Søndag den 1. juni
Allerede i flyveren fik vi en forsmag på hvad der ventede os i Japan, for vi sad omgivet af japsere, og alle informationer blev sagt på japansk. Men fordi vi fløj med Air New Zealand var der også en forståelig engelsk udgave for os. I lufthavnen skulle vi igennem en temperaturscanner som tjekkede, om man havde en kropstemperatur højere end 37 grader. De er hunderæde for at få SARS ind i landet, men indtil videre er det lykkedes for Japan at holde sig fri af sygdommen. Alligevel var en stor del af personalet i lufthavnen iført de karakteristiske hvide mundmasker. Man kan også møde folk på gaden iført maske, men det skulle være fordi de er forkølede og ikke ønsker at smitte andre.
Efter at være kommet gennem tolden, besluttede vi os for at ringe til vores hotel, for at finde ud af hvordan vi kunne komme derhen, for vi havde glemt at printe et kort ud. Vores sidste NZ dollars havde vi konverteret til Yen i lufthavnen i Auckland, så vi havde kontanter, men det er ikke let at købe et telefonkort, når alle instruktioner står på japansk. En hjælpsom dame klarede skærerne for mig, imens hun pludrede løs på japansk. De er godt nok ikke særligt gode til engelsk herovre, men de er utroligt høflige og vil så gerne hjælpe, så det går fint. Vi fandt ud af at vi skulle tage et tog til Osaki, og det gik bedre med at sætte sig ind i Tokyos undergrundssystem, selvom vi blev udstyret med billetter med kryptiske japanske tegn på sig. Vores hotel lå heldigvis lige ved siden af stationen, og vi blev næsten ledsaget helt til dørs af en flink japser som vist syntes vi så lidt “lost” ud. Vi bor på Family Fifty’s Inn som er et ret nyt og moderne hotel. Vi var først fremme på hotellet kl. 20, så vi var godt sulte og gik hen i et indkøbscenter som ligger lige over for stationen. Vores første oplevelse med det japanske køkken blev på et lille spisested i centret. Der var ingen problemer med at læse menukortet, for alle spisesteder har en sjov idé med at have små farvestrålende plasticmodeller af de forskellige retter eller de har ligefrem fotograferet maden, så vi peger os bare frem til hvad vi gerne vil have. Henrik fik en stor nuddelsuppe og en skål ris. Jeg fik en nuddelsalat og det smagte dejligt. Bagefter snuste vi lidt rundt i centret, og der var et stort supermarked i underetagen. Det var en stor oplevelse at gå rundt derinde – der var så mange spændende ting at kigge på som vi aldrig havde set før. Ja, mange ting anede vi slet ikke hvad var. Der var masser af fisk, både i frisk og tørret tilstand.
Mandag den 2. juni
Selvom vi hovedsageligt er kommet nordpå i forhold til NZ, har vi alligevel bevæget os 3 tidszoner mod vest, så vi vågnede allerede kl. 6 mandag morgen. Der er morgenmad indkluderet på hotellet i form af et kogt æg og adskillige former for wienerbrød. En lidt sjov blanding men det smager udmærket. Vores station Oskaki ligger på Yamanote linien som er en 35 km lang loop der går rundt i Tokyos centrum. Vi lagde ud med at tage toget til Tokyo Station som er hovedbanegården. Derfra gik vi til hen til Kejserpaladset som ligger midt i en stor park. Paladset er ikke særligt stort. Det er et lille nydeligt hus i japansk stil, og fordi kejserens skal have lidt privatliv, måtte vi nøjes med at beundre huset på afstand.
Næste stop var Sonys udstilling i bydelen Ginza, hvor man kan få lov at beundre og pille ved de nyeste Sony modeller. Der var en masse bittesmå bærbarecomputere, men det sjoveste var en robothund til 10.000 kr. Man kunne tale til den, og den kunne også lave en masse kunster. Heldigvis forhindrer prisen den forhåbentlig i at blive alt for populær, for en rigtig hund er da sjovere i længden. Vi kiggede lidt butikker i Ginza, men jetlaget overvældede os og kl. 5 tog vi hjem og sov indtil næste morgen.
Tirsdag den 3. juni
Godt udsovede stod vi op kl 7 og tog til Tsukiji. Her finder man Tokyos største fiskemarked som forsyner alle restauranter og butikker med fisk. Der var fisk, blæksprutter og alle former for skaldyr overalt. Markedet summede af aktivitet, og vi skulle hele tiden passe på ikke at blive kørt over af de utallige scootere med lad, som blev brugt til at transportere fiskekasserne rundt på. Det blev ikke til nogen smagsprøver for fiskene var enten i live, frosne eller uparterede. Lige bagved fiskemarkedet gik vi en tur i en yndig have med et lille tehus midt på en ø i en sø. De grønne træer i parken var noget af en kontrast til skyskraberne der tårnede sig op udenfor parken. Fra et hjørne i parken tog vi en vandfærge op langs Sumida-gawa floden til Asakusa. Tokyo er måske ikke den mest seværdige by set fra vandsiden, men det var en god sejltur og vi passerede 13 broer undervejs. I Asakusa er der et stort buddhistisk tempel. Vi spiste en frokostbox med ris, tang og lidt kød, før vi så nærmere på templet. Det bestod af en stor hovedbygning, et stort “kinesisk” tårn som stod for sig selv og diverse små sidehuse. Der var et stort flot guldalter i hovedbygningen med en masse buddhafigurer. De mange besøgende japanere gik målbevidste hen til en reol med en masse små skuffer med skriftegn. Så tog de en stor aflang dåse og rystede den. Ud af dåsen kom der så en pind med et tegn på, og så fandt de den tilhørende skuffe og tog et papir op af den. Det kostede 100 Yen at ryste en pind ud, og vi prøvede også og fik en seddel som ønskede Good Fortune. Så det var lidt horoskopagtigt.
Efter det åndelige indslag tog vi til Electric Town og slog os løs. Det er Tokyos store elektroniske kvarter, hvor man kan købe alt der bruger strøm. Jeg havde fantaseret lidt om at købe en MP3-afspiller. Faktisk har jeg længe haft lyst til at købe en, men de er bare så dyre. Vi osede fra butik til butik, og Henrik blev også ret hooked på en MP3-afspiller, da han først fik set krammet. Der var mange forskellige modeller med Sonys handy en som den dyreste. Jeg kunne ikke helt beslutte mig, så det første jeg fik investeret i var i en helt anden grøft nemlig en æske med dekorerede japanske spisepinde. Omsider fandt vi en billig MP3-afspiller af et ukurant mærke ved navn Vamp som vi aldrig har hørt om. Ja, og vi kom selvfølgelig ikke derfra uden denne Vamp tingest i lommen. Problemet er så lige at vi kun fik en, og vi vil jo begge to gerne have den.
Onsdag den 4. juni
Onsdag skulle være Disney dag, for der findes en tro kopi af Disneyland, Californien midt i Tokyo. Ingen af os har tidligere været i Disneyland, så det var med store forventninger vi entrede parken. Det var som at gå lige ind i et eventyrland med musik og dekorationer overalt. Havde det ikke været for de mange japsere omkring os, kunne man godt tro at man var havnet på en anden planet. Midt i parken ligger Askepots slot, og vi startede med en mystery tour i slottets kælder. Jeg havde overset ordet mystery, og troede jeg skulle se en lykkelig askepot, men det var skeletter og gys der ventede os. Det var meget sejt lavet og ret gennemført. Ja, og det kan man sige om alle de attraktioner vi fik prøvet. Rutschebanen gik for eksempel under et vandfald, gennem en drypstenshule og forbi hvide vandfbrusende terasser. Det var bare så flot. Om eftermiddagen begyndte det at regne, og vi gik over i Tomorrowland, hvor der var adskillige indendørsaktiviteter. Microadventure var en film som vi så med 3D-briller. Der kom ting og sager flyvende lige i hovedet på os, og til allersidst kom der en kæmpe hund og nøs på os. Cool! Det allersejeste var rutchebanen Space Mountain. Det var en hypermoderne indendørs rutchebane som vi suste rundt på i et mytisk stjernelys. Mørket gjorde at man ikke anede hvilken vej det gik, så pludselig drejede vi bare. Wuw, det var sjovt! Det var også her vi oplevede den længste kø på lidt over en halv time, så vi fik kun prøvet banen en gang. Jeg tror vi var rimeligt heldige, for Disneyland har ry for at have køer på flere timer. Vi sluttede af med en flyvetur i Dumbokarussellen.
Regnen gjorde at flere af paraderne med Disneyfigurerne blev aflyst. Vi så dog Chip & Chap og Fedtmule spadsere rundt i parken. Om aftenen kom de klassiske figurer kørende i et lille tog gennem parken, så vi fik vinket til Mickey og Anders And. Vi fik også lidt af Mickey med hjem, for Henrik var meget begejstret for en bøjle med sorte plys Mickey Mouse ører man kunne købe. Det eneste der ikke levede op til vores forventninger var slikudvalget. Der var ikke rigtig noget ordentligt slik at købe. Der var kiks, kager og popcorn, men ingen vingummi. Vi blev spist af med en pose karameller og nogle underlige chokolader med jordbærsmag. Vi så forresten også to ret nye Disneyfigurer i form af Mike og Sully stille op til fotoseance. Det var ret underholdende, for de små japanske børn var bange for de to store monstre.
