Rundtur på Nordøen i påsken
I februar koncentrerede vi os om at se Sydøen, så udover vores små weekendture er det først nu, vi for alvor har tid til at se lidt af Nordøen. Der er ikke noget som hedder Skærtorsdag i NZ, så den dag var jeg på arbejde, og planen var at vi skulle køre fra Auckland Langfredag. Vi kom først afsted dagen efter, for både Henrik og jeg har haft lidt feber og ondt i halsen i løbet af ugen. Lørdag formiddag var vi ovenpå igen, så vi pakkede Mitzy’en, og så kørte vi elleres sydøst på til Coromandel. Det er en lille halvø 2 timers kørsel fra Auckland, og regnvejret i Auckland blev afløst af solskin da vi kom frem. Her besøgte vi Hot Water Beach som er en strand, hvor varme kilder pibler op af sandet helt nede i strandkanten. Det seje er, at man kan grave sig et privat spabad i sandet med varmt vand og af og til få et køligt brus fra bølgerne. Vi lejede en skovl, for det er alt for varmt at grave i sandet med fingrene. Selv ens fødder kan ikke holde til at stå i sandet der hvor vandet pibler op. Desværre var vi ikke de eneste der havde fået den idé at besøge Hot Water Beach i påsken. Der var et værre mylder af folk, og da vi kom ned på stranden, sad og stod folk nærmest oveni hinanden. Vi gravede lidt hist og pist, men kunne ikke finde nogle varme kilder, så til sidst gjorde vi ligesom alle de andre og invaderede en pool som allerede var gravet og halvt fyldt med folk. Vi blev der ikke så længe, for det var ikke helt så afslappende som vi havde forestillet os. Jeg fik dog et dejligt gys i det rigtige hav, hvor der var en del mere vand og bevægelsesfrihed. Samtidig fik jeg indviet min nye badedragt, som mor og far har sponsoreret som fødselsdagsgave. Vi fulgte kysten nordpå og gik en tur langs vandet ved Cathedral Cove. Ad en scenic bjergvej gik turen derefter først op og så ned til Coromandel Town. Uvejret fra Auckland havde i mellemtiden indhentet os, så nu begyndte det atter at regne. Vi købte ind til aftensmad og indledte jagten på et sted at overnatte. Desværre var der No Vacancy overalt med undtagelse af et dyrt backpackersted. Selvom vi var trætte og sultne, kørte vi alligevel sydpå i håb om at det var lettere at finde et sted at sove der. Det viste sig sidenhen at være den helt rigtige beslutning. Det fortsatte nemlig med at regne og regne og regne, og vi fandt en meget billig og afsidesliggende hytte 30 km syd for Coromandel. Det regnede hele natten, og indeklimaet i vores hytte blev noget fugtigt, så Henriks halsbetændelse genudbrød. Ovenikøbet vågnede jeg kl. 4 om natten med en totalt opsvulmet sensuel overlæbe. Jeg lignede en med siliconefyld, og det har taget to dage for læben at falde ned igen, men det er vist bare en bums som er årsag til postyret… Næste morgen regnede det stadig, og vi kastede nogle imponerede blikke efter floden, der brusede afsted tæt ved hytten. Vandstanden var noget højere end normalt, og den strømmede vildt afsted med brunt mudret vand. På vejen videre sydpå langst kysten var der hele tiden små bække og floder af vand som fossede ned fra bakkerne og løb under vejen og ud i havet. Derfor var havet helt brunt af alt det muddervand som floderne skyllede ud. Flere steder var der også floder opstået fra regnskyllet som skyllede mudder hen over vejen. I Thames, som ligger allersydligst på Coromandelhalvøen, besøgte vi turistkontoret, og her fortalte de at alle vejene oppe omkring Coromandel Town var lukkede pga uvejret. Godt vi ikke overnattede og dermed strandede der! Siden har vi set i nyhederne at regnvejret ikke kun lukkede vejene i Coromandel. Floden deroppe gik over sine bredder, og de massive vandmasser rev biler og alting med sig. Mange huse blev også oversvømmet. Vi slap heldigvis derfra i tide, og søgte ly i Matamata.
