Fredag den 4. juli
Efter morgenmaden på vores hotel i Tokayama gik vi lidt rastløse rundt i butikkerne omkring stationen, for at slå tiden ihjel inden vi skulle med toget til Fushiki. Vi købte et plastickrus til Henrik og nogle tuscher og en tegneblok, så vi har lidt mere underholdning til færgen/togrejsen. Vores rejseagent i Tokyo havde jo udstyret os med et A3 kort over Fushiki samt en udførlig beskrivelse om hvordan man kom dertil med tog, så lidt over 14 stod vi af i Fushiki. Det er nok den grimmeste by vi har set i hele Japan. Der lå fabrik efter fabrik med grimme grå bygninger, og alt osede bare af industri. Vejret var også noget gråt, så det var et deprimerende syn. Fra stationen gik vi en kilometer mod nord og kom ud på Manyo molen. Vi kunne se en færge som lignede den fra brochuren ligge ved kajen, så vi gik målbevidste fremad. Der var ikke nogen færgeterminal – blot en stor parkeringsplads med biler som var ved at blive læsset på færgen med kran! Lidt tøvende entrede vi færgen ad en skrå landgangsbro, og vi blev lidt barsk modtaget af nogle kvindelige russere på båden. En af dem (Fru Skrap) ville straks se vores invitationsbrev og pas. Gulp, hvor var det godt nok noget af et kulturchok at blive kommanderet rundt med af de russere, når man kom fra det høflige Japan, hvor alle folk bukker og smiler til en!
Vi blev bedt om at stille vores ure to timer frem, så vi nu er ni timer foran Danmark. Det er samtidig NZ-tid, så det kan vi ikke helt forstå, når vi skal sejle vestpå, men vi parerede ordre. En affarvet pige viste os vejen ned til vores kahyt på 2. dæk. Der er to køjesenge og vi har eget bad og toilet. Båden er vist fra 86, så det er et lidt gammeldags look, men fint. Derefter gik vi på opdagelse på skibet. Jeg var mest spændt på at finde den udendørs swimmingpool, som så rigtig lækker ud på billedet i brochuren. Efter lang tids søgen fandt vi poolen. Der var ingen vand i, og den var ret mosgrøn, så det er vist længe siden nogen har svømmet i den, Hmrff! Det var også halvsvært at finde en åben dør ud til. Vi ville gerne have lidt frisk luft, men de fleste døre var låste eller blokerede af biler. Vi kom endelig ud og kunne se en endeløs mængde af biler, som stadig stod på kajen klar til at blive stuvet sammen på færgen. Over højtaleren blev vi kaldt ned i musiksalonen for at vise pas til den japanske immigrationsmand. Fru Skrap sad lige ved siden af ham, og bagefter konfiskerede hun vores pas. Hun har lovet at vi får dem igen, når vi kommer til Vladivostok… Der er ikke ret mange passagerer ombord, og hovedparten af dem er russiske mænd. De stirrer på os med ret ubehagelige blikke – jeg syntes det er forfærdeligt. Alle måltider er indkluderet i vores billet, og første forsøg med det russiske køkken var aftensmaden som blev serveret kl. 20. Vi fik fire retter. Først en lille tallerken med hamburgerrygskiver og grønne ærter. Dernæst en suppe med kødboller. Hovedretten var en hel tallerken med dumblings: små dejklumpler med kartoffelmosfyld stegt med løg. Der var også en peanutroulade til dessert. Vi kom til at sidde overfor to italiensktalende schweizere, som heldigvis også kunne snakke engelsk. Det var en hel befrielse at snakke lidt med dem, for ligesom at have nogen “i samme båd.” De havde fået det samme kulturchok som os. Vi udvekslede rejseerfaringer, og det viste sig at de rejser rundt i en campingbus med en labrador! En ret speciel rejseform, synes jeg, der nogle gange har fundet det besværligt at vi har en computer med. Hvor problematisk kan det så ikke være at have en hund? Efter middagen kom vi i snak med to britere Jeremy og Alex, og vi fik en øl sammen med dem i baren. De var vældig hyggelige at snakke med, og de skulle faktisk præcis ligesom os have været i Beijing men tog denne vej pga. SARS. Ifølge planen skulle vi have sejlet fra Japan kl. 20, men nu er skibet jo russisk, så japansk punktlighed kan man godt glemme alt om. Mens vi fik vores øl, lå vi skibet stadig ved kajen i Fushiki, for de var ikke færdige med at læsse biler ombord. Jeremy sagde med jævne mellemrum: ” There is definitely a car in the swimmingpool now!”, og det morede vi os vældigt over. Ja, og udover briterne og schweizerne er vi de eneste ikke-russere på denne båd. Vi gik til køjs omkring kl. 23, og omkring samtidig lagde skibet omsider fra land. Det gyngede lidt, og jeg havde lidt svært ved at falde i søvn. Måske mest fordi jeg havde bogen “Life of Pi” i frisk erindring, der handler om et fragtskib som synker midt i Stillehavet.
Lørdag den 5. juli
Igår var det en stående joke, men i dag er det fakta: Der er tre biler i swimming poolen!!! Jeremy fortalte det til morgenmaden, og nu har jeg lige selv været oppe at forevige synet. Der er biler overalt. Selv helikopterlandingspladsen på toppen af skibet er dækket af biler. Vi må håbe der ikke er nogen som bliver syge undervejs, for der er ingen plads til sygehelikoptoren. Der var morgenmad kl. 9, og vi fik spegepølse, franskbrød, omelet og en slags suppe bestående af rugkerner med varm mælk. Det smagte godt, men jeg blev ret søsyg af at gå oprejst, så jeg gik lige ned i kahytten. Henrik fik nogle søsygetabletter til mig af Alex og Jeremy, så nu har jeg det meget bedre. Alligevel blev jeg i kahytten og sov helt til kl. 13, hvor der var frokost. Vi fik borshch – den klassiske rødbedesuppe. Dernæst brasede kartofler og en svinekotelet. Det er sørme noget solid god mad vi får her på båden.Der er lidt plads til at sidde udendørs omkring swimmingpoolen med de tre biler i – sikkert kun fordi der ikke kan klemmes biler ind langs kanten. Jeg tog Harry Potter med derop, men jeg fik ikke læst meget, for der kom en ældre japansk herre og begyndte at snakke til mig på engelsk. Vi fik en vældig snak om Japan og Danmark, så jeg må korrigere antallet af ikke-russere ombord til syv. Han gjorde mig opmærksom på en skør detalje ved alle bilerne på færgen. De er japanske og har rattet i højre side, men bliver nu eksporteret til Rusland, hvor man har rattet i venstre side ligesom derhjemme. Han havde spurgt en her på båden, om bilernes rat så skifter plads når bilerne kommer til Rusland, men det gør de ikke. Russerne kører da bare rundt i dem som de er… Flere af bilerne er ikke mere end 3-5 år gamle, men mange af dem har skader og skrammer som japanerne nok ikke gider reparere på. På trappen ned til vores kahyt og under trappen er der fyldt med bildæk. Jeg tror det er nogle mandskabet har med hjem til venner og bekendte. Der er også en del cykler ombord. Gad vide om de er stjålne? Jeg så en klippe låsen over på en af dem.. Vi befinder os mildt sagt på et passagerskib som er omdannet til fragtskib.
