Auckland marts til maj 2003

Auckland Straks vi kom tilbage til Auckland fra sydøen gik vi på boligjagt. Avisen NZ Herald er hver søndag fyldt med boligannoncer, og heldigvis kan man også finde annoncerne på nettet, så vi behøvede ikke at vente på at avisen bliver trykt. Nettet gjorde det også lettere at overskue annoncerne, for man kunne sortere efter pris, beliggenhed og størrelse, så vi fik de interessante frem. Samtidig var det selvfølgelig et must for os at få en fuldt møbleret lejlighed. Vi printede otte sider med lejligheder ud og gav os til at gennemgå dem slavisk. Med en vejviser i hånden fik vi efterhånden også styr på de forskellige forstæder rundt omkring centrum. Ret hurtigt fandt vi ud af at boligmarkedet er domineret af ejendomsmæglere der udlejer for folk, som har investeret i lejligheder. Derfor prøvede vi som det første at ringe til nogle af ejendomsmæglerne og høre om de havde en bolig der opfyldte vores krav. Det virkede slet ikke, før vi nævnte et konkret sagsnr. Vi fik en aftale med en mægler fra “City Sales” om at se en en lejlighed i Parnell. Det lød som den helt store luksus med swimmingpool og tennisbane, og det var også en vældig fin lejllighed. Den var helt ny, og jeg var parat til at tage den, da Henrik fik nys om, at mægleren skulle have en uges husleje i salær. Det løber op i små 2000 kr. som man på den vis bare smider ud af vinduet. Tilbage i vores campingskur nord for byen gennemgik vi atter boliglisten og prøvede nu at stile efter de private. Vi reagerede på fem annoncer, men enten var lejligheden allerede udlejet, eller også ville de kun have lejere som ville bo der minimum et år. Der var endnu en annonce med en lejlighed i Parnell med en nærmest identisk tekst til den lejlighed vi lige havde været henne og se, men telefonnummeret var ikke et mæglernummer. I håb om at det måske var en privat person, prøvede vi at ringe, så kunne vi jo spare de 2000 kr. Det viste sig at være et helt andet sted i Parnell, og vi aftalte med udlejeren Carlos at vi straks kom hen for at se lejligheden. Ja, og det er så her vi bor nu. Det er en total fed lejlighed. Der er to værelser. Et soveværelse og en stor stue i åben forbindelse med køkkenet. Der er 60 lejligheder i komplekset, men det er bygget på en ret syret måde, så det virker slet ikke så stort. I forgården er der et fitness rum og en stor swimming pool + spa til fri afbenyttelse. Jeg vidste slet ikke man kunne have udendørs spa – jeg troede kun det var noget man havde i The Sims. Nogle af dem som bor her må være lidt paranoide, for der er hegn med pigge hele vejen rundt om bygningen, og det er et værre arbejde at få bilen ud af garagen, da man skal bruge pinkode og afvente grønt lys før man må køre ud af porten. De første to dage her, syntes jeg det var alt for fint til mig. Jeg fik næsten kvalme ved tanken af al den luksus, men nu må jeg indrømme at det er vældig fedt med poolen. Det bedste er nu at vi bor i gåafstand til centrum. Parnell ligger lige øst for centrum, og Henrik kan gå hen på universitetet på et kvarter, og grunden til det tager så lang tid er alle stigningerne. Jeg har vist nævnt det før, men Auckland er bygget på gamle udslukte vulkaner, så det går op og ned hele tiden.Henrik startede på uni i fredags. Han har fået kontor sammen med en tysker Steffen, som også er PhD-studerende men inden for differentialregning. Henrik er dog ikke kommet online endnu på kontoret og mangler også et lånerkort. Derfor har han siddet på biblioteket og læst de sidste par dage. Han var noget forbløffet da han kom hjem i dag, fordi han ved et tilfælde var snublet over sin egen del A rapport på bibliotekshylden. Hvordan i al verden den er havnet der, har han ingen anelse om, men jeg overvejer at gå hen og låne den for at gøre ham glad. Det så nemlig ikke ud som om nogen havde læst i den.Jeg er som sædvanlig blevet udnævnt til praktiske gris. Vores hjemtur i juli måned med Den Transsibiriske Jernbane skal nemlig bestilles, og hvis man vil undgå at betale dobbeltpris for togbilletterne, skal man vist undersøge markedet grundigt. At købe billet til en by i Rusland lyder heller ikke nemt, og jeg er så småt ved at indse, den tur kommer til at koste mange timer i planlægning på nettet. Ellers skal jeg til at i gang med noget job-/praktiksøgning, så jeg har noget meningsfuldt at kaste mig over de næste tre måneder. Da Carlos’ visitkort afslørede, at han arbejder i et softwarefirma, prøvede jeg at spørge lidt til, om han måske kendte et firma jeg kunne arbejde for. Umiddelbart havde han ikke lige nogen bud, men i dag kom han forbi og sagde, at hans sektetær er ved at lave en liste med firmaer, jeg kan prøve at kontakte!Min nye store hobby er forresten at spille guitar. Henrik har købt en begynderbog til mig med noder i, så nu kan jeg spille “Skip to my lou.” Bemærk, at jeg har skiftet stil efter mit legendariske hit med “Hjulene på bussen” vist kun faldt i Janes smag. Og jeg er kun kommet til lektion to.Når vi skal handle ind, bliver vi nødt til at igennem proceduren med at få bilen ud af garagen, for der er ingen supermarkeder i centrum. Vi skal køre et par km mod syd, før vi finder et shoppingcenter med gode gamle Woolworths (samme supermarked som vi havde i Australien). Desværre er mad dyrere her end i Australien, så vi er ved at blive lidt nærige. Især frugt og grønt er forsynet med skyhøje priser, sandsynligvis fordi det er fløjet ind. Alle varerne bliver ligesom i Australien pakket i forskellige poser ved kassen, så man står med 20 poser, når man er kommet ud af butikken.Americas Cup blev afviklet her i byen i løbet af de sidste par uger, og det har været noget af en fuser for NZ. Den udfordrende båd Alinghi slog Team New Zealand så sikkert som 5-0. På den anden sidste dag knækkede masten for Team NZ, og det billede har vi set igen og igen i fjernsynet. Det værste er næsten, at skipperen på Alinghi er new zealænder, og det var ham som sejlede cuppen hjem for tre år siden. Nu har han taget cuppen igen, men denne gang på en schweizisk båd.