Torsdag den 5. juni (Grundlovsdag)
I dag har vi kun haft to ting på programmet, men det endte også med at udfylde hele vores dag. I formiddags så vi Meiji-jingu Templet. Det er et tempel bygget i starten af 1900-tallet men genopført efter en brand under 2. verdenskrig. Templet lå midt i en park, og stien til templet gik gennem en stor indgangsportal af træ. Parken var ret skovagtig og alt det grønne fik omsider mig overbevist om at det er sommer. Ellers har jeg været lidt årstidsforvirret i hovedet. Vi passerede endnu en port inden vi trådte ind i tempelgården. Der var fire længer som dannede et kvadrat og midt i gården var der to store grønne træer. Ved en lille bod i gården kunne man skrive sine bønner på en træplade og hænge pladen op på væggen. Bønnernes indhold spændte bredt. De fleste ønskede fred i verden og et godt helbred, men der var også materielle ønsker som at vinde i lotto eller noget så håndgribeligt som en pony 😉
Efter frokost gik vi forvildede rundt for at lede efter en internet café. Det er ikke noget man finder overalt herovre, så vi gik forkert og spurgte om vej 5 gange, før vi omsider fandt frem til en Starbuck’s café med computere. Vi skulle tjekke mail for at finde adressen på det selskab som kan udstede vores færgebilletter til Rusland. Vi fandt adressen, men så er det lige problemet med at finde frem til en adresse i Japan melder sig. De har sådan et underligt system med at navngive bygningerne og nummerere delområderne af et kvarter. Vi satsede og tog metroen til Hatchibori som var det eneste vi kunne tyde ud fra adressen. Derefter spurgte vi os frem til 4-5-4, og vi blev ledt noget rundt, men fandt omsider United Shipping Agency’s kontor. Vores kontaktperson Teriyaki sad vist midt i det man kan kalde et åbent kontormiljø. Der var nok 100 mennesker som sad stuvet sammen ligesom på en børs. Hver person havde en computer og en ordentlig bunke papirer foran sig. Vi udfyldte et ansøgningspapir om billetter til Rusland, men vi kunne ikke betale med kreditkort, så vi blev nødt til at gå på jagt efter en hæveautomat. Der er masser af banker rundt omkring, men de fleste af dem kan ikke klare internationale hævekort, så vi måtte vade hele vejen ind til centrum, hvor vi vidste der var en Visa-automat på et posthus. Det blev en noget lang gåtur efter kontanter, men Teriyaki havde sagt at det ville tage en time at udstede billetterne, og vi var først tilbage da han var klar med billetterne. Han havde tilmed udprintet et gigatisk kort på A3 størrelse over Toyama by og forsynet det med klistermærker med engelske stednavne for at være sikker på at vi kan finde vejen til færgen.
Nu sidder vi på vores hotel, og mine fødders trædepuder er helt smadrede efter alt den vaden rundt. Hvad er der ellers at sige om Japan? Der er godt nok mange japanere, og de forstår virkelig at pakke sig sammen i togene i myldretiden. Japanerne har også opfundet nogle ret avancerede toiletter. I dag oplevede jeg et med varme i sædet og et helt håndtag fyldt med diverse knapper. Der er også flere dametoiletter som er udstyret med en lillehøjtaler der larmer, fordi japanske kvinder nødigt vil høres når de er på toilettet…
Sproget øver vi os flittigt på. Vi har en parlør fra LP, og vi kan efterhånden forskellige småfraser og hilsner. Problemet er bare at vi ikke kan forstå hvad japanerne svarer tilbage når vi siger noget på japsisk. Arigato Gozaimasu! Konban Wa!
Fredag den 6. juni
Turplanlæggerens måske lidt for ambitiøse Tokyo program har tæret på kræfterne, så vi vågnede først kl. lidt i 9 fredag morgen og nåede akkurat at få morgenmad på hotellet, inden de lukkede for køkkenet. Så denne gang er det gået hurtigt med at komme sig over jetlaget. Planen var egentlig at tage til Nikko, men da det tager to timer at komme derop med tog, besluttede vi at udsætte turen til næste dag for at få mere tid deroppe. Dermed blev fredag vores sidste dag i selve Tokyo, og første stop var Nationalmuseet i Ueno. Museet har en gigantisk samling, og det var helt skønt at se noget rigtig gammel historie i stedet for “nye” ting fra 1800-tallet og frem som der var mest af i Australien og New Zealand. Der var krukker og sværd og nogle meget flotte rustninger med dragemotiver.
Efter museet kom vi til at forvilde os hen i Electric Town igen, for en eller anden syntes det var absolut nødvendigt at få et ekstra memorychip til MP-3 afspilleren. Vi kom derfra med en 128 MB klods og en Maglite lommelygte. Så holdt vi et par timers siesta hjemme på hotellet, inden vi tog til Shinjuku for at spise til aften. Selve Shinjuku Station er en oplevelse. Det myldrer med mennesker i et væk, og er den travleste station i Japan hvor omkring 2 millioner mennesker passerer dagligt. På den ene side af stationen ligger skyskraberne med kontorer og til den anden side finder man butikskvarteret med neonreklamer overalt. Vi dryssede lidt rundt i butikkerne eller skal man måske hellere sige fulgte strømmen, for der var mennesker omkring en til alle sider. Da vi kom hen til en stor frugthandel duftede der så karakteristisk af Singapore, og så viste det sig selvfølgelig at duften stammede fra Durian frugter. Der var mange spændende ting at se på, men jeg har opgivet drømmen om at finde et par nye sandaler, for man kan ikke få damesko i størrelse 39 herovre…
Lørdag den 7. juni
For ikke at gentage gårsdagens morgensøvn havde vi i dag sat vækkeuret til, så omsider fik vi indviet det rejsevækkeur jeg fik i fødselsdagsgave. Afsted gik det lidt over otte med tog, og vi skulle skifte et par gange før vi sad i Nikko-toget. Man sidder meget tæt i de japanske tog – vi kan næsten ikke have benene der, for der sidder nogen overfor en ligesom i et IC3- tog. Når man sidder så tæt kan man heller ikke undgå at komme til at tale sammen, og vi fik en vældig snak på engelsk med et japansk ægtepar som skulle på vandretur i bjergene vest for Nikko. De fortalte meget ivrigt om en speciel plante som skulle være i blomst netop nu i den dal de skulle ud at vandre i. LP kalder planten for Skunk Cabbage=stinkkål, men derfor kan det da godt være den er smuk at se på? De nåede også lige at fortælle os at vi skulle op i en af togets to forreste vogne, hvis vi skulle til Nikko, for toget blev delt i løbet af turen.
Vi var i Nikko lidt over 11 og spiste frokost, før vi begav os op på bakken hvor man finder templerne. Man kunne få en kombibillet som gav adgang til alle fire templer samt en japansk have, så med lommen fuld af billetter var vi klar. Vi lagde ud med haven som levede op til alle forestillinger om en japansk have. Der var også et lille museum med små skatte og nogle store guldkatte. Templerne som var en blanding af buddhisme og shinto var simpelthen så flotte. Det var ligeså flot som Disneyland, for der var virkelig kræset om udsmykningen. Ja, man kunne næsten se sig helt hensat til himlen med alt det guld. Bygningerne var af træ og grundstrukturen holdt i røde farver. Ovenpå det var der så utallige dekorationer med guldborder og livagtige figurer. Udsmykningen var meget prangende i forhold til de templer vi så i Tokyo. Det var bygherrerne også godt klar over, da de konstruerede bygningerne. Derfor placerede de med vilje en af de bærende søjler på hovedet, for at guderne ikke skulle blive misundelige over at menneskene havde så fin en bygning nede på jorden. Et af templerne husede forresten en levende hvid hest som var blevet skænket af maorierne i New Zeland. Hesten gav “tempelservice”, hvilket dækker over at den er at finde i templet fire timer hver dag. Resten af tiden bor den i en almindelig stald blandt andre knap så hellige heste. Efter fem timers tempelkiggeri tog vi toget tilbage til Tokyo og pakkede vores ting. Vores rygsække er efterhånden noget proppede, og Henrik synes den store er noget tung at bære. Det er alle de bøger til togturen gennem Rusland der fylder og vejer.