Efter en solid gang aftensmad, gik vi op i musiksalonen og spillede kort. Senere på aften var der underholdning i salonen, og det var ganske sjovt. Der var en russisk sangerinde med et strålende sejt Grand Prix outfit på som sang til playback musik. Af og til blev hun afløst af engelsk popmusik og fem unge russiske cheerleaders som på festlig vis lavede gymnastiske kunster på dansegulvet. Til sidst var der et rigtigt band. Omkring midnat gik vi til ro, og båden var meget rolig, så vi faldt hurtigt i søvn.
Søndag den 6. juli
Vi vågnede omkring kl. otte og et kig ud af koøjet afslørede land i sigte. Det var vist bare en ø, for Vladivostok ligger godt gemt i en vig som en naturlig havn. Kl. ni var vi fremme i Vladivostok, men der var ingen som gjorde mine til at forlade båden. Først skulle vi have morgenmad, og så ventede vi lige et par timer på ingenting. Som de allersidste kunne vi gå fra borde og gennem tolden lidt i elleve. Schweizerne havde selvfølgelig lidt problemer med at få hunden og bilen igennem, så vi sagde farvel til dem og gik sammen med englænderne op ad bakken til Hotel Vladivostok. Det er en kæmpestor grim grå betonbygning med 700 værelser, men inden i er den faktisk vældig fin. Vi bor på 10. etage, og har god udsigt over byen og havet. Førstehåndsindtrykket af byen er blandet – en af de første bygninger vi så var togstationen, som er en rigtig flot bygning, men der er også masser af grimme triste huse. Efter at have checket ind på hotellet gik vi på opdagelse i byen. Via LP fandt vi et lille supermarked, og vi købte et rugbrød og noget pølse. Det rugbrød smagte bare godt. Det er sørme dejligt at være i et brød-land igen – alt det ris i Japan kan godt være ensformet i længden, når man er vant til brød. Ellers var udvalget i butikken godt. Man kunne få mange varemærker som vi kender hjemmefra.
Sidst på eftermiddagen fik vi os forvildet ned til vandet syd for vores hotel. Der var masser af liv og glade mennesker. En sti langs vandet var fyldt med boder med is, drikkevarer og grillmad. Billedet var præget af amerikanske marinesoldater i kridhvide uniformer som nød deres sidste dag i Vladivostok. Omkring dem vrimlede det med russiske piger, der ville fotograferes sammen med dem. Jeg har aldrig været så besat af “det med mænd i uniformer”, men jeg må indrømme nogle af dem her var ok. Vi fik en øl og sad og fulgte godt med i alt det spændende liv omkring os ;)Vi er ikke helt så hjemme i det russiske sprog endnu – Henrik kom til at bestille en hollandsk øl på 0%, og jeg fik en russisk Solodov på 12%. Der var underholdning af alskens art. To mænd med henholdsvis en lille tøjklædt abekat og en stor slange tilbød at fotografere en med de to dyr. Og bag ved havnefronten lå et lille tivoli med en rutchebane som kunne bryde sammen hvert øjeblik dømt efter lyden…
Mandag den 7. juli
Der var lidt mangel på god søvn fra færgen som skulle indhentes, så vi kom først op omkring kl. ti. Måske havde jeg også lidt tømmermænd efter den stærke øl. Lidt spændte på hvad russisk hotelmorgenmad dækker over, bevægede vi os ned i hotellets restaurant. Der er morgenmad helt til kl. 11, og det er inkluderet i vores ophold. Al tvivl blev gjort til skamme, da vi fik serveret en morgenmad som var endnu mere solid end den på færgen. Først fik vi en kæmpe portion hvedemelsgrød med rosiner. Det smagte rigtig godt, og jeg var stopmæt, da jeg havde tømt min tallerken. Men der var mere: et bæger frugtyoghurt, fersken juice, to pandekager, en brødroulade og te. Det var som en hel brunch.Fremover vil jeg være lidt mere selektiv, så jeg kan smage lidt af det hele.
Formiddagen gik med at traske byen rundt efter et rejsebureau. Der var tre nævnt i LP, men vi kunne ikke finde nogen af dem, og når vi spurgte folk om vej, havde de aldrig hørt om dem. Vi skulle bruge et rejsebureau til to ting. Først og fremmest information om togafgange og togbilletter, men også muligheden for en dagstur til et tigerreservat uden for byen. Vi fandt ingen turarrangør, så vi gik hen på togstationen, og det lykkedes os at få købt to togbilletter til Irkutsk med afgang på fredag.
Nærmest alle biler vi ser i gadebilledet er forresten japanske biler med rattet i højre side. Når russerne så skal køre i højre side af vejen har de ikke et særligt godt udsyn, så man skal virkelig se sig for, når man krydser gaden. De eneste biler med rattet i venstre side er gamle russiske biler som ligner trabanter.
Tirsdag den 8. juli
Under morgenmaden i dag kom vi til at åbne øjnene og se hvilken prægtig hal det egentlig er vi spiser i. Hele restauranten er indrettet med Egypten som tema, så der er statuer og hieroglyffer overalt. Langs væggen rundt er der små bløde bazaragtige sofaer. Der er tilmed et par hellige katte som spadserer rundt. Ret cool, og det må man også sige caferne i Vladivostok er. Vi har besøgt et par stykker, og de er næsten mere trendy, end det man finder derhjemme, og priserne er rimelige. I formiddags var vi på museum. Det var en blandet landhandel med udstoppede dyr som det bedste indslag. Det lyder måske lidt uldent, men det var sibiriske tigere, leoparder, bjørne og andre pattedyr som man kunne betragte, og det var en ret flot udstilling. Det sejeste var en tiger i oprejst tilstand i færd med at angribe en bjørn. Over middag rendte vi ind i schweizerne (Roman og Mirella). Omsider så vi deres campingbus – en gammel spand fra 1985, og Tacco (deres hund) hilste på os med logrende hale. De var på jagt efter et vejkort over Rusland, og med kortet i hus, kørte vi med dem ned til vandet, og fik en øl. Det var lidt halvkoldt at sidde udendørs – den russiske sommer er ikke kommet til Vladivostok endnu.
