De første dage
Vi har været i Sydney i en måned nu, og jeg har slet ikke rigtig fået skrevet om, hvad der sker her. Vi ankom med fly efter et transit ophold i Auckland den 27. august og ringede til vores udlejer Inna. Hjemmefra havde vi via nettet booket en møbleret lejlighed i Kogarah. Hun anbefalede os at tage taxi til lejligheden, for det er billigere end at tage toget… Det første vi lærte om Kogarah, var at jeg udtalte det helt forkert. Sidenhen har vi lært, at sådan er det med mange ord og især bynavne. Man skal lægge trykket på tredje sidste stavelse, hvilket for Kogarah bliver den første. Inna tog imod os, da vi ankom til Queen Victoria Street, men hun virkede en smule forvirret og af god grund. Hun havde smækket sig ude af lejligheden, da hun gik ned for at modtage os, og de ekstra nøgler hun havde hjemme hos sig selv, befandt sig et godt stykke nord for Sydney og Kogarah ligger lige syd for Sydney. Inna valgte den dyre løsning med at tilkalde en låsesmed, og mens vi ventede på ham, viste hun os rundt i kvarteret. Vi bor meget tæt på Kogarah Station. Det tager omkring 20 minutter med tog ind til centrum af Sydney. Jeg kan allerbedst lide at tage toget helt til Circular Quay, så står man ud af toget ved vandet lige midt i mellem Harbour Bridge og Operahuset. I tilknytningen til stationen ligger Kogarah Town Centre med små butikker og et stort supermarked Woolsworth. Vi nåede at se det hele inden låsesmeden kom. Inna viste sig at være en værre snakke chatol. Da låsesmeden omsider fik lukket os ind i lejligheden, gennemgik hun alle skabe+indhold detaljeret. Vi var rimeligt trætte, og der lød et gigantisk suk fra Henrik, da hun omsider var færdig og syntes, vi skulle have lov at slappe af for os selv.
Vores lejlighed er vel det man vil kalde en 2 1/2 værelses. Man træder direkte ind i stuen som har et lille fjernsyn (sammenlignet med hvad jeg er vant til…), en gyselig blomstret sofa og et enormt glasbord. Da vi kom, var der et slidt gulvtæppe, men Inna fandt på at udskifte det med et meget pænere træ gulv, og det er vi vist meget taknemmelige for. Der er to værelser: et soveværelse med dobbeltseng og et lille værelse med to enkeltsenge, som vi bruger til at opbevare alt muligt. Jeg gruer for den dag vi skal rydde op derinde, og det er snart for Torben og Sonja kommer og besøger os om små 14 dage. Til lejligheden hører også en garage, og den var vi begge fra første dag rimeligt opsatte på snarest at få i brug. Siden hen er vores begejstring for garagen faldet drastisk for det er et værre puslespil at få en stor station car ind og ud af den.
Den første uges tid legede vi turister. Vi snuste lidt rundt omkring Operahuset og Darling Harbour og var en tur på Manly Beach. Vi har investeret i et togkort så vi kan køre alt det vi vil i tog og bus og færge mens vi er i Sydney. De første par dage vi var i byen, var det stadig vinter, og vi småfryste nok mest fordi vi kom direkte fra Hawaii. Der er to el-radiatorer i vores lejlighed så de kørte på højtryk de første par uger, men nu har vi sat dem ind i rode-værelset. På trods af vinteren hoppede jeg i bølgerne i Manley og jeg skal love for det var nogle store bølger. De væltede nærmest en omkuld så det var ikke et godt sted at svømme. Til gengæld var der en del surfere, så jeg må snarest muligt genoptage min surferkarriere. Innas idé med at erstatte gulvtæppet med et trægulv gjorde at vi var forvist fra lejligheden en hel dag. Der kom nogle kinesere kl. 8 og flåede tæppet af, så vi tog ind til byen og besluttede os for at se nærmere på Harbour Bridge. Henrik var med på at kravle oppe på brobuen, men stod af da han hørte prisen. Så jeg måtte tage turen alene, for nu havde jeg bestemt mig for det. Det lyder nu til Henrik vil tage turen med Torben senere på måneden. Brobestigningen foregår i små grupper a 10 personer. Jeg blev udstyret med en tynd grå kedeldragt og alle dele lige fra briller til kasket blev bundet fast til mig via snore. Så fik man et bælte om livet med en slags nøgle på, så man kunne lade nøglen køre på en wire. Brobuen var nu bred som en hel vej, så det var ikke så hårrejsende en oplevelse at gå op ad buen som man kunne forestille sig. Tilmed holdt vi mange pauser undervejs for at blive fotograferet af guiden, så man følte næsten ikke at det gik op ad. Der var en god udsigt på toppen med Operahuset lige foran en og hele Sydney for ens fødder. Nedstigningen gav faktisk lidt rystende ben, men måske mest fordi jeg var lidt træt i benene af at stå stille. Da vi kom hjem var kineserne ikke færdige med at lægge gulv, så vi måtte ud at spise og fik en pizza hos en pizza mand der ligner en Gary Larsson tegneseriefigur.
