spalk.dk

Fredag den 4. juli

Efter morgenmaden på vores hotel i Tokayama gik vi lidt rastløse rundt i butikkerne omkring stationen, for at slå tiden ihjel inden vi skulle med toget til Fushiki. Vi købte et plastickrus til Henrik og nogle tuscher og en tegneblok, så vi har lidt mere underholdning til færgen/togrejsen. Vores rejseagent i Tokyo havde jo udstyret os med et A3 kort over Fushiki samt en udførlig beskrivelse om hvordan man kom dertil med tog, så lidt over 14 stod vi af i Fushiki. Det er nok den grimmeste by vi har set i hele Japan. Der lå fabrik efter fabrik med grimme grå bygninger, og alt osede bare af industri. Vejret var også noget gråt, så det var et deprimerende syn. Fra stationen gik vi en kilometer mod nord og kom ud på Manyo molen. Vi kunne se en færge som lignede den fra brochuren ligge ved kajen, så vi gik målbevidste fremad. Der var ikke nogen færgeterminal – blot en stor parkeringsplads med biler som var ved at blive læsset på færgen med kran! Lidt tøvende entrede vi færgen ad en skrå landgangsbro, og vi blev lidt barsk modtaget af nogle kvindelige russere på båden. En af dem (Fru Skrap) ville straks se vores invitationsbrev og pas. Gulp, hvor var det godt nok noget af et kulturchok at blive kommanderet rundt med af de russere, når man kom fra det høflige Japan, hvor alle folk bukker og smiler til en!
Vi blev bedt om at stille vores ure to timer frem, så vi nu er ni timer foran Danmark. Det er samtidig NZ-tid, så det kan vi ikke helt forstå, når vi skal sejle vestpå, men vi parerede ordre. En affarvet pige viste os vejen ned til vores kahyt på 2. dæk. Der er to køjesenge og vi har eget bad og toilet. Båden er vist fra 86, så det er et lidt gammeldags look, men fint. Derefter gik vi på opdagelse på skibet. Jeg var mest spændt på at finde den udendørs swimmingpool, som så rigtig lækker ud på billedet i brochuren. Efter lang tids søgen fandt vi poolen. Der var ingen vand i, og den var ret mosgrøn, så det er vist længe siden nogen har svømmet i den, Hmrff! Det var også halvsvært at finde en åben dør ud til. Vi ville gerne have lidt frisk luft, men de fleste døre var låste eller blokerede af biler. Vi kom endelig ud og kunne se en endeløs mængde af biler, som stadig stod på kajen klar til at blive stuvet sammen på færgen. Over højtaleren blev vi kaldt ned i musiksalonen for at vise pas til den japanske immigrationsmand. Fru Skrap sad lige ved siden af ham, og bagefter konfiskerede hun vores pas. Hun har lovet at vi får dem igen, når vi kommer til Vladivostok… Der er ikke ret mange passagerer ombord, og hovedparten af dem er russiske mænd. De stirrer på os med ret ubehagelige blikke – jeg syntes det er forfærdeligt. Alle måltider er indkluderet i vores billet, og første forsøg med det russiske køkken var aftensmaden som blev serveret kl. 20. Vi fik fire retter. Først en lille tallerken med hamburgerrygskiver og grønne ærter. Dernæst en suppe med kødboller. Hovedretten var en hel tallerken med dumblings: små dejklumpler med kartoffelmosfyld stegt med løg. Der var også en peanutroulade til dessert. Vi kom til at sidde overfor to italiensktalende schweizere, som heldigvis også kunne snakke engelsk. Det var en hel befrielse at snakke lidt med dem, for ligesom at have nogen “i samme båd.” De havde fået det samme kulturchok som os. Vi udvekslede rejseerfaringer, og det viste sig at de rejser rundt i en campingbus med en labrador! En ret speciel rejseform, synes jeg, der nogle gange har fundet det besværligt at vi har en computer med. Hvor problematisk kan det så ikke være at have en hund? Efter middagen kom vi i snak med to britere Jeremy og Alex, og vi fik en øl sammen med dem i baren. De var vældig hyggelige at snakke med, og de skulle faktisk præcis ligesom os have været i Beijing men tog denne vej pga. SARS. Ifølge planen skulle vi have sejlet fra Japan kl. 20, men nu er skibet jo russisk, så japansk punktlighed kan man godt glemme alt om. Mens vi fik vores øl, lå vi skibet stadig ved kajen i Fushiki, for de var ikke færdige med at læsse biler ombord. Jeremy sagde med jævne mellemrum: ” There is definitely a car in the swimmingpool now!”, og det morede vi os vældigt over. Ja, og udover briterne og schweizerne er vi de eneste ikke-russere på denne båd. Vi gik til køjs omkring kl. 23, og omkring samtidig lagde skibet omsider fra land. Det gyngede lidt, og jeg havde lidt svært ved at falde i søvn. Måske mest fordi jeg havde bogen “Life of Pi” i frisk erindring, der handler om et fragtskib som synker midt i Stillehavet.

Lørdag den 5. juli

Igår var det en stående joke, men i dag er det fakta: Der er tre biler i swimming poolen!!! Jeremy fortalte det til morgenmaden, og nu har jeg lige selv været oppe at forevige synet. Der er biler overalt. Selv helikopterlandingspladsen på toppen af skibet er dækket af biler. Vi må håbe der ikke er nogen som bliver syge undervejs, for der er ingen plads til sygehelikoptoren. Der var morgenmad kl. 9, og vi fik spegepølse, franskbrød, omelet og en slags suppe bestående af rugkerner med varm mælk. Det smagte godt, men jeg blev ret søsyg af at gå oprejst, så jeg gik lige ned i kahytten. Henrik fik nogle søsygetabletter til mig af Alex og Jeremy, så nu har jeg det meget bedre. Alligevel blev jeg i kahytten og sov helt til kl. 13, hvor der var frokost. Vi fik borshch – den klassiske rødbedesuppe. Dernæst brasede kartofler og en svinekotelet. Det er sørme noget solid god mad vi får her på båden.Der er lidt plads til at sidde udendørs omkring swimmingpoolen med de tre biler i – sikkert kun fordi der ikke kan klemmes biler ind langs kanten. Jeg tog Harry Potter med derop, men jeg fik ikke læst meget, for der kom en ældre japansk herre og begyndte at snakke til mig på engelsk. Vi fik en vældig snak om Japan og Danmark, så jeg må korrigere antallet af ikke-russere ombord til syv. Han gjorde mig opmærksom på en skør detalje ved alle bilerne på færgen. De er japanske og har rattet i højre side, men bliver nu eksporteret til Rusland, hvor man har rattet i venstre side ligesom derhjemme. Han havde spurgt en her på båden, om bilernes rat så skifter plads når bilerne kommer til Rusland, men det gør de ikke. Russerne kører da bare rundt i dem som de er… Flere af bilerne er ikke mere end 3-5 år gamle, men mange af dem har skader og skrammer som japanerne nok ikke gider reparere på. På trappen ned til vores kahyt og under trappen er der fyldt med bildæk. Jeg tror det er nogle mandskabet har med hjem til venner og bekendte. Der er også en del cykler ombord. Gad vide om de er stjålne? Jeg så en klippe låsen over på en af dem.. Vi befinder os mildt sagt på et passagerskib som er omdannet til fragtskib.

Efter en solid gang aftensmad, gik vi op i musiksalonen og spillede kort. Senere på aften var der underholdning i salonen, og det var ganske sjovt. Der var en russisk sangerinde med et strålende sejt Grand Prix outfit på som sang til playback musik. Af og til blev hun afløst af engelsk popmusik og fem unge russiske cheerleaders som på festlig vis lavede gymnastiske kunster på dansegulvet. Til sidst var der et rigtigt band. Omkring midnat gik vi til ro, og båden var meget rolig, så vi faldt hurtigt i søvn.

Søndag den 6. juli

Vi vågnede omkring kl. otte og et kig ud af koøjet afslørede land i sigte. Det var vist bare en ø, for Vladivostok ligger godt gemt i en vig som en naturlig havn. Kl. ni var vi fremme i Vladivostok, men der var ingen som gjorde mine til at forlade båden. Først skulle vi have morgenmad, og så ventede vi lige et par timer på ingenting. Som de allersidste kunne vi gå fra borde og gennem tolden lidt i elleve. Schweizerne havde selvfølgelig lidt problemer med at få hunden og bilen igennem, så vi sagde farvel til dem og gik sammen med englænderne op ad bakken til Hotel Vladivostok. Det er en kæmpestor grim grå betonbygning med 700 værelser, men inden i er den faktisk vældig fin. Vi bor på 10. etage, og har god udsigt over byen og havet. Førstehåndsindtrykket af byen er blandet – en af de første bygninger vi så var togstationen, som er en rigtig flot bygning, men der er også masser af grimme triste huse. Efter at have checket ind på hotellet gik vi på opdagelse i byen. Via LP fandt vi et lille supermarked, og vi købte et rugbrød og noget pølse. Det rugbrød smagte bare godt. Det er sørme dejligt at være i et brød-land igen – alt det ris i Japan kan godt være ensformet i længden, når man er vant til brød. Ellers var udvalget i butikken godt. Man kunne få mange varemærker som vi kender hjemmefra.

Sidst på eftermiddagen fik vi os forvildet ned til vandet syd for vores hotel. Der var masser af liv og glade mennesker. En sti langs vandet var fyldt med boder med is, drikkevarer og grillmad. Billedet var præget af amerikanske marinesoldater i kridhvide uniformer som nød deres sidste dag i Vladivostok. Omkring dem vrimlede det med russiske piger, der ville fotograferes sammen med dem. Jeg har aldrig været så besat af “det med mænd i uniformer”, men jeg må indrømme nogle af dem her var ok. Vi fik en øl og sad og fulgte godt med i alt det spændende liv omkring os ;)Vi er ikke helt så hjemme i det russiske sprog endnu – Henrik kom til at bestille en hollandsk øl på 0%, og jeg fik en russisk Solodov på 12%. Der var underholdning af alskens art. To mænd med henholdsvis en lille tøjklædt abekat og en stor slange tilbød at fotografere en med de to dyr. Og bag ved havnefronten lå et lille tivoli med en rutchebane som kunne bryde sammen hvert øjeblik dømt efter lyden…

Mandag den 7. juli

Der var lidt mangel på god søvn fra færgen som skulle indhentes, så vi kom først op omkring kl. ti. Måske havde jeg også lidt tømmermænd efter den stærke øl. Lidt spændte på hvad russisk hotelmorgenmad dækker over, bevægede vi os ned i hotellets restaurant. Der er morgenmad helt til kl. 11, og det er inkluderet i vores ophold. Al tvivl blev gjort til skamme, da vi fik serveret en morgenmad som var endnu mere solid end den på færgen. Først fik vi en kæmpe portion hvedemelsgrød med rosiner. Det smagte rigtig godt, og jeg var stopmæt, da jeg havde tømt min tallerken. Men der var mere: et bæger frugtyoghurt, fersken juice, to pandekager, en brødroulade og te. Det var som en hel brunch.Fremover vil jeg være lidt mere selektiv, så jeg kan smage lidt af det hele.

Formiddagen gik med at traske byen rundt efter et rejsebureau. Der var tre nævnt i LP, men vi kunne ikke finde nogen af dem, og når vi spurgte folk om vej, havde de aldrig hørt om dem. Vi skulle bruge et rejsebureau til to ting. Først og fremmest information om togafgange og togbilletter, men også muligheden for en dagstur til et tigerreservat uden for byen. Vi fandt ingen turarrangør, så vi gik hen på togstationen, og det lykkedes os at få købt to togbilletter til Irkutsk med afgang på fredag.

Nærmest alle biler vi ser i gadebilledet er forresten japanske biler med rattet i højre side. Når russerne så skal køre i højre side af vejen har de ikke et særligt godt udsyn, så man skal virkelig se sig for, når man krydser gaden. De eneste biler med rattet i venstre side er gamle russiske biler som ligner trabanter.

Tirsdag den 8. juli

Under morgenmaden i dag kom vi til at åbne øjnene og se hvilken prægtig hal det egentlig er vi spiser i. Hele restauranten er indrettet med Egypten som tema, så der er statuer og hieroglyffer overalt. Langs væggen rundt er der små bløde bazaragtige sofaer. Der er tilmed et par hellige katte som spadserer rundt. Ret cool, og det må man også sige caferne i Vladivostok er. Vi har besøgt et par stykker, og de er næsten mere trendy, end det man finder derhjemme, og priserne er rimelige. I formiddags var vi på museum. Det var en blandet landhandel med udstoppede dyr som det bedste indslag. Det lyder måske lidt uldent, men det var sibiriske tigere, leoparder, bjørne og andre pattedyr som man kunne betragte, og det var en ret flot udstilling. Det sejeste var en tiger i oprejst tilstand i færd med at angribe en bjørn. Over middag rendte vi ind i schweizerne (Roman og Mirella). Omsider så vi deres campingbus – en gammel spand fra 1985, og Tacco (deres hund) hilste på os med logrende hale. De var på jagt efter et vejkort over Rusland, og med kortet i hus, kørte vi med dem ned til vandet, og fik en øl. Det var lidt halvkoldt at sidde udendørs – den russiske sommer er ikke kommet til Vladivostok endnu.

Det er først i dag vi har fundet frem til de russiske butikker med tøj, cd’ere, etc. En butik har sjældent en stor vinduesfacade som vi er vant til. Man skal træde ind af en ret anonym hoveddør, og først da finder man ud af hvad der gemmer sig af skatte inde bag. Måske det er lidt ligesom russerne selv – de ser lidt kolde og kedelige ud, men er måske ganske spændende indeni…

Onsdag den 9. juli

I dag er det en gæsteforfatter (Henrik), der skriver dagbogen, men jeg vil gøre det så godt jeg kan. Camilla er ifærd med at pakke vores ting ned. Vi vågnede op til regnvejr, og egentlig har det generelt været overraskende koldt for en juli måned her, så vi vidste godt, at det mest skulle foregå indendøre. Vi startede på internetcafe og gik derefter over på hovedgaden Svetlanskaya og fandt efter vores opdagelse i går adskillige stormagasiner ved faktisk at gå ind af dørene og kigge hvorvidt der var noget. Et stormagasin herovre er ikke en overordnet butiksstruktur med en masse forskellige afdelinger til at dække vore behov, det er snarere et væld af separate småbutikker, som sagtens kan sælge det samme, men de er ret besatte af mærkevarer. Der er åbenbart ikke den store tiltro til egne produkter, selvom mærkevarerne som derhjemme selvfølgelig er væsentlig dyrere. Vi fandt en hyggelig slik- og chokoladebutik på gaden, og så nogle lækre bland-selv chokolader. Vi tænkte, at vi blev nødt til at smage dem, og da de var rimeligt billige, købte vi en portion. Beklageligvis var håbet om billig og god chokolade kun lysegrønt, for det viste sig at være en slags vaffel i stedet, med kun et tyndt overtræk af chokolade. Så nu er jeg hovedforfatteren Camilla tilbage og jeg kan se Henrik ikke helt har styr på at skrive dagbog, for han blander dagene sammen. Det var altså tirsdag han købte chokolade, men det er rigtigt vi brugte hovedparten af dagen på at kigge butikker, for det øsregnede.

Jagten på et rejsebureau er også indstillet. På vores hotel er der en lillle “Travel Agent”, og jeg prøvede at spørge ham, om der var nogle turistture ud af Vladivostok. Han kiggede bare dumt på mig og spurgte hvad i al verden jeg ville se. Jeg nævnte tigerreservatet, og han sagde det ville tage fire timer at køre derop for at se tre-fire tigere + en sindssyg pris på US$ 400. Så spurgte jeg til de havnerundfarter som er omtalt i LP. “Bare tag med en færge nede i havnen,” svarede han. Hvis jeg ikke finder et job, når jeg kommer hjem til Danmark, bør jeg seriøst overveje at starte et rejsebureau i Vladivostok, for der er masser af turister men ingen ture for dem.

Torsdag den 10. juli

Vi tog sagen i egen hånd og rodede rundt nede på havnen, indtil vi fandt et sted at købe en færgebillet til Russky – en lille ø som ligger ved indsejlingen til Vladivostok. Næste opgave var at finde ud af, hvilken båd det var vi havde købt billet til. En total rustbunke af et skib som imponerende nok kunne flyde, var ved at blive læsset med biler og mennesker. Jeg havde lyst til at tage et billede af synet, for det skib så bare synkeklar ud, men vi skulle jo finde vores færge, så vi havde travlt. Frem og tilbage gik vi, og vi endte selvfølgelig ombord på rustbunken! Den kunne godt sejle men tiltede en del til højre, og snart lagde vi Vostok bag os og styrede ud mod Russky. De fleste ombord skulle ud og holde picnic eller fiske. Nogle ældre mænd stod og spillede domino på færgen. Det tog en time at sejle til Russky, og vi blev sat i land på en fin grøn ø med lidt spredt grim betonbyggeri. I Sovjettiden opbevarede man en masse sprængstoffer på Russky, og der er stadig militæraktivitet derovre. Vi gik forbi en hel kolonne af tanks/lastbiler på stranden. Nogen lækker strand kan man ikke kalde det. Der lå så meget affald, at en Green Peace aktivist ville bryde sammen ved synet. På færgen havde vi også med væmmelse kigget på det oliefyldte vand, og de mange underlige genstande som flød i overfladen (bildæk og plastictingester). Vi havde tre timer på øen, og vi gik en hyggelig tur på et par timer. Endelig kunne man mærke det er sommer. Vi fik en del sol, og tilbage på hotellet, fik Henrik et nyt tilnavn: Radisen. Han er helt rød i hovedet og har ikke fået så meget sol på resten af kroppen..

Fredag den 11. juli

Vi brugte en del tid på en internetcafé, for vi skal have booket et hotel i Skt. Petersborg i god tid, da byen fejrer 300 års jubilæum i år. Derefter gik vi igang med at indsamle proviant til vores lange togtur. Vi købte et rugbrød, et glas nutella og lidt slik. Så krydsede vi fingre for at der ville blive mulighed for at købe nye forsyninger undervejs, for det er lidt svært at tage mad med til tre dage, når man ingen køleskab har. Sidenhen har vi lært at det ikke er noget problem for en russer… Vi skulle med tog nr. 7 som starter i Vladivostok og har endestation i Novosibirsk, og der var afgang 17.35. Vores tog var mørkegrønt, og vi fandt frem til vores kupe, som havde fire køjer – to i hver side. Man kan ikke slå køjerne ned, så når man om dagen sidder på den nederste, er det ligesom at sidde i en lille hule, fordi overkøjen skygger for en. Måske det ret beskidte vindue også var skyld i manglen på lys? Hver køje havde en sammenrullet madras og en rigtig pude med fjer i. Provodnitsaen kom forbi med sengetøj til os, og så snart vi havde puttet det på, var der fjer over hele kupeen. Jeg fandt Harry Potter bogen frem og blev hurtigt opslugt af den – det lykkedes ihvertfald for Henrik at spise al vores slik uden at jeg opdagede det. Ved en af de næste stationer fik vi vores kupe fyldt op. Først en ung russsisk fyr som vi kunne følges med helt til Irkutsk og en lidt ældre mand som snakkede livligt på russisk selvfølgelig. Vi har lært tallene, men ellers forstod vi ikke så meget af hvad han sagde.

Lørdag den 12. juli

Klak, klak, klak, klak – man sover ikke specielt godt på en smal køje i et bumletog, men det er jo en del af hele oplevelsen ved at tage jernbanen. Der var et flot sommerbillede, når man kastede et blik ud af vinduet. Der var meget grønt, højt græs med mange vilde blomster i alle mulige farver og lidt træer. Dagen gik for mit vedkommende med at læse Harry Potter, mens Henrik sad med 1. del af The Farseer trilogien. Omkring middagstid holdt toget ved en station i 20 minutter, og der var mulighed for at komme ud og strække benene og købe proviant. Hele perronen var fyldt med små boder med mad og drikkevarer. Det er som regel babuskaer (bedstemødre) som sidder og sælger mad. Vi købte en bakke med friskhakket agurkesalat og en pose med dumblings. Den snakkesagelige russer stod af i løbet af dagen, så nu var vi kun tre i kupeen: os og vores russiske ven. Han tilbød os konstant mad fra sin enorme madpakke, som bestod af en hel sportstaske fyldt med forsyninger. Han havde 6 kogte æg, en stor ost, kæmpe poser med bolcher, kager og valnødder.

Søndag den 13. juli

Endnu en dag på toget, og jeg læste Harry Potter, indtil jeg var helt kulret i hovedet. Jeg blev færdig med bogen, og så sidder man bare der og føler sig tom. Nu går der mindst et par år før næste bog kommer, hulk, snøft. Jeg havde købt noget modellervoks som underholdning til toget, for jeg har hørt det skulle være ganske sjovt at lege “Modeller og Gæt” ligesom “Tegn og Gæt”. Desværre havde jeg ikke tænkt på, hvordan modellervoks bliver i varmen. Der var ret hedt i kupeen, så modellervoksen blev hurtigt til en fedtet masse, så farverne klistrede sammen og var umulige at skille ad.

Alt åndede fred og ro i kupeen, da vi lagde os til at sove omkring kl. 23, men ak! Ved midnatstid kom der en stor tyk asiatisk-russer brasende ind i kupeen og besatte den ledige køje. Han moslede rundt, og da han endelig faldt til ro, bredte der sig en liflig dunst af hans spritånde i hele kupeen. Som om det ikke var nok, gav han sig derefter til at snorke. Aldrig i mit liv har jeg hørt nogen snorke så vildt. Han trak torsk i land på størrelse med blåhvaler! Det var ulideligt at høre på, og til sidst fik jeg lyst til at slå ham. Inden jeg kom så langt trillede han dog over på siden og holdt mund.

Mandag den 14. juli

Dagen i dag har stået i fiskens tegn. I morges ankom vi med toget til Ulan Ude, og alle russerne styrtede ud af toget og købte røgede fisk på perronen. Vi var ikke helt klar til fisk så tidligt på dagen, så vi holdt os til nutella. Vi kunne nu ligeså godt have spist fisk, for vores ven købte en pakke med 10 fisk og pakkede dem ned i sin taske. Så blev han lidt lækkersulten og løb ud og købte endnu en fisk som han straks gav sig til at spise. Hele kupeen stank nu af fisk… Alle fiskene kommer selvfølgelig fra Baikalsøen der ligger et par timers kørsel fra Ulan Ude. Søen er kæmpestor – togskinnerne følger kanten af søen på en strækning på mere end 200 km, og det var ligesom at skue ud over havet. Man kunne ikke se nogen ende på søen. Det var også lidt gråt og diset, så sigtbarheden var ikke så god. Ved frokosttid holdt toget ved en station ikke langt fra søen, og vi kunne næsten ikke komme ud af toget, fordi der var folk med røgede fisk alle vegne. Vi købte en enkelt og fik også en pose med kogte kartofler. Den populære fisk hedder forresten omul, og den findes kun i Baikalsøen. Den er på størrelse med en røget makrel fra Føtex, men man får den med hoved, hale og det hele.

Midt eftermiddag startede vi med at pakke alt vores grej sammen, så vi var parate til at springe af toget i Irkutsk. Vi sagde pænt farvel til vores ven med de ti fisk, og så trippede vi ud i varmen i Irkutsk. De russiske hoteller er noget sløve til at besvare emails, så vi vidste ikke helt om vi havde en reservation på hotel Angara eller ej. Vi tog en taxi derhen, for det ligger sammen med centrum på den modsatte side af Angarafloden end stationen. Det er et stort hotel, så de havde heldigvis plads til os. Lad os bare sige det var et ret tiltrængt bad jeg tog, straks jeg kom op på vores værelse. Udover alle de fjer der var i vores kupe i toget, var der også masser af skidt i luften, fordi alle vinduer var åbne. Min næse var helt sort indvendig!

Tirsdag den 15. juli

Næsten hele dagen gik med at arrangere praktiske ting mht. overnatning og transport for de kommende dage. Der var en sød pige som talte engelsk i et lille rejsebureau på vores hotel, og hun kunne hjælpe med at arrangere homestay i landsbyen Listyanka ved Baikalsøen. Vi bookede tre nætter, og så tog vi en minibus ned til Raketaen for at købe færgebilletter til Listyanka. Man kan sejle på Angarafloden fra Irkutsk hele vejen ned til søen, men det er en ret populær båd, så rejsebureaudamen anbefalede at vi skaffede billetterne med det samme. Vi fik billetterne, og så tog vi hen på Irkutsk togstation for at købe billetter til Moskva. Der var et internationalt billetkontor med en engelsktalende dame, men det lykkedes alligevel for hende at udstede billetter til en dag senere end vi havde bedt om. Så annullerede hun dem, og fandt derefter ud af at vores dato var udsolgt. Halvirriteret kunne hun derefter printe de samme billetter igen, som hun lige havde annulleret.

Om eftermiddagen kiggede vi nærmere på de tre kirker som lå lige nord for vores hotel. De var vidt forskellige. Den første var hvid og havde et par spir med guld på toppen. Helt tæt på var den dog noget faldefærdig. Lige overfor på den anden side af vejen var der en meget farverig kirke med flotte guldmalerier såvel udvendig som indvendig. Den var bare flot dekoreret. Den sidste kirke var en halvkedelig rød murstensbygning. Vi gik ind på cafe Nostalgi for at spise til aften, og det viste sig at være en hel restaurant med fine servietter og bordet dækket af alskens glas og bestik. Prisniveauet var heldigvis til at overkomme, så vi bestemte os for at det var på tide at smage rigtig russisk kaviar fra støren. Vi fik vores kaviar severet i pandekager, og det smagte herligt. Jeg tror nu ikke vi kunne smage nogen sønderlig forskel på størkaviar sammenlignet med almindelig stenbiderrogn, så fremover holder vi os nok til stenbiderens, da det er mere overkommeligt i pris.

Onsdag den 16. juli (Rasmus’ fødselsdag – kat)

Vi pakkede vores ting sammen på hotellet og gik en tur rundt i centrum af byen. Alle de penge vi fik for bilen i NZ har vi på os i form af rejsechecks, og det er en tidsrøvende sag at indløse sådan en rejsecheck, for bankpersonalet vil tjekke underskrift og pas tusinde gange før de tør tage imod checken. Men for en gang skyld gik det glat i Alfabanken, hvor de havde en speciel dame til at ordne processen. Så den bank har vi skrevet os bag øret. Midt i centrum fandt vi central market, som er et farvestrålende marked med alskens sager. Der var tøj, frugt, bær, grøntsager og så selvfølgelig piratsoftware/musik/film. Blandt andet kunne man købe Terminator III på dvd, selvom den næsten ikke har haft biografpremiere endnu. Vores bærindkøb var ikke så heldige. Det jeg troede var blåbær var nogle ret sure bøllebær(?) og vores pose med jordbær glemte vi alt om, så de var helt maste da vi fandt dem senere på dagen.

Om eftermiddagen boardede vi en katamaranfærge, og den sejlede med god fart ned ad Angarafloden. Der var lidt halvtåget – halvtåget er vist det rette ord til at beskrive denne sommer – jeg har skrevet det tusindvis af gange tror jeg… Vi kunne ikke rigtig se hvornår vandet skiftede fra flod til søen, men efter en times sejlads landede vi i Listyanka. En flink knægt indvilgede i at vise os vejen til vores hotel som lå langt inde ad grusvej. Listyanka består af en hovedvej som går langs søen, og så er der to grusveje vinkelret på hovedvejen i hver sin dal. Vi boede i den nordligste af de to dale et godt stykke væk fra søen. Det var et rigtig hyggeligt træhus vi skulle bo i, men jeg var alligevel lidt ærgelig, for jeg havde set frem til at skulle have udsigt over søen. Udsigten var der faktisk, vi kunne bare ikke se den før den sidste dag, fordi det var så tåget…
Vi havde morgenmad og aftensmad inkluderet i opholdet, og til aften fik vi omsider smagt russisk vodka, da manden ved nabobordet fyldte vores glas. Vi gik en tur ned til havnen og så derved halvdelen af landsbyen. Der var et lille marked hvor de solgte stensmykker, stenfigurer og selvfølgelig røgede omuller. Udover jade, lapis og blodsten var der en ret flot lilla stenart, og jeg kom til at købe et sølvarmbånd med en rund flad sten i.

Torsdag den 17. juli

Efter lidt forhandling aftenen før, havde vi fået booket en vandretur i Bolche Koty med guide. Det var en af køkkenpigerne på stedet som skulle med som guide, og vi var de eneste turister på turen. Først blev vi kørt ned til søen i en gammel skrammelkasse af en varevogn. Så blev vi fragtet med en lille motorbåd omkring 15 km mod nord. Vores guide kunne ikke meget engelsk, men hun havde taget en russisk-engelsk parlør med. Vi har den omvendte engelsk-russisk, så hver gang vi skulle kommunikere med hende stod vi med næsen i hver sin bog. Kommunikationen gik meget langsomt, men det var alligevel forbløffende, hvor meget vi kunne tale med hinanden. Henrik blev rigtig god til at danne meningsfulde “sætninger” ved blot at sige navneord og tillægsord. Vi gik på en flad skovvej langs kysten og nåede hurtigt frem til landsbyen Bolche Koty. Her spiste vi frokost, og selvfølgelig stod menuen på røget omul. Vi fik en hel fisk hver denne gang, og vi er efterhånden ved at være gode til at skrælle den fri for ben. Fisken spiste vi med lidt brød til på en ret faldefærdig mole. Efter endt måltid ville jeg vaske mine fingre i søen, og det var noget af et hyl jeg kom med, da mine fingre rørte i det iskolde vand. Den sø er godt nok kold. Vi fortsatte videre nordpå ud af byen og nu blev stien langt mere udfordrende. Det gik op og ned og vi gik på en skråning lige ned til søen. Der var en herlig udsigt, og omsider begyndte søen også at se mere blå end grå ud. Vi kom forbi adskillige campingområder med telte og russere, som lå og sov deres tømmermænd ud. Det så hyggeligt ud med teltpladser med bål, men uha hvor var der meget affald som bare lå spredt rundt omkring. Ikke just uspoleret natur… Vi gik et stykke langs stranden og besteg til sidst en klippefyldt bakke. Fra toppen var der bare en superfin udsigt over søen. Vi kunne se de bittesmå telte et stykke bag os, og et af teltene lignede et helt cirkus med de karakteristiske blå/røde Benneweisfarver. Toppen var også målet for vores udflugt, så dernæst gik det tilbage ned ad stien som var ret jordet og stenet, så vi skred hele tiden ud. På stranden blev vi hentet af manden med motorbåden, og vi lynede vores regnfrakker godt til. Det var simpelthen hundekoldt at sidde og blive forblæst bag i båden.
Efter aftensmaden fik vi varmen, for vi var en tur i banya – russisk sauna. Det minder meget om hvad de praktiserer i Finland. Lige uden for saunaen finder man en stor trætønde med iskoldt vand som man kan hælde over sig, når varmen stiger en til hovedet. Det var bare herligt at blive gennemvarmet i saunaen efter den kolde hjemtur i båden.

Fredag den 18. juli

Vores sidste dag i Listyanka brugte vi på at udforske resten af landsbyen. Vi gik om til den anden grusvej og så et lille galleri med malerier af søen. Så gik vi langs hovedvejen med syd for at komme ned til et geologisk museum. På vejen derned fik vi øje på en stor brun bjørn i et bur i et hus på den modsatte side af vejen. Vi gik derover for at se nærmere på hvad den stakkels bjørn lavede i sit alt for lille bur. Da vi kom derover glemte vi alt om den store bjørn, for der hoppede en lille bjørneunge i en snor som blev holdt fast af en dame. Jeg tog kameraet frem og nåede lige at tage et billede, før jeg blev overfaldet af en uforskammet pige som krævede 40 Rubler, fordi jeg havde taget et billede. Jeg blev ret forarget og ignorede hende bare, for damen sad ligesom midt på vejen med bjørnen. Jeg nåede også lige at tænke: Det er da et frit land vi lever i, men så blev jeg enig med mig selv om at det nok ikke var den rette kommentar til en tidligere sovjetborger, så vi gik hurtigt videre. Pigen råbte noget efter os, men vi havde ikke dårlig samvittighed efter at have set hvordan de behandlede den stakkels bjørneunge. Museet var ikke nogen stor oplevelse. Det mest spændende var et tværsnit af søen, hvor man kunne se dybdevariationen. Søen er dannet som en lang rift i jordskorpen ved at to tektoniske plader har bevæget sig. Da riften blev dannet var den 10 km dyb, men tidens gang har ophobet en masse sediment på bunden, så nu er søen kun lidt uder 2 km dyb. I løbet af dagen var solen trængt frem gennem skyerne og der var næsten blå himmel, da vi gik tilbage gennem landsbyen. Vi fik en is på en bar ved havnen, og omsider kunne vi se bjergene på den modsatte bred. Indtil da havde Henrik været meget skeptisk mht. om Baikal overhovedet var en sø, men synet af land på den anden side fik ham vist omsider overbevist.

Lørdag den 19. juli

Vi tog en minibus fra Listyanka tilbage til Irkutsk, og tjekkede ind på hotel Angara igen. Vores gode veninde med rejsebureauet holdt åbenbart lukket i weekenden, og det var vi ikke så begejstrede over, for vi havde efterladt penge hos hende, så hun kunne booke et hotel i Moskva til os. Det eneste vi havde var en lille kvittering som sagde vi havde betalt hende 2500 Rubler, men vi kunne ikke en gang tyde hvilket hotel det var vi havde betalt for. Lidt slukørede tænkte vi at var blevet snydt, selvom det måske ikke var tiltænkt. På markedet i midten af byen var der en livlig aktivitet og vi købte agurk, tomat, pærer og bananer som proviant til togturen til Moskva som starter i morgen. Terminator III som kun var på russisk fik vi byttet til Monsters Inc.

Om aftenen spiste vi på vores hotel i en lille restaurant på 3. sal. Der var et lille selskab i den ene ende af lokalet, og minsandten om det ikke viste sig at være en bryllupsfest. Vi fulgte godt med i selskabelighederne, men bruden virkede lidt underlig mut. Der kom først et smil på hendes læber da livemusikken i form af en mand med et keyboard skiftede genre og kastede sig ud i Rock’n roll. De skålede og skreg alle de ting som Henrik kunne finde i frasebogen. Blandt andet noget med at råbe: “Bitter!” Det er ment ironisk og tænkt som et ønske om et “sødt” liv.

Søndag den 20. juli

Vi spiste morgenmad på hotellet sammen med et midaldrende australsk par fra Sydney som var på vej til London for at besøge deres datter. Vi sluderede vældigt med dem om vores tid i Australien. De skulle med det samme tog som os senere på dagen, så vi sagde på gensyn. Dagen gik med at indsamle forsyninger til toget. Vi købte ind i større stil end sidst. Slik, kager, chips, sodavand, rugbrød og potnoodles. Tilbage på hotellet rendte vi ind i australierne igen. De var i knapt så højt humør, for de havde lige været en tur på marked for at hente forsyninger til toget, og så var mandens tegnebog med alle kreditkort blev stjålet af en lommetyv. De tog det egentlig meget pænt, men var selvfølgelig travlt beskæftiget med at ringe verden rundt for at spærre kort. Her bagefter kan jeg næsten ikke fortænke lommetyven i at have udvalgt Gary Larsson som offer. (Manden hedder ikke Gary Larsson, men han ligner en figur fra Gary Larssons tegneserier). Hver gang vi har været ude at trække luft på en perron siden, har vi stødt ind i Gary Larsson. Han falder bare ud af mængden som en stor glad mand der går rundt med sit store kamera om halsen og engang havde han så også en tegnebog i baglommen… Han er prototypen på en rig amerikaner med dollars i lommen.
Forresten nåede vi lige at købe togbilletter fra Moskva til Skt. Petersborg i Irkutsk inden vi skulle med toget. Det er tog nummer 9 vi nu befinder os i, og det er nok det fineste tog i hele Rusland. Det er blåt udvendigt, og en del mere moderne indvendigt end det vi rejste med sidst. Der er aircon og lædersæder og alt virker bare mere rent. Henrik er simpelthen for sød en fyr og rejse med eller skulle vi hellere sige han har en ret sød tand? Vi har købt proviant til tre dage i tog, og straks vi har fundet vores kupe begynder han at rode efter chips og slik. I modsætning til sidst har jeg spredt vores proviant ud, så han ikke finder det hele på en gang 😉 Et par stationer efter Irkutsk fik vi en ung pige ind i vores kupe, men vi var åbenbart ikke fine nok til hende, for hun valgte at bytte kupe og sendte to unge brødre ind til os i stedet. De var meget festlige og have en stor flaske øl med som de flittigt skænkede af. Den ældste “Big brother” som vi hurtigt døbte ham kunne en lille bitte smule engelsk, men det var selvfølgelig lillebroderen, der var mest fuld og snakkesalig. Han vrøvlede løs om Vaina og Gitler som vi oversatte til krig og Hitler. Hvad det egentlig var han ville sige fandt vi aldrig ud af. De to brødre rendte ud og ind af vores kupe hele aftenen og natten for at ryge.

Mandag den 21. juli

Vores to russiske brødre stod af toget allerede i Krasnoyarsk, og siden har vi haft kupeen for os selv. Det er dejligt med al den plads, men jeg fryser nu lidt fordi den aircon er lidt for effektiv til to personer. Vi kan ikke finde noget sted at slukke den, så vi sidder med masser af tøj på og tæpper over os. Udenfor vinduet er der et strålende flot grønt sommerbillede. Masser af birketæer og vilde sommerblomster i alskens farver. Jeg blev næsten lidt hidsig på Gary Larsson, da han sagde det var ensformigt. Jeg synes det er rigtig flot med alt det grønne. Det er da langt mere varieret end det tørre Australien! Vi fik 7 små hummere eller krebs til frokost – de lignede mest små røde hummere, men jeg ved ikke helt hvordan en krebs ser ud. Vi købte dem vist i Krasnoyarsk, så de stammer nok fra floden. Vi er ikke så erfarne i den slags skaldyr men vi spiste halerne med brød, agurk og tomat. Lækkert. Henrik læste den sidste af Farseer bøgerne (III) til ende i løbet af dagen, og jeg har slugt al min egen indkøbte litteratur, så nu har jeg kastet mig over Farseer I. Sidst på aftenen nåede vi til Novosibirsk, og vi havde regnet med at få nye venner ind i kupeen men der kom ingen, så vi kunne låse døren for natten. Jeg sov rigtig godt, men stadig med pas og penge gemt i hovedpuden.

