Fredag den 1. november (Henriks fødselsdag)
Henrik fik to par tights af mig og en mini Find Holger bog – han hedder Wally på engelsk. Desuden bogen Disgusting og svømmefødder. Vi ankom til Alice lidt over 10 og sendte Torben og Sonja hen for at se Flying Doctors. Henrik og jeg købte ind imens og hentede bilen ved toget. Efter at have samlet Torben og Sonja op, kørte vi direkte sydpå mod Uluru (Ayers Rock). Det blæste en del, og da vi gjorde stop i Erldunda, følte man nærmest at man stod midt i en ørkenstorm. Sonja var også lidt utryg ved situationen, men vi kørte videre. Vejen fra Erldunda til Yulara, som er hovedkvarteret ved Uluru, bød på flere forhindringer. Først var der en tyrekalv midt på vejen, for på de kanter er det meget normalt at lade kvæget gå frit og græsse på begge sider af vejen. For at adskille de forskellige kvægfarmeres besætninger er der riste i vejen og derfra hegn vinkelret på vejen. Efter at have passeret tyren kunne vi ane røg i det fjerne. Vi har før set bushfires men denne gang var den ret tæt på. Flammerne var helt tæt på vejen i den ene side, men Camilla kørte bare ligeså stille igennem. Sonja var atter en smule betænkelig ved situationen. I Yulara indkvarterede vi os efter lang tids betænkningstid fra Henrik og Torben på et 4-køjesengs værelse. Det var det eneste, der var ledigt, så jeg kunne ikke helt forstå, de skulle tænke så længe over det. Derefter fik vi lidt travlt, for vi skulle nå at se solnedgangen ved Uluru. Det er en tradition på de arrangerede ture at man drikker champagne imens solen går ned, og vakse Torben købte en børnechampagne i supermarkedet. Solnedgangen var lidt af et tilløbsstykke. Sikke en stor sten.
Lørdag den 2. november
Vi kom ikke så tidligt op og startede med at køre rundt om Uluru. Det var fascinerende at se stenen tæt på, for den varierer meget i udseende, når man bevæger sig rundt om den. Vi var ude og klappe stenen et sted, hvor den nærmest så ud til at være opbygget af små flager, der kunne falde fra hinanden når som helst. Andre steder ligner den en bundsolid klippe. Der ligger et visitorscenter lige ved siden af stenen, hvor man kan købe souvenirs. Henrik som efterhånden har fået alle sine julegaver og fødselsdagsgaver på forsiden fik en t-shirt med Uluru af Sonja. Ved middagstid tog vi tilbage til Resortet hvor vi boede og holdt siesta ved poolen. Vi spillede “i midten” med vores fodbold i vandet. Vores plan var at køre til Kata Tjuta (The Olga’s) over middag men vejen var lukket pga. bush fires. Heldigvis åbnede vejen igen ved 15-tiden, så efter en lang siesta, hvor Sonja var helt rundt på gulvet over at der ikke var noget på programmet, kørte vi hen mod indkørslen til parken. Billetten til parken gælder i 3 dage, så vi regnede med, vi bare kunne køre igennem i yderbanen og vinke med billetterne til damen ved skranken. Den gik ikke. Hun nægtede at åbne bommen for os, selvom Torben stod ud af bilen og diskuterede med hende. Der holdt en personbil bag os med folk, som også havde troet man kunne komme ind ind den vej. Føreren af den bil blev så irriteret over, at billetdamen sagde han skulle bakke og placere bilen i den lange kø, at han hidsigt satte bilen i bakgear og kørte med lidt stor fart bagud. Kronks, crash- han bakkede lige ind i en ret ny bil som også var i færd med at bakke. I samme øjeblik viser Torben temperament. Han bliver så gal på billetdamen, at han løber hen til hende og siger hun lige har forårsaget et uheld. Vi kan høre helt ind i bilen, at han slutter sin salut med “Stupid Woman!” Men tilbage og ind i den langsomme kø må vi, og det tager