Solformørkelse
Da vi kørte gennem South Australia i november på vores tur hjem til Sydney fra Uluru, fandt vi ud af, at 2002 er udnævnt til Year of the Outback med en solformørkelse den 4. december som den store event. Vi blev næsten nødt til at have den oplevelse med, fordi vi begge oplevede den overskyede fiasko i Tyskland i 1999. Denne gang ville formørkelsen finde sted midt ude i ørkenen, og det gav en større sandsynlighed for godt vejr. Vi kørte fra Sydney den 30. november over Narrandera og Mildura til Port Augusta. Vi overnattede i Mildura ved bredden af Murray River. Derfor blev vi nødt til også at have en sejltur på floden med en rigtig hjuldamper, som fyrede op med gummitræ.Vi var på et to-timers cruise, men ligesom i Minneapolis sejlede vi ikke ret langt på floden, fordi hovedparten af tiden tilbringes i sluser. Selvfølgelig er det meget vældigt at se hvor smart en sluse fungerer, men jeg vil bare gerne sejle en lang tur på floden uden alt det pjatværk, men øh det kan vist ikke lade sig gøre uden at skulle igennem sluserne. Solformørkelsen ville kun være synlig i et 36 km bredt bælte, og da det var ude i ørkenen var der reelt set kun tre steder man kunne køre hen: Ceduna, Woomera eller Lyndhurst. Efter at have tjekket vejrudsigten for solformørkelsen i Port Augusta besluttede vi os for at køre til Woomera og Roxby Downs, for de lovede en total skyfri oplevelse på de kanter. Vi var allerede i Roxby Downs aftenen før, og da vi trillede ind i formørkelsesbæltet, fik vi øje på en bil inde i busken og to personer som godt kunne ligne Leanne og Volker fra Sydney Uni (to jeg plejede at svømme sammen med). Vi vidste at de også var kørt til SA for at se solformørkelsen, og det kunne næsten kun være dem. Leanne er australier og derfor enormt bange for solen, så hun er altid dækket fra top til tå med specielt tøj, der skal afværge solens farlige stråling. Kvinden inde i busken var helt dækket af tøj og havde en enorm stor stråhat på. Ved siden af hende stod en ung mand med sådan en babyhat med slag, så man ikke bliver solskoldet i nakken. Det var dem, og de var godt i gang med at forberede sig til formørkelsen dagen efter. Volker har alt elektronisk udstyr man kan forestille sig. Et enormt Cassegrain teleskop med elektronisk styring og kamera, et digitalt videokamera og selvfølgelig en GPS sender. Formørkelsen skulle foreviges på alle tænkelige måder. Vi overnattede i bilen på den modsatte side af vejen ved frakørslen til Andamooka, og der var faktisk overraskende få mennesker derude. Kun en anden bil havde vi som selskab. Inden vi gik i seng kiggede vi lidt på stjernehimlen, som er helt fantastisk ude midt i ørkenen. Man kan se mange af de stjernebilleder, som man kender fra den nordlige halvkugle, men det hele vender på hovedet. Stakkels Orion går således over himlen med hovedet nedad. Solformørkelsen ville først finde sted kl. 19.41 om aftenen, så vi havde hele dagen for os i bilen, der var det eneste sted hvor vi kunne opholde os i skyggen. Dagen gik nu forbløffende hurtigt, måske fordi vi har alle vores ting med os i bilen, så vi savnede ingenting. Vi havde en stor 10 liters vandpose med og havde købt dåsetun og toastbrød, for vores fryseelementer var for længst tøet op. På den anden side af vejen kom der i løbet af dagen en ranger som solgte iskolde Coca Cola og pengene gik til nogle truede dyr, så vi klarede os fint. Lidt over 18 gik vi over til Volker og Leanne og ventede spændt sammen med dem på øjeblikket for første kontakt. Lige så langsomt åd månens skygge sig ind på solen. Vi havde formørkelsesbriller på, og i starten lignede solen mest af alt månen -en rund lysende tingest som aftog og blev bananformet. Efterhånden som skyggen nærmede sig centrum og åd den også, blev solen blev mere bueformet og lignede en halv ring. En kvart