Lørdag den 12. oktober
Fra flere kilder har vi hørt at Hunter Valley som ligger et par hundrede kilometer nord for Sydney er det helt store vinland, hvor det også flyder med ost og chokolade. Det lød jo lovende, sa vi pakkede bilen og valgte at køre derop via Putty Road en mere seværdig rute end ad motorvejen. Det var også en lidt længere vej, så vi var først i Hunter Valley godt oppe ad eftermiddagen. Der er rigtig mange vingårde deroppe som tilbyder vinsmagning, men vi besøgte kun en enkelt gård. Vi smagte fire vine. Den første var lidt sur, garanteret fordi det var den første, men de tre næste smagte rigtig godt, så vi købte 2 flasker af hver. For nysgerrige vinkendere var det vist nok en Chiraz, en Merlot og en Cabernet Sauvignon vi fik. Vinrankerne gror ikke på skråninger, men vokser på flade marker. Efter vinindkøbet var vi klar til næste specialitet: ost. Der er et stort ostemejeri som sælger nogle halvdyre oste. Man kunne få lov at smage små bider ved disken, men man skulle mase sig frem og kæmpe for sin plads blandt de andre turister. Tilsidst gik vi hen i cafeen og delte en tallerken med 5 slags oste som vi selv fik lov at vælge. De smagte ret godt. Især Golden Hunter Valley var vi meget begejstrede for. På vejen videre mod Cessnock kiggede vi efter en campingplads. Henrik så en gård med et par telte udenfor og gik ind og spurgte om man kunne overnatte der. Det var slet ikke en campingplads, men derimod en restaurant som holdt sin årlige Oktoberfest. De bød os indenfor, så vi endte med at drikke tyske dåse øl og spise sauerkraut med de lokale til aften, og her havde jeg set frem til vin og ost… Det var nu mægtig hyggeligt med karaoke og tyske schlagere. Søndag formiddag gik vi på jagt efter chokoladebutikken. Den viste sig at have det dyreste chokolade jeg nogensinde har set. Alligevel blev vi jo nødt til at smage det. Man udpegede sine fyldte chokolader i en glasmontre, og så blev de ellers lagt på vægten. Vi fik 5 hver, og det blev så lige over 60 kr, og de var altså ikke større end en halv skummus. Turen hjemad gik via endnu en seværdig rute på grusvej til Wisemans Ferry, hvor man bliver sejlet over Hawkesbury River. Det er en ret stor flod. Vejen bød på mange forhindringer i form af geder og kør som ynder at stå i vejen midt på vejen.
Lørdag den 19 oktober
Vi handlede ind i Woolsworth og tog på strandtur til Royal National Park og Wattamolla, hvor der ligger en idyllisk lagune som har noget varmere vand end havet. Henrik havde sine nye svømmefødder med som han har fået af mig i fødselsdagsgave på forskud. Jeg snorklede lidt i havet, men det var en del skønnere at plaske rundt inde i lagunen og Henrik klarede sig helt godt med et body board jeg har lånt på uni. På vejen hjem vaskede vi bilen i en vaskehal, da den stadig var ret støvet efter grusvejen hjem fra Hunter Valley. Desværre holdt vores antenne ikke til turen gennem vaskehallen, den røg af men vi fandt den i en ret skæv og våd udgave og fik den genmonteret. Ved 21 tiden kørte vi ind til byen for at hente Torben og Sonja som ankom lidt i 22 med tog fra Brisbane. Det havde været noget af en togtur på over 30 timer, men de så ikke synderligt mærket ud af det. Torben så tilmed rigtig tjekket ud med sin bushwalk-hat. Hjemme i Kogarah fik vi Torben og Sonja installeret i vores rodeværelse som var blevet ryddet til lejligheden. Vi fik lidt ost og vin som vi havde hentet weekenden før i Hunter Valley. Med vores nye telefonkort som gør at vi kan ringe til Danmark for 30 øre i minuttet ringede vi til Henriks faster Helle og fik ønsket tillykke med fødselsdagen.