en krig at komme ind i parken. Siden da må jeg nok sige jeg har fået respekt for at bakke. Man kigger lige en ekstra gang om der er noget man kan ramme. Kata Tjuta er en hel samling af sten som består af samme stenart som Uluru. Der er over 30 sten som varierer i størrelse, men de største er højere end Uluru. Vi vandrede en tur ind i en kløft mellem to af de store sten. Det var en flot tur, og der løb et lille vandløb, så der var meget frodigt omkring vandet. Solnedgangen ved Kata Tjuta er lige så spektakulær som ved Uluru, så vi parkede bilen og gav os til at vente på solens nedstigning. Tiden fik vi blandt andet til at gå med en oprydning i bilens bagagerum som efter 12 dages køretur med 4 mand i bilen efterhånden var godt rodet til. Det var en flot solnedgang, hvor stenene skifter fra en rødlig farve til mere mat brun. Om aftenen tog Henrik og jeg på en arrangeret stjernetur. En ung fyr med et par teleskoper var guide, og han fortalte om hvordan man finder syd på en himmel der ikke er så heldig at have en sydstjerne ligesom vi har Nordstjernen. Han gennemgik de synlige billeder fra Dyrekredsen og specielt skorpionen som er Henriks stjernetegn var meget tydelig. Vi så nogle åbne stjernehobe og dobbeltstjerner i teleskoperne. Det flotteste var en åben hob med form som en sommerfugl. Tilbage ved resortet var køkkenet lukket, men heldigvis havde Torben og Sonja gemt lidt rester til os. Disse rester var ikke sådan at kimse ad, for de bestod af grillet kænguru, krokodille og emupølse. Krokodillekødet var hvidt som kylling men en anelse sejere lidt gummiagtig. Kængurukødet var lammeagtigt men lugtede og smagte af kænguru. Emupølsen var vores favorit og den var også lidt lammeagtig. Henrik og jeg sluttede af med en øl i baren på Torbens regning, for Torben skyldte mig en flaske rødvin. Vi havde væddet om Mt. Gambier var nævnt i Lonely Planet og det var den.
Søndag den 3. november
Vi er tidligt opppe (altså kl. 5) for at se solen stå op over Uluru. Vi vandrer rundt om den kæmpe store sten og tager en million fotos. Sonja og jeg kan ikke nære os og bliver nødt til lige at prøve at klatre lidt på stenen, for at føle hvordan det er. Vi kravler op til der hvor jernkæden som man kan holde fast i begynder. Det er ok at kravle opad, men nedturen er noget vanskeligere. Desuden er de indfødte ikke glade for man kravler på stenen som er deres helligdom, så vi nyder udsigten og kravler forsigtigt ned igen.
Det tager 4 timer at gå de cirka 9 km rundt om stenen. Undervejs ser vi hulemalerier og små vandhuller. Stenen er meget varieret med huller og kløfter og revner. Slet ikke så jævn som den ser ud på billeder. Ved frokost tid siger vi farvel til Torben og Sonja, der tager bussen til Alice Springs. Vi provianterer med bla. 10 liter vand og kører via Erldunda ud på Stuart Highway. Vi så lige lidt nærmere på Mount Connor som også er en klippeformation ligesom Uluru. Vi gør holdt i Marla 500 km syd for Alice. Vi får en primitiv hytte, og når lige at spise dagens ret i cafeteriaet: stuvede blomkål med skinke og grønne ærter. En snakkesagelig mand i en Volvo overfaldt os allerede på parkeringspladsen og fortæller os under middagen om hvor spændende det er at køre langs The Old Ghan (den gamle jernbane). Han siger man sagtens kan køre 90 km/t på grusvejen, og vi bliver ret nysgerrige, for det lyder fedt og kan blive en spændende tur. Vores hytte er ikke vindtæt, og det piver skrækkeligt fordi det trækker ind under døren. Vi løser det ved at lægge sengetæppet foran. Prøver at finde stjernerne fra natten før, men det lykkes ikke med dem allesammen.