Tirsdag den 22. juli

Ja, det er jo så i dag, og vi er stadig ombord på toget. Vi er på vej mod Yekaterinienburg, hvor der skal være et langt stop på 23 minutter, så vi kan komme ud og få friske forsyninger. Vi mangler vand og aftensmad. Jeg blev træt af at læse Farseer, og så satte jeg mig ud på gangen med computeren for at få den ladet op. Så kan vi også se Monsters Inc i aften, hvis der ikke kommer andre ind i vores kupe. Vi spiste morgenmad i restuaranten i toget i dag, for vi er ved at være lidt trætte af vores rugbrød med agurk og tomat. Vi skifter tid efter tidszonerne som de er beskrevet i LP, så vi kom op i restaurantvognen kl. 8 lokaltid, men de nægtede at lave nogen form for morgenmad for deres klok’ på Moskvatid var kun 6, og de åbnede altså først kl. 7. Det er totalt gak for hele toget havde været vågent i flere timer, men vi måtte gå tilbage til vores kupe og vente en time. Da vi kom vendte tilbage til restaurantvognen fik vi forevist en kæmpe menu på russisk, engelsk, tysk og fransk. Vi forsøgte at bestille en omelet blandt de mange æggeretter, men servitricen stregede alle retter ud med undtagelse af spejlæg, så vi fik spejlæg…

Den ekstra nat vi blev tvunget til i Irkutsk pga. et udsolgt tog bliver taget fra vores ophold i Moskva, så vi får kun tre dage i byen. Det er måske også nok lige for tiden, for der har været et par terroristangreb inden for den sidste måned af tjetjenske selvmordsbombekvinder. Vi mødte nogle danskere i Irkutsk som kom fra Moskva, og de sagde der var politi alle vegne og at Den Røde Plads er lukket. Nu må vi se hvordan det ser ud. Vores hotelreservation gik forresten i orden, for vi rendte ind i vores travel agent på hotellet to timer før vi skulle med toget og hun havde papirer parat til os. Rent held vi fandt hende. Det er dejligt med de lange stop, hvor man kan komme ud og få strukket benene. Det bedste er nu at få en dejlig kold is på perronen..

Onsdag den 23. juli

Hurra – så er vi tilbage i Europa. Vi passerede Uralbjergene en gang i nat, så vi fik desværre ikke et glimt af dem. I løbet af igår blev toget en time forsinket, og det er åbenbart ikke noget man bare kan indhente, så vi er først fremme i Moskva i aften omkring kl. 18. Vi blev noget skuffede i formiddags, da vi troede vi skulle ud på perronen i Nizhny Novgorod og købe morgenmad, og så var det eneste vi kunne købe porcelæn og glas sikkert tænkt som gaveideer til familiemedlemmer i Moskva… Lige før stationen passerede vi iøvrigt Volga – Europas længste flod. Den var grøn og bred, men ellers var den ikke så imponerende. Over middag fik vi besøg i vores kupe af Gary Larsson og hans kone. Deres Europatur er en nonstop tur rundt i Norden og de baltiske lande. Efter Rusland skal de besøge Helsinki, Talinn, Vilnius, Polen og København før de flyver til London over til deres datter. De har kun 2-3 dage i hver by, så de lever op til Jakobs gamle joke om en amerikaner i Europa: It’s Wednesday, so this must be Belgium… Vi fortalte dem en masse om København og Danmark, og vi skreg af grin mens vi læste i deres LP. De havde en version som dækkede hele Norden og de baltiske lande, men på trods af det var afsnittet om Danmark egentlig meget fyldestgørende. Ved sekstiden trillede toget langsomt ind Moskva, og vi fik øje på en af de høje bryllupskager i byen. Der er syv flotte skyskrabere, som blev bygget for ikke at stå tilbage for New York. De er meget sprudlende, og betegnelse de syv bryllupskager er meget passende. Vi tog med metroen ud til Izmaylovsky Park, hvor vores hotel gamma-delta ligger. Moskvas metro er virkelig flot. Der er store brede gange udsmykket med ornamenter, statuer og lysekroner. Det er som at gå rundt i en kirke eller et slot, når man bevæger sig rundt dernede under jorden. En schweizisk pige Monika som havde været med vores tog, skulle ud til samme hotel som os, så vi fulgtes med hende og aftalte at spise til aften med hende, når vi havde fået et bad på hotellet. Vores hotel er nok det tætteste man kommer på Hilberts hotel (matematisk joke med et hotel med uendelig mange værelser) – det er bygget til OL i 1980, og der er 8000 værelser! Vi sad udendørs og fik en salat til aften. Monika fortalte hun havde været ved Baikalsøen i april mens den var frosset til, så man kunne køre rundt på isen i bil.

Torsdag den 24. juli

Efter en overdådig morgenmadsbuffet på vores hotel tog vi metroen ind til centrum og gik hen mod Den Røde Plads. Pga. terroristangrebene tidligere på måneden var pladsen spærret af, men vi blev hurtigt overfaldet af en guide som sagde hun kunne tage os med derind. Vi gik med hende, og hun var en bestemt dame som satte et godt tempo. Straks vi var igennem sikkerhedstjekket begyndte hun at fortælle uafbrudt om stedet. Pladsen blev i gamle dage brugt til militærparader, men nu er der kun en parade om året den 9. maj. Central placeret ved kanten af pladsen ligger Lenins Mausolæum, og indeni finder man den balsamerede Lenin som ligger til skue. Man kan gå hele vejen rundt om ham, og han ser helt levende ud. Liget dyppes i konserveringsmidler to gange om ugen for at holde ham frisk, men processen får også hans hår og negle til at gro, så han bliver trimmet regelmæssigt! Bag Mausolæet er Kremls ydermur, og alverdens kendte russere ligger begravet der. Alle præsidenter frem til 1983, Yuri Gagarin, Maxim Gorky, etc. Der ligger kirker i begge ender af Den Røde Plads. Den mest kendte er Skt. Basils Katedral, der nærmest er blevet et ikon for Moskva med de mange kulørte løgkupler som ligner en hel lagkage. Der er ni løgkupler på kirken men de to største tårnene af er under restaurering, så vi kunne ikke se hele kirken i al sin pragt. Vi sagde farvel og tak til guiden og gik inden for i Skt. Basils. Inden i var der bittesmå rum med guldmalede ikoner og altre hist og pist – vi gik rundt og rundt og kunne næsten ikke finde ud. Over middag indløste vi vores sidste rejsechecks og dryssede gennem et marked ikke langt fra Den Røde Plads. Det var matryoshka dukker (buttet trædukke med en ny mindre dukke inden i maven) i alle størrelser overalt men priserne var noget pebrede. Henrik kom til at købe en grå russervinterhat. Han ligner en bjørn med den på. Sidst på eftermiddagen tog vi hjem til vores eget hotel, for der skulle være det bedste souvenirmarked i hele byen. Her var der også masser matryoshkaer men til noget bedre priser. Man kan få alt fra en traditionel russisk dame til Harry Potter eller de russiske præsidenter. Beckham med resten af Real Madrid indeni kan selvfølgelig også erhverves.

Fredag den 25. juli

Vi så Kreml, og der gjaldt samme regel som for Den Røde Plads. Man kan kun komme ind ifølge med guide. Vi blev stuvet sammen i en flok på 16, og så kom vi ind bag de forjættede mure. Kreml betyder egentlig fort på russisk, så der er mange russiske byer som har et kreml, men fordi Moskvas Kreml huser regeringschefen er det blevet synonym for parlamentet. Der er ikke adgang til parlamentets bygninger, så vi skulle ind og se kirker. Der ligger tre flotte store katedraler lige bagved Putins kontor. Vi undrede os lidt over at kommunisterne derved har boet side om side med tre kirker, mens de smadrede kirker rundt omkring i Sovjetunionen. Udover os var der selvfølgelig et væld af turgrupper omkring os, men vores guide demonstrede en af de smarte finter ved det russiske køsystem. I et land hvor man en gang kunne stå i kø i flere dage, har man selvfølgelig udviklet en ret subtil køkultur, så man kan holde en plads i en kø til andre. Vi efterlod et par stykker fra vores gruppe i den lange kø til den mest populære kirke, og så gik vi ellers rundt og så de to andre mens køen skred fremad. Derefter kunne vi diffundere forbi den lange kø og spadsere helt op foran til vores gruppevenner som var nået frem til døren til hovedatrraktionen. Man kom ind i et højt smalt kirkerum som var malet fra gulv til loft med billeder. Hele den ene sidevæg var dækket af ikonbilleder med guldrammer. Det var meget overvældende og flot.
Om eftermiddagen tjekkede vi det elektroniske marked med cd’ere og dvd-film i Moskva ud. Lad os bare sige Henrik ikke kom tomhændet derfra…

Lørdag den 26. juli

Vores sidste dag i Moskva, hvor vi genså markedet lige neden for vores hotel. Det var endnu større end sidst pga. weekenden, så der var masser af ting og gøgl at se på. Der var høj sol og lækkert sommervejr. Bagefter tog vi ind til byen, og så Novodevichy Kloster. Det er en lille fæstning med en kirke. Vi blev fanget derhenne af en tordenbyge, så kirken fik vi grundigt studeret indvendigt. Næste stop var Gorky Park, men vi var i den ende, hvor der er et stort tivoli så vi nøjedes med at se parken udefra. I stedet gik vi over på den modsatte side af vejen og så en lille park med statuer. Aftenen tilbragte vi på en fancy internetcafé hvor man bestilte sine drinks via computeren. Derefter tog vi hjem på hotellet og hentede vores bagage før vi gik ombord på nattoget til Skt. Petersborg.

Søndag den 27. juli

Vores tog fulgte desværre sin tidsplan, så vi blev banket op af provodnitsaen kl. 6 i morges, og 6.40 stod vi halvsøvnige på perronen i Skt. Petersborg. Der kom en dame og tilbød os et værelse til en ret billig pris, men da vi så det live, var vi ret enige om at det ikke skulle være vores sidste destination. Værelset lå på 5. sal i en skummel bygning, og der stank af kattetis overalt. I stedet gik vi rundt om hjørnet og fandt et rigtigt hotel. Vi kunne først få et dobbeltværelse kl. 12, så lidt over 7 var vi klar til sightseeing i byen. Vi vandrede op ad hovedgaden Nevsky Prospekt Byen har 300 års jubilæum i år og blev grundlagt af Peter Den Store som gerne ville have en kulturhovedstad som var lige så fin som de gamle europæiske kulturcentre. Man må sige Peter nåede sit mål, for der er flotte overdådige bygninger så langt øjet rækker. Vi var indenfor i Kazankatedralen som udefra lignede et helt græsk tempel. Inden i var den fantastisk flot og meget kirkeagtig. For enden af Nevsky Prospekt fik vi øje på Vinterpaladset/Hermitageslottet. Det er en kæmpestor bygning med hvide søjler på murerne og statuer på taget. Indeni er der kunstskatte og malerier i et væld. Vi stod i kø et godt stykke tid for at komme derind. Der var bare så mange flotte rum derinde. En del af det er barok, så der ikke sparet på noget som helst. Der er kunstklenodier fra Leonardo Da Vinci, Rafael, Michelangelo etc., så museet er ganske populært. I nogle rum kunne man næsten ikke få ørenlyd for alle de turister der omgav en. Vi gik en tur med en walkman og et lydbånd som fortalte om alle skattene. Efter lidt over en times forelæsning fra rum til rum kørte vi træt i det. Vi var simpelthen for tunge i hovederne til at høre om mere kunst, for det var brølvarmt. Nu er vi gået hjem og har tjekket ind på hotellet for at holde siesta, for vi trænger til at sove ordentligt efter nattens togtur, og der er også alt for varmt til at lave noget som helst. De næste par dage skal vi rundt i byen og finde Eulers historiske fodspor.

Søndag den 1. juni

Allerede i flyveren fik vi en forsmag på hvad der ventede os i Japan, for vi sad omgivet af japsere, og alle informationer blev sagt på japansk. Men fordi vi fløj med Air New Zealand var der også en forståelig engelsk udgave for os. I lufthavnen skulle vi igennem en temperaturscanner som tjekkede, om man havde en kropstemperatur højere end 37 grader. De er hunderæde for at få SARS ind i landet, men indtil videre er det lykkedes for Japan at holde sig fri af sygdommen. Alligevel var en stor del af personalet i lufthavnen iført de karakteristiske hvide mundmasker. Man kan også møde folk på gaden iført maske, men det skulle være fordi de er forkølede og ikke ønsker at smitte andre.

Efter at være kommet gennem tolden, besluttede vi os for at ringe til vores hotel, for at finde ud af hvordan vi kunne komme derhen, for vi havde glemt at printe et kort ud. Vores sidste NZ dollars havde vi konverteret til Yen i lufthavnen i Auckland, så vi havde kontanter, men det er ikke let at købe et telefonkort, når alle instruktioner står på japansk. En hjælpsom dame klarede skærerne for mig, imens hun pludrede løs på japansk. De er godt nok ikke særligt gode til engelsk herovre, men de er utroligt høflige og vil så gerne hjælpe, så det går fint. Vi fandt ud af at vi skulle tage et tog til Osaki, og det gik bedre med at sætte sig ind i Tokyos undergrundssystem, selvom vi blev udstyret med billetter med kryptiske japanske tegn på sig. Vores hotel lå heldigvis lige ved siden af stationen, og vi blev næsten ledsaget helt til dørs af en flink japser som vist syntes vi så lidt “lost” ud. Vi bor på Family Fifty’s Inn som er et ret nyt og moderne hotel. Vi var først fremme på hotellet kl. 20, så vi var godt sulte og gik hen i et indkøbscenter som ligger lige over for stationen. Vores første oplevelse med det japanske køkken blev på et lille spisested i centret. Der var ingen problemer med at læse menukortet, for alle spisesteder har en sjov idé med at have små farvestrålende plasticmodeller af de forskellige retter eller de har ligefrem fotograferet maden, så vi peger os bare frem til hvad vi gerne vil have. Henrik fik en stor nuddelsuppe og en skål ris. Jeg fik en nuddelsalat og det smagte dejligt. Bagefter snuste vi lidt rundt i centret, og der var et stort supermarked i underetagen. Det var en stor oplevelse at gå rundt derinde – der var så mange spændende ting at kigge på som vi aldrig havde set før. Ja, mange ting anede vi slet ikke hvad var. Der var masser af fisk, både i frisk og tørret tilstand.

Mandag den 2. juni

Selvom vi hovedsageligt er kommet nordpå i forhold til NZ, har vi alligevel bevæget os 3 tidszoner mod vest, så vi vågnede allerede kl. 6 mandag morgen. Der er morgenmad indkluderet på hotellet i form af et kogt æg og adskillige former for wienerbrød. En lidt sjov blanding men det smager udmærket. Vores station Oskaki ligger på Yamanote linien som er en 35 km lang loop der går rundt i Tokyos centrum. Vi lagde ud med at tage toget til Tokyo Station som er hovedbanegården. Derfra gik vi til hen til Kejserpaladset som ligger midt i en stor park. Paladset er ikke særligt stort. Det er et lille nydeligt hus i japansk stil, og fordi kejserens skal have lidt privatliv, måtte vi nøjes med at beundre huset på afstand.

Næste stop var Sonys udstilling i bydelen Ginza, hvor man kan få lov at beundre og pille ved de nyeste Sony modeller. Der var en masse bittesmå bærbarecomputere, men det sjoveste var en robothund til 10.000 kr. Man kunne tale til den, og den kunne også lave en masse kunster. Heldigvis forhindrer prisen den forhåbentlig i at blive alt for populær, for en rigtig hund er da sjovere i længden. Vi kiggede lidt butikker i Ginza, men jetlaget overvældede os og kl. 5 tog vi hjem og sov indtil næste morgen.

Tirsdag den 3. juni

Godt udsovede stod vi op kl 7 og tog til Tsukiji. Her finder man Tokyos største fiskemarked som forsyner alle restauranter og butikker med fisk. Der var fisk, blæksprutter og alle former for skaldyr overalt. Markedet summede af aktivitet, og vi skulle hele tiden passe på ikke at blive kørt over af de utallige scootere med lad, som blev brugt til at transportere fiskekasserne rundt på. Det blev ikke til nogen smagsprøver for fiskene var enten i live, frosne eller uparterede. Lige bagved fiskemarkedet gik vi en tur i en yndig have med et lille tehus midt på en ø i en sø. De grønne træer i parken var noget af en kontrast til skyskraberne der tårnede sig op udenfor parken. Fra et hjørne i parken tog vi en vandfærge op langs Sumida-gawa floden til Asakusa. Tokyo er måske ikke den mest seværdige by set fra vandsiden, men det var en god sejltur og vi passerede 13 broer undervejs. I Asakusa er der et stort buddhistisk tempel. Vi spiste en frokostbox med ris, tang og lidt kød, før vi så nærmere på templet. Det bestod af en stor hovedbygning, et stort “kinesisk” tårn som stod for sig selv og diverse små sidehuse. Der var et stort flot guldalter i hovedbygningen med en masse buddhafigurer. De mange besøgende japanere gik målbevidste hen til en reol med en masse små skuffer med skriftegn. Så tog de en stor aflang dåse og rystede den. Ud af dåsen kom der så en pind med et tegn på, og så fandt de den tilhørende skuffe og tog et papir op af den. Det kostede 100 Yen at ryste en pind ud, og vi prøvede også og fik en seddel som ønskede Good Fortune. Så det var lidt horoskopagtigt.

Efter det åndelige indslag tog vi til Electric Town og slog os løs. Det er Tokyos store elektroniske kvarter, hvor man kan købe alt der bruger strøm. Jeg havde fantaseret lidt om at købe en MP3-afspiller. Faktisk har jeg længe haft lyst til at købe en, men de er bare så dyre. Vi osede fra butik til butik, og Henrik blev også ret hooked på en MP3-afspiller, da han først fik set krammet. Der var mange forskellige modeller med Sonys handy en som den dyreste. Jeg kunne ikke helt beslutte mig, så det første jeg fik investeret i var i en helt anden grøft nemlig en æske med dekorerede japanske spisepinde. Omsider fandt vi en billig MP3-afspiller af et ukurant mærke ved navn Vamp som vi aldrig har hørt om. Ja, og vi kom selvfølgelig ikke derfra uden denne Vamp tingest i lommen. Problemet er så lige at vi kun fik en, og vi vil jo begge to gerne have den.

Onsdag den 4. juni

Onsdag skulle være Disney dag, for der findes en tro kopi af Disneyland, Californien midt i Tokyo. Ingen af os har tidligere været i Disneyland, så det var med store forventninger vi entrede parken. Det var som at gå lige ind i et eventyrland med musik og dekorationer overalt. Havde det ikke været for de mange japsere omkring os, kunne man godt tro at man var havnet på en anden planet. Midt i parken ligger Askepots slot, og vi startede med en mystery tour i slottets kælder. Jeg havde overset ordet mystery, og troede jeg skulle se en lykkelig askepot, men det var skeletter og gys der ventede os. Det var meget sejt lavet og ret gennemført. Ja, og det kan man sige om alle de attraktioner vi fik prøvet. Rutschebanen gik for eksempel under et vandfald, gennem en drypstenshule og forbi hvide vandfbrusende terasser. Det var bare så flot. Om eftermiddagen begyndte det at regne, og vi gik over i Tomorrowland, hvor der var adskillige indendørsaktiviteter. Microadventure var en film som vi så med 3D-briller. Der kom ting og sager flyvende lige i hovedet på os, og til allersidst kom der en kæmpe hund og nøs på os. Cool! Det allersejeste var rutchebanen Space Mountain. Det var en hypermoderne indendørs rutchebane som vi suste rundt på i et mytisk stjernelys. Mørket gjorde at man ikke anede hvilken vej det gik, så pludselig drejede vi bare. Wuw, det var sjovt! Det var også her vi oplevede den længste kø på lidt over en halv time, så vi fik kun prøvet banen en gang. Jeg tror vi var rimeligt heldige, for Disneyland har ry for at have køer på flere timer. Vi sluttede af med en flyvetur i Dumbokarussellen.

Regnen gjorde at flere af paraderne med Disneyfigurerne blev aflyst. Vi så dog Chip & Chap og Fedtmule spadsere rundt i parken. Om aftenen kom de klassiske figurer kørende i et lille tog gennem parken, så vi fik vinket til Mickey og Anders And. Vi fik også lidt af Mickey med hjem, for Henrik var meget begejstret for en bøjle med sorte plys Mickey Mouse ører man kunne købe. Det eneste der ikke levede op til vores forventninger var slikudvalget. Der var ikke rigtig noget ordentligt slik at købe. Der var kiks, kager og popcorn, men ingen vingummi. Vi blev spist af med en pose karameller og nogle underlige chokolader med jordbærsmag. Vi så forresten også to ret nye Disneyfigurer i form af Mike og Sully stille op til fotoseance. Det var ret underholdende, for de små japanske børn var bange for de to store monstre.

Torsdag den 5. juni (Grundlovsdag)

I dag har vi kun haft to ting på programmet, men det endte også med at udfylde hele vores dag. I formiddags så vi Meiji-jingu Templet. Det er et tempel bygget i starten af 1900-tallet men genopført efter en brand under 2. verdenskrig. Templet lå midt i en park, og stien til templet gik gennem en stor indgangsportal af træ. Parken var ret skovagtig og alt det grønne fik omsider mig overbevist om at det er sommer. Ellers har jeg været lidt årstidsforvirret i hovedet. Vi passerede endnu en port inden vi trådte ind i tempelgården. Der var fire længer som dannede et kvadrat og midt i gården var der to store grønne træer. Ved en lille bod i gården kunne man skrive sine bønner på en træplade og hænge pladen op på væggen. Bønnernes indhold spændte bredt. De fleste ønskede fred i verden og et godt helbred, men der var også materielle ønsker som at vinde i lotto eller noget så håndgribeligt som en pony 😉

Efter frokost gik vi forvildede rundt for at lede efter en internet café. Det er ikke noget man finder overalt herovre, så vi gik forkert og spurgte om vej 5 gange, før vi omsider fandt frem til en Starbuck’s café med computere. Vi skulle tjekke mail for at finde adressen på det selskab som kan udstede vores færgebilletter til Rusland. Vi fandt adressen, men så er det lige problemet med at finde frem til en adresse i Japan melder sig. De har sådan et underligt system med at navngive bygningerne og nummerere delområderne af et kvarter. Vi satsede og tog metroen til Hatchibori som var det eneste vi kunne tyde ud fra adressen. Derefter spurgte vi os frem til 4-5-4, og vi blev ledt noget rundt, men fandt omsider United Shipping Agency’s kontor. Vores kontaktperson Teriyaki sad vist midt i det man kan kalde et åbent kontormiljø. Der var nok 100 mennesker som sad stuvet sammen ligesom på en børs. Hver person havde en computer og en ordentlig bunke papirer foran sig. Vi udfyldte et ansøgningspapir om billetter til Rusland, men vi kunne ikke betale med kreditkort, så vi blev nødt til at gå på jagt efter en hæveautomat. Der er masser af banker rundt omkring, men de fleste af dem kan ikke klare internationale hævekort, så vi måtte vade hele vejen ind til centrum, hvor vi vidste der var en Visa-automat på et posthus. Det blev en noget lang gåtur efter kontanter, men Teriyaki havde sagt at det ville tage en time at udstede billetterne, og vi var først tilbage da han var klar med billetterne. Han havde tilmed udprintet et gigatisk kort på A3 størrelse over Toyama by og forsynet det med klistermærker med engelske stednavne for at være sikker på at vi kan finde vejen til færgen.

Nu sidder vi på vores hotel, og mine fødders trædepuder er helt smadrede efter alt den vaden rundt. Hvad er der ellers at sige om Japan? Der er godt nok mange japanere, og de forstår virkelig at pakke sig sammen i togene i myldretiden. Japanerne har også opfundet nogle ret avancerede toiletter. I dag oplevede jeg et med varme i sædet og et helt håndtag fyldt med diverse knapper. Der er også flere dametoiletter som er udstyret med en lillehøjtaler der larmer, fordi japanske kvinder nødigt vil høres når de er på toilettet…

Sproget øver vi os flittigt på. Vi har en parlør fra LP, og vi kan efterhånden forskellige småfraser og hilsner. Problemet er bare at vi ikke kan forstå hvad japanerne svarer tilbage når vi siger noget på japsisk. Arigato Gozaimasu! Konban Wa!

Fredag den 6. juni

Turplanlæggerens måske lidt for ambitiøse Tokyo program har tæret på kræfterne, så vi vågnede først kl. lidt i 9 fredag morgen og nåede akkurat at få morgenmad på hotellet, inden de lukkede for køkkenet. Så denne gang er det gået hurtigt med at komme sig over jetlaget. Planen var egentlig at tage til Nikko, men da det tager to timer at komme derop med tog, besluttede vi at udsætte turen til næste dag for at få mere tid deroppe. Dermed blev fredag vores sidste dag i selve Tokyo, og første stop var Nationalmuseet i Ueno. Museet har en gigantisk samling, og det var helt skønt at se noget rigtig gammel historie i stedet for “nye” ting fra 1800-tallet og frem som der var mest af i Australien og New Zealand. Der var krukker og sværd og nogle meget flotte rustninger med dragemotiver.

Efter museet kom vi til at forvilde os hen i Electric Town igen, for en eller anden syntes det var absolut nødvendigt at få et ekstra memorychip til MP-3 afspilleren. Vi kom derfra med en 128 MB klods og en Maglite lommelygte. Så holdt vi et par timers siesta hjemme på hotellet, inden vi tog til Shinjuku for at spise til aften. Selve Shinjuku Station er en oplevelse. Det myldrer med mennesker i et væk, og er den travleste station i Japan hvor omkring 2 millioner mennesker passerer dagligt. På den ene side af stationen ligger skyskraberne med kontorer og til den anden side finder man butikskvarteret med neonreklamer overalt. Vi dryssede lidt rundt i butikkerne eller skal man måske hellere sige fulgte strømmen, for der var mennesker omkring en til alle sider. Da vi kom hen til en stor frugthandel duftede der så karakteristisk af Singapore, og så viste det sig selvfølgelig at duften stammede fra Durian frugter. Der var mange spændende ting at se på, men jeg har opgivet drømmen om at finde et par nye sandaler, for man kan ikke få damesko i størrelse 39 herovre…

Lørdag den 7. juni

For ikke at gentage gårsdagens morgensøvn havde vi i dag sat vækkeuret til, så omsider fik vi indviet det rejsevækkeur jeg fik i fødselsdagsgave. Afsted gik det lidt over otte med tog, og vi skulle skifte et par gange før vi sad i Nikko-toget. Man sidder meget tæt i de japanske tog – vi kan næsten ikke have benene der, for der sidder nogen overfor en ligesom i et IC3- tog. Når man sidder så tæt kan man heller ikke undgå at komme til at tale sammen, og vi fik en vældig snak på engelsk med et japansk ægtepar som skulle på vandretur i bjergene vest for Nikko. De fortalte meget ivrigt om en speciel plante som skulle være i blomst netop nu i den dal de skulle ud at vandre i. LP kalder planten for Skunk Cabbage=stinkkål, men derfor kan det da godt være den er smuk at se på? De nåede også lige at fortælle os at vi skulle op i en af togets to forreste vogne, hvis vi skulle til Nikko, for toget blev delt i løbet af turen.

Vi var i Nikko lidt over 11 og spiste frokost, før vi begav os op på bakken hvor man finder templerne. Man kunne få en kombibillet som gav adgang til alle fire templer samt en japansk have, så med lommen fuld af billetter var vi klar. Vi lagde ud med haven som levede op til alle forestillinger om en japansk have. Der var også et lille museum med små skatte og nogle store guldkatte. Templerne som var en blanding af buddhisme og shinto var simpelthen så flotte. Det var ligeså flot som Disneyland, for der var virkelig kræset om udsmykningen. Ja, man kunne næsten se sig helt hensat til himlen med alt det guld. Bygningerne var af træ og grundstrukturen holdt i røde farver. Ovenpå det var der så utallige dekorationer med guldborder og livagtige figurer. Udsmykningen var meget prangende i forhold til de templer vi så i Tokyo. Det var bygherrerne også godt klar over, da de konstruerede bygningerne. Derfor placerede de med vilje en af de bærende søjler på hovedet, for at guderne ikke skulle blive misundelige over at menneskene havde så fin en bygning nede på jorden. Et af templerne husede forresten en levende hvid hest som var blevet skænket af maorierne i New Zeland. Hesten gav “tempelservice”, hvilket dækker over at den er at finde i templet fire timer hver dag. Resten af tiden bor den i en almindelig stald blandt andre knap så hellige heste. Efter fem timers tempelkiggeri tog vi toget tilbage til Tokyo og pakkede vores ting. Vores rygsække er efterhånden noget proppede, og Henrik synes den store er noget tung at bære. Det er alle de bøger til togturen gennem Rusland der fylder og vejer.

Søndag den 8. juni

Vi forlod Tokyo med bus fra Shinjuku Station, og efter to timers kørsel var vi i Kowaguchi-ko omkring middagstid. Kowaguchi-ko er basecamp for Japans højeste bjerg Mt. Fuji. Det er en gammel vulkan, og den er hele 3776 meter høj. Det var godt tåget da vi ankom til byen, så vi kunne kun lige ane den nederste del af bjerget. Toppen var fuldstændig væk i skyer. Sigtbarheden var virkelig dårlig, og søen som bærer samme navn som byen, så vi heller ikke noget til. En venlig dame på turistbureauet bookede et hotel til os lige over for busstationen, og vi prøvede at snakke lidt med hende om vejrudsigten for Fuji for de kommende dage. Det så noget skyet og regnfuldt ud, og så påstod hun tilmed at en tyfon var på vej. Det lød jo ikke som det allerbedste vejr at bestige et næsten 4 km højt bjerg i, selvom ruten derop er overkommelig. Den officielle Fuji-klatresæson starter også først 1. juli og varer til slutningen af august. Omkring 180.000 mennesker når toppen i den periode, så det er omkring 3.000 om dagen! Selve opstigningen starter man ved 5. Station i 2300 meters højde, og det tager en time at køre derop fra byen af. Selv nu udenfor højsæson er der busser derop, men de kører ikke så ofte. Alternativet er at tage en taxi derop til 8.000 Yen = 500 kr. – en noget styg pris.

Mandag den 9. juni

Der var heller ikke noget bjerg at se i morges da vi stod op, for der var lige så tåget som igår. Vi har kun to dage ved foden af Fuji, så vi besluttede alligevel at tage en bus op til 5. Station i håb om at få lidt af bjerget at se. Lige inden vi hoppede på bussen kom der et lille hul i skyerne, og vi kunne ane en bid af toppen af bjerget i få sekunder men intet andet. Vi havde købt lidt proviant i 7-11 nede i byen, men 5. Station viste sig at være en hel lille by med masser af butikker og souvenirs. Selvom om vi var med den allerførste bus gav den noget begrænsede busplan os kun 5 timer deroppe, så vi ville ikke kunne nå helt til tops, for det tager omkring otte timer inklusiv nedstigning. Så vi drog afsted for at se det af Fuji vi kunne nå på fem timer. Stien var fin og bred og gik opad, men sigtbarheden var kun omkring 100 meter, så var alt dækket i hvide skyer. Der var omkring 5 grader ved 5. Station, men vi fik hurtigt varmen af at gå og gik med vores fleecetrøjer åbne. Ja, Henrik gik endda bare i T-shirt, for da vi kom op til 6. station, kom vi op over skyerne. Nu kunne vi også hele den øverste del af bjerget, og vi kunne tydeligt se hvordan stien zigzaggede sig opad. En ting man ikke har lært i Japan er at bygge, så det man bygger falder i med omgivelserne. Det gælder især for de utallige metalbarrierer og bygninger som snor sig hele vejen op ad bjergsiden af Mt. Fuji. Det var ikke noget kønt syn vi havde foran os med alle de jernmure, men måske er de effektive til at holde stien i god form på trods af sne og regn? Vi klatrede med sved på panden opad og opad. Vi kunne se en lillebitte rød japansk port et godt stykke oppe på bjerget, og vi besluttede os for at den skulle være vores mål for idag. Vi nåede op til porten ved 8. Station efter mere end to timers klatring, og det var en dejlig udsigt vi kunne nyde derfra. Vi kunne se helt ned til skyen som omhyllede bjerget omkring 6. station, og når vi kiggede opad kunne vi se helt til toppen. Højdemæssigt var vi omkring 2900 meter, så der var stadig 800 meter helt til toppen, og vi havde kun steget 600 meter. Vi spiste vores frokost og drak samtidig vores sidste vand. Jeg var ikke meget for det, men vi blev nødt til at holde der, for det var ikke realistisk for os at nå til tops og ned igen før solnedgang. Specielt heller ikke, når vi ikke havde mere vand. Det var noget ærgeligt, for vejrmæssigt så det fint ud, og vi havde også tøj nok med i form af huer, vanter og regntøj i rygsækken. Det var knap så hårdt at gå nedad, men det var ret stejlt, og jeg faldt et par gange i de løse sten. På vej nedad mødte vi nogle ret unge amerikanske knægte som allerede havde opgivet at komme op – de syntes det var alt for hårdt. Det tog halvanden time at komme ned, så vi havde lidt tid til at kigge i alle souvenirbutikkerne inden bussen kom. Med længselsfulde blikke stod jeg og bladrede i bøgerne med fotos af bjerget og krateret på toppen. Det lignede egentlig meget det vi så i Tongario i New Zealand for en månes tid siden, så måske gør det ikke helt så meget at vi ikke kom derop. Vi havde en rigtig fin tur, og mon ikke den også var mere idyllisk og fredfyldt end en julidag med 3000 japanere på bjerget. Mens vi ventede på bussen ved 5. Station brød toppen af Fuji langsomt fri af skyerne og til sidst kunne vi faktisk se hovedparten af bjerget. Men vel ned i byen var der ikke skyggen af bjerg, når vi kiggede i Fujis retning. Gad vide hvor få dage om året det egentlig er at Fuji ser ud ligesom på de fine fotos jeg så oppe i souvenirbutikken?

Tirsdag den 10. juni

Vi befinder os stadig i basecampen Kowaguchi-ko ved foden af Fuji, men der er stadig ikke noget postkortflot bjerg at se på. Byen er noget større end vi troede, og i dag har vi fundet søen. Vi fik også set søen oppefra, da vi tog en kabinebane op til toppen af en bakke bag byen. Udsigten ned over byen og søen var fin men noget tåget og grålig. Hele bakken var beklædt med træer og bag udsigtspunktet var der en skov. Pludselig var der noget som puslede i træerne foran os, og vi blev noget forbavsede, da der kom en abekat til syne. Der var en hel flok på en ti stykker, og de sprang larmende fra trætop til trætop.

Nede på jorden igen, gik vi på jagt efter en internetcafé, for nu har vi gået i tre dage og været uvidende om resultatet af Danmark-Norge landskampen i lørdags. Vi fandt et stort shoppingcenter med en gratis internetcomputer, og så var det jo helt forrygende at erfare at DK vandt kampen 1-0. På vejen fandt vi også et møntvaskeri, så nu må vi vist hellere se af at komme hen og få vasket tøj.

Onsdag den 11. juni

Kære Fuji!

Jeg ved du har inspireret mange kunstnere i tidens løb, og nu vil jeg tilslutte mig forfatterskaren og skrive et par linier.

Vi spejdede forgæves efter dig i tre dage,
men du var sky og gemte dig bag hvide dyner.
Vi betvivlede næsten din eksistens,
men et blik på hvert postkort i byen
fik os til at blive i troen.

Hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed,
må Muhammed komme til bjerget
eller er det omvendt?

Vi kom til dig og sad på din skulder.
Nysgerrigheden fik os højere op,
fri af skyerne til midt på din kind.
Du var stadig lidt genert,
dækket af sne hist og pist,
men vi fornemmede dig

Du fik lidt dårlig samvittighed,
da vi skulle afsted.
Tittede alligevel frem,
for at sige farvel.
Stadig grålig men med en majestætisk værdighed
stod du stolt og lod synet tale for sig selv.
Ensom og mægtig; et centrum i verden.
Vi forstod omsider hvorfor du er konge.
Men tvivlen nager mig endnu.
Hviskede du farvel eller var det mon på gensyn?

Ja, og så må vi vist hellere komme down to Earth again. Fra Kowaguchi-ko gik det onsdag morgen sydpå med en bus der kørte i en halvcirkel rundt om Fuji. Jeg behøver vel ikke nævne, at bjerget som sædvanlig var væk i skyer, så man slet ikke havde nogen anelse om at det var der. Vi skulle til Mishima, og det tog to timer at køre derned, for bussen gjorde holdt i alle små byer på vejen. Jeg blev selvfølgelig køresyg af at køre rundt på de bitte veje med utallige sving, og øhm hmmmn så kastede jeg op inde midt i bussen, men heldigvis nåede jeg lige at få fat i en pose, men uheldigvis var der et lille hul i den…

Mishima er en station på togstrækningen fra Tokyo til Kyoto, og her i Japan skal alting gå stærkt, så man kører 300 km/time med lyntoget Shinkansen. Det er en dyr fornøjelse – en Shinkansenbillet koster cirka det dobbelte af en almindelig billet, men så går det også mere end dobbelt så stærkt. Vi stod og vaklede lidt pga prisen, men da vi fik at vide at Shinkansen ville bringe os til Kyoto på 2½ time sammenlignet med 6-7 timer i bumletog, blev vi nødt til at prøve lynet. Snuden af toget ligner nærmest et helt fly med sit aerodynamiske design, og man føler sig også helt hensat til et fly, når toget lægger fra land med en voldsom acceleration. Vå nåede lige at få spist vores madpakke, og inden vi fik talt til ti på japansk (itchi, ni, san,…), var vi i Kyoto.

Sammenlignet med Tokyo er Kyoto en lille landsby med kun en million indbyggere. Det er her vi skal tilbringe hovedparten af vores tid i Japan, og vi havde på forhånd booket overnatning på en ryokan ikke langt fra Kyoto Station. En ryokan er en klassisk japansk kro med mange skikke. Ved indgangsdøren stiller vi vores sko og ifører os et par futsko. Futterne er noget glatte, og det er halvfarligt at gå ned ad trappen med dem på, men japanerne kan åbenbart godt lide dem. Man skal stille sine futter udenfor døren til sit værelse. Vi var ret spændte på at se vores værelse, og det lever helt klart op til forventningerne om japansk stil. Der er lyse sivmåtter på gulvet og en ret spartansk indretning. Vores seng er to sammenrullede futonmadrasser, som vi pakker ud på gulvet når vi skal sove. Der er et tebord i gulvhøjde med to små puder omkring til at sidde på. I Japan drikker man grøn te. Det smager ok i varm tilstand, men når det bliver lunken, smager det som rosenkålsvand. Bvadrk! Der er selvfølgelig også et lille fjernsyn, for vi er jo i Japan. I hjørnet ved døren er der en lille bakke med to kimonoer og tilhørende bælter. Kimonoen bruges om aftenen, for før middagen går man i bad. Man vasker sig med sæbe på helt normal vis og skyller sæben af, men man slutter af med at nedsænke sin krop i et badekar med brølvarmt vand. Vi har ikke middagen indkluderet i vores ophold, men kan jo godt gå i japansk bad alligevel, og det er godt nok varmt!

Efter at have tjekket ind på vores ryokan sidst på eftermiddagen, nåede vi lige at snuse lidt til Kyoto. Vi så stationsbygningen som er en ren high tech stålkonstruktion fra 1997. Der er butikker og rulletrapper i et væk, og på 10. sal er der en gangbro, hvorfra man kan skue ud over byen. Vi kom også forbi turistbureauet og bookede en japansk studerende som privat guide til i morgen. Det er en gratis service, men man skal dog betale transport og entreer for guiden.