Nu er det blevet hverdag
Mandag er vores store fjernsynsdag. Først er der Venner, men pga. reklamepauser kan vi nå at se lidt Premier League på en anden kanal samtidig. Derefter kommer Crank Yankers som er indbegrebet af australsk humor. Det er et program med dukker som spiller små telefonsamtale-sketches som bygger på virkelige historier. F.eks. er vi overbevist om, at det er vores genbo de gør nar af i den med hundene. Vores genbo har nemlig en ret irriterende hund der gør konstant i perioder. En mand ringer og spørger om han kan få en lejlighed, imens han er omgivet af gøende hunde. Damen hos boligselskabet siger det kan godt, men kæledyr er ikke tilladt. Manden siger han ingen dyr har, imens en af hans hund er ved at æde telefonrøret ud af hånden på ham. Ja, man skal nok se det, for at se det morsomme i det. Ellers ser vi ikke så meget fjernsyn for Henrik har fundet en butik Gamer Paradise med brætspil inde i byen, og da de havde en masse gamle out of print Avalon Hill spil, blev han jo nødt til at købe nogle (4!), og stakkels mig er tvangsindlagt til at spille dem. Jeg har nedlagt forbud om at han køber flere, før han har prøvet dem han har. Grunden til at han skulle have nye spil, var nok først og fremmest at jeg har slået ham i Munchkin (kortspil han købte i USA) temmelig mange gange i træk. Men det er ikke gået bedre med brætspillene. Jeg har slået ham i et ubådsspil og derefter i Luftbaron, så især det sidste er af Henrik blevet klassicficeret som et dårligt spil. Ellers går det nu fint med at bo sammen ;).
Uni
Der er adskillige universiteter i Sydney og Henrik frekventerer Macquarie University, som ligger i Epping et godt stykke nord for Sydney. Vi var ikke klar over at det lå så langt ude, da vi bookede lejligheden for så havde vi nok valgt noget nord for centrum. Det tager næsten halvanden time at komme derud fra Kogarah. Først med tog til Redfern, hvor man skal skifte til den nordlige linie mod Epping og så videre fra Epping med bus til uni. Det er lidt lettere for mig, da jeg er visitor på Sydney Uni. som ligger inde i byen kun 10 minutters gang fra Redfern. Mit uni er det ældste i Australien, og hovedbygningen er bygget i traditionel engelsk stil á la Oxford eller Cambridge. Den er ret flot, men de har ikke videreført den arkitektoniske linie til de senere tilkommende bygninger. Matematisk Institut ligger på de øverste etager i den enormt grimme Carslaw bygning, en stor lyseblå rektangulær klods som mest af alt ligner en fabrik. Der er dog en god udsigt fra bygningen, og fra mit kontor kan man se Harbour Bridge fra en sjov vinkel nemlig langs buen, så den ser ret lille ud. Det var Henriks kontaktperson Igor, som formidlede kontakt for mig til Magmagruppen på Sydney Uni. Magma er også navnet på den software pakke de udvikler som udfører computational algebra. Magma indeholder blandt andet en version MPQS, som jeg implementerede i mit speciale, og de har selvfølgelig også en version af Number Field Sieve. Jeg skal love for NFS kræver meget plads når den skal køre selv for et tal på kun 80 cifre. John Cannon er leder af Magma gruppen, og det var ham som sørgede for at jeg fik en kontorplads og sidenhen adgang til biblioteket. Det er sjovt det skal være så svært at få lov at låne en bog. Jeg kan huske Henrik også havde problemer med det i Singapore. Jeg deler kontor med en tysker Claus som er post doc. og en rigtig aussie Damon, som egentlig stadig studerer på Uni of NSW men som er projektansat hos Magma. De første par uger hernede har jeg kigget lidt mere på Number Field Sieve, for Claus havde en bunke af artikler om NFS. Han sidder selv og roder med problemet med at uddrage kvadratrodrødder over Z[alpha]. Jeg spiser som regel frokost sammen med Claus