Søndag den 20. oktober
Vi pakkede bilen og satte kursen mod Blue Mountains. Lige siden vi var derude første gang havde vi set frem til at gå turen ved Wentworth vandfald, hvor man går både over og under og på klippen og igennem vandfaldet. Torben og Sonja var helt med på at se på vandfald i stedet for den klassiske tur ved de tre søstre som vi lovede de nok skulle få at se alligevel. Vi tog madpakke og frosne brikjuice med og begav os ud på vores vandring. Man starter oppe og kan se udover kløften som vandfaldet strømmer ned i. Stien fører helt hen til vandfaldet og går lige igennem det inden det falder ud over klippen. Derefter går man nedad trapper i klippen og møder vandfaldet en tak længere nede. Der var god sol og vi holdt pauser undervejs til fotos og vand fra vores termodunk. Jo længere nedad vi kom des mere udfordrende blev stien. Det sidste stykke nedad foregik på lodrette stier som det var bedst man gik baglæns nedad. Helt nede i bunden kom man hen til vandfaldet for tredje gang og vi smed sko og strømper og dyppede tæerne. Det var ret koldt men yderst forfriskende. Vi spiste vores madpakke men vores juice var ikke helt tøet op og havde mere konsistens af sodavandsis, så de kom til at holde længere. En god metode til at få juice til at strække længere må man sige! Vandreturen skulle egentlig have været en rundtur men nogle af stiernerne var afspærret, så vi blev nødt til at gå den hårde vej tilbage op ad alle trapperne. Vi satte det lange ben foran og kom egentlig overraskende hurtigt op til bilen igen. Næste stop var ved Sublime Lookout, hvorfra man kan se De Tre Søstre. Der var uhyggeligt tåget, så man kunne kun lige ane søstrene. Vi undrede os lidt over tågen og tænkte en del af den bestod af røg fra bush fires. Det kunne ikke kun være den blå tåge fra eukalyptus bladene som har givet navnet til området (Blue Mountains) for man kunne ikke se ret langt for sig i kløften. Ved Echo Lookout fik vi bekræftet mistanken om bushfires og stierne derhenne var faktisk helt lukket pga brande. Sidste stop var ved Evans Lookout som Torben var blevet anbefalet af sin fætter Svend åge, der har bøt i Sydney i 9 år. Der er en fantastisk udsigt over en kløft men også her var der brand og vi kunne tydeligt se røgsøjlen helikoptere flyve i pendulfart med vandposer. Derefter gik turen tilbage mod Sydney og heldigvis ad motorvejen. Vi havde overvejet at køre en længere vej hjem norden om bjergene som vi selv gjorde sidst, da det er en flottere tur rent udsigtsmæssigt, men Torben og Sonja faldt i søvn på vej hjemad…
Mandag den. 21. oktober
Henrik har haft lidt ondt i kindtand, så han måtte tidligt op og møde hos tandlægen på mit uni. Det var en flink tandlæge men desværre fandt hun et hul. Ved middagstid mødtes vi med Torben og Sonja ved Circular Quay. Det var tid for den store Sydney oplevelse: Broklatring på Harbour Bridge. Jeg tog allerede turen en af de første uger vi var her, så det var kun Henrik og Torben der skulle derop. Forøvrigt var turen Henriks fødselsdagsgave fra Torben. Sonja og jeg stjal deres bonus-billetter til Pylonen, hvor man også kan komme op og kigge ud. Imens Torben og Henrik blev gjort klar til brobestigning gik Sonja og jeg ned i The Rocks og kiggede lidt på souvenirs. Efter en gåtur over brøn gik vi op i pylonen og efter kort tids venten kom Henrik og Torben kravlende op på brøn. Vi vinkede til dem men kunne ikke råbe dem op. Heldigvis fik de selv øje på os og, jeg fik taget nogle gratis billeder af dem oppefra. Begge Spalk’er var yderst tilfredse med broturen og udsigten, da vi atter traf dem med fast grund under fødderne. Tilmed købte de nogle af de dyre billeder som guiden tog af dem. For at få dem til at smile på billeder havde guiden sagt: “What are you wearing? Og så var det meningen folk skulle svare: “Knickers!”, og det har de så sagt hver gang siden, når man forsøger at fotografere dem.
