Fraser Island
Et must på turen langs Australiens østkyst er at besøge Fraser Island. Det er verdens største sandø (120 km lang og omkring 15 km bred), og sandet gør den ufremkommelig i almindelig bil, så vi måtte lade Ford’en stå på land og melde os til en arrangeret tur i 4-hjulstrækker. Vi valgte en 3 dages tur med 9 personer i en jeep uden guide, hvor man selv skal diskutere med sin gruppe om hvad man vil se. Dagen før vi skulle afsted var vi til et orienteringsmøde om turen, og vi blev sendt afsted for at handle mad.Vi kom i gruppe med 2 israelske piger, 2 østrigske knægte og 3 nordirere. Det viste sig alt i alt at være en ok blanding. Israelerne var lidt besværlige i starten, fordi de ikke ville spise alt det svinekød, der var i vores øknomi-BBQ-kødpakke. Vi købte lidt ekstra kylling til dem, men sidenhen viste det sig at de hovedsageligt levede af Nutella. Dagen hvor vi skulle afsted oprandt, og vi skulle være klar kl. 6 om morgenen til at pakke vores Toyota Landcruiser. Efter et orienteringsmøde om hvordan man kører 4-hjulstrækker i dyb sand, blev bilen pakket med telte, kogegrej og service til 9 personer. Selom det kun var tilladt at medbringe en lille rygsæk med pakkenelliker var bilen alligevel godt proppet, da vi endelig kom afsted. Straks vi lagde fra land udbrød en af israelerne en slags hep-råb: [Krellemalakrala!], hvilket betyder noget i retning af “Lad heldet være med os i krigen!” Ikke sært hun kunne sige sådan, når hun er opvokset i et konflikt fyldt land, hvor piger er tvunget til et års militærtjeneste. Jeg selv kunne nok kun tage sådan en slagssang seriøs på en fodboldbane. Efter en 45 minutters færgetur kom vi i land på Fraser og sænkede dæktrykket. Nu var vi klar til det store sandeventyr. På trods af enorme flotte og lange sandstrande bader man ikke i havet langs Fraser Island, for havet er fyldt med farlige hajer. Heldigvis har øen så tilgengæld en masse flotte ferskvandsøer, og vi lagde ud med en dukkert i Lake McKenzie. Søen har den smukkeste lyseblå farve og er omgivet af en helt hvid sandstrand. Rigtig postkort smukt. Med Henrik ved rattet fortsatte vi ad en meget bumlet sandvej videre til Lake Wabby. Denne sø var grøn og lå for foden af en enorm stor gul sandklit. Derefter kørte vi ud til østkysten, hvor man må køre på 75 Mile Beach, når der er lavvande. På stranden kan man køre 60-80 km/h, man skal bare være lidt vågen, for der er hele tiden små ferskvandsfloder som strømmer ud i havet. Den største Eli creek gav noget af et bump når man kørte igennem, men bilen kunne sagtens klare det. På vejene inde i regnskoven kan man ikke køre mere end 20 km/h. Vi spiste frokost, da vi nåede ud til østkysten, og derefter fortsatte vi nordpå til Maheno skibsvraget. Det er et skib som er strandet i sandet for en del år siden. Længere nordpå ved Indian Head satte vi vores tre telte op på en meget primitiv campingplads. Der var kun et skilt om at måtte campere – ingen toiletter eller andre faciliteter. Bag campingområdet var der en kæmpe enorm stor hvid sandklit, hvor vi spillede fodbold. Det var rigtig sjovt at spille i sandet, men det var ret hårdt at løbe efter bolden. Solen går allerede ned ved 19-tiden, og vi kom selvfølgelig lidt for sent i gang med at lave mad på vores gasblus. Derfor endte vi med at sidde og spise råstegte kartofler og BBQ steaks i mørke. Lommelygten som fulgte med bilens udstyr var løbet tør for batteri. Der var mange andre backpackere på campområdet som var afsted på en tur ligesom os. Senere på aften endte vi blandt nogle englændere som sad og fortalte jokes om australierne. Her er den bedste historie: En englænder vil utrolig gerne være skotte og går hen til sin læge. Lægen forklarer at det bare kræver en hjerneoperation, hvor man fjerner halvdelen af hjernemassen. Da manden vågner efter operationen siger lægen, at det ikke gik helt efter planen – kirugen kom desværre til at fjerne 75% af din hjerne. Manden udbryder: No worries, Mate!