Det er først i dag vi har fundet frem til de russiske butikker med tøj, cd’ere, etc. En butik har sjældent en stor vinduesfacade som vi er vant til. Man skal træde ind af en ret anonym hoveddør, og først da finder man ud af hvad der gemmer sig af skatte inde bag. Måske det er lidt ligesom russerne selv – de ser lidt kolde og kedelige ud, men er måske ganske spændende indeni…
Onsdag den 9. juli
I dag er det en gæsteforfatter (Henrik), der skriver dagbogen, men jeg vil gøre det så godt jeg kan. Camilla er ifærd med at pakke vores ting ned. Vi vågnede op til regnvejr, og egentlig har det generelt været overraskende koldt for en juli måned her, så vi vidste godt, at det mest skulle foregå indendøre. Vi startede på internetcafe og gik derefter over på hovedgaden Svetlanskaya og fandt efter vores opdagelse i går adskillige stormagasiner ved faktisk at gå ind af dørene og kigge hvorvidt der var noget. Et stormagasin herovre er ikke en overordnet butiksstruktur med en masse forskellige afdelinger til at dække vore behov, det er snarere et væld af separate småbutikker, som sagtens kan sælge det samme, men de er ret besatte af mærkevarer. Der er åbenbart ikke den store tiltro til egne produkter, selvom mærkevarerne som derhjemme selvfølgelig er væsentlig dyrere. Vi fandt en hyggelig slik- og chokoladebutik på gaden, og så nogle lækre bland-selv chokolader. Vi tænkte, at vi blev nødt til at smage dem, og da de var rimeligt billige, købte vi en portion. Beklageligvis var håbet om billig og god chokolade kun lysegrønt, for det viste sig at være en slags vaffel i stedet, med kun et tyndt overtræk af chokolade. Så nu er jeg hovedforfatteren Camilla tilbage og jeg kan se Henrik ikke helt har styr på at skrive dagbog, for han blander dagene sammen. Det var altså tirsdag han købte chokolade, men det er rigtigt vi brugte hovedparten af dagen på at kigge butikker, for det øsregnede.
Jagten på et rejsebureau er også indstillet. På vores hotel er der en lillle “Travel Agent”, og jeg prøvede at spørge ham, om der var nogle turistture ud af Vladivostok. Han kiggede bare dumt på mig og spurgte hvad i al verden jeg ville se. Jeg nævnte tigerreservatet, og han sagde det ville tage fire timer at køre derop for at se tre-fire tigere + en sindssyg pris på US$ 400. Så spurgte jeg til de havnerundfarter som er omtalt i LP. “Bare tag med en færge nede i havnen,” svarede han. Hvis jeg ikke finder et job, når jeg kommer hjem til Danmark, bør jeg seriøst overveje at starte et rejsebureau i Vladivostok, for der er masser af turister men ingen ture for dem.
Torsdag den 10. juli
Vi tog sagen i egen hånd og rodede rundt nede på havnen, indtil vi fandt et sted at købe en færgebillet til Russky – en lille ø som ligger ved indsejlingen til Vladivostok. Næste opgave var at finde ud af, hvilken båd det var vi havde købt billet til. En total rustbunke af et skib som imponerende nok kunne flyde, var ved at blive læsset med biler og mennesker. Jeg havde lyst til at tage et billede af synet, for det skib så bare synkeklar ud, men vi skulle jo finde vores færge, så vi havde travlt. Frem og tilbage gik vi, og vi endte selvfølgelig ombord på rustbunken! Den kunne godt sejle men tiltede en del til højre, og snart lagde vi Vostok bag os og styrede ud mod Russky. De fleste ombord skulle ud og holde picnic eller fiske. Nogle ældre mænd stod og spillede domino på færgen. Det tog en time at sejle til Russky, og vi blev sat i land på en fin grøn ø med lidt spredt grim betonbyggeri. I Sovjettiden opbevarede man en masse sprængstoffer på Russky, og der er stadig militæraktivitet derovre. Vi gik forbi en hel kolonne af tanks/lastbiler på stranden. Nogen lækker strand kan man ikke kalde det. Der lå så meget affald, at en Green Peace aktivist ville bryde sammen ved synet. På færgen havde vi også med væmmelse kigget på det oliefyldte vand, og de mange underlige genstande som flød i overfladen (bildæk og plastictingester). Vi havde tre timer på øen, og vi gik en hyggelig tur på et par timer. Endelig kunne man mærke det er sommer. Vi fik en del sol, og tilbage på hotellet, fik Henrik et nyt tilnavn: Radisen. Han er helt rød i hovedet og har ikke fået så meget sol på resten af kroppen..
Fredag den 11. juli
Vi brugte en del tid på en internetcafé, for vi skal have booket et hotel i Skt. Petersborg i god tid, da byen fejrer 300 års jubilæum i år. Derefter gik vi igang med at indsamle proviant til vores lange togtur. Vi købte et rugbrød, et glas nutella og lidt slik. Så krydsede vi fingre for at der ville blive mulighed for at købe nye forsyninger undervejs, for det er lidt svært at tage mad med til tre dage, når man ingen køleskab har. Sidenhen har vi lært at det ikke er noget problem for en russer… Vi skulle med tog nr. 7 som starter i Vladivostok og har endestation i Novosibirsk, og der var afgang 17.35. Vores tog var mørkegrønt, og vi fandt frem til vores kupe, som havde fire køjer – to i hver side. Man kan ikke slå køjerne ned, så når man om dagen sidder på den nederste, er det ligesom at sidde i en lille hule, fordi overkøjen skygger for en. Måske det ret beskidte vindue også var skyld i manglen på lys? Hver køje havde en sammenrullet madras og en rigtig pude med fjer i. Provodnitsaen kom forbi med sengetøj til os, og så snart vi havde puttet det på, var der fjer over hele kupeen. Jeg fandt Harry Potter bogen frem og blev hurtigt opslugt af den – det lykkedes ihvertfald for Henrik at spise al vores slik uden at jeg opdagede det. Ved en af de næste stationer fik vi vores kupe fyldt op. Først en ung russsisk fyr som vi kunne følges med helt til Irkutsk og en lidt ældre mand som snakkede livligt på russisk selvfølgelig. Vi har lært tallene, men ellers forstod vi ikke så meget af hvad han sagde.
