Her er en artikel som skal gå live i aften.
Hawaii august 2002
15. august, torsdag
Vi tog afsted fra Minneapolis om formiddagen og skulle som det er blevet sædvane i USA tjekke ind i lufthavnen to timer før afgang, selvom det bare var en indenrigsflyvning. Tiden i lufthavnen fløj afsted takket være en Discovery Channel butik. De havde alskens sjove former for underholdende legetøj, og det er skam ikke ting som bare skal stå til pynt i min vindueskarm jeg fik med derfra. Vi købte begge en lille bitte radiostyret bil. Min er blå og Henriks er rød, og da de kører på forskellige frekvenser kan vi køre racerløb mod hinanden… Min bil viste sig desværre senere at være defekt – den kunne slet ikke dreje til højre, men heldigvis fandt jeg en ny magen til på Hawaii. Den gamle har jeg sendt retur til fabrikken som producerer bilen. Jeg købte også et lille puzzle game, som hedder Rush Hour. Det viste sig at være en fremragende underholdning i flyveren til Hawaii, omend den ældre dame som sad ved siden af Henrik i flyveren var parat til at stjæle det fra os. Det kriblede i hende at få lov at prøve, så til sidst gav vi hende level 1 udfordringen, som hun klarede med glans. Henrik kastede sin kærlighed på en gigantisk radiostyret krokodille i Discovery butikken, men heldigvis kunne han godt indse at den var lidt klodset at rejse jorden rundt med. Desværre kan han købe krokodillen online fra butikkens hjemmeside, men jeg vil nu nødig bo sammen med en krokodille – den var ret uhyggelig og livagtig, når den bevægede sig.
Vi ankom til Honolulu kl. 15 og tog en langsommelig bus til vores lyserøde hotel Royal Grove i Waikiki, som ligger lige syd for Honolulu. Stranden lå lige om hjørnet, så første mål var at kaste sig ud i Stillehavets bølger. Waikiki lever ikke helt op til den Hawaii sandstrand man har drømt om. Der er masser af små rev og sten på bunden, så man skal se sig for når man svømmer rundt. Vandtemperaturen kunne man nu ikke klage over. Det var bare skønt. Men afslappende palmestrand finder man ikke i Waikiki. Der er godt nok palmer, men lige bagved er der hoteller i læssevis og derfor vrimler det med mennesker overalt. Royal Grove viste sig at være et meget hyggeligt hotel. Til stor begejstring for Camilla var der køkkenfaciliteter på vores hotelværelse. Både et køleskab og kogegrej, så vi kunne selv lave mad og spise det på vores fine altan.
16. august, fredag
Dagen skulle starte med en afslappende strandtur og vi var der allerede kl 8, fordi vi vågnede tidligt pga. jetlag. Jeg overvejede hvornår jeg skulle forsøge mig med en surf-lektion, men jeg fik ikke rigtig tid til at tænke over det. Surfermanden var klar med det samme, så inden jeg fik set mig om, lå jeg på maven på et surfbræt ude i vandet. Tjaah og sådan lå jeg ned det meste af tiden. Henrik påstår han slet ikke har set mig stå op på brættet… Surfermanden placerede sig et sted langt ude i vandet, hvor bølgerne knækkede på den rigtige måde og så skulle jeg ellers padle mig ud til ham (stadig liggende på brættet) med armerne i butterfly stil. Surfermanden tog fat i mit surfbræt og sendte mig afsted indad når der kom en god bølge. Efter et par mislykkede forsøg lykkedes det mig at komme op at stå, og det var en meget fed fornemmelse at skøjte hen over vandet med god fart. Det var bare væmmeligt at falde af brættet, for man viste aldrig om der var sandbund eller klippe der hvor man faldt ned, så surfermanden sagde man skulle lade sig falde ned på brættet og sætte sig overskrævs som på en hest. Det var bare ikke altid man nåede det…
Jeg synes selv jeg fik vældig godt styr på surfbrættet, og jeg var meget optimistisk da min surftime var slut. Endda på trods af at jeg skulle høre på drillerier fra Henrik som ikke havde løftet sin næse fra War bogen og bemærket de gange jeg stod op på brættet.Jeg var helt smadret i kroppen, og den ekstra time jeg havde med brættet fik jeg udsat til dagen efter.
Vi er allerede blevet træt af japanerne inden vi har sat en fod i Japan. Det vrimler med dem her på Hawaii, og de er bare så irriterende.
17. august, lørdag
Min surferkarriere er røget på standby efter dagens time alene i vandet med brættet men uden min lærer. Jeg var drønsmadret i kroppen efter gårsdagens padleri, og i dag må jeg give Henrik ret i at jeg nærmest ikke kom op at stå. Der var alt for mange ting som jeg skulle have styr på på en gang: Man skal placere sig det rigtige sted på brættet, bøje nakken af led for at holde øje med hvornår der kommer en god bølge, padle som en sindssyg for at komme op i fart så man kan følge med bølgen, og sidst men ikke mindst skal man op at stå. De tre første ting sørgede min lærer for den første dag, men uden ham nåede jeg nærmest aldrig frem til det med at komme op at stå. Jeg er nu stadig optimist og har besluttet mig for at genoptage min surfer-karriere i Sydney. Jeg skal nok få det lært, men jeg skal have lidt bedre tid til at restituere og så kunne jeg nok også godt bruge et par timer med lærer igen.