Næste dag gjaldt det om at sove længe, for vi kunne ikke køre på stranden før over middag. Alligevel var vi alle ni oppe kl. 8, for solen gjorde teltene uudholdelige at være i. Vi besteg Indian Head som er en 66 meter høj klippe, der rager ud i vandet. Det er et fantastisk godt udsigtspunkt, og hvis man er heldig kan man se havdyr deroppe fra. Efter lidt utålmodig venten kom der to hajer forbi og tre store rokker, og lidt efter endnu en haj. Hajerne var omkring 2 meter lange og ret tæt på land, så den lyst, man havde haft til at hoppe i bølgerne, forduftede hurtigt. Heldigvis var der et enkelt sikkert sted at bade i havet, og det var i Champagne Pools, der lå en kilometer længere mod nord. Vi måtte gå derned langs stranden, da vandstanden stadig var for høj til at køre i bil. Champagne Pools består af nogle klipper, som konstant bliver overdænget af bølge- og skumsprøjt. Det var vildt fedt at køle lidt af i det brusende hav. Over middag kørte vi tilbage langs stranden sydpå med mig bag rattet. Det var da en flot tur at køre, men jeg tror ikke Henrik og jeg var helt så imponerede af turen som østrigerne. Derhjemme kan man jo køre på præcis samme måde langs Vesterhavet. Vi kørte ind i regnskoven og ned sydpå til Lake Boomanjin. Søen var ikke så badevenlig, men det var et godt campingområde, og denne gang nåede vi at spise inden det blev mørkt. Vi fik en australsk familie fra Perth som naboer. Familiefaderen sagde på typisk australsk maner konstant: “No, worries”, men han udvidede også vores horisont med en ny “take it easy”- frase: “No drama”. Israelerne fik den fantastiske idé, at vi skulle lade være med at sætte oversejl på teltene, for oversejl er jo kun nødvendige i regnvejr, og så kunne vi måske sove en time længere. Det gik også fint indtil kl. 3 om natten, hvor det begyndte at øsregne. Heldigvis kom solen tilbage igen om morgenen, så vi nåede at blive tørre, inden vi kørte nordpå til Lake Birrabeen. Her grillede vi det sidste kød og badede i søen, inden det var tid for færgeturen tilbage til fastlandet. Alt i alt havde det været en meget hyggelig tur. Eneste minus er som Jakob plejer at sige, at der går lang tid med ingenting, når så stor en gruppe skal vente på hinanden
Rom og skildpadder
Efter en veloverstået tur til Fraser Island, var vi tilbage bag rattet i Ford’en og fortsatte nordpå fra Hervey Bay til Bundaberg. Sidstnævnte er ikke blot en by, men også navnet på Australiens berømte rom. Derfor lagde vi selvfølgelig vejen forbi Bundaberg Distillery, hvor man får en rundvisning og smagsprøver. Der duftede skønt af rom straks vi nærmede os fabrikken, og det blev endnu bedre da vi kom inden for. I den første hal var der en stor pool med molasse. Det er den tykke saft, man får ud af sukkerør, når man knaser dem. Vi fik lov at smage molasse, og det smagte sirupsagtigt med lidt lakridssmag. Molassen bliver blandet med gær, og efter gæring og distillation får man en klar alkoholisk væske. Alkoholen bliver overført til enorme store trætønder og lagrer i et par år. Trætønden giver rommen den karakteristiske brune farve. Efter at være blevet indviet i detaljerne i rom-produktion var det på tide at smage væsken. Vi fik en traditionel rom og cola som Bundaberg sågar har lanceret på fad, fordi det er så populært. Vi smagte også en rom/kakao-likør som man kunne blande med mælk og få en Bailey-agtig smag.