Mandag den 21. april (2. påskedag – en ret vigtig helligdag hvor jeg blev født)
I dag vågnede vi i Rotorua til den liflige dunst af rådne æg. Sådan lugter der bare her i byen, for overalt i undergruden er der områder med svovldampe fra termisk aktivitet. Vi besøgte Hell’s Gate (Porten til Helvede!) i formiddags, og det sydede og boblede overalt. Det var ligesom at gå rundt i et månelandskab i brand. Overalt omkring os stod der røg op fra huller i jorden. Der var små og store søer med kogende vand som boblede og spruttede. Det allerbedste var Djævlens gryde som var et stor sort hul med boblende mudder. Jeg skal love for man kan mærke hvor levende jorden egentlig er, når man bevæger sig rundt i sådan et område. Noget af alt det gratis varme vand har man selvfølgelig fundet på at udnytte til kurbade, så vi fik et herligt mudderbad med efterfølgende 40 grader spa. Herligt!
Over middag så vi en landsby som a la Pompeii blev begravet i aske af et vulkanudbrud i 1886. Det er jo ikke så længe siden, så man har mange gode beretninger om katastrofen, der kunne høres helt i Blenheim på Sydøen, og føles via jordskælv i hele NZ. Der omkom omkring 150 mennesker og hele området blev dækket af et tykt lag af aske og mudder. En af de ting som blev begravet påståes at have været verdens 8. vidunder. Det var nogle hvide og pink terasser med termiske bade som den gang var Rotoruas foretrukne turistmål, men nu findes de altså ikke længere. Til aften har vi spist lasagne med lidt grøn salat. På trods af det er en helligdag er alle butikker åbne, så vi handlede ind i supermarkedet Pack’n Save på vej hjem til Lake Lodge. Hernede har butiksansatte vist aldrig fri.
Tirsdag den 22. april
Jeg sidder og slapper af på vores værelse på Lake Lodge i Rotorua efter en spændende dag med termiske indslag. Først besøgte vi Whakarewarewa (populært kaldet Whaka) som er en maori landsby midt i Rotorua, der er bygget i et område med masser af termisk aktivitet. Vi fik en guidet tur rundt i byen af en frisk maori fyr, som lagde ud med at fortælle at indbyggerne i byen ingen udgifter har til varme, da de kan få energi fra de naturlige kilder. Bare ved at lægge sin hånd på jorden kunne man mærke varmen der strømmede op. Maorierne har også fundet på at udnytte varmen til madlavning (Hangi). Fra en stor naturlig brønd med frisk kogende vand kunne man få majskolber, og der var også store trækasser over huller i jorden, hvor de damper grøntsager og kød. Til frokost delte vi en platte med kartofler, majs, græskar, kylling og oksekød som altsammen var tilberedt på den facon, og det smagte dejligt. Hele formiddagen småregnede det, og varmen fra undergrunden fik vandet i luften til at fordampe, så landsbyen var nærmest indhyllet i damp. Fra et udsigtspunkt kunne vi gennem disen ane Pohutu geyseren, der konstant står og sprøjter vand op i luften. Den guidede tur sluttede af med en indendørskoncert, hvor 10 maorier sang og dansede. Det var et rigtig godt show fyldt med livsglæde og smil. Man følte ikke dårlig samvittighed som man nogen gange kunne komme til, når aboriginerne i Australien skulle underholde. Måske er det som jeg før har pointeret, fordi maorierne hernede er bedre integreret i samfundet. De brugte guitarer og sang til slut “Åh Boogie, Woogie” på maorisk. Bagefter kunne vi på egen hånd udforske resten af landsbyen. Duften af svovldampe har vi stadig ikke vænnet os til, og den stod op fra huller og sprækker overalt. Vi så et par huller med boblende mudder som var endnu større end det igår. Der var adskillige søer i området bag byen og hver sø havde sin farve. Der var en blå, en grøn og en der var helt sort. Den grønne havde et helt mytisk skær over sig, fordi vanddampen drev hen over den. I en af landsbyens små kunstbutikker købte vi en Teko Teko. Det er en mand snittet i kauritræ som man skal placere ved indgangen til sit hus. Så holder den de onde ånder væk. Indtil videre tror jeg nu bare den kommer til stå ovenpå fjernsynet i Auckland ved siden af surfermanden fra Hawaii.