ring og vupti, så var lyset lige pludselig dæmpet. Man kunne tage brillerne af og kigge på en sort plet med rød/gule/hvide lysbobler omkring. Det var så flot – lignede mest af alt en blomst. Et stykke over solen nåede vi lige at se Merkur, så kom lyset tilbage og det gjaldt om at få brillerne på igen. Det gik så stærkt – man stod bare og ønskede mere. Volker var den første som kom med et udbrud – han var helt knust, for han havde slet ikke nået at tage alle de billeder han havde drømt om. Leanne prøvede at trøste ham, og vi var vist alle fire klar til at arrangere en tur til den næsten solformørkelse for at få mere. Desværre kunne en godt forberedt Volker afsløre at den finder sted på Antarktis… Den partielle solformørkelse foregik nu baglæns med det twist, at vi var tæt på solnedgang, så solen blev langsomt større nedefra, imens den nærmede sig faretruende horisonten. Formen af solen blev mere og mere underlig, og da den gik ned, var den trekantet! Straks efter formørkelsen begyndte de første biler at køre sydpå – nu havde folk set det de kom efter, men vi tog en nat mere i ørkenen. Næste morgen kørte vi mod Adelaide efter at have forsikret os om at solen atter var helt rund og fin. Vi var blevet noget støvede af at opholde os i ørkenen, så det var dejligt at tjekke ind i Glenelg ved Adelaide, hvor vi har været før.
Kangaroo Island
Mandag den 9.december tog vi færgen fra Cape Jervis til Kangaroo Island.(KI) Det er Australiens 3. største ø, som har et meget rigt dyreliv, fordi der ikke er så mange skadedyr som på det australske fastland. Her tænker jeg specielt på kaninen, katten og dingoen. Katten har man dog ikke kunne holde helt væk, men fakta er, at der er utrolig mange koalaer, næbdyr og små kænguruarterpå KI. Vi ankom med færgen til Penneshaw sidst på eftermiddagen og indlogerede os i en campingvogn. Der var ret koldt, så vi fandt det varme tøj frem og så pingviner gå i land på stranden om aftenen. Der var slet ikke så mange som på Phillips Island, men det var stadig en stor oplevelse at se de små fugle vralte i land og skræppe op. Vores guide fortalte en masse om livet som pingvin. Pingvinungerne, der er som regel to i et kuld, vokser sig hurtigt større end forældrene, fordi de bare ligger i hulen på land og slapper af hele dagen. De voksne derimod kæmper hele dagen på havet med at samle fisk sammen til sig selv og ungerne og gylper fisk op til ungerne, når de kommer hjem ved solnedgangstid. Derfor kunne vi iagttage store sultne pingvinunger, der nærmest jagtede deres forældre rundt i terrænet, straks de så dem komme trætte hjem fra en dag på havet. Det var ret underholdende, men sikke nogle utaknemmelige unger!
Næste dag så vi South Australias første fyrtårn som lå langt væk fra ingenting helt nede i det sydøstlige hjørne af øen. Vi fik en rundvisningen af fyrpasseren, som fortalte at der i vintermånederne tit kommer en hval svømmende forbi langs med kysten. Vi spiste frokost og besteg Prospect Hill, som er en stor bakke på øen. Kaptajn Cook skulle efter sigende have besteget bakken for at tage øen i øjesyn. Over middag besøgte vi en honningfarm og et fåremejeri. Sidstnævnte sted var der malketid, da vi kom forbi, så vi så et enormt snedigt maskineri, som er tilpasset malkning af får. Et får giver kun en halv liter mælk om dagen, så man skal godt nok malke en del får, for at det kan betale sig. De malkede også 800 får om dagen, så en malkningssession tog 4 timer. Vi fik lov at smage på de forskellige produkter og kom derfra med yoghurt og diverse oste. En af ostene var sjovt nok en som Claus (tyskeren fra mit kontor i Sydney) indtroducerede os for til en BBQ. Osten hedder Halumi og føles ret gummiagtigt, når man tygger på den, men smager allerbedst når man griller den. Vi overnattede atter i en campingvogn men denne gang i Kingscote.