Ved aftenstid kørte vi til Mon Repos for at se skildpadder. Januar er højsæson for æglæggende skildpadder. Det er desværre også en meget populær turistatraktion, så vi blev nummereret, da vi ankom til naturcentret og kom i gruppe 3. Det betød at vi skulle vente på at skildpadde nr. 3 den aften ville komme i land og lægge æg. Vi ventede fra kl. 19 til 22.30, men heldigvis var vi blevet advaret, så vi havde bogen med personlighedstest med. Der blev også vist film og fortalt fakta om skildpadder, så tiden gik med det. Skildpadder kan ikke høre noget, når de er på land (de kan kun høre vibrationer i vand), så vi nærmede os sammen med vores gruppe skildpadden bagfra. Den havde fået lov at grave sin rede i fred, og da vi kom hen til den, var den allerede klar til at lægge æg. Der væltede mildt sagt æg med form som bordtennisbolde ud af den. Vi fik lov at røre ved et æg, og det var ret blødt, og kan derfor sagtens klare faldet ned i reden. Skildpadden var en grøn skildpadde og var omkring en meter lang. Det så ud som om den kneb et par tårer under æglægningen, men det er kun fordi dens øjne er vant til at være under vandet. Den grønne skildpadde kommer nemlig kun på land for at lægge æg. Derfor ved man utrolig lidt om hannerne, for de er altid på havet. Dagen efter fortsatte vi med at studere krybdyr, da vi lagde vejen forbi en krokodille farm nær Rockhampton. En meget aggresiv krokodille var meget underholdende. Den kom brølende op af sit vandhul, hver gang krokodillepasseren nærmede sig. Ellers lød det som lidt af en hård business at avle krokodiller, for en han kan sagtens finde på at slå sin mage ihjel. Det største oplevelse på farmen var at få lov til at holde en kun et årig “croc”, som var omkring 40 cm lang. Den havde tape om munden for ikke at bide, men den var bare så blød. Man tror en krokodille er hård og sej som en træstamme, men farmeren påstod at de voksne crocs er lige så bløde. Ad Bruce Highway fortsatte vi videre nordpå til det næste obligatoriske mål på østkysten Airlie Beach, som er udgangspunkt for ture til Whitsunday Islands. Efter at have studeret markedet, bookede vi et tredages krydstogt med sejlskibet Derwent Hunter
Whitsunday Islands
Selvom farvandet omkring Whitsunday Islands er et meget populært sted at sejle, er mange af øerne forblevet ubeboede. Det var derfor udsigten til uspolerede tropeøer der bød os velkommen, da vi stævnede ud fra Airlie Beach torsdag morgen. Vores sko blev konfiskeret straks vi gik ombord på skibet, og vi fik dem først tilbage tre dage efter. Derfor sprang man i starten lidt forvildet rundt på det varme dæk i bare tæer for ikke at brænde fødderne. Vi fik tildelt en lille bitte kahyt, som vi skulle dele med fire andre. Derefter var der toiletinstruktion, for man skulle manuelt hive i et håndtag efter endt visit for at pumpe vandet rundt. Vores skipper hed Evok og så var der to andre besætningsmedlemmer. Bianca som stod for alt praktisk med sejl og reb, og Laurey som var kok. Det var helt fantastisk omsider at se Stillehavet leve op til sit navn. Pga. Great Barrier Reef er havet meget