Senere på eftermiddagen klarede det op og solen brød frem. Vi fik et polynesisk bad på Rotoruas mest berømte kursted. Der var små udendørs bassiner med vand fra 34 grader til 44 grader og en stor swimmingpool med 38 grader varmt vand. Man kan slet ikke holde til at svømme i vandet, når det er så varmt, så folk bader kun og ligger tilbagelænet og nyder varmen. Vi startede med de kølige bassiner og tog det på 44 grader til allersidst. Min krop kan ikke helt holde til så varmt vand. Jeg får kuldegysninger i kroppen og pulsen ryger i vejret, men Henrik fik vist omsider svedt sin sygdom ud af kroppen. Her til aften foreslog Henrik pludselig at vi skulle gå en tur ned til Rotoruasøen som ligger lige på den anden side af vejen. Jeg var lidt mistænksom over hvorfor han ville ud at gå, når han ikke gad med der ned igår, da jeg foreslog det. Til sidst gik jeg med, og så viste det sig at turen til søen blot var en afstikker på vej mod det virkelige mål som var Rotoruas isbutik! Det var nu en god is. 😉
Onsdag den 23. april
Vi tog afsked med Lake Lodge og kørte sydpå til Waipoua, hvor vi skulle være 10.15 for at se Lady Knox Geyseren in action. Det lyder helt utroligt, at man kan forudsige hvornår en geyser springer, og der er selvfølgelig også snyd med i spillet. Til ære for turisterne er der indrettet et helt amfieteater rundt om geyseren, og vi sad spændte på vores pladser og ventede allerede før kl. 10. Så kom der en park ranger med en stor brun papirspose med sæbepulver. Det hældte han ned i geyseren, og så forklarede han i mikrofon at sæben nedsætter vandets overflade spænding, og vupti, så springer geyseren. Den skød en stor stråle varmt vand 4-5 meter op i luften, og den kan fortsætte i en hel time. Det var nogle fanger i et fængsel som engang lå lige ved siden af geyseren, der opdagede at man kan styre geyseren med sæbe. De plejede at bruge det varme vand til at vaske sig i, og så smuttede sæben tilfældigvis ned i geyseren. Uden sæbe vil geyseren selvfølgelig også springe, men så kan dens periode variere fra 24-48 timer. På trods af den menneskelige indblanding var det en meget sej geyser, og man kunne komme ret tæt på uden at blive våd.
Geyseren ligger i et stort område med termisk aktivitet, så resten af formiddagen gik med at udforske det. Den sædvanlige lugt af svovldampe hang i luften, og jeg er kommet i tanke om at den duft, minder mig helt vildt om kemi 11 laboratorieøvelser (første kemifag på uni). Ligesom i Hell’s Gate er mange af seværdighederne opkaldt efter et sted, hvor der er ret varmt. Der var en hel samling af huller med boblende mudder som meget passende hed Djævlens blækhuller. Så var der en stor aflang stærkt gul svovlsø som selvfølgelig var Djævlens Badekar. Det flotteste var Kunstnerens Palette som er en stor svovlsø med meget lavt vand. Derfor er der plamager med aflejrede krystaller i alle mulige farver rundt omkring i søen. For enden af søen ligger Champagne Pools – en boblende og dampende sø helt dækket af et hvidt røgslør. Det var fantastisk flot! Vandet fra Kunstnerens Palette løber lige så langsomt ned ad en skråning som med tiden vil blive til niveauinddelt i terasser – det tager nok bare en 700-800 år, så det måtte vi drømme os til.
Godt mættede af termiske indtryk forlod vi Rotoruaområdet og kørte til Taupo. Her så vi Huka Falls, som er det vildeste vandfald jeg nogensinde har set. Hvis man overhovedet kan kalde det et vandfald? Faldet ligger for enden af en lang smal naturlig dannet kanal omkring 10 meter bred og med høje klippesider. Kanalen som er 7-8 meter dyb har små fald og presser vandet i Wakato River sammen og pisker det helt hvidt. Til sidst tordner vandet ud som en gigatisk vandstråle for enden af kanalen i form af Huka Falls, men små 100 meter længere nede er Waikato River en stille og rolig flod. Man stod helt fortryllet og stirrede på den store mængde vand der bruste lige neden for en. Jeg turde næsten ikke gå over broen over kanalen, for vandet buldrede så meget, at jeg troede det var broen som rystede.