Dårlige priser på uld har fået fåreavlerne på KI til at tænke i andre baner. Det var derfor man begyndte at malke fårene og andre kastede sig over biavl. En tredje branche som dukkede op eller faktisk bare blev genoptaget var produktion af eucalyptus olie. Vi besøgte et eucalyptus distilleri onsdag formiddag, som opvarmer eucalyptusblade på gammeldagsvis og udvinder olien. Olien er selvfølgelig god mod hvilken som helst lidelse, man kan komme i tanke om. Ved middagstid kørte vi til Seal Bay for at se søløver i deres naturlige omgivelser. Der er indrettet et naturcenter og stranden er skærmet af med hegn, men med guide er det muligt at komme helt ned på stranden og se til søløverne. De fleste dyr lå bare og sov i sandet. De lå i grupper à en tre/fire stykker sammen for at varme hinanden. Der var også nogle unge hanner som rumsterede rundt og sloges kammeratligt. Det var helt fantastisk at se søløver mosle rundt på stranden på den måde. Næste stop var Little Sahara som er en samling sandklitter. Jeg var ret spændt på om de kunne slå Råbjerg Mile. Jeg tror faktisk Råbjerg Mile vinder – måske fordi jeg var mindre da jeg så milen. Der var ihvertfald en masse sand, og det var fedt at hoppe rundt i det.
Vi kørte videre til Flinders Chase National Park og overnattede i bilen ved parkens camping hovedkvarter. Om aftenen gik vi en tur i skoven langs den såkaldte Platypus (næbdyr) Walk. Der var adskillige platforme langs vandhullerne i Rocky River, men ikke et eneste sted så vi et næbdyr. Der var blot en masse luftbobler i vandet som måske indikerede at der lå et næbdyr og grinede af os nede på bunden? Heldigvis var der andre dyr vi kunne studere. Vi så en echidna på helt nær hold (se billede på dyresiden som jeg snart laver) og en kænguru der græssede på flodbrinken.
| Torsdag udforskede vi nationalparken. Det er et kæmpestort frodigt skovområde, men de store trækplastre ligger helt nede ved sydkysten. Først så vi Remarkable Rocks som er en stor samling af kolossale sten, der ligger på toppen af en klippe helt ude ved vandet. Henrik er overbevist om at “nogen” har anbragt stenene der. Han mener det ser for kunstigt ud. Denne “nogen” må i så fald være en ret stærk kæmpe! Geologerne har selvfølgelig en naturlig forklaring med noget smeltet stenmasse, der stiger op fra undergrunden og bliver kølet af gentagne gange. Døm selv ud fra billederne! Efter at have kravlet over, under og på de store sten, kørte vi ned til Admirals Arch. Det er en stor klippebue, som står majestætisk ved den forrevne klippekyst. Overalt på klipperne lå der new zealandske sæler og sov middagslur. Da vi kom ned ad trappen, så vi kunne se igennem selve buen, kunne vi se en masse sæler der pjaskede rundt og legede vandet. De var meget sjove og underholdende at se på, men uha da, hvor der stank af sæl-eskrementer. Vi var efterhånden ved at være ret imponerede over hvad KI kunne byde på, men det var slet ikke slut endnu. Om eftermiddagen så vi Kelly Hill Caves. Det er nogle limstenshuler som blev opdaget af en hest ved navn Kelly for et par hundrede år siden. Kelly trådte simpelthen forkert og røg ned i hulen. Det var en meget flot hule med masser af drypsten. Der var flere steder hvor gulvet var faldet sammen, så søjler fra gulv til loft der med tiden var blevet dannet af sammenvoksende stalag-titter/mitter, var brækket over. Det så sejt ud. Udenfor hulerne kiggede vi forgæves efter vilde koalaer i træerne. Der skulle være så mange på øen, men vi havde ikke set en eneste. Øv. Vi kørte tilbage til Kingscote og