Lørdag den 12. juli
Klak, klak, klak, klak – man sover ikke specielt godt på en smal køje i et bumletog, men det er jo en del af hele oplevelsen ved at tage jernbanen. Der var et flot sommerbillede, når man kastede et blik ud af vinduet. Der var meget grønt, højt græs med mange vilde blomster i alle mulige farver og lidt træer. Dagen gik for mit vedkommende med at læse Harry Potter, mens Henrik sad med 1. del af The Farseer trilogien. Omkring middagstid holdt toget ved en station i 20 minutter, og der var mulighed for at komme ud og strække benene og købe proviant. Hele perronen var fyldt med små boder med mad og drikkevarer. Det er som regel babuskaer (bedstemødre) som sidder og sælger mad. Vi købte en bakke med friskhakket agurkesalat og en pose med dumblings. Den snakkesagelige russer stod af i løbet af dagen, så nu var vi kun tre i kupeen: os og vores russiske ven. Han tilbød os konstant mad fra sin enorme madpakke, som bestod af en hel sportstaske fyldt med forsyninger. Han havde 6 kogte æg, en stor ost, kæmpe poser med bolcher, kager og valnødder.
Søndag den 13. juli
Endnu en dag på toget, og jeg læste Harry Potter, indtil jeg var helt kulret i hovedet. Jeg blev færdig med bogen, og så sidder man bare der og føler sig tom. Nu går der mindst et par år før næste bog kommer, hulk, snøft. Jeg havde købt noget modellervoks som underholdning til toget, for jeg har hørt det skulle være ganske sjovt at lege “Modeller og Gæt” ligesom “Tegn og Gæt”. Desværre havde jeg ikke tænkt på, hvordan modellervoks bliver i varmen. Der var ret hedt i kupeen, så modellervoksen blev hurtigt til en fedtet masse, så farverne klistrede sammen og var umulige at skille ad.
Alt åndede fred og ro i kupeen, da vi lagde os til at sove omkring kl. 23, men ak! Ved midnatstid kom der en stor tyk asiatisk-russer brasende ind i kupeen og besatte den ledige køje. Han moslede rundt, og da han endelig faldt til ro, bredte der sig en liflig dunst af hans spritånde i hele kupeen. Som om det ikke var nok, gav han sig derefter til at snorke. Aldrig i mit liv har jeg hørt nogen snorke så vildt. Han trak torsk i land på størrelse med blåhvaler! Det var ulideligt at høre på, og til sidst fik jeg lyst til at slå ham. Inden jeg kom så langt trillede han dog over på siden og holdt mund.
Mandag den 14. juli
Dagen i dag har stået i fiskens tegn. I morges ankom vi med toget til Ulan Ude, og alle russerne styrtede ud af toget og købte røgede fisk på perronen. Vi var ikke helt klar til fisk så tidligt på dagen, så vi holdt os til nutella. Vi kunne nu ligeså godt have spist fisk, for vores ven købte en pakke med 10 fisk og pakkede dem ned i sin taske. Så blev han lidt lækkersulten og løb ud og købte endnu en fisk som han straks gav sig til at spise. Hele kupeen stank nu af fisk… Alle fiskene kommer selvfølgelig fra Baikalsøen der ligger et par timers kørsel fra Ulan Ude. Søen er kæmpestor – togskinnerne følger kanten af søen på en strækning på mere end 200 km, og det var ligesom at skue ud over havet. Man kunne ikke se nogen ende på søen. Det var også lidt gråt og diset, så sigtbarheden var ikke så god. Ved frokosttid holdt toget ved en station ikke langt fra søen, og vi kunne næsten ikke komme ud af toget, fordi der var folk med røgede fisk alle vegne. Vi købte en enkelt og fik også en pose med kogte kartofler. Den populære fisk hedder forresten omul, og den findes kun i Baikalsøen. Den er på størrelse med en røget makrel fra Føtex, men man får den med hoved, hale og det hele.
Midt eftermiddag startede vi med at pakke alt vores grej sammen, så vi var parate til at springe af toget i Irkutsk. Vi sagde pænt farvel til vores ven med de ti fisk, og så trippede vi ud i varmen i Irkutsk. De russiske hoteller er noget sløve til at besvare emails, så vi vidste ikke helt om vi havde en reservation på hotel Angara eller ej. Vi tog en taxi derhen, for det ligger sammen med centrum på den modsatte side af Angarafloden end stationen. Det er et stort hotel, så de havde heldigvis plads til os. Lad os bare sige det var et ret tiltrængt bad jeg tog, straks jeg kom op på vores værelse. Udover alle de fjer der var i vores kupe i toget, var der også masser af skidt i luften, fordi alle vinduer var åbne. Min næse var helt sort indvendig!
Tirsdag den 15. juli
Næsten hele dagen gik med at arrangere praktiske ting mht. overnatning og transport for de kommende dage. Der var en sød pige som talte engelsk i et lille rejsebureau på vores hotel, og hun kunne hjælpe med at arrangere homestay i landsbyen Listyanka ved Baikalsøen. Vi bookede tre nætter, og så tog vi en minibus ned til Raketaen for at købe færgebilletter til Listyanka. Man kan sejle på Angarafloden fra Irkutsk hele vejen ned til søen, men det er en ret populær båd, så rejsebureaudamen anbefalede at vi skaffede billetterne med det samme. Vi fik billetterne, og så tog vi hen på Irkutsk togstation for at købe billetter til Moskva. Der var et internationalt billetkontor med en engelsktalende dame, men det lykkedes alligevel for hende at udstede billetter til en dag senere end vi havde bedt om. Så annullerede hun dem, og fandt derefter ud af at vores dato var udsolgt. Halvirriteret kunne hun derefter printe de samme billetter igen, som hun lige havde annulleret.