Torsdag den 12. juni

Vi mødtes med vores noget søvndrukne guide uden for turistbureauet kl. 9. Det var en ung knægt på 20, men jeg har glemt hans navn. Det var mest for at prøve det, at vi skulle have guide med, for ellers plejer vi jo nok selv at kunne finde rundt. Så kunne vi også stille ham vores tusind ubesvarede spørgsmål om Japan. Først tog vi med bus hen til Nijo-jo slottet. Måske vi lige skulle starte med lidt historiefakta om Kyoto. Byen var Japans hovestad frem til 1868, hvor Tokyo tog over. I mere end 1000 år har der været en kejserfamilie i landet, men det er ikke altid kejseren som har haft den politiske magt. Der har været lange perioder med en militærmagt f.eks. en shogun. Nijo-jo slottet er fra 1603 og blev bygget til en shogun. Det er nok den flotteste bygning, vi har set i Japan. Udefra lignede det egentlig meget en tempelbygning, men indeni var der en meget spartansk indretning – ingen møbler men masser af flotte malerier på væggene. Vi satte skoene og kunne vandre rundt i slottets gange på strømpefødder på et meget knirkende trægulv. Det er med vilje at gulvet knirker, for at eventuelle snigmordere bliver opdaget i tide. Fra gangen kunne vi kigge ind i de enkelte rum som havde sivmåtter på gulvet ligesom hjemme i vores ryokan. På væggene var der malet naturmotiver som træer og fugle og loftet var pyntet med fine mønstre i stærke farver. Det var godt nok flot. Udefor var der en voldgrav omkring slottet, og der var også en fin have.

Næste punkt på programmet var Nijo Jinya og her fik vi virkelig brug for vores guide, for der var kun rundvisning på japansk. Det er en gammel kro også fra 1600-tallet, og den blev brugt til at huse herremænd som var på besøg i hovedstaden. Det lyder måske ikke specielt ophidsende, men det totalt seje ved stedet er, at alle rummene er specielt designede, så den vigtige gæst i form af herremanden har mulighed for at undslippe et fjendtligt overraskelsesangreb. Ligesom på slottet var der knirkegulve overalt. Der var skjulte skabe og rum, hvor herremandens bodyguards kunne sidde på lur. Bygningen var i to etager, og der var en hemmelige trappe som kunne trækkes ned fra loftet og vupti kunne man lige fjerne nogle gulvbrædder og smutte op ovenpå. Oppe på loftet var der en falsk nedadgående trappe som manglede nogle trin – når forfølgeren så løb den vej og faldt ned, kunne man lægge et låg på trappen og fange ham. Det mest snedige påfund var et lille rum med en falsk bund. Man kunne gemme sig bag den falske bund og hvis nogen prøvede at åbne ind til rummet, ville man være gemt bag den åbne dør. Cool!

Så var det tid for frokost, og vi bad guiden om at udvide vores kendskab til det japanske køkken. Han foreslog japansk pizza, og det lød jo meget spændende. Pizzaen var nu mere en slags æggekage som var overlæsset med fyld. Vi fik tre forskellige slags som blev placeret på en stor varmeplade midt i vores bord. Med en spatel kunne man skære sig et stykke og så var der et utal af dressinger og tang (ja, tang) man kunne hælde ovenpå. Vi fik en “pizza” med spaghetti og skinke, en med rejer og grøntsager og en med bacon og æg. Det smagte godt, især den med rejerne var lækker.

Der er mere end 1000 templer i Kyoto, og vi så et par stykker af dem i Daitoku-ji over middag. Det var zenbuddhistiske templer, og der var småbitte haver omkring med mos og sten som skulle symbolisere verden. Vores guide var efterhånden ved at blive lidt sløv, og han stod hele tiden og fingererede ved sin mobiltelefon. Den var rigtig fancy med kamera og farveskærm – det lignede næsten en hel computer. Vi blev enige om at give ham fri og tog bussen tilbage til stationen. Her fandt vi et supermarked i kælderetagen og vi købte sushi og mælk og muesli til morgenmad. I længden bliver man lidt træt af ris, så det er helt skønt med lidt hverdagskost. Japanerne selv spiser tørret fisk til morgenmad – det venter vi lige lidt med at prøve.

Fredag den 13. juni

I dag har vi shoppet, men det var kun Henrik som fik købt noget, og han fik ikke noget med hjem, for det kommer først med post til Danmark om et par måneder. Han købte to samuraisværd: en katana og en wakizashi. Det er de der sværd en samurai render rundt med på film. Heldigvis er det sådan nogle prydgenstande med en blød æg, og der er en fin lille stander med til at opbevare dem på. Jeg synes det er lidt drabeligt med sådan nogle store våben, så jeg er ret glad for han ikke købte deluxeudgaven med tre sværd på rad. Han fik forresten også en lille sort tantokniv med i købet – dens blad er ligeså sløv som sværdenes, så nu er han en veludrustet samurai. Gad vide om jeg engang må låne udstyret til karneval?

Vi fandt en god boghandel som havde en del engelske bøger, og jeg har forudbestilt Harry Potter bog nr. fem som udkommer den 21. juni. Den er på mere end 800 sider, så der skulle være underholdning til den lange togtur i Rusland. Der var også en ret god samling af graduate matematikbøger, og Henrik fandt en bog med Adventures in Group Theory. En dårlig vits fra bogen: “What is commutative and purple? – An abelian grape…”
De japanske bøger vender forresten helt forkert, når de står på hylden hos boghandleren, for de læser en bog bagfra…

Lørdag den 14. juni

Planen var egentlig at tage til Osaka i dag, men vi fandt ud af at vores kontantbeholdning var lidt lav, og det var umuligt for os at finde en ATM (=Visaautomat) i nærheden af togstationen i morges. Problemet er, at der kun er et par japanske banker som accepterer et udenlandsk VISA, og tit placerer de ATM’en inde i banken. Først kl. 10 kunne vi hæve i vores sædvanlige ATM som er midt i en butik. Samtidig øsregnede det, så vi blev enige om at blive i Kyoto og tage til Osaka i morgen.

Man må sige Kyoto er en ret turistvenlig by, for der er langt mere information på engelsk end i Tokyo. Vores guide fra i torsdags sagde, at Kyoto er turisternes by mens businessfolkene besøger Tokyo. Der er også et godt tilbud mht. transport for os – man kan købe en busbillet for 500 Yen (omkring 30 kr.), og den varer hele dagen og er tjent ind på kun to ture. Udstyret med sådan en billet tog vi med bus til Kinkaku-ji Templet. Det kaldes også det gyldne tempel, fordi det er guldbelagt. Templet ligger meget idyllisk ved bredden af en sø, og det er nok en af de mest fotograrede bygninger i Kyoto. Vi har efterhånden set en del templer, så over middag tog vi på marked inde i centrum. Der var en kæmpe arkade med en masse souvenirbutikker og skrammel, men det mest spændende var at gå gennem boderne med mad. Jeg fandt også en tørret udgave af de fisk med øjne, som jeg fik til aftensmad en dag.

Søndag den 15. juni

Vi tog toget vestpå til Himeji og kom gennem Kobe undervejs, hvor Michael Laudrup spillede et par sæsoner engang. Nu er danskerne ikke længere så begejstrede for byen, for byen påståes at have verdens største hængebro, og det må jo være den der slog Storebæltsbroen få år efter den var færdigbygget. Vi kunne se broen fra toget, og jeg synes altså ikke den så større ud – det kan godt være den spænder bredere (næsten 4 km), men pylonerne på Storebælt virker meget større.

Himeji by er domineret af Himejislottet som ligger på en stor bakke midt i byen. Det er det flotteste slot i Japan, og der er egentlig ikke så mange slotte at kappes med. En shogun for et par hundrede år siden, dikterede nemlig at hovedparaten af Japans slotte skulle rives ned, for de var alt for dyre at vedligeholde. Slam! Himejislottet er helt hvidt og består af mange små bygninger. Hovedtårnet i seks etager er bygget i en typisk japansk stil og ser rigtig eventyragtig ud. Det tog godt to timer at udforske hele slottet. Der var en markeret rute fra bygning til bygning og man sluttede af med at entre hovedtårnet og kom helt til tops til 6. etage. Det var noget af et fæstningsværk – oprindeligt havde der været tre voldgrave – den yderste helt nede ved togstationen som var et kvarters gang derfra. Det er kun de to inderste der er bevaret. Der var hylder til geværer og krudt overalt i hovedtårnet, men slottet er faktisk aldrig blevet invaderet. Måske fordi det var så godt udrustet?
Vi spiste frokost i en park neden for slottet, og så tog vi toget til Osaka. Det er en by med 2,5 millioner indbyggere, så pludselig stod vi midt i et mylder af mennesker. Osaka har et helt fantastisk akvarium, og det var vores mål for besøget. Temaet for akvariet er Ring of Fire, som er den vulkanring man kan tegne hele vejen rundt om Stillehavet. Ringen stryger lige forbi Japan og Indonesien. Derfra videre til New Zealand som ligger direkte på ringen. Og Amerikadelen rammer Chile, Mellemamerika og Californien. Japanerne forstår sig virkelig på at lave total udsyn for publikum. Man blev ført rundt i en stor spiral og kom hele tiden et lille stykke nedad. På den måde kunne man se hver udstilling i tre niveauer. Over vandet, hvor der i den sydamerikanske jungle hang et dovendyr og sov, imens en kulørt fugl en form af tukan sad og pralede med næbbet. Dernæst den øverste del af vandet hvor Amazonflodens fisk strøg forbi, og til sidst bunden, hvor krabber og kravl boede. Det var rigtig flot og gennemført – eneste ting vi kan klage over er at udstillingerne var lavet til japanerhøjde. Vi skulle hele tiden bukke os ned for at se hvad der foregik i vandet, for i stående højde skuede vi lige hen over vandoverfladen… Den største tank indeholdt blandt andet en kæmpestor hvalhaj som svømmede rundt med en lille shark sucker lige under sig. Hver gang man fik øje på hajen, kunne man være sikker på at suckeren var lige under den. Skørt at fisk kan være “venner” på den måde. Aller nederst i det japanske dyb fandt vi kæmpe krabberne. De var bare så stygge og store. De mindede lidt om rumskibe eller et eller andet fra en sci-fi film. De mange besøgende japanere vimsede rundt med deres mobiltelefoner og tog hele tiden billeder af fisk og dyr. Sådan en fotomobilos er godt nok det helt store hit herovre.

Ved siden af akvariet var der et stort butikscenter med spisesteder og butikker. Det var et stort forlystelsescenter, og oveni hatten havde de selvfølgelig også et gigantisk pariserhjul. Vi har set nogle stykker af dem i Japan. Ja, faktisk alle byer med undtagelse af Kyoto har vist et. Hjulet i Osaka som vi havde lige foran os, viste sig at være verdens største, og så blev vi jo nødt til at prøve det. Det kørte utroligt langsomt rundt, så det stopper ikke for at tage passagerer på. Man træder bare ind i kabinen mens det kører. Med en diameter på 112 meter er det en lukket kabine man træder ind i, så turen mindede egentlig mest af alt om en skilift. Der var en god udsigt over Osaka fra toppen.
Vi kom til at tage et bumletog tilbage til Kyoto, så det tog lidt lang tid at komme hjem.

Mandag den 16. juni

Omsider er det blevet tid for det faglige indslag i Kyoto. Henrik skal besøge forskningsinstituttet RIMS som har forskellige workshops kørende. Jeg tog med derud for at se hvad det var for noget. Der er to workshops i denne uge, og det er meget uformelt. Det koster ikke noget at deltage, og man skriver bare sit navn på en liste som ligger lige uden for foredragslokalet. Den ene workshop handler om Quatum Cohomology og er ret international besat. Det viste sig at en Anders Buch fra Aarhus University stod som foredragsholder. Vi kender ham ikke fra Aarhus, for han har været i USA de sidste år, men han er altså ansat i Aarhus nu. Vi løb ind i Anders straks vi kom derud, for han var lidt nysgerrig efter at høre, hvad vi lavede der. Jeg syntes det var helt dejligt at se noget matematik igen, men jeg må indrømme jeg ikke forstod meget af hvad der foregik. Der var foredrag fra 13-17, og det var volapyk for mig.

Tirsdag den 17. juni

I dag startede den anden workshop om algebraiske XXX (jeg kan ikke helt huske hvad den hedder). Jeg tog med igen i håb om at det måske var noget jeg kunne forstå, men ak foredragene var kun på japansk, så nu har jeg opgivet. Al notationen på tavlen foregår godt nok på engelsk, så Henrik kunne godt følge lidt med i hvad der skete, men det er lidt hårdt, når man skal sidde og gætte sig frem til hvad der foregår. Henrik spurgte arrangørerne, om nogle af foredragene ville være på engelsk, men de svarede på et meget gebrokkent engelsk, at der kun var japanere på programmet. Det er selvfølgelig heller ikke let for foredragsholderne at skifte til engelsk, når de har forberedt det hele på japansk, og jeg tror heller ikke at de var så gode til engelsk, for de virkede lidt grønne sammenlignet med dem på Cohomology workshoppen. På forhånd havde vi bare forventet at foredrag var på engelsk, for programmet for workshoppen er på engelsk på deres hjemmeside, og stedet virker så internationalt, men vi har selvfølgelig også kun læst den engelske version af deres hjemmeside… og ham Henrik har mailet med som anbefalede denne algebraiske workshop, nævnte heller ikke et ord om at det var på japsisk.
Over middag var Anders Buch på programmet, og det er nok det foredrag jeg har fået mest ud af. Jeg kender ikke al matematikken bag det han snakkede om, men hans sprog var så let at forstå. Resten af foredragsdagen underholdt jeg mig selv med Bafflers. Det er en bog med matematikopgaver som vi købte i Minneapolis, og jeg havde taget den med i tilfælde af at jeg skulle blive sat af ligesom i går.

Onsdag den 18. juni

I dag har jeg bevilget mig selv fri, for jeg får jo ligesom ikke det helt store ud af de workshops på RIMS. Jeg sidder på 9. sal henne i stationsbygningen, hvor der er et internationalt center med internet og engelsk sprogede aviser. Så jeg har god tid, og kan omsider få opdateret hjemmesiden.

Mit sidste projekt hos NumberWorks var et program med en klovn, og det er kommet op på deres hjemmeside, så jeg skal lige have lavet et link på forsiden, så dem der har lyst kan prøve at spille klovn.

En ting vi hele tiden forundres over er japanernes høflighed. Man bukker og nejer hele tiden, og man maser bestemt ikke i en kø. Når man skal med tog stiller man sig pænt i kø ud for nogle nummererede afsnit på perronen, og når toget kommer går man pænt ind af døren – man maser sig ikke frem til en siddeplads. Dvs. den regel gælder for alle tog undtagen metroen. I metroen må man gerne skubbe lidt, for her skal man skubbe for at få en ståplads.

Lørdag den 21. juni

Så er Harry Potter bog nummer fem i hus, og jeg har allerede læst de første to kapitler. Jeg havde forhåndsreserveret den i en boghandel her i Kyoto, men der var slet ikke kamp om at få den. Der var masser af Potter-bøger på hylderne, og man kan endda få den i flere forskellige versioner. Blandt andet en med et sort/hvidt cover en såkaldt voksenudgave, så folk ikke skal tro man sidder og læser en børnebog! Bogen er på 766 sider, så det er en dejlig tyk mursten. Og jeg er ikke spor flov over at vores version er skriggul – Harry Potter er for sej!

I formiddags var vi på marked nede ved Toji templet som ligger lidt syd for stationen. Det afholdes hver måned den 21., og det var noget af et tilløbsstykke. Der var mennesker overalt. Samtidig var det også i dag at sommeren for alvor kom til Kyoto. Det var sindssygt varmt, og det var uudholdeligt at gå rundt på marked i et mylder af mennesker. Det var et rigtig japansk marked med tøj, skrammel, mad, nødder og tørret frugt. Der var rig mulighed for smagsprøver, men pyh hvor var det varmt. Ret hurtigt endte vi under en parasol med en flaske isvand, for solen var bare skarp.

Igår besøgte vi et filmstudie. I udkanten af Kyoto er der bygget en hel by i Edostil som kulisse til optagelse af japanske samuraifilm. Man kan gå rundt og kigge med når de optager, men man skal være musestille. De var ved at skyde nogle scener til en sæbeopera, da vi kom forbi. Det var noget med en gråhåret mand og en kat, og manden med det grå hår var åbenbart en ret populær japansk skuespiller. Tilskuerne omkring os var ved at dåne, da han var færdig med optagelserne og gik forbi. De stod i kø for at trykke hans hånd og skulle også fotograferes sammen med ham. Det vrimler altid med skoleelever når vi er ude at se noget og filmbyen var ingen undtagelse. For anden gang i vores tid i Japan blev vi overfaldet af skolebørn som ville interviewe os på engelsk som en slags skoleprojekt. De starter meget godt ud med at spørge om navn og hvor vi kommer fra, men derefter går der noget galt med opbygningen af deres spørgsmål. Henrik blev f.eks. spurgt: Vi gik til baseball. hvor gik du hen? For at underholde publikum i filmbyen var der masser af boder og små forestillinger rundt omkring. Der var et spøgelseshuset som var ret uhyggeligt, fordi der var et par levende mennesker blandt de “døde”. Vi så en forestilling med tre ninjaer og to samuraier som kæmpede. Der var også et studie hvor de demonstrede filmteknikker. To fyre kastede med knive og opbyggede en kulisse med enkle midler.

Søndag den 22. juni

Jeg måtte sluge to panodiler igår aftes for at kunne falde i søvn, for jeg havde i løbet af lørdagen fået en voldsom tandpine. Jeg har aldrig haft tandpine før, så det føltes rigtig slemt. Selvfølgelig får man tandpine midt i weekenden, så man skal vente helt til mandag før man kan konsultere en tandlæge… Efter sidste søndags besøg i Osaka, blev vi enige om at vi godt kunne bruge en dag mere i den by, så vi tog toget derned. Det regnede som det har gjort hovedparten af de dage vi har været i Kyoto, men juni er også regntid i Japan, så sådan er det bare. Det er noget af et skift at komme fra Kyoto Station til Osaka Station. Det vrimler bare med mennesker i Osaka, og folk virker så fortravlede. Byens vartegn er to tvillingetårne som er forbundet allerøverst oppe, så bygningen ligner et U på hovedet. Der er lavet et udsigtspunkt på toppen og man kan komme helt ud i den friske luft og se ud over Osaka. Vi var en tur til tops, men det var en noget grålig by vi kunne skue ud over.

Osaka skulle være et af de bedste steder i Japan at spise ude, og vi fandt et lille hyggeligt spisested i det enorme undergrundskompleks der var ikke langt fra stationen. Vi fik en ret med ris, kyllingestykker og tomatsauce som var dækket af et lag hvid ægge/ostesauce. Det smagte rigtig godt, og Henrik var svært tilfreds med sin frokost. Faktisk snakkede han meget om at spise aftensmad samme sted. Over middag dryssede vi rundt og kiggede på butikker. Vi kom gennem en arkade, hvor man kunne købe alle nødvendige remedier til at starte en restaurant i Japan. Der var alt fra køkkenudstyr, udsmykning, skilte til toiletdøre til de yderst vigtige plasticmodeller af den mad man serverer i restauranten. Mange af plasticmodellerne er næsten livagtige og vi kom til at købe et par stykker sushi. Min plan er at lime en magnet på dem, så de kan blive til køleskabsmagneter.

Tilbage i Kyoto kunne jeg igen ikke finde ro for min tand, så første punkt mandag morgen skulle være at finde en tandlæge.

Mandag den 23. juni (Skt. Hans aften)

De flinke folk på turistbureauet anbefalede en engelsktalende tandlæge som boede i den næste blok, så jeg kom hurtig under behandling. Der var ti brikse på rad, hvor folk lå med åbent gab, og jeg blev placeret i en af dem. Et røngtenbillede afslørede at jeg havde et hul i en kindtand i overmunden, og tandlægen sagde han kunne lave en midlertidig fyldning. “Så kan tanden jo blive lavet ordentligt, når du kommer hjem til Danmark”. Efter at have boret i mig viste det sig desværre, at der var en nerve tæt på hullet (det er derfor det gør så hulens ondt), og tandlægen var lidt nervøs for om smerten ville forsvinde, så han sagde jeg skulle komme tilbage, hvis jeg fik smerter igen. Mens jeg stadig var bedøvet, var det jo svært at afgøre… Jeg fik en regning på 180 kr., og det var da ret billigt sluppet tænkte jeg. Derhjemme kunne man vel knap nok have fået en konsultation til den pris.

Resten af formiddagen tilbragte vi i Sanjusangendo Templet. Det består af en 120 meter lang træbygning som indeholder 1001 kannon statuer. De 1000 af dem er på størrelse med mig og er nærmest identiske. De er udskåret i træ og guldlakerede, og så står de på rad og række. med fem statuer i hver række. Efter de første 500 statuer kommer der en kæmpe kannon som sidder midt i en lotusblomst, og dernæst endnu 500 statuer. Det var som at gå gennem et langt skatkammer med alle de statuer. Vildt imponerende med guldansigter overalt. Hver kannon havde 42 arme og hver hånd holdt en eller anden lykkebringende genstand. Og fordi der er 25 verdener, kalder man det for en tusindarmet kannon. Ak ja, de buddhister kan da vist ikke regne (25*42=1050)…

Jeg var efterhånden godt sulten, og der var gået tre timer siden jeg forlod tandlægen, så jeg mente godt jeg måtte spise igen. Jeg nåede lige at bide et par gange i min sushirulle før jeg skreg. Nu var min tandpine værre end nogensinde. Det gisnede hele vejen gennem tanden. Vi gik tilbage til tandlægen, og han sagde resolut at nu ville han slå nerven i min tand ihjel. Jeg var parat til hvad som helst, så jeg åbnede munden på vid gab og fik en ny omgang bedøvelse. Det er åbenbart en længere proces at slå den nerve ihjel, for jeg kom derfra med en stor regning og en aftale om at komme igen onsdag.

Tirsdag den 24. juni

Ikke et ord om min tand i dag, men vi kan lige sende en kærlig tanke til Henrik som stadig orker at høre om mine pinsler.

Det øsregnede da vi stod op, og det blev det bare ved med. Vi havde set nogle reklamer for en særudstilling om Star Wars på Kyoto National Museum, og med alt det regn var det næsten oplagt at krybe i ly inden for på et museum. Det var første dag med Star Wars, så Darth Wader og stormtropperne stod ved museets indgang og ventede på os. Der var nu ikke meget liv i dem, for de var noget bange for regnen. Udstillingen var ikke særlig stor, men der var flotte rumskibe, og R2D2 og C3PO var der selvfølgelig også. Vi kunne ikke lade være med at tænke tilbage på den flotte udstilling vi så om Ringenes Herre filmene i Wellington, og sammenlignet med den, var det her ikke meget værd. Jeg tror man skal være en af de freaks, der kan filmene udenad, for at blive imponeret over den udstilling. Merchandisebutikken var næsten ligeså stor som udstillingen – der fandt man blandt andet Legomodeller af rumskibene.

Onsdag den 25. juni

Jeg var en tur i tandlægestolen kl. 9 i morges til anden etape af “slå nerven i hjel”. Måske har jeg nerver af stål, for jeg skal derhen igen på fredag. Forhåbentlig bliver det sidste gang. Det går bedre med tanden nu, men jeg er stadig ikke så glad for at tygge med den, for det gør ondt. Vi har gået rundt i den østlige del af Kyoto i dag og beundret nogle af de gamle gader og huse. De fleste huse er i to etager og er bygget af træ. De minder egentlig meget om vores ryokan. På den øverste etage hænger der strågardiner for vinduerne og skygger for solen. Vi var også en tur hos boghandleren Maruzen som har en hel etage med bøger på engelsk. Jeg købte en bog om Marco Polos rejser, for jeg er kommet til at læse en af de bøger (Life of Pi) jeg havde købt til togturen gennem Rusland. Jeg blev ret gal, da jeg læste slutningen af den bog, men måske var det hele pointen.

En gang i sidste uge var vi forresten i biografen. Jeg fik lov at vælge film, så vi så Two Weeks Notice med Hugh Grant. Det var en rigtig sjov film, men av min arm det kostede 120 kr. pr. næse!

De ivrige japanske skoleelever har forresten været efter os igen. Vi har svaret på spørgsmål om hvilken japansk mad vi kan lide, og det er blevet en indbringende forretning, for ungerne er begyndt at begave os. Vi har indtil videre en samling bestående af et lille lommespejl og tre origami traner.

Torsdag den 26. juni

Vi forlod vores ryokan i Kyoto, og Mama bukkede og nejede da vi sagde farvel. Vi har også været der i 15 nætter og af og til været de eneste gæster, så vi kendte efterhånden hinanden godt. Vi tog et tog sydpå til Nara, som er Japans allerældste hovedstad (dvs. før Kyoto og Tokyo). Det er dyrt at bo på ryokan i Nara, så vi valgte et almindeligt hotel. Vores rygsække efterlod vi i receptionen på vores hotel, og så gik vi på opdagelse i Nara. Det virkede som en ret lille og overskuelig by på trods af at der er omkring 300.000 indbyggere, men det er nok fordi vi kun gik omkring i det kvarter der hedder Nara-koen. Byens store seværdigheder er selvfølgelig templer, og de ligger rigtig idyllisk placeret midt i Nara Park. Og ikke nok med det, parken er fyldt med tamme rådyr som er klassificeret som nationale klenodier (national treasures)! Først så vi Kofukuji Templet som har to pagoder. En med tre etager og en med fem etager. Den med fem var rigtig fin og stor, og det er den næsthøjeste i Japan. Den overgåes kun med et par centimeter af Toji pagoden i Kyoto – Toji Templet hvor vi var til marked. Allerede mens vi kiggede på pagoder kom rådyrene og undersøgte om vi havde noget mad til dem. Flere af dyrene havde ret flotte gevirer, og vi sneg os til at føle lidt på dem. De mærkede blødere end jeg havde regnet med.
Videre gik det gennem parken og forbi en lille sø med karper. En lang grusbelagt sti førte op til Kasuga Shrine. Langs stien var der på begge sider stenlanterner. Selve templet synes vi ikke rigtitg var noget særligt efter alle de mange templer vi har set, men det lå da meget flot placeret midt i parken.
Sidste tempel på programmet derimod var virkelig en oplevelse. Todaiji Templet, hvis hovedbygning er verdens største bygning af træ. Vi kunne se den på lang afstand, og den var virkelig flot med to store guldhorn på taget. Indeni finder man en gigantisk buddha af bronze som er 16 meter høj! Det var imponerende at stå og kigge op på den enorme Buddha som havde en stor rund plade af guld bag sig. Det var stort, og så har det faktisk engang været endnu større, for den nuværende bygning er 1/3 mindre end den oprindelige som blev ødelagt af en brand… Man kunne gå hele vejen rundt om buddhaen, og omme bag ved var der udskåret et stort hul i en af de bærende søjler i bygningen. Hullet skulle være på størrelse med buddhaens næsebor, og hvis man kan faa sin krop møvet igennem hullet, opnår man oplysning. Der var nogle japanske skoleelever som stod og tøvede med at prøve, så jeg sprang til og brugte det trick som LP anbefaler: At stikke armene igennem hullet først. Derefter var det ingen sag at trække resten af kroppen gennem hullet, så da jeg kom ud på den anden side var japanerne vildt imponerede. Med min nye oplysning gik jeg derefter hen til en statue udenfor templet som skulle være i stand til at heale ens lidelser. Man skulle gnide lidt på det sted det gør ondt, og derefter gnide det samme sted på statuen. Jeg gik selvfølgelig efter at få healet min tand, men jeg kunne ikke nå statuens tænder. Jeg gned den lidt på skulderen og håbede så på at min oplysning ville række resten af vejen til healing.

Fredag den 27. juni

Om formiddagen spadserede vi rundt i de ældste gader i Nara. Der var rigtig hyggeligt med små smalle gyder og stræder. Et gammelt hus var indrettet som museum og skulle vise hvordan et hus i Japan så ud for et par hundrede år siden. Det mindede egentlig meget om den ryokan vi boede på i Kyoto. Sivmåtter på gulvet og meget få møbler. Der var en ret flot trappe som samtidig var en stor reol med skuffer. Al pladsen under trappen bestod af skuffer. Under hvert trin var der en lille skuffe, og så bestod resten af nogle lidt større skuffer. Spadserturen førte os hen i et hjørne af Narapark, hvor der var en stor dam fyldt med skildpadder. Der lå mere end 20 skildpadder oveni hinanden på nogle træstammer ude i vandet. Mens vi sad på en bænk i skyggen og betragtede skildpadderne, var der en due som fløj ud til skildpadderne og gik rundt oven på dem. Det var bare et sjovt syn.

Over middag tog jeg toget til Kyoto for at komme til mit forhåbentlig sidste tandlæge besøg. Det gik smertefrit, og nu har min tand det bare godt. Jeg kan slet ikke mærke noget til den. Tilbage på hotellet i Nara gik vi igang med at pakke vores små rygsække til weekendens vandretur.

Lørdag den 28. juni

Endelig oprandt dagen for vores naturindslag i Japan: En to dages vandretur gennem Osugi-dani-kløften. Vores store rygsække fik vi lov til at efterlade på vores hotel i Nara, så vi havde pakket regnjakker og småting i vores små rygsække til en enkelt overnatning. Odai-ga-hara som er startpunktet for vandreturen ligger rigtig langt ude i bjergene, og det tog 3½ time at komme derop. Først halvanden time med tog og derefter to timer i bus. Busturen var vældig seværdig. Vi kørte fra den ene dal til den anden gennem tuneller og over broer. På begge sider af os var der høje træklædte bakker. Der er rigtig flot og grønt, når man først kommer ud på landet i Japan. Det regner tit, så alt er så frodigt. Efter en times tid begyndte bussen at bevæge sig opad. Vejret skiftede også. Det blev mere og mere gråt, og da vi blev sat af på toppen ved Odai busstop småregnede det. Vi fyldte vores vandflasker og fik regnjakker på, og så gik vi afsted. Klokken var næsten halv tolv på grund af den lange transporttid. Fra LP havde vi en rigtig god beskrivelse af vandreturen, men vi havde også et japansk kort med over områet. Den første times tid gik vi på et ret fladt stykke gennem en mosklædt skov. Det småregnede stadig, og det var også ret tåget og diset, så skoven virkede helt eventyragtig. Der var en del informative skilte på japansk om dyr og planter undervejs, og vi blev noget overraskede, da vi så et skilt med en brun bjørn som et af de dyr vi kunne møde. Jeg havde læst de fandtes i Japan, men jeg troede kun det var helt oppe nordpå. Tanken om at møde sådan en stor karl lød ikke så tiltalende. Henrik morede sig vældigt ved at snakke om brune bjørne for at drille mig. Så da der pludselig kom et par rådyr springende frem på stien foran os, blev jeg helt forskrækket. Dyrene var nu ret nuttede og de stod helt stille og kiggende nysgerrigt på os. En solid og bred trætrappe førte os til toppen af Hide-ga-take. Vi spiste vores frokost, og så begyndte den store nedtur ellers. I starten var stien afstivet med plastictræstammer, men det holdt ret hurtigt op. Derefter var stien bare naturlig fyldt med trærødder og klippesten. Det gik nedad og nedad og nedad. Mine ben rystede tilsidst, fordi man hele tiden fik et stød gennem benene når man trådte ned. Efter 2½ time nåede vi bunden og blev belønnet med udsigten til Dokura-daki vandfaldet. Det er kun 20 meter højt men lander i et dejligt blågrønt bassin.

Nu havde vi omsider nået bunden af Osugi-dani-kløften, og fra nu af kunne man godt tro at stien bare ville gå ligeud. Problemet er bare at der er en flod i bunden af kløften, så stien bliver nødt til gå lidt højere oppe på en af skråningerne. Snart gik vi på den ene siden af floden og snart på den anden. Hver gang vi krydsede floden, var det via seje hængebroer som gav et godt udsyn over kløften. Stien var meget udfordrende. Der var mange fugtige mosbegroede sten/klipper som var glatte at træde på, så man skulle træde varsomt. Foran os havde vi 3,2 km til den hytte vi skulle overnatte i, og vi gik kun omkring 1 km pr. time. Mange steder blev stien indsnævret til en lille smal klippeafsats, men der var heldigvis jernkæder fastgjort til klippen som man kunne holde fast i. Når man kiggede ned i kløften var der fine blå og grønne farver i vandet i floden. Der var masser af store klippesten som lå som forhindringer for vandet overalt i bunden af kløften, så det er måske lidt meget at kalde det for en flod. Vandet var på ingen måde sejlbart og på grund af de mange sten var der hele tiden små fald. Ned langs skrænterne i kløften kom der hele tiden vand. Mange steder smådryppede det, og andre steder var der dannet store vandfald. Vi passerede det ene vandfald efter det andet, og de blev højere og højere. Det var fantastisk flot. Omkring klokken seks nåede vi det sidste vandfald på dagens etape (80 meter højt), og drøntrætte satte vi os ned og spiste vores sidste proviant. Der var stadig omkring en halv times vandring tilbage, før vi nåede frem til vores hytte, og jeg skal love for den var et kærkomment syn. Momonoki-yama-no-ie hytten er kæmpestor og bygget af træ, og den ligger midt i Osugi-dani-kløften. Hvordan de får forsyninger derind har vi ingen anelse om. Vi havde reserveret plads på forhånd, men vi var de eneste gæster. Efter et dejligt japansk bad fik vi serveret aftensmad: En stor skål suppe og en portion ris med stegte rejer og svinekød. Det var lige hvad vi trængte til, og bagefter gik vi lige på hovedet i seng. Vi sov på gulvet på japansk maner i et stort sovesalsrum, hvor man ikke kunne stå oprejst. Jeg synes det var en drønhyggelig hytte og man kunne tydeligt høre flodens brusen lige uden for.

Næste morgen blev vi vækket kl. 6.30 og fik ris med æg, tørret tang og hamburgerryg til morgenmad. Vores ret ildelugtende tøj fra igår pga. sved og fugt blev pakket nederst i rygsækken, og så gik vi ellers afsted igen. Det var med lidt ømme ben, og foran os havde vi fire timers vandring. Stien var igen ret udfordrende, og der kom nogle halvsvimlende klippeafsatser hvor der var 20-30 meter ned til floden. Vi holdt godt fast i kæden, og så kiggede vi med gru ned på floden under os. For allerførste gang i vores tid i Japan, så vi omsider at de også herovre har en blå himmel. Vejret var rigtig skønt. Der var en dejlig sol, og det var herligt at gå i skyggge under klippen og nyde alt det grønne omkring en. Stien vekslede meget i niveau. Snart var vi helt nede i bunden af kløften ved floden, og snart gik vi mange meter hævet over floden. Henrik var ikke helt tilfreds med dette, for det betød selvfølgelig at vi skulle klatre en del op og ned. Han endte vist med at konkludere, at det var værst at klatre nedad… Vandet i bunden af kløften blev mere og mere flod-agtigt i takt med at stien blev mere og mere jævn. Og endelig nåede vi frem til civilisationen, da stien blev til en asfaltvej. Der var stadig 10 km tilbage at gå til landsbyen Osugi hvor busstoppestedet er, men for de magelige er der heldigvis en lille færgeservice på floden. Vi kom med en lille båd kl. 12.20 og var de eneste passagerer. Det var helt kanon at kunne læne sig tilbage i sædet og kigge ud på bakkerne som omgav floden. Grønt og fint!
Ved at vandre gennem kløften var vi kommet over på den anden side af bjergene, så det var en helt anden vej vi skulle tage hjem til Nara. Vi var drønsmadrede i vores ben, og vi var først tilbage i Nara ved 20-tiden om aftenen. Vi traf iøvrigt ingen brune bjørne på vores vandring, men udover rådyrene så vi forresten en lille slange og en masse store rødgrønne frøer.

Mandag den 30. juni

Vi vågnede med ret tunge ben i Nara. Så med ynkelige klagelyde bevægede vi os langsommeligt rundt, og vi fik med møje og besvær slæbt os selv og vores bagage til Kyoto. Derfra gik det videre med tog til Takayama. Den første strækning til Nagoya foregik med lyn-shinkansen. Det tog har kun to stop mellem Kyoto og Tokyo, så vi fløj afsted!
Ved det første stop i Nagoya skiftede vi til et mere menneskeligt tog, som førte os ind til Takayama der ligger i de Japanske Alper. Her er rigtig grønt og bondeidyllisk, og det er også den mindste by i Japan vi har boet i. Vi fik et værelse med “japanese style” på Rickshaw Inn.

Tirsdag den 1. juli

Pyha, det lyder helt vildt i vores ører, at vi nu er kommet til juli måned, for det er jo i den måned vi kommer hjem! Heldigvis venter der stadig lidt oplevelser i Rusland inden vi kommer hjem til DK.

Vi startede dagen på morgenmarkedet midt i Takayama. Kvinder fra de omkringliggende landsbyer sidder i boder langs med floden og sælger grøntsager, frugt og hjemmefabrikerede ting. Vi blev fristede af nogle kirsebær, men 30 kr. for fem kirsebær syntes vi var lige i overkanten, så vi gik tomhændede derfra. Byen er meget kendt for sine to festivaler der afholdes i henholdsvis april og oktober. Det er noget af et tilløbsstykke med 300.000 mennesker som deltager i optog og festligheder. I optogene bruger man nogle specielle vogne som ligner mobile altre. De er udskåret i træ og rigt dekorerede med guld og maling. I en museumshal kunne vi beundre fem af vognene som altså stadig bruges i processioner to gange om året. De var vildt flotte og fyldt med detaljer. De fleste af vognene havde hjul, så man kan køre dem rundt, men der var også en vogn som krævede 40 bærere. Den bruger de ikke længere… To af vognene havde marionetdukker på taget som kunne udføre vilde stunts. Den største dukke havde 36 snore, og der skal otte mand til at styre den. De sidder så gemt inde i vognen under processionen.

Museet havde også en miniatureudstilling af templerne i Nara. Vi har jo set de ægte, så det var rigtig skægt at gå rundt og kunne genkende det hele.

Bagefter besøgte vi Løvemaskemuseet som lå lige ved siden af. Her havde de en en kæmpe samling af løvemasker af træ i alskens størrelser. Det er lidt sjovt med løver, for kunstnerne har sandsynligvis aldrig set en løve. Det bar maskerne også tydeligt præg af. Flere af dem lignede mere heste/æselhoveder og Henrik og jeg morede os meget med at pege de sjoveste masker ud.
Midt i al maskekiggeriet kom der en japansk kvinde og sagde at nu skulle vi se forestilling, så vi blev placeret på en bænk foran en stor scene. Vi var de eneste tilskuere, og hun pludrede løs på japansk. Det var en dukkeforestilling med dukker som stop på toppen af sådan nogle vogne, vi lige havde set på det andet museum. Det var helt fantastisk hvad de dukker kunne gøre, og vi troede af og til at noget gik galt, fordi der kom nogle brag, hver gang en dukke tog et skridt. En dukke kunne gå op af nogle pæle og kæmpe mod en samurai. En anden dukke svang sig akrobatisk fra trapez til trapez. På en anden vogn var der en dukke som kom gående frem mod en stor krukke. Han slog krukken i stykker og pludselig blev hans ansigt forvandlet til en dæmons. Rigtig sejt! Den sidste dukkeopvisning var en lille mekanisk dukke på scenen, der fik en kop med te på en bakke den holdt i hænderne. Når noget tynger bakken ned bevæger dukken sig fremad, og den kom hen til Henrik og serverede teen for ham.