Lørdag den 8. marts

Nu har vi været her en lille uges tid, og de fleste ting er så småt ved at falde på plads. Jeg er lige blevet færdig med at opdatere hjemmesiden med vores tur rundt på sydøen. De tre gletcherne står helt klart for mig som den største oplevelse. Hvalerne blev lidt spoleret af de foto-ærgerrige turister, men de var nu fine alligevel. I torsdags besøgte jeg NumberWorks i Takapuna som ligger nord for centum. Det er det matematikcenter jeg så en filial af i Dunedin, og jeg skrev en emailansøgning i mandags til Aucklandafdelingen, om de kunne bruge sådan en som mig. Det kunne de godt, så jeg var deroppe og se centret. Indtil videre er planen, at jeg skal være der mandag og onsdag eftermiddag. Centret er for børn fra 1. til 9. klasse som har problemer med at følge med i matematik i skolen. Al undervisning foregår via computer, hvor børnene får stillet små opgaver gennem spil. Det er et rimeligt avanceret system, som indeholder alt fra simple additionsopgaver til geometri og mængdelære. Forhåbentlig kan jeg også få et programmeringsjob om formiddagen hos NumberWorks.

På guitaren kan jeg nu spille “Love me tender”, og Henrik er startet på svømning under kyndig vejledning af mig. Han er nu ret sløv til at komme i poolen, på trods af at vandet er opvarmet. En anden hobby vi har kastet os over er at spille Tantrix. Det er det spil jeg opdagde i PuzzlingWorld i Wanaka. Egentlig skulle jeg jo ønske det til min fødselsdag, men så fandt jeg det nede i byen, og så blev jeg nødt til at købe det. Det er meget spændende at spille, men også lidt uoverskueligt. Man kan spille det online på www.tantrix.com. Man spiller med sekskantede brikker, og så gælder det om at lave en sammenhængende kurve. Man kan spille mod hinanden eller solitaire. Vi har ingen planer for weekenden, for vi har vist ikke nået at fordøje hele sydøen endnu, men ellers bliver det jo i weekenderne at vi skal ud og se os omkring, så vi også kan få set noget af nordøen.

Lørdag den 29. marts

Så er det weekend igen, men ugerne er bare fløjet af sted, efter at jeg startede med at arbejde, og nu lakker marts mod enden. Jeg fik hurtigt udvidet mit job hos NumberWorks med noget programmering, så jeg kunne komme op på fuld tid. Mandag og onsdag eftermiddag underviser jeg børn, og resten af ugen programmerer jeg i Delphi. Det er rigtigt spændende. Alle børnenes matematikspørgsmål bliver stillet på computer, så det er let at kommunikere med dem om matematikken, fordi alt er visuelt repræsenteret på skærmen.. Den største udfordring for mig har været at tyde de kartotekskort, hvor man noterer hvordan det går, og hvilke opgaver børnene skal løse. Der står 1000 ting på det ark, og så noterer man alt med kryptiske forkortelser. Jeg er ret imponeret over hvor omfattende NumberWorks’ computersystemet er. På en eftermiddag når jeg vidt omkring: tæller biler med de yngste, jonglerer med brøker og rumfang, og løser uligheder med de ældste. Filosofien er at børnene så vidt muligt arbejder med de samme emner som i skolen og repeterer det de har svært ved. Jeg er blevet noget irriteret på den trappetrins-metode til division man lærer i skolen i NZ. Man lærer ikke at skrive resterne i trappetrinet men skal holde styr på det hele i hovedet, og det er alt for svært. Lidt det samme gælder for deres metode til at gange to tal sammen.