Om eftermiddagen kiggede vi nærmere på de tre kirker som lå lige nord for vores hotel. De var vidt forskellige. Den første var hvid og havde et par spir med guld på toppen. Helt tæt på var den dog noget faldefærdig. Lige overfor på den anden side af vejen var der en meget farverig kirke med flotte guldmalerier såvel udvendig som indvendig. Den var bare flot dekoreret. Den sidste kirke var en halvkedelig rød murstensbygning. Vi gik ind på cafe Nostalgi for at spise til aften, og det viste sig at være en hel restaurant med fine servietter og bordet dækket af alskens glas og bestik. Prisniveauet var heldigvis til at overkomme, så vi bestemte os for at det var på tide at smage rigtig russisk kaviar fra støren. Vi fik vores kaviar severet i pandekager, og det smagte herligt. Jeg tror nu ikke vi kunne smage nogen sønderlig forskel på størkaviar sammenlignet med almindelig stenbiderrogn, så fremover holder vi os nok til stenbiderens, da det er mere overkommeligt i pris.
Onsdag den 16. juli (Rasmus’ fødselsdag – kat)
Vi pakkede vores ting sammen på hotellet og gik en tur rundt i centrum af byen. Alle de penge vi fik for bilen i NZ har vi på os i form af rejsechecks, og det er en tidsrøvende sag at indløse sådan en rejsecheck, for bankpersonalet vil tjekke underskrift og pas tusinde gange før de tør tage imod checken. Men for en gang skyld gik det glat i Alfabanken, hvor de havde en speciel dame til at ordne processen. Så den bank har vi skrevet os bag øret. Midt i centrum fandt vi central market, som er et farvestrålende marked med alskens sager. Der var tøj, frugt, bær, grøntsager og så selvfølgelig piratsoftware/musik/film. Blandt andet kunne man købe Terminator III på dvd, selvom den næsten ikke har haft biografpremiere endnu. Vores bærindkøb var ikke så heldige. Det jeg troede var blåbær var nogle ret sure bøllebær(?) og vores pose med jordbær glemte vi alt om, så de var helt maste da vi fandt dem senere på dagen.
Om eftermiddagen boardede vi en katamaranfærge, og den sejlede med god fart ned ad Angarafloden. Der var lidt halvtåget – halvtåget er vist det rette ord til at beskrive denne sommer – jeg har skrevet det tusindvis af gange tror jeg… Vi kunne ikke rigtig se hvornår vandet skiftede fra flod til søen, men efter en times sejlads landede vi i Listyanka. En flink knægt indvilgede i at vise os vejen til vores hotel som lå langt inde ad grusvej. Listyanka består af en hovedvej som går langs søen, og så er der to grusveje vinkelret på hovedvejen i hver sin dal. Vi boede i den nordligste af de to dale et godt stykke væk fra søen. Det var et rigtig hyggeligt træhus vi skulle bo i, men jeg var alligevel lidt ærgelig, for jeg havde set frem til at skulle have udsigt over søen. Udsigten var der faktisk, vi kunne bare ikke se den før den sidste dag, fordi det var så tåget…
Vi havde morgenmad og aftensmad inkluderet i opholdet, og til aften fik vi omsider smagt russisk vodka, da manden ved nabobordet fyldte vores glas. Vi gik en tur ned til havnen og så derved halvdelen af landsbyen. Der var et lille marked hvor de solgte stensmykker, stenfigurer og selvfølgelig røgede omuller. Udover jade, lapis og blodsten var der en ret flot lilla stenart, og jeg kom til at købe et sølvarmbånd med en rund flad sten i.
Torsdag den 17. juli
Efter lidt forhandling aftenen før, havde vi fået booket en vandretur i Bolche Koty med guide. Det var en af køkkenpigerne på stedet som skulle med som guide, og vi var de eneste turister på turen. Først blev vi kørt ned til søen i en gammel skrammelkasse af en varevogn. Så blev vi fragtet med en lille motorbåd omkring 15 km mod nord. Vores guide kunne ikke meget engelsk, men hun havde taget en russisk-engelsk parlør med. Vi har den omvendte engelsk-russisk, så hver gang vi skulle kommunikere med hende stod vi med næsen i hver sin bog. Kommunikationen gik meget langsomt, men det var alligevel forbløffende, hvor meget vi kunne tale med hinanden. Henrik blev rigtig god til at danne meningsfulde “sætninger” ved blot at sige navneord og tillægsord. Vi gik på en flad skovvej langs kysten og nåede hurtigt frem til landsbyen Bolche Koty. Her spiste vi frokost, og selvfølgelig stod menuen på røget omul. Vi fik en hel fisk hver denne gang, og vi er efterhånden ved at være gode til at skrælle den fri for ben. Fisken spiste vi med lidt brød til på en ret faldefærdig mole. Efter endt måltid ville jeg vaske mine fingre i søen, og det var noget af et hyl jeg kom med, da mine fingre rørte i det iskolde vand. Den sø er godt nok kold. Vi fortsatte videre nordpå ud af byen og nu blev stien langt mere udfordrende. Det gik op og ned og vi gik på en skråning lige ned til søen. Der var en herlig udsigt, og omsider begyndte søen også at se mere blå end grå ud. Vi kom forbi adskillige campingområder med telte og russere, som lå og sov deres tømmermænd ud. Det så hyggeligt ud med teltpladser med bål, men uha hvor var der meget affald som bare lå spredt rundt omkring. Ikke just uspoleret natur… Vi gik et stykke langs stranden og besteg til sidst en klippefyldt bakke. Fra toppen var der bare en superfin udsigt over søen. Vi kunne se de bittesmå telte et stykke bag os, og et af teltene lignede et helt cirkus med de karakteristiske blå/røde Benneweisfarver. Toppen var også målet for vores udflugt, så dernæst gik det tilbage ned ad stien som var ret jordet og stenet, så vi skred hele tiden ud. På stranden blev vi hentet af manden med motorbåden, og vi lynede vores regnfrakker godt til. Det var simpelthen hundekoldt at sidde og blive forblæst bag i båden.
Efter aftensmaden fik vi varmen, for vi var en tur i banya – russisk sauna. Det minder meget om hvad de praktiserer i Finland. Lige uden for saunaen finder man en stor trætønde med iskoldt vand som man kan hælde over sig, når varmen stiger en til hovedet. Det var bare herligt at blive gennemvarmet i saunaen efter den kolde hjemtur i båden.