Onsdag den 2. juli

For anden gang i Japan var der atter blå himmel, og det var heldigt, for vi havde planlagt en udendørs aktivitet at besøge Hida folk Village. Det er lidt i stil med Den Gamle By en samling af gamle huse som man gerne vil bevare til eftertiden. Vi tog en bus derud, og det så bare smadderidyllisk ud med et lille gadekær med en enkelt hvid svane og en lille vandmølle. Gadekærret lå ved foden af en skråning som var fyldt med små og store træhuse med stråtag. Vi vandrede fra hus til hus, og man kunne se alt fra stue til loft. En speciel detalje var, at alle huse havde et ildsted midt i gulvet i stuen, og det var tændt med glødende egetræ. På trods af brandfaren holder de ildstederne tændt, fordi røgen hjælper med at vedligeholde træhusene. Røgen holder også insekter og termitter væk. Det var nogle ganske fine huse, og man blev hele tiden gjort opmærksom på, at man skulle lægge mærke til den fine tagkonstruktion som skulle kunne bære flere meters snefald om vinteren.

Torsdag den 3. juli

Ja, det var jo så i dag at vi skulle være fløjet til Beijing, men sådan blev det jo ikke pga. SARS. Faktisk ophævede WHO advarslen om Beijing for en lille uges tid siden, men vi har jo forlængst købt færgebilletter og lagt andre planer. Jeg tror også stadig man er ret uvelkommen de fleste steder i verden, hvis man fortæller man har været i Kina, så det er nok meget godt vi springer over Beijing i denne omgang.

Vi sidder i toget nu til Toyama, og det bliver så sidste stop i Japan inden vi i morgen aften tager færgen til Vladivostok. Vi er noget spændte på hvad det er for en færge vi skal med. Vi var lidt bange for at det var olieindsmurt fragtskib, men brochuren om færgen ser lovende ud. Vores ben har været ret ømme de sidste dage. Vi har klaget os noget en kun, når vi har bevæget os nedad trappe, men idag er jeg vist ved at være ovenpå igen. Henrik siger stadig lidt klagende lyde af og til…

Jeg tror det bliver noget af et chok at komme fra Japan til Rusland. Der er så rent og ordentligt her i Japan og al ting foregår præcis på klokkeslettet. Det er også helt utroligt så velklædte japanske mænd er på grænsen til det kedelige vil jeg sige. Alle mænd går i skjorte og jakkesæt og mange bærer slips!

En ting jeg helt har glemt at nævne er pachinko. Det er vist en blanding af en enarmet tyveknægt og et flipperspil. Japanerne er kugleskøre med det spil og vi har endnu ikke været et sted der var pachinkofri. En dag stak vi hovedet ind i en pachinkospillehal for at se hvad det var. Der var en gevaldig larm og røg, en masse mennesker, og vi fandt aldrig helt ud hvordan det kan være så populært.

Vi kommer helt klart til at savne de mange automater som man finder overalt i Japan. Man kan købe alt i automat – is, drikkevarer, mad og cigaretter. Tyveri fra automaterne er åbenbart ikke noget problem. Vi tror det er fordi de kriminelle er buret forsvarligt inde herovre.

Japanerne er et cykelglad folk, men der er sjældent cykelstier, så de kører rundt på fortovet til fare for os gående. En sjov ting er at alle kører rundt på damecykler. Jeg tror ikke mændene ved at de kører på damecykler, men de ville sikkert blive pinligt berørte hvis jeg gjorde dem opmærksom på det.

Toyama er en ret kedelig industriby præcis som LP havde forudsagt. Derfor har vi valgt kun at have en enkelt overnatning her. Vi er blevet indlogeret på et business hotel Prime Toyama, og det er vældig fint. Eftermiddagen brugte vi på at gå rundt i byen, og vi så lidt butikker. Ellers er vi vist ved at være klar til at komme videre. I morgen skal vi til Rusland!

Rundtur på Nordøen i påsken

I februar koncentrerede vi os om at se Sydøen, så udover vores små weekendture er det først nu, vi for alvor har tid til at se lidt af Nordøen. Der er ikke noget som hedder Skærtorsdag i NZ, så den dag var jeg på arbejde, og planen var at vi skulle køre fra Auckland Langfredag. Vi kom først afsted dagen efter, for både Henrik og jeg har haft lidt feber og ondt i halsen i løbet af ugen. Lørdag formiddag var vi ovenpå igen, så vi pakkede Mitzy’en, og så kørte vi elleres sydøst på til Coromandel. Det er en lille halvø 2 timers kørsel fra Auckland, og regnvejret i Auckland blev afløst af solskin da vi kom frem. Her besøgte vi Hot Water Beach som er en strand, hvor varme kilder pibler op af sandet helt nede i strandkanten. Det seje er, at man kan grave sig et privat spabad i sandet med varmt vand og af og til få et køligt brus fra bølgerne. Vi lejede en skovl, for det er alt for varmt at grave i sandet med fingrene. Selv ens fødder kan ikke holde til at stå i sandet der hvor vandet pibler op. Desværre var vi ikke de eneste der havde fået den idé at besøge Hot Water Beach i påsken. Der var et værre mylder af folk, og da vi kom ned på stranden, sad og stod folk nærmest oveni hinanden. Vi gravede lidt hist og pist, men kunne ikke finde nogle varme kilder, så til sidst gjorde vi ligesom alle de andre og invaderede en pool som allerede var gravet og halvt fyldt med folk. Vi blev der ikke så længe, for det var ikke helt så afslappende som vi havde forestillet os. Jeg fik dog et dejligt gys i det rigtige hav, hvor der var en del mere vand og bevægelsesfrihed. Samtidig fik jeg indviet min nye badedragt, som mor og far har sponsoreret som fødselsdagsgave. Vi fulgte kysten nordpå og gik en tur langs vandet ved Cathedral Cove. Ad en scenic bjergvej gik turen derefter først op og så ned til Coromandel Town. Uvejret fra Auckland havde i mellemtiden indhentet os, så nu begyndte det atter at regne. Vi købte ind til aftensmad og indledte jagten på et sted at overnatte. Desværre var der No Vacancy overalt med undtagelse af et dyrt backpackersted. Selvom vi var trætte og sultne, kørte vi alligevel sydpå i håb om at det var lettere at finde et sted at sove der. Det viste sig sidenhen at være den helt rigtige beslutning. Det fortsatte nemlig med at regne og regne og regne, og vi fandt en meget billig og afsidesliggende hytte 30 km syd for Coromandel. Det regnede hele natten, og indeklimaet i vores hytte blev noget fugtigt, så Henriks halsbetændelse genudbrød. Ovenikøbet vågnede jeg kl. 4 om natten med en totalt opsvulmet sensuel overlæbe. Jeg lignede en med siliconefyld, og det har taget to dage for læben at falde ned igen, men det er vist bare en bums som er årsag til postyret… Næste morgen regnede det stadig, og vi kastede nogle imponerede blikke efter floden, der brusede afsted tæt ved hytten. Vandstanden var noget højere end normalt, og den strømmede vildt afsted med brunt mudret vand. På vejen videre sydpå langst kysten var der hele tiden små bække og floder af vand som fossede ned fra bakkerne og løb under vejen og ud i havet. Derfor var havet helt brunt af alt det muddervand som floderne skyllede ud. Flere steder var der også floder opstået fra regnskyllet som skyllede mudder hen over vejen. I Thames, som ligger allersydligst på Coromandelhalvøen, besøgte vi turistkontoret, og her fortalte de at alle vejene oppe omkring Coromandel Town var lukkede pga uvejret. Godt vi ikke overnattede og dermed strandede der! Siden har vi set i nyhederne at regnvejret ikke kun lukkede vejene i Coromandel. Floden deroppe gik over sine bredder, og de massive vandmasser rev biler og alting med sig. Mange huse blev også oversvømmet. Vi slap heldigvis derfra i tide, og søgte ly i Matamata.

Mandag den 21. april (2. påskedag – en ret vigtig helligdag hvor jeg blev født)

I dag vågnede vi i Rotorua til den liflige dunst af rådne æg. Sådan lugter der bare her i byen, for overalt i undergruden er der områder med svovldampe fra termisk aktivitet. Vi besøgte Hell’s Gate (Porten til Helvede!) i formiddags, og det sydede og boblede overalt. Det var ligesom at gå rundt i et månelandskab i brand. Overalt omkring os stod der røg op fra huller i jorden. Der var små og store søer med kogende vand som boblede og spruttede. Det allerbedste var Djævlens gryde som var et stor sort hul med boblende mudder. Jeg skal love for man kan mærke hvor levende jorden egentlig er, når man bevæger sig rundt i sådan et område. Noget af alt det gratis varme vand har man selvfølgelig fundet på at udnytte til kurbade, så vi fik et herligt mudderbad med efterfølgende 40 grader spa. Herligt!

Over middag så vi en landsby som a la Pompeii blev begravet i aske af et vulkanudbrud i 1886. Det er jo ikke så længe siden, så man har mange gode beretninger om katastrofen, der kunne høres helt i Blenheim på Sydøen, og føles via jordskælv i hele NZ. Der omkom omkring 150 mennesker og hele området blev dækket af et tykt lag af aske og mudder. En af de ting som blev begravet påståes at have været verdens 8. vidunder. Det var nogle hvide og pink terasser med termiske bade som den gang var Rotoruas foretrukne turistmål, men nu findes de altså ikke længere. Til aften har vi spist lasagne med lidt grøn salat. På trods af det er en helligdag er alle butikker åbne, så vi handlede ind i supermarkedet Pack’n Save på vej hjem til Lake Lodge. Hernede har butiksansatte vist aldrig fri.

Tirsdag den 22. april

Jeg sidder og slapper af på vores værelse på Lake Lodge i Rotorua efter en spændende dag med termiske indslag. Først besøgte vi Whakarewarewa (populært kaldet Whaka) som er en maori landsby midt i Rotorua, der er bygget i et område med masser af termisk aktivitet. Vi fik en guidet tur rundt i byen af en frisk maori fyr, som lagde ud med at fortælle at indbyggerne i byen ingen udgifter har til varme, da de kan få energi fra de naturlige kilder. Bare ved at lægge sin hånd på jorden kunne man mærke varmen der strømmede op. Maorierne har også fundet på at udnytte varmen til madlavning (Hangi). Fra en stor naturlig brønd med frisk kogende vand kunne man få majskolber, og der var også store trækasser over huller i jorden, hvor de damper grøntsager og kød. Til frokost delte vi en platte med kartofler, majs, græskar, kylling og oksekød som altsammen var tilberedt på den facon, og det smagte dejligt. Hele formiddagen småregnede det, og varmen fra undergrunden fik vandet i luften til at fordampe, så landsbyen var nærmest indhyllet i damp. Fra et udsigtspunkt kunne vi gennem disen ane Pohutu geyseren, der konstant står og sprøjter vand op i luften. Den guidede tur sluttede af med en indendørskoncert, hvor 10 maorier sang og dansede. Det var et rigtig godt show fyldt med livsglæde og smil. Man følte ikke dårlig samvittighed som man nogen gange kunne komme til, når aboriginerne i Australien skulle underholde. Måske er det som jeg før har pointeret, fordi maorierne hernede er bedre integreret i samfundet. De brugte guitarer og sang til slut “Åh Boogie, Woogie” på maorisk. Bagefter kunne vi på egen hånd udforske resten af landsbyen. Duften af svovldampe har vi stadig ikke vænnet os til, og den stod op fra huller og sprækker overalt. Vi så et par huller med boblende mudder som var endnu større end det igår. Der var adskillige søer i området bag byen og hver sø havde sin farve. Der var en blå, en grøn og en der var helt sort. Den grønne havde et helt mytisk skær over sig, fordi vanddampen drev hen over den. I en af landsbyens små kunstbutikker købte vi en Teko Teko. Det er en mand snittet i kauritræ som man skal placere ved indgangen til sit hus. Så holder den de onde ånder væk. Indtil videre tror jeg nu bare den kommer til stå ovenpå fjernsynet i Auckland ved siden af surfermanden fra Hawaii.

Senere på eftermiddagen klarede det op og solen brød frem. Vi fik et polynesisk bad på Rotoruas mest berømte kursted. Der var små udendørs bassiner med vand fra 34 grader til 44 grader og en stor swimmingpool med 38 grader varmt vand. Man kan slet ikke holde til at svømme i vandet, når det er så varmt, så folk bader kun og ligger tilbagelænet og nyder varmen. Vi startede med de kølige bassiner og tog det på 44 grader til allersidst. Min krop kan ikke helt holde til så varmt vand. Jeg får kuldegysninger i kroppen og pulsen ryger i vejret, men Henrik fik vist omsider svedt sin sygdom ud af kroppen. Her til aften foreslog Henrik pludselig at vi skulle gå en tur ned til Rotoruasøen som ligger lige på den anden side af vejen. Jeg var lidt mistænksom over hvorfor han ville ud at gå, når han ikke gad med der ned igår, da jeg foreslog det. Til sidst gik jeg med, og så viste det sig at turen til søen blot var en afstikker på vej mod det virkelige mål som var Rotoruas isbutik! Det var nu en god is. 😉

Onsdag den 23. april

Vi tog afsked med Lake Lodge og kørte sydpå til Waipoua, hvor vi skulle være 10.15 for at se Lady Knox Geyseren in action. Det lyder helt utroligt, at man kan forudsige hvornår en geyser springer, og der er selvfølgelig også snyd med i spillet. Til ære for turisterne er der indrettet et helt amfieteater rundt om geyseren, og vi sad spændte på vores pladser og ventede allerede før kl. 10. Så kom der en park ranger med en stor brun papirspose med sæbepulver. Det hældte han ned i geyseren, og så forklarede han i mikrofon at sæben nedsætter vandets overflade spænding, og vupti, så springer geyseren. Den skød en stor stråle varmt vand 4-5 meter op i luften, og den kan fortsætte i en hel time. Det var nogle fanger i et fængsel som engang lå lige ved siden af geyseren, der opdagede at man kan styre geyseren med sæbe. De plejede at bruge det varme vand til at vaske sig i, og så smuttede sæben tilfældigvis ned i geyseren. Uden sæbe vil geyseren selvfølgelig også springe, men så kan dens periode variere fra 24-48 timer. På trods af den menneskelige indblanding var det en meget sej geyser, og man kunne komme ret tæt på uden at blive våd.

Geyseren ligger i et stort område med termisk aktivitet, så resten af formiddagen gik med at udforske det. Den sædvanlige lugt af svovldampe hang i luften, og jeg er kommet i tanke om at den duft, minder mig helt vildt om kemi 11 laboratorieøvelser (første kemifag på uni). Ligesom i Hell’s Gate er mange af seværdighederne opkaldt efter et sted, hvor der er ret varmt. Der var en hel samling af huller med boblende mudder som meget passende hed Djævlens blækhuller. Så var der en stor aflang stærkt gul svovlsø som selvfølgelig var Djævlens Badekar. Det flotteste var Kunstnerens Palette som er en stor svovlsø med meget lavt vand. Derfor er der plamager med aflejrede krystaller i alle mulige farver rundt omkring i søen. For enden af søen ligger Champagne Pools – en boblende og dampende sø helt dækket af et hvidt røgslør. Det var fantastisk flot! Vandet fra Kunstnerens Palette løber lige så langsomt ned ad en skråning som med tiden vil blive til niveauinddelt i terasser – det tager nok bare en 700-800 år, så det måtte vi drømme os til.

Godt mættede af termiske indtryk forlod vi Rotoruaområdet og kørte til Taupo. Her så vi Huka Falls, som er det vildeste vandfald jeg nogensinde har set. Hvis man overhovedet kan kalde det et vandfald? Faldet ligger for enden af en lang smal naturlig dannet kanal omkring 10 meter bred og med høje klippesider. Kanalen som er 7-8 meter dyb har små fald og presser vandet i Wakato River sammen og pisker det helt hvidt. Til sidst tordner vandet ud som en gigatisk vandstråle for enden af kanalen i form af Huka Falls, men små 100 meter længere nede er Waikato River en stille og rolig flod. Man stod helt fortryllet og stirrede på den store mængde vand der bruste lige neden for en. Jeg turde næsten ikke gå over broen over kanalen, for vandet buldrede så meget, at jeg troede det var broen som rystede.

Torsdag den 24. april

I fjernsynet har vi lige set at man i Kina har fyret sundhedsministeren og borgmesteren i Beijing som en konsekvens af, at kineserne ikke har været ærlige med hvor mange SARS tilfælde der er i landet. Nogen skulle åbenbart have skylden… Vores pas med visum til Kina kom ellers tilbage fra Den Kinesiske Ambassade i Wellington i sidste uge, men nu får vi se om vi får brug for vores visum. Lige nu ser situationen ihvertfald ikke så sjov ud. Vi har en nødplan i baghånden som hedder at sejle fra Japan til Vladivostok og tage den rigtige Transsibiriske Jernbane til Moskva derfra. Heldigvis er SARS endnu ikke kommet til Japan. I Irak er der ikke længere krig ifølge CNN – nu hedder det “After Saddam”.

I dag ligger vi brak i udkanten af Tongariro National Park som er NZ’s ældste nat. park og fyldt med vulkaner. Årsagen til dette er at vi allerede har været ude i dag. Faktisk var vi allerede oppe kl. 5.20, fordi vi gjorde os klar til en 8 timers vandretur i vulkanparken startende ved solopgang. Desværre kunne motellets chauffør Tom fortælle os at vejrudsigten for i dag var meget dårlig. De lovede en strid kuling med sne, regn og temperaturer omkring frysepunktet, og derfor kom vi aldrig afsted. Så kl. 7 i morges sad vi superfriske i vores hytte og skelede olmt til vores tårnhøje madpakke. Vandreturen har vi udsat til i morgen, men madpakken kørte vi hen til en sø og spiste. Derefter kørte vi ind til Turangi og investerede i varme sokker, huer og vanter, så vi er godt klædt på i morgen. Kun min hue er lavet i NZ af uld og possum – Henrik synes det er et alt for dyrt materiale. På vejen fik vi også af og til et glimt gennem skyerne af den store vulkan Ruahepo som var i udbrud i 1995. Vi var helt henne ved foden af bjerget som allerede nu har lidt sne på sig. Om små 2 måneder starter skisæsonen, og så vil det myldre med folk på bjergskråningerne. Lige nu er kl. 15, og vi er gået kolde efter at have været oppe siden halv seks.

Fredag den 25. april Anzac Day (mindedag for ofre i 1. Verdenskrig i Aus og NZ)

For anden dag i træk ringede vækkeuret lidt over 5, og vi stod op og klædte os godt på til en vandretur i temperaturer omkring frysepunktet. Vores madpakke måtte vi tage med os som et samlesæt i form at toastbrød, ost og pålæg, for køleskabet havde i nattens løbet frosset det hele. Udenfor var det stjerneklart og Sydkorset stod lige over hovedet på os. Vi var de eneste som ville så tidligt afsted – dagen før havde vi ellers været 8 der måtte gå slukørede tilbage til vores hytter, da Tom fortalte om uvejret på bjerget. Ligesom i går gennemgik han vejrudsigten for os og spurge, om vi var klædt på til kulde og blæst. Det mente vi nok vi var, så han kørte os til Tongariro Crossing’s startpunkt. Lidt over seks blev vi sat af ved Mangatepopo hytten, og så havde vi ellers 8 timers vandring foran os. Vi startede i 1100 meters højde, og den første times tid gik vi ind i bunden af en øde dal fyldt med lavasten og mos. Bag os var himmelen lyserød og over os blå, men der gik lang tid før vi fik solen at se, for den var omme på den anden side af bjergkammen foran os. Vi var pakket ind fra top til tå i varmt tøj og med hue og vanter på, for det er ret koldt inde midt i NZ på denne tid af året, og især når man skal op i højden. Så kom den første opstigning, som var næsten lodret. Vi stoppede jævnligt for at puste ud og kunne samtidig nyde udsigten bag os ud over dalen. Flere gange troede vi, at vi kunne se toppen af kammen, men først tredje gang viste det sig at vi var nået til tops, af det man kan kalde første etape. Samtidig blev vi omsider også ramt af solens stråler. På vores højre hånd tårnede Mount Ngauruhoe sig op, og foran os kunne vi kigge hen over en flad slette (South Crater), der mest at alt lignede et stort månekrater. Vi gik tværs over sletten og  spiste blåostemadder på nordkanten af krateret. Indtil da havde vi været de eneste mennesker på stien, men mens vi spiste vores ost, kunne vi se at der var nogle som fulgte i vores spor og var på vej tværs over krateret. Den næste opstigning var knap så stejl som den første – til gengæld var der en kraftig vind på grænsen til stormstød at kæmpe imod. Vi snørede regnhætten godt ned over hovedet for at ly for vinden, og så kravlede vi ellers opad. Ad en ret smal kam bevægede vi os op mod toppen af Red Crater. Midtvejs kunne vi begynde at kigge ned i krateret som er domineret af rustrøde farver. Vi fandt kameraet frem og ville tage et par billeder, men typisk nok begyndte kameraet at hyle og bippe og bad om nye batterier. Totalt forblæste lagde vi os ned på lavastenene og fumlede med batterierne med vanter på. Det var bare så hundekoldt! Vi fik vores billeder og kravlede videre mod toppen (1886 meter over havet). Næsten helt oppe var vindstødene så hårde, at vi lagde os ned på alle fire og kravlede fremad. Så havde vi også mulighed for at nyde udsigten lidt, for i oprejst position ville man blive blæst omkuld. Der er masser af termisk aktivitet i jorden (det er jo et vulkanområde), så vi blev ret begejstrede da vi opdagede at jorden var varm. Det lunede godt at ligge lidt helt flad oppe på toppen, imens vinden hylede om ørerne af en, men desværre var jorden også lidt fugtig, så vi kunne ikke blive der alt for længe. Fra toppen kunne vi se ned på Emerald Lakes som er tre flotte turkisgrønne søer. Vi kunne se stien flugte sig mellem søerne og videre tværs over Central Crater forbi Blue Lake. Alt imens vi lå der, og vinden føg om ørerne på os, blev vi indhentet af den første af vores forfølgere. Det var et værre fjols fra Sydeuropa som var kommet afsted i tynde bomuldsbukser og uden hue og vanter. Jeg kunne slet ikke klare tanken om hvor koldt det måtte være for ham, men jeg syntes selv jeg havde brug for alt det tøj jeg havde på, så han fik ikke lov at låne noget af mig. Ret hurtigt begav han sig videre – han tænkte vist kun på at komme ned igen. Vi kom også på benene igen og startede på nedstigningen fra toppen af Red Crater. Stien var meget ustabil med løs jord og sten, så man gled bare nedad og fik jord og sten i skoene. Da vi kom ned i nogenlunde læ, stoppede vi for at fotografere søerne, men så var freden også forbi. Jeg satte mig på en sten og her kunne jeg så sidde det næste stykke tid og fotografere folk, for hver gang jeg gjorde mine til at gå videre nedad, kom der en ny turist oppefra og gav mig sit kamera og bad mig om at fotografere ham. Adskillige steder rundt omkring Emerald søerne var der røgskyer med svovllugt, så vi var noget spændte på om vandet i søerne var varmt. Det var det ikke – det var hundekoldt, og vi har siden læst at søerne om vinteren fryser til is. Efterhånden var klokken blevet 11, så vi krøb i ly bag en stor sten ved bredden af en af søerne og spiste halvfrossen roastbeef til frokost. Det var lidt hårdt at komme på benene igen, for vinden havde alligevel formået at ramme os af og til, så vores fingre og lår var noget afkølede. Måske var det også fordi vi havde siddet direkte på jorden. Vi sagde farvel til søerne og gik tværs over Central Crater som var en del mere stenet end South Crater. Mange steder var der iskrystaller på jorden, som havde dannet nogle sjove mønstre med lange stænger, der stod lige i vejret ligesom græs. Bag os blev Red Crater mindre og mindre, og pludselig dukkede Mt. Ngauruhoe op bag ved. Minsanten om ikke den snedækkede top af Mt. Ruapehu, som er det højeste bjerg i området (næsten 3 km), også kom til syne lidt til venstre for Mt. Ngauruhoe. Efter at have passeret Central Crater kom der en lille stigning op mod Blue Lake, men så var det også slut med at gå opad. Nu manglede vi “bare” nedstigningen. Man skulle ikke bevæge sig mange meter nedad, før man var i fuldstændig læ. Det var en strid sydvestenvind der havde nedkølet os hele formiddagen, og nu bevægede vi os ned ad en nordskrænt. På den sydlige halvkugle er det nordskrænter, der er badet i sol om eftermiddagen, så vi lynede jakkerne op og endte med at putte alt det varme tøj i rygsækken. Der var en helt fantastisk udsigt ud over dalen. Søen, hvor vi spiste vores madpakke igår, lå lige nede for foden af os og bag den dominerede NZ’ største sø Lake Taupo billedet. Vi kunne se næsten 100 km væk. Det gik nedad og nedad og nedad mod Ketatahi hytten, som vi kunne se ligeså tydeligt, men det tog to timer at komme derned. Hytten ligger i 1400 meters højde, og man kan ikke lade være med at tænke, at nu er man næsten nede når man kommer til hytten. Tom havde advaret os mod at tænke sådan, men vi gjorde det alligevel, for vi kunne jo se helt ned til parkeringspladsen hvor han ville komme og hente os. Alligevel tog det yderligere to timer at komme helt der ned til 750 meters højde. Det sidste stykke gik vi gennem en skov med en lille flod og jeg skal love for vores ben protesterede en anelse, når der af og til kom små stigninger. Vi kom igennem og ih hvor var det godt nok en superflot vandretur. Forresten kalder man den NZ’s flotteste en-dags vandretur. 

Lørdag den 26. april

Vi sidder totalt smadrede i vores sofa i Auckland og kan næsten ikke holde øjnene åbne, for det er dagen derpå efter vores vandretur i Tongariro Nat. Park. Vi overnattede nede ved parken, og så kørte vi hjem i dag. På vej hjem så vi Waitomo Caves som er et enormt stort limstenshulesystem ligesom de huler vi så et par stykker af i Australien, men Waitomo har noget helt specielt: Glow worms – og det var dem vi skulle hen og se. Vi blev ført gennem drypstenshulen og kom helt ned i bunden, hvor der var en stor flod. Her blev vi placeret i en båd og så sejlede vi ligeså stille hen ad floden. Det var helt mørkt, men man kunne ane små lyspletter i loftet af hulen. I takt med båden drev fremad kom der flere og flere lysende prikker i loftet, og til sidst var det som en hel tredimensionel stjernehimmel der strålede ned til en. Ih, hvor var det flot. Guiden havde også formået at få selv de japanske turister til at holde mund, så der var helt stille og man kunne kun høre floden skvulpe mod båden. Derfor har vi heller ingen billeder, men hvis nogen er nysgerrige kan de kigge på http://www.new-zealand.com/WaitomoCaves/. Inde i selve hulen så vi et stykke loft med glow worms fra siden af ved at kigge skråt ind i en lavere liggende hule. En lampe kastede lys på loftet, og det overdøvede lyset fra ormene. Til gengæld kunne man se de tusindvis af tråde der hang ned fra loftet. Lidt a la en edderkop laver en glow worm klistrede tråde som hænger ned fra loftet for at indfange insekter. Helt op til 40 tråde pr. glow worm. Ved at udsende lys bliver insekter tiltrukket af glow worms, og en flue kan mætte en glow worm i fire dage. Efter 9 måneder i sus og dus som en strålende glow worm bliver ormen til en flue, og så får den tralvt med at parre sig. Fluen har ingen mund, så den skal nå at formere sig i løbet af kun 4 dage, så dør den af sult. Lidt tragisk et så flot dyr har så grum en skæbne.

Auckland Straks vi kom tilbage til Auckland fra sydøen gik vi på boligjagt. Avisen NZ Herald er hver søndag fyldt med boligannoncer, og heldigvis kan man også finde annoncerne på nettet, så vi behøvede ikke at vente på at avisen bliver trykt. Nettet gjorde det også lettere at overskue annoncerne, for man kunne sortere efter pris, beliggenhed og størrelse, så vi fik de interessante frem. Samtidig var det selvfølgelig et must for os at få en fuldt møbleret lejlighed. Vi printede otte sider med lejligheder ud og gav os til at gennemgå dem slavisk. Med en vejviser i hånden fik vi efterhånden også styr på de forskellige forstæder rundt omkring centrum. Ret hurtigt fandt vi ud af at boligmarkedet er domineret af ejendomsmæglere der udlejer for folk, som har investeret i lejligheder. Derfor prøvede vi som det første at ringe til nogle af ejendomsmæglerne og høre om de havde en bolig der opfyldte vores krav. Det virkede slet ikke, før vi nævnte et konkret sagsnr. Vi fik en aftale med en mægler fra “City Sales” om at se en en lejlighed i Parnell. Det lød som den helt store luksus med swimmingpool og tennisbane, og det var også en vældig fin lejllighed. Den var helt ny, og jeg var parat til at tage den, da Henrik fik nys om, at mægleren skulle have en uges husleje i salær. Det løber op i små 2000 kr. som man på den vis bare smider ud af vinduet. Tilbage i vores campingskur nord for byen gennemgik vi atter boliglisten og prøvede nu at stile efter de private. Vi reagerede på fem annoncer, men enten var lejligheden allerede udlejet, eller også ville de kun have lejere som ville bo der minimum et år. Der var endnu en annonce med en lejlighed i Parnell med en nærmest identisk tekst til den lejlighed vi lige havde været henne og se, men telefonnummeret var ikke et mæglernummer. I håb om at det måske var en privat person, prøvede vi at ringe, så kunne vi jo spare de 2000 kr. Det viste sig at være et helt andet sted i Parnell, og vi aftalte med udlejeren Carlos at vi straks kom hen for at se lejligheden. Ja, og det er så her vi bor nu. Det er en total fed lejlighed. Der er to værelser. Et soveværelse og en stor stue i åben forbindelse med køkkenet. Der er 60 lejligheder i komplekset, men det er bygget på en ret syret måde, så det virker slet ikke så stort. I forgården er der et fitness rum og en stor swimming pool + spa til fri afbenyttelse. Jeg vidste slet ikke man kunne have udendørs spa – jeg troede kun det var noget man havde i The Sims. Nogle af dem som bor her må være lidt paranoide, for der er hegn med pigge hele vejen rundt om bygningen, og det er et værre arbejde at få bilen ud af garagen, da man skal bruge pinkode og afvente grønt lys før man må køre ud af porten. De første to dage her, syntes jeg det var alt for fint til mig. Jeg fik næsten kvalme ved tanken af al den luksus, men nu må jeg indrømme at det er vældig fedt med poolen. Det bedste er nu at vi bor i gåafstand til centrum. Parnell ligger lige øst for centrum, og Henrik kan gå hen på universitetet på et kvarter, og grunden til det tager så lang tid er alle stigningerne. Jeg har vist nævnt det før, men Auckland er bygget på gamle udslukte vulkaner, så det går op og ned hele tiden.Henrik startede på uni i fredags. Han har fået kontor sammen med en tysker Steffen, som også er PhD-studerende men inden for differentialregning. Henrik er dog ikke kommet online endnu på kontoret og mangler også et lånerkort. Derfor har han siddet på biblioteket og læst de sidste par dage. Han var noget forbløffet da han kom hjem i dag, fordi han ved et tilfælde var snublet over sin egen del A rapport på bibliotekshylden. Hvordan i al verden den er havnet der, har han ingen anelse om, men jeg overvejer at gå hen og låne den for at gøre ham glad. Det så nemlig ikke ud som om nogen havde læst i den.Jeg er som sædvanlig blevet udnævnt til praktiske gris. Vores hjemtur i juli måned med Den Transsibiriske Jernbane skal nemlig bestilles, og hvis man vil undgå at betale dobbeltpris for togbilletterne, skal man vist undersøge markedet grundigt. At købe billet til en by i Rusland lyder heller ikke nemt, og jeg er så småt ved at indse, den tur kommer til at koste mange timer i planlægning på nettet. Ellers skal jeg til at i gang med noget job-/praktiksøgning, så jeg har noget meningsfuldt at kaste mig over de næste tre måneder. Da Carlos’ visitkort afslørede, at han arbejder i et softwarefirma, prøvede jeg at spørge lidt til, om han måske kendte et firma jeg kunne arbejde for. Umiddelbart havde han ikke lige nogen bud, men i dag kom han forbi og sagde, at hans sektetær er ved at lave en liste med firmaer, jeg kan prøve at kontakte!Min nye store hobby er forresten at spille guitar. Henrik har købt en begynderbog til mig med noder i, så nu kan jeg spille “Skip to my lou.” Bemærk, at jeg har skiftet stil efter mit legendariske hit med “Hjulene på bussen” vist kun faldt i Janes smag. Og jeg er kun kommet til lektion to.Når vi skal handle ind, bliver vi nødt til at igennem proceduren med at få bilen ud af garagen, for der er ingen supermarkeder i centrum. Vi skal køre et par km mod syd, før vi finder et shoppingcenter med gode gamle Woolworths (samme supermarked som vi havde i Australien). Desværre er mad dyrere her end i Australien, så vi er ved at blive lidt nærige. Især frugt og grønt er forsynet med skyhøje priser, sandsynligvis fordi det er fløjet ind. Alle varerne bliver ligesom i Australien pakket i forskellige poser ved kassen, så man står med 20 poser, når man er kommet ud af butikken.Americas Cup blev afviklet her i byen i løbet af de sidste par uger, og det har været noget af en fuser for NZ. Den udfordrende båd Alinghi slog Team New Zealand så sikkert som 5-0. På den anden sidste dag knækkede masten for Team NZ, og det billede har vi set igen og igen i fjernsynet. Det værste er næsten, at skipperen på Alinghi er new zealænder, og det var ham som sejlede cuppen hjem for tre år siden. Nu har han taget cuppen igen, men denne gang på en schweizisk båd.

Lørdag den 8. marts

Nu har vi været her en lille uges tid, og de fleste ting er så småt ved at falde på plads. Jeg er lige blevet færdig med at opdatere hjemmesiden med vores tur rundt på sydøen. De tre gletcherne står helt klart for mig som den største oplevelse. Hvalerne blev lidt spoleret af de foto-ærgerrige turister, men de var nu fine alligevel. I torsdags besøgte jeg NumberWorks i Takapuna som ligger nord for centum. Det er det matematikcenter jeg så en filial af i Dunedin, og jeg skrev en emailansøgning i mandags til Aucklandafdelingen, om de kunne bruge sådan en som mig. Det kunne de godt, så jeg var deroppe og se centret. Indtil videre er planen, at jeg skal være der mandag og onsdag eftermiddag. Centret er for børn fra 1. til 9. klasse som har problemer med at følge med i matematik i skolen. Al undervisning foregår via computer, hvor børnene får stillet små opgaver gennem spil. Det er et rimeligt avanceret system, som indeholder alt fra simple additionsopgaver til geometri og mængdelære. Forhåbentlig kan jeg også få et programmeringsjob om formiddagen hos NumberWorks.

På guitaren kan jeg nu spille “Love me tender”, og Henrik er startet på svømning under kyndig vejledning af mig. Han er nu ret sløv til at komme i poolen, på trods af at vandet er opvarmet. En anden hobby vi har kastet os over er at spille Tantrix. Det er det spil jeg opdagde i PuzzlingWorld i Wanaka. Egentlig skulle jeg jo ønske det til min fødselsdag, men så fandt jeg det nede i byen, og så blev jeg nødt til at købe det. Det er meget spændende at spille, men også lidt uoverskueligt. Man kan spille det online på www.tantrix.com. Man spiller med sekskantede brikker, og så gælder det om at lave en sammenhængende kurve. Man kan spille mod hinanden eller solitaire. Vi har ingen planer for weekenden, for vi har vist ikke nået at fordøje hele sydøen endnu, men ellers bliver det jo i weekenderne at vi skal ud og se os omkring, så vi også kan få set noget af nordøen.

Lørdag den 29. marts

Så er det weekend igen, men ugerne er bare fløjet af sted, efter at jeg startede med at arbejde, og nu lakker marts mod enden. Jeg fik hurtigt udvidet mit job hos NumberWorks med noget programmering, så jeg kunne komme op på fuld tid. Mandag og onsdag eftermiddag underviser jeg børn, og resten af ugen programmerer jeg i Delphi. Det er rigtigt spændende. Alle børnenes matematikspørgsmål bliver stillet på computer, så det er let at kommunikere med dem om matematikken, fordi alt er visuelt repræsenteret på skærmen.. Den største udfordring for mig har været at tyde de kartotekskort, hvor man noterer hvordan det går, og hvilke opgaver børnene skal løse. Der står 1000 ting på det ark, og så noterer man alt med kryptiske forkortelser. Jeg er ret imponeret over hvor omfattende NumberWorks’ computersystemet er. På en eftermiddag når jeg vidt omkring: tæller biler med de yngste, jonglerer med brøker og rumfang, og løser uligheder med de ældste. Filosofien er at børnene så vidt muligt arbejder med de samme emner som i skolen og repeterer det de har svært ved. Jeg er blevet noget irriteret på den trappetrins-metode til division man lærer i skolen i NZ. Man lærer ikke at skrive resterne i trappetrinet men skal holde styr på det hele i hovedet, og det er alt for svært. Lidt det samme gælder for deres metode til at gange to tal sammen.

Min første uge som programmør brugte jeg på at sætte mig ind i Delphi. Jeg blev installeret på et kontor hos Ralph som er den ene af de to programmører hos NumberWorks, og han lånte mig en bog om Delphi. Sproget minder meget om Pascal, som jeg kendte i forvejen, men det er ret visuelt orienteret, idet alt skal præsenteres i et Windows vindue. Det nye miljø skulle jeg lige vende mig til, for det er en noget anden tankegang, at alt nu skal foregå som “events”. Hvis man trykker på den knap – gør sådan… etc. Min første rigtige opgave var at skrive noget kode til et kryds og bolle program. Jeg lavede et program som spiller kryds og bolle, når man på forhånd har afgjort, om den der begynder skal vinde eller tabe. Ralph koblede grafik på min kode, og nu kører mit program på alle børnenes computere. Hver gang børnene har kørt et matematikprogram afgør kryds og bolle spillet, om de skal belønnes med et spil eller de skal lave mere matematik. Jo yngre de er des større er chancen for et spil. Det mest populære spil for tiden er at sejle America’s Cup på trods af at NZ jo tabte… Det næste mål for mig var at få gang i noget grafik med DirectX, så jeg også kunne komme til at lave spil. Jeg brugte et par dage på at lege med en grøn bold som hoppede rundt på skærmen, før jeg fik min første rigtige opgave. Jeg fik frie hænder til at designe et program til de yngste elever som skal lære dem at tænke 8+5=8+2+3=10+3=13. Dvs. tælle på fingrene op til 10 og så lægge de resterende tre til. Den sidste uge har jeg derfor siddet og rodet med en kanin som hopper rundt på nogle kasser efter en gulerod med øjne der danser. Jeg synes selv det er blevet et vældigt matematikspil, og nu er jeg ret spændt på reaktionen hos børnene, når de bliver udsat for det. På mandag skal jeg starte på en ny opgave, men jeg har ikke valgt hvilken en – jeg har bare fået et papir med forskellige matematikideer. Det er fedt!