Vi tog en bus sydpå og besteg Diamond Head, som er et gammelt vulkankrater. Der var en fabelagtig udsigt over Waikikis skyskrabere og den sydlige del af øen som hedder Oahu. Der er gode busforbindelser på Oahu men information om hvornår bussen kører finder man ikke ved stoppestedet. Derfor ventede vi længe på en bus videre til Hanauma Bay. Det er det bedste snorkelsted på Oahu, men det er også overfyldt med mennesker. Jeg snorklede rundt og var ret skuffet, fordi sigtbarheden i vandet var så dårlig. På trods af fin blå himmel var der så mange mennesker i vandet som hvirvlede sand op, så man ikke kun se ret langt for sig. Heldigvis fandt jeg ud af at svømme længere ud, hvor der var masser af fine fisk som man kunne nyde i fred af ro. Japserne er nemlig ikke gode svømmere og kommer derfor sjældent ud hvor de ikke kan bunde. Jeg så nogle mægtig flotte farvestrålende fisk og lidt koreller på havbunden var der også.
18. august, søndag
Vores viden om Hawaiis historie, da vi landede i Honolulu, begrænsede sig til kort fakta om japsernes overraskelsesangreb på Pearl Harbour i december 1941, som fik USA til at træde ind i 2. verdenskrig. Det plejer at være nok viden til at klare sig igennem Trivial Pursuit. Nu ved vi meget mere om bombningen af Pearl Harbour og specielt om USS Arizona. Der omkom over 2000 mennesker i løbet af det to timers bombardement af krigsskibene som befandt sig i Pear Harbour. Over halvdelen af de omkomne befandt sig på skibet USS Arizona som gik ned på under 9 minutter. Der er lavet et mindesmærke ude i vandet som ligger hen over det sunkne skib. Det var meget spændende at læse om hvordan 2. verdenskrig blev udspillet i Stillehavet, fordi vi næsten altid kun har hørt om hvad der foregik i Europa. Selvom det blev fremstillet fra en amerikansk synsvinkel var det ikke så ensporet og heroisk som man kunne frygte. Der var en ret striks sikkerhedspolitik på stedet. Det var forbudt at have sin rygsæk, kamerataske etc. med ind på området, og de havde ikke nogen skabe man kunne låse sine ting inde i. Heldigvis havde en privat-person fundet på at opbevare ting for folk i en container på parkeringspladsen.
19. august, mandag
Hjemmefra havde vi booket fem overnatninger på Royal Grove i Waikiki, og efter få timer der blev vi ret hurtigt enige om at vi også skulle opleve en anden del af Hawaii end storbylivet. Der skulle ikke meget betænkningstid til før vi fandt ud af at de sidste 5 dage skulle tilbringes på Big Island, som er den største ø på Hawaii og hvis største aktiv er en aktiv vulkan! Der er ikke nogen busser på Big Island, så for at komme omkring på øen er det nødvendigt med en bil. Derfor valgte vi at købe en pakke løsning med fly, hotel og bil. Der ligger en bix som tilbyder pakke-rejser på snart sagt hvert gadehjørne i Waikiki, men det viste sig at ham vi fik det første tilbud af også var den billigste. Da vi havde fået arrangeret resten af vores ophold på Hawaii tog vi en bus tværs over Oahu til Kailua som ligger på vestkysten. Der var en kæmpe sandstrand med palmer og langt mere fredeligt end i Waikiki. Eneste minus var vinden som nærmest sandblæste en, når man forsøgte sig som solbader. Ude i vandet var der livlig aktivitet med kite surfere (surfere som holder fast i en snor med en drage oppe i luften), windsurfere og japsere som forsøgte sig i havkajak.
