New Zealand februar 2003

Auckland – første indtryk

Efter en total flot flyvetur fra Cairns til New Zealand landede vi i Auckland om aftenen den 31. januar. Vi var noget tidsforvirrede af flere årsager. For det første tog flyveturen næsten seks timer og ikke kun tre som fra Sydney. Desuden fløj vi øst på og ikke vest på, som vi har gjort alle de andre gange vi har fløjet. Derfor blev vi noget forbavsede, da vi troede vi vågnede tidligt næste morgen og fandt ud af at klokken var 12 middag. I modsætning til Sydney havde vi ikke booket nogen lejlighed i forvejen, så vi startede ud hos Central City Backpackers i Lorne Street. Som en slags forsøg på at få et overblik over byen tog vi straks en tur op i Sky Tower. Det er det højeste udsigtstårn på den sydlige halvkugle. Det er i det hele taget et meget udbredt reklameslogan her og i Australien at sige størst/højest “… in the southern hemisphere”, men det kan de jo også sagtens, når de på den vis “kun” skal konkurrere med en lille del af Afrika og Sydamerika. Der var en vældig fin udsigt oppe fra tårnet. Auckland har tilhavnet “City of Sails”, og man kunne tydeligt se hvorfor, når man kastede et blik ud over vandet. Der var fyldt med sejlbåde i alle størrelser. Lige for tiden ligger byen også vand til Americas Cup, så der er virkelig gang i den. Vi kunne se Henriks kommede arbejdsplads Auckland University som lå gemt bag en stor park. Ellers var det mest iøjnefaldende landskabet som omgiver Auckland. Byen er bygget ovenpå mere end 70 udslukte vulkaner, så der er fyldt med bakker inde midt i byen og så langt øjet rækker. Man kan også tydeligt mærke bakkerne, når man bevæger sig rundt til fods.

Mitzy

Vores første mål var at skaffe en bil hurtigst muligt, for at kunne nå en hurtig afsikker til sydøen inden semstret går i gang for Henrik. Vi skimmede opslagstavlerne på et par backpackersteder inde i centrum, men der var ikke nogen bil-tilbud som lød specielt gode. Hovedparten var også vans (varevogne), og så stor en bil havde vi ikke lyst til. Istedet stod vi tidligt op søndag morgen for at komme på bilmarked i Manukau. Det er en forstad til Auckland som ligger 20 km syd for centrum. På trods af at Auckland er en million by i et civiliseret land by, virker det som om offentlig transport begrænser sig til busser, der kører efter deres helt egen plan. Den bus vi fik anvist af en søgemaskine på busselskabets hjemmesiden, fandtes ihvertfald ikke. Så vi delte en taxi til Manukau med tre søskende, der havde festet hele natten i byen. Bilmarkedet foregik på en stor parkeringsplads ved Manukau Shoppingcenter. Her betaler private personer $15 for at sætte deres bil til salg, og bilerne står så inddelt efter prisklassen. Vi stilede efter en lidt billigere bil end i Australien, for ikke at tabe for meget, når vi senere skal sælge bilen måske under tidspres. Efter lidt roden rundt faldt vi for en Mitsubishi Mirage fra 1989 til $3000. Bilen virkede meget tjekket med automatgear og elektriske ruder. Vi fik en lille prøvetur i den, og motoren sagde nærmest ingenting sammenlignet med Ford’en. Efter alle oplevelserne med Ford’en havde vi på forhånd fundet på en lang liste med spørgsmål som vi ville stille sælgeren. Blandt andet syntes jeg det kunne være vældig interessant at spørge, hvorfor han ville sælge bilen. Det viste sig hurtigt, at det klassiske svar var at ejeren skulle rejse “oversea”. Manden med Mitzy’en skulle sælge bilen for sin datter, som skulle rejse til England. Han sagde bilen var velholdt, fordi den havde haft en kvindelig ejer. Sådan så det også ud for os, men for ikke at købe katten i sækken, fik vi en uafhængig mekaniker til at tjekke den på stedet. Så da mekanikeren sagde god for den, slog vi til. Alt papirarbejdet med bilen skal ordnes på posthuset, så vi blev nødt til at vente til næste dag, før vi kunne få overdraget nøglerne. Det tog halvanden time at komme tilbage til