Torsdag den 24. april
I fjernsynet har vi lige set at man i Kina har fyret sundhedsministeren og borgmesteren i Beijing som en konsekvens af, at kineserne ikke har været ærlige med hvor mange SARS tilfælde der er i landet. Nogen skulle åbenbart have skylden… Vores pas med visum til Kina kom ellers tilbage fra Den Kinesiske Ambassade i Wellington i sidste uge, men nu får vi se om vi får brug for vores visum. Lige nu ser situationen ihvertfald ikke så sjov ud. Vi har en nødplan i baghånden som hedder at sejle fra Japan til Vladivostok og tage den rigtige Transsibiriske Jernbane til Moskva derfra. Heldigvis er SARS endnu ikke kommet til Japan. I Irak er der ikke længere krig ifølge CNN – nu hedder det “After Saddam”.
I dag ligger vi brak i udkanten af Tongariro National Park som er NZ’s ældste nat. park og fyldt med vulkaner. Årsagen til dette er at vi allerede har været ude i dag. Faktisk var vi allerede oppe kl. 5.20, fordi vi gjorde os klar til en 8 timers vandretur i vulkanparken startende ved solopgang. Desværre kunne motellets chauffør Tom fortælle os at vejrudsigten for i dag var meget dårlig. De lovede en strid kuling med sne, regn og temperaturer omkring frysepunktet, og derfor kom vi aldrig afsted. Så kl. 7 i morges sad vi superfriske i vores hytte og skelede olmt til vores tårnhøje madpakke. Vandreturen har vi udsat til i morgen, men madpakken kørte vi hen til en sø og spiste. Derefter kørte vi ind til Turangi og investerede i varme sokker, huer og vanter, så vi er godt klædt på i morgen. Kun min hue er lavet i NZ af uld og possum – Henrik synes det er et alt for dyrt materiale. På vejen fik vi også af og til et glimt gennem skyerne af den store vulkan Ruahepo som var i udbrud i 1995. Vi var helt henne ved foden af bjerget som allerede nu har lidt sne på sig. Om små 2 måneder starter skisæsonen, og så vil det myldre med folk på bjergskråningerne. Lige nu er kl. 15, og vi er gået kolde efter at have været oppe siden halv seks.
Den kegleformede top er Mt Ngauruhoe og helt bagved til venstre kan man ane Mt. Ruapehu.
Fredag den 25. april Anzac Day (mindedag for ofre i 1. Verdenskrig i Aus og NZ)
For anden dag i træk ringede vækkeuret lidt over 5, og vi stod op og klædte os godt på til en vandretur i temperaturer omkring frysepunktet. Vores madpakke måtte vi tage med os som et samlesæt i form at toastbrød, ost og pålæg, for køleskabet havde i nattens løbet frosset det hele. Udenfor var det stjerneklart og Sydkorset stod lige over hovedet på os. Vi var de eneste som ville så tidligt afsted – dagen før havde vi ellers været 8 der måtte gå slukørede tilbage til vores hytter, da Tom fortalte om uvejret på bjerget. Ligesom i går gennemgik han vejrudsigten for os og spurge, om vi var klædt på til kulde og blæst. Det mente vi nok vi var, så han kørte os til Tongariro Crossing’s startpunkt. Lidt over seks blev vi sat af ved Mangatepopo hytten, og så havde vi ellers 8 timers vandring foran os. Vi startede i 1100 meters højde, og den første times tid gik vi ind i bunden af en øde dal fyldt med lavasten og mos. Bag os var himmelen lyserød og over os blå, men der gik lang tid før vi fik solen at se, for den var omme på den anden side af bjergkammen foran os. Vi var pakket ind fra top til tå i varmt tøj og med hue og vanter på, for det er ret koldt inde midt i NZ på denne tid af året, og især når man skal op i højden. Så kom den første opstigning, som var næsten lodret. Vi stoppede jævnligt for at puste ud og kunne samtidig nyde udsigten bag os ud over dalen. Flere gange troede vi, at vi kunne se toppen af kammen, men først tredje gang viste det sig at vi var nået til tops, af det man kan kalde første