20. august, tirsdag Vi forlod Waikiki efter at have ventet utålmodigt og forvæves på vores shuttle taxi. Til sidst gik Henrik ind og ringede til shuttleselskabet som åbenbart havde noteret et forkert hotel. Honolulu International Airport lever sandelig op til sit navn med at være international for aldrig har vi oplevet større sikkerhedsopbud. Efter at have afleveret den store bagage ved check-in skranken skulle vi vise håndflader og håndbagage til en større flok af Aloha Airlines folk. Med en lille papirserviette tørrede aloha-folkene vores håndflader og bagage og puttede servietten ind i en analysemaskine. Vi gætter på de prøver at spore om man har rørt ved sprængstoffer eller har en bombe med i tasken? Det skal vist til at være almindelig procedure i alle amerikanske lufthavne fra nytår af, men indtil videre er det kun Hawaiis der kan opfylde kravet. Nå men vi fik da lov til at komme med flyet efter at Henrik var blevet gennemsøgt fra top til tå med metaldetektor. De fandt heldigvis ikke noget på ham. Jeg kan afsløre at der senere kommer en pinlig historie om mig som røg i et af deres kontroltjek.Vi landede på Big Island i Hilo ved to-tiden, men først lidt i fire stod vi med bilnøglerne til en rød jeep i hånden. Første forhindring var Henriks blå kufferttaske som var gået i stykker i syningen under transporten. Ikke så underligt for tasken var tapetseret med mursten(sromaner) i bunden. Allerede da vi forlod Minneapolis havde de sat et ekstra advarselsskilt på tasken hvor der stod “Heavy Luggage”. Aloha Airlines lovede alligevel at betale for reparation af tasken. I lufthavnen skulle vi også afhente vores bil. Vores booking af bilen var desværre gået forkert igennem med datoer, men det var ikke vores fejl, for på vores papirer stod det rigtigt. Derfor blev biludlejeren nødt til at udlevere os en finere bil end den economy-car som vi havde bestilt for dem havde han ikke flere tilbage af. Vi fik uden beregning en totalnuttet Wrangler Sport Jeep med automatgear. Henrik lagde ud som chauffør og efter et par hårde opbremsninger fandt han ud af hvordan bremsen virkede. Vi kørte mod nord fra Hilo og stoppede først helt oppe ved Waipio Valley. Det er en meget frodig dal som går helt ud til kysten. Man kan køre derned i 4-hjulstrækker, men det er ikke tilladt i en lejet bil, så jeepen måtte vi lade stå på parkeringspladsen. Camilla overtog rattet og vi kørte tværs over øen forbi Waimea og ned mod Kona. Det var helt utroligt hvor meget forskelligt landskab vi nåede igennem på de små 120 km. Nord for Hilo var der meget grønt og frodigt, inde omkring Waimea var det mere gult og solafbrændt og på vestkysten ned mod Kona var der helt sort på begge sider af vejen af størknet lava. Vi tog en lille afstikker ned til vandet for at se solnedgangen og kysse til ære for Primtalskongen Mads Jensen. I Kona fandt vi let vores hotel. Det var en meget stille og rolig by og meget afslappende sammenlignet med Waikiki. |
21. august, onsdag
Vi skulle rigtig udnytte vores nye jeep, så vi kørte sydpå fra Kona og besøgte en lille Macademia Nut Factory. Macademia nødder er Hawaiis mest kendte nødder, og det er nogle ret sunde nødder som reducerer ens kolesteroltal. De er også ret dyre, så vi nøjedes med at købe en pose krydrede 2. sorteringsnødder – de var ret stærke. Host! men smagte rigtig godt. Vi spiste frokost ved vandet, hvor vi sad på nogle gevaldige store klumper sort størknet lava. Om eftermiddagen så vi et historisk sted (Puuhonau O Honaunau) som er et helligt sted for de indfødte. Hjemme i Kona gik jeg ud for at kigge på snorkeludstyr i en sportsbutik. Priserne var skyhøje, så jeg endte med at købe et billigt sæt i en ABC-butik
.22. august, torsdag Den nordlige del af øen skulle udforskes denne dag og vi fandt en skøn sandstrand, hvor jeg fik testet mit snorkeludstyr. Der var et lille stenrev som kun var et par meter bred som man kunne svømme rundt om. Jeg fik set et par fisk og nød at der sandbund. Vi besøgte endnu et historisk sted og spekulerede lidt over, hvordan det var for de indfødte den dag kaptajn Cook kom sejlende til øen og opdagede Hawaii – de troede vist nok Cook var en gud. Helt mod nord gik vi ned i Pololu Valley. Det var en grøn og frodig dal ligesom Waipiro vi havde set tidligere.23. august, fredagVi vågnede i Kona men skulle skifte hotel så dagen skulle slutte i Hilo. Camilla havde allerede sørget for fuld program denne dag for ud over køreturen fra Kona til Hilo som tager godt tre timer skulle vi om eftermiddagen på tur til Mauna Kea. Det er Hawaiis højeste bjerg på 13.796 feet (lidt over 4 km) og er faktisk højere end Mount Everest hvis man tager den del af Mouna Kea med som ligger under vandet. Vi turde ikke selv køre der op i bil dels på grund af højden, men mest fordi vores bilforsikringen ikke dækkede turen, så Camilla havde fundet på at vi skulle tilmelde os en ret dyr tur med guide. Formålet med at