centrum med bus, så næste morgen droppede vi bussen og tog en taxi til Manukau Posthus for at mødes med sælgeren. Undervejs brød taxien sammen. Det begyndte simpelthen bare at ose og ryge inde i bilen, så vi holdt ind til siden og blev hentet af en ny bil. I Manukau kunne vi betale bilen kontant efter at have vekslet vores AUS dollars og tømt Camillas Visa. Det var ingen sag at få ordnet ejerpapirerne på bilen på posthuset, så Henrik var nu den lykkelige ejer af Mitzy. Før vi skulle køre nogen steder i bilen, manglede vi bare lige at få en tredje parts forsikring og få Henrik meldt ind i AA. Sidstnævnte er NZ’s pendant til FDM, og vi regnede med de også kunne tilbyde en forsikring. Derfor gik vi på jagt efter AA’s Manukau afdeling. Den skulle ligge lige i nærheden, sagde alle dem vi spurgte om vej, men vi kunne simpelthen ikke finde det. Efter at have trasket frem og tilbage gik vi til sidst ind på biblioteket for at låne en telefonbog og finde AA’s adresse. Vi fik ikke nogen telefonbog, men fik til gengæld sat hele bibliotekspersonalet i sving. Først kunne disse velinformerede mennesker fortælle at AA for nylig havde flyttet adresse. Der var tre mænd og en kvinde, og de nærmest kappedes om hvem af dem, der kunne give os svaret på hvordan man fandt frem til AA. Da rangordenen blandt dem endelig afgjorde hvem af mændene der skulle forklare os vejen, kom kvinden lidt triumferende og afbrød ham, idet hun rakte os et splinternyt udprint af et kort over området. Alle bygninger var tegnet ind og minsandten om ikke AA også var på kortet. Med kortet i hånden var det ingen sag at finde AA, men den forsikring de kunne tilbyde var alt for dyr, så Henrik nøjedes med at købe et almindeligt medlemskab. På posthuset ordnede vi derefter forsikring via fax ved et forsikringsselskab som vores hostel havde anbefalet.Endelig var vi klar til selv at køre Mitzy’en, så med Henrik ved rattet kørte vi sydpå mod Hamilton. Det er godt nok en helt anderledes bil at køre i end Ford’en. Den virker langt nyere, selvom der kun er et år til forskel. Den har også kun kørt lidt over 200.000 km. Kun når man skal accelerere virker Mitzy’en lidt sløv. At køre rundt i bil i NZ er et kapitel for sig. Det første jeg lagde mærke til, da vi kom uden for byen var de blomstrende grøftekanter. Der er rigtig flot frodigt grønt og blomster i alle mulige farver. Ret hurtigt blev terrænet også bakket, og det var helt anderledes end det tørre og flade Australien. I Taupo som ligger midt på nordøen gjorde vi holdt for at tage et forfriskende bad i de varme kilder som strømmer op fra jordens indre. Der var indrettet almindelige swimming pools med vand fra kilderne. Det var nu ikke specielt forfriskende, for vandet var 38 grader varmt, så jeg synes man blev helt sløv af det. Henrik kunne nu godt lide det. Vi overnattede i et skur på en campingplads 50 km syd for Taupo. Tirsdag fortsatte vi til Wellington. Undervejs så vi et par bjerge med sne på. Wellington er NZ’s hovedstad og regeringen har til huse i en sjov bygning som har tilnavnet bikuben. Vi vandrede en tur op ad hovedgaden, inden det var tid for at køre ombord på færgen til sydøen. I færgekøen kom vi til at holde ud for et middelaldrende dansk ægtepar fra Skanderborg. Dem fik vi en vældig sludder med, inden vi blev læsset ombord. Bilerne blev virkelig pakket godt sammen på den færge, som forøvrigt er bygget på Aalborg Værft. Jeg havde set frem til sejlturen, da man sejler et langt stykke gennem Charlotte Sund og ind i bunden til Picton som skulle være vældig seværdigt. Desværre var vi ombord på en katamaranfærge, som sejlede sindsygt stærkt og som vippede en del. Jeg blev noget søsyg og ventede bare på at få sejlturen overstået. I sundet blev færgen heldigvis roligere, så jeg kunne nyde de første indtryk af sydøen. Der var høje grønne bjerge på begge sider af os, og der var lige plads til at færgen kunne være der.