og Nils, som også er post doc. men hollænder. Magmagruppen har en mani med at svømme et par eftermiddage om ugen, for der ligger både en indendørs og en udendørs pool i uniparken. Jeg tror det er David som har startet svømmetraditionen. Han er amerikaner og har været tæt på at nå det olympiske landshold i svømning. En anden tysker Volker er arrangør af det ugentlige algebra seminar. Han fandt selvfølgelig på at jeg skulle holde foredrag, så i torsdags skulle jeg underholde om mit speciale. Jeg var lidt nervøs for det var hele algebragruppen jeg skulle holde foredrag for, og flere af dem ved mere om NFS end jeg gør. Det gik ok, og bagefter tog vi der plejer at svømme til stranden Clovelly for at holde BBQ. Det var rigtig hyggeligt, og jeg snorklede en tur i bugten. Claus har en snorkelmaske med glas med styrke, og den passede sjovt nok mig. Tidligere har jeg kun snorklet i tropisk farvand, så det var en kølig oplevelse og heller ikke så farverigt som omkring ækvator, men det var meget flot alligevel. Jeg så nogle store fisk og nogle tunge vandplanter der vuggede i strømmen. Da vi havde drukket al vores rødvin, fortsatte vi videre til en pub på Clovelly Hotel. Det endte med vi blev smidt ud derfra og truet med politi, fordi nogen i selskabet syntes det var morsomt at kaste med papølbrikker.
Vores bil
Mandagen efter vi ankom, tog Henrik på Macquarie University og fik en kontorplads og computeradgang, men hans vejleder Igor ville først være der den 11. september. Om eftermiddagen tog vi til Kings Cross for at se på bil. I Lonely Planet havde vi læst om et brugtbilsmarked for backpackere. Det viste sig at være et parkeringshus fyldt med desperate backpackere som ville af med deres bil inden deres fly gik hjemad. Og deres biler var godt nok nogle værre gamle lig. Vi gik lidt hovedrystende derfra, for når vi ikke aner et klap om biler ville det være lidt af et gambleri at købe en bil af en person som er ude af landet i løbet af en uge. På vej tilbage mod centrum fik vi øje på en mere autoriseret bilforhandler Travellers Autobarnn som tilbyder buy-back garanti til backpackere. Vi så på udvalget og blev enige om at en Ford Falcon station car lige var sagen. Vi turde dog ikke slå til, før vi havde tjekket hvad man giver for en brugt bil andre steder. Sjovt nok havde de en dansker ansat som viste os rundt. Det er den eneste dansker vi har mødt i vores to måneder ude i verden. Han virkede meget flink og reel, så jeg var næsten klar til at købe en bil. Efter lidt research på nettet fandt vi ud af at Travellers Autobarns priser ikke var helt i skoven, så vi tog der ud igen. Desværre havde de solgt flere af de biler vi havde kigget på første gang, og de få interessante modeller de havde, var med manuelt gear. Jeg havde ellers set frem til, at en Ford Falcon som regel var med automat gear. Efter nærmere overvejelser tænkte vi at det egentlig ikke betød så meget alligevel, og vupti så havde Henrik skrevet under på at købe en hvid Ford Falcon stationcar fra 1988, som havde 320.000 kilometer bag sig og manuelt gear. Vi betalte den ved at få penge overført direkte fra Henriks bank i Danmark, så der gik over en uge før vi omsider stod med nøglerne i hånden. Jeg fik æren af at køre den hjem til Kogarah, hvis man kan kalde det en ære? De kører i venstre side af vejen hernede, så det var noget af en udfordring, men bilen kom da hjem i garagen i hel tilstand. Da Inna hørte vi havde købt en stationscar spurgte hun hvad vi skulle med sådan en stor tank. Det er også noget af en benzinsluger – den kører omkring 400 km på en tankfuld som er 65 liter tror vi nok. Den første tur i bilen gik sydpå til Cronulla. Det er en hyggelig by med en god strand, og vi spiste på en hyggelig restaurant dernede.