drog ned til havnekajen for at se pelikaner. Hver dag ved 17-tiden kommer der en lokal fisker forbi og fodrer vilde pelikaner til ære for turisterne. Vi kunne komme ret tæt på pelikanerne, og ih hvor er den fugl bare kolossal stor. Rasmus Klump har ret i, at der kan være en del i næbbet på sådan en!Fredag formiddag kiggede vi lidt butikker i Kingscote og tjekkede mail. Over middag kørte vi til Emu Bay via en grusvej med tæt buskads på begge sider. På trods af at det var højlys dag, sprang der pludselig en lille kænguru ud på vejen lige foran os. Henrik sad ved rattet og prøvede forgæves at undvige, men der var ikke noget at gøre. Bilen ramte kængururen og bilen skred ud på grusvejen. Vi var en tur i busken i venstre side, før Henrik omsider fik bilen under kontrol og standset. Kænguruen var død på stedet, men vi kom heldigvis ikke noget til. Vi måtte dog i busken for at lede efter et sidespejl og vores antenne som var røget af. Vi fandt kun spejlet. Et kig i kalenderen har siden afsløret at det var fredag den 13. Faktisk den samme dato som Claus skulle giftes i Sydafrika, selvom man ikke kan forstå, hvordan man frivilligt vælger sådan en dato. En smule chokerede kørte vi videre. Ironisk nok var vi på vej til Pauls Place som er en dyrefarm med alverdens tamme dyr. Deriblandet kænguruer som man kan håndfodre. Paul bød os velkommen og lagde ud med at klippe en genstridig vædder. En stakkels turist blev derefter indhyllet i uldpelsen. Næste punkt på programmet var fodring af de små dyr. Henrik fik en hvid spand med korn og blev straks overfaldet af 50 ænder, et sultent gedekid ved navn Nelly og tre kænguruer. Nelly sprang med hovedet forrest ned i spanden, og til sidst måtte Henrik give op og kaste spanden fra sig. Det var meget hyggeligt at fodre kænguruerne som spiste artigt af ens hånd, men man skulle virkelig passe på ænderne som også gerne ville have en bid og hakkede med næbbet. En ting jeg ikke havde set frem til var Pauls Carpet slange. Den var tre meter lang, og han lagde den om nakken først på mig og derefter Henrik. Jeg synes det var ubehageligt, at have sådan et klamt dyr rundt om halsen. Derefter var der kornfodring af emuer og endnu flere kænguruer. Igen fik Henrik spanden og blev overfaldet af emuer der var lige så høje som ham selv. Det jeg havde set mest frem til var koalaerne. Vi fik lov at holde en og nusse lidt med den. Den var bare så sød og blød. Efter at have fodret nogle lidt mere traditionelle husdyr i form af heste, køer og får kørte vi videre. Vi gjorde stop ved Ducks Lagoon som et sidste forsøg på at spotte vilde koalaer. Jeg var lige ved at opgive, men endelig fik jeg øje på en. Den sad og sov øverst i et træ langs vejen. Derefter satte vi kursen mod Penneshaw, hvor vi overnattede i en campingvogn, så vi kunne være klar til at tage med færgen næste dag.. |
| Fra Adelaide til Brisbane Udflugten til South Australia for at se solformørkelsen havde egentlig bragt os langt væk fra det sted nord for Brisbane, hvor vi havde planlagt at holde jul. Derfor havde vi noget af en køretur foran os, da vi atter satte foden på det australske fastland. Vi stod 100 km syd for Adelaide og havde en uge til at køre de 2000 km til Brisbane. Det lidt kedelige ved den første del af turen var at vi havde kørt strækningen en gang før i starten af november, da vi kørte hjem fra Uluru. Derfor tog vi en ordentlig bid af distancen og kørte 1300 km i løbet af de to første dage. Eneste nævneværdige begivenhed er at bilens speedometer undervejs rundede 333.333 km, så det fejrede