Tirsdag den 22. oktober
Henrik og jeg tog på uni, og Torben og Sonja fik lov at være sig selv og lege turister. Dvs jeg tilbragte formiddagen i Kings Cross hos vores bilforhandler for at få Torben tilføjet forsikringspapirerne som ekstra kører af vores bil. Sonja og Torbens hovedmission var at komme ind til Centre Point som er det store udsigtstårn i Sydney. Kun Torben var oppe i selve tårnet og nyde udsigten, for selve trækplastret var elevatoren, som måske er installeret af den førnævnte fætter Svend åge. De nåede vist også en sejltur til Manly. Sidst på eftermiddagen var vi alle tilbage i vores lejlighed i Kogarah, så vi kunne blive shinet op før vi skulle i Operahuset om aftenen og se Iolanthe. Aftensmaden bestod blot af rester, for vi skulle have tømt køleskabet inden vi skulle på langfart næste dag. Vi tog toget ind til Operahuset og det er næsten endnu flottere at stige ud af toget ved Circular Quay når solen er gået ned, fordi alle byens lys stråler en rigtig hyggelig stemning ved vandet. Operahuset arkitektur er også interessant indvendig. I foyeren er der flotte glaspartier som man kan kigge ud af og en del af væggene er beklædt med træ. Selve salen, hvor vi skulle se Iolanthe, havde bløde røde sæder, men mindede ellers meget om en typisk teater/koncertsal. Vi havde ikke købt de dyreste billetter og sad derfor ude i siden, men vi kunne sagtens se hvad der foregik på scenen. Iolanthe er en opera om en fe, og det var en meget flot og forståelig opera med hyggelig musik. Man kunne forstå hvad de sang, og aktørerne især feerne havde nogle rigtig flotte kostumer på. Jeg må sige jeg har fået et langt bedre indtryk af operær end min første “Maskerade” som jeg så sammen med Line i foråret, for det var godt nok en slem omgang. Det var stadig lidt lunt da vi kom ud fra Operahuset, og der var live jazz på en udendørs café. Torben var i spenderhjørnet og købte en champagne som vi nød med udsigten til Sydney by night.
Onsdag den 23. oktober
I dag skulle vi starte på vores køretur med Torben og Sonja fra Sydney til Adelaide, men gårsdagens champagne var sandsynligvis skyld i at vi først kørte kom fra Kogarah et godt stykke oppe ad formiddagen. Henrik og jeg pakkede først de ting vi skulle have med en time før vi kørte afsted, og det resulterede i at vi glemte usb-kablet til at overføre billeder fra kameraet til computeren. Det skulle med tiden vise sig, at det ikke er helt let at skaffe et nyt kabel. Torben havde hjemmefra planlagt en skematisk køreplan med kilometertal og det hele for de næste otte dage fra Sydney til Adelaide via Canberra og Melbourne, og Henrik og jeg synes det lød som en meget god plan. Vi kørte sydpå gennem Royal National Park og gjorde et lille ophold ved lagunen. Vi fulgte kysten og genså de flotte udsigter ved Stamwell Tops, men ligesom sidst vi var der, var der en anelse diset. Vi gjorde stop i Kiamea og spiste frokost ved Blowhole som er et hul i en klippe ved havet som kan skyde vand op til 60 meter. Der var bare ikke rigtig gang i hullet, da vi kom forbi, fordi det blæste fra fra en forkert retning. Længere sydpå kørte vi omkring solnedgang ind i en nationalpark og ned til Pebble Beach. Det skulle være et godt sted at spotte kænguruer, og minsandten om ikke jeg fik øje på min første vilde kænguruer som hoppede nede på stranden, da jeg steg ud af bilen. Torben blev så ivrig efter også at se kænguruen, at han drejede hurtigt omkring og slog hovedet ind i bagklappen af bilen… Der var en hel flok af kænguruer som gik og græssede, da vi kom ned på stranden. De var næsten tamme og specielt en af dem kunne man gå helt tæt på og klappe på ryggen. Jeg tændte for kameraet og fik hurtigt taget en masse billeder. Men så var der bare lige det problem at vi ikke kunne tømme kameræt for billedet, så vi blev endnu mere opsatte på snart at finde et usb-kabel. En af kænguruerne havde en ret stor mave og vi spekulerede let over om den var gravid eller om den havde en unge i pungen. Pludselig stak der en sort tingest ud fra pungen på den (et ben) og lidt efter kom der et lille nuttet hoved op nede fra pungen. Den var bare så sød! Da vi allesammen havde fået klappet den nysgerrige kænguru kørte vi et lille stykke længere ind i parken og fandt en caravan park. Efter lang tids søgen fandt vi også en der bestyrede den og vi blev indlogeret i en hyggelig hytte. Uden for på græsset gik der en kæmpe flok kænguruer og græssede, og de var der stadig næsten morgen da jeg vågnede og kiggede ud af vinduet.