Søndag den 8. juni
Vi forlod Tokyo med bus fra Shinjuku Station, og efter to timers kørsel var vi i Kowaguchi-ko omkring middagstid. Kowaguchi-ko er basecamp for Japans højeste bjerg Mt. Fuji. Det er en gammel vulkan, og den er hele 3776 meter høj. Det var godt tåget da vi ankom til byen, så vi kunne kun lige ane den nederste del af bjerget. Toppen var fuldstændig væk i skyer. Sigtbarheden var virkelig dårlig, og søen som bærer samme navn som byen, så vi heller ikke noget til. En venlig dame på turistbureauet bookede et hotel til os lige over for busstationen, og vi prøvede at snakke lidt med hende om vejrudsigten for Fuji for de kommende dage. Det så noget skyet og regnfuldt ud, og så påstod hun tilmed at en tyfon var på vej. Det lød jo ikke som det allerbedste vejr at bestige et næsten 4 km højt bjerg i, selvom ruten derop er overkommelig. Den officielle Fuji-klatresæson starter også først 1. juli og varer til slutningen af august. Omkring 180.000 mennesker når toppen i den periode, så det er omkring 3.000 om dagen! Selve opstigningen starter man ved 5. Station i 2300 meters højde, og det tager en time at køre derop fra byen af. Selv nu udenfor højsæson er der busser derop, men de kører ikke så ofte. Alternativet er at tage en taxi derop til 8.000 Yen = 500 kr. – en noget styg pris.
Mandag den 9. juni
Der var heller ikke noget bjerg at se i morges da vi stod op, for der var lige så tåget som igår. Vi har kun to dage ved foden af Fuji, så vi besluttede alligevel at tage en bus op til 5. Station i håb om at få lidt af bjerget at se. Lige inden vi hoppede på bussen kom der et lille hul i skyerne, og vi kunne ane en bid af toppen af bjerget i få sekunder men intet andet. Vi havde købt lidt proviant i 7-11 nede i byen, men 5. Station viste sig at være en hel lille by med masser af butikker og souvenirs. Selvom om vi var med den allerførste bus gav den noget begrænsede busplan os kun 5 timer deroppe, så vi ville ikke kunne nå helt til tops, for det tager omkring otte timer inklusiv nedstigning. Så vi drog afsted for at se det af Fuji vi kunne nå på fem timer. Stien var fin og bred og gik opad, men sigtbarheden var kun omkring 100 meter, så var alt dækket i hvide skyer. Der var omkring 5 grader ved 5. Station, men vi fik hurtigt varmen af at gå og gik med vores fleecetrøjer åbne. Ja, Henrik gik endda bare i T-shirt, for da vi kom op til 6. station, kom vi op over skyerne. Nu kunne vi også hele den øverste del af bjerget, og vi kunne tydeligt se hvordan stien zigzaggede sig opad. En ting man ikke har lært i Japan er at bygge, så det man bygger falder i med omgivelserne. Det gælder især for de utallige metalbarrierer og bygninger som snor sig hele vejen op ad bjergsiden af Mt. Fuji. Det var ikke noget kønt syn vi havde foran os med alle de jernmure, men måske er de effektive til at holde stien i god form på trods af sne og regn? Vi klatrede med sved på panden opad og opad. Vi kunne se en lillebitte rød japansk port et godt stykke oppe på bjerget, og vi besluttede os for at den skulle være vores mål for idag. Vi nåede op til porten ved 8. Station efter mere end to timers klatring, og det var en dejlig udsigt vi kunne nyde derfra. Vi kunne se helt ned til skyen som omhyllede bjerget omkring 6. station, og når vi kiggede opad kunne vi se helt til toppen. Højdemæssigt var vi omkring 2900 meter, så der var stadig 800 meter helt til toppen, og vi havde kun steget 600 meter. Vi spiste vores frokost og drak samtidig vores sidste vand. Jeg var ikke meget for det, men vi blev nødt til at holde der, for det var ikke realistisk for os at nå til tops og ned igen før solnedgang. Specielt heller ikke, når vi ikke havde mere vand. Det var noget ærgeligt, for vejrmæssigt så det fint ud, og vi havde også tøj nok med i form af huer, vanter og regntøj i rygsækken. Det var knap så hårdt at gå nedad, men det var ret stejlt, og jeg faldt et par gange i de løse sten. På vej nedad mødte vi nogle ret unge amerikanske knægte som allerede havde opgivet at komme op – de syntes det var alt for hårdt. Det tog halvanden time at komme ned, så vi havde lidt tid til at kigge i alle souvenirbutikkerne inden bussen kom. Med længselsfulde blikke stod jeg og bladrede i bøgerne med fotos af bjerget og krateret på toppen. Det lignede egentlig meget det vi så i Tongario i New Zealand for en månes tid siden, så måske gør det ikke helt så meget at vi ikke kom derop. Vi havde en rigtig fin tur, og mon ikke den også var mere idyllisk og fredfyldt end en julidag med 3000 japanere på bjerget. Mens vi ventede på bussen ved 5. Station brød toppen af Fuji langsomt fri af skyerne og til sidst kunne vi faktisk se hovedparten af bjerget. Men vel ned i byen var der ikke skyggen af bjerg, når vi kiggede i Fujis retning. Gad vide hvor få dage om året det egentlig er at Fuji ser ud ligesom på de fine fotos jeg så oppe i souvenirbutikken?
Tirsdag den 10. juni
Vi befinder os stadig i basecampen Kowaguchi-ko ved foden af Fuji, men der er stadig ikke noget postkortflot bjerg at se på. Byen er noget større end vi troede, og i dag har vi fundet søen. Vi fik også set søen oppefra, da vi tog en kabinebane op til toppen af en bakke bag byen. Udsigten ned over byen og søen var fin men noget tåget og grålig. Hele bakken var beklædt med træer og bag udsigtspunktet var der en skov. Pludselig var der noget som puslede i træerne foran os, og vi blev noget forbavsede, da der kom en abekat til syne. Der var en hel flok på en ti stykker, og de sprang larmende fra trætop til trætop.
Nede på jorden igen, gik vi på jagt efter en internetcafé, for nu har vi gået i tre dage og været uvidende om resultatet af Danmark-Norge landskampen i lørdags. Vi fandt et stort shoppingcenter med en gratis internetcomputer, og så var det jo helt forrygende at erfare at DK vandt kampen 1-0. På vejen fandt vi også et møntvaskeri, så nu må vi vist hellere se af at komme hen og få vasket tøj.
Onsdag den 11. juni
Kære Fuji!
Jeg ved du har inspireret mange kunstnere i tidens løb, og nu vil jeg tilslutte mig forfatterskaren og skrive et par linier.
Vi spejdede forgæves efter dig i tre dage,
men du var sky og gemte dig bag hvide dyner.
Vi betvivlede næsten din eksistens,
men et blik på hvert postkort i byen
fik os til at blive i troen.
Hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed,
må Muhammed komme til bjerget
eller er det omvendt?
Vi kom til dig og sad på din skulder.
Nysgerrigheden fik os højere op,
fri af skyerne til midt på din kind.
Du var stadig lidt genert,
dækket af sne hist og pist,
men vi fornemmede dig
Du fik lidt dårlig samvittighed,
da vi skulle afsted.
Tittede alligevel frem,
for at sige farvel.
Stadig grålig men med en majestætisk værdighed
stod du stolt og lod synet tale for sig selv.
Ensom og mægtig; et centrum i verden.
Vi forstod omsider hvorfor du er konge.
Men tvivlen nager mig endnu.
Hviskede du farvel eller var det mon på gensyn?
Ja, og så må vi vist hellere komme down to Earth again. Fra Kowaguchi-ko gik det onsdag morgen sydpå med en bus der kørte i en halvcirkel rundt om Fuji. Jeg behøver vel ikke nævne, at bjerget som sædvanlig var væk i skyer, så man slet ikke havde nogen anelse om at det var der. Vi skulle til Mishima, og det tog to timer at køre derned, for bussen gjorde holdt i alle små byer på vejen. Jeg blev selvfølgelig køresyg af at køre rundt på de bitte veje med utallige sving, og øhm hmmmn så kastede jeg op inde midt i bussen, men heldigvis nåede jeg lige at få fat i en pose, men uheldigvis var der et lille hul i den…
Mishima er en station på togstrækningen fra Tokyo til Kyoto, og her i Japan skal alting gå stærkt, så man kører 300 km/time med lyntoget Shinkansen. Det er en dyr fornøjelse – en Shinkansenbillet koster cirka det dobbelte af en almindelig billet, men så går det også mere end dobbelt så stærkt. Vi stod og vaklede lidt pga prisen, men da vi fik at vide at Shinkansen ville bringe os til Kyoto på 2½ time sammenlignet med 6-7 timer i bumletog, blev vi nødt til at prøve lynet. Snuden af toget ligner nærmest et helt fly med sit aerodynamiske design, og man føler sig også helt hensat til et fly, når toget lægger fra land med en voldsom acceleration. Vå nåede lige at få spist vores madpakke, og inden vi fik talt til ti på japansk (itchi, ni, san,…), var vi i Kyoto.