vi med en is. Vi gjorde først stop for andet end overnatning og spisepauser, da vi kom til Coonabarabran. Det er Australiens astronomiske hovedstad, da der er adskillige observatorier i byen. Deriblandet Siding Sling som også er navnet på det største teleskop i landet. Vi besøgte et lille observatorium som havde en ret underholdende udstiling med ting man kunne pille ved. Specielt en udfordring med at stable syv søm på et vandret søm gav mig grå hår i hovedet. Om aftenen vendte vi tilbage for at kigge i teleskopet. Vi så Saturn med ringe, og den var virkelig flot. Ellers gik det meste af tiden med at kigge på månen, fordi der var lidt overskyet, og guiden snakkede lidt med os om Tycho Brahe, og vi prøvede at lære ham at udtale navnet. Efter en god dosis internet (man er vel lidt afhængig) kørte vi næste dag til Armidale som ligger i 1000 meters højde og fik et slag tennis på en campingplads. Derefter blev vores rute noget snørklet, for der var ting både langs kysten og lidt længere inde i landet som vi gerne ville se. Ulempen ved at krydse frem og tilbage er at man skal krydse The Great Dividing Range, som er bjergkæden der løber fra nord til syd i den østlige del af Australien. Først kørte vi langs Waterfall Way for bla. at se Australiens 2. største vandfald. Der var bare ingen vand i pga. tørken. Heldigvis var der andre vandfald vi kunne nyde i Dorrigo og Ebor. I Dorrigo var vi en tur i regnskoven. Der er bygget en lille skywalk platform, så man kan gå i højde med trækronerne og studere det rige fugleliv. Vi manglede lidt en kikkert, for at kunne studere fuglene på nært hold, selvom lydniveauet i første omgang var nok. Man kunne tydeligt høre et helt kor af forskellige stemmer, der på skift sang et lille kvad. Platformen var bygget ved kanten af en høj skrænt, så vi skulle bevæge os ned ad en trappe for at komme ned til foden af træerne og skovbunden. Vi gik en tur og var nu pludselig blevet ret små i forhold til træerne omkring os. Der var masser af lianer og andre snylteplanter der bare klamrer sig til et træ for at komme op til lyset og til sidst kvæler det. Fra Dorrigo gik det ad en smal bjergvej nedad til kysten og Coffs Harbour. Vi så lige et par glimt af Stillehavet før vi drejede ind i landet igen og med bilen kravlede op på plateauet igen til Glenn Innes. Det er en gammel keltisk by fyldt med skottere, som har rejst et Stonehenge agtigt monument af sten. Vi så stenene den næste formiddag, men de var lidt grimme, fordi man tydeligt kunne se arrene efter sprængladninger. Herefter gik det nordpå til Tenterfield som gemmer på Bald Rock. Det er en monolit (dvs. en enorm stor sten og ikke grundfjeld) ligesom Uluru, og den ligger så godt gemt og glemt inde i skoven, at der ikke er nogle aboriginals, som bliver fornærmet hvis man klatrer på den. Vi besteg den skaldede sten ad den direkte stejle rute. Stenen var af granit og meget mere ru end Uluru, så det var ingen sag at klatre op ad den. Stenen var nu ikke helt skaldet, for der var både træer og græs på toppen af den. Vi havde hele stenen for os selv, så det meget fredfyldt at sidde på toppen med friske abrikoser og kunne skue hen over skoven og landskabet. Ikke langt fra stenen lå endnu en nationalpark (Boonoo Boonoo) med et vandfald (med vand i), og vi så en masse små bjergkænguruer, da vi kørte hen for at tage det i øjesyn. Efter vores lille uheld er vi ikke længere helt så begejstret for kænguruerne, når vi ser dem midt på dagen, hvor de burde ligge og sove middagssøvn. Heldigvis var kænguruerne her til at få