Min første uge som programmør brugte jeg på at sætte mig ind i Delphi. Jeg blev installeret på et kontor hos Ralph som er den ene af de to programmører hos NumberWorks, og han lånte mig en bog om Delphi. Sproget minder meget om Pascal, som jeg kendte i forvejen, men det er ret visuelt orienteret, idet alt skal præsenteres i et Windows vindue. Det nye miljø skulle jeg lige vende mig til, for det er en noget anden tankegang, at alt nu skal foregå som “events”. Hvis man trykker på den knap – gør sådan… etc. Min første rigtige opgave var at skrive noget kode til et kryds og bolle program. Jeg lavede et program som spiller kryds og bolle, når man på forhånd har afgjort, om den der begynder skal vinde eller tabe. Ralph koblede grafik på min kode, og nu kører mit program på alle børnenes computere. Hver gang børnene har kørt et matematikprogram afgør kryds og bolle spillet, om de skal belønnes med et spil eller de skal lave mere matematik. Jo yngre de er des større er chancen for et spil. Det mest populære spil for tiden er at sejle America’s Cup på trods af at NZ jo tabte… Det næste mål for mig var at få gang i noget grafik med DirectX, så jeg også kunne komme til at lave spil. Jeg brugte et par dage på at lege med en grøn bold som hoppede rundt på skærmen, før jeg fik min første rigtige opgave. Jeg fik frie hænder til at designe et program til de yngste elever som skal lære dem at tænke 8+5=8+2+3=10+3=13. Dvs. tælle på fingrene op til 10 og så lægge de resterende tre til. Den sidste uge har jeg derfor siddet og rodet med en kanin som hopper rundt på nogle kasser efter en gulerod med øjne der danser. Jeg synes selv det er blevet et vældigt matematikspil, og nu er jeg ret spændt på reaktionen hos børnene, når de bliver udsat for det. På mandag skal jeg starte på en ny opgave, men jeg har ikke valgt hvilken en – jeg har bare fået et papir med forskellige matematikideer. Det er fedt!

Henrik har været lidt småsyg de sidste par dage. Han har ellers fået et rigtigt svømmebælte, så han snart kan svømme med det som eneste hjælpemiddel, men feberen har holdt ham oppe af vandet. På uni har han undeholdt sig med en bog med uløste talteoretiske problemer. Nogle af dem prøver han at løse ved at programmere lidt i Magma, men han stødte ind i nogle problemer med at skrive sine resultater i en fil, så nu har han lånt min C-bog og er gået i gang med at programmere C. Jeg skal love for han går minutiøst til sagen ved at løse alle opgaver.

Igår aftes var vi til Bruce Springsteen koncert på Western Springs Stadium. Det var lidt af en pludselig indskydelse at Henrik kom i tanke om, at vi skulle til den koncert. Sidste weekend hørte vi i radion at der skulle være koncert, ja og så var der stadig billetter tilbage. Det var en noget våd oplevelse. Det øsregnede og stormede hele dagen igår, og på arbejde advarede de mig om at koncerten nok ville blive aflyst. Ved aftenstid var vinden dog løjet af, men det øsede stadig ned, så vi tog på stadion i regnfrakker. Efter at have kæmpet os gennem mudder og vand fandt vi en god plads med godt udsyn til scenen. The Boss var selvfølgelig næsten en time forsinket, men da han omsider gik på og spillede Who stopped the rain? holdt regnen op. Det var en rigtig god koncert, og jeg skal love for bandet diskede op med snart sagt alskens musikinstrumenter. Der var violin, harmonika, mundharpe, saxofon, et rigtigt flygel og selvfølgelig en masse guitarer. Bossen spiller fremragende guitar, og jeg lurede lige et par tricks af… Aldrig har jeg været til en koncert hvor jeg kunne se scenen så godt, selvom vi ikke stod helt oppe foran.

De sidste to weekender har vi manet os op til at lege turister igen. Først i selve Auckland hvor vi besøgte Mt. Eden og One Tree Hill. Begge bakker er gamle udslukte vulkaner, og de ligger som nydelige grønne toppe midt i byen. Der går endda køer på toppen og græsser. Især fra Mt. Eden var der en storslået udsigt over byen og vandet som omgiver den. I alle retninger kunne man se grønne toppe ligesom den man selv stod på, der vidner om hvor heftig en vulkansk aktivitet her en gang har været. One Tree Hill er nok mest kendt som den U2 sang stedet har lagt navn til, men det er også et Maori monument. Maorierne er de “indfødte” i NZ, og man må sige de er noget mere respekterede og integrerede i samfundet end aboriginalerne i Australien. Indfødte er måske også så meget sagt for maorierne ankom med både til NZ omkring år 800 fra Polynesien. Derfor var de langt mere civiliserede end aboriginalerne og kunne lettere tackle mødet med europæerne. Mange stednavne har beholdt maorinavnet og en maoridans er f.eks. slagsangen for hele nationens stolthed: Det new zealandske rugbyhold.

Sidste weekend kørte vi vest på til Piha og Waitakere Ranges. I Piha er der en ret flot klippeformation i havet som ligner en løve. Vi kravlede en tur på ryggen af løven og nød udsigten over bugten. Der var også et vandfald inde i skoven. Vi fulgte en sti langs vandfaldet og det gik bare nedad. Turen tilbage gav ihvertfald en del sved på panden. Bagefter så vi et stort Kauri træ. Det er en træsort som bliver meget gammel – op til flere 1000 år. Vores træ var stort, men der skulle være nogle endnu større nogle oppe nordpå.