roligt på de kanter. Vandet virkede helt fløjlsblødt og vi sejlede til Hook Island og lå for anker i en lille vig. Her fik vi frokost, hvorefter det var tid for vandgang. Bianca sejlede os i Dinky’en (en lille motorbåd) ind til en lille sandstrand. Så fik vi snorkeludstyr og våddragt på og kiggede på livet under vandet. Henrik, der er knap så vandglad som mig, forsøgte sig også med lidt snorkling på det lave vand, og han så da vist et par fisk. Der var ikke meget vind, så vi sejlede med motor og endte sidste på eftermiddagen ved Whitehaven Beach. Det er en rigtig postkort flot strand med kridhvidt sand og turkisblåt vand. På land spillede vi frisbee og byggede en stor sandkrokodille. Alt udendørslivet og den friske havluft gav os en glubbende appetit, så det var dejligt at få aftensmaden serveret, da vi atter kom tilbage på båden. Maden blev stillet frem som et “tag-selv-bord” på dækket, og så gjaldt det ellers om at finde et sted at indtage den. Vi var 20 mand om bord på skibet, men kun når man skulle spise føltes det en smule “crowded”. Solen gik allerede ned ved 19-tiden, men så var der heldigvis en rigtig flot stjernehimmel at kigge på. Jeg lånte kaptajnens kikkert og prøvede at finde rundt på den sydlige stjernehimmel. Orion og Sirius står enormt klart og flot og dominerer. Omsider kan jeg også finde Sydkorset, men det er en ret lille konstellation og ikke specielt kønt, men det skal jeg nok ikke sige til australierne. Bianca foreslog at alle skulle sove oppe på dækket under stjernerne. Det lød også vældig hyggeligt, indtil der pludselig kom en 20 cm lang blæksprutte flyvende ind over rælingen. Skipperen kastede den bare ud igen, men da der lidt efter landede en lige for fødderne af mig, fortrak jeg til min kahyt. Det var nu meget imponerende at sådan et lille søuhyre kan hoppe 2-3 meter i vejret.
Ombord brugte de fleste tiden på at slappe af, læse bøger og nyde udsigten, ikke mindst fra den meget behagelig position i forstavnen, hvor man bare kunne læne sig tilbage og drømme. Ja, og sådan fløj de næste par dage bare afsted. Vi snorklede et godt sted fredag eftermiddag, men Bianca fandt på at fodre fiskene med brød, mens hun selv sad sikkert i Dinky’en. Det gjorde fiskene noget aggresive, og jeg fik lidt fisk-fobi, da der pludselig var sulte fisk hele vejen rundt omkring mig. Fiskene gjorde ikke noget, der var bare mange af dem, så man vænnede sig til dem. Både fredag og lørdag var der om eftermiddagen vind nok til, at vi kunne slukke motoren og sætte sejl. Bianca var meget frisk til at aktivere folk og få dem til at hjælpe. Pludselig opdagede man, hvor mange underlige reb, der hang rundt omkring på skibet. Jeg fik lov at hejse det forreste sejl sammen med en høj englænder (Mike). Det var vildt hårdt at hive den enorme pind som holdt sejlet helt til tops, og Mike som var både højere og stærkere end mig, var hele tiden langt foran. Da vi atter satte foden på land lørdag eftermiddag, var vi vist begge enige om at et krydstogt virkelig er en behagelig form for rekreationsophold. Dog får man en enorm appetit ombord på sådan et skib.