øje på. Fredag kørte vi fra Lismore ned fra højderne og gjorde stop i Byron Bay. Det er Australiens fastlands østligste punkt og er samtidig en af de mest populære surferstrande på østkysten. Det vrimlede med turister og junk, så vi så bare fyrtårnet og fortsatte videre til Queensland (QLD). Der var nærmest trafikprop, da vi kom over grænsen til QLD, men heldigvis stak vi af fra motorvejen og kørte lidt sydpå igen for at komme ind i Lamington National Park. Vi overnattede på campingpladsen i parkens hovedkvarter ved Binna Burra, men lige efter vi havde parkeret bilen, gav bilen os et nyt problem at kæmpe med. Da jeg ville åbne bagagerummet røg plastic-pladen med nummerpladen og bak-lysene nemlig af, så jeg stod bare målløs med en stor plade i hånden. Det er virkelig et åndsvagt design fra Fords side med den plade, har jeg siden konkluderet. Vi bandt pladen fast med vores uundværlige dragesnor og spekulerede lidt over, hvordan vi skulle få bilen samlet igen. Heldigvis havde parkrangeren en god værktøjskasse, så næste mogen flyttede jeg rundt på et par skruer og fik fixet bagagesmækken. Henrik har nu udnævnt mig til 1. mekaniker. Vi gik en tur på 5 km i parken ved solnedgang, og der var små kænguruer som hoppede larmende væk, når de kunne høre at vi nærmede os. Der var en rigtig hyggelig stemning i skoven. Den sidste halvdel af gåturen var det blevet så mørkt, at vi måtte have lommelygten frem, selvom der var masser af lysende ildfluer omkring os. Vi kunne høre de mest underlige fugleskrig og fløjt over hovedet på os, men træerne var for høje til at vi kunne se ophavsmanden. Lørdag kørte vi til Brisbane efter at have repareret bagsmækken. Der var øsregnvejr. Det var tid for julegaveshopping, så Henrik og jeg gik hver for sig. Vi skiltes kl. 11.30 og aftalte at mødes kl. 14, men klokken blev lidt af et mysterium for Henrik som gik rundt uden ur. Han måtte spørge sig frem og var noget forundret da kl. var 12, og han havde gået rundt i evigheder og var færdig med sin shopping. Heldigvis regnede Henrik selv ud, at der måtte være en tidsforskel mellem NSW og QLD som vi havde glemt at tage højde for. Vi fandt dog hinanden igen alligevel 😉 Fra Brisbane kørte vi 100 km mod nord til The Sunshine Coast for at finde vores julehytte.Jul og NytårDet er 1. juledag i dag, så Glædelig Jul! Vi har været her i Forest Glen siden den 21. december. Det er en rigtig hyggelig campingplads, og vi bor i en hytte med veranda med kig lige ind i regnskoven. Der er kamp om computeren i dag, for Henrik vil spille de computerspil han har fået i gave af sin mor, og jeg vil lege med min gave: et webcamera. Vi endte med at spise dansk julemad juleaften, for det er på en eller anden måde indbegrebet af jul. Så jeg kogte risengrød, lavede ris a la mande, kalkunlår med svedsker og pærer med gelé. Vi spiste julemiddagen på verandaen, og det var bare så hyggeligt. I løbet af aftenen begyndte det at regne, og senere gik det over i tordenvejr, men vi sad godt og lunt under vores halvtag. Før ris a la manden slog vi mave og sang julesalmerne efter hukommelsen. Henrik spillede guitar til, og når vi af og til missede teksten nynnede vi bare. Faktisk havde vi også et lille kemisk juletræ ca. 10 cm højt af pap med krystaller i farver på, som vi selv har dyrket. Vi fandt aldrig mandlen i ris a la manden, men det gjorde ikke så meget, for vi havde glemt at købe en mandelgave. Det er også gået af mode med mandelgaver, for i Bejstrup hed det i år en skolekridt-gave, da Jakob ikke kan tåle mandler. Der var også julemusik