Fredag den 4. april Så er det atter blevet weekend, og jeg glemmer helt at skrive om de små dagligdagsting, når jeg ikke skriver hver dag. Auckland ligger lige som Sydney på to bredder af noget vand. Jeg tager bilen på arbejde hver morgen, og som den typiske aucklænder bor jeg på den ene side af broen og arbejder på den anden. Så jeg kører over broen hver dag til Takapuna. Det er et værre trafikmylder at skulle igennem, selvom der er motorvej. Der er syv baner på broen, og hvilken vej trafikken går i den midterste bane er variabel. Hver eftermiddag kører der en speciel maskine over broen og flytter nogle tunge cementbarrier, så der bliver 4 baner i nordgående retning. Senere på dagen bliver cementklodserne så sat tilbage igen, så de er klar med fire nordgående spor næste morgen. Nu vi er ved trafikken skal jeg også lige brokke mig lidt over den sindssyge højresvingsregel der gælder i NZ, og som jeg bliver udsat for hver morgen. Hvis to modkørende biler holder overfor hinanden i et kryds og begge skal dreje ind ad den samme vej, er det den der skal dreje til højre som må køre først! Husk vi har venstrekørsel hernede. Jeg må hellere illustrere hvor ulogisk det er med en tegning. Den første måned kom vi et par gange ud for situationen, hvor vi drejede til venstre og glemte at holde tilbage for ham der skulle svinge til højre, for man kigger slet ikke den vej, når man bare lige skal runde et hjørne. Jeg tøver også en anelse inden jeg laver et højresving, for man stoler altså ikke helt på at folk husker at holde tilbage…Når man åbner fjernsynet er verden helt af lave. Først og fremmest indledte USA den 19. marts operation Iraqi Freedom, som går ud på at befri Irak for Saddam Hussein. Efter et par ugers bombardementer af Bagdad, er amerikanske landtropper som startede i Kuwait nu kun 10 km fra Bagdad. På CNN kan vi se krig 24 timer i døgnet. Der er journalister med overalt, og de følger troppernes fremrykning i tanks.Den anden ting som dominerer mediebilleder er lungesygdommen SARS. Man mener sygdommen er udbrudt i Kina i Guangong provinsen som ligger tæt på Hong Kong. Der er mange som er døde af sygdommen.