Mandag den 4. november
Vi vågner i en kold hytte og kører straks efter morgenmaden videre ad Stuart Highway til Coober Pedy. Det er en stor opalmineby midt i ørkenen. Der er så varmt at man har fundet på at bo nede i minerne under jorden. Vi ser The Old Mine, som er inrettet som museum. Iført duserhat går vi rundt få meter under jordens overflade i en behagelig temperatur på 22 grader. Der er en nummereret udstilling, om hvordan man graver opaler og en etage højere oppe ser vi hvordan en opalmine kan anvendes som bolig. Jeg bliver lidt hooked på at få et armbånd med opaler, men de er bare så dyre. Det ender med jeg istedet køber et par blågrønne opal ørenringe. Henrik får sin vilje og kommer på pizzabar. Næste butik vi besøger specialiserer sig i didgeridoos. De har så mange store og flotte, og vi er enige om at det er det helt rigtige sted at købe en didgeridoo. Problemet er så lige at vælge den rigtige. Vi står længe og grubler over om det skal være en flot tynd lilla eller en lidt kraftige blå en. Vi ender med at vælge den lille som er dekoreret med kænguru og krokodille. Den er rigtig flot. Prisen prutter vi lidt om, for hvis vi betaler kontant vil sælgeren godt give en anseelig rabat. Bagefter får vi begge spilleundervisning af ham. Jeg er komplet umulig og utålmodig og kan ikke lade være med at grine, fordi det kildrer så meget på læberne. Henrik er noget bedre og får nogle af de rigtige lyde ud af røret. Den sidste ting vi mangler at se i Cober Pedy er de omkring liggende månelandskaber. Nord for byen ligger nogle bakker og klipper som hedder Breakaways. Grusvejen derud går forbi Dog Fence som er et hegn på over 5000 km. Det skal holde dingoen (den australske vilde hund) væk fra fårene sydpå. Lidt efter er vi på månen. Landskabet omkring os er grå/sort med lidt sorte sten hist og pist. Rundt omkring er der små toppe som ligner månekratere. Det er bare sejt. Vi ender med en hel rundtur i Breakaways, for Henrik vil absolut se alle lookouts. Derefter fylder vi benzin på bilen og kører eventyrlystne ud på grusvejen mod Williams Creek. Der er 166 km men det går overraskende godt derud af. Vi møder en enkelt bil som overhaler os. Ellers er er der bare ingenting derude. Ingen træer lidt små buske ellers ingenting! Williams Creek er en bar med tusind ting på væggene. Alle vender sig om da vi træder ind af døren. Vi får en bajer i baren og overnatter i bilen som er totalt støvet.
Tirsdag den 5. november
Vi kører fra Williams Creek til Coward Springs, hvor der er indrettet et spabad ved en vandboring. Vi hoppede i og nød det dejlige vand som vaskede noget af støvet af os. Vejen går langs den gamle jernbane som skiftevis var på højre og venstre side af os. Landskabet skifter meget men stadig ingen træer. Af og til kvæg men ellers ingen dyr. Vi drejer af ved Boble Springs. Det er helt fantastisk, for det er en kilde som bobler ud på toppen af en bakke ude midt i ørkenen. Der er et helt bassin og meget frodigt og grønt omkring vandet. Vi passerer forbi Lake Eyre som er en kæmpe udtørret saltsø, der kun har indeholdt vand 3 gange inden for de sidste 100 år. Vi spiser frokost i Maree, og hovedparten af vores gruseventyr er overstået. Efter yderligere 70 km på grus byder en emu midt på grusvejen os velkommen tilbage til civilisationen. Vi har indkvatereret os i Leigh Creek i en lille hytte. Henrik forsøget at spille didgeridoo, og jeg sidder og forsøger at komme i tanke om alle de ting vi har lavet de sidste 14 dage.