Fredag den 18. juli
Vores sidste dag i Listyanka brugte vi på at udforske resten af landsbyen. Vi gik om til den anden grusvej og så et lille galleri med malerier af søen. Så gik vi langs hovedvejen med syd for at komme ned til et geologisk museum. På vejen derned fik vi øje på en stor brun bjørn i et bur i et hus på den modsatte side af vejen. Vi gik derover for at se nærmere på hvad den stakkels bjørn lavede i sit alt for lille bur. Da vi kom derover glemte vi alt om den store bjørn, for der hoppede en lille bjørneunge i en snor som blev holdt fast af en dame. Jeg tog kameraet frem og nåede lige at tage et billede, før jeg blev overfaldet af en uforskammet pige som krævede 40 Rubler, fordi jeg havde taget et billede. Jeg blev ret forarget og ignorede hende bare, for damen sad ligesom midt på vejen med bjørnen. Jeg nåede også lige at tænke: Det er da et frit land vi lever i, men så blev jeg enig med mig selv om at det nok ikke var den rette kommentar til en tidligere sovjetborger, så vi gik hurtigt videre. Pigen råbte noget efter os, men vi havde ikke dårlig samvittighed efter at have set hvordan de behandlede den stakkels bjørneunge. Museet var ikke nogen stor oplevelse. Det mest spændende var et tværsnit af søen, hvor man kunne se dybdevariationen. Søen er dannet som en lang rift i jordskorpen ved at to tektoniske plader har bevæget sig. Da riften blev dannet var den 10 km dyb, men tidens gang har ophobet en masse sediment på bunden, så nu er søen kun lidt uder 2 km dyb. I løbet af dagen var solen trængt frem gennem skyerne og der var næsten blå himmel, da vi gik tilbage gennem landsbyen. Vi fik en is på en bar ved havnen, og omsider kunne vi se bjergene på den modsatte bred. Indtil da havde Henrik været meget skeptisk mht. om Baikal overhovedet var en sø, men synet af land på den anden side fik ham vist omsider overbevist.
Lørdag den 19. juli
Vi tog en minibus fra Listyanka tilbage til Irkutsk, og tjekkede ind på hotel Angara igen. Vores gode veninde med rejsebureauet holdt åbenbart lukket i weekenden, og det var vi ikke så begejstrede over, for vi havde efterladt penge hos hende, så hun kunne booke et hotel i Moskva til os. Det eneste vi havde var en lille kvittering som sagde vi havde betalt hende 2500 Rubler, men vi kunne ikke en gang tyde hvilket hotel det var vi havde betalt for. Lidt slukørede tænkte vi at var blevet snydt, selvom det måske ikke var tiltænkt. På markedet i midten af byen var der en livlig aktivitet og vi købte agurk, tomat, pærer og bananer som proviant til togturen til Moskva som starter i morgen. Terminator III som kun var på russisk fik vi byttet til Monsters Inc.
Om aftenen spiste vi på vores hotel i en lille restaurant på 3. sal. Der var et lille selskab i den ene ende af lokalet, og minsandten om det ikke viste sig at være en bryllupsfest. Vi fulgte godt med i selskabelighederne, men bruden virkede lidt underlig mut. Der kom først et smil på hendes læber da livemusikken i form af en mand med et keyboard skiftede genre og kastede sig ud i Rock’n roll. De skålede og skreg alle de ting som Henrik kunne finde i frasebogen. Blandt andet noget med at råbe: “Bitter!” Det er ment ironisk og tænkt som et ønske om et “sødt” liv.
Søndag den 20. juli
Vi spiste morgenmad på hotellet sammen med et midaldrende australsk par fra Sydney som var på vej til London for at besøge deres datter. Vi sluderede vældigt med dem om vores tid i Australien. De skulle med det samme tog som os senere på dagen, så vi sagde på gensyn. Dagen gik med at indsamle forsyninger til toget. Vi købte ind i større stil end sidst. Slik, kager, chips, sodavand, rugbrød og potnoodles. Tilbage på hotellet rendte vi ind i australierne igen. De var i knapt så højt humør, for de havde lige været en tur på marked for at hente forsyninger til toget, og så var mandens tegnebog med alle kreditkort blev stjålet af en lommetyv. De tog det egentlig meget pænt, men var selvfølgelig travlt beskæftiget med at ringe verden rundt for at spærre kort. Her bagefter kan jeg næsten ikke fortænke lommetyven i at have udvalgt Gary Larsson som offer. (Manden hedder ikke Gary Larsson, men han ligner en figur fra Gary Larssons tegneserier). Hver gang vi har været ude at trække luft på en perron siden, har vi stødt ind i Gary Larsson. Han falder bare ud af mængden som en stor glad mand der går rundt med sit store kamera om halsen og engang havde han så også en tegnebog i baglommen… Han er prototypen på en rig amerikaner med dollars i lommen.
Forresten nåede vi lige at købe togbilletter fra Moskva til Skt. Petersborg i Irkutsk inden vi skulle med toget. Det er tog nummer 9 vi nu befinder os i, og det er nok det fineste tog i hele Rusland. Det er blåt udvendigt, og en del mere moderne indvendigt end det vi rejste med sidst. Der er aircon og lædersæder og alt virker bare mere rent. Henrik er simpelthen for sød en fyr og rejse med eller skulle vi hellere sige han har en ret sød tand? Vi har købt proviant til tre dage i tog, og straks vi har fundet vores kupe begynder han at rode efter chips og slik. I modsætning til sidst har jeg spredt vores proviant ud, så han ikke finder det hele på en gang 😉 Et par stationer efter Irkutsk fik vi en ung pige ind i vores kupe, men vi var åbenbart ikke fine nok til hende, for hun valgte at bytte kupe og sendte to unge brødre ind til os i stedet. De var meget festlige og have en stor flaske øl med som de flittigt skænkede af. Den ældste “Big brother” som vi hurtigt døbte ham kunne en lille bitte smule engelsk, men det var selvfølgelig lillebroderen, der var mest fuld og snakkesalig. Han vrøvlede løs om Vaina og Gitler som vi oversatte til krig og Hitler. Hvad det egentlig var han ville sige fandt vi aldrig ud af. De to brødre rendte ud og ind af vores kupe hele aftenen og natten for at ryge.