Mandag den 14. april – Bedstefars fødselsdag (77 år, hvis han havde været i live) Fjernsynet et stadig fyldt med krig i Irak og SARS. I løbet af sidste uge fik USA militær kontrol over Bagdad og begyndte at hjælpe de lokale med at sprænge statuer af Saddam i luften. Man så jubelscener af irakere som løb rundt i gaderne i Bagdad. Nu er stemningen helt kaotisk, fordi civilbefolkningen plyndrer og looter alle offentlige bygninger. Amerikanerne prøver at stille et irakisk politikorps på benene, men de har slet ikke styr på situationen. Saddam ved ingen hvor er, men USA truer med at forfølge ham ind i Syrien, hvis det er der han gemmer sig.I fredags fyldte jeg 26. Vi var ude at spise på en sea food restaurant om aftenen her i Parnell og sad udendørs. Det har jeg vist ikke proevet før, for det plejer det at vaere alt for koldt til på min foedselsdag. Henrik gav mig et puslespil og en CD med Bruce Springsteen. Jeg er allerede godt i gang med at pusle, og det er lidt af en udfordring, for man skal ikke samle motivet af de fire turister på æsken, men derimod det som en af personerne på æsken kan se. Derfor ser man personerne bagfra, og jeg har indtil videre moret mig meget over at samle fire charterturisters store bagdele. Den ene større end den anden. Hjemmefra kom der et halvt kilo Tyrkisk Peber og Kronprinsessen af Hanne Vibeke Holst. Jeg fik også et rejsevækkeur, ørenringe og Kashmirs nyeste CD af Henriks mor. Og bogen “Hvis barn?” af Henriks faster. På arbejde gav jeg en chokoladekage som jeg havde pyntet med et dansk flag i midten. Det undrede mine kolleger sig over, for de kunne ikke forstå hvad flag har med foedselsdag at goere(!). Da jeg så fortalte at mange derhjemme har flagstang i haven og flager når folk har foedselsdag, syntes de danskerne lyder til at vaere lidt skoere med deres flag.Jeg fik et gavekort på $100 til faergebilletter til ørne i bugten ud for Auckland af mine kolleger i foedselsdagsgave. Så igår var Henrik og jeg på tur til Rangitoto. Det er en vulkanoe som dukkede op af havet for kun 600 år siden, og det tog en halv times tid at sejle derud fra Auckland City. Der var blå himmel og godt med sol, nok omkring 25 grader, og vi lagde ud med at vandre til toppen af vulkanen som er 260 m hoej. Der var en fantastisk udsigt over Auckland og bugten. Man må sige at Auckland ligger utrolig flot, og med alle de gamle vulkaner er der virkelig mange udsigtspunkter, hvor man kan nyde synet. Det er den fjerde vulkan vi har besoegt mens vi har vaeret her… Rangitoto er dog langt yngre end de andre, og derfor består jorden hovedsageligt af sort lava. Jordoverfladen ligner nyploejet jord, men det er store sorte laveklumper og de er hårde som sten.  Mange steder er det alligevel lykkedes for planter og traer at finde fodfeste, så der er en stor groen skov på øen. Efter at have gået turen rundt langs krateret på toppen, fulgte vi en sti i skoven som ledte hen til nogle lavahuler og tunneller. Tunnellerne er lange lige roer som vi kunne gå hele vejen igennem. De er dannet ved at vaeggene er stoerknet lava, fordi det blev nedkoelet af luften, imens den indvendige lava har fortsat med at flyde igennem. Vi så nogle tilsvarende tuneller på Big Island på Hawaii,  men de her tunneller var noget laengere. Vi fik kun brugt halvdelen af gavekortet, så på torsdag har vi planer om endnu en udflugt til en af de andre øer Waiheke, hvor der er jazzfestival. Naeste gang skal vi dog have solcreme med, for jeg var helt rød i hovedet, da vi kom hjem igår efter 7 timer udendørs i solen. Selvom det er efterår hernede er solen stadig ret skarp!Jeg er lidt bagud med at opdatere dagbogen, så jeg har fundet på at klippe lidt tekst ud fra nogle af de mails vi skriver hjem om vores oplevelser og indsætte det her, for så slipper jeg for at skrive det hele to gange. Derfor vil nogle af vores flittige læsere måske i fremtiden føle, at de har læst en historie en gang før…Sidste weekend var vi oppe nordpå i Northland for at kigge på Kauritræer. Først så vi et spændende museum i Matakohe som fortalte alt om træerne. Træerne kan bliver over 5 meter i diameter, og man regner med at de ældste er over 2000 år gamle. Europæerne ryddede nærmest NZ for Kauritræer i 1800-tallet, fordi det var en fantastisk træsort med lange lige stammer, der var ideelle til skibsbyggeri. Heldigvis nåede de ikke at fælde dem allesammen, så fra museeet kørte vi op til det store skovområde Waipoua. Man føler sig godt nok lille bitte når man går rundt i en skov med Kauritræer. Omkring en er der enormt tykke træstammer og man kan knapt nok ane de første sidegrene på træerne, for de sidder først omkring 10 meter oppe. Når træet gror smider det sidegrenene fra sig og lukker såret med harpiks. Museet havde i kælderen en stor udstilling med klumper af Kaurigum som populært kaldes new zealandsk rav. Man skulle gå omkring 20 minutter ind i skoven for at nå frem til det allertykkeste Kauritræ. På vej der ind ad kunne vi gang på gang udbryde, “Nej, det der må altså være det største træ vi har set hidtil…”. Så tog stien pludselig et skarpt sving og jeg kunne se en stor platform og at stien endte, men jeg kunne ikke se noget træ og spurgte undrende Henrik:”Hvor er træet???” Jeg kan ikke helt huske hvad han sagde, men måske et dybt imponeret “Nå da da”, for han havde skam fået øje på træet. Det var lige foran os og efter at have misset med øjnene kunne jeg også godt se det. Det var som en kæmpe mur. Det var så stort, at jeg slet ikke kunne se det var et træ ved første øjekast, og vi stod endda omkring fem meter derfra. Man kunne ikke komme helt hen og klappe træet, for man kan ødelægge rødderne og dermed træet, hvis man tramper på dem. Det var bare så fantastisk, så kæmpestort, så vildt! Jeg vil gerne have en have med sådan et træ, men ak det tager 2000 år for et træ at blive så stort. Det træ vi stod og beundrede var allerede langt oppe af jorden, da Jesus blev født…Der var masser af træer at se på, så det var næsten helt mørkt, da vi nåede frem til det største Kauritræ i NZ (volumenmæssigt). Det var ikke helt så overvældende som det tykkeste, men man kunne godt se, at her var der virkelig meget træ i kronen. Det begyndte at øsregne, så vi løb tilbage til bilen, og kørte til Kaikohe og fandt et motel at overnatte på. Næste dag regnede det stadig – det stod ned i stænger, så vi droppede en sejltur i Bay of Islands og kørte i stedet for en scenic rute langs bugten, som var rigtig flot på trods af de mange skyer. På turen tilbage til Auckland sad vi nærmest i kø, fordi der havde været et trafikuheld.

Lørdag den 17. maj

Pyha, tiden tiden går bare så stærkt, og vores tid i Auckland udrinder så småt. Om to uger flyver vi til Japan. Der er mange praktiske ting som skal ordnes først, og den mest krævende opgave er selvfølgelig at komme af med bilen. Her i formiddag gjorde vi det første spæde forsøg på City Car Fares, som er et marked på en parkeringsplads nede i centrum a la det i Manukau, hvor vi købte bilen i februar. Der var utrolig mange sælgere, men ikke særlig mange købere. Det startede kl. 9 i morges, og Henrik fordrev tiden med at læse Supermand på bagsædet. Jeg sad med avisen NZ Herald og tilbød vores nabo-sælger en sektion, for der skete absolut ingenting de første par timer. Henad kl. 12, hvor markedet så småt er begynder at lukke, kom der nogle indere forbi, som virkede rimeligt interesserede. De fik vores telefonnummer, og så aftalte vi med dem, at de kan finde os på bilmarkedet Ellerslie i morgen formiddag. Vi er fortrøstningsfulde, og det er helt klart fedt, at man kan bruge disse bilmarkeder som udstillingsvindue istedet for at fare rundt med plakater fra hostel til hostel som vi gjorde i Cairns i Australien.