Sammenlignet med Tokyo er Kyoto en lille landsby med kun en million indbyggere. Det er her vi skal tilbringe hovedparten af vores tid i Japan, og vi havde på forhånd booket overnatning på en ryokan ikke langt fra Kyoto Station. En ryokan er en klassisk japansk kro med mange skikke. Ved indgangsdøren stiller vi vores sko og ifører os et par futsko. Futterne er noget glatte, og det er halvfarligt at gå ned ad trappen med dem på, men japanerne kan åbenbart godt lide dem. Man skal stille sine futter udenfor døren til sit værelse. Vi var ret spændte på at se vores værelse, og det lever helt klart op til forventningerne om japansk stil. Der er lyse sivmåtter på gulvet og en ret spartansk indretning. Vores seng er to sammenrullede futonmadrasser, som vi pakker ud på gulvet når vi skal sove. Der er et tebord i gulvhøjde med to små puder omkring til at sidde på. I Japan drikker man grøn te. Det smager ok i varm tilstand, men når det bliver lunken, smager det som rosenkålsvand. Bvadrk! Der er selvfølgelig også et lille fjernsyn, for vi er jo i Japan. I hjørnet ved døren er der en lille bakke med to kimonoer og tilhørende bælter. Kimonoen bruges om aftenen, for før middagen går man i bad. Man vasker sig med sæbe på helt normal vis og skyller sæben af, men man slutter af med at nedsænke sin krop i et badekar med brølvarmt vand. Vi har ikke middagen indkluderet i vores ophold, men kan jo godt gå i japansk bad alligevel, og det er godt nok varmt!
Efter at have tjekket ind på vores ryokan sidst på eftermiddagen, nåede vi lige at snuse lidt til Kyoto. Vi så stationsbygningen som er en ren high tech stålkonstruktion fra 1997. Der er butikker og rulletrapper i et væk, og på 10. sal er der en gangbro, hvorfra man kan skue ud over byen. Vi kom også forbi turistbureauet og bookede en japansk studerende som privat guide til i morgen. Det er en gratis service, men man skal dog betale transport og entreer for guiden.
Torsdag den 12. juni
Vi mødtes med vores noget søvndrukne guide uden for turistbureauet kl. 9. Det var en ung knægt på 20, men jeg har glemt hans navn. Det var mest for at prøve det, at vi skulle have guide med, for ellers plejer vi jo nok selv at kunne finde rundt. Så kunne vi også stille ham vores tusind ubesvarede spørgsmål om Japan. Først tog vi med bus hen til Nijo-jo slottet. Måske vi lige skulle starte med lidt historiefakta om Kyoto. Byen var Japans hovestad frem til 1868, hvor Tokyo tog over. I mere end 1000 år har der været en kejserfamilie i landet, men det er ikke altid kejseren som har haft den politiske magt. Der har været lange perioder med en militærmagt f.eks. en shogun. Nijo-jo slottet er fra 1603 og blev bygget til en shogun. Det er nok den flotteste bygning, vi har set i Japan. Udefra lignede det egentlig meget en tempelbygning, men indeni var der en meget spartansk indretning – ingen møbler men masser af flotte malerier på væggene. Vi satte skoene og kunne vandre rundt i slottets gange på strømpefødder på et meget knirkende trægulv. Det er med vilje at gulvet knirker, for at eventuelle snigmordere bliver opdaget i tide. Fra gangen kunne vi kigge ind i de enkelte rum som havde sivmåtter på gulvet ligesom hjemme i vores ryokan. På væggene var der malet naturmotiver som træer og fugle og loftet var pyntet med fine mønstre i stærke farver. Det var godt nok flot. Udefor var der en voldgrav omkring slottet, og der var også en fin have.
Næste punkt på programmet var Nijo Jinya og her fik vi virkelig brug for vores guide, for der var kun rundvisning på japansk. Det er en gammel kro også fra 1600-tallet, og den blev brugt til at huse herremænd som var på besøg i hovedstaden. Det lyder måske ikke specielt ophidsende, men det totalt seje ved stedet er, at alle rummene er specielt designede, så den vigtige gæst i form af herremanden har mulighed for at undslippe et fjendtligt overraskelsesangreb. Ligesom på slottet var der knirkegulve overalt. Der var skjulte skabe og rum, hvor herremandens bodyguards kunne sidde på lur. Bygningen var i to etager, og der var en hemmelige trappe som kunne trækkes ned fra loftet og vupti kunne man lige fjerne nogle gulvbrædder og smutte op ovenpå. Oppe på loftet var der en falsk nedadgående trappe som manglede nogle trin – når forfølgeren så løb den vej og faldt ned, kunne man lægge et låg på trappen og fange ham. Det mest snedige påfund var et lille rum med en falsk bund. Man kunne gemme sig bag den falske bund og hvis nogen prøvede at åbne ind til rummet, ville man være gemt bag den åbne dør. Cool!
Så var det tid for frokost, og vi bad guiden om at udvide vores kendskab til det japanske køkken. Han foreslog japansk pizza, og det lød jo meget spændende. Pizzaen var nu mere en slags æggekage som var overlæsset med fyld. Vi fik tre forskellige slags som blev placeret på en stor varmeplade midt i vores bord. Med en spatel kunne man skære sig et stykke og så var der et utal af dressinger og tang (ja, tang) man kunne hælde ovenpå. Vi fik en “pizza” med spaghetti og skinke, en med rejer og grøntsager og en med bacon og æg. Det smagte godt, især den med rejerne var lækker.
Der er mere end 1000 templer i Kyoto, og vi så et par stykker af dem i Daitoku-ji over middag. Det var zenbuddhistiske templer, og der var småbitte haver omkring med mos og sten som skulle symbolisere verden. Vores guide var efterhånden ved at blive lidt sløv, og han stod hele tiden og fingererede ved sin mobiltelefon. Den var rigtig fancy med kamera og farveskærm – det lignede næsten en hel computer. Vi blev enige om at give ham fri og tog bussen tilbage til stationen. Her fandt vi et supermarked i kælderetagen og vi købte sushi og mælk og muesli til morgenmad. I længden bliver man lidt træt af ris, så det er helt skønt med lidt hverdagskost. Japanerne selv spiser tørret fisk til morgenmad – det venter vi lige lidt med at prøve.
Fredag den 13. juni
I dag har vi shoppet, men det var kun Henrik som fik købt noget, og han fik ikke noget med hjem, for det kommer først med post til Danmark om et par måneder. Han købte to samuraisværd: en katana og en wakizashi. Det er de der sværd en samurai render rundt med på film. Heldigvis er det sådan nogle prydgenstande med en blød æg, og der er en fin lille stander med til at opbevare dem på. Jeg synes det er lidt drabeligt med sådan nogle store våben, så jeg er ret glad for han ikke købte deluxeudgaven med tre sværd på rad. Han fik forresten også en lille sort tantokniv med i købet – dens blad er ligeså sløv som sværdenes, så nu er han en veludrustet samurai. Gad vide om jeg engang må låne udstyret til karneval?
Vi fandt en god boghandel som havde en del engelske bøger, og jeg har forudbestilt Harry Potter bog nr. fem som udkommer den 21. juni. Den er på mere end 800 sider, så der skulle være underholdning til den lange togtur i Rusland. Der var også en ret god samling af graduate matematikbøger, og Henrik fandt en bog med Adventures in Group Theory. En dårlig vits fra bogen: “What is commutative and purple? – An abelian grape…”
De japanske bøger vender forresten helt forkert, når de står på hylden hos boghandleren, for de læser en bog bagfra…
Lørdag den 14. juni
Planen var egentlig at tage til Osaka i dag, men vi fandt ud af at vores kontantbeholdning var lidt lav, og det var umuligt for os at finde en ATM (=Visaautomat) i nærheden af togstationen i morges. Problemet er, at der kun er et par japanske banker som accepterer et udenlandsk VISA, og tit placerer de ATM’en inde i banken. Først kl. 10 kunne vi hæve i vores sædvanlige ATM som er midt i en butik. Samtidig øsregnede det, så vi blev enige om at blive i Kyoto og tage til Osaka i morgen.
Man må sige Kyoto er en ret turistvenlig by, for der er langt mere information på engelsk end i Tokyo. Vores guide fra i torsdags sagde, at Kyoto er turisternes by mens businessfolkene besøger Tokyo. Der er også et godt tilbud mht. transport for os – man kan købe en busbillet for 500 Yen (omkring 30 kr.), og den varer hele dagen og er tjent ind på kun to ture. Udstyret med sådan en billet tog vi med bus til Kinkaku-ji Templet. Det kaldes også det gyldne tempel, fordi det er guldbelagt. Templet ligger meget idyllisk ved bredden af en sø, og det er nok en af de mest fotograrede bygninger i Kyoto. Vi har efterhånden set en del templer, så over middag tog vi på marked inde i centrum. Der var en kæmpe arkade med en masse souvenirbutikker og skrammel, men det mest spændende var at gå gennem boderne med mad. Jeg fandt også en tørret udgave af de fisk med øjne, som jeg fik til aftensmad en dag.
Søndag den 15. juni
Vi tog toget vestpå til Himeji og kom gennem Kobe undervejs, hvor Michael Laudrup spillede et par sæsoner engang. Nu er danskerne ikke længere så begejstrede for byen, for byen påståes at have verdens største hængebro, og det må jo være den der slog Storebæltsbroen få år efter den var færdigbygget. Vi kunne se broen fra toget, og jeg synes altså ikke den så større ud – det kan godt være den spænder bredere (næsten 4 km), men pylonerne på Storebælt virker meget større.