etape. Samtidig blev vi omsider også ramt af solens stråler. På vores højre hånd tårnede Mount Ngauruhoe sig op, og foran os kunne vi kigge hen over en flad slette (South Crater), der mest at alt lignede et stort månekrater. Vi gik tværs over sletten og spiste blåostemadder på nordkanten af krateret. Indtil da havde vi været de eneste mennesker på stien, men mens vi spiste vores ost, kunne vi se at der var nogle som fulgte i vores spor og var på vej tværs over krateret. Den næste opstigning var knap så stejl som den første – til gengæld var der en kraftig vind på grænsen til stormstød at kæmpe imod. Vi snørede regnhætten godt ned over hovedet for at ly for vinden, og så kravlede vi ellers opad. Ad en ret smal kam bevægede vi os op mod toppen af Red Crater. Midtvejs kunne vi begynde at kigge ned i krateret som er domineret af rustrøde farver. Vi fandt kameraet frem og ville tage et par billeder, men typisk nok begyndte kameraet at hyle og bippe og bad om nye batterier. Totalt forblæste lagde vi os ned på lavastenene og fumlede med batterierne med vanter på. Det var bare så hundekoldt! Vi fik vores billeder og kravlede videre mod toppen (1886 meter over havet). Næsten helt oppe var vindstødene så hårde, at vi lagde os ned på alle fire og kravlede fremad. Så havde vi også mulighed for at nyde udsigten lidt, for i oprejst position ville man blive blæst omkuld. Der er masser af termisk aktivitet i jorden (det er jo et vulkanområde), så vi blev ret begejstrede da vi opdagede at jorden var varm. Det lunede godt at ligge lidt helt flad oppe på toppen, imens vinden hylede om ørerne af en, men desværre var jorden også lidt fugtig, så vi kunne ikke blive der alt for længe. Fra toppen kunne vi se ned på Emerald Lakes som er tre flotte turkisgrønne søer. Vi kunne se stien flugte sig mellem søerne og videre tværs over Central Crater forbi Blue Lake. Alt imens vi lå der, og vinden føg om ørerne på os, blev vi indhentet af den første af vores forfølgere. Det var et værre fjols fra Sydeuropa som var kommet afsted i tynde bomuldsbukser og uden hue og vanter. Jeg kunne slet ikke klare tanken om hvor koldt det måtte være for ham, men jeg syntes selv jeg havde brug for alt det tøj jeg havde på, så han fik ikke lov at låne noget af mig. Ret hurtigt begav han sig videre – han tænkte vist kun på at komme ned igen. Vi kom også på benene igen og startede på nedstigningen fra toppen af Red Crater. Stien var meget ustabil med løs jord og sten, så man gled bare nedad og fik jord og sten i skoene. Da vi kom ned i nogenlunde læ, stoppede vi for at fotografere søerne, men så var freden også forbi. Jeg satte mig på en sten og her kunne jeg så sidde det næste stykke tid og fotografere folk, for hver gang jeg gjorde mine til at gå videre nedad, kom der en ny turist oppefra og gav mig sit kamera og bad mig om at fotografere ham. Adskillige steder rundt omkring Emerald søerne var der røgskyer med svovllugt, så vi var noget spændte på om vandet i søerne var varmt. Det var det ikke – det var hundekoldt, og vi har siden læst at søerne om vinteren fryser til is. Efterhånden var klokken blevet 11, så vi krøb i ly bag en stor sten ved bredden af en af søerne og spiste halvfrossen roastbeef til frokost. Det var lidt hårdt at komme på benene igen, for vinden havde alligevel formået at ramme os af og til, så vores fingre og lår var noget afkølede. Måske var det også fordi vi havde siddet direkte på jorden. Vi sagde farvel til søerne og gik tværs over Central Crater som var en del mere stenet end South Crater. Mange steder var der iskrystaller på jorden, som havde dannet nogle sjove mønstre med lange stænger, der stod lige i vejret ligesom