komme på toppen af Mauna Kea er usigten om natten! Det er et af de bedste steder i verden at kigge stjerner og der er rigtig mange observatorier på toppen. Turen med guide skulle tage 7 timer ialt og udgik fra Kona om eftermiddagen men vi skulle jo ende i Hilo og planen var derfor at vi skulle slutte os til gruppen nær Waimea kl. 16 om eftermiddagen.Vi kørte fra Kona kl. 7.30 og stoppede først ved Big Islands sydligste strand som har sort lava sand. Det skulle være et godt sted at snorkle, så jeg iførte mig udstyr og kravlede forsigtigt ud i vandet. Jeg var lidt træt af at der var glatte sten overalt og ingen blød sandbund, men efter 10 sekunder med hovedet under vandet var der ingen grund til at klage. Lige foran mig kom der en kæmpe skildpadde svømmende. Det var helt kanon at kunne se hvordan den bevægede sig under vandet, for vi havde set et par skildpadder i havet to dage før henne ved et af de historiske steder, men da kunne man kun se hovedet når det stak op af vandet. Nu kunne jeg se hele skildpadden. Den var helt uforstyrrret af min tilstedeværelse og senere var der tre skildpadder rundt omkring mig. Længere ude var der masser af flotte fisk og koreller. Det er det bedste sted i verden jeg har prøvet at snorkle. Der var også meget fredfyldt – der var kun to mennesker ud over mig i vandet, så man kunne rigtig nyde alle fiskene for sig selv.Vi fortsatte rundt på sydspidsen af Big Island og nærmede os vulkan nationalparken, men landskabet virkede stadig ret frodigt. Parken ville vi have en hel dag til at se, så den ville vi først se dagen efter. Derfor fortsatte vi til Hilo for at tjekke bagagen ind på hotellet, inden vi skulle nordpå mod Waimea og Mauna Kea. Vi havde god tid – troede vi, så på vejen skulle vi lige se en Botanisk Have lige uden for Hilo. Vi skulle være i Waimea kl. 16.20 for at mødes med stjernekiggerne men vi kom aldrig så langt. 20 km nord for Hilo var trafikken gået helt i stå. Vi holdt over en time i kø og kunne høre i radioen, at der havde været to trafikuheld lidt længere fremme tidligere på dagen. Det ene var en lastbil som var skredet ud i et skarpt sving. Der var ikke andre veje på øen som kunne føre os til Waimea, så jeg sad meget utålmodigt og skulede på klokken. Først kl. 16 kom der lidt gled i trafikken men vi havde indset at det var umuligt for os at nå til Waimea til tiden. Buuuuh, hvor var jeg sur over at jeg ikke kom op at se stjerner. Vi ringede fra en tankstation til turselskabet og fik dem heldigvis overbevist om at de ikke måtte trække os penge for turen. Vi blev siden enige om, at det nok var vores totem, der ikke syntes vi skulle bruge så mange penge på at bestige Mauna Kea. Totem ideen har vi fra bogen Hulebjørnens Klan som jeg læste på Hawaii. Siden har Henrik selvfølgelig kastet sig over den, og han synes også det er en rigtig god bog. Jeg er allerede i gang med bog II.Godt sure måtte vi vende bilen, og der var stadig lidt kø da vi kørte tilbage mod Hilo. Tilmed begyndte det også at regne, så vi trøstede os selv med, at der umuligt kunne være godt vejr på toppen af bjerget når det regnede sådan hvor vi var. På trods af regnen kunne vi ikke få vand nok, så vi drejede af vejen og tog ind for at se Akaka Falls. Det er et gigantisk vandfald og jeg fik endelig brug for mit regntøj. Det var en ret våd fornøjelse, især for ham som ingen regntøj har og som i stedet gik med et håndklæde over hovedet…Vel tilbage i Hilo spiste vi på restauranten på vores hotel. Der var en dansende hulo dame og mand som underholdte. Vi fik nogle ret stærke drinks til dessert og skulle vise ID da vi bestilte dem. Det skulle vi forresten også da vi købte øl til football-kampen i Minneapolis. Ligner vi nogen under 21 år???24. august, lørdagVi tog sydpå med jeepen til Hawaii Volcano National Park. Vi fik udleveret et kort over parken som er kæmpe stor, så man kører rundt i bil, og vi gjorde næsten stop ved alle de seværdigheder der var at se. Der var simpelthen så flot. Det dampede allerede da vi entreede parken. Op af en masser huller i jorden kom der svovldampe som sved lidt i næsen. Længere inde i parken var der et utal af kratere. Nogle var helt øde og golde imens andre var helt tilgroet med planter. Flere steder havde man lavet vejen igennem en gammel lava flod, så man på begge sider af vejen kunne se en størknet lavaflod. Vi så også nogle store kløfter som stammer fra jordskælv. Det kæmpe store krater som Camilla sidder på kanten af på billedet kørte vi hele vejen rundt om. De indfødte vil gerne være venner med vulkanen, så de havde gang i en offerceremoni hvor de putter blomsterkranse ned i vulkankrateret og danser lidt på vulkanen bagefter.Selve den aktive vulkans aktivitet er, at der strømmer lava ud af siden på den, og det strømmer heldigvis ned mod havet. Vi skulle køre et godt stykke nedad før vi kom frem til den nyeste lava. Undervejs så vi helikoptere som fløj i pendulfart med