Igår aftes var vi til computernørdsaften hos NumberWorks. Ian og Ralph, som er de to programmører jeg arbejder sammen med, havde inviteret alle deres venner og forvandlet NumberWorks klasseværelset til en spilcafé. Vi var 16 mennesker og vi spillede Day of The Defeat hele aftenen. Det er et krigsspil med 2. verdenskrig, så man spiller England mod Tyskland. Hver person styrer en soldat – jeg var englæder, så for mig gjaldt det om at skyde tyskere. For at vinde skal man erobre strategiske punkter som er markeret med flag. Det var ret skægt, selvom mange af de andre var meget erfarne og skød mig ned jævnligt. Ved samme lejlighed fik Henrik mulighed for at se NumberWorks computerprogrammerne, og den store nyhed er at mine to matematikprogrammer er blevet installeret i systemet. Stakkels Henrik blev derfor straks sat igang med at spille “Camilla’s Climb” og Two Steps (det med kaninen). Han var ligesom jeg godt imponeret af hvor mange matematiske emner systemet dækker, men kunne ikke helt hamle op med ungernes highscore i de efterfølgende spil.

Siden påske har jeg arbejdet på at oversætte et eksisterende matematikprogram med en farverig 3D-klovn fra Delphi til en Java applet, for at programmet kan blive en del af NumberWorks’ hjemmeside. Grafikken har jeg ændret til 2D, så for at peppe det lidt op, har jeg lavet en baggrund med et cirkustelt og et par elefanter. Henrik har også været produktiv i den forløbne uge. Hver dag når jeg er kommet hjem, har han overbragt mig noter, og jeg har kunnet forstå hvad for hans beviser gik ud på.

De første to uger af maj gik med at skaffe visa til Rusland. For at ansøge om visum skal man have en speciel invitation fra et rejseselskab i Rusland, og det har vi ikke fået automatisk, fordi vi ikke har booket overnatning eller togbilletter endnu. Heldigvis findes der et krejlerfirma på nettet som mod betaling udsteder en invitation, og vi mailede frem og tilbage med dem i en hel uge. De påstod de havde sendt vores invitation 3 gange pr. fax til mig på arbejde, men der dukkede aldrig noget op, så til sidst fik vi en elektronisk udgave pr mail. Hele molevitten i form af pas, flyplan og invitationen sendte vi til den russiske ambassade i Wellington, og vi blev nødt til at bede om en ekspres-ansøgning, for ellers ville det tage 15 arbejdsdage for russerne at udstede visa. Vores pas kom tilbage 3 dage efter, så nu er vi klar til at invadere Rusland. Vores visum til Kina fik vi allerede i midten af april, men vi får ikke brug for det, for situationen mht. SARS er ikke blevet bedre. Derfor dropper vi Kina og rejser direkte til Vladivostok i Rusland fra Japan af. Vores flybillet er ikke så fleksibel, at den kan ændres til Tokyo-Vlavivostok, for der er ikke ret mange selskaber som flyver den strækning. Løsningen bliver i stedet at vi sejler til Vladivostok – en sejltur på 42 timer, så jeg skal nok nå at blive søsyg… Det er selvfølgelig trist at vi må skippe Kina, som jeg havde set meget frem til, men mon ikke det rigtige Transsibirien bliver mindst lige så spændende? Så kan vi jo selv tage en tur til Kina engang, når SARS er glemt. Vores rejselyst fejler bestemt ikke noget. Vi har haft så fantastisk en tur indtil nu, og så er der stadig 2 måneder tilbage med masser af eventyr. Som Allan Simonsen for nyligt har skrevet i vores gæstebog, så er “rejselegatet en gave fra oven”. Vi nyder virkelig den frihed vi har herude, selvom et et helt år er lang tid at være væk fra familien og alle sine venner. Heldigvis gør internettet det afsavn en bitte smule mindre.

Tirsdag den 20. maj

Jeg sidder her i en halvtom lejlighed og ved næsten ikke hvad jeg skal give mig til, for i løbet af weekenden fik vi ordnet næsten alle de praktiske ting der skal være på plads inden vi flyver.

I lørdags stod vi tidligt op for at lave det første salgsfremstød for bilen. Vi tog ned på et bilmarked som ligger mellem centrum og havnen. Markedet fungerer efter samme koncept som det i Manukau, hvor vi købte bilen. Som sælger skulle vi betale 80 kr. for at udstille bilen, og så håber man så på der kommer nogle interesserede folk forbi. Vi havde sat bilen til $3000 – det samme som vi gav for den, for vi synes bilen er ligeså god som da vi købte den, og så er der også lidt plads til at prutte. Der var utrolig mange gamle biler til salg – den ene billigere end den, men vi havde valgt at placere os blandt de dyre biler til $3000 og derover. Fra kl. 8.30 og 3 timer frem kom der ikke et øje. De eneste folk der kastede et blik på vores bil, var de andre bilsælgere som kedede sig ligeså meget som os. Og så var de endda så onde at sige at vores bil var alt for dyr og havde kørt alt for mange kilometer til den pris. Lidt i 12 kom der tre indere forbi og pludselig havde vi en ret interesseret køber. Inderne vimsede rundt om bilen og snakkede vældigt løs på indisk. Hver gang de henvendte sig til os var det den ældste af dem som førte ordet. Han fik vores telefonnummer, og så aftalte vi at han skulle ringe til os. Vi sluttede selvfølgelig af med at fortælle ham med at vi søndag morgen ville til bilmarkedet i Ellerslie som skulle være det bedste sted at sælge sin bil i Auckland. Så da vi kom hjem, gik der ikke lang tid før inderen ringede og bad os om at komme ned til ham søndag formiddag til “forhandlinger” i stedet for at tage til Ellerslie.