Sydøen

Da vi kom i land i Picton ville vi bare finde et sted at sove, så vi kørte ad en scenic rute vestpå mod Havelock. Der skulle kun være omkring 30 km, men scenic betyder ud over flotte udsigter ofte også at vejen byder på mange skarpe 30 km/time sving. Vi kom da frem til Havelock, men det tog noget længere tid, end vi havde drømt om. Her fik vi det til dato mest primitive skur vi hidtil har boet i. Skuret blev dog hurtigt glemt, da vi gik ud for at spise byens specialitet som er grønne muslinger. Det er tommelfingerstore (min tommelfinger) muslinger, hvis skal er grøn. Først fik vi xxx til forret. Det er en tyk hvid muslingesuppe. Derefter delte vi til hovedret: muslinger kogt i blå ost og hvidvin / grillede muslinger med diverse ting og krydderier. Mums det smagte godt. Næste dag kørte vi videre vestpå til Nelson. Her investerede vi i et sæt regntøj til Henrik i håb om, at det ville garantere os godt vejr på sydøen. Det holdt vist kun for de næste par dage.Det er Henrik som er turplanlægger i NZ. Mest fordi jeg førte an i Australien i den forstand, at det altid var mig som sad med Lonely Planet og lagde planer. Hans planlægning har dog taget en noget drastisk drejning, efter at han har anskaffet en guidebog som viser vej til specielle film locations fra optagelsen af Ringenes Herre filmene. Henriks første indslag fra denne alternative guidebog var, at vi i Richmod besøgte bryggeriet som leverede øl til kroen i Bree (i den første film). Der blev brygget en speciel øl til filmen på kun 1,2% så skuespillerne kunne drikke den under optagelserne uden at blive fulde. Vi købte dog den almindelige udgave af øllen: Harrington Stout på 5%. En scenic rute førte os nordpå langs kanten af Abel Tasman Nat. Park. Det er den mest populære nat. park i NZ, fordi den er fyldt med flotte sandstrande og stier langs kysten. Ved Pupo Springs smagte vi vores nyindkøbte øl. Stout’en smagte ganske godt, men er nok lidt mørk og klistret i længden. Pupo kilderne strømmer op fra undergrunden med koldt vand i en stor sø, og man kan tydeligt se det bobler rundt omkring. Ved aftenstid kom vi til Takaka og for første gang stødte vi på et senere dagligt tilbagevendende problem: at finde et sted at sove. Der var simpelthen “NO Vacancy” skilte overalt i byen. Efter lang tids søgen fandt vi endelig et twin room et sted langt uden for byen.Onsdag tog vi en vandtaxi ned langs kysten af Abel Tasman Nat. Park. Vi blev sat af i midten af parken og gik så halvdelen af turen tilbage, før vi over middag igen blev samlet op af vandtaxien. Det er muligt at gå hele turen langs kysten i nat. parken, men det tager 3-4 dage, og man skal booke overnatning i parkens hytter flere måneder i forvejen. Det er lidt trist, at det er så populært at man ikke kan få plads, men det er selvfølgelig også godt at antallet af besøgende begrænses, så parken ikke bliver spoleret. De mange flotte strande i parken indbød til en dukkert, men hold da op hvor var det vand koldt, når man kom fra de 29 grader varmt vand i Cairns. Yderst forfriskende må man sige og under 20 grader. Om eftermiddagen kørte vi til Cape Farewell på toppen af sydøen. Der blæste en strid vind, og det var virkelig et barsk klippelandskab, man kunne studere der. Det var helt ufatteligt, at man kun 40 km væk havde badet i det samme vand, men hvor det var turkisblåt og roligt. Der var “NO vacancy” overalt, så vi blev nødt til at køre tilbage sydpå og endte med at sove det samme sted som sidste nat lige uden for Takaka.Evolutionen af NZ’s dyreliv er næsten ligeså interessant som Australiens, selvom det mest handler om fugle. Der er kun et indfødt pattedyr i NZ, og det er en lillebitte flagermus. Derfor har fuglene i NZ ingen naturlige fjender haft, så de har vokset sig enormt store. Nogle blev så store at de ikke længere kunne flyve. Der er nogle få af disse arter tilbage, men den mest kendte er moaen, som man mener uddøde for over 500 år siden. Hvis den havde været i live, ville den have været verdens største fugl, da den kunne blive 3 meter høj. Man har fundet utrolig mange moaskeletter, som er velbevarede fordi fuglene er faldet ned i limstenshuler og døde af deres kvæstelser. Torsdag så vi en hule med både drypsten og moaskeletter. Vi fik lov at løfte knogler fra en lille moa og kunne sagtens forstå, at fuglen umuligt har kunnet flyve med så tunge ben. En spændende ting ved hulen var, at vi at vi ikke kom ud igen af den dør, vi kom ind af. Vi kom ud i den friske luft af ved at klatre op af en stige i den anden ende af hulen, så vi kom op af et af de små huller en moa engang kunne falde i. Der var masser af huller rundt omkring, så man skulle se sig for hvor man gik.Dagen bød på endnu flere huller, for næste mål var Harwood’s Hole. Det er et kæmpe hul som ligger inde midt i en skov. Det tog over en time at gå der ind, og det var ikke noget for sarte sjæle. Der var ingen afskærmning af nogen art. Man kunne kravle frem på klipperne til kanten af hullet, som var 300 meter dybt og 70 meter i diameter. Man kunne ikke se bunden af hullet. Der var også et lookout som var ligeså farefuldt. Her kravlede man også over klipper, for til sidst at sidde nær afgrunden og skue ud over en dyb dal. Jeg tabte dækslet til kameralinsen, og den raslede bare ned i en klipperevne og var umulig at få fat i. I det hele taget er vi begyndt at miste vores ting. Mit kompas er blevet væk og vores ene uundværlige bestiksæt er også forsvundet på mystisk vis. I håb om at det nok ville blive lettere at finde et sted at sove, kørte vi helt til Westport på vestkysten. Uheldigvis skulle Westport lægge vej til et marathonløb den efterfølgende dag, så der var fuldstændig booket ud. Det så helt håbløst ud, men vi endte med at få en køjeseng på en sovesal, hvor to løbere havde meldt afbud. Vi skulle dog ikke nyde noget af at erstatte deres plads i løbet også.Vestkysten af sydøen er ret ubeboet og der ligger kun nogle få byer hist og pist. Det store turisttrækplaster er de to gletchere Franz Josef og Fox. På vej til Franz Josef Glacier som også er navnet på byen, så vi et blow hole og Pancake Rocks. Blowhullet er mest aktivt ved højvande, men vi så det da skyde skumsprøjt et par meter i vejret. Pandekageklipperne er nogle klipper som ligger stablet i lag. Der var en gang mere gang i livet på vestkysten, for i 1800-tallet fandt man guld i mange af floderne. Ross er den by, hvor man har fundet allermest guld, og vi lagde vejen forbi for at se en udstilling om guldgraverne. Det mest spændende var nu at man selv kunne få lov til at vaske guld. Ligesom i Legoland bliver man udstyret med en pande, og så gælder det ellers om at finde metal der glimter. Vi fik også en skovl, og så gik vi på guldjagt i floden. En sjov historie er at et engelsk kærestepar i starten af 80’erne fandt guld nok til deres vielsesringe på kun tre dage. Det prøvede et dansk par så at kopiere for et par år siden, men det tog dem 3 uger. Vi fandt nogle små guldlignende flager og et par sten der glimtede. Desværre var damen som udlejede guldpanden forsvundet, da vi kom tilbage, så vi har ikke fået vurderet vores guld endnu, og vi fik heller ikke nogen plasticmedalje om halsen. I Franz Josef fandt vi et motel at overnatte på.