i nogle sjove søde sokker som mor og far har sendt, så stemningen på verandaen var helt i top. Vi må have været nogle af de første i hele verden der åbnede vores julegaver i år, for australierne måtte jo først åbne deres pakker i morges. Vores poste restante adresse i Maroochydore har været ret indbringende. Da vi efter et par dages søgen omsider fandt det rigtige posthus, sagde postmanden “Somebody really loves you!”, for der var hele 5 pakker til os og 3 breve. Henriks jul var reddet, for der var computerspil, marcipan og abrikosflæsk fra hans mor. Vi fik den nyeste TV.2 cd af moster+Co., og det var lidt sejt, da vi slet ikke vidste der var kommet en ny. Mette havde sendt Matador Mix og salt lakrids. Av, min arm hvor smager en laber larve bare godt, når man ikke har smagt en i næsten et halvt år. Ja, og saltlakrids mums kan man slet ikke opdrive uden for Danmark. Det var en vældig slikskål vi derefter fik kreeret, og der var godt sy(n)k i den. Fra Henriks faster var der tre bøger. Fortsættelsen af Mands Minde, som jeg allerede er gået i gang med. En underholdende bog med personlighedstests. Indtil videre har vi fundet ud af, at jeg er meget optimistisk, at vi ikke bærer rundt på de store bekymringer og at ingen af os er slemme kontrol-mennesker. Den sidste bog med digte og tegninger af Ib Spang Olsen har jeg ikke fået kigget i endnu, men Henrik synes den er interessant. I min egenskab af første mekaniker har jeg også været nødt til at pusle lidt om bilen her i juledagene, for den skal jo sælges i januar. Sidespejlet er blevet genmonteret, og nu mangler vi kun en ny antenne, så er bilen atter i fin form. Efter al den køren rundt synes jeg det vil være på sin plads at indsætte et kort med vores rejserute.Den 28. december forlod vi Forest Glen, men vi kunne ikke køre ret langt væk fra Maroochydore, da vi havde lavet en aftale med en Ford mekaniker den 30. Bilen begyndte nemlig at sige en meget suspekt lyd, når man koblede “ind” i dagene op til jul, og et hurtigt tjek ved mekaniker afslørede at et led i kadang-akslen var årsagen. Vi endte med at køre til Noosa som ligger ved kysten på toppen af The Sunshine Coast cirka 30 km nord for Maroochyore. Det er et rigtigt surfermekka, men det er ikke så poppet som Byron Bay. Der var alligevel masser af mennesker, så vi frygtede lidt om vi overhovedet kunne finde et sted at bo, da der var “No vacancy” overalt. Heldigvis var der plads på Koala Beach Resort et rigtig backpacker sted med bar og disko, og vi kunne være der nytåret over. Stranden ligger lige bag ved hovedgaden i Noosa, og der er de sejeste bølger. Jeg var på surfskole to dage og fik lært en del mere end på Hawaii. Først og fremmest blev jeg bedre til at komme op og stå på brættet, men jeg fik også lært det vigtigste som er at fange bølger. De store Stillehavsbølger skal man virkelig ikke spøge med. En lidt for stor bølge kan vælte hele surfbrættet forover, så man dykker lige lodret ned på næsen. Jeg prøvede det en enkelt gang ,og det var ret ubehageligt. Men når der kommer en god bølge, er det bare en fed fornemmelse at blive skudt afsted og fare indad i sej surfer positur indtil man mister balancen og ryger over bord. En surflektion varede 2 timer, og jeg var så træt at jeg kunne gå lige på hovedet i seng derefter. Det er så hårdt at mosle rundt i vandet med det store bræt, og især træls når man skal arbejde sig udad igen efter kun 30 sekunders surfing. Man burde opfinde et system ligesom skilifter der ligesom kunne trække en den kedelige vej, så man ikke spilder