Henrik har været lidt småsyg de sidste par dage. Han har ellers fået et rigtigt svømmebælte, så han snart kan svømme med det som eneste hjælpemiddel, men feberen har holdt ham oppe af vandet. På uni har han undeholdt sig med en bog med uløste talteoretiske problemer. Nogle af dem prøver han at løse ved at programmere lidt i Magma, men han stødte ind i nogle problemer med at skrive sine resultater i en fil, så nu har han lånt min C-bog og er gået i gang med at programmere C. Jeg skal love for han går minutiøst til sagen ved at løse alle opgaver.

Igår aftes var vi til Bruce Springsteen koncert på Western Springs Stadium. Det var lidt af en pludselig indskydelse at Henrik kom i tanke om, at vi skulle til den koncert. Sidste weekend hørte vi i radion at der skulle være koncert, ja og så var der stadig billetter tilbage. Det var en noget våd oplevelse. Det øsregnede og stormede hele dagen igår, og på arbejde advarede de mig om at koncerten nok ville blive aflyst. Ved aftenstid var vinden dog løjet af, men det øsede stadig ned, så vi tog på stadion i regnfrakker. Efter at have kæmpet os gennem mudder og vand fandt vi en god plads med godt udsyn til scenen. The Boss var selvfølgelig næsten en time forsinket, men da han omsider gik på og spillede Who stopped the rain? holdt regnen op. Det var en rigtig god koncert, og jeg skal love for bandet diskede op med snart sagt alskens musikinstrumenter. Der var violin, harmonika, mundharpe, saxofon, et rigtigt flygel og selvfølgelig en masse guitarer. Bossen spiller fremragende guitar, og jeg lurede lige et par tricks af… Aldrig har jeg været til en koncert hvor jeg kunne se scenen så godt, selvom vi ikke stod helt oppe foran.

De sidste to weekender har vi manet os op til at lege turister igen. Først i selve Auckland hvor vi besøgte Mt. Eden og One Tree Hill. Begge bakker er gamle udslukte vulkaner, og de ligger som nydelige grønne toppe midt i byen. Der går endda køer på toppen og græsser. Især fra Mt. Eden var der en storslået udsigt over byen og vandet som omgiver den. I alle retninger kunne man se grønne toppe ligesom den man selv stod på, der vidner om hvor heftig en vulkansk aktivitet her en gang har været. One Tree Hill er nok mest kendt som den U2 sang stedet har lagt navn til, men det er også et Maori monument. Maorierne er de “indfødte” i NZ, og man må sige de er noget mere respekterede og integrerede i samfundet end aboriginalerne i Australien. Indfødte er måske også så meget sagt for maorierne ankom med både til NZ omkring år 800 fra Polynesien. Derfor var de langt mere civiliserede end aboriginalerne og kunne lettere tackle mødet med europæerne. Mange stednavne har beholdt maorinavnet og en maoridans er f.eks. slagsangen for hele nationens stolthed: Det new zealandske rugbyhold.

Sidste weekend kørte vi vest på til Piha og Waitakere Ranges. I Piha er der en ret flot klippeformation i havet som ligner en løve. Vi kravlede en tur på ryggen af løven og nød udsigten over bugten. Der var også et vandfald inde i skoven. Vi fulgte en sti langs vandfaldet og det gik bare nedad. Turen tilbage gav ihvertfald en del sved på panden. Bagefter så vi et stort Kauri træ. Det er en træsort som bliver meget gammel – op til flere 1000 år. Vores træ var stort, men der skulle være nogle endnu større nogle oppe nordpå.

Fredag den 4. april Så er det atter blevet weekend, og jeg glemmer helt at skrive om de små dagligdagsting, når jeg ikke skriver hver dag. Auckland ligger lige som Sydney på to bredder af noget vand. Jeg tager bilen på arbejde hver morgen, og som den typiske aucklænder bor jeg på den ene side af broen og arbejder på den anden. Så jeg kører over broen hver dag til Takapuna. Det er et værre trafikmylder at skulle igennem, selvom der er motorvej. Der er syv baner på broen, og hvilken vej trafikken går i den midterste bane er variabel. Hver eftermiddag kører der en speciel maskine over broen og flytter nogle tunge cementbarrier, så der bliver 4 baner i nordgående retning. Senere på dagen bliver cementklodserne så sat tilbage igen, så de er klar med fire nordgående spor næste morgen. Nu vi er ved trafikken skal jeg også lige brokke mig lidt over den sindssyge højresvingsregel der gælder i NZ, og som jeg bliver udsat for hver morgen. Hvis to modkørende biler holder overfor hinanden i et kryds og begge skal dreje ind ad den samme vej, er det den der skal dreje til højre som må køre først! Husk vi har venstrekørsel hernede. Jeg må hellere illustrere hvor ulogisk det er med en tegning. Den første måned kom vi et par gange ud for situationen, hvor vi drejede til venstre og glemte at holde tilbage for ham der skulle svinge til højre, for man kigger slet ikke den vej, når man bare lige skal runde et hjørne. Jeg tøver også en anelse inden jeg laver et højresving, for man stoler altså ikke helt på at folk husker at holde tilbage…Når man åbner fjernsynet er verden helt af lave. Først og fremmest indledte USA den 19. marts operation Iraqi Freedom, som går ud på at befri Irak for Saddam Hussein. Efter et par ugers bombardementer af Bagdad, er amerikanske landtropper som startede i Kuwait nu kun 10 km fra Bagdad. På CNN kan vi se krig 24 timer i døgnet. Der er journalister med overalt, og de følger troppernes fremrykning i tanks.Den anden ting som dominerer mediebilleder er lungesygdommen SARS. Man mener sygdommen er udbrudt i Kina i Guangong provinsen som ligger tæt på Hong Kong. Der er mange som er døde af sygdommen.

Mandag den 14. april – Bedstefars fødselsdag (77 år, hvis han havde været i live) Fjernsynet et stadig fyldt med krig i Irak og SARS. I løbet af sidste uge fik USA militær kontrol over Bagdad og begyndte at hjælpe de lokale med at sprænge statuer af Saddam i luften. Man så jubelscener af irakere som løb rundt i gaderne i Bagdad. Nu er stemningen helt kaotisk, fordi civilbefolkningen plyndrer og looter alle offentlige bygninger. Amerikanerne prøver at stille et irakisk politikorps på benene, men de har slet ikke styr på situationen. Saddam ved ingen hvor er, men USA truer med at forfølge ham ind i Syrien, hvis det er der han gemmer sig.I fredags fyldte jeg 26. Vi var ude at spise på en sea food restaurant om aftenen her i Parnell og sad udendørs. Det har jeg vist ikke proevet før, for det plejer det at vaere alt for koldt til på min foedselsdag. Henrik gav mig et puslespil og en CD med Bruce Springsteen. Jeg er allerede godt i gang med at pusle, og det er lidt af en udfordring, for man skal ikke samle motivet af de fire turister på æsken, men derimod det som en af personerne på æsken kan se. Derfor ser man personerne bagfra, og jeg har indtil videre moret mig meget over at samle fire charterturisters store bagdele. Den ene større end den anden. Hjemmefra kom der et halvt kilo Tyrkisk Peber og Kronprinsessen af Hanne Vibeke Holst. Jeg fik også et rejsevækkeur, ørenringe og Kashmirs nyeste CD af Henriks mor. Og bogen “Hvis barn?” af Henriks faster. På arbejde gav jeg en chokoladekage som jeg havde pyntet med et dansk flag i midten. Det undrede mine kolleger sig over, for de kunne ikke forstå hvad flag har med foedselsdag at goere(!). Da jeg så fortalte at mange derhjemme har flagstang i haven og flager når folk har foedselsdag, syntes de danskerne lyder til at vaere lidt skoere med deres flag.Jeg fik et gavekort på $100 til faergebilletter til ørne i bugten ud for Auckland af mine kolleger i foedselsdagsgave. Så igår var Henrik og jeg på tur til Rangitoto. Det er en vulkanoe som dukkede op af havet for kun 600 år siden, og det tog en halv times tid at sejle derud fra Auckland City. Der var blå himmel og godt med sol, nok omkring 25 grader, og vi lagde ud med at vandre til toppen af vulkanen som er 260 m hoej. Der var en fantastisk udsigt over Auckland og bugten. Man må sige at Auckland ligger utrolig flot, og med alle de gamle vulkaner er der virkelig mange udsigtspunkter, hvor man kan nyde synet. Det er den fjerde vulkan vi har besoegt mens vi har vaeret her… Rangitoto er dog langt yngre end de andre, og derfor består jorden hovedsageligt af sort lava. Jordoverfladen ligner nyploejet jord, men det er store sorte laveklumper og de er hårde som sten.  Mange steder er det alligevel lykkedes for planter og traer at finde fodfeste, så der er en stor groen skov på øen. Efter at have gået turen rundt langs krateret på toppen, fulgte vi en sti i skoven som ledte hen til nogle lavahuler og tunneller. Tunnellerne er lange lige roer som vi kunne gå hele vejen igennem. De er dannet ved at vaeggene er stoerknet lava, fordi det blev nedkoelet af luften, imens den indvendige lava har fortsat med at flyde igennem. Vi så nogle tilsvarende tuneller på Big Island på Hawaii,  men de her tunneller var noget laengere. Vi fik kun brugt halvdelen af gavekortet, så på torsdag har vi planer om endnu en udflugt til en af de andre øer Waiheke, hvor der er jazzfestival. Naeste gang skal vi dog have solcreme med, for jeg var helt rød i hovedet, da vi kom hjem igår efter 7 timer udendørs i solen. Selvom det er efterår hernede er solen stadig ret skarp!Jeg er lidt bagud med at opdatere dagbogen, så jeg har fundet på at klippe lidt tekst ud fra nogle af de mails vi skriver hjem om vores oplevelser og indsætte det her, for så slipper jeg for at skrive det hele to gange. Derfor vil nogle af vores flittige læsere måske i fremtiden føle, at de har læst en historie en gang før…Sidste weekend var vi oppe nordpå i Northland for at kigge på Kauritræer. Først så vi et spændende museum i Matakohe som fortalte alt om træerne. Træerne kan bliver over 5 meter i diameter, og man regner med at de ældste er over 2000 år gamle. Europæerne ryddede nærmest NZ for Kauritræer i 1800-tallet, fordi det var en fantastisk træsort med lange lige stammer, der var ideelle til skibsbyggeri. Heldigvis nåede de ikke at fælde dem allesammen, så fra museeet kørte vi op til det store skovområde Waipoua. Man føler sig godt nok lille bitte når man går rundt i en skov med Kauritræer. Omkring en er der enormt tykke træstammer og man kan knapt nok ane de første sidegrene på træerne, for de sidder først omkring 10 meter oppe. Når træet gror smider det sidegrenene fra sig og lukker såret med harpiks. Museet havde i kælderen en stor udstilling med klumper af Kaurigum som populært kaldes new zealandsk rav. Man skulle gå omkring 20 minutter ind i skoven for at nå frem til det allertykkeste Kauritræ. På vej der ind ad kunne vi gang på gang udbryde, “Nej, det der må altså være det største træ vi har set hidtil…”. Så tog stien pludselig et skarpt sving og jeg kunne se en stor platform og at stien endte, men jeg kunne ikke se noget træ og spurgte undrende Henrik:”Hvor er træet???” Jeg kan ikke helt huske hvad han sagde, men måske et dybt imponeret “Nå da da”, for han havde skam fået øje på træet. Det var lige foran os og efter at have misset med øjnene kunne jeg også godt se det. Det var som en kæmpe mur. Det var så stort, at jeg slet ikke kunne se det var et træ ved første øjekast, og vi stod endda omkring fem meter derfra. Man kunne ikke komme helt hen og klappe træet, for man kan ødelægge rødderne og dermed træet, hvis man tramper på dem. Det var bare så fantastisk, så kæmpestort, så vildt! Jeg vil gerne have en have med sådan et træ, men ak det tager 2000 år for et træ at blive så stort. Det træ vi stod og beundrede var allerede langt oppe af jorden, da Jesus blev født…Der var masser af træer at se på, så det var næsten helt mørkt, da vi nåede frem til det største Kauritræ i NZ (volumenmæssigt). Det var ikke helt så overvældende som det tykkeste, men man kunne godt se, at her var der virkelig meget træ i kronen. Det begyndte at øsregne, så vi løb tilbage til bilen, og kørte til Kaikohe og fandt et motel at overnatte på. Næste dag regnede det stadig – det stod ned i stænger, så vi droppede en sejltur i Bay of Islands og kørte i stedet for en scenic rute langs bugten, som var rigtig flot på trods af de mange skyer. På turen tilbage til Auckland sad vi nærmest i kø, fordi der havde været et trafikuheld.

Lørdag den 17. maj

Pyha, tiden tiden går bare så stærkt, og vores tid i Auckland udrinder så småt. Om to uger flyver vi til Japan. Der er mange praktiske ting som skal ordnes først, og den mest krævende opgave er selvfølgelig at komme af med bilen. Her i formiddag gjorde vi det første spæde forsøg på City Car Fares, som er et marked på en parkeringsplads nede i centrum a la det i Manukau, hvor vi købte bilen i februar. Der var utrolig mange sælgere, men ikke særlig mange købere. Det startede kl. 9 i morges, og Henrik fordrev tiden med at læse Supermand på bagsædet. Jeg sad med avisen NZ Herald og tilbød vores nabo-sælger en sektion, for der skete absolut ingenting de første par timer. Henad kl. 12, hvor markedet så småt er begynder at lukke, kom der nogle indere forbi, som virkede rimeligt interesserede. De fik vores telefonnummer, og så aftalte vi med dem, at de kan finde os på bilmarkedet Ellerslie i morgen formiddag. Vi er fortrøstningsfulde, og det er helt klart fedt, at man kan bruge disse bilmarkeder som udstillingsvindue istedet for at fare rundt med plakater fra hostel til hostel som vi gjorde i Cairns i Australien.

Igår aftes var vi til computernørdsaften hos NumberWorks. Ian og Ralph, som er de to programmører jeg arbejder sammen med, havde inviteret alle deres venner og forvandlet NumberWorks klasseværelset til en spilcafé. Vi var 16 mennesker og vi spillede Day of The Defeat hele aftenen. Det er et krigsspil med 2. verdenskrig, så man spiller England mod Tyskland. Hver person styrer en soldat – jeg var englæder, så for mig gjaldt det om at skyde tyskere. For at vinde skal man erobre strategiske punkter som er markeret med flag. Det var ret skægt, selvom mange af de andre var meget erfarne og skød mig ned jævnligt. Ved samme lejlighed fik Henrik mulighed for at se NumberWorks computerprogrammerne, og den store nyhed er at mine to matematikprogrammer er blevet installeret i systemet. Stakkels Henrik blev derfor straks sat igang med at spille “Camilla’s Climb” og Two Steps (det med kaninen). Han var ligesom jeg godt imponeret af hvor mange matematiske emner systemet dækker, men kunne ikke helt hamle op med ungernes highscore i de efterfølgende spil.

Siden påske har jeg arbejdet på at oversætte et eksisterende matematikprogram med en farverig 3D-klovn fra Delphi til en Java applet, for at programmet kan blive en del af NumberWorks’ hjemmeside. Grafikken har jeg ændret til 2D, så for at peppe det lidt op, har jeg lavet en baggrund med et cirkustelt og et par elefanter. Henrik har også været produktiv i den forløbne uge. Hver dag når jeg er kommet hjem, har han overbragt mig noter, og jeg har kunnet forstå hvad for hans beviser gik ud på.

De første to uger af maj gik med at skaffe visa til Rusland. For at ansøge om visum skal man have en speciel invitation fra et rejseselskab i Rusland, og det har vi ikke fået automatisk, fordi vi ikke har booket overnatning eller togbilletter endnu. Heldigvis findes der et krejlerfirma på nettet som mod betaling udsteder en invitation, og vi mailede frem og tilbage med dem i en hel uge. De påstod de havde sendt vores invitation 3 gange pr. fax til mig på arbejde, men der dukkede aldrig noget op, så til sidst fik vi en elektronisk udgave pr mail. Hele molevitten i form af pas, flyplan og invitationen sendte vi til den russiske ambassade i Wellington, og vi blev nødt til at bede om en ekspres-ansøgning, for ellers ville det tage 15 arbejdsdage for russerne at udstede visa. Vores pas kom tilbage 3 dage efter, så nu er vi klar til at invadere Rusland. Vores visum til Kina fik vi allerede i midten af april, men vi får ikke brug for det, for situationen mht. SARS er ikke blevet bedre. Derfor dropper vi Kina og rejser direkte til Vladivostok i Rusland fra Japan af. Vores flybillet er ikke så fleksibel, at den kan ændres til Tokyo-Vlavivostok, for der er ikke ret mange selskaber som flyver den strækning. Løsningen bliver i stedet at vi sejler til Vladivostok – en sejltur på 42 timer, så jeg skal nok nå at blive søsyg… Det er selvfølgelig trist at vi må skippe Kina, som jeg havde set meget frem til, men mon ikke det rigtige Transsibirien bliver mindst lige så spændende? Så kan vi jo selv tage en tur til Kina engang, når SARS er glemt. Vores rejselyst fejler bestemt ikke noget. Vi har haft så fantastisk en tur indtil nu, og så er der stadig 2 måneder tilbage med masser af eventyr. Som Allan Simonsen for nyligt har skrevet i vores gæstebog, så er “rejselegatet en gave fra oven”. Vi nyder virkelig den frihed vi har herude, selvom et et helt år er lang tid at være væk fra familien og alle sine venner. Heldigvis gør internettet det afsavn en bitte smule mindre.

Tirsdag den 20. maj

Jeg sidder her i en halvtom lejlighed og ved næsten ikke hvad jeg skal give mig til, for i løbet af weekenden fik vi ordnet næsten alle de praktiske ting der skal være på plads inden vi flyver.

I lørdags stod vi tidligt op for at lave det første salgsfremstød for bilen. Vi tog ned på et bilmarked som ligger mellem centrum og havnen. Markedet fungerer efter samme koncept som det i Manukau, hvor vi købte bilen. Som sælger skulle vi betale 80 kr. for at udstille bilen, og så håber man så på der kommer nogle interesserede folk forbi. Vi havde sat bilen til $3000 – det samme som vi gav for den, for vi synes bilen er ligeså god som da vi købte den, og så er der også lidt plads til at prutte. Der var utrolig mange gamle biler til salg – den ene billigere end den, men vi havde valgt at placere os blandt de dyre biler til $3000 og derover. Fra kl. 8.30 og 3 timer frem kom der ikke et øje. De eneste folk der kastede et blik på vores bil, var de andre bilsælgere som kedede sig ligeså meget som os. Og så var de endda så onde at sige at vores bil var alt for dyr og havde kørt alt for mange kilometer til den pris. Lidt i 12 kom der tre indere forbi og pludselig havde vi en ret interesseret køber. Inderne vimsede rundt om bilen og snakkede vældigt løs på indisk. Hver gang de henvendte sig til os var det den ældste af dem som førte ordet. Han fik vores telefonnummer, og så aftalte vi at han skulle ringe til os. Vi sluttede selvfølgelig af med at fortælle ham med at vi søndag morgen ville til bilmarkedet i Ellerslie som skulle være det bedste sted at sælge sin bil i Auckland. Så da vi kom hjem, gik der ikke lang tid før inderen ringede og bad os om at komme ned til ham søndag formiddag til “forhandlinger” i stedet for at tage til Ellerslie.

Nå, men vores bilsalg plejer at involvere mere drama, og jeg burde nok slet ikke have været med nede på markedet for at sælge bil. Jeg skulle have ligget hjemme i sin seng, for jeg har haft lidt feber og og ondt i maven de sidste par dage. Da vi kom hjem lørdag over middag gik jeg lige på hovedet i seng. Ja, og så lå jeg der under min dyne og klaprede tænder, for jeg frøs helt vild. Jeg var sådan set rimelig klar i hovedet, men da vi om aftenen målte min temperatur til 39,8 C (tre målinger! – man er vel halv-kemiker), lød det jo ikke alt for godt, så vi tog en tur til vagtlægen. Lægen kunne ikke gøre det helt store efter at have konstateret at jeg hverken havde blindtarmsbetændelse eller meningitis, og jeg følte mig lidt til grin, da han bagefter målte min temperatur i øret til 38 C.  Nå, men ellers foreslog lægen bare nogle panodil til at tage feberen, men jeg gider ikke æde piller, så dem har jeg ikke rørt. Søndag havde jeg det også allerede meget bedre, så jeg tog med til Mt Roskill (lyder helt dansk) til forhandlinger hos inderen. Vi fandt let derned og blev budt indenfor. Jeg satte skoene, mens Henrik var så fræk at vade direkte ind i stuen med sko på. Inderne gik nu selv rundt i sandaler, så måske er det kun i deres templer man skal tage skoene af. Der var tre mennesker i huset. Manden som førte forhandlingerne, hans kone og deres søn som lignede en på 14, men påstod han var 18 og havde kørekort…   Vi blev placeret i sofaen og indermanden satte sig overfor os i en stol. Så kommanderede han konen igang med at lave te til os. Han holdt en lille tale om sig selv og fortalte, at han selv bor i Mumbay (Bombay), mens konen og sønnen bor hernede, så sønnen kan studere. Bilen skulle derfor være til konen og sønnens brug. Den indiske te blev serveret færdigblandet med mælk og sukker, og det smagte dejligt. Midt i te-seancen kom en af inderens venner forbi (selfølgelig en anden inder). Efter teen gik vi udenfor og vennen skulle så prøvekøre bilen og kigge lidt ned i motorrummet. Ved synet af bilen, sagde konen for første gang noget, som blev oversat til os. Hun syntes bilen var alt for stor! Vores bil er lilllebitte, og det prøvede hendes mand også at forklare hende. Henrik ville derefter  imponerere hende med det store rummelige bagagerum og vores køletaske, men hun ville først gå med om at kigge efter at manden havde sagt det til hende. Efter at have sagt god for vores bil gik vennen hjem, og vi blev atter inviteret indenfor.   Nå, men tilbage i sofaen kom vi til de benhårde forhandlinger. Inderen bød 2100 og vi havde sagt 2800 dagen før, men  vi holdt stærkt på at vi sagtens ville kun sælge til mindst 2500 i Ellerslie, så til sidst gik inderen med til det, men han stillede en betingelse. Bilen skulle bestå et tjek hos AA (=FDM), så vi aftalte at mødes med ham igen mandag middag og måtte så krydse fingre for at vores bil kan klare testen.

Over middag da vi kom hjem fra vores besøg hos inderen, startede vi den helt store oprydning, og kl. 14 havde vi pakket guitarkassen og Henriks store blå taske helt til randen med ting der skal sendes hjem. Vi besluttede at køre det ud i lufthavnen med det samme mens vi stadig har bilen, for det tager en krig at komme derud med offentlig transport. Vores pakkenelliker er nu blevet sendt afsted som international cargo med Air New Zealand, for det er den billigste måde at sende noget hjem på. Tingene ender nu ikke i Aalborg som det oprindelig var planen, for der stod med småt at Aalborg kun regnes for en internatiolnal cargo lufthavn, når forsendelser indeholder levende dyr! Så vi måtte ændre destinationen til Billund og håber nu at ham der bor tættest på Billund gider at hente vores ting der om en uges tid?

Mandag tog vi igen på besøg hos inderen, og to mekanikerfolk fra AA var der allerede da vi kom derned. De brugte en hel time på at undersøge bilen, så vi havde god tid til at snakke med inderen. Han sludrede løs om sin søns uddannelse som åbenbart betød et og alt for ham. Han vil gerne have sønnen på universitetet næste år, og så skal han have en MBA oveni bagefter, for han skal være leder! Om det også er sønnens drøm ved vi ikke, men med hans 14-årige look i frisk erindring, tror vi ikke han har noget at skulle have sagt. Jeg synes godt nok det er helt forfærdeligt, når forældre på den måde har fastlagt en hel karriere for deres barn. Når faderen går rundt med så store drømme og illusioner på sin søns vegne, så kan sønnen da næste kun skuffe ham på et eller andet tidspunkt. Omsider var AA-mændene kommet hele vejen rundt om bilen, og de præsenterede os en alen lang liste med essentielle problemer ved vores bil. Jeg blev noget nervøs ved synet af listen, men “essentielt” dækkede over alt fra en lille olielæk til den knap der mangler på radioen, så det var slet ikke så galt. Alt i alt konkluderede de at bilen var i fin stand sammenlignet med biler med en tilsvarende alder. Det fik vi også overbevist inderen om, så vi fik lov at stå fast på vores $2.500. Den sidste procedure ved et bilsalg i NZ er at tage på posthuset og udfylde ejerskabspapirerne og så skulle vi selvfølgelig også lige have pengene. Først tilbød inderen en check, men jeg var lidt ulden ved det af flere grunde. Jeg har aldrig set en check i NZ, og deres banker hernede er dårlige til at samarbejde, så en check kan være svær at indløse. Da inderen samtidig indrømmede, at vi først måtte indløse checken dagen efter for ellers var der ikke penge nok på hans konto, skar vi igennem og krævede kontanter. Så kom der en lang forklaring om at alle hans penge stod på sønnens konto, for at de kan få boligstøtte. Sønnen ville først komme hjem fra skole kl. 16, og bankpersonalet vil kun hæve penge på hans konto når han er til stede. Men inderen havde selvfølgelig en nabo der arbejdede i banken, og ham fik han med store indiske gestikulationer overtalt til at hæve penge på sønnens konto til os. Altså slap vi omsider afsted fra Mt. Roskill med $2,500 på lommen efter mere end 3 timers hårdt arbejde… Hurra! Så nu må jeg tage bussen på arbejde.

Søndag den 1. juni Vi sidder i luften og har forlængst passeret ækvator, så om få timer lander vi i Japan og er klar til en helt ny verden. Vi var oppe kl. 5 i morges, og det blev til et hurtigt farvel til NZ, for få minutter efter vi lettede forsvandt NZ i skyerne under os. Vores fly er et af de helt store, men det er halvtomt. Vi har set i flere indslag i fjernsynet om at Air NZ har problemer med at fylde flyene til Asien pga SARS. Selvom der ikke er SARS i Japan får sygdommen alligevel folk til at blive hjemme. Det ser ellers bedre ud rundt omkring i verden – Singapore er erklæret SARS fri, mens Toronto stadig har nye tilfælde. Beijing er stadig ramt, og WHO stoler ikke helt på kinesernes oplysninger, så vi står stadig ved vores alternative hjemrejseplan. Det er også det bedste, for folk der har været i Kina er meget uønskede alle steder. Da vi tjekkede ind i lufthavnen i morges, blev vi udspurgt om vi havde været i Kina, fordi vi har et kinesisk visum i vores pas.De sidste par dage i Auckland kunne man godt mærke vinteren stod for døren. Det var noget koldt især om natten, så vi havde El-radiatoren tændt hele tiden, og EL-krisen nåede heldigvis ikke at bryde ud. Fredag var min sidste dag på arbejde, og manageren Sarah arrangerede en NumberWorks afskedsfrokost på en kinesisk restaurant inde i centrum. Henrik fik også lov at komme med, og de var der alle sammen: Sarah, Nicky, Valma, Janna, Ian og Ralph. Henrik kom til at sidde sammen med drengene, og da Ian ikke spiser kinesisk mad, havde han god til til at udveksle computertips og tricks med Henrik. Vi sad ved et stort rundt bord med en stor rund glasplade midt i som kunne rotere. Hele tiden kom der så tjenere med små kurve med mad i. Vil I have det her? spurgte de igen igen og lettede på låget. Vi fik en masse dampede kødboller, grøntsager, fisk og så var der selvfølgelig også alt det friturestegte såsom blækspruttearme og forårsruller. Jeg har aldrig prøvet den slags servering før, men det smagte dejligt fordi alt var frisk og nylavet. Stakkels Henrik var sulten da vi gik derfra, for han havde brugt det meste af tiden på at snakke om Amigaspil med Ian.Lørdag gik med at pakke og gøre rent i lejligheden. Vi har købt en ny rygsæk til Henrik, for hans blå kufferttaske sendte vi jo hjem for to uger siden. Der kan være 80 liter i rygsækken, og vi skulle vist have sendt mere tøj hjem, for vi fik næsten tasken fyldt helt til randen. Den vejer også godt: 24 kg, og så har vi 16 kg i min. Det er vores nye bogsamling der tynger. Vi har begge to forsynet os med rigeligt engelsk litteratur, så vi har underholdning til to dage med færge og derefter en uge i tog, når vi skal rejse til og gennem Rusland. Der er ikke de store chancer for at finde mange bøger på engelsk i Japan, selvom jeg dog håber på at få den nye Harry Potter derovre.Af film har vi set Chicago og Just Married, og lige nu viser de Dare Devil. Jeg faldt dog i søvn til Chicago – utroligt at den film kunne få så mange Oscars – måske er det ikke lige en film at sætte på til mig midt om morgenen. Nu må jeg vist hellere læse lidt om Tokyo. Vi skal have fundet ud af hvordan vi finder frem til vores hotel.

Auckland – første indtryk

Efter en total flot flyvetur fra Cairns til New Zealand landede vi i Auckland om aftenen den 31. januar. Vi var noget tidsforvirrede af flere årsager. For det første tog flyveturen næsten seks timer og ikke kun tre som fra Sydney. Desuden fløj vi øst på og ikke vest på, som vi har gjort alle de andre gange vi har fløjet. Derfor blev vi noget forbavsede, da vi troede vi vågnede tidligt næste morgen og fandt ud af at klokken var 12 middag. I modsætning til Sydney havde vi ikke booket nogen lejlighed i forvejen, så vi startede ud hos Central City Backpackers i Lorne Street. Som en slags forsøg på at få et overblik over byen tog vi straks en tur op i Sky Tower. Det er det højeste udsigtstårn på den sydlige halvkugle. Det er i det hele taget et meget udbredt reklameslogan her og i Australien at sige størst/højest “… in the southern hemisphere”, men det kan de jo også sagtens, når de på den vis “kun” skal konkurrere med en lille del af Afrika og Sydamerika. Der var en vældig fin udsigt oppe fra tårnet. Auckland har tilhavnet “City of Sails”, og man kunne tydeligt se hvorfor, når man kastede et blik ud over vandet. Der var fyldt med sejlbåde i alle størrelser. Lige for tiden ligger byen også vand til Americas Cup, så der er virkelig gang i den. Vi kunne se Henriks kommede arbejdsplads Auckland University som lå gemt bag en stor park. Ellers var det mest iøjnefaldende landskabet som omgiver Auckland. Byen er bygget ovenpå mere end 70 udslukte vulkaner, så der er fyldt med bakker inde midt i byen og så langt øjet rækker. Man kan også tydeligt mærke bakkerne, når man bevæger sig rundt til fods.

Mitzy

Vores første mål var at skaffe en bil hurtigst muligt, for at kunne nå en hurtig afsikker til sydøen inden semstret går i gang for Henrik. Vi skimmede opslagstavlerne på et par backpackersteder inde i centrum, men der var ikke nogen bil-tilbud som lød specielt gode. Hovedparten var også vans (varevogne), og så stor en bil havde vi ikke lyst til. Istedet stod vi tidligt op søndag morgen for at komme på bilmarked i Manukau. Det er en forstad til Auckland som ligger 20 km syd for centrum. På trods af at Auckland er en million by i et civiliseret land by, virker det som om offentlig transport begrænser sig til busser, der kører efter deres helt egen plan. Den bus vi fik anvist af en søgemaskine på busselskabets hjemmesiden, fandtes ihvertfald ikke. Så vi delte en taxi til Manukau med tre søskende, der havde festet hele natten i byen. Bilmarkedet foregik på en stor parkeringsplads ved Manukau Shoppingcenter. Her betaler private personer $15 for at sætte deres bil til salg, og bilerne står så inddelt efter prisklassen. Vi stilede efter en lidt billigere bil end i Australien, for ikke at tabe for meget, når vi senere skal sælge bilen måske under tidspres. Efter lidt roden rundt faldt vi for en Mitsubishi Mirage fra 1989 til $3000. Bilen virkede meget tjekket med automatgear og elektriske ruder. Vi fik en lille prøvetur i den, og motoren sagde nærmest ingenting sammenlignet med Ford’en. Efter alle oplevelserne med Ford’en havde vi på forhånd fundet på en lang liste med spørgsmål som vi ville stille sælgeren. Blandt andet syntes jeg det kunne være vældig interessant at spørge, hvorfor han ville sælge bilen. Det viste sig hurtigt, at det klassiske svar var at ejeren skulle rejse “oversea”. Manden med Mitzy’en skulle sælge bilen for sin datter, som skulle rejse til England. Han sagde bilen var velholdt, fordi den havde haft en kvindelig ejer. Sådan så det også ud for os, men for ikke at købe katten i sækken, fik vi en uafhængig mekaniker til at tjekke den på stedet. Så da mekanikeren sagde god for den, slog vi til. Alt papirarbejdet med bilen skal ordnes på posthuset, så vi blev nødt til at vente til næste dag, før vi kunne få overdraget nøglerne. Det tog halvanden time at komme tilbage til centrum med bus, så næste morgen droppede vi bussen og tog en taxi til Manukau Posthus for at mødes med sælgeren. Undervejs brød taxien sammen. Det begyndte simpelthen bare at ose og ryge inde i bilen, så vi holdt ind til siden og blev hentet af en ny bil. I Manukau kunne vi betale bilen kontant efter at have vekslet vores AUS dollars og tømt Camillas Visa. Det var ingen sag at få ordnet ejerpapirerne på bilen på posthuset, så Henrik var nu den lykkelige ejer af Mitzy. Før vi skulle køre nogen steder i bilen, manglede vi bare lige at få en tredje parts forsikring og få Henrik meldt ind i AA. Sidstnævnte er NZ’s pendant til FDM, og vi regnede med de også kunne tilbyde en forsikring. Derfor gik vi på jagt efter AA’s Manukau afdeling. Den skulle ligge lige i nærheden, sagde alle dem vi spurgte om vej, men vi kunne simpelthen ikke finde det. Efter at have trasket frem og tilbage gik vi til sidst ind på biblioteket for at låne en telefonbog og finde AA’s adresse. Vi fik ikke nogen telefonbog, men fik til gengæld sat hele bibliotekspersonalet i sving. Først kunne disse velinformerede mennesker fortælle at AA for nylig havde flyttet adresse. Der var tre mænd og en kvinde, og de nærmest kappedes om hvem af dem, der kunne give os svaret på hvordan man fandt frem til AA. Da rangordenen blandt dem endelig afgjorde hvem af mændene der skulle forklare os vejen, kom kvinden lidt triumferende og afbrød ham, idet hun rakte os et splinternyt udprint af et kort over området. Alle bygninger var tegnet ind og minsandten om ikke AA også var på kortet. Med kortet i hånden var det ingen sag at finde AA, men den forsikring de kunne tilbyde var alt for dyr, så Henrik nøjedes med at købe et almindeligt medlemskab. På posthuset ordnede vi derefter forsikring via fax ved et forsikringsselskab som vores hostel havde anbefalet.Endelig var vi klar til selv at køre Mitzy’en, så med Henrik ved rattet kørte vi sydpå mod Hamilton. Det er godt nok en helt anderledes bil at køre i end Ford’en. Den virker langt nyere, selvom der kun er et år til forskel. Den har også kun kørt lidt over 200.000 km. Kun når man skal accelerere virker Mitzy’en lidt sløv. At køre rundt i bil i NZ er et kapitel for sig. Det første jeg lagde mærke til, da vi kom uden for byen var de blomstrende grøftekanter. Der er rigtig flot frodigt grønt og blomster i alle mulige farver. Ret hurtigt blev terrænet også bakket, og det var helt anderledes end det tørre og flade Australien. I Taupo som ligger midt på nordøen gjorde vi holdt for at tage et forfriskende bad i de varme kilder som strømmer op fra jordens indre. Der var indrettet almindelige swimming pools med vand fra kilderne. Det var nu ikke specielt forfriskende, for vandet var 38 grader varmt, så jeg synes man blev helt sløv af det. Henrik kunne nu godt lide det. Vi overnattede i et skur på en campingplads 50 km syd for Taupo. Tirsdag fortsatte vi til Wellington. Undervejs så vi et par bjerge med sne på. Wellington er NZ’s hovedstad og regeringen har til huse i en sjov bygning som har tilnavnet bikuben. Vi vandrede en tur op ad hovedgaden, inden det var tid for at køre ombord på færgen til sydøen. I færgekøen kom vi til at holde ud for et middelaldrende dansk ægtepar fra Skanderborg. Dem fik vi en vældig sludder med, inden vi blev læsset ombord. Bilerne blev virkelig pakket godt sammen på den færge, som forøvrigt er bygget på Aalborg Værft. Jeg havde set frem til sejlturen, da man sejler et langt stykke gennem Charlotte Sund og ind i bunden til Picton som skulle være vældig seværdigt. Desværre var vi ombord på en katamaranfærge, som sejlede sindsygt stærkt og som vippede en del. Jeg blev noget søsyg og ventede bare på at få sejlturen overstået. I sundet blev færgen heldigvis roligere, så jeg kunne nyde de første indtryk af sydøen. Der var høje grønne bjerge på begge sider af os, og der var lige plads til at færgen kunne være der.