Søndag den 9. februar

For virkelig at opleve en gletcher skal man i følge LP op at kravle på den med en erfaren guide. Vi blev udstyret med sneøkse, store vandrestøvler, hue, vanter, Goretex jakke og monterbare jernpigsko, og så var vi ellers klar til at bestige Franz Josef. Først skulle vi dog gå en time langs floden, inden vi nåede frem til gletcherens begyndelse eller endepunkt alt efter hvordan man ser det. Foran os var der en stor høj mur af is, og så langt øjet rakte kunne man bare se hvid sne/is foran sig som slygende sig opad mellem de to bjerge. Ad stiger kravlede vi op på nogle klipper, så vi kom op i højde med gletcheren. Så blev pigskoene monteret, og man følte sig meget sikker på isen, hvorend man satte foden. Vores guide satte et godt tempo, og så gik det ellers bare opad. Nogle steder var der gode trappetrin hakket i isen. Andre steder måtte vores guide arbejde sig frem med sin økse, før vi kunne komme frem. Vi kom gennem smalle passager, krydsede små floder og sprang over sprækkerne. De to største sprækker var der dog små gangbroer over. Man fik virkelig varmen af at bevæge sig opad, og jeg havde alt for mange trøjer på og måtte pakke nogle af dem om livet. Nede fra dalen ser det ud som om gletcheren består af hvid sne, men det er stenhård is. Overfladen er meget ujævn med toppe, dale og sprækker, fordi gletcheren bevæger sig nedad flere meter om året og bærer sten og jord med sig. Vi så og især hørte en stor klippesten som faldt ned fran skrænten og landede på gletcheren. Det gav et ordentligt brag. Vores medbragte madpakke spiste vi, mens vi sad på nogle klipper ved kanten af gletcheren. Drikkevand kunne vi hente direkte fra en af de små floder på gletcheren. Det var dejligt køligt. Vi fortsatte endnu et stykke opad og kom forbi to små lyseblå vandhuller, der var dannet midt i en kløft i isen. Det så vildt flot ud. Nedstigningen var næsten værre, end det havde været at kravle opad, for man skulle lige overbevise sig selv om, at man stolede på pigskovene, når man satte foden på de glatte istrappetrin. Pigskoene virkede efter hensigten, men vi faldt begge et par gange på de flade stykker, fordi vi efterhånden var lidt trætte efter alt den masen rundt på isen. En bemærkelsesværdig ting ved gletcheren er at den grænser lige op til regnskoven. Det finder man ingen andre steder, at to så forskellige klimaer mødes. Gletcheren er også utrolig tæt på havet. Der er kun 30 km til kysten.

Fox Glacier er nabo til Franz Josef og ligger kun 30 km derfra. De to gletchere ligner hinanden meget, men vi gik alligevel turen hen til foden af Fox den næste dag. Det var øsregnvejr, så Henrik fik regnsættet frem. På parkeringspladsen ved gletcheren så vi et par kea’er. Det er en alpin papegøje som er berygtet for at ville spise gummiet på vinduesviskere. Vi skævede forgæves efter Mt. Cook, som er NZ’s højeste bjerg, men regnvejret gjorde at bjerget lå gemt et sted bag skyerne. Derfor så vi heller ikke et spejlbillede af snedækkede bjergtoppe, da vi besøgte Lake Matheson. Vi fortsatte sydpå til Haast, og stoppede tidligt for den dag, fordi vi var lidt udmattede efter gårsdagens gletchervandring. Hvor trætte vi egentlig var, viste sig næste dag, da vi først vågnede kl. 10, hvor det var tid for checkout.

Puzzleworld

Efter at have sovet længe vågnede vi til dåd, da vi kom til Wanaka og Puzzleworld. Brochuren om stedet lovede en gigatisk labyrint og en udstilling med puzzleopgaver. Det lød jo mægtig spændende for to matematikere, og det var virkelig et sted for os. Forhallen var fyldt med små borde, hvor man kunne sidde og pusle med figurer og brikker, der skulle samles eller skilles ad. Der var alt fra Rubicks terning til tårnet fra Hanoi. Jeg gik straks igang med nogle otte kantede brikker, hvor man skulle samle knuder (TanTrix hed det). Nå, men legerummet ville vi gemme til sidst, så vi lagde ud med udstillingen. Det var en blanding af puzzles og illusionsnumre. Der var et rigtig sejt rum med en masse ansigter lavet i relief. Når man bevægede sig rundt i rummet, følte man en Mona Lisa effekt, hvor alle ansigterne ser ud til at dreje øjnene efter en. Der var også et skævt rum, hvor ens balance og orienteringssans blev så forvirret, at det så ud til at tyngdekraften ikke længere virkede. Det største og længste puzzle var en 1,5 km lang udendørs labyrint. Der var fire hjørner i hver sin farve, som man skulle finde vejen frem til. Jeg tror vi brugte over to timer i den labyrint. Det var ret underholdende at gå rundt i labyrinten og jævnligt møde Henrik som var lige så forvirret som mig. Den var virkelig snørklet, og det hjalp kun lidt at man kunne overskue dele af labyrinten oppefra via nogle gangbroer. Til slut var der frit spil i legerummet, og vi fik vist prøvet det hele. Tantrix viste sig at være en new zealandsk opfindelse, og man kan få det med endnu flere brikker, så man kan spille det mod hinanden. Så det ønsker jeg til min fødselsdag. Der var også et spændende bibliotek med bøger om alskens gåder og matematik. Henrik faldt over en plakat med den fuldstændige gruppeteoretiske løsning til Rubicks terning.

Queenstown

Queenstown må være NZ’s smukkeste beliggende by. Den ligger ved bredden Wakatipu søen og er omgivet af høje sneklædte bjerge. Det er flottere end noget postkort. Som om det ikke er nok berømmelse i sig selv, er byen samtidig hjemsted for de mest adrenalinpumpende aktiviteter i hele NZ. Det er her Bungy Jump (elastikspring) blev opfundet af A.J. Hackett og gjort til en kommerciel succes i 1988. Af andre halsbrækkende aktiviteter kan nævnes: paragliding, faldskærmsudspring, river rafting, jetboat, jetski og river surfing. Lige siden vi landede i NZ, har jeg gået og overvejet, om jeg nu turde at springe Bungy. For fem år siden havde jeg gjort det uden at blinke, men nu kunne jeg ikke helt finde ud af, om det nu også var så nødvendigt. Da jeg så reklamebrochuren var jeg ikke længere i tvivl. Den oprindelige bro Kawarau Bridge, hvor elastikspringet blev grundlagt, er “kun” 43 meter høj og ligger i en rigtig flot dal med en fin turkis flod. De to andre nytilkomne Bungy muligheder nær Queenstown er begge på over 100 meter og ser langt mere farefulde ud. Så jeg valgte vist bare begynderudgaven. Torsdag morgen kl. 9 skulle jeg springe som den allerførste, så jeg forhørte mig lige, om de nu havde tjekket udstyret ordentligt. Så fik jeg viklet et blåt badehåndklæde stramt om anklerne med en tynd blå nylonsele. Jeg fik også en babysele på som bukser. Selve elastiksnoren bliver fastgjort til både nylonselen og babyselen. Den sidstnævnte er som reserve. Dernæst blev jeg hjulpet på benene og skulle med de sammenbundne ben arbejde mig frem til platformen, hvor jeg skulle springe fra. Vink til Henrik og publikum (20 japsere, som ikke selv turde springe…), smil til kameraet :o), 3-2-1 spring! AAAAAARRRRRRRAAAAAAAARRRRRRRRAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAARGGGGGGGGGGGHHHHHHHHHH! PYHA AAAAAARRRRRRRGGGGGHHHHH! Henrik siger, jeg skreg som en stukken gris, og det kan da godt tænkes. Jeg tror heller aldrig jeg har gjort noget, der stred så meget imod al sund fornuft, som at springe ud fra en høj bro med hovedet først. Tanken om at der var vand dernede hjalp lidt, men det var faktisk først, da jeg blev samlet op af gummibåden, at mine ben begyndte at ryste. Jeg fik hele seancen på video, så jeg behøver vist ikke gøre det igen.