Magnetic Island
Man kan vist godt sige, at vi i løbet af januar har fået ø-kuller i positiv forstand, for næste mål var Magnetic Island. Øen ligger lige ud for Townsville, og Johanne hjemmefra havde anbefalet den som et rigtig hængekøje/afslapningssted. Vi tog bilen med færgen derover, selvom der kun er omkring 20 km vej på øen. Da vi som den første opgave skulle finde et sted at bo på øen, fandt vi hurtigt ud af, at vi ikke var helt enige om hvilke faciliteter man har brug for, når man skal slappe af på en trope ø. Jeg ville gerne bo helt nede ved vandet med palmer og sandstrand, og Henrik tænkte mere på om vores overnatningssted havde en stikkontakt til den bærbare computer! Vi fik øje på nogle små hyggelige hytter på stranden, som jeg slet ikke kunne stå for. Inden i var hytterne nu knap så luksuriøse – de bestod kun af senge. Der var plads til otte personer i køjesenge, men der var også en stikkontakt, så jeg fik lov til at bo der. Hytten skulle vi dele med en amerikaner fra Montana. Det fede ved stedet var at alt foregik udendørs. Der var sandstrand, en stor bar og to poolborde, og det mindede mest af alt om en location i Monkey Island (et computerspil). Det var også utrolig billigt at bo der, og så fik vi ovenikøbet et aftensmåltid og 6 sprutkander med i prisen. Eneste mangel var hængekøjen. Der hang nogle gamle rebstumper på palmerne, men desværre ingen hængekøje. Tirsdag aften var der quiz-aften, men vi var knap så skarpe til at svare på spørgsmål, der mest handlede om australske tv-serier. Quiz-master fortalte en skør historie efter at have afsløret, at det var tilladt for en landmand at skyde aboriginals på hans ejendom i 1800-tallet. For et par år siden skød en mand en aboriginal der var trængt ind på hans ejendom, og da politiet kom for at arrestere ham, sagde manden hårdnakket at de ikke kunne røre ham, for han havde en tilladelse til at skyde aboriginals som trængte ind på hans ejendom. Politikfolkene troede manden var skør, men det viste sig at være sandt, at han havde et gammelt dokument som gav hans familie ret til at skyde aboriginals. Da dokumentet ikke havde nogen udløbsdato, krævede det et krisemøde for regeringen i Canberra, for at få manden dømt for mordet.
Desværre faldt vores besøg på Magnetic Island sammen med sæsonen for farlige vandmænd (Marine stingers) i havet omkring øen. Derfor måtte jeg leje et wetsuit, da jeg mandag ville ud at snorkle på revet ud for vores egen strand ved Nelly Bay. Jeg så ikke det helt store, fordi der var højvande, så i stedet tog vi udstyret med til Arthur Bay, og her var det virkelig fedt at snorkle. Jeg så en stor skildpadde (green turtle) og en masse fine koreller og fisk. Jeg prøvede at følge efter skildpadden, men den var alt for hurtig en svømmer til at jeg kunne følge med.
Langs kysten er der mange kokospalmer på Magnetic Island, men længere inde på land er der masser af frodig skov med blandt andet eucalyptus træer. Tirsdag gik vi en tur i skoven op til The Forts, som er et fæstningsværk fra 2. verdenskrig. Der var lidt ruiner tilbage af fortet, og udsigtstårnene var godt bevaret, så man kunne kravle til tops og få et godt overblik over øen deroppe fra. Øen er rimelig uspoleret, og man kunne se den ene lille hyggelige sandstrand/bugt efter den anden, når man kiggede rundt. Vi kunne se ned til Arthur Bay, hvor jeg snorklede i dagen før. Om eftermiddagen kørte vi til Horseshoe Bay og slappede af i skyggen under palmerne. Der var lavet en ret smart pontong-indhegning i havet, så man kunne svømme lidt rundt uden at bekymre sig om de farlige vandmænd. Efter tre hyggelige dage på øen tog vi færgen tilbage til Townsville, for nu var det på høje tide at komme til Cairns for at sælge bilen.
Cairns
Vi har været i Cairns i en uge nu, men er endnu ikke kommet af med bilen. Den første dag brugte vi på at sætte “Til Salg” plakater for bilen op på diverse hostels. Det var en lidt deprimerende opgave, for vi fandt med tiden ud af at vores bil var meget dyrere end de andre bil-tilbud som man kunne finde på opslagstavlerne. Så efter to dage tog Henrik hostel-turen rundt igen og satte prisen 1100 dollars ned, så lige nu står bilen til $3500. Det er desperate backpackere som er skyld i de lave bil-priser, for de står lige som os og skal flyve videre om en uges tid og skal nå at komme af med bilen inden. Den første uge boede vi i en hytte på Coconut Caravan Resort lige uden for byen, men nu er vi flyttet ind på et hostel i centrum for at være mere aggresive i vores markedsføring af bilen.