Weekendture
Efter vi fik bilen har vi været på farten hver weekend. Den første tur gik til Blue Mountains. Dvs. vi nåede ikke ret langt væk fra Sydney før bilen gik i stå, og jeg med lidt held fik manøvreret bilen ind til siden. Det virkede mistænkeligt meget som om bilen var løbet tør for benzin selvom mekanikermanden påstod den var fuld, da vi fik nøglerne. Vi havde ihvertfald ikke andre bud på hvad der kunne være galt, så Henrik gik afsted efter benzin. Det var heldigvis en tom tank der var problemet, så vi kom afsted igen og fik fyldt yderligere 57 liter på. Blue Mountains ligger 60 km vest for Sydney og er fyldt med kløfter og eukalyptus træer der emmer af blå damp (deraf navnet på bjergene). Vi kørte længe rundt efter et vandfald som viste sig at ligge på den anden side af high way’en end vi troede. I stedet endte vi i Katoomba hvor den mest kendte klippe formation “De tre Søstre” ligger. Vi gik ned ad trappen “Giant Staircase” ved Søstrene, og den var gigantisk for der var mange trin, især når man skulle op igen. Det var hårdt for knæene at bestige trappen men vi kom da op igen. På vej tilbage fandt vi omsider Wentworth Waterfall som vi havde ledt forgæves efter tidligere på dagen. Vi kunne se en spændende sti som gik både under og over klippen langs vandfaldet, men da den tog 4 timer kunne vi ikke nå at gå den den dag.
Dagen efter kørte vi sydpå og havde egentlig planer om at se Royal National Park som er verdens ældste nationalpark. Vi endte nu i Botany Bay Park, som er det sted kaptajn Cook landede da han opdagede Australien. Vi så nogle flotte rå klipper langs kysten, der kunne falde i havet hvornår det skulle være. Der var også et visitor center som fortalte om Cooks landing, og han var godt nok ikke flink over for de indfødte.
Den efterfølgende weekend fandt vi Royal National Park. Der løber en stille flod igennem parken, og vi endte i en robåd. Efter min mening gik det lidt for langsomt – jeg ville til en hver tid have foretrukket en kano, men vi fik da en hyggelig tur på floden som ikke var særlig dyb. Tit skulle man styre uden om væltede træstammer og tykke vandplanter der kunne få båden til at gå på grund. Om eftermiddagen var vi i Wattamola der også er en del af parken men ligger helt ude ved kysten. Der var en flot lagune og en lækker sandstrand. Australierne er helt vilde med at være ude i det fri, måske fordi det som regel er godt vejr. Men de er bange for solen pga hullet i ozonlaget der vist har øget risikoen for hudkræft hernede. De er især vilde med at grille i det fri, så der er tit en grill til fri afbenyttelse i forbindelse med et picnic area.