Ved at tage en gondolbane til toppen af et bjerg bag byen, kan man få en storslået udsigt over Queenstown. Her prøvede vi endnu en adrenalinaktivitet: at køre luge. Det er en lille bobslæde som man triller nedad en asfaltbane ved hjælp af tyngdekraften. Der var heldigvis en breme på slæden, for man kunne få en ret god fart på. Vi fik fem ture i luge og kom op igen med en stolelift, der også kunne transportere lugen.

Glenorchy For ikke at bruge alle vores penge på adrenalinaktiviteter blev vi nødt til at flygte væk fra Queenstown. Jeg ville gerne have prøvet at paraglide hen over byen og søen (faldskærmsspring, hvor man starter på toppen af et bjerg), men jeg synes godt nok deres priser var grove. Det kostede 800 kr. for et spring, og det er nærved det dobbelte af hvad man takserer andre steder i NZ. For to år siden var Helle og jeg på vej til at paraglide i Frankring til 300 kr. pr. næse, men vi kom aldrig afsted, fordi der var for meget vind. Så paragliding har jeg stadig til gode. Vi kørte vestpå fra Queenstown ad en utrolig flot vej langs Wakaputi søen til Glenorchy. Vi havde endda ringet i forvejen og booket et værelse på Glenorchy hotel, for ikke at støde ind i et No Vacancy skilt igen, men typisk nok var vi vist de eneste gæster i byen. Glenorchy er ellers base for ture på Dart River, og denne flod er blevet ekstra populær efter at den er blevet eksponeret i Ringenes Herre filmene. Desværre var vi stadig så tæt på Queenstown, at prisen for en tur på floden var skyhøj. Vi endte alligvel med at booke en kombineret jetbåd/fynyak til dagen efter, for det lød utrolig spændende. Jetbåd er en new zealandsk opfindelse, og det er en båd med jetmotor, som gør at man kan sejle sindssygt stærkt. Det gør også båden kvik når man skal manøvrere med den, så man kan lave et 360 grader spin. Det øsregnede hele natten, så da vi fik våddragt og fleecetrøjer på den næste morgen, fik vi samtidig at vide at vandmængden i Dart River på grund af regnen var væsentlig højere end normalt. Den knap så vandglade Henrik lod sig dog ikke slå ud af den grund, for vi blev lovet at få en guide med i vores funyak (kano). Så afsted gik det, først med jetbåd op af floden. Det regnede stadig lidt, og det slog over i hagl, da båden kom op i fart. Det var sindssygt koldt at sidde i båden og blive godt forblæst, og jeg gruede også lidt for hvor slemt de berygtede 360 grader spin ville være. Ved det første spin kom vi ikke hele vejen rundt, men anden gang snurrede vi godt og grundigt. Der var godt fut på floden, og jeg troede næsten at der var en hel bølge på vej ind i båden da vi snurrede rundt. Brrrrrrrrrrr – da vi omsider kom op til landingspladsen for kanoerne som var oppustelige var ens fingre nærmest ved at falde af. Det var så koldt, og guiderne tilbød folk at de kunne få penge tilbage og blive sejlet tilbage til Glenorchy i jetbåd, hvis de havde lyst til at stå af turen. Vi blev, og da den næste båd kom med uldhuer til os, var det kun fingrene vi manglede at få varme i. Varmen kom helt af sig selv, da første opgave var at puste kanoen op med en luftpumpe. Så fik vi kanoen i vandet, og Henrik og jeg sejlede så sammen med guide. Man skulle sidde med knæerne i bunden af båden, for at have så lavt tyngdepunkt som muligt. Det var en utrolig behagelig fornemmelse at drive ned ad floden med strømmen. Man skulle nærmest ikke padle selv andet end for at styre. På begge sider af floden var der høje bjerge med sne på, men vi kunne ikke helt genkende floden fra filmene. Ved frokosttid lagde vi til ved den vestlige bred og trak kanoen mod strømmen op af en biflod. Her var der bare så flot. Vandet var helt grønt, og der var klipper helt ned til floden, som blev smallere og smallere for til sidst at komme oppefra iform af et lille vandfald. Det var en vældig frokost i form af lav selv sandwich, og så fik vi også en varm kop te – det lunede. Derefter fortsatte vi med strømmen ned ad bifloden og ud i den store grå mudrede flod. Stille og roligt drev vi med strømmen helt til Paradis. Her skulle vi rulle kanoerne sammen igen, før vi blev kørt tilbage til Glenorchy med bus ad en vej der var oversvømmet.