Torsdag den 24. oktober
Campingpladsen lå ikke langt fra havet, så vi lagde ud med en kølig morgendukkert. Morgenmaden indtog vi på hyttens veranda, og der kom en nysgerrig han-kænguru forbi og snuste rundt. Det er forbudt at fodre den, så vi nøjedes med at snakke lidt med den. Første stop gjorde vi i Batesman Bay, hvor Sonja og Torben gik på internet café for skrive hjem om deres oplevelser. Henrik og jeg styrtede rundt i byen og besøgte alle butikker med kameraer, men ak ingen af dem havde det kabel vi havde brug for. Til sidst ringede vi til Hewlett Packards hovedkvarter og de lovede os at vi kunne få et kabel direkte fra deres lager, når vi kom til Melbourne. Så gik det videre i bil mod Canberra, som er Australiens hovedstad. Det er en kompromis by som blev anlagt cirka midt mellem Sydney og Melbourne omkring år 1900, fordi man ikke kunne blive enige om, hvem der skulle være hovedstad. Derfor er byen meget strategisk planlagt med en stor bakke i centrum med parlamentsbygningen. Der er både en ny og en gammel bygning, og vi så den nyeste som er bygget ind i bakken, for at befolkningen kan gå hen over den og derved stå over politikerne. Sjovt nok fortalte en vagt på toppen os, da vi var oppe at trampe rundt, at aussierne også kan finde på at køre hen over parlamentet i 4-hjulstrækker! Det ny parlament er bygget i 80’erne og det bar de to store sale præg af. Senatet var alt holdt i rabarbergrød-rød farver og repræsentanternes hus var turkis-grønlig. Videre til Jindabayne som ligger ved foden af Snowy Mountains. Vi fandt et motel, hvor værelset mest af alt mindede om en fransk skilejlighed (dog en del større end den vi havde i januar…), og det var en skihytte. Der var også flere butikker i byen som reklamerede med skiudlejning, og vi kunne så småt begynde at forberede os på at morgendagen ville byde på bjerge med sne, selvom det ikke lige umiddelbart er noget man forbinder med Australien.
Fredag den 25. oktober
Ambitiøse Torben havde sat tid af til en vandretur til Mount Koscioszko’s top på 2228 meter, som er Australiens højeste bjerg. I bilen kunne vi køre op ad en god vej til Charlotte Pass, hvor sne på vejen stoppede os lige før parkeringspladsen. Det føltes virkeligt underligt at se sne, og endnu værre var kulden da vi steg ud af bilen. Der var ikke ret meget mere end 0 grader. Vi tog alt vores tøj på, og jeg pakkede mit hoved helt ind i min Hawaii sarong. Det var modbydeligt koldt, og man savnede virkelig et par vanter. Vandreturen til toppen er på 9 km, og vi var slet ikke klædt på til så lang en tur, så vi nøjedes med at vandre en times tid ind ad stien som heldigvis var fri for sne. Til gengæld var der sne på alle høje bjerge og skråninger omkring os. Det var nu dejligt at komme tilbage til varmen i bilen, og da vi kom ned fra bjergene via Alpine Road kunne man sagtens tage shorts på. Vores korte vandretur gjorde at vi var foran Torbens plan, så vi kørte et stykke længere sydpå mod Omeo som ligger i Victoria. Den direkte vej dertil omfattede over 40 km på grusvej, og det var Sonja ikke vildt begejstret for, så vi satte hende til at tælle og holde styr på hvad vi mødte af folk og fæ. Vi traf kun to modkørende. Til gengæld var det ved at være solnedgangstid, og så begynder kænguruerne at hoppe. De var overalt. Grusvejen gik gennem en nationalpark med skov på begge sider af vejen, og det vrimlede med hoppende kænguruer. Det var vildt fedt endelig at se dem slå sig løs, for de var rigtig vilde og ikke halvtamme som de første vi så ved Pebble Beach. Der var også nogle vildsvin midt på vejen, da grusvejen omsider efter mange forgæves forsøg blev forvandlet til asfalt. Eller var det bare nogle tamgrise der var undsluppet? I Omeo fik vi en lille hytte at sove i. Sjovt nok gør australierne altid meget ud af at understrege at der er mælk til kaffen, når man booker et overnatningssted. Aussierne drikker ikke kaffen sort, og det voldte generelt Torben og Sonja store problemer at få en almindelig kop kaffe uden mælk i, hver gang de prøvede at købe en kop.