alle sine kræfter der.Den 30. kørte vi til Maroochydore og fik bilen ordnet. Reservedelen til vores gamle bil var vel ankommet fra Melbourne på trods af at det var midt mellem jul og nytår, så vi afleverede bilen på værkstedet og tog ud for at se The Big Pineapple. Det er en annanas plantage som er åben for publikum. Først så vi hvordan man dyrker annanas. De gror på jorden som en lille busk der ligner annastoppen, og en plante giver en annanas. Man kan dyrke sin egen annanas ved at plante en top i haven, men det tager 18 måneder før man kan høste en moden frugt, så man skal have tålmodighed. Efter høsten af den første frugt kan man lade planten gro videre, og den vil efter 18 måneder give to nye annanas, men denne gang er frugten en tand mindre. Det fortsætter på den måde med mindre og mindre frugter, så frugtplantager dyrker normalt kun de første to kuld og planter derefter nye planter. Den annanas vi kan købe i butikken er som regel fra andet kuld. Den guidede tur i plantagen foregik i et lille tog og der var masser af andre frugtplanter at se på. Vi kom forbi et avocadotræ, et mangotræ og xxx. Efter at have spist en halv annanas med is på toppen kørte vi med et nyt tog, hvor vognede skulle forestille Macademia-nøddeskaller, for parken indeholder også QLD’s største Macademia nøddefabrik. Det mest underholdende var en speciel høstmaskine som kan trille nødderne op fra jorden. Man triller bare en tromle med sjove pigge hen over jorden, så ruller de kuglerunde nødder op i en lille container. Bilen var klar da vi kom tilbage til værkstedet og regningen var mindre end forudsagt, så vi kørte i godt humør tilbage til Noosa.Nytårsaftensdag lagde jeg ud med en surflektion fra 8-10. Omsider fik Henrik mig at se stående på brættet. Desværre havde min lår ikke godt af alt det surfing. Jeg fik store brændmærker på begge lår af at glide frem og tilbage på brættet. Mine fingre havde også slidmærker af at holde igen på plasticrebet som er fastgjort til brættet. Vi gik en tur i nationalparken først et stykke langs kysten til Alexandria Bay, hvor der er den sejeste strand og man har den næsten helt for sig selv. Efter en masse vandpjaskeri i bølgerne fortsatte vi ad en sti der gik tværs gennem skoven. Vi mødte nogle unge piger som spurgte om vi havde set koalaer. Vi måtte skuffe dem og afsløre at vi ikke havde set skyggen af eucalyptus træer i den del af skoven. Der skulle dog være nogen tættere på hovedkvarteret og en km senere fik vi øje på et typisk koala-eucalyptus træ. Minsandten om der ikke sad en vågen koala i træet og vinkede ned til os. Ved aftenstide spiste vi nnytårsmiddag på en kinesisk restaurant lige over for vores resort. Vi fik champagne, rejer og ørred i kokossauce med ris. Ørreden var rigtig god, men rejerne smagte bare underligt sådan lidt hen af opvaskemiddel. Bagefter hang vi ud i baren på resortet, hvor der var høj musik og masser af øl. Australierne er lidt tamme mht. nytåret. En tilfældig person (her var det DJ’en) kigger på sit ur og tæller ned, når der er 10 sekunder til klokken er tolv. Så musikken blev skruet ned, og nedtællingen 10-9-8 … 1 HAPPY NEW YEAR – (cheers i øl) og så blev der bare skruet op for musikken igen. Det var lidt tamt, men nu skriver vi altså 2003. Nytårsdag sov vi længe og over middag lejede vi begge et bodysurfboard. Det er noget mindre end et surfbræt og er lavet af flamingo. Her gælder det bare om at kastes sig i bølgerne, man skal ikke op at stå på brættet. Hele eftermiddagen tilbragte vi på vores favorit strand ved Alexandria Bay. |