Himeji by er domineret af Himejislottet som ligger på en stor bakke midt i byen. Det er det flotteste slot i Japan, og der er egentlig ikke så mange slotte at kappes med. En shogun for et par hundrede år siden, dikterede nemlig at hovedparaten af Japans slotte skulle rives ned, for de var alt for dyre at vedligeholde. Slam! Himejislottet er helt hvidt og består af mange små bygninger. Hovedtårnet i seks etager er bygget i en typisk japansk stil og ser rigtig eventyragtig ud. Det tog godt to timer at udforske hele slottet. Der var en markeret rute fra bygning til bygning og man sluttede af med at entre hovedtårnet og kom helt til tops til 6. etage. Det var noget af et fæstningsværk – oprindeligt havde der været tre voldgrave – den yderste helt nede ved togstationen som var et kvarters gang derfra. Det er kun de to inderste der er bevaret. Der var hylder til geværer og krudt overalt i hovedtårnet, men slottet er faktisk aldrig blevet invaderet. Måske fordi det var så godt udrustet?
Vi spiste frokost i en park neden for slottet, og så tog vi toget til Osaka. Det er en by med 2,5 millioner indbyggere, så pludselig stod vi midt i et mylder af mennesker. Osaka har et helt fantastisk akvarium, og det var vores mål for besøget. Temaet for akvariet er Ring of Fire, som er den vulkanring man kan tegne hele vejen rundt om Stillehavet. Ringen stryger lige forbi Japan og Indonesien. Derfra videre til New Zealand som ligger direkte på ringen. Og Amerikadelen rammer Chile, Mellemamerika og Californien. Japanerne forstår sig virkelig på at lave total udsyn for publikum. Man blev ført rundt i en stor spiral og kom hele tiden et lille stykke nedad. På den måde kunne man se hver udstilling i tre niveauer. Over vandet, hvor der i den sydamerikanske jungle hang et dovendyr og sov, imens en kulørt fugl en form af tukan sad og pralede med næbbet. Dernæst den øverste del af vandet hvor Amazonflodens fisk strøg forbi, og til sidst bunden, hvor krabber og kravl boede. Det var rigtig flot og gennemført – eneste ting vi kan klage over er at udstillingerne var lavet til japanerhøjde. Vi skulle hele tiden bukke os ned for at se hvad der foregik i vandet, for i stående højde skuede vi lige hen over vandoverfladen… Den største tank indeholdt blandt andet en kæmpestor hvalhaj som svømmede rundt med en lille shark sucker lige under sig. Hver gang man fik øje på hajen, kunne man være sikker på at suckeren var lige under den. Skørt at fisk kan være “venner” på den måde. Aller nederst i det japanske dyb fandt vi kæmpe krabberne. De var bare så stygge og store. De mindede lidt om rumskibe eller et eller andet fra en sci-fi film. De mange besøgende japanere vimsede rundt med deres mobiltelefoner og tog hele tiden billeder af fisk og dyr. Sådan en fotomobilos er godt nok det helt store hit herovre.
Ved siden af akvariet var der et stort butikscenter med spisesteder og butikker. Det var et stort forlystelsescenter, og oveni hatten havde de selvfølgelig også et gigantisk pariserhjul. Vi har set nogle stykker af dem i Japan. Ja, faktisk alle byer med undtagelse af Kyoto har vist et. Hjulet i Osaka som vi havde lige foran os, viste sig at være verdens største, og så blev vi jo nødt til at prøve det. Det kørte utroligt langsomt rundt, så det stopper ikke for at tage passagerer på. Man træder bare ind i kabinen mens det kører. Med en diameter på 112 meter er det en lukket kabine man træder ind i, så turen mindede egentlig mest af alt om en skilift. Der var en god udsigt over Osaka fra toppen.
Vi kom til at tage et bumletog tilbage til Kyoto, så det tog lidt lang tid at komme hjem.
Mandag den 16. juni
Omsider er det blevet tid for det faglige indslag i Kyoto. Henrik skal besøge forskningsinstituttet RIMS som har forskellige workshops kørende. Jeg tog med derud for at se hvad det var for noget. Der er to workshops i denne uge, og det er meget uformelt. Det koster ikke noget at deltage, og man skriver bare sit navn på en liste som ligger lige uden for foredragslokalet. Den ene workshop handler om Quatum Cohomology og er ret international besat. Det viste sig at en Anders Buch fra Aarhus University stod som foredragsholder. Vi kender ham ikke fra Aarhus, for han har været i USA de sidste år, men han er altså ansat i Aarhus nu. Vi løb ind i Anders straks vi kom derud, for han var lidt nysgerrig efter at høre, hvad vi lavede der. Jeg syntes det var helt dejligt at se noget matematik igen, men jeg må indrømme jeg ikke forstod meget af hvad der foregik. Der var foredrag fra 13-17, og det var volapyk for mig.
Tirsdag den 17. juni
I dag startede den anden workshop om algebraiske XXX (jeg kan ikke helt huske hvad den hedder). Jeg tog med igen i håb om at det måske var noget jeg kunne forstå, men ak foredragene var kun på japansk, så nu har jeg opgivet. Al notationen på tavlen foregår godt nok på engelsk, så Henrik kunne godt følge lidt med i hvad der skete, men det er lidt hårdt, når man skal sidde og gætte sig frem til hvad der foregår. Henrik spurgte arrangørerne, om nogle af foredragene ville være på engelsk, men de svarede på et meget gebrokkent engelsk, at der kun var japanere på programmet. Det er selvfølgelig heller ikke let for foredragsholderne at skifte til engelsk, når de har forberedt det hele på japansk, og jeg tror heller ikke at de var så gode til engelsk, for de virkede lidt grønne sammenlignet med dem på Cohomology workshoppen. På forhånd havde vi bare forventet at foredrag var på engelsk, for programmet for workshoppen er på engelsk på deres hjemmeside, og stedet virker så internationalt, men vi har selvfølgelig også kun læst den engelske version af deres hjemmeside… og ham Henrik har mailet med som anbefalede denne algebraiske workshop, nævnte heller ikke et ord om at det var på japsisk.
Over middag var Anders Buch på programmet, og det er nok det foredrag jeg har fået mest ud af. Jeg kender ikke al matematikken bag det han snakkede om, men hans sprog var så let at forstå. Resten af foredragsdagen underholdt jeg mig selv med Bafflers. Det er en bog med matematikopgaver som vi købte i Minneapolis, og jeg havde taget den med i tilfælde af at jeg skulle blive sat af ligesom i går.
Onsdag den 18. juni
I dag har jeg bevilget mig selv fri, for jeg får jo ligesom ikke det helt store ud af de workshops på RIMS. Jeg sidder på 9. sal henne i stationsbygningen, hvor der er et internationalt center med internet og engelsk sprogede aviser. Så jeg har god tid, og kan omsider få opdateret hjemmesiden.
Mit sidste projekt hos NumberWorks var et program med en klovn, og det er kommet op på deres hjemmeside, så jeg skal lige have lavet et link på forsiden, så dem der har lyst kan prøve at spille klovn.
En ting vi hele tiden forundres over er japanernes høflighed. Man bukker og nejer hele tiden, og man maser bestemt ikke i en kø. Når man skal med tog stiller man sig pænt i kø ud for nogle nummererede afsnit på perronen, og når toget kommer går man pænt ind af døren – man maser sig ikke frem til en siddeplads. Dvs. den regel gælder for alle tog undtagen metroen. I metroen må man gerne skubbe lidt, for her skal man skubbe for at få en ståplads.
Lørdag den 21. juni
Så er Harry Potter bog nummer fem i hus, og jeg har allerede læst de første to kapitler. Jeg havde forhåndsreserveret den i en boghandel her i Kyoto, men der var slet ikke kamp om at få den. Der var masser af Potter-bøger på hylderne, og man kan endda få den i flere forskellige versioner. Blandt andet en med et sort/hvidt cover en såkaldt voksenudgave, så folk ikke skal tro man sidder og læser en børnebog! Bogen er på 766 sider, så det er en dejlig tyk mursten. Og jeg er ikke spor flov over at vores version er skriggul – Harry Potter er for sej!
I formiddags var vi på marked nede ved Toji templet som ligger lidt syd for stationen. Det afholdes hver måned den 21., og det var noget af et tilløbsstykke. Der var mennesker overalt. Samtidig var det også i dag at sommeren for alvor kom til Kyoto. Det var sindssygt varmt, og det var uudholdeligt at gå rundt på marked i et mylder af mennesker. Det var et rigtig japansk marked med tøj, skrammel, mad, nødder og tørret frugt. Der var rig mulighed for smagsprøver, men pyh hvor var det varmt. Ret hurtigt endte vi under en parasol med en flaske isvand, for solen var bare skarp.