Sydøen

Da vi kom i land i Picton ville vi bare finde et sted at sove, så vi kørte ad en scenic rute vestpå mod Havelock. Der skulle kun være omkring 30 km, men scenic betyder ud over flotte udsigter ofte også at vejen byder på mange skarpe 30 km/time sving. Vi kom da frem til Havelock, men det tog noget længere tid, end vi havde drømt om. Her fik vi det til dato mest primitive skur vi hidtil har boet i. Skuret blev dog hurtigt glemt, da vi gik ud for at spise byens specialitet som er grønne muslinger. Det er tommelfingerstore (min tommelfinger) muslinger, hvis skal er grøn. Først fik vi xxx til forret. Det er en tyk hvid muslingesuppe. Derefter delte vi til hovedret: muslinger kogt i blå ost og hvidvin / grillede muslinger med diverse ting og krydderier. Mums det smagte godt. Næste dag kørte vi videre vestpå til Nelson. Her investerede vi i et sæt regntøj til Henrik i håb om, at det ville garantere os godt vejr på sydøen. Det holdt vist kun for de næste par dage.Det er Henrik som er turplanlægger i NZ. Mest fordi jeg førte an i Australien i den forstand, at det altid var mig som sad med Lonely Planet og lagde planer. Hans planlægning har dog taget en noget drastisk drejning, efter at han har anskaffet en guidebog som viser vej til specielle film locations fra optagelsen af Ringenes Herre filmene. Henriks første indslag fra denne alternative guidebog var, at vi i Richmod besøgte bryggeriet som leverede øl til kroen i Bree (i den første film). Der blev brygget en speciel øl til filmen på kun 1,2% så skuespillerne kunne drikke den under optagelserne uden at blive fulde. Vi købte dog den almindelige udgave af øllen: Harrington Stout på 5%. En scenic rute førte os nordpå langs kanten af Abel Tasman Nat. Park. Det er den mest populære nat. park i NZ, fordi den er fyldt med flotte sandstrande og stier langs kysten. Ved Pupo Springs smagte vi vores nyindkøbte øl. Stout’en smagte ganske godt, men er nok lidt mørk og klistret i længden. Pupo kilderne strømmer op fra undergrunden med koldt vand i en stor sø, og man kan tydeligt se det bobler rundt omkring. Ved aftenstid kom vi til Takaka og for første gang stødte vi på et senere dagligt tilbagevendende problem: at finde et sted at sove. Der var simpelthen “NO Vacancy” skilte overalt i byen. Efter lang tids søgen fandt vi endelig et twin room et sted langt uden for byen.Onsdag tog vi en vandtaxi ned langs kysten af Abel Tasman Nat. Park. Vi blev sat af i midten af parken og gik så halvdelen af turen tilbage, før vi over middag igen blev samlet op af vandtaxien. Det er muligt at gå hele turen langs kysten i nat. parken, men det tager 3-4 dage, og man skal booke overnatning i parkens hytter flere måneder i forvejen. Det er lidt trist, at det er så populært at man ikke kan få plads, men det er selvfølgelig også godt at antallet af besøgende begrænses, så parken ikke bliver spoleret. De mange flotte strande i parken indbød til en dukkert, men hold da op hvor var det vand koldt, når man kom fra de 29 grader varmt vand i Cairns. Yderst forfriskende må man sige og under 20 grader. Om eftermiddagen kørte vi til Cape Farewell på toppen af sydøen. Der blæste en strid vind, og det var virkelig et barsk klippelandskab, man kunne studere der. Det var helt ufatteligt, at man kun 40 km væk havde badet i det samme vand, men hvor det var turkisblåt og roligt. Der var “NO vacancy” overalt, så vi blev nødt til at køre tilbage sydpå og endte med at sove det samme sted som sidste nat lige uden for Takaka.Evolutionen af NZ’s dyreliv er næsten ligeså interessant som Australiens, selvom det mest handler om fugle. Der er kun et indfødt pattedyr i NZ, og det er en lillebitte flagermus. Derfor har fuglene i NZ ingen naturlige fjender haft, så de har vokset sig enormt store. Nogle blev så store at de ikke længere kunne flyve. Der er nogle få af disse arter tilbage, men den mest kendte er moaen, som man mener uddøde for over 500 år siden. Hvis den havde været i live, ville den have været verdens største fugl, da den kunne blive 3 meter høj. Man har fundet utrolig mange moaskeletter, som er velbevarede fordi fuglene er faldet ned i limstenshuler og døde af deres kvæstelser. Torsdag så vi en hule med både drypsten og moaskeletter. Vi fik lov at løfte knogler fra en lille moa og kunne sagtens forstå, at fuglen umuligt har kunnet flyve med så tunge ben. En spændende ting ved hulen var, at vi at vi ikke kom ud igen af den dør, vi kom ind af. Vi kom ud i den friske luft af ved at klatre op af en stige i den anden ende af hulen, så vi kom op af et af de små huller en moa engang kunne falde i. Der var masser af huller rundt omkring, så man skulle se sig for hvor man gik.Dagen bød på endnu flere huller, for næste mål var Harwood’s Hole. Det er et kæmpe hul som ligger inde midt i en skov. Det tog over en time at gå der ind, og det var ikke noget for sarte sjæle. Der var ingen afskærmning af nogen art. Man kunne kravle frem på klipperne til kanten af hullet, som var 300 meter dybt og 70 meter i diameter. Man kunne ikke se bunden af hullet. Der var også et lookout som var ligeså farefuldt. Her kravlede man også over klipper, for til sidst at sidde nær afgrunden og skue ud over en dyb dal. Jeg tabte dækslet til kameralinsen, og den raslede bare ned i en klipperevne og var umulig at få fat i. I det hele taget er vi begyndt at miste vores ting. Mit kompas er blevet væk og vores ene uundværlige bestiksæt er også forsvundet på mystisk vis. I håb om at det nok ville blive lettere at finde et sted at sove, kørte vi helt til Westport på vestkysten. Uheldigvis skulle Westport lægge vej til et marathonløb den efterfølgende dag, så der var fuldstændig booket ud. Det så helt håbløst ud, men vi endte med at få en køjeseng på en sovesal, hvor to løbere havde meldt afbud. Vi skulle dog ikke nyde noget af at erstatte deres plads i løbet også.Vestkysten af sydøen er ret ubeboet og der ligger kun nogle få byer hist og pist. Det store turisttrækplaster er de to gletchere Franz Josef og Fox. På vej til Franz Josef Glacier som også er navnet på byen, så vi et blow hole og Pancake Rocks. Blowhullet er mest aktivt ved højvande, men vi så det da skyde skumsprøjt et par meter i vejret. Pandekageklipperne er nogle klipper som ligger stablet i lag. Der var en gang mere gang i livet på vestkysten, for i 1800-tallet fandt man guld i mange af floderne. Ross er den by, hvor man har fundet allermest guld, og vi lagde vejen forbi for at se en udstilling om guldgraverne. Det mest spændende var nu at man selv kunne få lov til at vaske guld. Ligesom i Legoland bliver man udstyret med en pande, og så gælder det ellers om at finde metal der glimter. Vi fik også en skovl, og så gik vi på guldjagt i floden. En sjov historie er at et engelsk kærestepar i starten af 80’erne fandt guld nok til deres vielsesringe på kun tre dage. Det prøvede et dansk par så at kopiere for et par år siden, men det tog dem 3 uger. Vi fandt nogle små guldlignende flager og et par sten der glimtede. Desværre var damen som udlejede guldpanden forsvundet, da vi kom tilbage, så vi har ikke fået vurderet vores guld endnu, og vi fik heller ikke nogen plasticmedalje om halsen. I Franz Josef fandt vi et motel at overnatte på.

Søndag den 9. februar

For virkelig at opleve en gletcher skal man i følge LP op at kravle på den med en erfaren guide. Vi blev udstyret med sneøkse, store vandrestøvler, hue, vanter, Goretex jakke og monterbare jernpigsko, og så var vi ellers klar til at bestige Franz Josef. Først skulle vi dog gå en time langs floden, inden vi nåede frem til gletcherens begyndelse eller endepunkt alt efter hvordan man ser det. Foran os var der en stor høj mur af is, og så langt øjet rakte kunne man bare se hvid sne/is foran sig som slygende sig opad mellem de to bjerge. Ad stiger kravlede vi op på nogle klipper, så vi kom op i højde med gletcheren. Så blev pigskoene monteret, og man følte sig meget sikker på isen, hvorend man satte foden. Vores guide satte et godt tempo, og så gik det ellers bare opad. Nogle steder var der gode trappetrin hakket i isen. Andre steder måtte vores guide arbejde sig frem med sin økse, før vi kunne komme frem. Vi kom gennem smalle passager, krydsede små floder og sprang over sprækkerne. De to største sprækker var der dog små gangbroer over. Man fik virkelig varmen af at bevæge sig opad, og jeg havde alt for mange trøjer på og måtte pakke nogle af dem om livet. Nede fra dalen ser det ud som om gletcheren består af hvid sne, men det er stenhård is. Overfladen er meget ujævn med toppe, dale og sprækker, fordi gletcheren bevæger sig nedad flere meter om året og bærer sten og jord med sig. Vi så og især hørte en stor klippesten som faldt ned fran skrænten og landede på gletcheren. Det gav et ordentligt brag. Vores medbragte madpakke spiste vi, mens vi sad på nogle klipper ved kanten af gletcheren. Drikkevand kunne vi hente direkte fra en af de små floder på gletcheren. Det var dejligt køligt. Vi fortsatte endnu et stykke opad og kom forbi to små lyseblå vandhuller, der var dannet midt i en kløft i isen. Det så vildt flot ud. Nedstigningen var næsten værre, end det havde været at kravle opad, for man skulle lige overbevise sig selv om, at man stolede på pigskovene, når man satte foden på de glatte istrappetrin. Pigskoene virkede efter hensigten, men vi faldt begge et par gange på de flade stykker, fordi vi efterhånden var lidt trætte efter alt den masen rundt på isen. En bemærkelsesværdig ting ved gletcheren er at den grænser lige op til regnskoven. Det finder man ingen andre steder, at to så forskellige klimaer mødes. Gletcheren er også utrolig tæt på havet. Der er kun 30 km til kysten.

Fox Glacier er nabo til Franz Josef og ligger kun 30 km derfra. De to gletchere ligner hinanden meget, men vi gik alligevel turen hen til foden af Fox den næste dag. Det var øsregnvejr, så Henrik fik regnsættet frem. På parkeringspladsen ved gletcheren så vi et par kea’er. Det er en alpin papegøje som er berygtet for at ville spise gummiet på vinduesviskere. Vi skævede forgæves efter Mt. Cook, som er NZ’s højeste bjerg, men regnvejret gjorde at bjerget lå gemt et sted bag skyerne. Derfor så vi heller ikke et spejlbillede af snedækkede bjergtoppe, da vi besøgte Lake Matheson. Vi fortsatte sydpå til Haast, og stoppede tidligt for den dag, fordi vi var lidt udmattede efter gårsdagens gletchervandring. Hvor trætte vi egentlig var, viste sig næste dag, da vi først vågnede kl. 10, hvor det var tid for checkout.

Puzzleworld

Efter at have sovet længe vågnede vi til dåd, da vi kom til Wanaka og Puzzleworld. Brochuren om stedet lovede en gigatisk labyrint og en udstilling med puzzleopgaver. Det lød jo mægtig spændende for to matematikere, og det var virkelig et sted for os. Forhallen var fyldt med små borde, hvor man kunne sidde og pusle med figurer og brikker, der skulle samles eller skilles ad. Der var alt fra Rubicks terning til tårnet fra Hanoi. Jeg gik straks igang med nogle otte kantede brikker, hvor man skulle samle knuder (TanTrix hed det). Nå, men legerummet ville vi gemme til sidst, så vi lagde ud med udstillingen. Det var en blanding af puzzles og illusionsnumre. Der var et rigtig sejt rum med en masse ansigter lavet i relief. Når man bevægede sig rundt i rummet, følte man en Mona Lisa effekt, hvor alle ansigterne ser ud til at dreje øjnene efter en. Der var også et skævt rum, hvor ens balance og orienteringssans blev så forvirret, at det så ud til at tyngdekraften ikke længere virkede. Det største og længste puzzle var en 1,5 km lang udendørs labyrint. Der var fire hjørner i hver sin farve, som man skulle finde vejen frem til. Jeg tror vi brugte over to timer i den labyrint. Det var ret underholdende at gå rundt i labyrinten og jævnligt møde Henrik som var lige så forvirret som mig. Den var virkelig snørklet, og det hjalp kun lidt at man kunne overskue dele af labyrinten oppefra via nogle gangbroer. Til slut var der frit spil i legerummet, og vi fik vist prøvet det hele. Tantrix viste sig at være en new zealandsk opfindelse, og man kan få det med endnu flere brikker, så man kan spille det mod hinanden. Så det ønsker jeg til min fødselsdag. Der var også et spændende bibliotek med bøger om alskens gåder og matematik. Henrik faldt over en plakat med den fuldstændige gruppeteoretiske løsning til Rubicks terning.

Queenstown

Queenstown må være NZ’s smukkeste beliggende by. Den ligger ved bredden Wakatipu søen og er omgivet af høje sneklædte bjerge. Det er flottere end noget postkort. Som om det ikke er nok berømmelse i sig selv, er byen samtidig hjemsted for de mest adrenalinpumpende aktiviteter i hele NZ. Det er her Bungy Jump (elastikspring) blev opfundet af A.J. Hackett og gjort til en kommerciel succes i 1988. Af andre halsbrækkende aktiviteter kan nævnes: paragliding, faldskærmsudspring, river rafting, jetboat, jetski og river surfing. Lige siden vi landede i NZ, har jeg gået og overvejet, om jeg nu turde at springe Bungy. For fem år siden havde jeg gjort det uden at blinke, men nu kunne jeg ikke helt finde ud af, om det nu også var så nødvendigt. Da jeg så reklamebrochuren var jeg ikke længere i tvivl. Den oprindelige bro Kawarau Bridge, hvor elastikspringet blev grundlagt, er “kun” 43 meter høj og ligger i en rigtig flot dal med en fin turkis flod. De to andre nytilkomne Bungy muligheder nær Queenstown er begge på over 100 meter og ser langt mere farefulde ud. Så jeg valgte vist bare begynderudgaven. Torsdag morgen kl. 9 skulle jeg springe som den allerførste, så jeg forhørte mig lige, om de nu havde tjekket udstyret ordentligt. Så fik jeg viklet et blåt badehåndklæde stramt om anklerne med en tynd blå nylonsele. Jeg fik også en babysele på som bukser. Selve elastiksnoren bliver fastgjort til både nylonselen og babyselen. Den sidstnævnte er som reserve. Dernæst blev jeg hjulpet på benene og skulle med de sammenbundne ben arbejde mig frem til platformen, hvor jeg skulle springe fra. Vink til Henrik og publikum (20 japsere, som ikke selv turde springe…), smil til kameraet :o), 3-2-1 spring! AAAAAARRRRRRRAAAAAAAARRRRRRRRAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAARGGGGGGGGGGGHHHHHHHHHH! PYHA AAAAAARRRRRRRGGGGGHHHHH! Henrik siger, jeg skreg som en stukken gris, og det kan da godt tænkes. Jeg tror heller aldrig jeg har gjort noget, der stred så meget imod al sund fornuft, som at springe ud fra en høj bro med hovedet først. Tanken om at der var vand dernede hjalp lidt, men det var faktisk først, da jeg blev samlet op af gummibåden, at mine ben begyndte at ryste. Jeg fik hele seancen på video, så jeg behøver vist ikke gøre det igen.

Ved at tage en gondolbane til toppen af et bjerg bag byen, kan man få en storslået udsigt over Queenstown. Her prøvede vi endnu en adrenalinaktivitet: at køre luge. Det er en lille bobslæde som man triller nedad en asfaltbane ved hjælp af tyngdekraften. Der var heldigvis en breme på slæden, for man kunne få en ret god fart på. Vi fik fem ture i luge og kom op igen med en stolelift, der også kunne transportere lugen.

Glenorchy For ikke at bruge alle vores penge på adrenalinaktiviteter blev vi nødt til at flygte væk fra Queenstown. Jeg ville gerne have prøvet at paraglide hen over byen og søen (faldskærmsspring, hvor man starter på toppen af et bjerg), men jeg synes godt nok deres priser var grove. Det kostede 800 kr. for et spring, og det er nærved det dobbelte af hvad man takserer andre steder i NZ. For to år siden var Helle og jeg på vej til at paraglide i Frankring til 300 kr. pr. næse, men vi kom aldrig afsted, fordi der var for meget vind. Så paragliding har jeg stadig til gode. Vi kørte vestpå fra Queenstown ad en utrolig flot vej langs Wakaputi søen til Glenorchy. Vi havde endda ringet i forvejen og booket et værelse på Glenorchy hotel, for ikke at støde ind i et No Vacancy skilt igen, men typisk nok var vi vist de eneste gæster i byen. Glenorchy er ellers base for ture på Dart River, og denne flod er blevet ekstra populær efter at den er blevet eksponeret i Ringenes Herre filmene. Desværre var vi stadig så tæt på Queenstown, at prisen for en tur på floden var skyhøj. Vi endte alligvel med at booke en kombineret jetbåd/fynyak til dagen efter, for det lød utrolig spændende. Jetbåd er en new zealandsk opfindelse, og det er en båd med jetmotor, som gør at man kan sejle sindssygt stærkt. Det gør også båden kvik når man skal manøvrere med den, så man kan lave et 360 grader spin. Det øsregnede hele natten, så da vi fik våddragt og fleecetrøjer på den næste morgen, fik vi samtidig at vide at vandmængden i Dart River på grund af regnen var væsentlig højere end normalt. Den knap så vandglade Henrik lod sig dog ikke slå ud af den grund, for vi blev lovet at få en guide med i vores funyak (kano). Så afsted gik det, først med jetbåd op af floden. Det regnede stadig lidt, og det slog over i hagl, da båden kom op i fart. Det var sindssygt koldt at sidde i båden og blive godt forblæst, og jeg gruede også lidt for hvor slemt de berygtede 360 grader spin ville være. Ved det første spin kom vi ikke hele vejen rundt, men anden gang snurrede vi godt og grundigt. Der var godt fut på floden, og jeg troede næsten at der var en hel bølge på vej ind i båden da vi snurrede rundt. Brrrrrrrrrrr – da vi omsider kom op til landingspladsen for kanoerne som var oppustelige var ens fingre nærmest ved at falde af. Det var så koldt, og guiderne tilbød folk at de kunne få penge tilbage og blive sejlet tilbage til Glenorchy i jetbåd, hvis de havde lyst til at stå af turen. Vi blev, og da den næste båd kom med uldhuer til os, var det kun fingrene vi manglede at få varme i. Varmen kom helt af sig selv, da første opgave var at puste kanoen op med en luftpumpe. Så fik vi kanoen i vandet, og Henrik og jeg sejlede så sammen med guide. Man skulle sidde med knæerne i bunden af båden, for at have så lavt tyngdepunkt som muligt. Det var en utrolig behagelig fornemmelse at drive ned ad floden med strømmen. Man skulle nærmest ikke padle selv andet end for at styre. På begge sider af floden var der høje bjerge med sne på, men vi kunne ikke helt genkende floden fra filmene. Ved frokosttid lagde vi til ved den vestlige bred og trak kanoen mod strømmen op af en biflod. Her var der bare så flot. Vandet var helt grønt, og der var klipper helt ned til floden, som blev smallere og smallere for til sidst at komme oppefra iform af et lille vandfald. Det var en vældig frokost i form af lav selv sandwich, og så fik vi også en varm kop te – det lunede. Derefter fortsatte vi med strømmen ned ad bifloden og ud i den store grå mudrede flod. Stille og roligt drev vi med strømmen helt til Paradis. Her skulle vi rulle kanoerne sammen igen, før vi blev kørt tilbage til Glenorchy med bus ad en vej der var oversvømmet.

Milford Sound Milford Sound (=sund ligesom Aggersund) ligger kun omkring 40 km i fugleflugt fra Glenorchy, men fordi der lige er et par bjergkæder imellem, bliver man nødt til at køre en gevaldig vej syd om, for at komme derover. Så vi måtte køre tilbage og via Queenstown køre hele 350 km for at kommer derover. Milford Sound er samtidig også navnet på en 4-dages vandretur, og det er den mest populære vandretur i hele NZ. Faktisk er den så populær at den er booket ud flere måneder i forvejen. Vi ville gerne have gået turen, men da vi ringede i starten af februar, var alt booket ud frem til midten af april. Ligesom i Abel Tasman Nat. Parken holder man styr på hvor mange besøgende der er i parken, og man kan ikke komme ind uden tilladelse. Så vi måtte nøjes med køreturen langs parken i bil, men oh hvilken køretur. Fra Te Anau bevæger man sig gennem en dal, der går mellem to høje bjergkæder. Til sidst tårnede bjergene sig nærmest lodret op foran os til alle sider, og jeg spurgte lidt nervøst Henrik om hvor i al verden vejen videre kunne være, indtil jeg selv fandt løsningen:en tunnel. Vejen kørte direkte ind mod en af de stejle klippevægge, og heldigvis var der et lille hul som bilen kunne komme igennem. Det var den klammeste tunnel jeg til dato har været i. Der var helt mørkt, og det dryppede med vand overalt. Tunnelen var meget smal, og vi mødte selvfølgelig 5 turistbusser midt i tunellen, som kørte med katastrofeblink på, for at man kunne se hvor meget bussen fyldte på vejen. Omsider kom vi igennem, og så gik det ellers nedad. Her var bjergvæggene som omgav os helt lodrette, og der var kun en lille åbning i bjergene, når man skuede fremad. Vejen snirklede sig nedad til byen Milford Sound som består af 3 huse og en stor turistinformation. Jeg havde forestillet mig at byen lå ved en stor blå flot fjord, men det var et sumpet vådområde der kom til syne, da vi nåede helt ned til fjorden. Til gengæld var der meget flotte bjerge hele vejen rundt omkring fjorden. Vi gik en lille tur The Chasm Walk og stien førte os over et buldrende vandfald. Der var virkelig kraft på det vand, og der var adskillige træer som var blevet ført med vandet og nu var fanget af klipperne i de snævre passager. Vandet havde slebet klipperne i nogle meget runde bløde former.Der er ingen overnatningsmuligheder i Milford, så vi kørte tilbage gennem tunellen og via Te Anau til Manapouri. Da vi passerede Te Anau tidligere på dagen, havde vi været så forudseende at spørge på visitorcentret om et sted at overnatte, og de bookede en campinghytte til os i Manapouri, troede vi. Vi betalte for overnatningen på visitorcentret, men på campingpladsen i Manapouri havde de aldrig hørt om os. Så vi fik det sidste de havde at bo i, og det mindede allermest om et haveskur. Der var nogle gamle bøger og junk, men der var også en seng, så det gik da. Siden da har vi kaldt de mest primitive campinghytter for skure.Så snart vi kom syd for Queenstown begyndte fårene at dukke op. Der skulle være over 70 millioner får i NZ, og det tror vi efterhånden er sandt. Jeg blev helt bidt af at studere får, for der kan godt nok være mange får på en mark i NZ. Først måtte jeg bare have et billede med så mange får så muligt på. Dernæst bed jeg mærke i at de new zealandske får er meget hvide og rene. De er meget pænere end får derhjemme. Måske er det fordi det regner så meget på sydøen, så bliver de jo vasket jævnligt. Vi har kun set et enkelt sort får. En dag da vi kørte forbi en af de sædvanlige marker med 1 million hvide får, var der pludselig et enkelt sort får midt i flokken. Det så så skørt ud. Den sydligste del af Sydøen Fra Manapouri fulgte vi The Southern Scenic Route til Invercargill og videre langs kysten helt til Dunedin. I Clifden er der limstenshuler som man må udforske på egen hånd. Henrik har altid sagt, han synes det er træls, man ikke må udforske selv og ovenikøbet skal betale så meget, når der skal guide med i huler, men nu skulle det prøves. Desværre er vi ikke specielt godt udrustet på lommelygtefronten. Vi har kun min lille lygte fra Silvan, og den er højest utilregnelig. Der var heldigvis nogle tyskere på parkeringspladsen, som vi kunne følges med, for man anbefaler at man har mindst to lygter med i tilfælde af at den ene skulle svigte. Vi gik ind ad en lang tunnel i en bakke, men vi kom ikke mere end 50 m ind. Derfra skulle man kravle ned gennem en meget smal sprække, og det var umuligt at se en hånd for sig uden lygten Tyskerne vendte om, og det gjorde vi også, for vi havde ikke udstyret til at fortsætte. Vi overnattede i Invercargill som er en af de sydligste byer på jorden. I NZ har byen ry for at være noget bagefter resten af verden. Der var heller ikke det helt store at se i byen, men Henrik gik i biffen og så The Two Towers (igen).Fra Invercargill kørte vi til Slope Point, som er det allersydligste punkt på Sydøen. Længere mod syd kommer vi næppe i vores liv, for man skal helt til Argentinas sydspids for at slå rekorden. Lige ved siden af i Curio Bay besøgte vi en forstenet skov som stammer helt tilbage fra den tid, hvor kontinenterne hang sammen og NZ var en del af Gondwanaland. The Petrified Forest ligger på et klippestykke helt nede ved vandet og fra en platform kan man tydeligt se træstubbe og stammer i klippen. Vi var også nede og klappe stammerne og de lignede virkelig stadig træ.I Porpoise Bay spiste vi en lidt forblæst frokost. Her skulle det være muligt at se verdens mindste delfinrace: Hectors delfiner. Det er en truet dyreart og den findes kun i havet omkring NZ, men vi regnede egentlig ikke med at få den at se. Der gik dog nogle folk frem og tilbage nede på stranden, og pludselig opdagede vi, at det var fordi de fulgtes med to delfiner ude i vandet. Så måtte vi jo også ned på stranden, og delfinerne svømmede frem og tilbage i deres helt eget show. De var ret tæt på stranden, og de sprang synkront op og ned og rundt. De var dog for hurtige til mig til at jeg kunne fange dem med kameraet. Næste stop var Nugget Point som ligger så langt ude af en grusvej, at man føler det er verdens ende. Der ligger et fyrtårn på toppen af en høj klippe på Nugget Point, og der er fyldt med fugle og sæler rundt omkring på klipperne.

Dunedin til Mt. Cook

Ved aftenstid nåede vi til Dunedin og fandt efter lidt søgen et sted at sove. Dunedin er det gælliske navn for Edinburgh, og byen skulle være mere skotsk end Skotland. Derfor fandt Henrik på at vi skulle have haggis til aftensmad. Det er en skotsk ret som involverer noget med en fåremave, og som Spalk senior serverede for Henrik engang de var i Skotland. Desværre kunne vi ikke finde et sted der ville servere haggis, så vi blev spist af med italiensk pasta. Byens centrum er opbygget omkring en ottekant og vi snuste lidt rundt og kiggede på butikker. Vi kom forbi et vindue med reklamer for NumberWorks. Det viste sig at være et center, hvor man underviser børn i matematik efter skoletid, så Camilla skrev firmaet på listen over steder hun kunne kontakte i Auckland. Det øsregnede næste dag, så vores plan om en byvandring blev til en hurtig gåtur. Over middag besøgte vi chokoladefabrikken Cadbury som ligger inde midt i byen. Vi blev proppet med chokolade straks vi trådte ind af døren, og til sidst måtte vi gennem chokoladen i lommerne for ikke at få kvalme. Det var ellers en meget spændende rundtur. Vi så blandt andet hvordan man laver påskeæg. Man hælder flydende chokolade i en stor form med ene halve æggeskaller. Så sætter man en tilsvarende tætsluttende form ovenpå, og så placerer man den i en maskine der roterer formen. På den måde bliver chokoladen skyllet rundt og sætter sig i kanten af formen imens ægget bliver hult. Hvis det er et avanceret æg f.eks. et Kinderæg, som skal have legetøj inden i, putter man bare et stykke papir mellem de to forme, så æggeskallerne kan skilles ad, og så kan man bare lime det sammen med chokolade, når man har puttet legetøjet i.

Dunedin praler af at have verdens stejleste gade, og den ville vi da gerne se. Jeg havde tænkt vi skulle gå op af den, men Henrik pressede mig til at køre op af den, og jeg skal love for den var stejl. Den var selvfølgelig også blind, så jeg måtte vende på toppen og stå på bremsen hele vejen nedad. Fra Dunedin gik det videre nordpå til Oamaru. Undervejs så vi i Moeraki nogle kuglerunde sten på stranden. Geologer er i tvivl om hvordan de egentlig er dannet, men de er kæmpestore og kuglerunde. Vi sov på et motel, og jeg skal love for Henrik kom op af sengen, da han pludselig blev overfaldt af en nuttet Netto-hund som var smuttet ind af døren, næsten uden at jeg opdagede det.

NZ’s højeste bjerg Mt. Cook var begravet i skyer, da vi prøvede at finde det på vores tur ned langs vestkysten. Nu fik vi en chance mere, for man kan komme endnu tættere på Cook, når man nærmer sig fra østsiden. Vi kørte langs den turkisblå Pukaki sø ind til Mt. Cook Village, men Cook ville heller ikke åbenbare sig fra denne side. Det var noget overskyet, da vi nåede frem til byen, og så snart vi besluttede os for en gåtur begyndte det at øsregne. På med regntøjet og så gik vi hen til Tasman Gletcheren, der er den største gletcher i NZ. Der er dannet en hel sø ovenpå gletcheren med små isbjerge, og man kan se iskanten hele vejen rundt. Den er meget anderledes end de to andre gletchere vi besøgte på vestkysten.

Så snart vi vendte ryggen til Mt Cook begyndte det selvfølgelig at klare op, og det var en rigtig flot køretur vi fik tilbage langs søen, da vi nu også kunne se bjergtoppene (undtagen Mt. Cook). Henrik har taget et vældigt billede af Pukakisøen med bjergene i baggrunden, men af en eller anden grund har der indsneget sig fem kulørte skraldespande. Det er meget mystisk, for hverken i Australien eller her i NZ har vi oplevet at man sorterer affald. Ikke en gang glas behøver man at putte for sig.

Edoras, Christchurch og kaskelothvaler

Turplanlæggeren diskede op med endnu et Tolkien indslag, og denne gang var det et sted vi kunne genkende fra filmen. Vi kørte 60 km ind ad en grusvej til Erewhon Park Station, og efter at have rundet et sving åbenbarede der sig en helt fantastisk udsigt foran os. Man kunne se en floddal, hvor tre floder strømmer sammen og bliver til Rangitata River. Midt i dalen er der en stor høj, og det var den der blev brugt som Edoras i De to Tårne. Alle filmrekvisitter er fjernet igen, men det var helt tydeligt, at det var her. Selv jeg, der kun har set filmen en gang, kunne godt genkende det.

Derfra gik det videre til Christchurch, hvor vi overnattede hos en privat familie med Bed&Breakfast. Det er en dyr fornøjelse her i landet, og morgenmaden var endda ret kedelig. Christchurch virkede ellers som en utrolig hyggelig by. I centrum ligger en noget kommerciel kirke, der tager betaling for hvad som helst. Vi var en tur oppe i tårnet og kiggede ud over byen. Vi besøgte også byens museum, hvor man kunne se moaskeletter og en meget spændende udstilling om Sydpolen.

Halvøen Banks Penisula ligger ud for Christchurch og er dannet af et par vulkanudbrud for længe siden. Fra luften ligner halvøen derfor en furet svamp. Vi planlagde en lille smuttur til Akaroa, men da vejen derned er så snørklet endte vi med at tage en overnatning i den lille hyggelige by. Dagen efter kørte vi nordpå til Hanmer Springs. Der er varme kilder ligesom ved Taupo på nordøen. Badene var indrettet i den samme svømmehalsagtige stil med små bassiner med forskellige temperaturer. Her var der også nogle bade med svovlholdigt vand, og jeg skal love for de stank fælt af dihydrogensulfid (rådne æg!). Efter vandturen løste vi billet til et adventureland som havde to attraktioner: minigolf og en labyrint. Sidstnævnte var slet ikke så stor som den i Wanaka, så vi kom hurtigt igennem, men den havde nogle sjove steder, hvor man skulle gå igennem og undgå at få vand ned over sig. Derefter fik Henrik tæv i minigolf.

Vores rundtur på sydøen lakkede så småt mod enden, og vi manglede kun det jeg havde glædet mig allermest til: en hvalekskursion. Det foregår i Kaikoura som er en lille by på vestkysten. Hvalerne kommer meget tæt på kysten her, fordi der er en en kilometer dyb kløft under vandet som skærer helt ind til Kaikoura. Inden vi skulle afsted på vores hvaltur, prøvede vi at booke en færgebillet til Nordøen. Vi endte med at bestille en til den samme aften, for det passede bedst med vores plan for Wellington.

Det er kaskelothvaler som man hyppigst ser i Kaikoura. Vi blev sejlet ud på havet i en lille katamaranfærge, der sejlede så stærkt, at man skulle sidde ned, når den suste afsted. Ombord på båden har de undervandsmikrofoner, som kan opfange hvalernes signaler. Det foregik manuelt ved at en mand med øretelefoner på nedsænkede en mikrofon og lyttede. Derefter ræsede vi afsted i båden hen til en hval, der var på vej op til overfladen. Hvalkiggeri handler mest om det sidste klask med halen, lige inden hvalen dykker ned, for det er først der, man for alvor kan danne sig et indtryk af hvor stor hvalen er. I modsætning til hvad man ser i Anders And, er hovedparten af en hval nemlig under vandet. Da vi kom hen til vores første kaskelothval, kunne vi bare se en sort aflang tingest ligge i vandet. Af og til prustede den en hvid sky af vand op af næsen. Bortset fra skumsprøjtene kunne det ligeså godt have været en sunken sort kano med bunden i vejret. Vi mangler stadig at finde ud af hvilken del af hvalen det er vi har set. Efter en fem minutters tid havde hvalen fået luft nok i lungerne til sit næste dyk, og så talte skipperen ned 3-2-1 tryk på kameraet, for nu kommer halen. Jeg stod også klar med kameraet og fik et et godt billede. Så gik det afsted igen, og minsandten om ikke vi fik endnu en hval at at se. Jeg kunne godt lide hvalerne, men jeg synes godt nok de turister, som var ombord på båden sammen med os, var forfærdelige. De stod nærmest ovenpå hinanden for at tage billeder med deres superlinser og fancy udstyr. Vi sejlede lidt tættere på kysten og så Hectors delfiner boltre sig lystigt i vandet. Der var tre som svømmede sammen. Delfinerne var meget bevægelige, snart var de på den ene side og snart den anden side af båden. Igen var folk helt forfærdelige til at mase frem for at tage billeder af dem. Jeg opgav at fange dem med kameralinsen, og det var egentlig meget bedre, bare at nyde delfinerne i øjeblikket. Vi så også en kæmpe fiskestime komme lige forbi båden. Vandoverfladen glinsede og piskede mens de svømmede forbi. Der var en sæl som fik tidligt aftensmad den dag, for den fik fat i et par fisk fra stimen. Det var ret underholdende at se sælen kæmpe med en stor sprællende fisk i gabet. Alt i alt var det en meget god tur mht. marineliv, men vores 32 artsfæller kæmpede godt nok en hidsig kamp, om at komme hjem og fremvise et godt billede for at imponere vennerne.

Tilbage på land gik det afsted i bil til færgen i Picton. Vi sejlede 21.30, og jeg havde sørget for at vi skulle med en gammeldags færge, så ingen blev søsyge på den tur. Vi var først i Wellington lidt over midnat, men denne gang var vores booking fra visitorcentret i Kaikoura gået i orden. Der lå en nøgle klar til os på et hostel i Wellington, og vi skulle sove sammen med to øldrikkende tyske knægte. De var på vej til sydøen og spurgte os, om det var for koldt at sove i telt dernede. Med en god sovepose kunne det nok gå, men det regner en del, så det lød ikke helt til at de havde udstyret til det.

Mandag vågnede vi i Wellington og vi tilbragte hovedparten af dagen på Te Papa Museum. Der er nemlig en Lord of The Rings udstilling med rekvisitter og baggrundshistorier om filmene. Lige noget for Henrik, og jeg synes faktisk også det var vældig spændende. Vi fik et ret sjovt billede med derfra, hvor vi er blevet fotograferet med et hobbit-kamera. Det demonstrerer den teknik man brugte i filmen til at krympe hobitterne, så de blev små i forhold til Gandalf og Aragorn. Derefter satte vi kursen mod Auckland, men vi besluttede os for at køre en anden vej end sidst. Det involverede et noget bakket terræn med en del 30 km/timen sving, men vi kom da helt til Tamarunui før vi lagde os til at sove på et motel. Næste dag kom vi gennem Hamilton, og så gik det ellers direkte til Auckland, hvor vi fik en lille campinghytte nord for byen. Vi bookede den for to nætter, i håb om at vi hurtigtst muligt ville finde en lejlighed.

Fraser Island

Et must på turen langs Australiens østkyst er at besøge Fraser Island. Det er verdens største sandø (120 km lang og omkring 15 km bred), og sandet gør den ufremkommelig i almindelig bil, så vi måtte lade Ford’en stå på land og melde os til en arrangeret tur i 4-hjulstrækker. Vi valgte en 3 dages tur med 9 personer i en jeep uden guide, hvor man selv skal diskutere med sin gruppe om hvad man vil se. Dagen før vi skulle afsted var vi til et orienteringsmøde om turen, og vi blev sendt afsted for at handle mad.Vi kom i gruppe med 2 israelske piger, 2 østrigske knægte og 3 nordirere. Det viste sig alt i alt at være en ok blanding. Israelerne var lidt besværlige i starten, fordi de ikke ville spise alt det svinekød, der var i vores øknomi-BBQ-kødpakke. Vi købte lidt ekstra kylling til dem, men sidenhen viste det sig at de hovedsageligt levede af Nutella. Dagen hvor vi skulle afsted oprandt, og vi skulle være klar kl. 6 om morgenen til at pakke vores Toyota Landcruiser. Efter et orienteringsmøde om hvordan man kører 4-hjulstrækker i dyb sand, blev bilen pakket med telte, kogegrej og service til 9 personer. Selom det kun var tilladt at medbringe en lille rygsæk med pakkenelliker var bilen alligevel godt proppet, da vi endelig kom afsted. Straks vi lagde fra land udbrød en af israelerne en slags hep-råb: [Krellemalakrala!], hvilket betyder noget i retning af “Lad heldet være med os i krigen!” Ikke sært hun kunne sige sådan, når hun er opvokset i et konflikt fyldt land, hvor piger er tvunget til et års militærtjeneste. Jeg selv kunne nok kun tage sådan en slagssang seriøs på en fodboldbane. Efter en 45 minutters færgetur kom vi i land på Fraser og sænkede dæktrykket. Nu var vi klar til det store sandeventyr. På trods af enorme flotte og lange sandstrande bader man ikke i havet langs Fraser Island, for havet er fyldt med farlige hajer. Heldigvis har øen så tilgengæld en masse flotte ferskvandsøer, og vi lagde ud med en dukkert i Lake McKenzie. Søen har den smukkeste lyseblå farve og er omgivet af en helt hvid sandstrand. Rigtig postkort smukt. Med Henrik ved rattet fortsatte vi ad en meget bumlet sandvej videre til Lake Wabby. Denne sø var grøn og lå for foden af en enorm stor gul sandklit. Derefter kørte vi ud til østkysten, hvor man må køre på 75 Mile Beach, når der er lavvande. På stranden kan man køre 60-80 km/h, man skal bare være lidt vågen, for der er hele tiden små ferskvandsfloder som strømmer ud i havet. Den største Eli creek gav noget af et bump når man kørte igennem, men bilen kunne sagtens klare det. På vejene inde i regnskoven kan man ikke køre mere end 20 km/h. Vi spiste frokost, da vi nåede ud til østkysten, og derefter fortsatte vi nordpå til Maheno skibsvraget. Det er et skib som er strandet i sandet for en del år siden. Længere nordpå ved Indian Head satte vi vores tre telte op på en meget primitiv campingplads. Der var kun et skilt om at måtte campere – ingen toiletter eller andre faciliteter. Bag campingområdet var der en kæmpe enorm stor hvid sandklit, hvor vi spillede fodbold. Det var rigtig sjovt at spille i sandet, men det var ret hårdt at løbe efter bolden. Solen går allerede ned ved 19-tiden, og vi kom selvfølgelig lidt for sent i gang med at lave mad på vores gasblus. Derfor endte vi med at sidde og spise råstegte kartofler og BBQ steaks i mørke. Lommelygten som fulgte med bilens udstyr var løbet tør for batteri. Der var mange andre backpackere på campområdet som var afsted på en tur ligesom os. Senere på aften endte vi blandt nogle englændere som sad og fortalte jokes om australierne. Her er den bedste historie: En englænder vil utrolig gerne være skotte og går hen til sin læge. Lægen forklarer at det bare kræver en hjerneoperation, hvor man fjerner halvdelen af hjernemassen. Da manden vågner efter operationen siger lægen, at det ikke gik helt efter planen – kirugen kom desværre til at fjerne 75% af din hjerne. Manden udbryder: No worries, Mate!