Nå, men vores bilsalg plejer at involvere mere drama, og jeg burde nok slet ikke have været med nede på markedet for at sælge bil. Jeg skulle have ligget hjemme i sin seng, for jeg har haft lidt feber og og ondt i maven de sidste par dage. Da vi kom hjem lørdag over middag gik jeg lige på hovedet i seng. Ja, og så lå jeg der under min dyne og klaprede tænder, for jeg frøs helt vild. Jeg var sådan set rimelig klar i hovedet, men da vi om aftenen målte min temperatur til 39,8 C (tre målinger! – man er vel halv-kemiker), lød det jo ikke alt for godt, så vi tog en tur til vagtlægen. Lægen kunne ikke gøre det helt store efter at have konstateret at jeg hverken havde blindtarmsbetændelse eller meningitis, og jeg følte mig lidt til grin, da han bagefter målte min temperatur i øret til 38 C.  Nå, men ellers foreslog lægen bare nogle panodil til at tage feberen, men jeg gider ikke æde piller, så dem har jeg ikke rørt. Søndag havde jeg det også allerede meget bedre, så jeg tog med til Mt Roskill (lyder helt dansk) til forhandlinger hos inderen. Vi fandt let derned og blev budt indenfor. Jeg satte skoene, mens Henrik var så fræk at vade direkte ind i stuen med sko på. Inderne gik nu selv rundt i sandaler, så måske er det kun i deres templer man skal tage skoene af. Der var tre mennesker i huset. Manden som førte forhandlingerne, hans kone og deres søn som lignede en på 14, men påstod han var 18 og havde kørekort…   Vi blev placeret i sofaen og indermanden satte sig overfor os i en stol. Så kommanderede han konen igang med at lave te til os. Han holdt en lille tale om sig selv og fortalte, at han selv bor i Mumbay (Bombay), mens konen og sønnen bor hernede, så sønnen kan studere. Bilen skulle derfor være til konen og sønnens brug. Den indiske te blev serveret færdigblandet med mælk og sukker, og det smagte dejligt. Midt i te-seancen kom en af inderens venner forbi (selfølgelig en anden inder). Efter teen gik vi udenfor og vennen skulle så prøvekøre bilen og kigge lidt ned i motorrummet. Ved synet af bilen, sagde konen for første gang noget, som blev oversat til os. Hun syntes bilen var alt for stor! Vores bil er lilllebitte, og det prøvede hendes mand også at forklare hende. Henrik ville derefter  imponerere hende med det store rummelige bagagerum og vores køletaske, men hun ville først gå med om at kigge efter at manden havde sagt det til hende. Efter at have sagt god for vores bil gik vennen hjem, og vi blev atter inviteret indenfor.   Nå, men tilbage i sofaen kom vi til de benhårde forhandlinger. Inderen bød 2100 og vi havde sagt 2800 dagen før, men  vi holdt stærkt på at vi sagtens ville kun sælge til mindst 2500 i Ellerslie, så til sidst gik inderen med til det, men han stillede en betingelse. Bilen skulle bestå et tjek hos AA (=FDM), så vi aftalte at mødes med ham igen mandag middag og måtte så krydse fingre for at vores bil kan klare testen.

Over middag da vi kom hjem fra vores besøg hos inderen, startede vi den helt store oprydning, og kl. 14 havde vi pakket guitarkassen og Henriks store blå taske helt til randen med ting der skal sendes hjem. Vi besluttede at køre det ud i lufthavnen med det samme mens vi stadig har bilen, for det tager en krig at komme derud med offentlig transport. Vores pakkenelliker er nu blevet sendt afsted som international cargo med Air New Zealand, for det er den billigste måde at sende noget hjem på. Tingene ender nu ikke i Aalborg som det oprindelig var planen, for der stod med småt at Aalborg kun regnes for en internatiolnal cargo lufthavn, når forsendelser indeholder levende dyr! Så vi måtte ændre destinationen til Billund og håber nu at ham der bor tættest på Billund gider at hente vores ting der om en uges tid?