I lørdags startede jeg på et 4-dages dykkerkursus, og efter to dages teori i klasselokalet og pool-træning, var jeg klar til at prøve kræfter med havet mandag. Det var vildt fedt at springe ud i havet med BC, iltflaske, 6 kg blybælte og alle slangerne på. Ved det første dyk var vi nede på 14 meters dybde, og det var en total fed fornemmelse at sidde på bunden og ånde. Desværre fik jeg problemer med mit højre øre, da vi startede opstigningen. Ved nedstigningen i vandet skal man hele tiden selv sørge for at trykudligne ved at holde sig for næsen og blobbe igennnem, men når man stiger opad, burde trykket i ørerne selv kunne finde ud af at falde på plads, hvis man bare stiger langsomt. Det kunne mit øre åbenbart ikke finde ud af, for da jeg kom op efter mit andet dyk, blødte mit øre. Så tilbage på land jeg måtte til læge og fik konstateret en sart trommehinde. Selvfølgelig måtte jeg ikke tage ud og dykke dagen efter, så jeg har ikke fået noget certifikat. Det er bare surt – jeg mangler kun to dyk. Lægen gav mig dog et spinkelt håb. Jeg skal til kontrol om en uge, og hvis det ser ok ud må jeg godt tage de sidste to dyk. Det er min mor nok ikke helt enig i. Dog har jeg indset, at dybhavsdykning nok ikke bliver min store hobby med de sarte dumme ører jeg har. Heldigvis kan man da altid snorkle… _;).
I dag har vi været en tur nordpå i Daintree og Cape Tribulation. Det er to regnskovsområder som ligger omkring 100 km nord for Cairns. Daintree er også navnet på en flod – måske den flotteste flod jeg nogensinde har set. Efter en flot køretur langs kysten derop, tog vi på en guidet sejltur på Daintree. Vi var kun syv personer på båden og vores guide var en privat mand som var helt fantastisk til at fortælle om dyr og planter. Han lagde ud med at spotte en krokodille, der lå og solede sig på flodbredden knap 100 meter fra hans hus, hvor vi var steget på båden. Normalt ser man ellers sjældent “crocs” på denne tid af året, fordi det er så varmt, at de helst vil ligge gemt i vandet og køle af. Der var enormt frodigt omkring floden med store grønne træer og buske der hang helt ned i vandet. En god del af planterne var mangrove. Vi sejlede tæt på flodbredden og så fugle, en blå sommerfugl og en slange der lå i et træ. Der var kikkerter ombord på båden, så man kunne studere dyr og planter nærmere. På vej tilbage ad floden fik vi atter øje på krokodillen. Den lå stadig på bredden men nu med sit enorme gab åben, men da vi nærmede os, skyndte sig at fortrække til vandet. Jeg må indrømme mine albuer kom væk fra rælingen da croc’en lagde fra land.
Nu er der kun en uge til vi flyver til New Zealand, så vi er ved at være temmelig desperate efter at komme af med bilen. Her i formiddags har vi været rundt og sætte nye plakater op. Det er tredje gang og prisen er reduceret til $ 2.700, så nu kan det snart ikke betale sig for os at gå længere ned i pris. Travellers Autobarn vil forhåbentlig give os et sted mellem 1500 og 2000. Der er virkelig mange sælgere om budet her i Cairns, for i løbet af tre dage er vores gamle plakat væk eller helt dækket til af nye opslag. Nu må vi se om vores nyeste plakat giver pote – den bærer overskriften: Desperate Offer!