græs. Bag os blev Red Crater mindre og mindre, og pludselig dukkede Mt. Ngauruhoe op bag ved. Minsanten om ikke den snedækkede top af Mt. Ruapehu, som er det højeste bjerg i området (næsten 3 km), også kom til syne lidt til venstre for Mt. Ngauruhoe. Efter at have passeret Central Crater kom der en lille stigning op mod Blue Lake, men så var det også slut med at gå opad. Nu manglede vi “bare” nedstigningen. Man skulle ikke bevæge sig mange meter nedad, før man var i fuldstændig læ. Det var en strid sydvestenvind der havde nedkølet os hele formiddagen, og nu bevægede vi os ned ad en nordskrænt. På den sydlige halvkugle er det nordskrænter, der er badet i sol om eftermiddagen, så vi lynede jakkerne op og endte med at putte alt det varme tøj i rygsækken. Der var en helt fantastisk udsigt ud over dalen. Søen, hvor vi spiste vores madpakke igår, lå lige nede for foden af os og bag den dominerede NZ’ største sø Lake Taupo billedet. Vi kunne se næsten 100 km væk. Det gik nedad og nedad og nedad mod Ketatahi hytten, som vi kunne se ligeså tydeligt, men det tog to timer at komme derned. Hytten ligger i 1400 meters højde, og man kan ikke lade være med at tænke, at nu er man næsten nede når man kommer til hytten. Tom havde advaret os mod at tænke sådan, men vi gjorde det alligevel, for vi kunne jo se helt ned til parkeringspladsen hvor han ville komme og hente os. Alligevel tog det yderligere to timer at komme helt der ned til 750 meters højde. Det sidste stykke gik vi gennem en skov med en lille flod og jeg skal love for vores ben protesterede en anelse, når der af og til kom små stigninger. Vi kom igennem og ih hvor var det godt nok en superflot vandretur. Forresten kalder man den NZ’s flotteste en-dags vandretur.
Lørdag den 26. april
Vi sidder totalt smadrede i vores sofa i Auckland og kan næsten ikke holde øjnene åbne, for det er dagen derpå efter vores vandretur i Tongariro Nat. Park. Vi overnattede nede ved parken, og så kørte vi hjem i dag. På vej hjem så vi Waitomo Caves som er et enormt stort limstenshulesystem ligesom de huler vi så et par stykker af i Australien, men Waitomo har noget helt specielt: Glow worms – og det var dem vi skulle hen og se. Vi blev ført gennem drypstenshulen og kom helt ned i bunden, hvor der var en stor flod. Her blev vi placeret i en båd og så sejlede vi ligeså stille hen ad floden. Det var helt mørkt, men man kunne ane små lyspletter i loftet af hulen. I takt med båden drev fremad kom der flere og flere lysende prikker i loftet, og til sidst var det som en hel tredimensionel stjernehimmel der strålede ned til en. Ih, hvor var det flot. Guiden havde også formået at få selv de japanske turister til at holde mund, så der var helt stille og man kunne kun høre floden skvulpe mod båden. Derfor har vi heller ingen billeder, men hvis nogen er nysgerrige kan de kigge på http://www.new-zealand.com/WaitomoCaves/. Inde i selve hulen så vi et stykke loft med glow worms fra siden af ved at kigge skråt ind i en lavere liggende hule. En lampe kastede lys på loftet, og det overdøvede lyset fra ormene. Til gengæld kunne man se de tusindvis af tråde der hang ned fra loftet. Lidt a la en edderkop laver en glow worm klistrede tråde som hænger ned fra loftet for at indfange insekter. Helt op til 40 tråde pr. glow worm. Ved at udsende lys bliver insekter tiltrukket af glow worms, og en flue kan mætte en glow worm i fire dage. Efter 9 måneder i sus og dus som en strålende glow worm bliver ormen til en flue, og så får den tralvt med at parre sig. Fluen har ingen mund, så den skal nå at formere sig i løbet af kun 4 dage, så dør den af sult. Lidt tragisk et så flot dyr har så grum en skæbne.