Lørdag den 26. oktober Selvom vi var foran køreplanen var der stadig mange kilometer at køre denne dag for målet var at nå sydkysten. Undervejs gjorde vi holdt ved en lille vingård, hvor vi smagte og købte en enkelt flaske af deres halvdyre vin. Derefter gik det videre mod sydkysten til Ninety Mile Beach (jep en sandstrand på 150 km!) men det blæste for meget til at vi havde lyst til at hoppe i vandet. Ved aftenstid var vi nået til indkørslen til Wilsons Promontory, som er en meget populær National Park, der omfatter Australiens fastlands sydligste punkt. Desværre var der ingen ledige overnatningsmuligheder i selve parken, så vi fandt i stedet en campingplads lige uden for parken.Søndag den 27.oktoberVi kørte ind i Wilsons Prom. og besteg Mount Oberon på 558 meter. Det tog en times tid at gå derop, og det var en helt fantastisk flot top. Man følte virkelig man var på toppen, for der var kun en lille rund klippe at sidde på. Der var en 360 graders udsigt, og man kunne se vand i alle retninger. Tættest på lige foran en lå Tidal River og små strande. Deriblandt Squeaky (knirkende) Beach som Johanne havde anbefalet. Udsigten med turkisblåt vand og flotte grønne farver mindede meget om Diamond Head på Hawaii. Vel nede igen tog vi hen på Squeaky Beach, og det var rigtigt, at det knirkede når man trådte i sandet. Især Henrik kunne få sandet til at sige sjove lyde. Jeg hoppede i vandet med snorkelmasken men kom hurtigt op igen; det var alt for koldt. Så kørte vi videre til Phillip Island, der er kendt for sin Pingvin Parade, og hvilken parade! Man skulle have billet for at se pingvinerne vandre i land omkring solnedgang, så vi sad bænket op ved stranden sammen med en masse andre turister og ventede spændt på pingvinerne ved 20-tiden. Og så kom de pingvinerne, bittesmå var de, og i grupper traskede de op af vandet og op på stranden. Så blev de lidt betuttede og futtede tilbage i vandet, men efter et par forsøg tog de endelig mod til sig og begav sig den lange vej gennem sandet op til græsklitten hvor de havde deres huler. De larmede en del, mens de vandrede forbi, men de var bare så nuttede når de vraltede afsted. Oppe i hulerne kom sultne unger ud og bød deres forældre velkommen hjem fra en dag på havet og håbede på at de havde mad med hjem til dem. Man kunne ikke altid se ungerne, men man kunne høre dem. Efter en times tid var der pingviner overalt, og der kom stadig nye grupper ind fra havet. Vi har ingen fotos, for det var selvfølgelig forbudt at forstyrre pingvinerne, men det er nok den dyreoplevelse der står klarest i vores hoved. Det var så fascinerende at se pingvin efter pingvin vralte forbi. De var kun omkring 25 cm høje men gik målbevidste forbi i deres fine påklædning. |
Mandag 28. oktober
Som sædvanlig overnattede vi i en hytte på en campingplads og Philip Island bød på endnu en dyreoplevelse: Koalabamser! Koalaen er ligesom de fleste andre pattedyr i Australien et pungdyr. Den bor i en speciel type Eucalyptus træer og sover omkring 20 timer i døgnet. De sidste fire timer bruger den på at kravle omkring og gnaske eucalyptus blade. Koalaen er meget svær at få øje på, så heldigvis var der en dyrepark, hvor man kunne beundre den. Vi så først en udstilling om koalaen og blev især imponeret over at en koalaunge bliver født 35 dage efter befrugtningen har fundet sted. Da er den på størrelse med en stor bønne(!) og kravler så selv ned i pungen og finder mælk, så den kan vokse sig stor og stærk. Udenfor i parken var det bare om at læne nakken tilbage og kigge op i trækronerne. Det gælder om at finde en gaffelforgrening med en stor rund uldtot, så har man fået øje på en koala. Heldigvis var der også en enkelt som var vågen og sad i vores øjenhøjde og spiste. Ved middagstid kørte vi videre til Melbourne som har små 3 millioner indbyggere. Alligevel lykkedes det os næsten at finde frem til HP’s hovedkvarter uden kort, så det er ingen sag at finde rundt i Melbourne. Vi fik vores kabel og kørte til Queenscliff. Derfra videre til Torquay, hvor Great Ocean Highway starter. Henrik og jeg lavede lammepizza til aften, for Sonja havde snakket om lam, lige siden hun så hvor billigt lammekød var i et supermarked.