Igår besøgte vi et filmstudie. I udkanten af Kyoto er der bygget en hel by i Edostil som kulisse til optagelse af japanske samuraifilm. Man kan gå rundt og kigge med når de optager, men man skal være musestille. De var ved at skyde nogle scener til en sæbeopera, da vi kom forbi. Det var noget med en gråhåret mand og en kat, og manden med det grå hår var åbenbart en ret populær japansk skuespiller. Tilskuerne omkring os var ved at dåne, da han var færdig med optagelserne og gik forbi. De stod i kø for at trykke hans hånd og skulle også fotograferes sammen med ham. Det vrimler altid med skoleelever når vi er ude at se noget og filmbyen var ingen undtagelse. For anden gang i vores tid i Japan blev vi overfaldet af skolebørn som ville interviewe os på engelsk som en slags skoleprojekt. De starter meget godt ud med at spørge om navn og hvor vi kommer fra, men derefter går der noget galt med opbygningen af deres spørgsmål. Henrik blev f.eks. spurgt: Vi gik til baseball. hvor gik du hen? For at underholde publikum i filmbyen var der masser af boder og små forestillinger rundt omkring. Der var et spøgelseshuset som var ret uhyggeligt, fordi der var et par levende mennesker blandt de “døde”. Vi så en forestilling med tre ninjaer og to samuraier som kæmpede. Der var også et studie hvor de demonstrede filmteknikker. To fyre kastede med knive og opbyggede en kulisse med enkle midler.
Søndag den 22. juni
Jeg måtte sluge to panodiler igår aftes for at kunne falde i søvn, for jeg havde i løbet af lørdagen fået en voldsom tandpine. Jeg har aldrig haft tandpine før, så det føltes rigtig slemt. Selvfølgelig får man tandpine midt i weekenden, så man skal vente helt til mandag før man kan konsultere en tandlæge… Efter sidste søndags besøg i Osaka, blev vi enige om at vi godt kunne bruge en dag mere i den by, så vi tog toget derned. Det regnede som det har gjort hovedparten af de dage vi har været i Kyoto, men juni er også regntid i Japan, så sådan er det bare. Det er noget af et skift at komme fra Kyoto Station til Osaka Station. Det vrimler bare med mennesker i Osaka, og folk virker så fortravlede. Byens vartegn er to tvillingetårne som er forbundet allerøverst oppe, så bygningen ligner et U på hovedet. Der er lavet et udsigtspunkt på toppen og man kan komme helt ud i den friske luft og se ud over Osaka. Vi var en tur til tops, men det var en noget grålig by vi kunne skue ud over.
Osaka skulle være et af de bedste steder i Japan at spise ude, og vi fandt et lille hyggeligt spisested i det enorme undergrundskompleks der var ikke langt fra stationen. Vi fik en ret med ris, kyllingestykker og tomatsauce som var dækket af et lag hvid ægge/ostesauce. Det smagte rigtig godt, og Henrik var svært tilfreds med sin frokost. Faktisk snakkede han meget om at spise aftensmad samme sted. Over middag dryssede vi rundt og kiggede på butikker. Vi kom gennem en arkade, hvor man kunne købe alle nødvendige remedier til at starte en restaurant i Japan. Der var alt fra køkkenudstyr, udsmykning, skilte til toiletdøre til de yderst vigtige plasticmodeller af den mad man serverer i restauranten. Mange af plasticmodellerne er næsten livagtige og vi kom til at købe et par stykker sushi. Min plan er at lime en magnet på dem, så de kan blive til køleskabsmagneter.
Tilbage i Kyoto kunne jeg igen ikke finde ro for min tand, så første punkt mandag morgen skulle være at finde en tandlæge.
Mandag den 23. juni (Skt. Hans aften)
De flinke folk på turistbureauet anbefalede en engelsktalende tandlæge som boede i den næste blok, så jeg kom hurtig under behandling. Der var ti brikse på rad, hvor folk lå med åbent gab, og jeg blev placeret i en af dem. Et røngtenbillede afslørede at jeg havde et hul i en kindtand i overmunden, og tandlægen sagde han kunne lave en midlertidig fyldning. “Så kan tanden jo blive lavet ordentligt, når du kommer hjem til Danmark”. Efter at have boret i mig viste det sig desværre, at der var en nerve tæt på hullet (det er derfor det gør så hulens ondt), og tandlægen var lidt nervøs for om smerten ville forsvinde, så han sagde jeg skulle komme tilbage, hvis jeg fik smerter igen. Mens jeg stadig var bedøvet, var det jo svært at afgøre… Jeg fik en regning på 180 kr., og det var da ret billigt sluppet tænkte jeg. Derhjemme kunne man vel knap nok have fået en konsultation til den pris.
Resten af formiddagen tilbragte vi i Sanjusangendo Templet. Det består af en 120 meter lang træbygning som indeholder 1001 kannon statuer. De 1000 af dem er på størrelse med mig og er nærmest identiske. De er udskåret i træ og guldlakerede, og så står de på rad og række. med fem statuer i hver række. Efter de første 500 statuer kommer der en kæmpe kannon som sidder midt i en lotusblomst, og dernæst endnu 500 statuer. Det var som at gå gennem et langt skatkammer med alle de statuer. Vildt imponerende med guldansigter overalt. Hver kannon havde 42 arme og hver hånd holdt en eller anden lykkebringende genstand. Og fordi der er 25 verdener, kalder man det for en tusindarmet kannon. Ak ja, de buddhister kan da vist ikke regne (25*42=1050)…
Jeg var efterhånden godt sulten, og der var gået tre timer siden jeg forlod tandlægen, så jeg mente godt jeg måtte spise igen. Jeg nåede lige at bide et par gange i min sushirulle før jeg skreg. Nu var min tandpine værre end nogensinde. Det gisnede hele vejen gennem tanden. Vi gik tilbage til tandlægen, og han sagde resolut at nu ville han slå nerven i min tand ihjel. Jeg var parat til hvad som helst, så jeg åbnede munden på vid gab og fik en ny omgang bedøvelse. Det er åbenbart en længere proces at slå den nerve ihjel, for jeg kom derfra med en stor regning og en aftale om at komme igen onsdag.
Tirsdag den 24. juni
Ikke et ord om min tand i dag, men vi kan lige sende en kærlig tanke til Henrik som stadig orker at høre om mine pinsler.
Det øsregnede da vi stod op, og det blev det bare ved med. Vi havde set nogle reklamer for en særudstilling om Star Wars på Kyoto National Museum, og med alt det regn var det næsten oplagt at krybe i ly inden for på et museum. Det var første dag med Star Wars, så Darth Wader og stormtropperne stod ved museets indgang og ventede på os. Der var nu ikke meget liv i dem, for de var noget bange for regnen. Udstillingen var ikke særlig stor, men der var flotte rumskibe, og R2D2 og C3PO var der selvfølgelig også. Vi kunne ikke lade være med at tænke tilbage på den flotte udstilling vi så om Ringenes Herre filmene i Wellington, og sammenlignet med den, var det her ikke meget værd. Jeg tror man skal være en af de freaks, der kan filmene udenad, for at blive imponeret over den udstilling. Merchandisebutikken var næsten ligeså stor som udstillingen – der fandt man blandt andet Legomodeller af rumskibene.
Onsdag den 25. juni
Jeg var en tur i tandlægestolen kl. 9 i morges til anden etape af “slå nerven i hjel”. Måske har jeg nerver af stål, for jeg skal derhen igen på fredag. Forhåbentlig bliver det sidste gang. Det går bedre med tanden nu, men jeg er stadig ikke så glad for at tygge med den, for det gør ondt. Vi har gået rundt i den østlige del af Kyoto i dag og beundret nogle af de gamle gader og huse. De fleste huse er i to etager og er bygget af træ. De minder egentlig meget om vores ryokan. På den øverste etage hænger der strågardiner for vinduerne og skygger for solen. Vi var også en tur hos boghandleren Maruzen som har en hel etage med bøger på engelsk. Jeg købte en bog om Marco Polos rejser, for jeg er kommet til at læse en af de bøger (Life of Pi) jeg havde købt til togturen gennem Rusland. Jeg blev ret gal, da jeg læste slutningen af den bog, men måske var det hele pointen.
En gang i sidste uge var vi forresten i biografen. Jeg fik lov at vælge film, så vi så Two Weeks Notice med Hugh Grant. Det var en rigtig sjov film, men av min arm det kostede 120 kr. pr. næse!
De ivrige japanske skoleelever har forresten været efter os igen. Vi har svaret på spørgsmål om hvilken japansk mad vi kan lide, og det er blevet en indbringende forretning, for ungerne er begyndt at begave os. Vi har indtil videre en samling bestående af et lille lommespejl og tre origami traner.
Torsdag den 26. juni
Vi forlod vores ryokan i Kyoto, og Mama bukkede og nejede da vi sagde farvel. Vi har også været der i 15 nætter og af og til været de eneste gæster, så vi kendte efterhånden hinanden godt. Vi tog et tog sydpå til Nara, som er Japans allerældste hovedstad (dvs. før Kyoto og Tokyo). Det er dyrt at bo på ryokan i Nara, så vi valgte et almindeligt hotel. Vores rygsække efterlod vi i receptionen på vores hotel, og så gik vi på opdagelse i Nara. Det virkede som en ret lille og overskuelig by på trods af at der er omkring 300.000 indbyggere, men det er nok fordi vi kun gik omkring i det kvarter der hedder Nara-koen. Byens store seværdigheder er selvfølgelig templer, og de ligger rigtig idyllisk placeret midt i Nara Park. Og ikke nok med det, parken er fyldt med tamme rådyr som er klassificeret som nationale klenodier (national treasures)! Først så vi Kofukuji Templet som har to pagoder. En med tre etager og en med fem etager. Den med fem var rigtig fin og stor, og det er den næsthøjeste i Japan. Den overgåes kun med et par centimeter af Toji pagoden i Kyoto – Toji Templet hvor vi var til marked. Allerede mens vi kiggede på pagoder kom rådyrene og undersøgte om vi havde noget mad til dem. Flere af dyrene havde ret flotte gevirer, og vi sneg os til at føle lidt på dem. De mærkede blødere end jeg havde regnet med.