Onsdag den 6. november
Vi kører sydpå fra Leigh Creek til Parachidna og drejer ind på en grusvej som går fører os ind i Flinders Range National Park. Det er en meget dyrerig park med bjerge. Grusvejen er meget god at køre på, selvom man en gang imellem skal igennem en creek, hvor der står få centimeter vand på vejen. Camilla viser sig at have et hidtil ukendt talent for at spotte emuer. Den ene emu efter den anden står i vejkanten og griner til os. De ligner nærmest træer, så det kan være svært at få øje på dem. De er slet ikke så sjældne som Torben og Sonja tror. Over middag er vi ved at være vænnet til emuer omkring os, så vi stopper ikke længere bilen for at kigge og fotografere, men pludselig påstår Henrik, at vi lige er kørt forbi to små fugle, som må være babyemuer. Jeg tror ikke helt på ham, men nu er emuerne atter interessante, og lidt efter kommer der en emu gående med to små nuttede mini emuer lige efter sig. Vi drejer fra den store vej og kører ned til Sacred Canyon, hvor der er aboriginal hulemalerier. Fra vejen får vi øje på et par strittende ører, hvis ejermand ligger og sover middagssøvn i skyggen under et træ. Ørerne viser sig at tilhøre en kænguru. Ser man en kænguru, kan man være sikker på at der er flere i nærheden, for det er et flokdyr. Da vi først har gennemskuet, hvor kænguruerne sover middagssøvn, er det ikke svært at finde dem. Både den gullige bjergkænguru som vist hedder Eruo, og den mere almindelige grå kænguru støder vi på.
| Det store trækplaster i Flinders Range er Wilpena Pound som er en krans af bjerge der ligner et meteor/vulkankrater, men som er dannet helt af sig selv. Vi vil gerne bestige en af toppene men vælger at udsætte det til næste formiddag fordi der er alt for varmt. Istedet kører vi omkring i parken og ser endnu flere emuer, kænguruer og får. Til sidst finder vi på en leg med point, hvor en emu giver 3 point, en kænguru 2 point og 10 får 1 point. Legen bliver afbrudt, da der pludselig står en kamel midt på vejen. Dvs den har kun en pukkel, så man burde egentlig kalde det en dromedar, men hernede kalder de det for en kamel. Kamelen er ret ligeglad med os og flytter sig selvfølgelig først fra vejen, da jeg stiger ud af bilen og forsøger at fange den med kameraet. Grusvejen vi nu er endt på skulle være en geologisk køretur gennem stenarter, men vi når ikke ret langt før vejen bliver temmelig dårlig. En stor firehjulstrækker med et dansk flag på taget kommer kørende imod os, og da de kommer hen til os pludrer de på engelsk, at vi nok ikke skal køre videre i en almindelig bil. Vi var allerede selv begyndt at overveje om ikke vejen var for hård ved bilen, så når folk i en firehjulstrækker siger stop, beslutter vi os også for at vende om. De var selvfølgelig danskere. Dem har vi ellers ikke mødt så mange af hernede. Tilbage i Wilpena som er parkens hovedkvarter overnatter vi på campingområdet i bilen. Vores bil er forresten ikke længere hvid. Den er rød af støv og sand fra ørkenen. Den trænger virkelig til at blive støvsuget indvendig. |
Torsdag den 7. november