havvand ind over land for at slukke en brand forårsaget af vulkanen. Vi forlod bilen og gik det sidste stykke frem til den nyeste lava flod fra 2000-2002. Lavaen var helt sort og størknet men den gik lige hen over vejen og ned i havet. Der var en markeret rute ind over det størknede lava. Vi gik ind ad og det var temmeligt varmt at gå på det helt sorte lava som lignede plast skum. Njaaah, så kom vi til et skilt som sagde det var dangerous at gå videre, men der var selvfølgelig en masse folk som alligevel gik videre, så det blev vi selvfølgelig også nødt til. Vi ville så gerne se noget orange boblende lava. Vi gik nok 30 meter videre i fodsporene på en modig mand. Med et blev der uudholdeligt varmt og to meter foran os boblede en klump af overfladen tydeligt orange. Det var bare totalt klamt, for alt det sorte lava vi lige havde trådt på lignede det der boblede. Det var alt for varmt at opholde sig så tæt på lavaen så vi begyndte at gå tilbage af. Under os kunne vi se sprækker der lyste orange og varmen var styg. Jeg slappede ikke af før jeg atter var i sikkerhed på den rigtige side af dangerous skiltet… Vi fik et enkelt billede hvor man kan se orange lava på, men man skal vist vide det er der.25. august, søndagVores billige flybilletter til Big Island indebar at vi skulle flyve retur til Honolulu allerede kl. 7.30 søndag morgen. Vores fly videre mod Sydney var første lidt over midnat den dag, så vi havde set frem til at tilbringe søndagen i Honolulu. Desværre var det ikke muligt at tjekke de store rygsække ind hos New Zealand Air da vi kom tilbage til Oahu og af sikkerhedsgrunde er der ingen bagagebokse i Honolulu Airport. Vi prøvede at fedte lidt for en vagt men hun så ingen anden udvej end at vi fik bagagen opbevaret på et hotel. Sidste udvej var derfor at ringe til gode gamle Royal Grove i Waikiki som selvfølgelig sagde OK til at vi kom tilbage med vores tasker. De kendte vist godt problemet. Vi fik omsider smagt en shaved ice som er en slags sodavandsis hvor man selv vælger smag. Man får en stor klump finknust (isterning) is som er tilsat ekstrakt – vi fik Hawaiian style som er strawberry, vanilla og banana. Isen var rød, blå og gul, og farveovergangene fik den til at ligne en hel regnbue. Det smagte faktisk meget godt. Ellers tilbragte vi en god del af tiden på stranden, hvor jeg gik i gang med at læse “A Beautiful Mind” om John Nash. Det er historien om en matematiker som blev schizofren men senere fik Nobelprisen i økonomi.Ved midnat satte vi omsider kursen mod New Zealand og i løbet af natten passerede vi datolinien. Så da vi stod i Auckland lufthavn næste morgen var det pludselig blevet tirsdag, og som om det ikke var nok var det også lige pludselig vinter. Vi havde syv timer i transit i Auckland men tiden gik egentlig forbavsende hurtigt. Om eftermiddagen gik turen videre mod Sydney.Til slut må vi hellere sende en venlig tanke til Peter som tak for lån af guidebøger om Hawaii og New York. Vi har forsøgt at være lidt bedre mod din Hawaii bog end du selv var i sin tid. Jeg har givet den en ny forside med Kellogs Crunchy Nut. |
Minneapolis, Minnesota
5. august,mandag Vi stod op halv fem i NY og blev hentet af en shuttle taxi kl. 5. Det var lykkedes Henrik at bestille den, selvom de ville have en masse underlige oplysninger om vores hotel og fly som vi ikke havde. Efter at have samlet flere folk op blev vi kørt til Newark Airport. Man skal tjekke ind to timer før afgang nu, selvom det kun er en indenrigsflyvning pga 11. september. Jeg havde i nattens løb fået gevaldigt ondt i halsen. Sandsynligvis fordi vi havde skruet helt op for air condition anlægget. Flyturen ind over USA gik hurtigt og vi landede i Minneapolis omkring middag. Der var kun en times forskel i forhold til New York. De går ikke helt så meget op i offentlig transport herovre så vi tog en shuttle taxi til vores hotel Radisson Metrodome. Vores første indtryk af Minneapolis var ,at der er et langt mere behageligt klima end i NY. Vi tjekkede ind på hotellet og fik et værelse på 8. og samtidig øverste etage anvist. Vi bor midt i Minnesota University Campus, og det var ikke svært at finde konferencens registreringslokale, som ligger på hjørnet af den næste blok. Vi er begge tilmeldt konferencen og fik straks vi dukkede op, udleveret en mappe med papirer og et navneskilt. Jeg havde stadig gevaldigt ondt i halsen, så det endte med at jeg bare gik på hovedet hjem i seng. Henrik spillede garanteret computer resten af dagen. Vi har nemlig Harry Potter computerspillet med, og det er ganske underholdende… |
6. august, tirsdag
Vi tog med bus til Mall of America. Det var før vi fandt ud af at hotellet som gratis service kører folk inden for 5 miles derhen hvor de ønsker. Det er nemmelig et lidt for fint hotel efter min smag vi bor på. Jeg synes det er drønirriterende, at der kommer en hver dag og roder/rydder op paa vores vaerelse og reder min seng.