Videre gik det gennem parken og forbi en lille sø med karper. En lang grusbelagt sti førte op til Kasuga Shrine. Langs stien var der på begge sider stenlanterner. Selve templet synes vi ikke rigtitg var noget særligt efter alle de mange templer vi har set, men det lå da meget flot placeret midt i parken.
Sidste tempel på programmet derimod var virkelig en oplevelse. Todaiji Templet, hvis hovedbygning er verdens største bygning af træ. Vi kunne se den på lang afstand, og den var virkelig flot med to store guldhorn på taget. Indeni finder man en gigantisk buddha af bronze som er 16 meter høj! Det var imponerende at stå og kigge op på den enorme Buddha som havde en stor rund plade af guld bag sig. Det var stort, og så har det faktisk engang været endnu større, for den nuværende bygning er 1/3 mindre end den oprindelige som blev ødelagt af en brand… Man kunne gå hele vejen rundt om buddhaen, og omme bag ved var der udskåret et stort hul i en af de bærende søjler i bygningen. Hullet skulle være på størrelse med buddhaens næsebor, og hvis man kan faa sin krop møvet igennem hullet, opnår man oplysning. Der var nogle japanske skoleelever som stod og tøvede med at prøve, så jeg sprang til og brugte det trick som LP anbefaler: At stikke armene igennem hullet først. Derefter var det ingen sag at trække resten af kroppen gennem hullet, så da jeg kom ud på den anden side var japanerne vildt imponerede. Med min nye oplysning gik jeg derefter hen til en statue udenfor templet som skulle være i stand til at heale ens lidelser. Man skulle gnide lidt på det sted det gør ondt, og derefter gnide det samme sted på statuen. Jeg gik selvfølgelig efter at få healet min tand, men jeg kunne ikke nå statuens tænder. Jeg gned den lidt på skulderen og håbede så på at min oplysning ville række resten af vejen til healing.
Fredag den 27. juni
Om formiddagen spadserede vi rundt i de ældste gader i Nara. Der var rigtig hyggeligt med små smalle gyder og stræder. Et gammelt hus var indrettet som museum og skulle vise hvordan et hus i Japan så ud for et par hundrede år siden. Det mindede egentlig meget om den ryokan vi boede på i Kyoto. Sivmåtter på gulvet og meget få møbler. Der var en ret flot trappe som samtidig var en stor reol med skuffer. Al pladsen under trappen bestod af skuffer. Under hvert trin var der en lille skuffe, og så bestod resten af nogle lidt større skuffer. Spadserturen førte os hen i et hjørne af Narapark, hvor der var en stor dam fyldt med skildpadder. Der lå mere end 20 skildpadder oveni hinanden på nogle træstammer ude i vandet. Mens vi sad på en bænk i skyggen og betragtede skildpadderne, var der en due som fløj ud til skildpadderne og gik rundt oven på dem. Det var bare et sjovt syn.
Over middag tog jeg toget til Kyoto for at komme til mit forhåbentlig sidste tandlæge besøg. Det gik smertefrit, og nu har min tand det bare godt. Jeg kan slet ikke mærke noget til den. Tilbage på hotellet i Nara gik vi igang med at pakke vores små rygsække til weekendens vandretur.
Lørdag den 28. juni
Endelig oprandt dagen for vores naturindslag i Japan: En to dages vandretur gennem Osugi-dani-kløften. Vores store rygsække fik vi lov til at efterlade på vores hotel i Nara, så vi havde pakket regnjakker og småting i vores små rygsække til en enkelt overnatning. Odai-ga-hara som er startpunktet for vandreturen ligger rigtig langt ude i bjergene, og det tog 3½ time at komme derop. Først halvanden time med tog og derefter to timer i bus. Busturen var vældig seværdig. Vi kørte fra den ene dal til den anden gennem tuneller og over broer. På begge sider af os var der høje træklædte bakker. Der er rigtig flot og grønt, når man først kommer ud på landet i Japan. Det regner tit, så alt er så frodigt. Efter en times tid begyndte bussen at bevæge sig opad. Vejret skiftede også. Det blev mere og mere gråt, og da vi blev sat af på toppen ved Odai busstop småregnede det. Vi fyldte vores vandflasker og fik regnjakker på, og så gik vi afsted. Klokken var næsten halv tolv på grund af den lange transporttid. Fra LP havde vi en rigtig god beskrivelse af vandreturen, men vi havde også et japansk kort med over områet. Den første times tid gik vi på et ret fladt stykke gennem en mosklædt skov. Det småregnede stadig, og det var også ret tåget og diset, så skoven virkede helt eventyragtig. Der var en del informative skilte på japansk om dyr og planter undervejs, og vi blev noget overraskede, da vi så et skilt med en brun bjørn som et af de dyr vi kunne møde. Jeg havde læst de fandtes i Japan, men jeg troede kun det var helt oppe nordpå. Tanken om at møde sådan en stor karl lød ikke så tiltalende. Henrik morede sig vældigt ved at snakke om brune bjørne for at drille mig. Så da der pludselig kom et par rådyr springende frem på stien foran os, blev jeg helt forskrækket. Dyrene var nu ret nuttede og de stod helt stille og kiggende nysgerrigt på os. En solid og bred trætrappe førte os til toppen af Hide-ga-take. Vi spiste vores frokost, og så begyndte den store nedtur ellers. I starten var stien afstivet med plastictræstammer, men det holdt ret hurtigt op. Derefter var stien bare naturlig fyldt med trærødder og klippesten. Det gik nedad og nedad og nedad. Mine ben rystede tilsidst, fordi man hele tiden fik et stød gennem benene når man trådte ned. Efter 2½ time nåede vi bunden og blev belønnet med udsigten til Dokura-daki vandfaldet. Det er kun 20 meter højt men lander i et dejligt blågrønt bassin.
Nu havde vi omsider nået bunden af Osugi-dani-kløften, og fra nu af kunne man godt tro at stien bare ville gå ligeud. Problemet er bare at der er en flod i bunden af kløften, så stien bliver nødt til gå lidt højere oppe på en af skråningerne. Snart gik vi på den ene siden af floden og snart på den anden. Hver gang vi krydsede floden, var det via seje hængebroer som gav et godt udsyn over kløften. Stien var meget udfordrende. Der var mange fugtige mosbegroede sten/klipper som var glatte at træde på, så man skulle træde varsomt. Foran os havde vi 3,2 km til den hytte vi skulle overnatte i, og vi gik kun omkring 1 km pr. time. Mange steder blev stien indsnævret til en lille smal klippeafsats, men der var heldigvis jernkæder fastgjort til klippen som man kunne holde fast i. Når man kiggede ned i kløften var der fine blå og grønne farver i vandet i floden. Der var masser af store klippesten som lå som forhindringer for vandet overalt i bunden af kløften, så det er måske lidt meget at kalde det for en flod. Vandet var på ingen måde sejlbart og på grund af de mange sten var der hele tiden små fald. Ned langs skrænterne i kløften kom der hele tiden vand. Mange steder smådryppede det, og andre steder var der dannet store vandfald. Vi passerede det ene vandfald efter det andet, og de blev højere og højere. Det var fantastisk flot. Omkring klokken seks nåede vi det sidste vandfald på dagens etape (80 meter højt), og drøntrætte satte vi os ned og spiste vores sidste proviant. Der var stadig omkring en halv times vandring tilbage, før vi nåede frem til vores hytte, og jeg skal love for den var et kærkomment syn. Momonoki-yama-no-ie hytten er kæmpestor og bygget af træ, og den ligger midt i Osugi-dani-kløften. Hvordan de får forsyninger derind har vi ingen anelse om. Vi havde reserveret plads på forhånd, men vi var de eneste gæster. Efter et dejligt japansk bad fik vi serveret aftensmad: En stor skål suppe og en portion ris med stegte rejer og svinekød. Det var lige hvad vi trængte til, og bagefter gik vi lige på hovedet i seng. Vi sov på gulvet på japansk maner i et stort sovesalsrum, hvor man ikke kunne stå oprejst. Jeg synes det var en drønhyggelig hytte og man kunne tydeligt høre flodens brusen lige uden for.