Allerede lidt i 9 er vi klar til at bestige Ohlsens Bagge (ja, det lyder helt norsk, som det måske også er?). Det er en vandretur til en top på 941 meter, og stien er kun på 3 km, så det lyder meget overkommeligt. Vi begiver os ud på turen som er estimeret til to en halv time, og jeg skal love for det er hårdt. Efter fem minutter holder vi den første vandpause, og det bliver værre og værre efterhånden som stien bliver stjejlere og mere klippefyldt. På vej op passerer vi et par dvs. først en kvinde som siger hun har opgivet at nå toppen og derfor nøjes med at nyde udsigten derfra hvor hun sidder, og lidt senere hendes mand som sidder lidt længere oppe og påstår han har sorte prikker for øjnene. Vi tager nogle gode pauser på vej op ad, og når til sidst ret udmattede op på toppen. Der er en fantastisk 360 graders udsigt med Wilpena Pound foran os og en masse bakker og bjerge bag os. Vi spiser Kit-Kat og appelsiner på toppen og nyder en frisk vind der køler os lidt ned. Da vi starter på nedstigningen er alle syvsoverne på vej opad, og det er ret morsomt at se deres røde hoveder og høre hvor meget de puster og stønner. Det er ikke hårdt at gå nedad, men det er næsten frokost tid, så det er blevet en del varmere, og alle dem vi møder som er på vej opad spørger håbefuldt om der er langt til toppen. De bliver ret modløse, når vi svarer Ork, ja – og det værste er slet ikke overstået endnu… Vi samler en tysk pige op på vejen nedad, som har opgivet at nå toppen. Hun snakker vældigt. Efter en velfortjent sodavand i hovedkvarteret kører vi sydpå til Petersborough og spiser frokost og derfra videre til Broken Hill, hvor vi er nu. I morgen tidlig er det planen at vi skal i skole på School of The Air, hvor man radiounderviser børn i Outbacken. Så jeg må vist hellere se af at komme i seng, så jeg kan være frisk i skolen i morgen.
Fredag den 8. november
Broken Hill er en rigtig Western by med hoteller med svalegange. Vi overnatter på et billigt hotel midt i byen og er tidligt oppe, for vi skal være i skole kl. 8.30. School of The Air fungerer på samme måde som da den blev grundlagt for over 50 år siden. Børn, som bor på isolerede steder i outbacken, bliver undervist via radio. Vi får lov at overhøre dagens første time som er en slags morgensamling, hvor man først tester om de forskellige sendemaster fungerer, og derefter læser lærerinden diverse meddelelser op. Så er der bibliotekstime for de yngste elever. De skal lære at sætte forfattere i alfabetisk orden, og lærerinden spørger dem skiftevis om en opgave. Eleverne svarer tilbage over radioen, og forbindelsen er ikke altid lige god. En gang om året kommer læreren på privat besøg hos hver elev, men der er også små samlinger i løbet af året i Broken Hill, hvor børnene prøver at blive undervist klassevis. Radiokommunikationen bliver afløst til næste år af den moderne teknologi med webcam og internet. Så kommer eleverne til at kunne se hinanden og deres lærer. Det ser eleverne meget frem til.
Broken Hill er en ret stor by med over 20.000 indbyggere. Det er en gammel mineby, hvor man har fundet zink, sølv og bly. Der er kun et mineselskab tilbage i byen nu. Delprats mine i udkanten af byen er en gammel forladt mine, og den er blevet indrettet som turistattraktion. Man kan komme 109 meter ned i jorden, og vi bliver klædt på til lejligheden i kitler og sikkerhedshjelm med en lille lampe på. Vores guide er en pensioneret minearbejder på 74 år som er helt vildt underholdende. Han snakker meget hurtigt og har en forklaring på alt, fordi han læser National Geographic. Med en lille elevator kommer vi de 109 meter ned i jordens indre, og der er en behagelig temperatur på 22 grader. Vi får en masse at vide om, hvor hårdt det engang var at være minearbejder, og hvor let det er i dag. Guiden beder om at låne mit kamera og truer med at smide det ud, fordi det ikke anvender sølv (der er jo ingen film som skal fremkaldes). Heldigvis får jeg kameraet tilbage i hel tilstand.