Mall of America er USA’s største shoppingcenter. Det indeholder udover 500 butikker et indendørs tivoli med pariserhjul, rutchebane og det hele. Desværre var jeg stadig forkølet så jeg havde ikke rigtig lyst til at kaste mig ud i forlystelserne. Vi købte nogle Jelly Beans i en slikbutik. Det er en slags slik formet som bønner (deraf navnet) i alle mulige farver og med forskellig smag. Amerikanerne har sågar fundet på at lave opskrifter med dem, så hvis man spiser to med annanas og en med chokolade på en gang hedder det en ananaskage. Henrik gik ikke så meget op i de traditionelle opskrifter men prøvede rask væk jalapenos med kokos etc. Henrik fik lynhurtigt lokaliseret hvor Wizards-butikken lå, og han gik saligt rundt med julelys i øjnene og kiggede på brætspil og rollespilsbøger. Han tømte ikke butikken, men han ville nok gerne have gjort det… Han købte et kortspil som hedder Munchkin, og det er faktisk vældigt morsomt. Det er bare ikke altid helt retfærdigt for jeg taber for tit.
7. – 14. august – bare rolig nu har jeg indset at jeg ikke har noget at fortælle hver dagDagene flyder lidt sammen fordi vi har haft fuld program på konferencen.Vi starter kl 8 med Bagels med Philadelphia ost med eller uden jordbærsmag og appelsin juice. Om formiddagen er der to foredrag for alle i et stort auditorium på Fysisk Institut. Så er der en lang frokostpause på to timer, hvor vi som regel ender med at spise en pizza slice fra The Taste of Manhattan. Om eftermiddagen er der så workshops og den mest spændende har handlet om talteori. Vi har også hørt nogle foredrag om Algebraisk Geometri men jeg har følt mig bedst tilpas hos talteoretikerne. Der er kun omkring 10 deltagere i talteori workshoppen, og de fleste er meget unge. Dennis Hejhal som har arrangeret workshoppen foreslog at vi kunne spise til aften sammen torsdag, så det gjorde vi i restauranten på vores hotel. Det var kanonmorsomt. Vi var syv i alt: Den søvnige Japser, Tyskeren Holger, Svenskeren Andreas, Steven fra Philadelphia/Princeton, Hajhalen og selvfølgelig os to. Hajhalen er ret underholdende. Han er meget ivrig og engageret når han taler. Vi hørte en masse sjove historier om universitetsverdenen i USA. Hajhalen sad og drillede Japseren og sagde til ham, at han så meget træt ud under sit foredrag og spurgte om det var pga jetlag. Jeg har siden konkluderet at Japseren altid ser sådan ud.Vi hørte et spændende foredrag om prime number race. Der var også en gut fra Østrig som regnede på Prime Number Gaps. Hans eksperimentielle beregninger lød lidt tvivlsomme. En tysker fra IBM Germany holdt foredrag om Riemanns Zeta-funktion. Han havde lavet et program som virkede som pauseskærm på sine kollegers computere. Programmet fandt nulpunkter på Re(s) =½ linien. Indtil videre havde han bevist Riemann hypotesen for |Im(s)|<100.000.000.000.Lørdag formiddag snakkede Andrew Odlyzco om Riemanns Zeta funktion. Han var meget forståelig og det var et godt foredrag. Desværre havde han ikke et bevis for Riemann Hypotesen i ærmet, som jeg ellers havde drømt om. Det mest underholdende foredrag på konferencen havde titlen “How graphics changes Hollywood”. Det var en gut fra Pirax Studios som holdt foredraget og hans Company har bla. lavet Toystories filmene. Vi så en lille kortfilm der hed noget med Birds – den var rigtig sød og skæg. Ellers koncentrerede han sig mest om at forklare hvordan man laver tegnefilm med en computer.Lørdag forsøgte vi at sætte os ind i den amerikanske livsstil. Vi spiste pandekager med sirup til morgenmad og tog på stadion om aftenen for at se Minnesota Vikings – Cleveland. Navnet Vikings skyldes at mange her i staten er efterkommere af skandinavere. Derfor havde vi selvfølgelig også bestemt os for at holde med hjemmeholdet. Kampen startede kl. 19, og der er omkring 30-40 spillere på hvert hold. Der er dog kun 11 på banen ad gangen. Vi var lidt i tvivl om reglerne i American Football men efterhånden som kampen skred frem ræsonnerede vi os frem til noget der kunne minde om regler. Der var nemlig god tid til at diskutere undervejs, for spillet stod jo nærmest stille det meste af tiden. |
Hele seancen tog tre timer, men effektivt spillede de kun i 4 quarters lig en time. Resten af tiden blev fyldt ud med reklamer, hoppende cheer leaders og skovhuggere som fældede træer inde midt på banen. Det var totalunderholdning og vi kedede os bestemt ikke et minut. Jeg tror nu alligevel jeg foretrækker at være tilskuer til alm. fodbold selv en AGF kamp ville sportsligt være mere underholdende. Det er Henrik ikke helt enig i.