Milford Sound Milford Sound (=sund ligesom Aggersund) ligger kun omkring 40 km i fugleflugt fra Glenorchy, men fordi der lige er et par bjergkæder imellem, bliver man nødt til at køre en gevaldig vej syd om, for at komme derover. Så vi måtte køre tilbage og via Queenstown køre hele 350 km for at kommer derover. Milford Sound er samtidig også navnet på en 4-dages vandretur, og det er den mest populære vandretur i hele NZ. Faktisk er den så populær at den er booket ud flere måneder i forvejen. Vi ville gerne have gået turen, men da vi ringede i starten af februar, var alt booket ud frem til midten af april. Ligesom i Abel Tasman Nat. Parken holder man styr på hvor mange besøgende der er i parken, og man kan ikke komme ind uden tilladelse. Så vi måtte nøjes med køreturen langs parken i bil, men oh hvilken køretur. Fra Te Anau bevæger man sig gennem en dal, der går mellem to høje bjergkæder. Til sidst tårnede bjergene sig nærmest lodret op foran os til alle sider, og jeg spurgte lidt nervøst Henrik om hvor i al verden vejen videre kunne være, indtil jeg selv fandt løsningen:en tunnel. Vejen kørte direkte ind mod en af de stejle klippevægge, og heldigvis var der et lille hul som bilen kunne komme igennem. Det var den klammeste tunnel jeg til dato har været i. Der var helt mørkt, og det dryppede med vand overalt. Tunnelen var meget smal, og vi mødte selvfølgelig 5 turistbusser midt i tunellen, som kørte med katastrofeblink på, for at man kunne se hvor meget bussen fyldte på vejen. Omsider kom vi igennem, og så gik det ellers nedad. Her var bjergvæggene som omgav os helt lodrette, og der var kun en lille åbning i bjergene, når man skuede fremad. Vejen snirklede sig nedad til byen Milford Sound som består af 3 huse og en stor turistinformation. Jeg havde forestillet mig at byen lå ved en stor blå flot fjord, men det var et sumpet vådområde der kom til syne, da vi nåede helt ned til fjorden. Til gengæld var der meget flotte bjerge hele vejen rundt omkring fjorden. Vi gik en lille tur The Chasm Walk og stien førte os over et buldrende vandfald. Der var virkelig kraft på det vand, og der var adskillige træer som var blevet ført med vandet og nu var fanget af klipperne i de snævre passager. Vandet havde slebet klipperne i nogle meget runde bløde former.Der er ingen overnatningsmuligheder i Milford, så vi kørte tilbage gennem tunellen og via Te Anau til Manapouri. Da vi passerede Te Anau tidligere på dagen, havde vi været så forudseende at spørge på visitorcentret om et sted at overnatte, og de bookede en campinghytte til os i Manapouri, troede vi. Vi betalte for overnatningen på visitorcentret, men på campingpladsen i Manapouri havde de aldrig hørt om os. Så vi fik det sidste de havde at bo i, og det mindede allermest om et haveskur. Der var nogle gamle bøger og junk, men der var også en seng, så det gik da. Siden da har vi kaldt de mest primitive campinghytter for skure.Så snart vi kom syd for Queenstown begyndte fårene at dukke op. Der skulle være over 70 millioner får i NZ, og det tror vi efterhånden er sandt. Jeg blev helt bidt af at studere får, for der kan godt nok være mange får på en mark i NZ. Først måtte jeg bare have et billede med så mange får så muligt på. Dernæst bed jeg mærke i at de new zealandske får er meget hvide og rene. De er meget pænere end får derhjemme. Måske er det fordi det regner så meget på sydøen, så bliver de jo vasket jævnligt. Vi har kun set et enkelt sort får. En dag da vi kørte forbi en af de sædvanlige marker med 1 million hvide får, var der pludselig et enkelt sort får midt i flokken. Det så så skørt ud. Den sydligste del af Sydøen Fra Manapouri fulgte vi The Southern Scenic Route til Invercargill og videre langs kysten helt til Dunedin. I Clifden er der limstenshuler som man må udforske på egen hånd. Henrik har altid sagt, han synes det er træls, man ikke må udforske selv og ovenikøbet skal betale så meget, når der skal guide med i huler, men nu skulle det prøves. Desværre er vi ikke specielt godt udrustet på lommelygtefronten. Vi har kun min lille lygte fra Silvan, og den er højest utilregnelig. Der var heldigvis nogle tyskere på parkeringspladsen, som vi kunne følges med, for man anbefaler at man har mindst to lygter med i tilfælde af at den ene skulle svigte. Vi gik ind ad en lang tunnel i en bakke, men vi kom ikke mere end 50 m ind. Derfra skulle man kravle ned gennem en meget smal sprække, og det var umuligt at se en hånd for sig uden lygten Tyskerne vendte om, og det gjorde vi også, for vi havde ikke udstyret til at fortsætte. Vi overnattede i Invercargill som er en af de sydligste byer på jorden. I NZ har byen ry for at være noget bagefter resten af verden. Der var heller ikke det helt store at se i byen, men Henrik gik i biffen og så The Two Towers (igen).Fra Invercargill kørte vi til Slope Point, som er det allersydligste punkt på Sydøen. Længere mod syd kommer vi næppe i vores liv, for man skal helt til Argentinas sydspids for at slå rekorden. Lige ved siden af i Curio Bay besøgte vi en forstenet skov som stammer helt tilbage fra den tid, hvor kontinenterne hang sammen og NZ var en del af Gondwanaland. The Petrified Forest ligger på et klippestykke helt nede ved vandet og fra en platform kan man tydeligt se træstubbe og stammer i klippen. Vi var også nede og klappe stammerne og de lignede virkelig stadig træ.I Porpoise Bay spiste vi en lidt forblæst frokost. Her skulle det være muligt at se verdens mindste delfinrace: Hectors delfiner. Det er en truet dyreart og den findes kun i havet omkring NZ, men vi regnede egentlig ikke med at få den at se. Der gik dog nogle folk frem og tilbage nede på stranden, og pludselig opdagede vi, at det var fordi de fulgtes med to delfiner ude i vandet. Så måtte vi jo også ned på stranden, og delfinerne svømmede frem og tilbage i deres helt eget show. De var ret tæt på stranden, og de sprang synkront op og ned og rundt. De var dog for hurtige til mig til at jeg kunne fange dem med kameraet. Næste stop var Nugget Point som ligger så langt ude af en grusvej, at man føler det er verdens ende. Der ligger et fyrtårn på toppen af en høj klippe på Nugget Point, og der er fyldt med fugle og sæler rundt omkring på klipperne.