Mandag den 21. juli
Vores to russiske brødre stod af toget allerede i Krasnoyarsk, og siden har vi haft kupeen for os selv. Det er dejligt med al den plads, men jeg fryser nu lidt fordi den aircon er lidt for effektiv til to personer. Vi kan ikke finde noget sted at slukke den, så vi sidder med masser af tøj på og tæpper over os. Udenfor vinduet er der et strålende flot grønt sommerbillede. Masser af birketæer og vilde sommerblomster i alskens farver. Jeg blev næsten lidt hidsig på Gary Larsson, da han sagde det var ensformigt. Jeg synes det er rigtig flot med alt det grønne. Det er da langt mere varieret end det tørre Australien! Vi fik 7 små hummere eller krebs til frokost – de lignede mest små røde hummere, men jeg ved ikke helt hvordan en krebs ser ud. Vi købte dem vist i Krasnoyarsk, så de stammer nok fra floden. Vi er ikke så erfarne i den slags skaldyr men vi spiste halerne med brød, agurk og tomat. Lækkert. Henrik læste den sidste af Farseer bøgerne (III) til ende i løbet af dagen, og jeg har slugt al min egen indkøbte litteratur, så nu har jeg kastet mig over Farseer I. Sidst på aftenen nåede vi til Novosibirsk, og vi havde regnet med at få nye venner ind i kupeen men der kom ingen, så vi kunne låse døren for natten. Jeg sov rigtig godt, men stadig med pas og penge gemt i hovedpuden.
Tirsdag den 22. juli
Ja, det er jo så i dag, og vi er stadig ombord på toget. Vi er på vej mod Yekaterinienburg, hvor der skal være et langt stop på 23 minutter, så vi kan komme ud og få friske forsyninger. Vi mangler vand og aftensmad. Jeg blev træt af at læse Farseer, og så satte jeg mig ud på gangen med computeren for at få den ladet op. Så kan vi også se Monsters Inc i aften, hvis der ikke kommer andre ind i vores kupe. Vi spiste morgenmad i restuaranten i toget i dag, for vi er ved at være lidt trætte af vores rugbrød med agurk og tomat. Vi skifter tid efter tidszonerne som de er beskrevet i LP, så vi kom op i restaurantvognen kl. 8 lokaltid, men de nægtede at lave nogen form for morgenmad for deres klok’ på Moskvatid var kun 6, og de åbnede altså først kl. 7. Det er totalt gak for hele toget havde været vågent i flere timer, men vi måtte gå tilbage til vores kupe og vente en time. Da vi kom vendte tilbage til restaurantvognen fik vi forevist en kæmpe menu på russisk, engelsk, tysk og fransk. Vi forsøgte at bestille en omelet blandt de mange æggeretter, men servitricen stregede alle retter ud med undtagelse af spejlæg, så vi fik spejlæg…
Den ekstra nat vi blev tvunget til i Irkutsk pga. et udsolgt tog bliver taget fra vores ophold i Moskva, så vi får kun tre dage i byen. Det er måske også nok lige for tiden, for der har været et par terroristangreb inden for den sidste måned af tjetjenske selvmordsbombekvinder. Vi mødte nogle danskere i Irkutsk som kom fra Moskva, og de sagde der var politi alle vegne og at Den Røde Plads er lukket. Nu må vi se hvordan det ser ud. Vores hotelreservation gik forresten i orden, for vi rendte ind i vores travel agent på hotellet to timer før vi skulle med toget og hun havde papirer parat til os. Rent held vi fandt hende. Det er dejligt med de lange stop, hvor man kan komme ud og få strukket benene. Det bedste er nu at få en dejlig kold is på perronen..
Onsdag den 23. juli
Hurra – så er vi tilbage i Europa. Vi passerede Uralbjergene en gang i nat, så vi fik desværre ikke et glimt af dem. I løbet af igår blev toget en time forsinket, og det er åbenbart ikke noget man bare kan indhente, så vi er først fremme i Moskva i aften omkring kl. 18. Vi blev noget skuffede i formiddags, da vi troede vi skulle ud på perronen i Nizhny Novgorod og købe morgenmad, og så var det eneste vi kunne købe porcelæn og glas sikkert tænkt som gaveideer til familiemedlemmer i Moskva… Lige før stationen passerede vi iøvrigt Volga – Europas længste flod. Den var grøn og bred, men ellers var den ikke så imponerende. Over middag fik vi besøg i vores kupe af Gary Larsson og hans kone. Deres Europatur er en nonstop tur rundt i Norden og de baltiske lande. Efter Rusland skal de besøge Helsinki, Talinn, Vilnius, Polen og København før de flyver til London over til deres datter. De har kun 2-3 dage i hver by, så de lever op til Jakobs gamle joke om en amerikaner i Europa: It’s Wednesday, so this must be Belgium… Vi fortalte dem en masse om København og Danmark, og vi skreg af grin mens vi læste i deres LP. De havde en version som dækkede hele Norden og de baltiske lande, men på trods af det var afsnittet om Danmark egentlig meget fyldestgørende. Ved sekstiden trillede toget langsomt ind Moskva, og vi fik øje på en af de høje bryllupskager i byen. Der er syv flotte skyskrabere, som blev bygget for ikke at stå tilbage for New York. De er meget sprudlende, og betegnelse de syv bryllupskager er meget passende. Vi tog med metroen ud til Izmaylovsky Park, hvor vores hotel gamma-delta ligger. Moskvas metro er virkelig flot. Der er store brede gange udsmykket med ornamenter, statuer og lysekroner. Det er som at gå rundt i en kirke eller et slot, når man bevæger sig rundt dernede under jorden. En schweizisk pige Monika som havde været med vores tog, skulle ud til samme hotel som os, så vi fulgtes med hende og aftalte at spise til aften med hende, når vi havde fået et bad på hotellet. Vores hotel er nok det tætteste man kommer på Hilberts hotel (matematisk joke med et hotel med uendelig mange værelser) – det er bygget til OL i 1980, og der er 8000 værelser! Vi sad udendørs og fik en salat til aften. Monika fortalte hun havde været ved Baikalsøen i april mens den var frosset til, så man kunne køre rundt på isen i bil.