Søndag tog vi med konferencen på River Boat Brunch Cruise på Mississippi River. Floden strømmer lige igennem Minneapolis, og der er et voldsomt fald inden for få hundrede meter. Derfor skulle vi igennem to dybe sluser, da vi sejlede ned ad floden. Ombord på båden var der en banjospillende dame, som senere viste sig at være kaptajnens kone. Hun gik storsmilende rundt og spillede “Åh Susanne” og andet i den dur. Der var en hyggelig stemning om bord men ellers gik det mest ud på at spise – det var jo en brunch. Vi fik et væld af kager om formiddagen, og til middag var der varm mad:kartoffelmos med kylling og grøntsager.
Mandag var vi inde at se Minneapolis downtown. Vi tog en tur med en sporløs cityguidesporvogn. Det var en bus forklædt som sporvogn med en chauffør som talte uafbrudt. Han fortalte om bygningerne til højre, venstre, forude og bagude. Han kunne det hele uden af og slyngede årstal ud i et væk. Det er skægt at deres historie herovre kun går tilbage til midten af 1800-tallet. Byens ældste hus er f.eks. fra 1857 etc.
Lige nu er det onsdag. Jeg sidder på en bænk i skyggen mellem hotellet og uni. Vi har lige spist frokost og Henrik var bange for at det søde lille egern som kom forbi ville spise hans pizza slice. Det er vores sidste dag i Minneapolis. I morgen går turen videre til Hawaii.
New York
1. august, torsdag
Vores første destination var New York. Uret skulle stilles seks timer tilbage, så vi ankom omkring middagstid og regnede med at have resten af dagen foran os. Desværre ventede vi forgæves på vores bagage i ankomsthallen, og da vi bagefter skulle efterlyse bagagen hos North West Airlines var der en gigantisk kø; ja man skulle næsten tro at alle vores medpassagerer også havde mistet deres bagage. Da det endelig blev vores tur, tog damen bag skranken sig god tid og gav min flybillet til en tilfældig amerikaner som maste sig foran i køen. Jeg opdagede heldigvis fadæsen og skreg: “That’s my ticket!” til stor morskab for Henrik. Lykkeligvis fik jeg derved min flybillet tilbage.
Bussen fra John F. Kennedy Airport og ind mod Manhattan dukkede aldrig op, så Henrik fik sin vilje og vi tog en taxi. Vi blev kørt til vores hotel Morningside Inn på 107th Street West. Som immigranterne fra starten af 1900 tallet, ankom vi til New York med det tøj vi havde på som vores eneste ejendele. Vi bagav os derfor straks ud på eventyr. Henrik havde lånt en guidebog om NY af Peter, og den indeholdt et komplet fire dages program over hvad man skulle se i byen. Inspireret af bogen lagde vi ud med at se NY fra vandsiden. Med speedbåden “Beast” og Big Daddy som guide suste vi ned af Hudson River med Manhattans skyline foran os. Det var en flot tur, og dejligt med lidt vand og vind, for temperaturen lå på omkring 37 grader. Da vi atter satte foden på land var klokken 19 og vi var ret smadrede efter flyturen, så vi tog en bus hjem til hotellet for at sove.
2. august, fredag
En stor fordel ved at flyve “vest over” rundt om jorden er at jetlagget gør en morgenfrisk, så vi vågnede omkring halv seks. Vores bagage var endnu ikke dukket op, så kl. 7 indvaderede vi et supermarked rundt om hjørnet og købte tandbørster og undertøj. Vi fik undersøgt kvarteret omkring hotellet grundigt denne morgen og fandt ud af, at vi boede lige ud til Broadway. Det skal siges at Broadway er ret lang, vist en af verdens længste gader, så vi boede ikke i den fine ende af Broadway, men der var alligevel masser af butikker og alskens spisesteder. Vi fandt ud af at metrostationen ved 110.th Street lå tættest på vores hotel, og det blev vores udgangspunkt hver morgen, for med et fun pass til $4 i hånden kunne vi køre i bus/metro hele dagen. Første mål var toppen af Empire State Building. Vi var der allerede lidt over 9 og undgik kø og kunne spadsere lige ind i elevatoren som skulle bringe os til 80’ne etage. Der var en kanonflot udsigt fra toppen, selvom der var lidt diset i horisonten.
Man kunne se Chrysler Building’en lige ved siden af, og de kæmpe høje skyskrabere på Lower Manhattan. Man kunne ikke helt fatte at man stod på toppen af et hus, for der var så langt ned til jorden at alle biler og huse omkring blot lignede små legomodeller. Frihedsgudinden gemte sig lidt i disen syd for Manhattan, men man kunne godt ane hende.