Næste morgen blev vi vækket kl. 6.30 og fik ris med æg, tørret tang og hamburgerryg til morgenmad. Vores ret ildelugtende tøj fra igår pga. sved og fugt blev pakket nederst i rygsækken, og så gik vi ellers afsted igen. Det var med lidt ømme ben, og foran os havde vi fire timers vandring. Stien var igen ret udfordrende, og der kom nogle halvsvimlende klippeafsatser hvor der var 20-30 meter ned til floden. Vi holdt godt fast i kæden, og så kiggede vi med gru ned på floden under os. For allerførste gang i vores tid i Japan, så vi omsider at de også herovre har en blå himmel. Vejret var rigtig skønt. Der var en dejlig sol, og det var herligt at gå i skyggge under klippen og nyde alt det grønne omkring en. Stien vekslede meget i niveau. Snart var vi helt nede i bunden af kløften ved floden, og snart gik vi mange meter hævet over floden. Henrik var ikke helt tilfreds med dette, for det betød selvfølgelig at vi skulle klatre en del op og ned. Han endte vist med at konkludere, at det var værst at klatre nedad… Vandet i bunden af kløften blev mere og mere flod-agtigt i takt med at stien blev mere og mere jævn. Og endelig nåede vi frem til civilisationen, da stien blev til en asfaltvej. Der var stadig 10 km tilbage at gå til landsbyen Osugi hvor busstoppestedet er, men for de magelige er der heldigvis en lille færgeservice på floden. Vi kom med en lille båd kl. 12.20 og var de eneste passagerer. Det var helt kanon at kunne læne sig tilbage i sædet og kigge ud på bakkerne som omgav floden. Grønt og fint!
Ved at vandre gennem kløften var vi kommet over på den anden side af bjergene, så det var en helt anden vej vi skulle tage hjem til Nara. Vi var drønsmadrede i vores ben, og vi var først tilbage i Nara ved 20-tiden om aftenen. Vi traf iøvrigt ingen brune bjørne på vores vandring, men udover rådyrene så vi forresten en lille slange og en masse store rødgrønne frøer.
Mandag den 30. juni
Vi vågnede med ret tunge ben i Nara. Så med ynkelige klagelyde bevægede vi os langsommeligt rundt, og vi fik med møje og besvær slæbt os selv og vores bagage til Kyoto. Derfra gik det videre med tog til Takayama. Den første strækning til Nagoya foregik med lyn-shinkansen. Det tog har kun to stop mellem Kyoto og Tokyo, så vi fløj afsted!
Ved det første stop i Nagoya skiftede vi til et mere menneskeligt tog, som førte os ind til Takayama der ligger i de Japanske Alper. Her er rigtig grønt og bondeidyllisk, og det er også den mindste by i Japan vi har boet i. Vi fik et værelse med “japanese style” på Rickshaw Inn.
Tirsdag den 1. juli
Pyha, det lyder helt vildt i vores ører, at vi nu er kommet til juli måned, for det er jo i den måned vi kommer hjem! Heldigvis venter der stadig lidt oplevelser i Rusland inden vi kommer hjem til DK.
Vi startede dagen på morgenmarkedet midt i Takayama. Kvinder fra de omkringliggende landsbyer sidder i boder langs med floden og sælger grøntsager, frugt og hjemmefabrikerede ting. Vi blev fristede af nogle kirsebær, men 30 kr. for fem kirsebær syntes vi var lige i overkanten, så vi gik tomhændede derfra. Byen er meget kendt for sine to festivaler der afholdes i henholdsvis april og oktober. Det er noget af et tilløbsstykke med 300.000 mennesker som deltager i optog og festligheder. I optogene bruger man nogle specielle vogne som ligner mobile altre. De er udskåret i træ og rigt dekorerede med guld og maling. I en museumshal kunne vi beundre fem af vognene som altså stadig bruges i processioner to gange om året. De var vildt flotte og fyldt med detaljer. De fleste af vognene havde hjul, så man kan køre dem rundt, men der var også en vogn som krævede 40 bærere. Den bruger de ikke længere… To af vognene havde marionetdukker på taget som kunne udføre vilde stunts. Den største dukke havde 36 snore, og der skal otte mand til at styre den. De sidder så gemt inde i vognen under processionen.
Museet havde også en miniatureudstilling af templerne i Nara. Vi har jo set de ægte, så det var rigtig skægt at gå rundt og kunne genkende det hele.
Bagefter besøgte vi Løvemaskemuseet som lå lige ved siden af. Her havde de en en kæmpe samling af løvemasker af træ i alskens størrelser. Det er lidt sjovt med løver, for kunstnerne har sandsynligvis aldrig set en løve. Det bar maskerne også tydeligt præg af. Flere af dem lignede mere heste/æselhoveder og Henrik og jeg morede os meget med at pege de sjoveste masker ud.
Midt i al maskekiggeriet kom der en japansk kvinde og sagde at nu skulle vi se forestilling, så vi blev placeret på en bænk foran en stor scene. Vi var de eneste tilskuere, og hun pludrede løs på japansk. Det var en dukkeforestilling med dukker som stop på toppen af sådan nogle vogne, vi lige havde set på det andet museum. Det var helt fantastisk hvad de dukker kunne gøre, og vi troede af og til at noget gik galt, fordi der kom nogle brag, hver gang en dukke tog et skridt. En dukke kunne gå op af nogle pæle og kæmpe mod en samurai. En anden dukke svang sig akrobatisk fra trapez til trapez. På en anden vogn var der en dukke som kom gående frem mod en stor krukke. Han slog krukken i stykker og pludselig blev hans ansigt forvandlet til en dæmons. Rigtig sejt! Den sidste dukkeopvisning var en lille mekanisk dukke på scenen, der fik en kop med te på en bakke den holdt i hænderne. Når noget tynger bakken ned bevæger dukken sig fremad, og den kom hen til Henrik og serverede teen for ham.
Onsdag den 2. juli
For anden gang i Japan var der atter blå himmel, og det var heldigt, for vi havde planlagt en udendørs aktivitet at besøge Hida folk Village. Det er lidt i stil med Den Gamle By en samling af gamle huse som man gerne vil bevare til eftertiden. Vi tog en bus derud, og det så bare smadderidyllisk ud med et lille gadekær med en enkelt hvid svane og en lille vandmølle. Gadekærret lå ved foden af en skråning som var fyldt med små og store træhuse med stråtag. Vi vandrede fra hus til hus, og man kunne se alt fra stue til loft. En speciel detalje var, at alle huse havde et ildsted midt i gulvet i stuen, og det var tændt med glødende egetræ. På trods af brandfaren holder de ildstederne tændt, fordi røgen hjælper med at vedligeholde træhusene. Røgen holder også insekter og termitter væk. Det var nogle ganske fine huse, og man blev hele tiden gjort opmærksom på, at man skulle lægge mærke til den fine tagkonstruktion som skulle kunne bære flere meters snefald om vinteren.
Torsdag den 3. juli
Ja, det var jo så i dag at vi skulle være fløjet til Beijing, men sådan blev det jo ikke pga. SARS. Faktisk ophævede WHO advarslen om Beijing for en lille uges tid siden, men vi har jo forlængst købt færgebilletter og lagt andre planer. Jeg tror også stadig man er ret uvelkommen de fleste steder i verden, hvis man fortæller man har været i Kina, så det er nok meget godt vi springer over Beijing i denne omgang.
Vi sidder i toget nu til Toyama, og det bliver så sidste stop i Japan inden vi i morgen aften tager færgen til Vladivostok. Vi er noget spændte på hvad det er for en færge vi skal med. Vi var lidt bange for at det var olieindsmurt fragtskib, men brochuren om færgen ser lovende ud. Vores ben har været ret ømme de sidste dage. Vi har klaget os noget en kun, når vi har bevæget os nedad trappe, men idag er jeg vist ved at være ovenpå igen. Henrik siger stadig lidt klagende lyde af og til…
Jeg tror det bliver noget af et chok at komme fra Japan til Rusland. Der er så rent og ordentligt her i Japan og al ting foregår præcis på klokkeslettet. Det er også helt utroligt så velklædte japanske mænd er på grænsen til det kedelige vil jeg sige. Alle mænd går i skjorte og jakkesæt og mange bærer slips!
En ting jeg helt har glemt at nævne er pachinko. Det er vist en blanding af en enarmet tyveknægt og et flipperspil. Japanerne er kugleskøre med det spil og vi har endnu ikke været et sted der var pachinkofri. En dag stak vi hovedet ind i en pachinkospillehal for at se hvad det var. Der var en gevaldig larm og røg, en masse mennesker, og vi fandt aldrig helt ud hvordan det kan være så populært.
Vi kommer helt klart til at savne de mange automater som man finder overalt i Japan. Man kan købe alt i automat – is, drikkevarer, mad og cigaretter. Tyveri fra automaterne er åbenbart ikke noget problem. Vi tror det er fordi de kriminelle er buret forsvarligt inde herovre.
Japanerne er et cykelglad folk, men der er sjældent cykelstier, så de kører rundt på fortovet til fare for os gående. En sjov ting er at alle kører rundt på damecykler. Jeg tror ikke mændene ved at de kører på damecykler, men de ville sikkert blive pinligt berørte hvis jeg gjorde dem opmærksom på det.
Toyama er en ret kedelig industriby præcis som LP havde forudsagt. Derfor har vi valgt kun at have en enkelt overnatning her. Vi er blevet indlogeret på et business hotel Prime Toyama, og det er vældig fint. Eftermiddagen brugte vi på at gå rundt i byen, og vi så lidt butikker. Ellers er vi vist ved at være klar til at komme videre. I morgen skal vi til Rusland!