Mandag tog vi igen på besøg hos inderen, og to mekanikerfolk fra AA var der allerede da vi kom derned. De brugte en hel time på at undersøge bilen, så vi havde god tid til at snakke med inderen. Han sludrede løs om sin søns uddannelse som åbenbart betød et og alt for ham. Han vil gerne have sønnen på universitetet næste år, og så skal han have en MBA oveni bagefter, for han skal være leder! Om det også er sønnens drøm ved vi ikke, men med hans 14-årige look i frisk erindring, tror vi ikke han har noget at skulle have sagt. Jeg synes godt nok det er helt forfærdeligt, når forældre på den måde har fastlagt en hel karriere for deres barn. Når faderen går rundt med så store drømme og illusioner på sin søns vegne, så kan sønnen da næste kun skuffe ham på et eller andet tidspunkt. Omsider var AA-mændene kommet hele vejen rundt om bilen, og de præsenterede os en alen lang liste med essentielle problemer ved vores bil. Jeg blev noget nervøs ved synet af listen, men “essentielt” dækkede over alt fra en lille olielæk til den knap der mangler på radioen, så det var slet ikke så galt. Alt i alt konkluderede de at bilen var i fin stand sammenlignet med biler med en tilsvarende alder. Det fik vi også overbevist inderen om, så vi fik lov at stå fast på vores $2.500. Den sidste procedure ved et bilsalg i NZ er at tage på posthuset og udfylde ejerskabspapirerne og så skulle vi selvfølgelig også lige have pengene. Først tilbød inderen en check, men jeg var lidt ulden ved det af flere grunde. Jeg har aldrig set en check i NZ, og deres banker hernede er dårlige til at samarbejde, så en check kan være svær at indløse. Da inderen samtidig indrømmede, at vi først måtte indløse checken dagen efter for ellers var der ikke penge nok på hans konto, skar vi igennem og krævede kontanter. Så kom der en lang forklaring om at alle hans penge stod på sønnens konto, for at de kan få boligstøtte. Sønnen ville først komme hjem fra skole kl. 16, og bankpersonalet vil kun hæve penge på hans konto når han er til stede. Men inderen havde selvfølgelig en nabo der arbejdede i banken, og ham fik han med store indiske gestikulationer overtalt til at hæve penge på sønnens konto til os. Altså slap vi omsider afsted fra Mt. Roskill med $2,500 på lommen efter mere end 3 timers hårdt arbejde… Hurra! Så nu må jeg tage bussen på arbejde.

Søndag den 1. juni Vi sidder i luften og har forlængst passeret ækvator, så om få timer lander vi i Japan og er klar til en helt ny verden. Vi var oppe kl. 5 i morges, og det blev til et hurtigt farvel til NZ, for få minutter efter vi lettede forsvandt NZ i skyerne under os. Vores fly er et af de helt store, men det er halvtomt. Vi har set i flere indslag i fjernsynet om at Air NZ har problemer med at fylde flyene til Asien pga SARS. Selvom der ikke er SARS i Japan får sygdommen alligevel folk til at blive hjemme. Det ser ellers bedre ud rundt omkring i verden – Singapore er erklæret SARS fri, mens Toronto stadig har nye tilfælde. Beijing er stadig ramt, og WHO stoler ikke helt på kinesernes oplysninger, så vi står stadig ved vores alternative hjemrejseplan. Det er også det bedste, for folk der har været i Kina er meget uønskede alle steder. Da vi tjekkede ind i lufthavnen i morges, blev vi udspurgt om vi havde været i Kina, fordi vi har et kinesisk visum i vores pas.De sidste par dage i Auckland kunne man godt mærke vinteren stod for døren. Det var noget koldt især om natten, så vi havde El-radiatoren tændt hele tiden, og EL-krisen nåede heldigvis ikke at bryde ud. Fredag var min sidste dag på arbejde, og manageren Sarah arrangerede en NumberWorks afskedsfrokost på en kinesisk restaurant inde i centrum. Henrik fik også lov at komme med, og de var der alle sammen: Sarah, Nicky, Valma, Janna, Ian og Ralph. Henrik kom til at sidde sammen med drengene, og da Ian ikke spiser kinesisk mad, havde han god til til at udveksle computertips og tricks med Henrik. Vi sad ved et stort rundt bord med en stor rund glasplade midt i som kunne rotere. Hele tiden kom der så tjenere med små kurve med mad i. Vil I have det her? spurgte de igen igen og lettede på låget. Vi fik en masse dampede kødboller, grøntsager, fisk og så var der selvfølgelig også alt det friturestegte såsom blækspruttearme og forårsruller. Jeg har aldrig prøvet den slags servering før, men det smagte dejligt fordi alt var frisk og nylavet. Stakkels Henrik var sulten da vi gik derfra, for han havde brugt det meste af tiden på at snakke om Amigaspil med Ian.Lørdag gik med at pakke og gøre rent i lejligheden. Vi har købt en ny rygsæk til Henrik, for hans blå kufferttaske sendte vi jo hjem for to uger siden. Der kan være 80 liter i rygsækken, og vi skulle vist have sendt mere tøj hjem, for vi fik næsten tasken fyldt helt til randen. Den vejer også godt: 24 kg, og så har vi 16 kg i min. Det er vores nye bogsamling der tynger. Vi har begge to forsynet os med rigeligt engelsk litteratur, så vi har underholdning til to dage med færge og derefter en uge i tog, når vi skal rejse til og gennem Rusland. Der er ikke de store chancer for at finde mange bøger på engelsk i Japan, selvom jeg dog håber på at få den nye Harry Potter derovre.Af film har vi set Chicago og Just Married, og lige nu viser de Dare Devil. Jeg faldt dog i søvn til Chicago – utroligt at den film kunne få så mange Oscars – måske er det ikke lige en film at sætte på til mig midt om morgenen. Nu må jeg vist hellere læse lidt om Tokyo. Vi skal have fundet ud af hvordan vi finder frem til vores hotel.