Efter Empire State Building fortsatte vi ud på 5th Avenue. Der var mange fine og fashionable butikker – endda en hel Gucci butik, måske det er noget for Pia Juul? 😉 En sidegade bestod udelukkende af juvelhandlere og vrimlede med jødiske mænd klædt i traditionel sort hat, krøllede fletninger og sort frakke. I det hele taget er NY en stor cocktail af alle mulige slags folk. Vi så en masse butikker men købte ikke rigtig noget. I det hele taget var jeg vist ikke så god til at shoppe i byen, så jeg bliver nok nødt til at vende tilbage en anden gang. Øvrige indtryk fra 5th Avenue: Saint Patricks Cathedral (en kæmpe stor flot kirke) og en Nike butik i fire etager som John og Erik selvfølgelig havde anbefalet…
3. august, lørdag
Igen vågnede vi tidligt og tog metroen til Wall Street, hvor vi var halv ni. Til stor forundring for os var Wall Street en nærmest mennesketom gade, indtil det gik op for os at det var lørdag. Alligevel kunne de flotte bygninger næsten kompensere for de manglende business mænd. Vi gik op mod Trinity Church og fortsatte videre til Battery Park, hvor færgen til Frihedsgudinden sejler fra.
Vi skulle gennem et grundigt sikkerhedstjek for at få lov til at entre færgen. Selv mit armbåndsur skulle tages af og igennem en X-ray scanner. Til gengæld slap mit bestiksæt som jeg fik af mor og far igennem uden det mindste kny. Jeg var lidt bange for at de ville konfiskere det, for på skilte stod der at alle skarpe ting var forbudt. Færgen sejlede ud Liberty Island, hvor Frihedsgudinden stolt står og byder sejlende velkommen til NY. Desværre har de af frygt for terror valgt at lukke selve statuen for besøgende, så vi kunne ikke komme inden for og op i kronen, som jeg ellers havde set frem til. Vi måtte nøjes med at spankulere rundt for foden af statuen. Hun var nu meget fin alligevel, den store gudinde.
Med færgen sejler man videre til Ellis Island, som er øen hvor immigranterne satte deres første fod i Guds eget land Amerika. Der er indrettet et stort museum på øen, som har samlet mange af immigranternes ejendele eller har fået dem foræret af efterkommere. Vi fandt mange danske ting (f.eks. pas og andre papirer, tøj) og det var skægt at læse brudstykker af personernes historie. Vi så også en film på museet om hvordan immigrationsprocessen foregik.
Tilbage på Manhattan gik vi hen mod Ground Zero. Det vrimlede med mennesker der lige som os lige skulle se det, der egentlig bare lignede en stor byggeplads. Det var et stort hul med nogle kraner og gravemaskiner hist og pist. Overalt kunne man købe bøger eller billeder af World Trade Center/Twin Towers. Billederne viste at tårnene var cirka dobbelt så høje som de omkring liggende bygninger. Jeg synes stadig det er ufatteligt, hvordan man jævnede de to tårne med jorden.
Om eftermiddagen hang vi ud i China Town og Little India. Vi tog metroen videre til Times Square, og det var nok indbegrebet af min forestilling af New York. Neon og lysreklamer overalt, masser af mennesker og en legetøjsbutik (Toys ‘R’S) i flere etager. De havde både Empire State Building og Frihedsgudinden i Lego. Desuden havde de en hel zoologisk have med tøjdyr. Kæmpestore tigere, bjørne og chimpanser.
4. august, søndag
Søndag prøvede vi på at sove længe, men vi var alligevel allerede nede på gaden lidt over 9. Vi satte kursen mod Central Park, som går helt fra 110th street og ned til 60th Street. Det var helt underligt at gå rundt i noget der lignede natur, når man samtidig vidste at man befandt sig midt i New York. Vi havde madpakke med bestående af sandwich med philadelphia lakseost og skinkepålæg. Til gengæld måtte vi betale $2 for en lille flaske med vand. Der var stadig omkring 37 grader, så madpakken blev fortæret i skyggen. Midt i parken fandt vi en lille sø, hvor man kunne sejle med modelbåd med sejl. Vi lejede en båd for en time og det var mægtig skægt at styre den. Henrik sejlede hele tiden båden langt væk, og kunne ikke finde ud af at justere sejlet, så båden kunne komme tilbage igen. Så det var min opgave at forsøge at styre båden tilbage på ret kurs.
Efter Central Park tog vi sydpå til Greenwich Village og Soho. Henrik fandt en CD-shop og mener selv han gjorde et scoop, da han købte billige cd’ere med Bruce Hornsby og Lyle Mays. Det nagede mig lidt at jeg ikke havde købt noget som helst endnu andet end mad. Vi så nogle fine designbutikker og et enkelt galleri i Soho. Jeg købte to NY T-shirts af en gadehandler. Endelig fik jeg brugt lidt penge! Henrik købte også en taske til at opbevare CD’ere i. Der kunne være 48 i den, men så snart han kom tilbage til hotellet havde han fyldt den med alle de spilcd’ere han har medbragt hjemmefra. Det er nu meget rart at have computer synes vi vist begge to ;).
Vores jetlag var efterhånden ved at gå over, men samtidig var det også vores sidste dag i NY. Søndag aften pakkede vi alle vores ting ned, for mandag morgen kl 8 skulle vi flyve videre til Minneapolis.