Igår tog vi den obligatoriske tur til bjergbyen Kuranda med svævebane hen over regnskoven. Det var faktisk en meget flot tur, og bedre end jeg havde regnet med. Konceptet var dog meget japser-agtigt (dvs umuligt at fare vild) med to svævebane-stationer undervejs, hvor man kunne stå af og lære lidt om regnskoven. Ved første station var der en træbro gennem regnskoven, og ved den anden station var der et stort vandfald, men pga en dæmning længere oppe ad floden var der ikke særlig meget vand i. Vi var først i Kuranda over middag, og der var ret dødt efter at det store rush af turister havde været der om formiddagen. Jeg købte en halskæde med en lille blå/grøn opal. I aften skal vi i skole og lære lidt om Great Barrier Reef, inden vi i morgen drager på tur til Green Island. Vi skal ud og se revet med glasbåd, for mit øre tåler ikke vand for tiden, og Henriks svømmekundskaber er ikke værd at prale af.
Just som jeg sidder her på vores værelse og skriver, kommer der to irere og banker på døren. De har set vores plakat for bilen nede i byen, og nu er de gået ud for at skaffe penge, for de har nemlig sagt de vil købe bilen! Det er kun et par timer siden vi satte plakaten op, så denne gang virkede det. Pyha, det er godt nok en stor lettelse! Nu skal vi bare nyde vores sidste uge i Australien. Hurra! …Ja, så langt nåede vi at juble, men irerne vendte aldrig tilbage og det er to dage siden nu. Vi har fået flere henvendelser på bilen siden, men ingen har slået til. Tilmed har det været en del flabede backpackere, som har sagt at de kun har $1500, og det er hvad de vil give os for bilen. Det er virkelig frækt at tilbyde så lidt for vores fine bil, og vi regner med at få mere fra vores buy-back garanti.
En god nyhed er dog at jeg idag fik ok fra lægen til at tage mine to sidste dyk i morgen. Henrik har også set revet nu fra en glasbåd på Green Island. Det var en hård tur for mig, for efter en times sejlads til Green Island med høj søgang, blev vi omgående stuvet over i glasbåden. Derefter skulle vi have en tur i semi-sub, og det blev altså for meget for mig. Det var lidt klaustrofobisk at sidde i bunden af semi-sub, så jeg måtte kigge dybt i brækposen og underholdt hele semi-subben med fine lydeffekter.
Onsdag den 29. januar
Det ser ud til vores Australienophold alligevel får en happy ending, for vi har lige solgt bilen. Det var til to unge finske fyre som så på bilen mandag eftermiddag, da vi så småt var begyndt at tvivle på om vi kunne nå at få penge for den ved et privat salg. Finnerne var de første, som omsider fattede, at vores bil er et rigtig godt køb sammenlignet med den typiske backpacker bil. Hele ugen har vores bil f.eks holdt parkeret her på hostlet lige ved siden af en Ford Falcon fra 1979, som er til salg for $2000. Når vi så tilbyder vores bil fra 1988 til $2.700 er det da et røverkøb. Mandag gav finnerne os 1000 svenske kr. i depositum (vi har jo lært lidt af oplevelsen med irerne), og så fik vi kontanter her til morgen samtidig med at papirarbejdet blev klaret. Det var nu lidt trist at give finnerne nøglen til bilen – det er jo ligesom vores allerførste bil, så det var lidt vemodigt at skulle give afkald på den. Hvis der havde været en færge til New Zealand, tror jeg vi havde sendt bilen derned.
Igår var jeg på revet hele dagen og efter to dyk fik jeg omsider mit dykkercertifikat. Det gik fint med ørerne denne gang, og vi så en del mere til koralrevet og fiskene, fordi tiden under vand ikke længere var fyldt ud med praktiske øvelser.
Fredag den 31. januar
Vi sidder i flyveren lige nu på vej til New Zealand og har lige passeret Fraser Island. Det er en helt fantastisk flot flyvetur ned langs østkysten af Australien vi lige har oplevet -en rigtig god måde at sige farvel på. Great Barrier Reef har vi kunnet følge hele vejen fra Cairns. Det ses som store turkise pletter i vandet og flere steder er der dannet en hel sandø over korallerne. Desværre har vi manglet et kort over Australien til at kunne følge med i hvor vi er, og stewardesserne har ingen anelse om det. Heldigvis kom vi i tanke om vores indscannede kort på computeren, og Fraser kunne vi tydeligt genkende, men om det var de rigtige Whitsundays jeg fik udpeget må stå lidt hen i det uvisse. Nu kan vi ikke længere se land, så næste gang er det NZ der dukker op.