Torsdag den 24. juli
Efter en overdådig morgenmadsbuffet på vores hotel tog vi metroen ind til centrum og gik hen mod Den Røde Plads. Pga. terroristangrebene tidligere på måneden var pladsen spærret af, men vi blev hurtigt overfaldet af en guide som sagde hun kunne tage os med derind. Vi gik med hende, og hun var en bestemt dame som satte et godt tempo. Straks vi var igennem sikkerhedstjekket begyndte hun at fortælle uafbrudt om stedet. Pladsen blev i gamle dage brugt til militærparader, men nu er der kun en parade om året den 9. maj. Central placeret ved kanten af pladsen ligger Lenins Mausolæum, og indeni finder man den balsamerede Lenin som ligger til skue. Man kan gå hele vejen rundt om ham, og han ser helt levende ud. Liget dyppes i konserveringsmidler to gange om ugen for at holde ham frisk, men processen får også hans hår og negle til at gro, så han bliver trimmet regelmæssigt! Bag Mausolæet er Kremls ydermur, og alverdens kendte russere ligger begravet der. Alle præsidenter frem til 1983, Yuri Gagarin, Maxim Gorky, etc. Der ligger kirker i begge ender af Den Røde Plads. Den mest kendte er Skt. Basils Katedral, der nærmest er blevet et ikon for Moskva med de mange kulørte løgkupler som ligner en hel lagkage. Der er ni løgkupler på kirken men de to største tårnene af er under restaurering, så vi kunne ikke se hele kirken i al sin pragt. Vi sagde farvel og tak til guiden og gik inden for i Skt. Basils. Inden i var der bittesmå rum med guldmalede ikoner og altre hist og pist – vi gik rundt og rundt og kunne næsten ikke finde ud. Over middag indløste vi vores sidste rejsechecks og dryssede gennem et marked ikke langt fra Den Røde Plads. Det var matryoshka dukker (buttet trædukke med en ny mindre dukke inden i maven) i alle størrelser overalt men priserne var noget pebrede. Henrik kom til at købe en grå russervinterhat. Han ligner en bjørn med den på. Sidst på eftermiddagen tog vi hjem til vores eget hotel, for der skulle være det bedste souvenirmarked i hele byen. Her var der også masser matryoshkaer men til noget bedre priser. Man kan få alt fra en traditionel russisk dame til Harry Potter eller de russiske præsidenter. Beckham med resten af Real Madrid indeni kan selvfølgelig også erhverves.
Fredag den 25. juli
Vi så Kreml, og der gjaldt samme regel som for Den Røde Plads. Man kan kun komme ind ifølge med guide. Vi blev stuvet sammen i en flok på 16, og så kom vi ind bag de forjættede mure. Kreml betyder egentlig fort på russisk, så der er mange russiske byer som har et kreml, men fordi Moskvas Kreml huser regeringschefen er det blevet synonym for parlamentet. Der er ikke adgang til parlamentets bygninger, så vi skulle ind og se kirker. Der ligger tre flotte store katedraler lige bagved Putins kontor. Vi undrede os lidt over at kommunisterne derved har boet side om side med tre kirker, mens de smadrede kirker rundt omkring i Sovjetunionen. Udover os var der selvfølgelig et væld af turgrupper omkring os, men vores guide demonstrede en af de smarte finter ved det russiske køsystem. I et land hvor man en gang kunne stå i kø i flere dage, har man selvfølgelig udviklet en ret subtil køkultur, så man kan holde en plads i en kø til andre. Vi efterlod et par stykker fra vores gruppe i den lange kø til den mest populære kirke, og så gik vi ellers rundt og så de to andre mens køen skred fremad. Derefter kunne vi diffundere forbi den lange kø og spadsere helt op foran til vores gruppevenner som var nået frem til døren til hovedatrraktionen. Man kom ind i et højt smalt kirkerum som var malet fra gulv til loft med billeder. Hele den ene sidevæg var dækket af ikonbilleder med guldrammer. Det var meget overvældende og flot.
Om eftermiddagen tjekkede vi det elektroniske marked med cd’ere og dvd-film i Moskva ud. Lad os bare sige Henrik ikke kom tomhændet derfra…
Lørdag den 26. juli
Vores sidste dag i Moskva, hvor vi genså markedet lige neden for vores hotel. Det var endnu større end sidst pga. weekenden, så der var masser af ting og gøgl at se på. Der var høj sol og lækkert sommervejr. Bagefter tog vi ind til byen, og så Novodevichy Kloster. Det er en lille fæstning med en kirke. Vi blev fanget derhenne af en tordenbyge, så kirken fik vi grundigt studeret indvendigt. Næste stop var Gorky Park, men vi var i den ende, hvor der er et stort tivoli så vi nøjedes med at se parken udefra. I stedet gik vi over på den modsatte side af vejen og så en lille park med statuer. Aftenen tilbragte vi på en fancy internetcafé hvor man bestilte sine drinks via computeren. Derefter tog vi hjem på hotellet og hentede vores bagage før vi gik ombord på nattoget til Skt. Petersborg.
Søndag den 27. juli
Vores tog fulgte desværre sin tidsplan, så vi blev banket op af provodnitsaen kl. 6 i morges, og 6.40 stod vi halvsøvnige på perronen i Skt. Petersborg. Der kom en dame og tilbød os et værelse til en ret billig pris, men da vi så det live, var vi ret enige om at det ikke skulle være vores sidste destination. Værelset lå på 5. sal i en skummel bygning, og der stank af kattetis overalt. I stedet gik vi rundt om hjørnet og fandt et rigtigt hotel. Vi kunne først få et dobbeltværelse kl. 12, så lidt over 7 var vi klar til sightseeing i byen. Vi vandrede op ad hovedgaden Nevsky Prospekt Byen har 300 års jubilæum i år og blev grundlagt af Peter Den Store som gerne ville have en kulturhovedstad som var lige så fin som de gamle europæiske kulturcentre. Man må sige Peter nåede sit mål, for der er flotte overdådige bygninger så langt øjet rækker. Vi var indenfor i Kazankatedralen som udefra lignede et helt græsk tempel. Inden i var den fantastisk flot og meget kirkeagtig. For enden af Nevsky Prospekt fik vi øje på Vinterpaladset/Hermitageslottet. Det er en kæmpestor bygning med hvide søjler på murerne og statuer på taget. Indeni er der kunstskatte og malerier i et væld. Vi stod i kø et godt stykke tid for at komme derind. Der var bare så mange flotte rum derinde. En del af det er barok, så der ikke sparet på noget som helst. Der er kunstklenodier fra Leonardo Da Vinci, Rafael, Michelangelo etc., så museet er ganske populært. I nogle rum kunne man næsten ikke få ørenlyd for alle de turister der omgav en. Vi gik en tur med en walkman og et lydbånd som fortalte om alle skattene. Efter lidt over en times forelæsning fra rum til rum kørte vi træt i det. Vi var simpelthen for tunge i hovederne til at høre om mere kunst, for det var brølvarmt. Nu er vi gået hjem og har tjekket ind på hotellet for at holde siesta, for vi trænger til at sove ordentligt efter nattens togtur, og der er også alt for varmt til at lave noget som helst. De næste par dage skal vi rundt i byen og finde Eulers historiske fodspor.