Næste dag gjaldt det om at sove længe, for vi kunne ikke køre på stranden før over middag. Alligevel var vi alle ni oppe kl. 8, for solen gjorde teltene uudholdelige at være i. Vi besteg Indian Head som er en 66 meter høj klippe, der rager ud i vandet. Det er et fantastisk godt udsigtspunkt, og hvis man er heldig kan man se havdyr deroppe fra. Efter lidt utålmodig venten kom der to hajer forbi og tre store rokker, og lidt efter endnu en haj. Hajerne var omkring 2 meter lange og ret tæt på land, så den lyst, man havde haft til at hoppe i bølgerne, forduftede hurtigt. Heldigvis var der et enkelt sikkert sted at bade i havet, og det var i Champagne Pools, der lå en kilometer længere mod nord. Vi måtte gå derned langs stranden, da vandstanden stadig var for høj til at køre i bil. Champagne Pools består af nogle klipper, som konstant bliver overdænget af bølge- og skumsprøjt. Det var vildt fedt at køle lidt af i det brusende hav. Over middag kørte vi tilbage langs stranden sydpå med mig bag rattet. Det var da en flot tur at køre, men jeg tror ikke Henrik og jeg var helt så imponerede af turen som østrigerne. Derhjemme kan man jo køre på præcis samme måde langs Vesterhavet. Vi kørte ind i regnskoven og ned sydpå til Lake Boomanjin. Søen var ikke så badevenlig, men det var et godt campingområde, og denne gang nåede vi at spise inden det blev mørkt. Vi fik en australsk familie fra Perth som naboer. Familiefaderen sagde på typisk australsk maner konstant: “No, worries”, men han udvidede også vores horisont med en ny “take it easy”- frase: “No drama”. Israelerne fik den fantastiske idé, at vi skulle lade være med at sætte oversejl på teltene, for oversejl er jo kun nødvendige i regnvejr, og så kunne vi måske sove en time længere. Det gik også fint indtil kl. 3 om natten, hvor det begyndte at øsregne. Heldigvis kom solen tilbage igen om morgenen, så vi nåede at blive tørre, inden vi kørte nordpå til Lake Birrabeen. Her grillede vi det sidste kød og badede i søen, inden det var tid for færgeturen tilbage til fastlandet. Alt i alt havde det været en meget hyggelig tur. Eneste minus er som Jakob plejer at sige, at der går lang tid med ingenting, når så stor en gruppe skal vente på hinanden

Rom og skildpadder

Efter en veloverstået tur til Fraser Island, var vi tilbage bag rattet i Ford’en og fortsatte nordpå fra Hervey Bay til Bundaberg. Sidstnævnte er ikke blot en by, men også navnet på Australiens berømte rom. Derfor lagde vi selvfølgelig vejen forbi Bundaberg Distillery, hvor man får en rundvisning og smagsprøver. Der duftede skønt af rom straks vi nærmede os fabrikken, og det blev endnu bedre da vi kom inden for. I den første hal var der en stor pool med molasse. Det er den tykke saft, man får ud af sukkerør, når man knaser dem. Vi fik lov at smage molasse, og det smagte sirupsagtigt med lidt lakridssmag. Molassen bliver blandet med gær, og efter gæring og distillation får man en klar alkoholisk væske. Alkoholen bliver overført til enorme store trætønder og lagrer i et par år. Trætønden giver rommen den karakteristiske brune farve. Efter at være blevet indviet i detaljerne i rom-produktion var det på tide at smage væsken. Vi fik en traditionel rom og cola som Bundaberg sågar har lanceret på fad, fordi det er så populært. Vi smagte også en rom/kakao-likør som man kunne blande med mælk og få en Bailey-agtig smag.
Ved aftenstid kørte vi til Mon Repos for at se skildpadder. Januar er højsæson for æglæggende skildpadder. Det er desværre også en meget populær turistatraktion, så vi blev nummereret, da vi ankom til naturcentret og kom i gruppe 3. Det betød at vi skulle vente på at skildpadde nr. 3 den aften ville komme i land og lægge æg. Vi ventede fra kl. 19 til 22.30, men heldigvis var vi blevet advaret, så vi havde bogen med personlighedstest med. Der blev også vist film og fortalt fakta om skildpadder, så tiden gik med det. Skildpadder kan ikke høre noget, når de er på land (de kan kun høre vibrationer i vand), så vi nærmede os sammen med vores gruppe skildpadden bagfra. Den havde fået lov at grave sin rede i fred, og da vi kom hen til den, var den allerede klar til at lægge æg. Der væltede mildt sagt æg med form som bordtennisbolde ud af den. Vi fik lov at røre ved et æg, og det var ret blødt, og kan derfor sagtens klare faldet ned i reden. Skildpadden var en grøn skildpadde og var omkring en meter lang. Det så ud som om den kneb et par tårer under æglægningen, men det er kun fordi dens øjne er vant til at være under vandet. Den grønne skildpadde kommer nemlig kun på land for at lægge æg. Derfor ved man utrolig lidt om hannerne, for de er altid på havet. Dagen efter fortsatte vi med at studere krybdyr, da vi lagde vejen forbi en krokodille farm nær Rockhampton. En meget aggresiv krokodille var meget underholdende. Den kom brølende op af sit vandhul, hver gang krokodillepasseren nærmede sig. Ellers lød det som lidt af en hård business at avle krokodiller, for en han kan sagtens finde på at slå sin mage ihjel. Det største oplevelse på farmen var at få lov til at holde en kun et årig “croc”, som var omkring 40 cm lang. Den havde tape om munden for ikke at bide, men den var bare så blød. Man tror en krokodille er hård og sej som en træstamme, men farmeren påstod at de voksne crocs er lige så bløde. Ad Bruce Highway fortsatte vi videre nordpå til det næste obligatoriske mål på østkysten Airlie Beach, som er udgangspunkt for ture til Whitsunday Islands. Efter at have studeret markedet, bookede vi et tredages krydstogt med sejlskibet Derwent Hunter

Whitsunday Islands

Selvom farvandet omkring Whitsunday Islands er et meget populært sted at sejle, er mange af øerne forblevet ubeboede. Det var derfor udsigten til uspolerede tropeøer der bød os velkommen, da vi stævnede ud fra Airlie Beach torsdag morgen. Vores sko blev konfiskeret straks vi gik ombord på skibet, og vi fik dem først tilbage tre dage efter. Derfor sprang man i starten lidt forvildet rundt på det varme dæk i bare tæer for ikke at brænde fødderne. Vi fik tildelt en lille bitte kahyt, som vi skulle dele med fire andre. Derefter var der toiletinstruktion, for man skulle manuelt hive i et håndtag efter endt visit for at pumpe vandet rundt. Vores skipper hed Evok og så var der to andre besætningsmedlemmer. Bianca som stod for alt praktisk med sejl og reb, og Laurey som var kok. Det var helt fantastisk omsider at se Stillehavet leve op til sit navn. Pga. Great Barrier Reef er havet meget roligt på de kanter. Vandet virkede helt fløjlsblødt og vi sejlede til Hook Island og lå for anker i en lille vig. Her fik vi frokost, hvorefter det var tid for vandgang. Bianca sejlede os i Dinky’en (en lille motorbåd) ind til en lille sandstrand. Så fik vi snorkeludstyr og våddragt på og kiggede på livet under vandet. Henrik, der er knap så vandglad som mig, forsøgte sig også med lidt snorkling på det lave vand, og han så da vist et par fisk. Der var ikke meget vind, så vi sejlede med motor og endte sidste på eftermiddagen ved Whitehaven Beach. Det er en rigtig postkort flot strand med kridhvidt sand og turkisblåt vand. På land spillede vi frisbee og byggede en stor sandkrokodille. Alt udendørslivet og den friske havluft gav os en glubbende appetit, så det var dejligt at få aftensmaden serveret, da vi atter kom tilbage på båden. Maden blev stillet frem som et “tag-selv-bord” på dækket, og så gjaldt det ellers om at finde et sted at indtage den. Vi var 20 mand om bord på skibet, men kun når man skulle spise føltes det en smule “crowded”. Solen gik allerede ned ved 19-tiden, men så var der heldigvis en rigtig flot stjernehimmel at kigge på. Jeg lånte kaptajnens kikkert og prøvede at finde rundt på den sydlige stjernehimmel. Orion og Sirius står enormt klart og flot og dominerer. Omsider kan jeg også finde Sydkorset, men det er en ret lille konstellation og ikke specielt kønt, men det skal jeg nok ikke sige til australierne. Bianca foreslog at alle skulle sove oppe på dækket under stjernerne. Det lød også vældig hyggeligt, indtil der pludselig kom en 20 cm lang blæksprutte flyvende ind over rælingen. Skipperen kastede den bare ud igen, men da der lidt efter landede en lige for fødderne af mig, fortrak jeg til min kahyt. Det var nu meget imponerende at sådan et lille søuhyre kan hoppe 2-3 meter i vejret.

Ombord brugte de fleste tiden på at slappe af, læse bøger og nyde udsigten, ikke mindst fra den meget behagelig position i forstavnen, hvor man bare kunne læne sig tilbage og drømme. Ja, og sådan fløj de næste par dage bare afsted. Vi snorklede et godt sted fredag eftermiddag, men Bianca fandt på at fodre fiskene med brød, mens hun selv sad sikkert i Dinky’en. Det gjorde fiskene noget aggresive, og jeg fik lidt fisk-fobi, da der pludselig var sulte fisk hele vejen rundt omkring mig. Fiskene gjorde ikke noget, der var bare mange af dem, så man vænnede sig til dem. Både fredag og lørdag var der om eftermiddagen vind nok til, at vi kunne slukke motoren og sætte sejl. Bianca var meget frisk til at aktivere folk og få dem til at hjælpe. Pludselig opdagede man, hvor mange underlige reb, der hang rundt omkring på skibet. Jeg fik lov at hejse det forreste sejl sammen med en høj englænder (Mike). Det var vildt hårdt at hive den enorme pind som holdt sejlet helt til tops, og Mike som var både højere og stærkere end mig, var hele tiden langt foran. Da vi atter satte foden på land lørdag eftermiddag, var vi vist begge enige om at et krydstogt virkelig er en behagelig form for rekreationsophold. Dog får man en enorm appetit ombord på sådan et skib.

Magnetic Island

Man kan vist godt sige, at vi i løbet af januar har fået ø-kuller i positiv forstand, for næste mål var Magnetic Island. Øen ligger lige ud for Townsville, og Johanne hjemmefra havde anbefalet den som et rigtig hængekøje/afslapningssted. Vi tog bilen med færgen derover, selvom der kun er omkring 20 km vej på øen. Da vi som den første opgave skulle finde et sted at bo på øen, fandt vi hurtigt ud af, at vi ikke var helt enige om hvilke faciliteter man har brug for, når man skal slappe af på en trope ø. Jeg ville gerne bo helt nede ved vandet med palmer og sandstrand, og Henrik tænkte mere på om vores overnatningssted havde en stikkontakt til den bærbare computer! Vi fik øje på nogle små hyggelige hytter på stranden, som jeg slet ikke kunne stå for. Inden i var hytterne nu knap så luksuriøse – de bestod kun af senge. Der var plads til otte personer i køjesenge, men der var også en stikkontakt, så jeg fik lov til at bo der. Hytten skulle vi dele med en amerikaner fra Montana. Det fede ved stedet var at alt foregik udendørs. Der var sandstrand, en stor bar og to poolborde, og det mindede mest af alt om en location i Monkey Island (et computerspil). Det var også utrolig billigt at bo der, og så fik vi ovenikøbet et aftensmåltid og 6 sprutkander med i prisen. Eneste mangel var hængekøjen. Der hang nogle gamle rebstumper på palmerne, men desværre ingen hængekøje. Tirsdag aften var der quiz-aften, men vi var knap så skarpe til at svare på spørgsmål, der mest handlede om australske tv-serier. Quiz-master fortalte en skør historie efter at have afsløret, at det var tilladt for en landmand at skyde aboriginals på hans ejendom i 1800-tallet. For et par år siden skød en mand en aboriginal der var trængt ind på hans ejendom, og da politiet kom for at arrestere ham, sagde manden hårdnakket at de ikke kunne røre ham, for han havde en tilladelse til at skyde aboriginals som trængte ind på hans ejendom. Politikfolkene troede manden var skør, men det viste sig at være sandt, at han havde et gammelt dokument som gav hans familie ret til at skyde aboriginals. Da dokumentet ikke havde nogen udløbsdato, krævede det et krisemøde for regeringen i Canberra, for at få manden dømt for mordet.
Desværre faldt vores besøg på Magnetic Island sammen med sæsonen for farlige vandmænd (Marine stingers) i havet omkring øen. Derfor måtte jeg leje et wetsuit, da jeg mandag ville ud at snorkle på revet ud for vores egen strand ved Nelly Bay. Jeg så ikke det helt store, fordi der var højvande, så i stedet tog vi udstyret med til Arthur Bay, og her var det virkelig fedt at snorkle. Jeg så en stor skildpadde (green turtle) og en masse fine koreller og fisk. Jeg prøvede at følge efter skildpadden, men den var alt for hurtig en svømmer til at jeg kunne følge med.
Langs kysten er der mange kokospalmer på Magnetic Island, men længere inde på land er der masser af frodig skov med blandt andet eucalyptus træer. Tirsdag gik vi en tur i skoven op til The Forts, som er et fæstningsværk fra 2. verdenskrig. Der var lidt ruiner tilbage af fortet, og udsigtstårnene var godt bevaret, så man kunne kravle til tops og få et godt overblik over øen deroppe fra. Øen er rimelig uspoleret, og man kunne se den ene lille hyggelige sandstrand/bugt efter den anden, når man kiggede rundt. Vi kunne se ned til Arthur Bay, hvor jeg snorklede i dagen før. Om eftermiddagen kørte vi til Horseshoe Bay og slappede af i skyggen under palmerne. Der var lavet en ret smart pontong-indhegning i havet, så man kunne svømme lidt rundt uden at bekymre sig om de farlige vandmænd. Efter tre hyggelige dage på øen tog vi færgen tilbage til Townsville, for nu var det på høje tide at komme til Cairns for at sælge bilen.

Cairns

Vi har været i Cairns i en uge nu, men er endnu ikke kommet af med bilen. Den første dag brugte vi på at sætte “Til Salg” plakater for bilen op på diverse hostels. Det var en lidt deprimerende opgave, for vi fandt med tiden ud af at vores bil var meget dyrere end de andre bil-tilbud som man kunne finde på opslagstavlerne. Så efter to dage tog Henrik hostel-turen rundt igen og satte prisen 1100 dollars ned, så lige nu står bilen til $3500. Det er desperate backpackere som er skyld i de lave bil-priser, for de står lige som os og skal flyve videre om en uges tid og skal nå at komme af med bilen inden. Den første uge boede vi i en hytte på Coconut Caravan Resort lige uden for byen, men nu er vi flyttet ind på et hostel i centrum for at være mere aggresive i vores markedsføring af bilen.
I lørdags startede jeg på et 4-dages dykkerkursus, og efter to dages teori i klasselokalet og pool-træning, var jeg klar til at prøve kræfter med havet mandag. Det var vildt fedt at springe ud i havet med BC, iltflaske, 6 kg blybælte og alle slangerne på. Ved det første dyk var vi nede på 14 meters dybde, og det var en total fed fornemmelse at sidde på bunden og ånde. Desværre fik jeg problemer med mit højre øre, da vi startede opstigningen. Ved nedstigningen i vandet skal man hele tiden selv sørge for at trykudligne ved at holde sig for næsen og blobbe igennnem, men når man stiger opad, burde trykket i ørerne selv kunne finde ud af at falde på plads, hvis man bare stiger langsomt. Det kunne mit øre åbenbart ikke finde ud af, for da jeg kom op efter mit andet dyk, blødte mit øre. Så tilbage på land jeg måtte til læge og fik konstateret en sart trommehinde. Selvfølgelig måtte jeg ikke tage ud og dykke dagen efter, så jeg har ikke fået noget certifikat. Det er bare surt – jeg mangler kun to dyk. Lægen gav mig dog et spinkelt håb. Jeg skal til kontrol om en uge, og hvis det ser ok ud må jeg godt tage de sidste to dyk. Det er min mor nok ikke helt enig i. Dog har jeg indset, at dybhavsdykning nok ikke bliver min store hobby med de sarte dumme ører jeg har. Heldigvis kan man da altid snorkle… _;).

I dag har vi været en tur nordpå i Daintree og Cape Tribulation. Det er to regnskovsområder som ligger omkring 100 km nord for Cairns. Daintree er også navnet på en flod – måske den flotteste flod jeg nogensinde har set. Efter en flot køretur langs kysten derop, tog vi på en guidet sejltur på Daintree. Vi var kun syv personer på båden og vores guide var en privat mand som var helt fantastisk til at fortælle om dyr og planter. Han lagde ud med at spotte en krokodille, der lå og solede sig på flodbredden knap 100 meter fra hans hus, hvor vi var steget på båden. Normalt ser man ellers sjældent “crocs” på denne tid af året, fordi det er så varmt, at de helst vil ligge gemt i vandet og køle af. Der var enormt frodigt omkring floden med store grønne træer og buske der hang helt ned i vandet. En god del af planterne var mangrove. Vi sejlede tæt på flodbredden og så fugle, en blå sommerfugl og en slange der lå i et træ. Der var kikkerter ombord på båden, så man kunne studere dyr og planter nærmere. På vej tilbage ad floden fik vi atter øje på krokodillen. Den lå stadig på bredden men nu med sit enorme gab åben, men da vi nærmede os, skyndte sig at fortrække til vandet. Jeg må indrømme mine albuer kom væk fra rælingen da croc’en lagde fra land.

Nu er der kun en uge til vi flyver til New Zealand, så vi er ved at være temmelig desperate efter at komme af med bilen. Her i formiddags har vi været rundt og sætte nye plakater op. Det er tredje gang og prisen er reduceret til $ 2.700, så nu kan det snart ikke betale sig for os at gå længere ned i pris. Travellers Autobarn vil forhåbentlig give os et sted mellem 1500 og 2000. Der er virkelig mange sælgere om budet her i Cairns, for i løbet af tre dage er vores gamle plakat væk eller helt dækket til af nye opslag. Nu må vi se om vores nyeste plakat giver pote – den bærer overskriften: Desperate Offer!

Igår tog vi den obligatoriske tur til bjergbyen Kuranda med svævebane hen over regnskoven. Det var faktisk en meget flot tur, og bedre end jeg havde regnet med. Konceptet var dog meget japser-agtigt (dvs umuligt at fare vild) med to svævebane-stationer undervejs, hvor man kunne stå af og lære lidt om regnskoven. Ved første station var der en træbro gennem regnskoven, og ved den anden station var der et stort vandfald, men pga en dæmning længere oppe ad floden var der ikke særlig meget vand i. Vi var først i Kuranda over middag, og der var ret dødt efter at det store rush af turister havde været der om formiddagen. Jeg købte en halskæde med en lille blå/grøn opal. I aften skal vi i skole og lære lidt om Great Barrier Reef, inden vi i morgen drager på tur til Green Island. Vi skal ud og se revet med glasbåd, for mit øre tåler ikke vand for tiden, og Henriks svømmekundskaber er ikke værd at prale af.

Just som jeg sidder her på vores værelse og skriver, kommer der to irere og banker på døren. De har set vores plakat for bilen nede i byen, og nu er de gået ud for at skaffe penge, for de har nemlig sagt de vil købe bilen! Det er kun et par timer siden vi satte plakaten op, så denne gang virkede det. Pyha, det er godt nok en stor lettelse! Nu skal vi bare nyde vores sidste uge i Australien. Hurra! …Ja, så langt nåede vi at juble, men irerne vendte aldrig tilbage og det er to dage siden nu. Vi har fået flere henvendelser på bilen siden, men ingen har slået til. Tilmed har det været en del flabede backpackere, som har sagt at de kun har $1500, og det er hvad de vil give os for bilen. Det er virkelig frækt at tilbyde så lidt for vores fine bil, og vi regner med at få mere fra vores buy-back garanti.

En god nyhed er dog at jeg idag fik ok fra lægen til at tage mine to sidste dyk i morgen. Henrik har også set revet nu fra en glasbåd på Green Island. Det var en hård tur for mig, for efter en times sejlads til Green Island med høj søgang, blev vi omgående stuvet over i glasbåden. Derefter skulle vi have en tur i semi-sub, og det blev altså for meget for mig. Det var lidt klaustrofobisk at sidde i bunden af semi-sub, så jeg måtte kigge dybt i brækposen og underholdt hele semi-subben med fine lydeffekter.

Onsdag den 29. januar

Det ser ud til vores Australienophold alligevel får en happy ending, for vi har lige solgt bilen. Det var til to unge finske fyre som så på bilen mandag eftermiddag, da vi så småt var begyndt at tvivle på om vi kunne nå at få penge for den ved et privat salg. Finnerne var de første, som omsider fattede, at vores bil er et rigtig godt køb sammenlignet med den typiske backpacker bil. Hele ugen har vores bil f.eks holdt parkeret her på hostlet lige ved siden af en Ford Falcon fra 1979, som er til salg for $2000. Når vi så tilbyder vores bil fra 1988 til $2.700 er det da et røverkøb. Mandag gav finnerne os 1000 svenske kr. i depositum (vi har jo lært lidt af oplevelsen med irerne), og så fik vi kontanter her til morgen samtidig med at papirarbejdet blev klaret. Det var nu lidt trist at give finnerne nøglen til bilen – det er jo ligesom vores allerførste bil, så det var lidt vemodigt at skulle give afkald på den. Hvis der havde været en færge til New Zealand, tror jeg vi havde sendt bilen derned.

Igår var jeg på revet hele dagen og efter to dyk fik jeg omsider mit dykkercertifikat. Det gik fint med ørerne denne gang, og vi så en del mere til koralrevet og fiskene, fordi tiden under vand ikke længere var fyldt ud med praktiske øvelser.

Fredag den 31. januar

Vi sidder i flyveren lige nu på vej til New Zealand og har lige passeret Fraser Island. Det er en helt fantastisk flot flyvetur ned langs østkysten af Australien vi lige har oplevet -en rigtig god måde at sige farvel på. Great Barrier Reef har vi kunnet følge hele vejen fra Cairns. Det ses som store turkise pletter i vandet og flere steder er der dannet en hel sandø over korallerne. Desværre har vi manglet et kort over Australien til at kunne følge med i hvor vi er, og stewardesserne har ingen anelse om det. Heldigvis kom vi i tanke om vores indscannede kort på computeren, og Fraser kunne vi tydeligt genkende, men om det var de rigtige Whitsundays jeg fik udpeget må stå lidt hen i det uvisse. Nu kan vi ikke længere se land, så næste gang er det NZ der dukker op.

Igår var vi forresten også ude at flyve. Efter afskeden med bilen onsdag blev vi ligesom nødt til at at finde på noget ekstravagant sjovt at lave torsdag, og det endte med at vi tog med helikopter ud til Great Barrier Reef. Det var total sejt at lette lodret fra jorden i en lille bitte helikopter med plads til 5 personer. Vi fløj ikke særlig højt oppe, så vi kunne følge med i alt hvad der skete på jorden i Cairns og ude over havet. Revet dukkede som en lang turkisblå stribe i vandet, men vi kunne ikke se noget marineliv fra luften af. Det kunne vi til gengæld, da vi kom over i en semisub som lå for anker efter at have landet på en ponton. Henrik fik omsider de flotte farver på tropiske fisk og koraller at se, og jeg fik en sidste snorkeltur.

Det var en hård opgave at pakke alle vores ting ned i går aftes. Efter at have haft bil i fem måneder har vi ikke bekymret os over om vi kunne slæbe alle vores pakkenelliker på ryggen. Heldigvis kunne en del af vores tøj være i kassen med Henriks guitar, og samtidig beskytte den under transporten. Så vi fik det hele pakket ned med lidt ekstra masen til sidst. Den blå kufferttaske er temmelig tung, men vi fik da lidt af et chok i lufthavnen, da vores samlede bagagevægt blev opgjort til 53,2 kg. Vi slap for at betale for overvægt, men den blå blev ligesom i USA forsynet med et enormt rødt klistermærke som advarsel om hvor tung den er.

Det var forresten på høje tide at vi forlod Cairns. De advarede nemlig i TV om, at det snart er sæson for cykloner. Det indebærer at man skal gå en runde om sit hus og tage alting ind og binde resten fast, så det også er der når cyklonen har passeret. Ligesom far plejer at gøre op til nytårsaften… En af mine dykkerinstruktører fortalte at en cyklon sagtens kan vare flere dage, og at det selvfølgelig er bedst at holde sig indendørs. Derfor holder man en cyklonfest, hvor man burer sig inde i et hus med øl, slik, chips og videofilm. Nu vi har gang i naturfænomener kommer jeg i tanke om, at jeg helt har glemt at nævne skypumperne. På vores ture ude i ørkenen nær Broken Hill så vi skypumper. Langs vejen kunne vi ofte se en skypumpe som en høj søjle af sand der hvirvlede hen over landskabet. Henrik troede ikke på, at det var skypumper, før han så en spadsere over vejen lige foran os. Man kunne tydeligt mærke en pludselig vind som suste omkring bilen, men jeg tror nu ikke de var farlige.

Her til slut vil jeg prøve at lave en afrunding af Australien. Det har været det mest fantastiske land vi nogensinde har besøgt. Det er så kæmpestort og har alle former for natur man kan forestille sig. Vi har set bjerge, dybe kløfter, sne, tropeøer, 1000 vandfald, ørken, regnskov, solformørkelse, store sten, floder og vilde dyr. Dyrelivet er nok det mest imponerende af flere årsager. Først og fremmest den måde dyrelivet biologisk har udviklet sig i sin helt egen retning med pungdyr, som også gør at man ikke finder mange af dyrene andre steder end her. Dernæst er det bare fantastisk at kunne gå en tur i en national park og være ret sikker på at møde et eller andet større dyr. Når det så tilmed er en koalabjørn eller en nuttet kænguru kan man ikke stå for det. Det eneste jeg af og til savner er at få lov til at dele alle oplevelserne med nogen man kender ud over Henrik. Det var så hyggeligt, da Torben og Sonja besøgte os, fordi vi ligsom kunne give nogle af alle oplevelserne til dem. Efterhånden har vi oplevet så meget, at vi kunne snakke om det resten af vores liv…

Solformørkelse

Da vi kørte gennem South Australia i november på vores tur hjem til Sydney fra Uluru, fandt vi ud af, at 2002 er udnævnt til Year of the Outback med en solformørkelse den 4. december som den store event. Vi blev næsten nødt til at have den oplevelse med, fordi vi begge oplevede den overskyede fiasko i Tyskland i 1999. Denne gang ville formørkelsen finde sted midt ude i ørkenen, og det gav en større sandsynlighed for godt vejr. Vi kørte fra Sydney den 30. november over Narrandera og Mildura til Port Augusta. Vi overnattede i Mildura ved bredden af Murray River. Derfor blev vi nødt til også at have en sejltur på floden med en rigtig hjuldamper, som fyrede op med gummitræ.Vi var på et to-timers cruise, men ligesom i Minneapolis sejlede vi ikke ret langt på floden, fordi hovedparten af tiden tilbringes i sluser. Selvfølgelig er det meget vældigt at se hvor smart en sluse fungerer, men jeg vil bare gerne sejle en lang tur på floden uden alt det pjatværk, men øh det kan vist ikke lade sig gøre uden at skulle igennem sluserne. Solformørkelsen ville kun være synlig i et 36 km bredt bælte, og da det var ude i ørkenen var der reelt set kun tre steder man kunne køre hen: Ceduna, Woomera eller Lyndhurst. Efter at have tjekket vejrudsigten for solformørkelsen i Port Augusta besluttede vi os for at køre til Woomera og Roxby Downs, for de lovede en total skyfri oplevelse på de kanter. Vi var allerede i Roxby Downs aftenen før, og da vi trillede ind i formørkelsesbæltet, fik vi øje på en bil inde i busken og to personer som godt kunne ligne Leanne og Volker fra Sydney Uni (to jeg plejede at svømme sammen med). Vi vidste at de også var kørt til SA for at se solformørkelsen, og det kunne næsten kun være dem. Leanne er australier og derfor enormt bange for solen, så hun er altid dækket fra top til tå med specielt tøj, der skal afværge solens farlige stråling. Kvinden inde i busken var helt dækket af tøj og havde en enorm stor stråhat på. Ved siden af hende stod en ung mand med sådan en babyhat med slag, så man ikke bliver solskoldet i nakken. Det var dem, og de var godt i gang med at forberede sig til formørkelsen dagen efter. Volker har alt elektronisk udstyr man kan forestille sig. Et enormt Cassegrain teleskop med elektronisk styring og kamera, et digitalt videokamera og selvfølgelig en GPS sender. Formørkelsen skulle foreviges på alle tænkelige måder. Vi overnattede i bilen på den modsatte side af vejen ved frakørslen til Andamooka, og der var faktisk overraskende få mennesker derude. Kun en anden bil havde vi som selskab. Inden vi gik i seng kiggede vi lidt på stjernehimlen, som er helt fantastisk ude midt i ørkenen. Man kan se mange af de stjernebilleder, som man kender fra den nordlige halvkugle, men det hele vender på hovedet. Stakkels Orion går således over himlen med hovedet nedad. Solformørkelsen ville først finde sted kl. 19.41 om aftenen, så vi havde hele dagen for os i bilen, der var det eneste sted hvor vi kunne opholde os i skyggen. Dagen gik nu forbløffende hurtigt, måske fordi vi har alle vores ting med os i bilen, så vi savnede ingenting. Vi havde en stor 10 liters vandpose med og havde købt dåsetun og toastbrød, for vores fryseelementer var for længst tøet op. På den anden side af vejen kom der i løbet af dagen en ranger som solgte iskolde Coca Cola og pengene gik til nogle truede dyr, så vi klarede os fint. Lidt over 18 gik vi over til Volker og Leanne og ventede spændt sammen med dem på øjeblikket for første kontakt. Lige så langsomt åd månens skygge sig ind på solen. Vi havde formørkelsesbriller på, og i starten lignede solen mest af alt månen -en rund lysende tingest som aftog og blev bananformet. Efterhånden som skyggen nærmede sig centrum og åd den også, blev solen blev mere bueformet og lignede en halv ring. En kvart ring og vupti, så var lyset lige pludselig dæmpet. Man kunne tage brillerne af og kigge på en sort plet med rød/gule/hvide lysbobler omkring. Det var så flot – lignede mest af alt en blomst. Et stykke over solen nåede vi lige at se Merkur, så kom lyset tilbage og det gjaldt om at få brillerne på igen. Det gik så stærkt – man stod bare og ønskede mere. Volker var den første som kom med et udbrud – han var helt knust, for han havde slet ikke nået at tage alle de billeder han havde drømt om. Leanne prøvede at trøste ham, og vi var vist alle fire klar til at arrangere en tur til den næsten solformørkelse for at få mere. Desværre kunne en godt forberedt Volker afsløre at den finder sted på Antarktis… Den partielle solformørkelse foregik nu baglæns med det twist, at vi var tæt på solnedgang, så solen blev langsomt større nedefra, imens den nærmede sig faretruende horisonten. Formen af solen blev mere og mere underlig, og da den gik ned, var den trekantet! Straks efter formørkelsen begyndte de første biler at køre sydpå – nu havde folk set det de kom efter, men vi tog en nat mere i ørkenen. Næste morgen kørte vi mod Adelaide efter at have forsikret os om at solen atter var helt rund og fin. Vi var blevet noget støvede af at opholde os i ørkenen, så det var dejligt at tjekke ind i Glenelg ved Adelaide, hvor vi har været før.

Kangaroo Island

Mandag den 9.december tog vi færgen fra Cape Jervis til Kangaroo Island.(KI) Det er Australiens 3. største ø, som har et meget rigt dyreliv, fordi der ikke er så mange skadedyr som på det australske fastland. Her tænker jeg specielt på kaninen, katten og dingoen. Katten har man dog ikke kunne holde helt væk, men fakta er, at der er utrolig mange koalaer, næbdyr og små kænguruarterpå KI. Vi ankom med færgen til Penneshaw sidst på eftermiddagen og indlogerede os i en campingvogn. Der var ret koldt, så vi fandt det varme tøj frem og så pingviner gå i land på stranden om aftenen. Der var slet ikke så mange som på Phillips Island, men det var stadig en stor oplevelse at se de små fugle vralte i land og skræppe op. Vores guide fortalte en masse om livet som pingvin. Pingvinungerne, der er som regel to i et kuld, vokser sig hurtigt større end forældrene, fordi de bare ligger i hulen på land og slapper af hele dagen. De voksne derimod kæmper hele dagen på havet med at samle fisk sammen til sig selv og ungerne og gylper fisk op til ungerne, når de kommer hjem ved solnedgangstid. Derfor kunne vi iagttage store sultne pingvinunger, der nærmest jagtede deres forældre rundt i terrænet, straks de så dem komme trætte hjem fra en dag på havet. Det var ret underholdende, men sikke nogle utaknemmelige unger!
Næste dag så vi South Australias første fyrtårn som lå langt væk fra ingenting helt nede i det sydøstlige hjørne af øen. Vi fik en rundvisningen af fyrpasseren, som fortalte at der i vintermånederne tit kommer en hval svømmende forbi langs med kysten. Vi spiste frokost og besteg Prospect Hill, som er en stor bakke på øen. Kaptajn Cook skulle efter sigende have besteget bakken for at tage øen i øjesyn. Over middag besøgte vi en honningfarm og et fåremejeri. Sidstnævnte sted var der malketid, da vi kom forbi, så vi så et enormt snedigt maskineri, som er tilpasset malkning af får. Et får giver kun en halv liter mælk om dagen, så man skal godt nok malke en del får, for at det kan betale sig. De malkede også 800 får om dagen, så en malkningssession tog 4 timer. Vi fik lov at smage på de forskellige produkter og kom derfra med yoghurt og diverse oste. En af ostene var sjovt nok en som Claus (tyskeren fra mit kontor i Sydney) indtroducerede os for til en BBQ. Osten hedder Halumi og føles ret gummiagtigt, når man tygger på den, men smager allerbedst når man griller den. Vi overnattede atter i en campingvogn men denne gang i Kingscote.
Dårlige priser på uld har fået fåreavlerne på KI til at tænke i andre baner. Det var derfor man begyndte at malke fårene og andre kastede sig over biavl. En tredje branche som dukkede op eller faktisk bare blev genoptaget var produktion af eucalyptus olie. Vi besøgte et eucalyptus distilleri onsdag formiddag, som opvarmer eucalyptusblade på gammeldagsvis og udvinder olien. Olien er selvfølgelig god mod hvilken som helst lidelse, man kan komme i tanke om. Ved middagstid kørte vi til Seal Bay for at se søløver i deres naturlige omgivelser. Der er indrettet et naturcenter og stranden er skærmet af med hegn, men med guide er det muligt at komme helt ned på stranden og se til søløverne. De fleste dyr lå bare og sov i sandet. De lå i grupper à en tre/fire stykker sammen for at varme hinanden. Der var også nogle unge hanner som rumsterede rundt og sloges kammeratligt. Det var helt fantastisk at se søløver mosle rundt på stranden på den måde. Næste stop var Little Sahara som er en samling sandklitter. Jeg var ret spændt på om de kunne slå Råbjerg Mile. Jeg tror faktisk Råbjerg Mile vinder – måske fordi jeg var mindre da jeg så milen. Der var ihvertfald en masse sand, og det var fedt at hoppe rundt i det.
Vi kørte videre til Flinders Chase National Park og overnattede i bilen ved parkens camping hovedkvarter. Om aftenen gik vi en tur i skoven langs den såkaldte Platypus (næbdyr) Walk. Der var adskillige platforme langs vandhullerne i Rocky River, men ikke et eneste sted så vi et næbdyr. Der var blot en masse luftbobler i vandet som måske indikerede at der lå et næbdyr og grinede af os nede på bunden? Heldigvis var der andre dyr vi kunne studere. Vi så en echidna på helt nær hold (se billede på dyresiden som jeg snart laver) og en kænguru der græssede på flodbrinken.

Torsdag udforskede vi nationalparken. Det er et kæmpestort frodigt skovområde, men de store trækplastre ligger helt nede ved sydkysten. Først så vi Remarkable Rocks som er en stor samling af kolossale sten, der ligger på toppen af en klippe helt ude ved vandet. Henrik er overbevist om at “nogen” har anbragt stenene der. Han mener det ser for kunstigt ud. Denne “nogen” må i så fald være en ret stærk kæmpe! Geologerne har selvfølgelig en naturlig forklaring med noget smeltet stenmasse, der stiger op fra undergrunden og bliver kølet af gentagne gange. Døm selv ud fra billederne! Efter at have kravlet over, under og på de store sten, kørte vi ned til Admirals Arch. Det er en stor klippebue, som står majestætisk ved den forrevne klippekyst. Overalt på klipperne lå der new zealandske sæler og sov middagslur. Da vi kom ned ad trappen, så vi kunne se igennem selve buen, kunne vi se en masse sæler der pjaskede rundt og legede vandet. De var meget sjove og underholdende at se på, men uha da, hvor der stank af sæl-eskrementer. Vi var efterhånden ved at være ret imponerede over hvad KI kunne byde på, men det var slet ikke slut endnu. Om eftermiddagen så vi Kelly Hill Caves. Det er nogle limstenshuler som blev opdaget af en hest ved navn Kelly for et par hundrede år siden. Kelly trådte simpelthen forkert og røg ned i hulen. Det var en meget flot hule med masser af drypsten. Der var flere steder hvor gulvet var faldet sammen, så søjler fra gulv til loft der med tiden var blevet dannet af sammenvoksende stalag-titter/mitter, var brækket over. Det så sejt ud. Udenfor hulerne kiggede vi forgæves efter vilde koalaer i træerne. Der skulle være så mange på øen, men vi havde ikke set en eneste. Øv. Vi kørte tilbage til Kingscote og drog ned til havnekajen for at se pelikaner. Hver dag ved 17-tiden kommer der en lokal fisker forbi og fodrer vilde pelikaner til ære for turisterne. Vi kunne komme ret tæt på pelikanerne, og ih hvor er den fugl bare kolossal stor. Rasmus Klump har ret i, at der kan være en del i næbbet på sådan en!Fredag formiddag kiggede vi lidt butikker i Kingscote og tjekkede mail. Over middag kørte vi til Emu Bay via en grusvej med tæt buskads på begge sider. På trods af at det var højlys dag, sprang der pludselig en lille kænguru ud på vejen lige foran os. Henrik sad ved rattet og prøvede forgæves at undvige, men der var ikke noget at gøre. Bilen ramte kængururen og bilen skred ud på grusvejen. Vi var en tur i busken i venstre side, før Henrik omsider fik bilen under kontrol og standset. Kænguruen var død på stedet, men vi kom heldigvis ikke noget til. Vi måtte dog i busken for at lede efter et sidespejl og vores antenne som var røget af. Vi fandt kun spejlet. Et kig i kalenderen har siden afsløret at det var fredag den 13. Faktisk den samme dato som Claus skulle giftes i Sydafrika, selvom man ikke kan forstå, hvordan man frivilligt vælger sådan en dato. En smule chokerede kørte vi videre. Ironisk nok var vi på vej til Pauls Place som er en dyrefarm med alverdens tamme dyr. Deriblandet kænguruer som man kan håndfodre. Paul bød os velkommen og lagde ud med at klippe en genstridig vædder. En stakkels turist blev derefter indhyllet i uldpelsen. Næste punkt på programmet var fodring af de små dyr. Henrik fik en hvid spand med korn og blev straks overfaldet af 50 ænder, et sultent gedekid ved navn Nelly og tre kænguruer. Nelly sprang med hovedet forrest ned i spanden, og til sidst måtte Henrik give op og kaste spanden fra sig. Det var meget hyggeligt at fodre kænguruerne som spiste artigt af ens hånd, men man skulle virkelig passe på ænderne som også gerne ville have en bid og hakkede med næbbet. En ting jeg ikke havde set frem til var Pauls Carpet slange. Den var tre meter lang, og han lagde den om nakken først på mig og derefter Henrik. Jeg synes det var ubehageligt, at have sådan et klamt dyr rundt om halsen. Derefter var der kornfodring af emuer og endnu flere kænguruer. Igen fik Henrik spanden og blev overfaldet af emuer der var lige så høje som ham selv. Det jeg havde set mest frem til var koalaerne. Vi fik lov at holde en og nusse lidt med den. Den var bare så sød og blød. Efter at have fodret nogle lidt mere traditionelle husdyr i form af heste, køer og får kørte vi videre. Vi gjorde stop ved Ducks Lagoon som et sidste forsøg på at spotte vilde koalaer. Jeg var lige ved at opgive, men endelig fik jeg øje på en. Den sad og sov øverst i et træ langs vejen. Derefter satte vi kursen mod Penneshaw, hvor vi overnattede i en campingvogn, så vi kunne være klar til at tage med færgen næste dag..