Vores hidtil mest succesfulde tur var sidste weekend, hvor vi vendte tilbage til Blue Mountains. Vi har købt en madras så man kan sove behageligt bag i bilen og pakkede dynerne og drog afsted. Vores primære mål var Jenolan Caves som alle har anbefalet som det mest seværdige sted derude. Vi gjorde holdt ved Evans Lookout, hvor man kan skue ud over en enorm kløft. Der var en rigtig flot udsigt, og vi blev fristet til at vandre en tur i området. Efter vores problem med at finde vandfaldet har vi købt et godt kort over bjergene, og det indeholder også en oversigt over gåture. Vi fandt en tre timers gåtur, hvor man kom helt ned i bunden af kløften og fulgte floden i bunden. Det var en dejlig tur og stien var ikke altid lige nem. Den gik op og ned og hen over sten og krydsede floden ofte. Henrik havde glemt at få en varm trøje med til Blue Mountains, og der bliver ret koldt derude om natten, så vi kørte til Katoomba, hvor vi havde set nogle pæne fleece trøjer sidst vi var der. Vi købte en hver, så nu har vi næsten fået ens joggingtøj, men de er heldigvis i vidt forskellige farver. Vi fik anbefalet en campingplads ved Cox River, hvor vi kunne overnatte. Den var ret svært at finde for det var blevet mørkt og der var ikke et eneste skilt, men vi kunne se nogle der camperede tæt på floden. Til sidst holdt vi ind til siden og listede med lommelygte ned for at spørge dem, hvordan i al verden man kom ind på campingpladsen. Det viste sig at pladsen egentlig var lukket, men fordi den var over 50 år gammel var den meget kendt og populær, så folk blev ved med at komme. Den eneste grund til at de havde lukket pladsen var fordi det er for dyrt med forsikring og alle de dumme regler staten påtvinger dem. Men alligevel var pladsen åben på sin måde – vi skulle bare selv åbne lågen og vi kørte ind og fandt et hyggeligt sted under et træ ved bredden af floden. Næste morgen vågnede jeg og syntes jeg kunne høre der gik nogen rundt og rumsterede uden for bilen. Det viste sig at vi var totalt omringet af brølende køer. De gjorde ikke noget, men vi ventede nu med at stå op til koflokken var gået længere ud på marken. Eftersom vi var oppe med køerne, var vi allerede ved indgangen til Jenolan Caves kl. 9, og vi reserverede billetter så vi kunne se to huler. Det var noget dyrt, men eftersom vi var over 200 km fra Sydney kunne vi ligeså godt se noget, når vi endelig var der. Først så vi Temple of Baal og det var den flotteste drypstenshule jeg har set. Der var stalaktitter over det hele og også en masse stalakmitter. Vores guide var en rigtig aussie med sjove jokes og solbriller. Han påstod, at der var en konstant dryppen af vand et bestemt sted i hulen, og at man ikke anede hvor det vand kom fra. Selv på de tørreste tidspunkter af året kommer der 4 liter i timen ned inde i hulen. Der var en skrøne om, at en af dem der opdagede hulerne sagde, at der fandtes en hule med en stor sø, som kunne rumme et helt krigsskib, men man har aldrig fundet en sådan hule. Minsandten om ikke guiden dukkede op igen efter frokost, da vi skulle se Lucas Caves. Det er den største af hulerne, og den indeholder en katedral som man har brugt til kirkelige handlinger. Den anvendes endda stadig til brylupper. Fra Jenolan kørte vi hjemad, men vi kørte norden om for at se den nordlige del af bjergene. Det var en lang tur hjem og jeg kiggede forgæves efter kænguruer hver gang der stod et advarselsskilt.I lørdags var vi på marked inde i byen i Paddington. Vi fandt en græker som solgte nogle spændende produkter såsom løg marmelade og mango butter. Om eftermiddagen gik vi fra Bondi Beach til Clovelly. Det var en flot tur langs kysten, hvor der skiftevis er sandstrand og barske klipper. I Clovelly har tyskeren, som jeg deler kontor med anbefalet mig, at man kan snorkle, men det var en noget kølig oplevelse at stikke hovedet ned i vandet. I går kørte vi sydpå langs kysten for at se den bedste udsigt på hele den australske østkyst. Der var lidt diset, så vi føler os ikke helt overvist om udsigten, men det var en flot tur, og jeg tror helt sikkert vi tager turen igen en dag i solskin.