Tirsdag 29. oktober
Kørte ad Great Ocean highway langs kysten som veksler mellem klipper og sandstrand. Det er en flot tur.Jeg blev lidt køresyg af alle svingene eller var det mon Torbens aggresive kørsel? Ved frokosttid bader vi i et køligt hav. Derfra videre til Mount Gambier som har en enormt flot kraterblå sø og en campingplads lige ved siden af søen. Der er endelig blevet lunt og vi griller lam og majs til aften. Det er en Big4 campingplads med tennisbane, og Henrik og jeg sparker virkelig igennem.
Onsdag 30. oktober
Kører et par gange rundt om søen, men gråvejr gør den ikke er så flot som igår. Fortsætter ad en meget ensformig vej langs kysten til Adelaide. Torben kører, og Henrik og Sonja falder i søvn bagi, kommer på motorvejen gennem Adelaide Hills, flotte klippeskrænter som vejen er sprængt igennem, cruiser en tur gennem centrum og kører til Glenelg til en fin campingplads med tennisbane og swimmingpool. Henrik og jeg handler ind og bliver overfaldet af en dansk kvinde, fordi vi snakker så højt om hvad vi skal købe ind. Vi har vænnet os til at kunne tale dansk uden at nogen andre forstår det, så vi må hellere passe på. Vi købte en stor Halloween chokoladekage for at fejre Henriks fødselsdag fredag.
Torsdag den 31. oktober
Pakker vores små rygsække til togturen fra Adelaide til Alice Springs. Bilen afleverer vi om formiddagen, og heldigvis skal vi ikke selv køre den om bord på togvognen. Toget kører først kl. 15, så vi har nogle timer i Adelaide. Torben og Sonja ser et Aboriginal Center, i mens Henrik og jeg shopper og griner ad gågadens julepynt som virker helt forkert i varmen.. Køber bog 5 af Hulebjørnens Klan og lim til at reparere min sandal som er gået i stykker. Vi er tilbage på stationen kl. 14, og der skal i følge planen være tjek in af passagerer kl . 14.30. Toget er allerede på stationen men på en anden perron, og af uforklarlige årsager får vi først lov at stige ombord 16.30. Toget som hedder The Ghan er lidt af en legende. Den første togbane mellem Adelaide og Alice Springs gik et stykke længere mod øst end den nuværende, og man begik en gevaldig brøler da man anlagde den. Man lagde skinner igennem udtørrede floder i ørkenen, for man havde aldrig set vand på stedet, men en gang imellem kommer der vand og så skyllede vandet sporet væk, og toget blev nødt til at standse indtil sporet atter var repareret og farbart. Desuden gik den første jernbane ikke helt til Alice Springs så den sidste del af turen tilbragte man på kamelryg med afghanere som kamelførere. Deraf navnet The Ghan. I toget kunne man vende sæderne, hvis man ellers kunne finde ud af det. Jeg havde Rush Hour med og snart sad både Sonja og Torben og puzzlede med nr. 35 i kortsæt 2 som det tog lang tid at løse. Vi havde kun siddepladser og toget ville først være i Alice næste dag kl. 10. Man sov bedre end forventet i toget.