Frokost får vi på Singleton Hotel 25 km nordvest for Broken Hill. Det er en berømt Western filmby. Den berygtede Silverton test som er nævnt i vores guidebog Lonely Planet skal vi selvfølgelig også prøve. Bartenderen giver os en kartoffel og en stor tragt i hånden. Han forklarer at vi skal putte tragten i bukseliningen og læne hovedet tilbage og placere kartoflen i panden. Målet er så, at vi skal få kartoflen til at falde ned i tragten. Henrik og jeg putter tragten i bukserne, smider brillerne og begynder at balancere med kartoflen, men ak! Mens vi fumler med at balancere med kartoflen, hælder bartenderen vand i tragten… Ja, så naiv kan man være, men vores våde bukser tørrede heldigvis hurtigt i varmen… I udkanten af byen er der mulighed for en tur på kamel. Dvs. dyrene har egentlig kun en pukkel, så det er dromedarer, men australierne kalder dem kameler. Vi fik en kamel hver og fik en lille rundtur. Det var et meget behageligt dyr at ride på, og jeg blev ikke søsyg. Det gik vildt for sig, når kamelen skulle rejse sig/sætte sig, men der var heldigvis en saddel med håndtag at holde fast i. Sidste punkt på programmet i Broken Hill var at besøge Flying Doctors som har base i lufthavnen. Vi var mest imponeret af den gigantiske medicinkasse, man får, når man bor i Outbacken og ikke har et apotek i nærheden. Alle præparater er nummerede og her er en skør historie, om en patient der skulle spise pille nr. 9. Han havde ikke flere tilbage af nr. 9 og skrev i stedet tilbage til lægen, at han tog en af nr. 7 og en af nr. 2 og nu havde han fint. Vi kørte 500 km mod øst og overnattede på en campingplads i Colbart.
Lørdag den 9. november
Fra Colbart kørte vi til Dubbo som har en kæmpe dyrepark a la Givskud Løvepark, hvor man kan køre rundt mellem dyrene. Dyrene er nu hegnet ind, og der er 6 km stier, så vi lejede cykler og kørte på safaritur. Parken havde store næsehorn og flotte giraffer, men det allermest nuttede dyr er koalabjørnen. Vi så også koalaer sammen med Torben og Sonja, men man kan altså blive ved med at kigge på det søde bamsedyr. De sidder kilet fast i træerne og sover det meste af dagen. Når de er vågne sidder de og gnasker eucalyptus blade.
I Dubbo overtog Camilla rattet og gulp. Hun kørte lidt for stærkt hjemad (119 km/t, hvor man må køre 100) og blev standset af en civil politibil. Vi fik en fartbøde på 800 kr. Træls, men så billigt var vi nok næppe sluppet i Danmark. I Bathurst fejrede vi vores tilbagevenden til civilisationen med et besøg på McDonald inden vi kørte gennem Blue Mountains og hjem til Kogarah.
Lørdag den 16. november
Nu er der gået en uge siden vi kom tilbage fra ørkenturen, og jeg er endelig ved at være up to date i dagbogen. Denne weekend skal vi ikke på nogen langtur, for bilen er på værksted. Det var lidt besværligt at skifte gear, da vi kørte de sidste par hundrede kilometer hjemad sidste weekend, og nu ved vi hvorfor. En tingest i gearkassen er gået i stykker, og nu afventer vi spændt hvad regningen løber op i. Ak ja, det er dyrt at være bilejer. I tirsdags var vi inde i byen og købe julegaver til hele familen i Danmark. Men som vi har for vane, lagde vi ud at købe gaver til os selv. Det blev til et sølv opalarmbånd til mig til en god pris, og det matcher tilfældigvis mine ørenringe. Torsdag var vi på New Zealands immigrationskontor for at få ordnet visa, men vi manglede et papir som viser at har penge nok til at overleve dernede, så vi må derhen igen en gang i næste uge, når vi har fået en kontoudskrift fra Danmark. I næste uge skal vi holde jule beach BBQ med mit uni – det er nok det nærmeste vi kommer en julefrokost hernede. Ellers har vi kun to uger tilbage her i byen. Uha, hvor er tiden godt nok gået stærkt.