Dunedin til Mt. Cook

Ved aftenstid nåede vi til Dunedin og fandt efter lidt søgen et sted at sove. Dunedin er det gælliske navn for Edinburgh, og byen skulle være mere skotsk end Skotland. Derfor fandt Henrik på at vi skulle have haggis til aftensmad. Det er en skotsk ret som involverer noget med en fåremave, og som Spalk senior serverede for Henrik engang de var i Skotland. Desværre kunne vi ikke finde et sted der ville servere haggis, så vi blev spist af med italiensk pasta. Byens centrum er opbygget omkring en ottekant og vi snuste lidt rundt og kiggede på butikker. Vi kom forbi et vindue med reklamer for NumberWorks. Det viste sig at være et center, hvor man underviser børn i matematik efter skoletid, så Camilla skrev firmaet på listen over steder hun kunne kontakte i Auckland. Det øsregnede næste dag, så vores plan om en byvandring blev til en hurtig gåtur. Over middag besøgte vi chokoladefabrikken Cadbury som ligger inde midt i byen. Vi blev proppet med chokolade straks vi trådte ind af døren, og til sidst måtte vi gennem chokoladen i lommerne for ikke at få kvalme. Det var ellers en meget spændende rundtur. Vi så blandt andet hvordan man laver påskeæg. Man hælder flydende chokolade i en stor form med ene halve æggeskaller. Så sætter man en tilsvarende tætsluttende form ovenpå, og så placerer man den i en maskine der roterer formen. På den måde bliver chokoladen skyllet rundt og sætter sig i kanten af formen imens ægget bliver hult. Hvis det er et avanceret æg f.eks. et Kinderæg, som skal have legetøj inden i, putter man bare et stykke papir mellem de to forme, så æggeskallerne kan skilles ad, og så kan man bare lime det sammen med chokolade, når man har puttet legetøjet i.

Dunedin praler af at have verdens stejleste gade, og den ville vi da gerne se. Jeg havde tænkt vi skulle gå op af den, men Henrik pressede mig til at køre op af den, og jeg skal love for den var stejl. Den var selvfølgelig også blind, så jeg måtte vende på toppen og stå på bremsen hele vejen nedad. Fra Dunedin gik det videre nordpå til Oamaru. Undervejs så vi i Moeraki nogle kuglerunde sten på stranden. Geologer er i tvivl om hvordan de egentlig er dannet, men de er kæmpestore og kuglerunde. Vi sov på et motel, og jeg skal love for Henrik kom op af sengen, da han pludselig blev overfaldt af en nuttet Netto-hund som var smuttet ind af døren, næsten uden at jeg opdagede det.

NZ’s højeste bjerg Mt. Cook var begravet i skyer, da vi prøvede at finde det på vores tur ned langs vestkysten. Nu fik vi en chance mere, for man kan komme endnu tættere på Cook, når man nærmer sig fra østsiden. Vi kørte langs den turkisblå Pukaki sø ind til Mt. Cook Village, men Cook ville heller ikke åbenbare sig fra denne side. Det var noget overskyet, da vi nåede frem til byen, og så snart vi besluttede os for en gåtur begyndte det at øsregne. På med regntøjet og så gik vi hen til Tasman Gletcheren, der er den største gletcher i NZ. Der er dannet en hel sø ovenpå gletcheren med små isbjerge, og man kan se iskanten hele vejen rundt. Den er meget anderledes end de to andre gletchere vi besøgte på vestkysten.

Så snart vi vendte ryggen til Mt Cook begyndte det selvfølgelig at klare op, og det var en rigtig flot køretur vi fik tilbage langs søen, da vi nu også kunne se bjergtoppene (undtagen Mt. Cook). Henrik har taget et vældigt billede af Pukakisøen med bjergene i baggrunden, men af en eller anden grund har der indsneget sig fem kulørte skraldespande. Det er meget mystisk, for hverken i Australien eller her i NZ har vi oplevet at man sorterer affald. Ikke en gang glas behøver man at putte for sig.

Edoras, Christchurch og kaskelothvaler

Turplanlæggeren diskede op med endnu et Tolkien indslag, og denne gang var det et sted vi kunne genkende fra filmen. Vi kørte 60 km ind ad en grusvej til Erewhon Park Station, og efter at have rundet et sving åbenbarede der sig en helt fantastisk udsigt foran os. Man kunne se en floddal, hvor tre floder strømmer sammen og bliver til Rangitata River. Midt i dalen er der en stor høj, og det var den der blev brugt som Edoras i De to Tårne. Alle filmrekvisitter er fjernet igen, men det var helt tydeligt, at det var her. Selv jeg, der kun har set filmen en gang, kunne godt genkende det.

Derfra gik det videre til Christchurch, hvor vi overnattede hos en privat familie med Bed&Breakfast. Det er en dyr fornøjelse her i landet, og morgenmaden var endda ret kedelig. Christchurch virkede ellers som en utrolig hyggelig by. I centrum ligger en noget kommerciel kirke, der tager betaling for hvad som helst. Vi var en tur oppe i tårnet og kiggede ud over byen. Vi besøgte også byens museum, hvor man kunne se moaskeletter og en meget spændende udstilling om Sydpolen.

