så vi havde set frem til at tilbringe søndagen i Honolulu. Desværre var det ikke muligt at tjekke de store rygsække ind hos New Zealand Air da vi kom tilbage til Oahu og af sikkerhedsgrunde er der ingen bagagebokse i Honolulu Airport. Vi prøvede at fedte lidt for en vagt men hun så ingen anden udvej end at vi fik bagagen opbevaret på et hotel. Sidste udvej var derfor at ringe til gode gamle Royal Grove i Waikiki som selvfølgelig sagde OK til at vi kom tilbage med vores tasker. De kendte vist godt problemet. Vi fik omsider smagt en shaved ice som er en slags sodavandsis hvor man selv vælger smag. Man får en stor klump finknust (isterning) is som er tilsat ekstrakt – vi fik Hawaiian style som er strawberry, vanilla og banana. Isen var rød, blå og gul, og farveovergangene fik den til at ligne en hel regnbue. Det smagte faktisk meget godt. Ellers tilbragte vi en god del af tiden på stranden, hvor jeg gik i gang med at læse “A Beautiful Mind” om John Nash. Det er historien om en matematiker som blev schizofren men senere fik Nobelprisen i økonomi.Ved midnat satte vi omsider kursen mod New Zealand og i løbet af natten passerede vi datolinien. Så da vi stod i Auckland lufthavn næste morgen var det pludselig blevet tirsdag, og som om det ikke var nok var det også lige pludselig vinter. Vi havde syv timer i transit i Auckland men tiden gik egentlig forbavsende hurtigt. Om eftermiddagen gik turen videre mod Sydney.Til slut må vi hellere sende en venlig tanke til Peter som tak for lån af guidebøger om Hawaii og New York. Vi har forsøgt at være lidt bedre mod din Hawaii bog end du selv var i sin tid. Jeg har givet den en ny forside med Kellogs Crunchy Nut.