Fra Adelaide til Brisbane Udflugten til South Australia for at se solformørkelsen havde egentlig bragt os langt væk fra det sted nord for Brisbane, hvor vi havde planlagt at holde jul. Derfor havde vi noget af en køretur foran os, da vi atter satte foden på det australske fastland. Vi stod 100 km syd for Adelaide og havde en uge til at køre de 2000 km til Brisbane. Det lidt kedelige ved den første del af turen var at vi havde kørt strækningen en gang før i starten af november, da vi kørte hjem fra Uluru. Derfor tog vi en ordentlig bid af distancen og kørte 1300 km i løbet af de to første dage. Eneste nævneværdige begivenhed er at bilens speedometer undervejs rundede 333.333 km, så det fejrede vi med en is. Vi gjorde først stop for andet end overnatning og spisepauser, da vi kom til Coonabarabran. Det er Australiens astronomiske hovedstad, da der er adskillige observatorier i byen. Deriblandet Siding Sling som også er navnet på det største teleskop i landet. Vi besøgte et lille observatorium som havde en ret underholdende udstiling med ting man kunne pille ved. Specielt en udfordring med at stable syv søm på et vandret søm gav mig grå hår i hovedet. Om aftenen vendte vi tilbage for at kigge i teleskopet. Vi så Saturn med ringe, og den var virkelig flot. Ellers gik det meste af tiden med at kigge på månen, fordi der var lidt overskyet, og guiden snakkede lidt med os om Tycho Brahe, og vi prøvede at lære ham at udtale navnet. Efter en god dosis internet (man er vel lidt afhængig) kørte vi næste dag til Armidale som ligger i 1000 meters højde og fik et slag tennis på en campingplads. Derefter blev vores rute noget snørklet, for der var ting både langs kysten og lidt længere inde i landet som vi gerne ville se. Ulempen ved at krydse frem og tilbage er at man skal krydse The Great Dividing Range, som er bjergkæden der løber fra nord til syd i den østlige del af Australien. Først kørte vi langs Waterfall Way for bla. at se Australiens 2. største vandfald. Der var bare ingen vand i pga. tørken. Heldigvis var der andre vandfald vi kunne nyde i Dorrigo og Ebor. I Dorrigo var vi en tur i regnskoven. Der er bygget en lille skywalk platform, så man kan gå i højde med trækronerne og studere det rige fugleliv. Vi manglede lidt en kikkert, for at kunne studere fuglene på nært hold, selvom lydniveauet i første omgang var nok. Man kunne tydeligt høre et helt kor af forskellige stemmer, der på skift sang et lille kvad. Platformen var bygget ved kanten af en høj skrænt, så vi skulle bevæge os ned ad en trappe for at komme ned til foden af træerne og skovbunden. Vi gik en tur og var nu pludselig blevet ret små i forhold til træerne omkring os. Der var masser af lianer og andre snylteplanter der bare klamrer sig til et træ for at komme op til lyset og til sidst kvæler det. Fra Dorrigo gik det ad en smal bjergvej nedad til kysten og Coffs Harbour. Vi så lige et par glimt af Stillehavet før vi drejede ind i landet igen og med bilen kravlede op på plateauet igen til Glenn Innes. Det er en gammel keltisk by fyldt med skottere, som har rejst et Stonehenge agtigt monument af sten. Vi så stenene den næste formiddag, men de var lidt grimme, fordi man tydeligt kunne se arrene efter sprængladninger. Herefter gik det nordpå til Tenterfield som gemmer på Bald Rock. Det er en monolit (dvs. en enorm stor sten og ikke grundfjeld) ligesom Uluru, og den ligger så godt gemt og glemt inde i skoven, at der ikke er nogle aboriginals, som bliver fornærmet hvis man klatrer på den. Vi besteg den skaldede sten ad den direkte stejle rute. Stenen var af granit og meget mere ru end Uluru, så det var ingen sag at klatre op ad den. Stenen var nu ikke helt skaldet, for der var både træer og græs på toppen af den. Vi havde hele stenen for os selv, så det meget fredfyldt at sidde på toppen med friske abrikoser og kunne skue hen over skoven og landskabet. Ikke langt fra stenen lå endnu en nationalpark (Boonoo Boonoo) med et vandfald (med vand i), og vi så en masse små bjergkænguruer, da vi kørte hen for at tage det i øjesyn. Efter vores lille uheld er vi ikke længere helt så begejstret for kænguruerne, når vi ser dem midt på dagen, hvor de burde ligge og sove middagssøvn. Heldigvis var kænguruerne her til at få øje på. Fredag kørte vi fra Lismore ned fra højderne og gjorde stop i Byron Bay. Det er Australiens fastlands østligste punkt og er samtidig en af de mest populære surferstrande på østkysten. Det vrimlede med turister og junk, så vi så bare fyrtårnet og fortsatte videre til Queensland (QLD). Der var nærmest trafikprop, da vi kom over grænsen til QLD, men heldigvis stak vi af fra motorvejen og kørte lidt sydpå igen for at komme ind i Lamington National Park. Vi overnattede på campingpladsen i parkens hovedkvarter ved Binna Burra, men lige efter vi havde parkeret bilen, gav bilen os et nyt problem at kæmpe med. Da jeg ville åbne bagagerummet røg plastic-pladen med nummerpladen og bak-lysene nemlig af, så jeg stod bare målløs med en stor plade i hånden. Det er virkelig et åndsvagt design fra Fords side med den plade, har jeg siden konkluderet. Vi bandt pladen fast med vores uundværlige dragesnor og spekulerede lidt over, hvordan vi skulle få bilen samlet igen. Heldigvis havde parkrangeren en god værktøjskasse, så næste mogen flyttede jeg rundt på et par skruer og fik fixet bagagesmækken. Henrik har nu udnævnt mig til 1. mekaniker. Vi gik en tur på 5 km i parken ved solnedgang, og der var små kænguruer som hoppede larmende væk, når de kunne høre at vi nærmede os. Der var en rigtig hyggelig stemning i skoven. Den sidste halvdel af gåturen var det blevet så mørkt, at vi måtte have lommelygten frem, selvom der var masser af lysende ildfluer omkring os. Vi kunne høre de mest underlige fugleskrig og fløjt over hovedet på os, men træerne var for høje til at vi kunne se ophavsmanden. Lørdag kørte vi til Brisbane efter at have repareret bagsmækken. Der var øsregnvejr. Det var tid for julegaveshopping, så Henrik og jeg gik hver for sig. Vi skiltes kl. 11.30 og aftalte at mødes kl. 14, men klokken blev lidt af et mysterium for Henrik som gik rundt uden ur. Han måtte spørge sig frem og var noget forundret da kl. var 12, og han havde gået rundt i evigheder og var færdig med sin shopping. Heldigvis regnede Henrik selv ud, at der måtte være en tidsforskel mellem NSW og QLD som vi havde glemt at tage højde for. Vi fandt dog hinanden igen alligevel 😉 Fra Brisbane kørte vi 100 km mod nord til The Sunshine Coast for at finde vores julehytte.Jul og NytårDet er 1. juledag i dag, så Glædelig Jul! Vi har været her i Forest Glen siden den 21. december. Det er en rigtig hyggelig campingplads, og vi bor i en hytte med veranda med kig lige ind i regnskoven. Der er kamp om computeren i dag, for Henrik vil spille de computerspil han har fået i gave af sin mor, og jeg vil lege med min gave: et webcamera. Vi endte med at spise dansk julemad juleaften, for det er på en eller anden måde indbegrebet af jul. Så jeg kogte risengrød, lavede ris a la mande, kalkunlår med svedsker og pærer med gelé. Vi spiste julemiddagen på verandaen, og det var bare så hyggeligt. I løbet af aftenen begyndte det at regne, og senere gik det over i tordenvejr, men vi sad godt og lunt under vores halvtag. Før ris a la manden slog vi mave og sang julesalmerne efter hukommelsen. Henrik spillede guitar til, og når vi af og til missede teksten nynnede vi bare. Faktisk havde vi også et lille kemisk juletræ ca. 10 cm højt af pap med krystaller i farver på, som vi selv har dyrket. Vi fandt aldrig mandlen i ris a la manden, men det gjorde ikke så meget, for vi havde glemt at købe en mandelgave. Det er også gået af mode med mandelgaver, for i Bejstrup hed det i år en skolekridt-gave, da Jakob ikke kan tåle mandler. Der var også julemusik i nogle sjove søde sokker som mor og far har sendt, så stemningen på verandaen var helt i top. Vi må have været nogle af de første i hele verden der åbnede vores julegaver i år, for australierne måtte jo først åbne deres pakker i morges. Vores poste restante adresse i Maroochydore har været ret indbringende. Da vi efter et par dages søgen omsider fandt det rigtige posthus, sagde postmanden “Somebody really loves you!”, for der var hele 5 pakker til os og 3 breve. Henriks jul var reddet, for der var computerspil, marcipan og abrikosflæsk fra hans mor. Vi fik den nyeste TV.2 cd af moster+Co., og det var lidt sejt, da vi slet ikke vidste der var kommet en ny. Mette havde sendt Matador Mix og salt lakrids. Av, min arm hvor smager en laber larve bare godt, når man ikke har smagt en i næsten et halvt år. Ja, og saltlakrids mums kan man slet ikke opdrive uden for Danmark. Det var en vældig slikskål vi derefter fik kreeret, og der var godt sy(n)k i den. Fra Henriks faster var der tre bøger. Fortsættelsen af Mands Minde, som jeg allerede er gået i gang med. En underholdende bog med personlighedstests. Indtil videre har vi fundet ud af, at jeg er meget optimistisk, at vi ikke bærer rundt på de store bekymringer og at ingen af os er slemme kontrol-mennesker. Den sidste bog med digte og tegninger af Ib Spang Olsen har jeg ikke fået kigget i endnu, men Henrik synes den er interessant. I min egenskab af første mekaniker har jeg også været nødt til at pusle lidt om bilen her i juledagene, for den skal jo sælges i januar. Sidespejlet er blevet genmonteret, og nu mangler vi kun en ny antenne, så er bilen atter i fin form. Efter al den køren rundt synes jeg det vil være på sin plads at indsætte et kort med vores rejserute.Den 28. december forlod vi Forest Glen, men vi kunne ikke køre ret langt væk fra Maroochydore, da vi havde lavet en aftale med en Ford mekaniker den 30. Bilen begyndte nemlig at sige en meget suspekt lyd, når man koblede “ind” i dagene op til jul, og et hurtigt tjek ved mekaniker afslørede at et led i kadang-akslen var årsagen. Vi endte med at køre til Noosa som ligger ved kysten på toppen af The Sunshine Coast cirka 30 km nord for Maroochyore. Det er et rigtigt surfermekka, men det er ikke så poppet som Byron Bay. Der var alligevel masser af mennesker, så vi frygtede lidt om vi overhovedet kunne finde et sted at bo, da der var “No vacancy” overalt. Heldigvis var der plads på Koala Beach Resort et rigtig backpacker sted med bar og disko, og vi kunne være der nytåret over. Stranden ligger lige bag ved hovedgaden i Noosa, og der er de sejeste bølger. Jeg var på surfskole to dage og fik lært en del mere end på Hawaii. Først og fremmest blev jeg bedre til at komme op og stå på brættet, men jeg fik også lært det vigtigste som er at fange bølger. De store Stillehavsbølger skal man virkelig ikke spøge med. En lidt for stor bølge kan vælte hele surfbrættet forover, så man dykker lige lodret ned på næsen. Jeg prøvede det en enkelt gang ,og det var ret ubehageligt. Men når der kommer en god bølge, er det bare en fed fornemmelse at blive skudt afsted og fare indad i sej surfer positur indtil man mister balancen og ryger over bord. En surflektion varede 2 timer, og jeg var så træt at jeg kunne gå lige på hovedet i seng derefter. Det er så hårdt at mosle rundt i vandet med det store bræt, og især træls når man skal arbejde sig udad igen efter kun 30 sekunders surfing. Man burde opfinde et system ligesom skilifter der ligesom kunne trække en den kedelige vej, så man ikke spilder alle sine kræfter der.Den 30. kørte vi til Maroochydore og fik bilen ordnet. Reservedelen til vores gamle bil var vel ankommet fra Melbourne på trods af at det var midt mellem jul og nytår, så vi afleverede bilen på værkstedet og tog ud for at se The Big Pineapple. Det er en annanas plantage som er åben for publikum. Først så vi hvordan man dyrker annanas. De gror på jorden som en lille busk der ligner annastoppen, og en plante giver en annanas. Man kan dyrke sin egen annanas ved at plante en top i haven, men det tager 18 måneder før man kan høste en moden frugt, så man skal have tålmodighed. Efter høsten af den første frugt kan man lade planten gro videre, og den vil efter 18 måneder give to nye annanas, men denne gang er frugten en tand mindre. Det fortsætter på den måde med mindre og mindre frugter, så frugtplantager dyrker normalt kun de første to kuld og planter derefter nye planter. Den annanas vi kan købe i butikken er som regel fra andet kuld. Den guidede tur i plantagen foregik i et lille tog og der var masser af andre frugtplanter at se på. Vi kom forbi et avocadotræ, et mangotræ og xxx. Efter at have spist en halv annanas med is på toppen kørte vi med et nyt tog, hvor vognede skulle forestille Macademia-nøddeskaller, for parken indeholder også QLD’s største Macademia nøddefabrik. Det mest underholdende var en speciel høstmaskine som kan trille nødderne op fra jorden. Man triller bare en tromle med sjove pigge hen over jorden, så ruller de kuglerunde nødder op i en lille container. Bilen var klar da vi kom tilbage til værkstedet og regningen var mindre end forudsagt, så vi kørte i godt humør tilbage til Noosa.Nytårsaftensdag lagde jeg ud med en surflektion fra 8-10. Omsider fik Henrik mig at se stående på brættet. Desværre havde min lår ikke godt af alt det surfing. Jeg fik store brændmærker på begge lår af at glide frem og tilbage på brættet. Mine fingre havde også slidmærker af at holde igen på plasticrebet som er fastgjort til brættet. Vi gik en tur i nationalparken først et stykke langs kysten til Alexandria Bay, hvor der er den sejeste strand og man har den næsten helt for sig selv. Efter en masse vandpjaskeri i bølgerne fortsatte vi ad en sti der gik tværs gennem skoven. Vi mødte nogle unge piger som spurgte om vi havde set koalaer. Vi måtte skuffe dem og afsløre at vi ikke havde set skyggen af eucalyptus træer i den del af skoven. Der skulle dog være nogen tættere på hovedkvarteret og en km senere fik vi øje på et typisk koala-eucalyptus træ. Minsandten om der ikke sad en vågen koala i træet og vinkede ned til os. Ved aftenstide spiste vi nnytårsmiddag på en kinesisk restaurant lige over for vores resort. Vi fik champagne, rejer og ørred i kokossauce med ris. Ørreden var rigtig god, men rejerne smagte bare underligt sådan lidt hen af opvaskemiddel. Bagefter hang vi ud i baren på resortet, hvor der var høj musik og masser af øl. Australierne er lidt tamme mht. nytåret. En tilfældig person (her var det DJ’en) kigger på sit ur og tæller ned, når der er 10 sekunder til klokken er tolv. Så musikken blev skruet ned, og nedtællingen 10-9-8 … 1 HAPPY NEW YEAR – (cheers i øl) og så blev der bare skruet op for musikken igen. Det var lidt tamt, men nu skriver vi altså 2003. Nytårsdag sov vi længe og over middag lejede vi begge et bodysurfboard. Det er noget mindre end et surfbræt og er lavet af flamingo. Her gælder det bare om at kastes sig i bølgerne, man skal ikke op at stå på brættet. Hele eftermiddagen tilbragte vi på vores favorit strand ved Alexandria Bay.

Fredag den 1. november (Henriks fødselsdag)

Henrik fik to par tights af mig og en mini Find Holger bog – han hedder Wally på engelsk. Desuden bogen Disgusting og svømmefødder. Vi ankom til Alice lidt over 10 og sendte Torben og Sonja hen for at se Flying Doctors. Henrik og jeg købte ind imens og hentede bilen ved toget. Efter at have samlet Torben og Sonja op, kørte vi direkte sydpå mod Uluru (Ayers Rock). Det blæste en del, og da vi gjorde stop i Erldunda, følte man nærmest at man stod midt i en ørkenstorm. Sonja var også lidt utryg ved situationen, men vi kørte videre. Vejen fra Erldunda til Yulara, som er hovedkvarteret ved Uluru, bød på flere forhindringer. Først var der en tyrekalv midt på vejen, for på de kanter er det meget normalt at lade kvæget gå frit og græsse på begge sider af vejen. For at adskille de forskellige kvægfarmeres besætninger er der riste i vejen og derfra hegn vinkelret på vejen. Efter at have passeret tyren kunne vi ane røg i det fjerne. Vi har før set bushfires men denne gang var den ret tæt på. Flammerne var helt tæt på vejen i den ene side, men Camilla kørte bare ligeså stille igennem. Sonja var atter en smule betænkelig ved situationen. I Yulara indkvarterede vi os efter lang tids betænkningstid fra Henrik og Torben på et 4-køjesengs værelse. Det var det eneste, der var ledigt, så jeg kunne ikke helt forstå, de skulle tænke så længe over det. Derefter fik vi lidt travlt, for vi skulle nå at se solnedgangen ved Uluru. Det er en tradition på de arrangerede ture at man drikker champagne imens solen går ned, og vakse Torben købte en børnechampagne i supermarkedet. Solnedgangen var lidt af et tilløbsstykke. Sikke en stor sten.

Lørdag den 2. november

Vi kom ikke så tidligt op og startede med at køre rundt om Uluru. Det var fascinerende at se stenen tæt på, for den varierer meget i udseende, når man bevæger sig rundt om den. Vi var ude og klappe stenen et sted, hvor den nærmest så ud til at være opbygget af små flager, der kunne falde fra hinanden når som helst. Andre steder ligner den en bundsolid klippe. Der ligger et visitorscenter lige ved siden af stenen, hvor man kan købe souvenirs. Henrik som efterhånden har fået alle sine julegaver og fødselsdagsgaver på forsiden fik en t-shirt med Uluru af Sonja. Ved middagstid tog vi tilbage til Resortet hvor vi boede og holdt siesta ved poolen. Vi spillede “i midten” med vores fodbold i vandet. Vores plan var at køre til Kata Tjuta (The Olga’s) over middag men vejen var lukket pga. bush fires. Heldigvis åbnede vejen igen ved 15-tiden, så efter en lang siesta, hvor Sonja var helt rundt på gulvet over at der ikke var noget på programmet, kørte vi hen mod indkørslen til parken. Billetten til parken gælder i 3 dage, så vi regnede med, vi bare kunne køre igennem i yderbanen og vinke med billetterne til damen ved skranken. Den gik ikke. Hun nægtede at åbne bommen for os, selvom Torben stod ud af bilen og diskuterede med hende. Der holdt en personbil bag os med folk, som også havde troet man kunne komme ind ind den vej. Føreren af den bil blev så irriteret over, at billetdamen sagde han skulle bakke og placere bilen i den lange kø, at han hidsigt satte bilen i bakgear og kørte med lidt stor fart bagud. Kronks, crash- han bakkede lige ind i en ret ny bil som også var i færd med at bakke. I samme øjeblik viser Torben temperament. Han bliver så gal på billetdamen, at han løber hen til hende og siger hun lige har forårsaget et uheld. Vi kan høre helt ind i bilen, at han slutter sin salut med “Stupid Woman!” Men tilbage og ind i den langsomme kø må vi, og det tager en krig at komme ind i parken. Siden da må jeg nok sige jeg har fået respekt for at bakke. Man kigger lige en ekstra gang om der er noget man kan ramme. Kata Tjuta er en hel samling af sten som består af samme stenart som Uluru. Der er over 30 sten som varierer i størrelse, men de største er højere end Uluru. Vi vandrede en tur ind i en kløft mellem to af de store sten. Det var en flot tur, og der løb et lille vandløb, så der var meget frodigt omkring vandet. Solnedgangen ved Kata Tjuta er lige så spektakulær som ved Uluru, så vi parkede bilen og gav os til at vente på solens nedstigning. Tiden fik vi blandt andet til at gå med en oprydning i bilens bagagerum som efter 12 dages køretur med 4 mand i bilen efterhånden var godt rodet til. Det var en flot solnedgang, hvor stenene skifter fra en rødlig farve til mere mat brun. Om aftenen tog Henrik og jeg på en arrangeret stjernetur. En ung fyr med et par teleskoper var guide, og han fortalte om hvordan man finder syd på en himmel der ikke er så heldig at have en sydstjerne ligesom vi har Nordstjernen. Han gennemgik de synlige billeder fra Dyrekredsen og specielt skorpionen som er Henriks stjernetegn var meget tydelig. Vi så nogle åbne stjernehobe og dobbeltstjerner i teleskoperne. Det flotteste var en åben hob med form som en sommerfugl. Tilbage ved resortet var køkkenet lukket, men heldigvis havde Torben og Sonja gemt lidt rester til os. Disse rester var ikke sådan at kimse ad, for de bestod af grillet kænguru, krokodille og emupølse. Krokodillekødet var hvidt som kylling men en anelse sejere lidt gummiagtig. Kængurukødet var lammeagtigt men lugtede og smagte af kænguru. Emupølsen var vores favorit og den var også lidt lammeagtig. Henrik og jeg sluttede af med en øl i baren på Torbens regning, for Torben skyldte mig en flaske rødvin. Vi havde væddet om Mt. Gambier var nævnt i Lonely Planet og det var den.

Søndag den 3. november

Vi er tidligt opppe (altså kl. 5) for at se solen stå op over Uluru. Vi vandrer rundt om den kæmpe store sten og tager en million fotos. Sonja og jeg kan ikke nære os og bliver nødt til lige at prøve at klatre lidt på stenen, for at føle hvordan det er. Vi kravler op til der hvor jernkæden som man kan holde fast i begynder. Det er ok at kravle opad, men nedturen er noget vanskeligere. Desuden er de indfødte ikke glade for man kravler på stenen som er deres helligdom, så vi nyder udsigten og kravler forsigtigt ned igen.

Det tager 4 timer at gå de cirka 9 km rundt om stenen. Undervejs ser vi hulemalerier og små vandhuller. Stenen er meget varieret med huller og kløfter og revner. Slet ikke så jævn som den ser ud på billeder. Ved frokost tid siger vi farvel til Torben og Sonja, der tager bussen til Alice Springs. Vi provianterer med bla. 10 liter vand og kører via Erldunda ud på Stuart Highway. Vi så lige lidt nærmere på Mount Connor som også er en klippeformation ligesom Uluru. Vi gør holdt i Marla 500 km syd for Alice. Vi får en primitiv hytte, og når lige at spise dagens ret i cafeteriaet: stuvede blomkål med skinke og grønne ærter. En snakkesagelig mand i en Volvo overfaldt os allerede på parkeringspladsen og fortæller os under middagen om hvor spændende det er at køre langs The Old Ghan (den gamle jernbane). Han siger man sagtens kan køre 90 km/t på grusvejen, og vi bliver ret nysgerrige, for det lyder fedt og kan blive en spændende tur. Vores hytte er ikke vindtæt, og det piver skrækkeligt fordi det trækker ind under døren. Vi løser det ved at lægge sengetæppet foran. Prøver at finde stjernerne fra natten før, men det lykkes ikke med dem allesammen.

Mandag den 4. november

Vi vågner i en kold hytte og kører straks efter morgenmaden videre ad Stuart Highway til Coober Pedy. Det er en stor opalmineby midt i ørkenen. Der er så varmt at man har fundet på at bo nede i minerne under jorden. Vi ser The Old Mine, som er inrettet som museum. Iført duserhat går vi rundt få meter under jordens overflade i en behagelig temperatur på 22 grader. Der er en nummereret udstilling, om hvordan man graver opaler og en etage højere oppe ser vi hvordan en opalmine kan anvendes som bolig. Jeg bliver lidt hooked på at få et armbånd med opaler, men de er bare så dyre. Det ender med jeg istedet køber et par blågrønne opal ørenringe. Henrik får sin vilje og kommer på pizzabar. Næste butik vi besøger specialiserer sig i didgeridoos. De har så mange store og flotte, og vi er enige om at det er det helt rigtige sted at købe en didgeridoo. Problemet er så lige at vælge den rigtige. Vi står længe og grubler over om det skal være en flot tynd lilla eller en lidt kraftige blå en. Vi ender med at vælge den lille som er dekoreret med kænguru og krokodille. Den er rigtig flot. Prisen prutter vi lidt om, for hvis vi betaler kontant vil sælgeren godt give en anseelig rabat. Bagefter får vi begge spilleundervisning af ham. Jeg er komplet umulig og utålmodig og kan ikke lade være med at grine, fordi det kildrer så meget på læberne. Henrik er noget bedre og får nogle af de rigtige lyde ud af røret. Den sidste ting vi mangler at se i Cober Pedy er de omkring liggende månelandskaber. Nord for byen ligger nogle bakker og klipper som hedder Breakaways. Grusvejen derud går forbi Dog Fence som er et hegn på over 5000 km. Det skal holde dingoen (den australske vilde hund) væk fra fårene sydpå. Lidt efter er vi på månen. Landskabet omkring os er grå/sort med lidt sorte sten hist og pist. Rundt omkring er der små toppe som ligner månekratere. Det er bare sejt. Vi ender med en hel rundtur i Breakaways, for Henrik vil absolut se alle lookouts. Derefter fylder vi benzin på bilen og kører eventyrlystne ud på grusvejen mod Williams Creek. Der er 166 km men det går overraskende godt derud af. Vi møder en enkelt bil som overhaler os. Ellers er er der bare ingenting derude. Ingen træer lidt små buske ellers ingenting! Williams Creek er en bar med tusind ting på væggene. Alle vender sig om da vi træder ind af døren. Vi får en bajer i baren og overnatter i bilen som er totalt støvet.

Tirsdag den 5. november

Vi kører fra Williams Creek til Coward Springs, hvor der er indrettet et spabad ved en vandboring. Vi hoppede i og nød det dejlige vand som vaskede noget af støvet af os. Vejen går langs den gamle jernbane som skiftevis var på højre og venstre side af os. Landskabet skifter meget men stadig ingen træer. Af og til kvæg men ellers ingen dyr. Vi drejer af ved Boble Springs. Det er helt fantastisk, for det er en kilde som bobler ud på toppen af en bakke ude midt i ørkenen. Der er et helt bassin og meget frodigt og grønt omkring vandet. Vi passerer forbi Lake Eyre som er en kæmpe udtørret saltsø, der kun har indeholdt vand 3 gange inden for de sidste 100 år. Vi spiser frokost i Maree, og hovedparten af vores gruseventyr er overstået. Efter yderligere 70 km på grus byder en emu midt på grusvejen os velkommen tilbage til civilisationen. Vi har indkvatereret os i Leigh Creek i en lille hytte. Henrik forsøget at spille didgeridoo, og jeg sidder og forsøger at komme i tanke om alle de ting vi har lavet de sidste 14 dage.

Onsdag den 6. november

Vi kører sydpå fra Leigh Creek til Parachidna og drejer ind på en grusvej som går fører os ind i Flinders Range National Park. Det er en meget dyrerig park med bjerge. Grusvejen er meget god at køre på, selvom man en gang imellem skal igennem en creek, hvor der står få centimeter vand på vejen. Camilla viser sig at have et hidtil ukendt talent for at spotte emuer. Den ene emu efter den anden står i vejkanten og griner til os. De ligner nærmest træer, så det kan være svært at få øje på dem. De er slet ikke så sjældne som Torben og Sonja tror. Over middag er vi ved at være vænnet til emuer omkring os, så vi stopper ikke længere bilen for at kigge og fotografere, men pludselig påstår Henrik, at vi lige er kørt forbi to små fugle, som må være babyemuer. Jeg tror ikke helt på ham, men nu er emuerne atter interessante, og lidt efter kommer der en emu gående med to små nuttede mini emuer lige efter sig. Vi drejer fra den store vej og kører ned til Sacred Canyon, hvor der er aboriginal hulemalerier. Fra vejen får vi øje på et par strittende ører, hvis ejermand ligger og sover middagssøvn i skyggen under et træ. Ørerne viser sig at tilhøre en kænguru. Ser man en kænguru, kan man være sikker på at der er flere i nærheden, for det er et flokdyr. Da vi først har gennemskuet, hvor kænguruerne sover middagssøvn, er det ikke svært at finde dem. Både den gullige bjergkænguru som vist hedder Eruo, og den mere almindelige grå kænguru støder vi på.

Det store trækplaster i Flinders Range er Wilpena Pound som er en krans af bjerge der ligner et meteor/vulkankrater, men som er dannet helt af sig selv. Vi vil gerne bestige en af toppene men vælger at udsætte det til næste formiddag fordi der er alt for varmt. Istedet kører vi omkring i parken og ser endnu flere emuer, kænguruer og får. Til sidst finder vi på en leg med point, hvor en emu giver 3 point, en kænguru 2 point og 10 får 1 point. Legen bliver afbrudt, da der pludselig står en kamel midt på vejen. Dvs den har kun en pukkel, så man burde egentlig kalde det en dromedar, men hernede kalder de det for en kamel. Kamelen er ret ligeglad med os og flytter sig selvfølgelig først fra vejen, da jeg stiger ud af bilen og forsøger at fange den med kameraet. Grusvejen vi nu er endt på skulle være en geologisk køretur gennem stenarter, men vi når ikke ret langt før vejen bliver temmelig dårlig. En stor firehjulstrækker med et dansk flag på taget kommer kørende imod os, og da de kommer hen til os pludrer de på engelsk, at vi nok ikke skal køre videre i en almindelig bil. Vi var allerede selv begyndt at overveje om ikke vejen var for hård ved bilen, så når folk i en firehjulstrækker siger stop, beslutter vi os også for at vende om. De var selvfølgelig danskere. Dem har vi ellers ikke mødt så mange af hernede. Tilbage i Wilpena som er parkens hovedkvarter overnatter vi på campingområdet i bilen. Vores bil er forresten ikke længere hvid. Den er rød af støv og sand fra ørkenen. Den trænger virkelig til at blive støvsuget indvendig.

Torsdag den 7. november

Allerede lidt i 9 er vi klar til at bestige Ohlsens Bagge (ja, det lyder helt norsk, som det måske også er?). Det er en vandretur til en top på 941 meter, og stien er kun på 3 km, så det lyder meget overkommeligt. Vi begiver os ud på turen som er estimeret til to en halv time, og jeg skal love for det er hårdt. Efter fem minutter holder vi den første vandpause, og det bliver værre og værre efterhånden som stien bliver stjejlere og mere klippefyldt. På vej op passerer vi et par dvs. først en kvinde som siger hun har opgivet at nå toppen og derfor nøjes med at nyde udsigten derfra hvor hun sidder, og lidt senere hendes mand som sidder lidt længere oppe og påstår han har sorte prikker for øjnene. Vi tager nogle gode pauser på vej op ad, og når til sidst ret udmattede op på toppen. Der er en fantastisk 360 graders udsigt med Wilpena Pound foran os og en masse bakker og bjerge bag os. Vi spiser Kit-Kat og appelsiner på toppen og nyder en frisk vind der køler os lidt ned. Da vi starter på nedstigningen er alle syvsoverne på vej opad, og det er ret morsomt at se deres røde hoveder og høre hvor meget de puster og stønner. Det er ikke hårdt at gå nedad, men det er næsten frokost tid, så det er blevet en del varmere, og alle dem vi møder som er på vej opad spørger håbefuldt om der er langt til toppen. De bliver ret modløse, når vi svarer Ork, ja – og det værste er slet ikke overstået endnu… Vi samler en tysk pige op på vejen nedad, som har opgivet at nå toppen. Hun snakker vældigt. Efter en velfortjent sodavand i hovedkvarteret kører vi sydpå til Petersborough og spiser frokost og derfra videre til Broken Hill, hvor vi er nu. I morgen tidlig er det planen at vi skal i skole på School of The Air, hvor man radiounderviser børn i Outbacken. Så jeg må vist hellere se af at komme i seng, så jeg kan være frisk i skolen i morgen.

Fredag den 8. november

Broken Hill er en rigtig Western by med hoteller med svalegange. Vi overnatter på et billigt hotel midt i byen og er tidligt oppe, for vi skal være i skole kl. 8.30. School of The Air fungerer på samme måde som da den blev grundlagt for over 50 år siden. Børn, som bor på isolerede steder i outbacken, bliver undervist via radio. Vi får lov at overhøre dagens første time som er en slags morgensamling, hvor man først tester om de forskellige sendemaster fungerer, og derefter læser lærerinden diverse meddelelser op. Så er der bibliotekstime for de yngste elever. De skal lære at sætte forfattere i alfabetisk orden, og lærerinden spørger dem skiftevis om en opgave. Eleverne svarer tilbage over radioen, og forbindelsen er ikke altid lige god. En gang om året kommer læreren på privat besøg hos hver elev, men der er også små samlinger i løbet af året i Broken Hill, hvor børnene prøver at blive undervist klassevis. Radiokommunikationen bliver afløst til næste år af den moderne teknologi med webcam og internet. Så kommer eleverne til at kunne se hinanden og deres lærer. Det ser eleverne meget frem til.

Broken Hill er en ret stor by med over 20.000 indbyggere. Det er en gammel mineby, hvor man har fundet zink, sølv og bly. Der er kun et mineselskab tilbage i byen nu. Delprats mine i udkanten af byen er en gammel forladt mine, og den er blevet indrettet som turistattraktion. Man kan komme 109 meter ned i jorden, og vi bliver klædt på til lejligheden i kitler og sikkerhedshjelm med en lille lampe på. Vores guide er en pensioneret minearbejder på 74 år som er helt vildt underholdende. Han snakker meget hurtigt og har en forklaring på alt, fordi han læser National Geographic. Med en lille elevator kommer vi de 109 meter ned i jordens indre, og der er en behagelig temperatur på 22 grader. Vi får en masse at vide om, hvor hårdt det engang var at være minearbejder, og hvor let det er i dag. Guiden beder om at låne mit kamera og truer med at smide det ud, fordi det ikke anvender sølv (der er jo ingen film som skal fremkaldes). Heldigvis får jeg kameraet tilbage i hel tilstand.

Frokost får vi på Singleton Hotel 25 km nordvest for Broken Hill. Det er en berømt Western filmby. Den berygtede Silverton test som er nævnt i vores guidebog Lonely Planet skal vi selvfølgelig også prøve. Bartenderen giver os en kartoffel og en stor tragt i hånden. Han forklarer at vi skal putte tragten i bukseliningen og læne hovedet tilbage og placere kartoflen i panden. Målet er så, at vi skal få kartoflen til at falde ned i tragten. Henrik og jeg putter tragten i bukserne, smider brillerne og begynder at balancere med kartoflen, men ak! Mens vi fumler med at balancere med kartoflen, hælder bartenderen vand i tragten… Ja, så naiv kan man være, men vores våde bukser tørrede heldigvis hurtigt i varmen… I udkanten af byen er der mulighed for en tur på kamel. Dvs. dyrene har egentlig kun en pukkel, så det er dromedarer, men australierne kalder dem kameler. Vi fik en kamel hver og fik en lille rundtur. Det var et meget behageligt dyr at ride på, og jeg blev ikke søsyg. Det gik vildt for sig, når kamelen skulle rejse sig/sætte sig, men der var heldigvis en saddel med håndtag at holde fast i. Sidste punkt på programmet i Broken Hill var at besøge Flying Doctors som har base i lufthavnen. Vi var mest imponeret af den gigantiske medicinkasse, man får, når man bor i Outbacken og ikke har et apotek i nærheden. Alle præparater er nummerede og her er en skør historie, om en patient der skulle spise pille nr. 9. Han havde ikke flere tilbage af nr. 9 og skrev i stedet tilbage til lægen, at han tog en af nr. 7 og en af nr. 2 og nu havde han fint. Vi kørte 500 km mod øst og overnattede på en campingplads i Colbart.

Lørdag den 9. november

Fra Colbart kørte vi til Dubbo som har en kæmpe dyrepark a la Givskud Løvepark, hvor man kan køre rundt mellem dyrene. Dyrene er nu hegnet ind, og der er 6 km stier, så vi lejede cykler og kørte på safaritur. Parken havde store næsehorn og flotte giraffer, men det allermest nuttede dyr er koalabjørnen. Vi så også koalaer sammen med Torben og Sonja, men man kan altså blive ved med at kigge på det søde bamsedyr. De sidder kilet fast i træerne og sover det meste af dagen. Når de er vågne sidder de og gnasker eucalyptus blade.

I Dubbo overtog Camilla rattet og gulp. Hun kørte lidt for stærkt hjemad (119 km/t, hvor man må køre 100) og blev standset af en civil politibil. Vi fik en fartbøde på 800 kr. Træls, men så billigt var vi nok næppe sluppet i Danmark. I Bathurst fejrede vi vores tilbagevenden til civilisationen med et besøg på McDonald inden vi kørte gennem Blue Mountains og hjem til Kogarah.

Lørdag den 16. november

Nu er der gået en uge siden vi kom tilbage fra ørkenturen, og jeg er endelig ved at være up to date i dagbogen. Denne weekend skal vi ikke på nogen langtur, for bilen er på værksted. Det var lidt besværligt at skifte gear, da vi kørte de sidste par hundrede kilometer hjemad sidste weekend, og nu ved vi hvorfor. En tingest i gearkassen er gået i stykker, og nu afventer vi spændt hvad regningen løber op i. Ak ja, det er dyrt at være bilejer. I tirsdags var vi inde i byen og købe julegaver til hele familen i Danmark. Men som vi har for vane, lagde vi ud at købe gaver til os selv. Det blev til et sølv opalarmbånd til mig til en god pris, og det matcher tilfældigvis mine ørenringe. Torsdag var vi på New Zealands immigrationskontor for at få ordnet visa, men vi manglede et papir som viser at har penge nok til at overleve dernede, så vi må derhen igen en gang i næste uge, når vi har fået en kontoudskrift fra Danmark. I næste uge skal vi holde jule beach BBQ med mit uni – det er nok det nærmeste vi kommer en julefrokost hernede. Ellers har vi kun to uger tilbage her i byen. Uha, hvor er tiden godt nok gået stærkt.