Halvøen Banks Penisula ligger ud for Christchurch og er dannet af et par vulkanudbrud for længe siden. Fra luften ligner halvøen derfor en furet svamp. Vi planlagde en lille smuttur til Akaroa, men da vejen derned er så snørklet endte vi med at tage en overnatning i den lille hyggelige by. Dagen efter kørte vi nordpå til Hanmer Springs. Der er varme kilder ligesom ved Taupo på nordøen. Badene var indrettet i den samme svømmehalsagtige stil med små bassiner med forskellige temperaturer. Her var der også nogle bade med svovlholdigt vand, og jeg skal love for de stank fælt af dihydrogensulfid (rådne æg!). Efter vandturen løste vi billet til et adventureland som havde to attraktioner: minigolf og en labyrint. Sidstnævnte var slet ikke så stor som den i Wanaka, så vi kom hurtigt igennem, men den havde nogle sjove steder, hvor man skulle gå igennem og undgå at få vand ned over sig. Derefter fik Henrik tæv i minigolf.

Vores rundtur på sydøen lakkede så småt mod enden, og vi manglede kun det jeg havde glædet mig allermest til: en hvalekskursion. Det foregår i Kaikoura som er en lille by på vestkysten. Hvalerne kommer meget tæt på kysten her, fordi der er en en kilometer dyb kløft under vandet som skærer helt ind til Kaikoura. Inden vi skulle afsted på vores hvaltur, prøvede vi at booke en færgebillet til Nordøen. Vi endte med at bestille en til den samme aften, for det passede bedst med vores plan for Wellington.

Det er kaskelothvaler som man hyppigst ser i Kaikoura. Vi blev sejlet ud på havet i en lille katamaranfærge, der sejlede så stærkt, at man skulle sidde ned, når den suste afsted. Ombord på båden har de undervandsmikrofoner, som kan opfange hvalernes signaler. Det foregik manuelt ved at en mand med øretelefoner på nedsænkede en mikrofon og lyttede. Derefter ræsede vi afsted i båden hen til en hval, der var på vej op til overfladen. Hvalkiggeri handler mest om det sidste klask med halen, lige inden hvalen dykker ned, for det er først der, man for alvor kan danne sig et indtryk af hvor stor hvalen er. I modsætning til hvad man ser i Anders And, er hovedparten af en hval nemlig under vandet. Da vi kom hen til vores første kaskelothval, kunne vi bare se en sort aflang tingest ligge i vandet. Af og til prustede den en hvid sky af vand op af næsen. Bortset fra skumsprøjtene kunne det ligeså godt have været en sunken sort kano med bunden i vejret. Vi mangler stadig at finde ud af hvilken del af hvalen det er vi har set. Efter en fem minutters tid havde hvalen fået luft nok i lungerne til sit næste dyk, og så talte skipperen ned 3-2-1 tryk på kameraet, for nu kommer halen. Jeg stod også klar med kameraet og fik et et godt billede. Så gik det afsted igen, og minsandten om ikke vi fik endnu en hval at at se. Jeg kunne godt lide hvalerne, men jeg synes godt nok de turister, som var ombord på båden sammen med os, var forfærdelige. De stod nærmest ovenpå hinanden for at tage billeder med deres superlinser og fancy udstyr. Vi sejlede lidt tættere på kysten og så Hectors delfiner boltre sig lystigt i vandet. Der var tre som svømmede sammen. Delfinerne var meget bevægelige, snart var de på den ene side og snart den anden side af båden. Igen var folk helt forfærdelige til at mase frem for at tage billeder af dem. Jeg opgav at fange dem med kameralinsen, og det var egentlig meget bedre, bare at nyde delfinerne i øjeblikket. Vi så også en kæmpe fiskestime komme lige forbi båden. Vandoverfladen glinsede og piskede mens de svømmede forbi. Der var en sæl som fik tidligt aftensmad den dag, for den fik fat i et par fisk fra stimen. Det var ret underholdende at se sælen kæmpe med en stor sprællende fisk i gabet. Alt i alt var det en meget god tur mht. marineliv, men vores 32 artsfæller kæmpede godt nok en hidsig kamp, om at komme hjem og fremvise et godt billede for at imponere vennerne.

Tilbage på land gik det afsted i bil til færgen i Picton. Vi sejlede 21.30, og jeg havde sørget for at vi skulle med en gammeldags færge, så ingen blev søsyge på den tur. Vi var først i Wellington lidt over midnat, men denne gang var vores booking fra visitorcentret i Kaikoura gået i orden. Der lå en nøgle klar til os på et hostel i Wellington, og vi skulle sove sammen med to øldrikkende tyske knægte. De var på vej til sydøen og spurgte os, om det var for koldt at sove i telt dernede. Med en god sovepose kunne det nok gå, men det regner en del, så det lød ikke helt til at de havde udstyret til det.

Mandag vågnede vi i Wellington og vi tilbragte hovedparten af dagen på Te Papa Museum. Der er nemlig en Lord of The Rings udstilling med rekvisitter og baggrundshistorier om filmene. Lige noget for Henrik, og jeg synes faktisk også det var vældig spændende. Vi fik et ret sjovt billede med derfra, hvor vi er blevet fotograferet med et hobbit-kamera. Det demonstrerer den teknik man brugte i filmen til at krympe hobitterne, så de blev små i forhold til Gandalf og Aragorn. Derefter satte vi kursen mod Auckland, men vi besluttede os for at køre en anden vej end sidst. Det involverede et noget bakket terræn med en del 30 km/timen sving, men vi kom da helt til Tamarunui før vi lagde os til at sove på et motel. Næste dag kom vi gennem Hamilton, og så gik det ellers direkte til Auckland, hvor vi fik en lille campinghytte nord for byen. Vi bookede den for to nætter, i håb om at vi hurtigtst muligt ville finde en lejlighed.