Igår var vi forresten også ude at flyve. Efter afskeden med bilen onsdag blev vi ligesom nødt til at at finde på noget ekstravagant sjovt at lave torsdag, og det endte med at vi tog med helikopter ud til Great Barrier Reef. Det var total sejt at lette lodret fra jorden i en lille bitte helikopter med plads til 5 personer. Vi fløj ikke særlig højt oppe, så vi kunne følge med i alt hvad der skete på jorden i Cairns og ude over havet. Revet dukkede som en lang turkisblå stribe i vandet, men vi kunne ikke se noget marineliv fra luften af. Det kunne vi til gengæld, da vi kom over i en semisub som lå for anker efter at have landet på en ponton. Henrik fik omsider de flotte farver på tropiske fisk og koraller at se, og jeg fik en sidste snorkeltur.
Det var en hård opgave at pakke alle vores ting ned i går aftes. Efter at have haft bil i fem måneder har vi ikke bekymret os over om vi kunne slæbe alle vores pakkenelliker på ryggen. Heldigvis kunne en del af vores tøj være i kassen med Henriks guitar, og samtidig beskytte den under transporten. Så vi fik det hele pakket ned med lidt ekstra masen til sidst. Den blå kufferttaske er temmelig tung, men vi fik da lidt af et chok i lufthavnen, da vores samlede bagagevægt blev opgjort til 53,2 kg. Vi slap for at betale for overvægt, men den blå blev ligesom i USA forsynet med et enormt rødt klistermærke som advarsel om hvor tung den er.
Det var forresten på høje tide at vi forlod Cairns. De advarede nemlig i TV om, at det snart er sæson for cykloner. Det indebærer at man skal gå en runde om sit hus og tage alting ind og binde resten fast, så det også er der når cyklonen har passeret. Ligesom far plejer at gøre op til nytårsaften… En af mine dykkerinstruktører fortalte at en cyklon sagtens kan vare flere dage, og at det selvfølgelig er bedst at holde sig indendørs. Derfor holder man en cyklonfest, hvor man burer sig inde i et hus med øl, slik, chips og videofilm. Nu vi har gang i naturfænomener kommer jeg i tanke om, at jeg helt har glemt at nævne skypumperne. På vores ture ude i ørkenen nær Broken Hill så vi skypumper. Langs vejen kunne vi ofte se en skypumpe som en høj søjle af sand der hvirvlede hen over landskabet. Henrik troede ikke på, at det var skypumper, før han så en spadsere over vejen lige foran os. Man kunne tydeligt mærke en pludselig vind som suste omkring bilen, men jeg tror nu ikke de var farlige.
Her til slut vil jeg prøve at lave en afrunding af Australien. Det har været det mest fantastiske land vi nogensinde har besøgt. Det er så kæmpestort og har alle former for natur man kan forestille sig. Vi har set bjerge, dybe kløfter, sne, tropeøer, 1000 vandfald, ørken, regnskov, solformørkelse, store sten, floder og vilde dyr. Dyrelivet er nok det mest imponerende af flere årsager. Først og fremmest den måde dyrelivet biologisk har udviklet sig i sin helt egen retning med pungdyr, som også gør at man ikke finder mange af dyrene andre steder end her. Dernæst er det bare fantastisk at kunne gå en tur i en national park og være ret sikker på at møde et eller andet større dyr. Når det så tilmed er en koalabjørn eller en nuttet kænguru kan man ikke stå for det. Det eneste jeg af og til savner er at få lov til at dele alle oplevelserne med nogen man kender ud over Henrik. Det var så hyggeligt, da Torben og Sonja besøgte os, fordi vi ligsom kunne give nogle af alle oplevelserne til dem. Efterhånden har vi oplevet så meget, at vi kunne snakke om det resten af vores liv…
